Father, Is that you?

[Angelique Amalani Darcy]

Marius Amalani Darcy

Angelique var vågnet op midt på græsmarkerne i Procias. Forvirret var hun kommet på benene uden at vide hvad der forgik. Hendes tanker gled tilbage, hun huskede at hun havde taget sit eget liv. Hun ønskede ikke at være fanget, tvunget til at leve på andre. Det var jo ulideligt! Hendes had til hendes fars beslutning boblede i hendes tanker og dog så dulmede den lige så stille. Hun var endt med at falde til jorden igen og falde i søvn hvor hun lå. Hun vågnede ikke før morgenen efter hvor hun var blevet flyttet til en seng. hun var endt i Catalena hos en healer som havde fundet hende. Hun var ikke længere Spide, ikke længere krævede hun blod. Hun var blevet genfødt som engel, hun havde fået en ny chance.

Dette var efterhånden en lille måneds tid siden. Angelique havde valgt at søge til hovedstaden, hun var virkelig nød til at finde arbejde. Et sted så ville hun egentlig bare ud og finde Chili, hun kunne stadig mærke ham i sit sind, hun vidste at han levede men hun havde ikke kunne føle hvor i verdenen han var. Hun havde derfor valgt at blive på et sted, det ville være lettere for ham at finde hende og hovedstaden syntes oplagt. Natten var efterhånden faldet på men Angel kunne ikke finde ro. Hun havde fået et værelse på kroen i mod at hun gjorde rent der et par timer hvilket hun var godt tilfreds med. Det optog ikke meget af hendes dag og hun havde tid til ligesom at prøve at finde sig selv. Det havde taget hende noget tid men endelig havde hun lært sig at gemme sine vinger. Det var da godt nok upraktiske inde i byen. Hendes færd førte hende denne gang mod Markedspladsen som efterhånden var tom for folk. Ikke at det gjorde hende noget. Hun fandt en bænk som var næsten i midten af pladsen og her placerede hun sig. En let brise kom og legede med hendes blonde hår og hendes blik søgte roligt mod stjernehimlen som hun svagt kunne se for byens lys. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun vidste at det var forfærdeligt mange år siden hun sidst havde betrådt denne jord. Levede hendes far overhovedet stadig? Turde hun opsøge ham og i så fald hvad skulle hun gøre hvis hun gjorde? Hvad skulle hun sige? Hvad kunne hun sige som kunne undskylde og forklare hvorfor hun havde gjort som hun havde gjort den gang? Hun endte med at vende hovedet ned mod jorden. Hun sukkede en gang. Tårerne begyndte at melde sig, de trillede ned og hendes kinder. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle stille op. Hun endte med at gemme hovedet i kinderne og et enkelt hulk undslap fra hende. Hvordan kunne hun nogensinde gøre dette godt igen?

[Marius Amalani Darcy]

Det var ikke længe Marius havde været i Procias, og selv var han faktisk ikke meget for at være ude i det land, udelukkende fordi at han var bange for hvordan folk ville tage det. Han var blevet vampyr.. udelukkende bidt af sit barnebarn for at redde sit eget liv. Han havde endnu en gang indtaget Carino Fattoria, og han gjorde det udelukkende fordi at han kunne lide det.. Han kunne lide det arbejde, som han havde gjort før i tiden med vinplantagerne, som var en vigtig del af den procianske økonomi, og nu mente han jo så, at det var på tide, at give noget tilbage til folket, og det var det som han uden tvivl også havde tænkt sig at gøre.
Nu hvor det var sent og det var mørkt, så kunne han tillade sig at gå rundt udenfor. Tilværelsen som vampyr havde han uden tvivl lært at leve med, også selvom det på ingen måder havde været nemt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han gik ned af gaderne. Der var temmelig affolket, så han havde jo selv muligheden for at skjule sig lidt, hvilket skam også var noget som passede ham ganske udmærket. Tungen strøg han let over sine læber, inden han så sig om.. Det var der at han fik øje på en skikkelse, som fik ham til at stoppe op.

Stokken havde han stående foran sig, hvor han foldede begge hænder over toppen af denne. Han var en adelig mand, og det havde han altid været, så de finesser havde han skam heller ikke lagt fra sig endnu. Han trak vejret dybt.. Et sted var han overbevist om at han kendte denne kvinde.. Duften.. udseendet.. Og så alligevel. Der var ikke mange tilbage i hans liv, som han kunne mindes eller huske fra fortiden. Han havde mistet langt de fleste, som han også havde mistet dem som han havde holdt nær og kær igennem hans liv, hvor han stort set kun stod med Marcianus tilbage. Hans kære barnebarn. Han begyndte derefter at gå tættere på. Han var nødt til at sikre sig om det han så var rigtigt... var det virkelig hans datter, som han stod ansigt til ansigt med?

[Angelique Amalani Darcy]

Angelique havde været død og borte så længe at hun end ikke vidste om folk hun havde kendt før stadig var i live. Alt var så nyt for hende og et sted stadig så velkendt? Procias mindede om sig selv selvom der vidst både var kommet ny konge og ny dronning. Det var forvirrende det hele. Hendes liv som engel var kun lige begyndt, hun var alene og vidste ikke helt hvilket ben hun skulle stå på. Hun følte sig fortabt helt ind i hendes hjerte. Hun savnede dem, Chili, hendes far, dem alle sammen. Hun vidste at hun i liv havde hadet og foragtet sin far men at sted så var hun nød til at komme over det. Hun havde tænkt meget på deres sidste tid sammen den gang hun havde levet. Hun havde langt fra været fair overfor ham, det kunne hun godt se nu og den tanke gjorde ondt. Området omkring pladsen begyndte at blive tømt. Der var ikke mange mennesker tilbage og de få der var så Angel slet ikke. Hendes ansigt havde hun gemt i hænderne. Et sted så skammede hun sig noget så grusomt! Hun følte sig slet ikke værdig nok til at have fået denne her chance igen selvom hun nu en gang måtte stå her på jord. Hun sukkede en gang og endte med at tørre øjnene. Det hjalp ikke at græde, hun var nød til at være stærk og vise at hun faktisk godt kunne stå på egne ben for en gang i hendes liv. Hun kørte hånden igennem det blonde hår og så lidt op. At hun blev betragtet anede hun ikke. Hun så vel et sted bare .... hjemløs ud som hun sad der på bænken. Hun havde et par lyse bukser på som var bundet ind i livet med et reb og en lys skjorte på ud over. Tøjet var tydeligt for stort til hende og det var beskidt. Hun havde et sted at bo men ingen penge til at gøre noget med. Endnu en gang vendte hun blikket mod himlen, måske hun skulle tage en tur ud af byen for at kunne se dem bedre? hendes blik søgte ned igen og hun fik øje på en mand med en stok som stod og betragtede hende. Hun var fanget, der var noget over ham men hvad? genkendte hun ham? Hun bed sig let i læben og trak benene op under sig. Var det ....? Nej, det kunne det da ikke være!

[Marius Amalani Darcy]

Synet af kvinden som bare sad der, var noget som fik Marius til at stoppe op allerede med det samme. Der var noget yderst velkendt over den skikkelse og duften ikke mindst.. Det mindede ham om.. Han slog de tanker ud af hovedet og bed tænderne let sammen. Det var bestemt ikke fordi at det gjorde det meget nemmere for ham. Hans datter havde på ingen måder været retfærdig overfor ham, og alligevel ville han aldrig nogensinde kunne få sig selv til at klandre hende for noget som helst. Et sted var det vel ham som havde svigtet? Også selvom han virkelig havde forsøgt at gøre tingene så godt, som det nu havde været ham menneskelig muligt, men vel bare måtte erkende, at det ikke havde været nok, hvilket nok også havde været noget af det værste ved det hele.
Igen stoppede han op da han var kommet tættere på. Hvordan skulle han reagere? Det var mange af tingene ved denne kvinde som for ham virkede yderst genkendelig. Landet havde forandret sig.. Selv Marius havde været en tur igennem dødsriget, inden han havde fået en chance mere.. En chance, som han slet ikke havde regnet med at få.. og han forstod faktisk heller ikke hvorfor han havde fået den. Han blev stående. Sidst han havde set eller hørt noget til hans elskede datter.. havde hun direkte skreget af ham, at hun hadede ham. Selv de ord var endnu mareridt om natten og rungede i hans tanker og sind. Han havde virkelig forsøgt at gøre det så godt, som det nu havde været ham menneskelig muligt. ".... Angel?" Hans stemme var rolig. Han var bare nødt til at vide det helt præcist med sikkerhed, inden han gjorde noget som helst andet, for det var jo der, at tingene for alvor plejede at gå galt.. Og hvis det var hende, så ville han nødigt ende med at gå galt med tingene igen!

[Angelique Amalani Darcy]

Angelique havde da vidst heller ikke været den bedste datter den gang hun havde levet. Hun havde været forfærdelig, ikke blot overfor den kvinde som hendes far havde valgt at elske men også overfor hendes far. Som hun sad nu kunne hun godt se alle fejlene, det var som om den nye chance hun havde fået han givet hende et lidt andet syn på tingene. Hun hadet ham ikke længere fordi han valgte at blive bidt den gang, nej hun hadet ham ikke men .... der var stadig ting hun havde brug for at snakke med ham om hvis han altså stadig levede. Hun havde ingen ide om hun nogensinde ville se ham igen og hvordan skulle hun dog begynde hvis hun så ham?
Manden som stoppede op i hendes nærhed var hende velkendt men .... var det virkelig? Hun tøvede en smule og trak sig en smule mere op på bænken. Enkelte tårer trillede ned over hendes kinder. Hvorfor stod han bare og kiggede på hende uden at gøre noget? Hun bed sig stille i læben og vendte blikket ned på hans stok. Det var en smule lettere at fokusere på den end på hans ansigt. Da han kaldte hendes kaldenavn måtte det dog gribbe i hende. Hun var som frosset fast til bænken i en kort stund før hun vendte blikket mod ham endnu en gang. De blå øjne betragtede ham stille. "Angelique." Det var det eneste hun formåede at få sagt. Hun turde stadig ikke helt tro at det var hendes far som stod der foran hende, hun kunne jo bare minde en fremmed om en anden han kendte. Hun endte med at vende blikket væk. Hvis det virkelig var hendes far som stod foran hende hvad skulle hun så gøre? Hun havde virkelig ikke været pæn ved ham, det var der vidst ingen tvivl om. Det var noget hun fortrød bitterligt nu men hvordan skulle hun komme videre derfra?

[Marius Amalani Darcy]

Angel havde i alle dage foragtet Marius for hans valg, da han havde haft Melody som en del af hans liv.. nu var hun død og borte.. mistet ligesom alle andre for ham. Han havde bestemt ikke været en heldig mand. Det eneste som han jo faktisk havde tilbage i sit liv, var hans barnebarn.. Og uden tvivl var det noget som han agtet at passe på i den forstand, at det ville blive ham menneskelig muligt!
Marius blev stående og betragtede sig af kvinden foran ham. Selv var han et sted ikke i tvivl om, at det måtte være hans kære datter han faktisk stod overfor.. Efter så mange år.. Han vidste at hun havde været borte.. Taget sit eget liv, fordi at hendes eget havde været miserabelt. Hun havde uden tvivl været den som havde givet ham fornemmelsen af at have været en dårlig og elendig far, selvom han virkelig havde forsøgt at gøre det, så godt som det nu havde været ham menneskelig muligt. Det havde bare været.. mod ham i dette tilfælde. Han trak vejret dybt, som hun rettede på ham. Han trak svagt på den ene mundvig, hvor han ellers bare blev stående hvor han stod i øjeblikket. "Jeg har altid kaldt dig Angel.. Og det vil jeg for altid gøre," sagde han roligt. Var det virkelig hende? Han var pludselig ikke i tvivl længere, også selvom det uden tvivl var en underlig fornemmelse, så.. ja, han vidste slet ikke hvordan han skulle tage det. Han trådte roligt nærmere. Det var jo heller ikke fordi at han ville skræmme hende eller noget lignende, men selv hun så ikke ud til at have det særlig godt. Hvor længe havde hun mon været her? Under hans næse, uden at han havde vidst det? "Og tager jeg ikke meget fejl.. så er Amalani et navn som du bærer..Ikke sandt?" Denne gang var det blot for at søge den endelige bekræftelse. Var han endelig genforenet med sin datter?

[Angelique Amalani Darcy]

Var det så underligt at hun havde hadet den kvinde? I alle de år da hun var barn havde hun foragtet hende for at tage hendes far væk fra lyset og bringe ham ind i mørket. Hun fandt først ud af meget sent at det faktisk havde været hans eget valg og det var en nyhed som hun ikke havde kunnet håndtere. Som hun sad og tænkte på det nu så føltes det som igår at alt dette var sket men hun havde været død så længe. Hun bed sig let i læben og sukkede stille.
Mandens øjne hvilede på hendes skikkelse, hun brød sig egentlig ikke meget om at blive begloet på den måde. Hun rodede let med sit hår for ligesom at komme af med den ubehagelige følelse, hun var efterhånden ikke længere i tvivl om at det var hendes far som stod der foran hende. Hvorfor skulle han dog trække pinen ud? Hun slog armene mere om sig og vendte blikket tilbage til hans stok. Det var nemmere at holde fokus for hende på denne måde. Hans ord fik hende til at lukke øjnene. Tårer trillede ned over hendes kinder. "De fleste har altid kaldt mig Angel" sagde hun stille. Hun vidste virkelig ikke hvilket ben hun skulle stå på lige nu, hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre. Hans spørgsmål om hendes mellemnavn fik hende til at sukke. Hvorfor skulle han trække det ud? Det gjorde ondt på hende. Hun endte med at vende blikket op mod himlen og betragte stjernerne lidt. "Jeg er født Angelique Amalani Darcy hvis det er der du vil hen. Hvis jeg ikke tager meget fejl så er du min ...." Hun tav inden hun kunne afslutte sætningen. Hun turde næsten ikke ytre ordet, hun vidste ikke om hun måtte eller om hun overhovedet kunne.

[Marius Amalani Darcy]

Marius klandrede ikke Melody for at hun havde gjort hvad hun havde gjort, for han havde bedt om det.. At han selv havde været en tur forbi dødsriget efterfølgende og nu var endt som vampyr igen, var jo så ikke lige en del af den oprindelige plan kunne man jo sige.. Men det var jo ikke noget som han nogensinde havde haft muligheden for at fortælle Angel om. Hun havde slået hånden af ham for mange år siden.. og nu stod han så endelig overfor hende igen. Han var selv slet ikke i tvivl om at det var hende som han stod overfor.
Marius blev stående til nu, frem til hun valgte at føre ordet videre. Dertil bevægede han sig mod hende. Det var ikke fordi at han ønskede at hun skulle finde det ukomfortabelt, men.. han var bare nødt til at vide sig helt sikker på, at det var hende som han stod overfor, og ikke alverdens andet, for det var da kun noget, som for alvor ville komme til at gøre ondt. Han stoppede op igen, som hun præsenterede sig ved hendes fødselsnavn.. Og der var han så slet ikke i tvivl. Han trak vejret dybt og nikkede så i retningen af hendes skikkelse igen. "Jeg formoder du allerede ved helt præcist hvem jeg er, Angel.. Du har nemlig altid været en kvik ung kvinde.." Denne gang tillod han sig at træde helt hen mod hende. Hans røde øjne skinnede let i mørket.. Et sted så var han vel forberedt på en afvisning? Som altid når hun havde været i nærheden af ham, også selvom han aldrig havde haft i sinde, at gøre hende ondt. Overhovedet ikke! Han hævede hånden som han roligt lod glide mod hendes kind. "Jeg troede du var borte, min kære.." sagde han med en dæmpet stemme. Det var helt underligt og helt surrealistisk at stå overfor sin datter igen.. Også selvom han nærmest forventede at hun ville begynde at kæfte op og råbe af ham... som hun altid havde gjort, siden han havde taget et valg som omhandlede hans eget liv.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde virkelig hadet alt det som var sket i hendes fortid. Hun havde foragtet både sin far og Melody for det de havde gjort og hun havde foragtet deres racer. Hun havde virkelig hadet dem som pesten! Og prisen var tydeligt blevet taget da hun selv blev forvandlet til spide. Hadet til racen plus det faktum at hun ikke længere kunne være i solen og skulle leve af blod havde taget for hårdt på hende. Hun var blevet til den ting som hun havde hadet allermest og det havde fået hende til at tage sit eget liv. Dette var absolut ikke en handling hun var stolt af når hun kiggede tilbage men der var vel ikke så meget at gøre ved det nu.
Marius som stod der og endte med at komme tættere på gav hende en underlig følelse. Hun vidste virkelig ikke om hun skulle grine eller græde, om hun skulle skubbe ham væk eller kaste sig i hans favn. Hun havde jo savnet ham, hun kunne føle det men stadig så var hun sur og indebrændt. Det forsvandt jo ikke ligefrem ved hendes død. Hun bed sig let i læben ved hans ord. Hun vidste hvem han var. En underlig følelse af trykhed vældede ind over hende, en trykhed som kun en far kunne give. Hun nikkede roligt. "Du er min far, Marius Amalani Darcy" sagde hun stille og bed sig i læben. Hvordan skulle hun reagere? Hvordan skulle hun få sagt alle de ting som fløj igennem hendes hoved? Hun vidste det virkelig ikke og tanken var forfærdelig og gav hende en satans hovedpine. Hun tog sig forsigtigt til hovedet og lukkede øjnene. Tårerne faldt ned over hendes kinder hurtigere nu en før. Hun var så ked af det, gennem alt hadet og hvor sur hun havde været på ham så var hun allermest ked af det over den måde som hun havde behandlet ham på. "Jeg fik en ny chance. Jeg vågnede op for et par uger siden." Hendes stemme var svag og hun følte sig utrolig lille på bænken. Hun ønskede ikke at skubbe ham væk, ønskede ikke at han skulle gå eller at hun skulle forlade ham. Lige nu ønskede hun bare at han blev der især fordi hun var så ked af det.

[Marius Amalani Darcy]

Marius forventede ganske enkelt at Angel ville begynde at råbe op, som hun havde gjort som det sidste, inden nyheden om hendes død havde ramt hans ellers så følsomme øre. Det havde slået ham ud.. følelsen af svigt og endda hans eget kød og blod, hvilket næsten havde været det værste af det hele. Han blev stående lige foran hende, inden han forsigtigt lod hånden glide mod hendes kind. Hun var varm i forhold til ham, men var det underligt, når han var det væsen som han var? Selv var der sket frygtelig meget i hans liv, siden Angel havde valgt at forlade det.. Og selvom det måske ikke havde været en helt fair behandling han selv havde været udsat for, kunne han ikke andet end at tilgive hende. Det var jo trods alt hans datter, og han ville gerne være der for hende. Det havde jo evigt og altid været hans store mål med livet, kunne man sige.
"Du husker mig," sagde han endeligt og med et kort træk på den ene mundvig. Han vidste endnu ikke helt hvordan han skulle tage det. Mest af alt, have han lyst til at tage hende i favnen og knuge hende ind til sig, som det glædelige gensyn, men han vidste ikke om hun ville afvise ham. Sidst han havde set hende, havde han end ikke fået lov til at røre ved hende, hvilket uden tvivl havde gjort frygtelig ondt. Det værste for en far.. at ens eget afkom slet ikke ville vide af dem, og der havde han jo trods alt stået en enkelt gang tidligere, og det var slet ikke noget som han kunne holde til. Ikke igen. "Afvis mig ikke igen, Angel.." Hans stemme var stadig præget af en ro, også selvom det hele dirrede i det indre. Det var jo trods alt hans datter. Han slap stokken med den anden hånd, blot for at lade begge hænder falde mod hendes kinder, som han kunne stryge ganske let. Stryge dem fri for tårer, for dem var der virkelig ingen grund til at lade falde.. Da slet ikke på denne her måde. "Meget er hændt os, siden vi sidst har set hinanden, Angel.. Du fik en ny chance.. og lige så gjorde jeg.. Kom med hjem," bad han endeligt. Han kunne da slet ikke klare tanken om at hun skulle rende rundt herude og bare have det sådan.. da slet ikke når han kunne tilbyde hende andet!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde det dårligt med sig selv over det som hun havde gjort. Hun miste at det havde været hårdt for ham såvel som de andre som havde kendt hende. Hun bed sig let i læben. Hun havde vel et sted ikke regnet med at se sin far igen. Der var sket så mange ting i Procias, hun troede vel et sted at han måske var gået bort. At han nu stod her foran hende påvirkede hende umådeligt meget. Hun kunne ikke helt finde ud af hvad hun skulle gøre. Hun mærkede hans hånd mod hendes kind. Hun tog roligt fat i den, et sted ville man have troet at hun ville have skubbet ham væk men hun tog bare blidt fat i den og trykkede den roligt lidt mere ind mod sin kind. Hun lænede sig let mod hans hånd. Hun havde virkelig savnet sin far.
Hans ord fik hende til at nikke. Tårerne trillede videre ned over hendes kinder som hun vendte blikket mod ham. Hun var virkelig ked af det som var sket, hun kunne virkelig ikke fortælle ham hvor meget. Hans bøn om ikke at blive afvist gjorde et sted ondt på hende. Hun havde da virkelig været forfærdelig når han kunne bede hende om det men hun vidste også at han havde god grund til det. Hun havde virkelig ikke være venlig ved ham, det vidste hun udemærket. "Jeg afviser dig ikke far. Ikke denne gang" hulkede hun stille. Hun følte sig så ked af det over det som hun havde gjort at end ikke de kolde hænder mod hendes kinder gjorde hende noget. Hun ville bare vise ham at hun ikke ville væk fra ham denne gang. Hun havde savnet ham, hun havde manglet ham. Hun ville ikke skildes fra ham igen. Hun vendte stille blikket ned mod jorden da han bad hende komme hjem. Hun vidste ikke om hun var klar til det endnu. Hun vidste ikke om hun kunne. Hun bed sig stille i læben og vendte et undskyldende blik tilbage mod ham. "Kan vi ikke ... Bare blive her og snakke lidt?" spurgte hun med svag stemme. Selvom han strøg hendes tårer væk så faldt de stadigvæk hurtigt.

[Marius Amalani Darcy]

Marius frygtede virkelig at Angel endnu en gang kunne finde på at afvise ham, nu hvor han stod der foran hende, og det ønskede han da virkelig ikke. Hvis der var noget som han ønskede at vogte om og passe på, så var det da uden tvivl hans datter, og det var jo hvad hun var for ham. Hånden strøg han roligt over hendes kind, også selvom hendes reaktion, uden tvivl var noget som kom meget bag på ham.. dog var det en glæde for ham, at det var den måde, at det hele foregik på. Han sukkede næsten lettet. At hun ikke ville afvise ham, var uden tvivl noget af det bedste og vigtigste af det hele for ham lige nu. "Godt.." endte han med en dæmpet stemme. Han slap stokken, for i stedet for at lægge begge hænderne mod hendes kinder, som han strøg let. For ham var det bare vigtigt at vide at hun ikke ville afvise ham, og det var det som i øjeblikket var ham selv det vigtigste.
Forsigtigt trådte Marius tættere på hende, kun for at kunne lægge armene omkring hendes skikkelse, hvor han trykkede hende ind til sig. Selvom hun virkelig havde hadet ham for hvad han var, og hvad han sikkert også var nu, så gjorde det virkelig ikke nogen forskel for hans vedkommende. Alene den tanke om at et forhold til hans datter igen, var uden tvivl det bedste og det vigtigste af det hele. Selv for nu, vidste han at han kunne styre det.. Det havde han faktisk altid været utrolig god tid.. Også selv dengang, hvor han havde været Spide.. Nu var det jo vampyr.. Han kunne mærke forskel, men det gik stadig ganske udmærket for ham. Han strøg hendes kinder med sine hænder. Det var en genforening mellem far og datter, og selvfølgelig var det også noget som faktisk betød ekstremt meget for ham, og det havde han bestemt heller ikke tænkt sig at se bort fra. "Jeg har hele natten, inden jeg er nødt til at søge andet steds, Angel.. Jeg har hele natten sammen med dig," sagde han. For ham var det vigtigt at hun vidste det.. Og det var det som han stod fast ved. Hun skulle vide, at han var der for hende.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel ønskede ikke at afvise sin far denne gang. Hun ville ikke være alene igen, hun ville bare gerne være ham nær som hun havde været det da hun var lille. Hun havde jo savnet ham. Selvom han stadig var død indvendig så betød det ikke længere noget, sket var sket og det kunne ikke laves om. Hun nægtede at miste sin far igen på den måde som hun havde gjort da hun skubbede ham væk. Hun mærkede hans hænder mod hendes kinder og hulkede lidt mere. Hun var virkelig ked af det hun havde gjort, hun var især ked af den måde hun havde trukket sig fra ham den gang hun var mindre. Tanken var næsten ikke til at bære længere. De tårer fyldte øjne vendte sig mod hendes fars skikkelse. "Jeg er virkelig ked af det jeg har gjort. Undskyld, Undskyld, Undskyld" græd hun stille og holdt bare roligt fat om han hænder. Hun havde altid prøvet at være stærk men lige nu der brød hun fuldstændig sammen. Hun kunne ikke holde på alle følelserne mere.
Det at han trådte nærmere og ligge armene om hende fik hende kun til at trykke sig ind mod ham. Hun kunne tydeligt mærke kulden, mærke at der intet liv var i hans bryst men lige nu var det ligegyldigt. De havde meget at snakke om og Angel ønskede bare at han var sammen med hende. Hun havde brug for at græde, brug for at fortælle ham hvor ked af det hun var over de ting som var sket mellem dem før hun døde. Hans ord fik hende til at smile en lille smule før hun begravede ansigtet ind mod hans skulder. Det var som om alt det had hun egentlig havde følt da hun var vågnet igen, den vrede hun vel et sted stadig havde båret på siden hun vågnede bare var forsvundet som dug for solen. Hun greb stille fat i hans bluse som for at sikre sig at han ikke gik nogen steder. "Vi må være opmærksomme. Solen stiger hurtigt på denne tid af året" sagde hun stille og lukkede øjnene.

[Marius Amalani Darcy]

Marius lige nu var bare glad for, at han ikke blev afvist, for det havde hun gjort under helt normale omstændigheder, men ikke denne gang.. Måske at det var på tide, at de gjorde noget ved dette, som gjorde, at de faktisk bare kunne få lov til at leve sammen uden at det skulle gå helt galt, ligesom sidst? Han sendte hende et smil. Sandt at sige, at han havde brug for hende? Han havde brug for sin datter, og samtidig vide, at det han gjorde, var godt for andet. "Det er okay, Angel.. det er helt okay," sagde han, inden han lod sine arme søge omkring hendes krop. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig. Han ville slet ikke have, at hun skulle føle at hun var alene om tingene, for det var hun på ingen måde.
At mærke Angel gengælde omfavnelsen, også selvom han vidste, at han var kold og det hele, var slet ikke noget som han sagde noget til, da det for ham, bare var lettende uden videre, at mærke det på denne måde. Han lod øjnene stille glide i. Det føles godt.. Det føles virkelig godt at stå der med sin datter igen, selv efter alle disse år, for der ar uden tvivl gået utrolig mange, som man kunne sige. Han strøg hende ganske roligt over ryggen, inden han roligt trak sig fra hende, så han kunne se hende i øjnene istedet for. "Jeg har stadig natten, og skulle du være interesseret, så kan du følge med mig hjem, så vi kan snakke det hele igennem.. Carino Fattoria står stadig som det gjorde dengang, du var forbi sidst, min kære.. Jeg vil bare ikke have at du skal være alene.." Han strøg hænderne over hendes kinder, så han kunne tørre hendes mange tårer væk, da der ej var nogen grund til at lade disse falde, og det var også det, som han lige så stod der foran hende, hvilket vel også var det vigtigste? Hun var hans datter, og det var bestemt heller ikke noget som han havdetænkt sig at lægge skjul på. Hun var og ville altid være en stor prioritet for ham, og noget af det vigtigste generelt.

[Angelique Amalani Darcy]

Tanken om at skulle afvise ham igen havde ligget i hende. Hun havde tænkt på hvad hun havde gjort den gang, tænkt på hvordan hun havde opført sig og hun kunne ikke længere få sig selv til det. Hun savnede ham, savnede sin far så umådeligt meget at det næsten måtte gøre ondt. Hun ville ikke afvise ham igen, hun kunne ikke. Hun hulkede stille ved ham, hun var virkelig bare ked af det. Hun havde gjort ham uret så længe, hun havde altid følt at hun havde haft en god grund men nu virkede den bare ligegyldig og smålig. Det at han sagde at det var okay fik hende til at hulke lidt mere og dog kom et smil ligeså frem på hendes læber. "Er du sikker?" spurgte hun stille. Hun ville virkelig ikke være sådan overfor ham mere. Hun ville bare gerne have et normalt forhold til ham, var det så underligt?
Et sted så var kulden dejlig mod hendes varme kinder. Hun var jo både træt og grådkvalt efter at have været så ked af det. Hun knugede sig ind til ham og lukkede selv øjnene. Det var mange år siden, selv for hende, at hun havde følt sig tryg og rolig i sin fars favn. Det var en af de bedste følelser hun kendte til. At han så måtte trække sig fra hende lidt igen fik hende til at åbne øjnene. Hun vendte blikket mod hans ansigt og lod ham tørre tårene væk selvom det ikke ligefrem hjalp meget da der faldt nye hele tiden. Et sted var det vel ikke underligt at hun var så ked af det? Hans ord varmede et sted. Hun trykkede sig lidt indtil ham igen men forblev tavs lidt. Hun havde bare brug for at mærke ham ved sig. Hun havde bare brug for at føle at han faktisk var der og at dette ikke blot var en drøm hun drømte. "Jeg vil gerne med hjem" endte hun til sidst med at sige meget stille. Hun ønskede heller ikke at være alene, hun ville være sammen med sin familie, med ham. Der var så meget hun havde brug for at fortælle ham men hvor hun skulle begynde vidste hun virkelig ikke.