Father, Is that you?

[Marius Amalani Darcy]

Marius var virkelig ikke typen der bar nag, og da slet ikke når det kom til hans familie. Angel var trods alt noget af det eneste som han faktisk havde tilbage nu, og det var noget som han uden tvivl ønskede at passe på i den forstand, at han faktisk kunne. Han blev stående med armene omkring hende, hvor han let forsigtigt vuggede hende frem og tilbage. At mærke hende så tæt på, uden at væmmes over hvad han var blevet til for et væsen, var uden tvivl ekstremt lettende for ham, og noget som han kun.. følte lette byrden fra hans skuldre. Han var virkelig, virkelig glad for det, hvilket der heller ikke var nogen tvivl om. "Selvfølgelig er jeg sikker," endte han roligt, inden han let slap hende, for i stedet for at lade hænderne søge til hendes kinder. Den gamle procianske holdning som hun havde haft med henblik til mørket, havde han skam forståelse for, og derfor ønskede han denne gang også at berette om sin egen historie, før det ville give hende muligheden for at hade ham igen. Denne gang havde det været denne tilstand eller død.. og han ønskede virkelig ikke at forlade denne verden endnu.
Da Angel endnu en gang søgte ind i hans favn, lukkede han grebet omkring hende igen. Han strammede det let. Selv på trods af det væsen hun var, og det væsen han var, kunne han bevare den kontrol. Han ønskede bestemt heller ikke, at det skulle gå udover hans datter i en situation som denne. Overhovedet ikke! Ikke hvis han havde muligheden for at få hende med sig hjem igen. "Så kom med hjem igen," bad han med en rolig stemme, inden han igen hævede hånden og strøg hendes kind. Han ville mere end glædeligt huse hende igen! Selvom stedet ganske vidst bar præg af, at det var nattens væsner der boede der, forsøgte han virkelig at holde det så prociansk som det var ham overhovedet muligt. Han sendte hende et svagt, men dog varmt smil. Han var glad.. Han var virkelig glad for at se hende igen!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel ville ikke skubbe ham væk fra sig. Hun brød sig stadig ikke om tanken om at han var død men et sted så var hun villig til at leve med det hvis det gjorde at hun kunne være sammen med sin far. Hun puttede sig indtil ham og lod ham vugge hende. Hun var stadig umådelig ked af det men det var vel ikke så underligt. Hun havde mange års had at gøre godt for og det ville hun absolut prøve på. Hun betragtede ham som hans hænder måtte søge til hendes kinder. De blå øjne hvilede i hans og hun snøftede stille. Hulkene var stoppet men det var stadig tydeligt at hun var ked af det. "Tak far. Jeg elsker dig" hviskede hun stille og trykkede sig ind til ham. Hun kunne ej selv kende forskel på Vampyr og Spide så hun vidste ikke at han var anderledes. Et sted så gjorde det intet lige nu. Hun var ved ham, det var det vigtigste.
Hun mærkede hvordan hans arme måtte lukke sig om hendes skikkelse og hun trykkede sig om muligt mere ind i hans favn. Hendes engleblod måtte være svært for ham at modstå men det var ej noget hun tænkte på, hun anede jo intet om sådan noget. Hendes tid som et væsen af mørket havde været umådelig kort. Hun vendte blikket op mod hans ansigt men slap ham ikke. Det ville hun ikke. Han ville have hende hjem, hun vidste ikke om hun kunne men hun ville da om muligt gerne prøve. Hun nikkede stille men var ej i stand til at sige noget. Hun var sammen med sin far igen og de var i gang med at reparere deres forhold som hun havde ødelagt. Hun var ked af det hun havde gjort men der var intet at gøre ved det nu. Det eneste hun nu kunne gøre var at gøre det bedre og være en bedre datter. hans varme smil fangede hende og hun smilede tilbage til ham ligeså varmt. Hun var glad for at se ham igen.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var et dødt væsen, men denne gang var det ikke omfattet af noget, som han selv havde været herre over, men derimod fordi at hans barnebarn havde gjort det for at redde hans liv. Det var jo så bare noget, som han selvfølgelig håbede på at hun ikke ville dømme ham på. Hun havde nemlig ikke nogen anelse om, hvad han egentlig havde haft at slås med, for det havde bestemt heller ikke været småting. Han elskede hende.. han forgudede hende som sin datter, og det havde altid været hans mening, at passe på hende, elske hende og holde af hende, også selvom han vidste, at han havde svigtet noget så grusomt i den anden ende, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre! Han klemte øjnene let sammen og vente blikket mod hende igen. "Jeg elsker også dig min pige... Det gør jeg virkelig," endte han dæmpet. Det var noget som han virkelig håbede på, at hun vidste.
Marius blev stående med Angel i sine arme, også selvom han vidste, at han ikke havde alverdens med tid. Om ikke andet, så var han virkelig glad for, at hun gik med til at søge hjem istedet for det andet, for det kunne han da slet ikke lide. Han ville gerne passe på hende, også selvom han vidste, at det ikke ville blive nogen direkte nem opgave, så måtte han jo gøre det, så godt, som det nu var ham overhovedet muligt. Roligt tog han omkring hendes hånd. Hans datter havde altid for ham, været noget af det vigtigste, og det var han bestemt heller ikke bange for at erkende. Han trykkede let om den. "Så tag med hjem," bad han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han ville virkelig bare gerne have at tingene var som de var engang.. og hun skulle være en del af det.

[Angelique Amalani Darcy]

Hvad han havde vært igennem anede Angel absolut intet om. For hende var han jo bare det samme som han altid havde været? Hun så ham ej som vampyr men som Spide fordi det var hvad han havde været ved hendes død. Dog klandrede ham hun ikke for det længere. Hun ville virkelig gerne ligge alt hadet bag sig, hun ville have sin far igen og være sammen med ham. Hun elskede ham jo, det havde hun jo altid gjort. Det var derfor det havde været så svært. Et sted så havde hun svigtet som datter, hun havde virkelig ikke været god ved ham og hun havde heller ikke fået ham til at forstå hvorfor hun havde været så sur. Det var aldrig kommet ud af hendes mund som hun gerne have villet haft det. "Det ved jeg du gør, Far. Bare du også ved at jeg elsker dig" sagde hun lavmældt og vendte de tårerfyldte øjne mod ham. Hun hulkede ikke så meget mere selvom tårerne stadig flød. Hun var stadig umådelig ked af det men det var vel heller ikke så underligt?
Angel knugede sig indtil sin far og blev bare stående sådan. Et sted så vidste hun at de snart var nød til at søge hjemover inden nattens mørke ville blive erstattet af dagens lys. Et sted ville hun ønske at hun kunne se solopgangen sammen med ham men det var ikke en mulighed. Hun ville gerne med hjem, hun ville ikke skildes fra ham. Hun ville bare gerne have et ordenligt forhold til ham igen. Han var jo hendes far, hun havde mistet sin mor allerede da hun blev født så hun havde jo kun ham. Hun ville ikke tage det for givet længere. Hun holdt roligt fat i hans hånd som han tog om hendes og hun gav den et lille klem og vendte blikket mod ham. "Så før mig hjem. Så kan vi snakke der" endte hun med et lille smil og gav hans hådn endnu et klem. Hun ville uden tvivl gerne med hjem, det var da helt sikkert.

[Marius Amalani Darcy]

Tanken om at Marius endnu en gang havde muligheden for at finde ud af det hele med sin datter, var uden tvivl noget af det bedste ved det hele, og det stod han gerne ved. Igennem meget af hans liv, kunne man sige, at tilværelsen havde været frygtelig, frygtelig mørk, og den tanke kunne han slet ikke have. Sandt at sige, at han havde haft brug for hende? Brug for hende ved sin side som den datter hun altid havde været i hans øjne? Selvom det dog langt fra havde været tilfældet, da hun havde været vred over grunde som hun egentlig aldrig havde delt med ham.. så håbede han, at det var noget som de nu kunne lægge bag sig, og starte forfra igen. "Det ved jeg nu, min pige.." endte han med en rolig stemme. At se hende græde, gjorde ondt på ham.. selv på trods af det mørke og døde væsen han nu var blevet, så var han stadig præget af de følelser som engang havde været.
Marius vidste, at han meget snart var nødt til at søge hjem. Desværre kunne han ikke give sin datter muligheden for at opleve solopgangen sammen med hende, selvom han ville ønske at han kunne. Men det ville koste ham livet at gøre lige så, og det var ærlig talt ikke noget, som han kunne sige, at han ønskede. Han trykkede om hendes hånd og nikkede så. Hun ville gerne med hjem. Det ville også gøre godt at få noget lyst tilbage i hjemmet igen, og særligt nu hvor der kun boede ham og Marcianus der. "Så kom med min pige.. Vi har meget at snakke om," endte han med en rolig stemme, inden han roligt samlede stokken op igen. Den havde han aldrig givet slip på. De kære fine finesser set i det tilfælde. Han vendte om og førte hende roligt med sig.. Med hendes hånd i sin. Aldrig i hans liv, om han nogensinde ville give slip på sin datter igen.

//Out

[Angelique Amalani Darcy]

Angel var virkelig ked af alt det som var sket mellem dem. Hun vidste at deres fortid havde været utrolig mørk og hun ville være sikker på at hun nu gjorde deres begges fremtid lysere! Hun var holdt op med at hulke helt selvom hun stadig græd. Et sted var det også lidt glædes tårer, hun var lykkelig over at hun havde fået en ny chance til at være sammen med sin far igen. De havde fået en ny chance til at være far og datter igen og det var en chance som hun ikke ville tage det mindste for givet. Hun prøvede stille og tørre sine øjne selvom dette ikke hjalp overhovedet. Hun bed sig stille i læben og sendte ham et lille smil. Hun var glad for at han vidste at hun elskede ham men også ked af det over at han ikke havde vidst det før. Selvom hun havde hadet ham så havde hun også stadigvæk elsket ham. "Det er godt for det gør jeg" sagde hun stille. De havde fået en ny chance og det var hun i sandhed lykkelig over.
Angel ønskede at komme med hjem, tanken gjorde hende utrolig glad, hun havde vel et sted savnet deres hjem? Det var jo trods alt der hun var vokset op. Hun prøvede at tørrer sine øjne igen men lige meget hjalp det. Nye tårer faldt bare og tog pladsen fra de gamle. Hun sendte ham dog et lille smil. "Jeg glæder mig til at komme hjem" sagde hun stille og gav hans hånd et blidt klem. Hun lod ham føre sig hjemad, sandt at sige havde hun glemt vejen så det var rart at have ham med sig til at vise hende den igen. Hun bed sig let i læben og betragtede ham. Hun ville rede det hele ud med ham, hun ville få styr på det hele. Det var sikkert.

//OUT