Uvente besøg

[Deleted]

dagen var næsten gået og de sidste mennesker hadet foget bestilt deres ting hos smeden jack hadet hammeres løs på en bjølee helle dagen og svedte og lugte nok også han måtte tag ud for at få sig set et bad ellers ville blive en lagt nat halvfred kom stille gånden mod ham " jack du har gjordt et godt stykke arbajde min Dreng når du fædre her så der mad om en time " jack nikket til halvfred og tørte sig om panden da det var lidt fugtit i det han vidste hvad de skulle have i dag kylling det samgte altid godt og hans mund vand begynte at løbe lidt han vente sig og begynte at varme jernnet op igen den hadet en fin buning det skulle være til en bånde og den skulle helst blive til en le han kikket ind i ilden den var folt og Glødne et rolige smisl koms for ham hvad der var sket med myrina sagde ham faktis ikke regtit noget lige pt han hadet været temlige sur på hinden siden den gang hved aften og nu stod han af lende igen han stoppet rolige hammerigen og kikket ind i ilden i et kort sted og Dagdrømte om nogle få ting om kræng det var ikke let at være 16 eller 17 for man var værken mand eller dreng men en ting og førlseren kørte rundt i ham helle tiden og det Irterte jack noget så Forfærdliget mens han kikket rundt og ryste på hovedet det var fortid han hammeret løs igen lidt håre Piger man kunne ikke tale dem til Fornuft helle tiden og selt ikke myrina selv om han hadet mødt nogle søde nolge af salgsten bag efter jack bag en hals kede som han hadet avet Efter sin far han hadet enlige ikke vidst hvad den betød i noget tid han tænkte bare det måske var noget Famille haløj Rolige kikket jack ud mod gåren og smilte så her var smukt om aften

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var en af de meget sjældne dage.. Det var en af de dage, hvor Thranduil faktisk havde valgt at forlade Procias' skove. Ikke at det var noget som skete særlig ofte, og der skulle uden tvivl en ufattelig god grund til at han gjorde lige så. I dagens anledning, var der nemlig grunde til at han havde valgt at søge ud, og det var også derfor at han gjorde som han nu gjorde - netop at søge ud.
Med bue og pilekogger over ryggen, så tog han vandringen fra skoven og ind mod byen. Mange kiggede efter ham, hvilket han nu heller ikke rigtigt tog sig af. I hans øjne, var han nemlig langt mere hævet end hvad de måtte være, og det var også derfor at han gjorde som han nu gjorde.. han kiggede blot igen.. fuldstændig ligeglad og med rank ryg. Elverne havde nu altid været et stolt og ikke mindst ædelt folkefærd og i hans øjne, var det uden tvivl det stærkeste, og det mest stolte som var her i Procias.

Smeden blev første han stoppede op ved. Han ville se om de pile som han havde afgivet ved bestilling levede op til det som han var blevet lovet, selvom han dog ærlig talt tvivlede. Han stoppede op og rynkede let i panden, inden han tvang dørene op derind til. Her var mørkt og ikke mindst beskidt, selvom det nu heller ikke var noget som han tog tungere end som så.. Han vidste at dette var at se bort fra hvad hans egen races befindende ved at gøre som han gjorde - og søge til byen, men der var skam også en anden grund til at gøre hvad han gjorde - Han vidste nemlig at Jack også måtte være der. Han rømmede sig.. Uden tvivl ikke videre tilfreds med at skulle stå og vente. Men hvad kunne man da forvente sig af et sted som dette? Det var jo trods alt ikke elvisk.

[Deleted]

halvfred kom Stille ind i forhalden han så en person vente " kan jeg hælpe dem med noget hr ??" sagde han høfliget mens han kikekt rund jack stod lidt ude af syne men kikket så rolige hen mod Elver manden han var smuk jack stopped helt med at hammer han var Fasineret af dem men der var nu noget over ham her den holding han hadet det var i vær fald en kongelige eller en høj ranget Ridder måske stille kikket han ned mod sit arbajde jack hadet lavet nogle pile til en vis elver godt nok men der manglet godt nok en som han ikke kunne finde ud af men han var sikker p at tingen nok skulle finden på plas han hammeret igen og ryste hovdet let der var nu noget over manden der men han kunne bare ikke finde g hvad det skulle være i jack så ham dog ikke i øjne han hadet måd en elver for noget tid siden var det på grund af det mund jack tænkte som det dræv men så høflige som han var lod han manden tale med halvfred

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var virkelig ikke meget for at være her. Han var den øvrige prociansk befolkning overlegen. Der var heller ikke mange elvere tilbage, så derfor var han da også lidt mere over dem, end hvad han ville have været ellers. Jack var grunden til at han var her.. og ikke denne Halfdan som stod der og i hans øjne, så stod han i vejen. Han kneb øjnene ganske let sammen, og med blikket hvilende på manden. Han gik bestemt ikke ud fra, at han var den som kunne hjælpe ham med hvad han skulle her. "Jeg tvivler ærligt på at De vil kunne hjælpe mig.. Jeg er her for at se Jack," sagde han endeligt. Selv havde han ikke set knægten siden han havde været helt lille. Det eneste som han jo faktisk vidste, var at det var her han arbejdede, og det var så sandelig også den eneste grund til at han havde valgt at forlade skoven, for det havde virkelig ikke været med hans gode vilje, at han gjorde dette.
Thranduil var uden tvivl en flot mand, og der var jo altid og havde altid været en særlig ynde over det at være elver. Han var en af de ældste, men så sandelig også en af de mere ædle og stolte af slagsen, og det var noget som han var glad for. Hans blik gled i retningen af smedjen istedet for, hvor han denne gang blev stående og betragtede sig af den hårdtarbejdende mand. Var det ham? Selv var han ikke særlig imponeret.. det havde han nok aldrig været af noget så sølle som en smed, dog selvom han vidste, at det var et ærefyldt og vigtigt arbejde. Igen vendte han blikket mod Halfdan ved hans side og med en yderst fast mine. "Og jeg har ikke alverdens med tid," sagde han videre. Han havde meget at nå og alt for lidt tid.

[Deleted]

jack stoppe da elveren sagde hans navn hvor kendte han ham fra han hadet ikke set ham selv rolige stoppet han og gik hen mod elveren manden " j...jeg er jack " sagde han stille rolige fnøs halvfred og kikket mod jack " jeg ville lade jer af lene et stykke tid " sagde han rolige mens han gik ud bag hvad jack bliv stående selv og vidste ikke helt hvad han skulle gøre han bukket så stille for den fremmet " Unskyld men du behvøs ikke være Uhøflige min hr han prøvet bare at hjælpe " jack kikekt ned måske skulle han ikke ha sagt det men han syntes selv om man var rig og måske adlige så behøvets man ikke være Uforskammet han var i hans hus " unskylde men hvor kender du mit navn fra " sagde jack så stille og rolige mens hans hovde vente skrå på han kunne ikke mindes ham at ha set ham nogle steder

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var ikke typen som spildte tiden, og særligt fordi at han ikke brød sig om ikke at være i skoven. Det var der han følte sig hjemme og bestemt ikke her. Hans blik gled direkte i retningen af Jacks skikkelse. Selv var han på ingen måder imponeret over hans gudsøn, men nok om det.. Hvad kunne man forvente af en mand som ikke var en elver? Han bed det i sig for nu. "Jeg må sige, at jeg ikke er videre imponeret over hvad du er blevet til, Jack.." begyndte han sigende. Manden tøvede.. var han bange for ham? Et sted var det næsten en tanke so morede ham.. Æresfrygten var nu noget som han alligevel godt kunne lide.. Og hvorfor lægge skjul på, at det var sådan det hang sammen? Han var en mand som gik meget op i ære og den slags.. Og det var også derfor at han selv var kendt med Jacks forældre. At de jo så var borte den dag i dag, kunne han jo ikke gøre noget ved. Han havde gjort hvad han havde fundet rigtigt, og visse ting blandede han sig bare ikke i, om han kunne blive fri for det.
Hånden hævede Thranduil roligt, og lukkede den om Jacks kæbe. Nu hvor Halfdan havde ladet dem være alene, så var det uden tvivl også noget som passede ham selv fint. Han lod hovedet søge let på sned og med det samme lette træk på den ene mundvig. "Længe har jeg søgt efter dig... og det er her jeg finder dig.. af alle steder, så en mørk, varm og møgbeskidt smedje.." Han rystede på hovedet. Slet ikke imponeret.

[Deleted]

jack brød sig ikke regtit om at se ned på hvad blide den mand sig enlige ind rolige trak han på skulderen " hvor skulle jeg ellers være sådan går det jo når ens forælder dør for en og så må klare sig selv siden man var 6 7 år gammel " han trak sig lidt væk da han ikke brød sig om den nærvær rolige gik jack hen for at ryde sine ting op hos smedjen " hvem er du enlige " sagde jack stille og rolige mens han kikket rundt han vidste ikke hvad han skulle fortage sig " jeg kenner dig ikke hvorfor har du ledt efter mig ??" peget jack med enden af en stål Spyd jack var dog nysgerige på denne mand hvor kendte han hans navn fra og hvorledes hadet manden fundet ham vidste han ikke jack sukket rolige og kikket ned mod gulvte " du hved ikke hvordan det har værete...at tjæle sig til mad og sulte ikke sove i seng ikke at have sko på " sagde jack mens en tåre gled ned af ham han vendte sig om da han ikke ville have nogle så ham græde lidt det var hårt for jack han var jo heller ikke helt vosken i nu " ikke at have en mors Kærlighed eller en fars Trytst hed Du ved ikke hvordan det er " endte jack med at sige tåren låb ned af ham han prøvet at stoppe det

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var generelt en svær mand at imponere, og da særligt, når man allerede i en meget tidlig alder blev sat på gaden, fordi at man mistede begge forældre. Det var skam ikke fordi at Thranduil havde glemt den gamle aftale med hans forældre, som var blandt dem som faktisk havde stået ham nær, og han selv havde mistet. Mange tab havde han selv oplevet. Han havde sågar selv måtte gravlægge sin hustru og sin søn. "Det forundrer mig, at dine forældre ej har nævnt mig for dig," sagde han med en rolig stemme. Selv var det jo sandt. Som knægtens gudfar.. Selvom han nu så ud til at klare sig ganske udmærket på trods af de omstændigheder, så var det jo heller ikke noget som gjorde ham noget som sådan. Det var vel bare at tage tingene som de nu måtte komme. Det var sådan at han selv måtte se på det om ikke andet. "Jeg er Thranduil Devárniä," sagde han roligt som en præsentation. Så måtte knægten selv lægge to og to sammen, hvis han da i det hele taget var i stand til det.
De grønne øjne fulgte den unge knægt tilbage i smedjen. Selv rørte han ikke noget. Han brød sig ærlig talt ikke om at blive beskidt. Han var der jo blot for at overrække en besked, og nu hvor han endelig havde fundet ham, og set han havde job og det hele.. Også selvom han stadig var påvirket over hans liv og tab, hvilket han skam godt kunne forstå, så var det på tide at mande sig op. "For mig og min race, er det hver vinter en kamp for overlevelsen. Du har haft alverdens muligheder, om du har lyttet efter dine forældre. Begge var de fornuftige mennesker.. blandt de mere fornuftige væsner, som ej har haft elveren i sindet," pointerede han med en sigende mine. Det var nemlig yderst sjældent at Thranduil åbnede op for andet end elviske racer.

[Deleted]

jack kikket lidt ald verdens muligheder det var tydliget at se han ikke vidste hvordan jack hadet haft det og da han nævnte hans forældere vidste han ikke hvad han skule sige " hvor kender du min e forælder fra ??" sagde han hurtit men så faldt de en klokke ind hans mor hadet fortalt ham om en elver konge hved det navn " DU...du er persone fra min mors eventyr " sagde han stille og rolige mens han kikket rolige og forbavset tundt " du kong Thranduil " han vidste ikke hvad han skulle sige eller stille op han stod mund lam hvorfor var en høj reset konge kommet for at besøg ham rolige gik han tætter " du ...du er min gud far ??" jack vidste ikke hvad han skulle sige han hadet lyst til at kramme ham for han hadet sanvet en fader figure i så langtid halvfred var kun en ven men også en han kunne hjælpe med jack var jo ikke bare et mennske men det ville Thranduil også få af se på et tids punkt han hadet sin mors skøn hed og sin fars personlihed sammen rolige gik han lidt tætter på

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Jacks forældre havde uden tvivl brugt langt tid på at overtale ham til at agere som gudfar for denne unge mand, ganske enkelt fordi at han ikke var en elver. Det var jo primært det væsen som han omgik sig med på daglig basis, og det var sådan at han havde det med tingene. Hans grønne øjne hvilede på ham, som brikkerne tydeligt synes at falde bare en anelse på plads igen. Han valgte dog blot at nikke. "De historier går vidt omkring i skovens område, må jeg sige," fortalte han. Mange af dem var sande, hvor andre også viste sig at være det purre opspind. Ikke at det gjorde ham noget. Han var en kendt og stor mand i Procias' skove, og det var noget som han faktisk havde det ganske fint med i den anden ende. For nu handlede det jo så bare om at få Jack til at indse det.
"Jeg har kendt til dine forældre i mange år, Jack.. Længe før de forsvandt og før det lige så," fortalte han roligt. Han ville ikke ligefrem påstå at han var som en faderfigur for denne mand, for han var stor nok til at tage sig af sig selv, men om ikke andet, så skulle han da vide, at han ikke var alene derude, for det var han heller ikke. Det var vel lidt der den lå for ham? Han var ikke en elver, så i den forstand, kunne man ikke sige, at Thranduil havde nogen forpligtelser over ham - hvilket skam også passede ham fint. Han havde mere end nok at tage sig af i forvejen. Ingen tvivl om det. Han trak vejret dybt. "Det er jeg. Jeg blev tilbudt den plads, allerede inden du blev født," fortalte han. Hvorfor lyve?

[Deleted]

jack vente sig om hvordan kunne det være hans forælder var jo ikke lige frem rige så vidt han husker ellers ville de nok ikke bo sådan et sted som det gjord rolige tog han sig i nakken og gik over mod sin sted far han kikket ham lidt øjne og grav ham et kram nogle tåre gled ned af ham han vidste ikke hvad han skulle sige han hadet følt sig så af lene det sidste stykke tid og måske hadet han chansen for at få et regtit hjem jack hadet op levet så meget sult og næsten døde op til flere gang vis han kunne ville han heller en gærne bo sammen med ham og lære hvordan det er at være elver godt nok ville han ikke selv blive det som sagt rolige sukket jack mærkede det som han hadet savnet flere gang og det tom rum inden i ham "måå.mååå jeg komme med dig " sagde han stille og vidste ikke hvad han skulle stille med sig selv han vidste hvordan tingen kunne gå for ham men Thranduil var hans enste Famille han håbet han forstod det hvorfor han ville være sammen med ham

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil stirrede på den unge mand foran ham. Mest af alt, så reagerede han som havde han været et barn, hvilket heller ikke ligefrem var noget af det som man kunne sige, at han havde regent med at skulle se fra hans side af. Han blev stående og med blikket hvilende i retningen af hans skikkelse. En stedfar var han ikke... men en gudfar. Det var to helt forskellige ting, og særligt nu hvor han var så gammel som han var. Krammet gengældte han ved et kort klap mod hans ene skulderblad, som et tegn til at han selv ikke ville slippe, selvom den unge Jack tilsyneladende var af en helt anden mening, hvad det angik. Og det var jo heller ikke noget som han kunne gøre noget ved.
"Som en ung, men voksen mand, burde du sagtens kunne tage vare på dig selv. Jeg lovede dem, i tilfælde af en ulykke eller lignende, at jeg ville opsøge dig. Det er nu et løfte, som jeg har indfriet," sagde han blot. Han var en mand som overholdt hvad han havde lovet - som i dette tilfælde, men at tage andre væsner med til hans egen landsby end elvere.. Var bestemt ikke noget som han selv personligt havde lyst til.

[Deleted]

jack kikket over på ham og kikket lidt ned mod sine hænder " Thranduil " sagde jack stille og kikket op igen med sine øjne " jeg forstå vis du ikke kan men " jack tav lidt igen og gik rolige rundt " men jeg har " det var svært for jack at sige noget han vidste det var forket men måske ikke af lige vel så meget " jeg har brug for en af se op til...og jeg har beslutte at lære dig beder at kænde ...jeg ved jeg ikke ville kunne være din søn men men du er den enste famille jeg har " sagde jack stille og gik over mod Thranduill han mens han kikket rolige ned igen han tog sig til hjerte lidt " forstå du jeg har et tom rum inden i mig og jeg er bange for at den villle op sluge mig " han rystede lidt og kikket igen på sin gud far han håbet lidt han forstod hvad han mente " jeg ville lære hvad det ville sige at være elver og Druide på samme måde som jer ander " et stille smil bredte sig over ham igen

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vendte sig mod Jack med en tydeligt arrogant mine. Det var næsten det, som faldt ham mest naturligt, men kunne det gøre nogen større forskel af det henseende? Han kneb øjnene kort sammen. Et sted kunne han næsten forestille sig, hvad det var denne unge mand ville sige til ham.. Og nej.. han ville ikke tage ham med sig. Han skulle naturligvis have lov til at være i skoven ligesom alle andre, og han ville gerne lære ham en ting eller to, men at tage ham til sig på den måde.. det kunne han nok ikke få sig selv til.
"Jeg kan forstå at det er en svær situation for dig at stå i, Jack.. Men forstå mig ret," begyndte han med en rolig stemme. Han blev ellers stående. Han kendte til det med tomme rum i det indre, men det var ikke ligefrem noget som han kunne gøre alverdens ved lige nu. Han lod hovedet søg en kende på sned. "Du er ikke nogen elver.. og du vil nok aldrig komme i nærheden af det.. Jeg skal selvfølgelig ikke afholde dig fra at søge til skovene og min landsby, hvor du ved at jeg opholder mig og har du brug for det, så opsøg mig.." sagde han med en rolig stemme. Det kunne godt være, at han var hård i sin udtale, men der var begrænsninger for hvad han kunne og ville gøre for en - som i hans øjne, var en voksen mand.

[Deleted]

jack kikket lidt ned og tænke sig lidt om det var menge ord som kom på en gang der var en stil hed han ville ikke blive elver det vidste han godt rolige gik han tæt på og så op på sin gud fars ansiget han ville på i hans las by om ikke andet og han ville msåek også blive gald for at bo der "men kan jeg så ikke bo tæt på " sagde han lidt spøngerene mens han så lidt spøngeren ud han var stedige lige som sin mor han ville lære sin gud far at kende og han var den enste famille lige nu han kendte til så han håbet lidt at Thranduil ville forstå ham han hadet virklgie brug for en hånd og en fader figura han vidste han ikke kune blive elver men hans forælder måtte ha gjordt ham til gud far af en særlige grund han kikket lidt ned igen han var ikke bange for at vise hvem han var af og til han smilte dog stille og vidste ikke het hvad han skulle sige han ville og lære elver skikken at kende om så han skulle smule sig vej ind til elver riget et stille smil bredte sig dog igen han vendte sig om og tog nogle pile frem til ham " her grip " han kastede en pile kover med masser af pile i han hadet smedte dem så de var en konge værdie næsen lige så godt som når en elver selv hadet gjodt det han tænkte det måtte komme fra hans far side af