He's lost..

[Theodore Jarvis Acheron]

Clemency Mériah Acheron - Theodore Jarvis Acheron

---

Det var sent på aftenen, og selv Clemency var gået i seng. Theodore havde haft en af de meget sjældne, men derimod.. skræmmende urolige nætter, hvilket han faktisk ikke brød sig om. Pejsen var der stadig gang i, og det var dertil at han sad. Clemency var ved at blive forholdsvis stor, og han beskyttede hende faktisk.. Der var mange ting som hun ikke havde fået lov til, udelukkende fordi at det var et barn... et barn som alligevel skulle beskyttes. Han stod med et glas whisky i hånden og halvvejs lænet op af karmen i det store vindue, som var vendt ud mod den store have.
Tjenestestaben var stadig vågne.. Han kunne høre dem pusle rundt, og selv to faste kvinder var sat på Clemency, så han vidste, at hun med sikkerhed var bevogtet i alle døgnets timer. Han elskede hende.. selvom han ikke var i stand til at føle lige så, så var det der jo, uden at han kunne gøre det største ved det, og det var jo også det som gjorde det udfald for ham. Han trak vejret dybt, inden han bundede glasset og stillede det så fra sig. Det var vel på tide at komme i seng? Så han selv kunne ligge og passe på hende.

Med rolige skridt forlod Theodore pejsestuen, som stille og roligt var begyndt at gå ud. Klokken var også virkelig mange efterhånden og han vidste, at det var lange dage med arbejde som han gik i møde. Der var vel heller ikke rigtigt noget som man kunne gøre ved det, i det tilfælde? Tungen strøg han let over sine læber, idet han roligt søgte ud i hallen og påbegyndte stigningen af trappen, for at komme op i soveværelset. Han vidste at Clemency måtte ligge og sove. Hun var vel stadig sur på ham? Som hun havde været siden det var gået op for hende, at hun var gravid. Ikke at det var hans skyld! Med et vift med hånden, gik lysene ud. Nu ville han bare gerne i seng.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency var godt bevogtet, hvilket hun fandt irriterende. Hun havde ikke forladt grunden siden hun havde været i 5 måned og selvom det var sødt, at han gerne ville beskytte hende, så var det også irriterende. Det gik dog bedre mellem dem, selvom hun stadigvæk var sur på ham. Det barn her var slet ikke ønsket af hende og hun kunne næsten ikke vente til det ville forlade hendes krop og blive overrakt til Malisha og Samuel, så de kunne opfostre det som deres eget. Dog virkede det til, at de to var blevet ret gode venner, hvilket hun bare var glad for. Det var kun for Samuels bedste, at han fandt sammen med en warlock. For han var ikke stærk nok til at overgå sin far som Sephiran og han havde selv haft en kamp med Tiyanna, som jo var blevet tabt i sidste ende. Hun var faldet i søvn, men lå uroligt. Noget var på færde, det kunne hun mærke, men hun vågnede dog alligevel ikke.

Et brag lød ude på grunden, i det at en warlock dukkede op. Det var Yeylon, en af Sephirans mænd, der var draget med ham til Imandra. I armene bar han Romeo. Sephiran var død... borte og de kunne ikke røre ham, fordi Kimeya havde lagt et eller andet skjold over ham, der dog faktisk bevarede Sephirans krop alligevel? Uanset hvad, så ville han ikke have Romeo i Imandra, da knægten skulle være hos sin familie og derfor havde han straks tænkt på Theodore og Clemency som det eneste rigtige sted. Han hastede op til fordøren og bankede på med en ferm hånd, så det rungede i hele indgangshallen på den anden side. Han håbede virkelig, at han kunne vække dem.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore vidste at Clemency var ved at være temmelig træt af at blive overvåget, men han passede hende og passede på hende, hvilket der vel heller ikke var noget forkert i, var det? Man kunne ikke ligefrem sige at deres liv havde været nemt igennem den sidste tid, men det var nu bare sådan at det var.
Fornemmelsen og uroen kunne han uden tvivl godt mærke i sin egen krop. Der var sket noget.. og han måtte erkende, at han ikke brød sig særlig meget om det. Fornemmelsen af at der var andre tæt på, fik ham dog hurtigt til at stoppe op igen. Han kneb øjnene let sammen. Det var sent på aftenen.. virkelig sent, og det kunne han udmærket godt mærke. Derfor antog han det som det første, for at være en som var her for at udføre handlinger, som han bestemt ikke ønskede skulle ske i nærheden af hans hustru og hans kone.. og han kunne da slet ikke have den tanke! Som bankene lød.. så var det straks en anden fornemmelse som ramte ham. Hørte Clemency mon de kraftige og hårde bank? Han håbede det faktisk ikke. Han vendte om og søgte istedet for ned igen for at komme i retningen af døren, som gik op med et let kast med sin ene hånd.

Synet af warlocken som stod på den anden side og barnet i sine arme, gav ham alligevel bange anelser for hvilken nyhed som pludselig skulle ramme hans ører. "Og hvad er det du vil?" spurgte han med en ganske kortfattet stemme. Det var bestemt ikke tiden for gæster lige nu og han ville jo egentlig bare i seng nu. Han lod armene søge over kors og med den samme faste og intense mine.. dog intetsigende for følelser, selvom han følte det et sted i det indre. Knægten kunne jo vel bare være hans barnebarn, Romeo? I det tilfælde... hvor var Sephiran så henne?

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency hadede at blive overvåget. Hun blev rendt i enden af en eller anden fra staben dag og nat og hun kunne ikke få lov til at sove, uden at hendes værelse var bevogtet, hvilket uden tvivl var frustrerende. Theodore mente det godt, men det var bare alt for meget og hun manglede virkelig bare at være sig selv. Det fik hun forhåbentligt lov til så snart det barn var væk, for hun hadede den mere og mere for hver dag, der gik! Hun sov uroligt til aften og vågnede med det samme, at de hårde bank lød, fordi det rungede jo i hele indgangshallen. Hun slog øjnene op og kom ud af sengen så hurtigt hun kunne i sin tilstand og kastede en morgenkåbe om sig. Hun trådte ud af værelset og gik mod trappen, hvor hun stoppede ved toppen. Hun kunne både se og høre fra her, men stod skjult i forhold til Theodore og den person, der havde banket på. Det bank havde lydt alvorligt og det hele snurrede sammen i hende med det samme. Hvad var der sket?

Yeylon bukkede ydmygt for Theodore da døren gik op og trådte ind på den anden side af døren, der automatisk gled i igen. Han havde selv en hård mine, der dog alligevel bar en hvis sorg i hans blik. Han rakte Romeo mod Theodore. "Deres søn, Sephiran Acheron, er til aften blevet slået ihjel af Kimeya Marvalo. Sephiran ligger bevaret i sin gemak i Imandra, da vi ikke har kunnet flytte ham på grund af Kimeyas foranstaltninger om ham. Jeg kondolerer for Deres tab. De var den første jeg tænkte på, da jeg skulle viderebringe Romeo," forklarede han let og kortfattet, for det var jo ikke mere i det. Han blev stående ganske roligt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvad gjorde man ikke for den kvinde som man elskede? Selv i Theodores øjne, gjorde han kun det rette ved at overvåge hende, for han ønskede jo ikke, at der skulle ske hende noget, og det var skam også derfor han reagerede på den måde, som han nu gjorde. Selvom han ikke var i direkte kontakt med sine tanker og følelser, så kunne han da vise det med handling. Han håbede nu at hun sov igennem de hårde bank på dørene som lød, også selvom han tvivlede.- Hun havde altid været nem at vække og da særligt ved lyden af dette.
Synet af manden og det barn, som kun måtte være hans barnebarn, gjorde ham kun mere fast i minen, selvom det ganske vidst var svær at se. Nyheden om Sephirans bortgang rørte ham... Selvom dette dog ikke var til at se på ham. Barnet tog han imod.. Han lå da heldigvis og sov, også selvom det var en urolig søvn. Han trak vejret dybt og nikkede.. Hvordan skulle han da ellers reagere på en nyhed som det? "Ære være med min afdøde søn.. Træk Dem tilbage.. og spred det minde om ham og hans gerninger.. Jeg tager over herfra.." Hans greb strammede sig en kende omkring hans barnebarn. Han lod manden træde ud, inden han lukkede og låste døren. Hvordan reagerede man på sådan en nyhed? Og nu med deres barnebarn ved sig? Romeo? Han måtte erkende, at det var et navn han godt kunne lide.

Theodore drejede på hælen, kun lige til at få øje på silhuetten ovenpå.. Det kunne ikke være andre.. "Clemency...!" Hans stemme bar præg af den manglende følelse, idet han igen søgte op af trappen med den lille og sovende dreng i sine arme. Selve bortgangen tog han ikke så tungt. Han forventede at Sephiran havde fået det hele arrangeret med Azrael inden det var kommet så vidt. Det var hvad han håbede på om ikke andet. Drengen slog øjnene let op og vred sig på Theodores arm. Det var ikke far.. og det var vel også hvad knægten kunne føle og fornemme? Først var mor væk og så far efterfølgende? Han vendte blikket mod Clemency da han kom tæt nok på. Drengen på armen indikerede vel allerede hvad der var sket? Hvis hun dog ikke allerede havde hørt det.

[Clemency Mériah Acheron]

Yeylon lod Theodore tage barnet og bukkede ydmygt for ham. Han takkede med et 'Ja, Sir' og forlod så ellers grunden. Romeo var da i trygge hænder nu om ikke andet...
Clemency hørte ordene yderst tydligt op i gangen. Ordene 'slået ihjel' ringede i hele hendes hoved og hun gispede, som hun bakkede. Hendes dreng? Død? Selvom de aldrig havde haft det bedste forhold var hendes kød og blod stadig borte! Lige nu i chokket over nyheden kunne hun slet ikke tænke på, at han nok også havde lavet en aftale med Azrael, ligesom Theodore selv havde. Et sug gled gennem hendes mave som en smerte fortog sig og hun måtte gribe fat i gelænderet øverst for trappen. Øjnene klemte hun sammen, som hun skævede ned på gulvet. Vandet var gået af den stress og sorg, der pludseligt var gået gennem hende. Ved Theodores ord, så kæmpede hun sig tilbage mod værelset men knækkede sammen på gangen. De to kvinder, der holdt vagt på gangen, kom hende hurtigt til hjælp. Hendes blik faldt på Theodore som han stod foran hende og hun kunne også se Romeo i hans arme. En smerte jog gennem hende igen og hun skar en grimasse, men bed dog lysten til at skrige i sig. Hun gjorde tegn til de to kvinder og de hjalp hende op at stå. Hun blev ført ind på soveværelset og før hun næsten så sig om, så havde de begge allerede gjort klar til fødslen, for de kendte udmærket gangen for det. Den ene hentede forsyninger og den anden blev ved hende for at holde øje. Endelig skete det da! Men hun huskede ikke, at det gjorde så ondt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Tanken om at Sephiran var væk, havde Theodore svært ved at forholde sig til.. Det var en underlig tanke, også fordi at den da slet ikke kom belejligt! Manden havde arrangeret en aftale med Azrael.. knægten her var i hvert fald uden en sjæl, hvilket Theodore tydeligt kunne mærke.. Men hvor lang tid? Det havde de jo aldrig rigtigt snakket om. Måske at det var derfor, at han ikke tog det tungere end det, som han havde gjort til nu?
Synet af Clemency oppe på gangen gjorde det ikke ligefrem bedre. Smerten kunne han nærmest løse i hendes blik, og det gjorde ikke ligefrem sagen meget bedre for ham. Han bed tænderne let og fast sammen og skyndte sig op af trappen, kun lige til at se hende kollapse ikke langt fra soveværelset. Det var bestemt ikke fordi at han brød sig om at se hende på den måde, og da særligt fordi at han jo kunne gætte sig til, at det var på grund af nyheden, at dette skete. Han nåede hurtigt op til soveværelset, hvor han så at en stod der og en anden var gået for at hente hvad der skulle til. Han kneb øjnene let sammen og lagde Romeo i armene på kvinden som måtte stå der. "Gud nåde trøste dig, hvis du ikke passer på ham," endte han med en kortfattet stemme, inden han vendte sig mod Clemency. Hun var det menneskelige i ham.. det som kunne vække det menneskelige i , og samtidig give ham forståelsen for det hele. Han tog pladsen ved siden af hende. Han kunne jo se at hun havde ondt, og selvom han måske ikke var god til følelser eller noget lignende.. så ville han da selv mene, at han tog det skræmmende pænt. "Clemency, hvad er det her foregår?" Hans stemme var præget af en kortfattet undertone, og dog.. en uro gemt et sted dybt i det hele. Han kunne bestemt ikke lide at se hende på den måde. Han tog roligt omkring hendes hånd. Uanset hvor meget hun måtte hade ham for det, vidste han at hun ikke kunne hade ham hele vejen igennem. Hvad skulle han da gøre?

[Clemency Mériah Acheron]

Det hele ramlede for Clemency lige på et øjeblik. Nyheden om Sephiran satte gang i fødslen på grund af den stress som hendes krop pludseligt følte på grund af aller tanker og det hele. Det gjorde dog ondt på en ubehagelig måde denne gang og hun kunne ikke lide det. Alt den uro i kroppen havde nok ikke været sundt, ligesom at hun jo intet følte for barnet i hende, som nok også gav barnet en form for stress. Lige nu kunne hun ikke tænke over, at Sephiran nok havde en aftale om at genopstå.
Hun lagde sig til i sengen. Hendes pande svedte allerede og hun smed sin morgenkåbe med lidt besvær og lå tilbage i sin natkjole. Hun var lysvågen lige i øjeblikket, hvilket ikke ligefrem gjorde det hele bedre. En grimasse skar over hendes ansigt igen da en smerte jog igennem hendes krop. Det hele var lidt sløret for hende, da hendes hjerne snurrede helt rundt. Hun vendte blikket anstrengt mod Theodore da han satte sig ved hendes side på sengen og hun knugede sin hånd om hans, da han tog hendes hånd. "Mit vand er gået," forklarede hun kortfattet. Der var ingen glæde at mærke i hendes ord, for hun skulle bare af med dette barn og så en dag lære at elske det som sit barnebarn i stedet for.
Den anden kvinde kom tilbage med både lunt vand, håndklæder, saks og diverse sager, mens den første kvinde forlod værelset med Romeo for at finde knægten en seng at sove i. En ny kvinde kom ligeså til og nu kunne de blot vente, til Clemency var udvidet nok.

[Theodore Jarvis Acheron]

Clemency var den som bar følelserne for dem begge to, og derfor ønskede han selvfølgelig også at være der for hende.. Selvom det var svært, når han ikke bar forståelsen for hendes følelser og måde at tænke på, da den var fuldstændig anderledes end den som han var vant til at benytte selv. Barnet lagde han fra sig i kvindens arme. Han vidste at Sephiran kom igen.. som alle andre i denne familie gjorde. Den ekstra chance som alle mænd i denne familie fik, om de indgik den aftale.. En hemmelighed som meget gerne skulle forblive indenfor denne familie og indenfor navnet her. Han blev siddende ved hendes side. Han ville sidde der med hende, også selvom han vidste at det ikke var normalt at manden gjorde det, men der valgte han at bryde normerne og traditionerne.
Barnet var ganske vidst ikke ønsket, men alligevel så skulle det til verden, så Samuel og Malisha kunne overtage det. Det var ganske vidst ikke lige hurtigt nok i hans øjne, men det var nu bare sådan at det måtte være. De skulle få Samuel og Malisha gift. Så dette barn ville få de bedst mulige optimale forhold for en opvækst. Han satte sig tæt på hende. "Det skal nok gå, kæreste," sagde han roligt. Selv måtte han erkende, at han ikke havde set hende reagere på denne måde før, og da slet ikke så voldsomt som dette. Det.. bekymrede ham et eller andet sted. Forsigtigt flyttede han sig, og tog fat om hende og puderne, hvor han tog pladsen bagved hende, så hun havde ham at sidde lænet op ved, så han kunne passe på hende.. Han ville uanset lade hende vide, at han var der med hende hele vejen.. Også selvom barnet var direkte uønsket.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency vidste, at hun bar alle følelser for dem begge. Og det mærkede hun tydeligt lige nu hvor Theodore endnu engang bare var tom og kold, hvor hendes følelser havde sat fødslen igang hos hende. Hun var dog lidt bange i øjeblikket, for det føltes ikke helt rigtigt. Noget var galt, i hvert fald med hende, for det behøvede ikke at være barnet. Men det sagde hun dog ikke højt til Theodore, for hun ville ikke have en unødig reaktion fra ham, eftersom han lagde sine følelser ud gennem handlinger fremfor ord og egentlige følelser. Hun så på ham med et anstrengt blik, da hun faktisk kunne mærke hendes krop skrige af smerte, men det nægtede hun dog at give udtryk for alt for meget. Så svag var hun ikke, for hun var faktisk en stærk kvinde. At han så blev siddende forundrede hende en smule, men beroligede hende faktisk. Samuel og Malisha ville snarest muligt få et barn, der forhåbentligt ville bringe dem tættere end de allerede var. De sov da i hvert fald begge to på Samuels værelse nu, så det skred da fremad, ikke? De manglede stadig at få dem gift, men det ville ske snarest. Hun sukkede og lukkede øjnene som en ny smerte jog gennem hendes krop og hun skælvede i sine grundvolde. Hans næste træk forundrede hende dog en del... han satte sig bag hende? Som støtte? At sidde op ad hans stærke krop føltes... rart. Hun lænede sig derfor helt ind til ham og gav slip på lidt af surheden. Hun vædede sine læber og åbnede øjnene igen...

... Der gik flere timer, før der begyndte at ske noget og veerne ordentligt kom med den rette tids mellemrum samt at hun var udvidet nok ifølge jordmoderen, som tjekkede med jævne mellemrum. Hun holdt fast i Theodores hænder med sine. Da jordmoderen sagde de magiske ord, at hun kunne begynde og presse, så gjorde hun det sandelig også. Hun svedte, frøs af og til og havde det så for varmt ved siden af.
Selve fødslen tog også flere timer. Barnet vendte også lidt forkert, da den havde hovedet opad fremfor nedad. Kvinden for fodenden tog imod, da den kom ud, skar navlestrengen og vaskede barnet. Og derpå forlod hun så bare værelset for at overbringe barnet til Malisha.
Clemency slap et sidste støn. Hun havde skreget en del af fødslen og da barnet var væk og ude og hun havde født moderkagen, så gled hun mere og mere ud af bevidsthed i Theodores arme.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvad Theodore havde gjort, vidste han godt, var fuldstændig utraditionelt, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Han ville vise hende, at selvom hun var gravid - hvor det ikke havde været meningen, at han gerne ville støtte hende igennem det. Og det var det som han havde tænkt sig at gøre i en stund som denne. Han satte sig bagved hende, og selvom han var træt, tog han omkring begge hendes hænder og trykkede om dem. Selv sagde han ikke så meget som et ord under hele scenariet, men det var mere fordi at han ikke vidste hvordan han skulle tage det hele.. eller hvordan han skulle reagere på det i det hele taget, for det var jo faktisk også første gang, at han sad her på den måde, som han gjorde det lige nu.

Timerne gik, og det var først nu at resultaterne var begyndt at dukke op. Han trykkede omkring hendes hænder, da barnet langt om længe forlod hendes krop og endte ud i et skrig. En pige.. En smuk lille pige, også selvom det nu heller ikke var en af slagsen, som han nogensinde ville få et forhold til, så var det da alligevel en Acheron som Samuel og Malisha kunne være stolte af og uden tvivl noget som selv i den forstand skulle beskyttes.
Det var først nu at det gik op for Theodore, at der var noget galt. Hans blik gled mod hende, da det synes at hun gled længere og længere.. væk? Hans blik gled i retningen af hendes skikkelse endnu en gang og med en rynken i panden. Han havde taget det ganske roligt, udelukkende fordi at han ikke har vidst hvordan han ellers har skulle reagere på det. "Clemency..?" Han trykkede let omkring hendes hånd, også selvom det ikke rigtigt virkede til at der kom nogen respons på det. Han blinkede med øjnene. Uden hende, vidste han jo heller ikke hvordan han skulle tage tingene. "Der er noget galt.. Bring mig en kold klud.. Nu!" Han flyttede sig fra pladsen bag hende, for istedet for at tage pladsen ved siden af hende, så han bedre kunne holde øje med det hele.

[Clemency Mériah Acheron]

Selvom Theodores handling var utraditionel, så kunne Clemency uden tvivl godt lide den. Han støttede hende i fødslen, men nok mest fordi, at barnet skulle gå videre og at det ikke var en, han skulle skabe sig en direkte forbindelse til. De skulle anse barnet som deres barnebarn, hvilket hun nok skulle lære på et tidspunkt. Hvilket køn barnet var, da det endelig kom ud som timerne gik, det var hun ligeglad med i øjeblikket. Kvinden, der gik med barnet, gjorde det helt rigtige. Gad vide hvad klokken var nu? Hun følte de havde været her pokkers længe. Udenfor var det faktisk højlys dag nu, så Malisha og Samuel var oppe, da kvinden nåede ned til dem.

Clemencys greb og holdning blev mere og mere slap. Feberen havde overmandet hende og det buldrede i hendes sind og for hendes øjne, som hun måtte lukke i, selvom det næsten var ligeså ubehageligt som at holde dem åbne. Hendes greb om hans hænder blev svagere og hun sank nærmest ned i sengen mellem hans ben, som hun gled væk fra ham. Hun kom med en lille lyd, men svarede ikke på hendes ord og hun endte med at ligge bevidstløst på sengen. Hendes krop arbejdede på højtryk lige i øjeblikket, hvilket man kunne mærke og se, for hun trak jo stadig vejret. Da han flyttede sig, så kunne hun også ligge helt på sengen og var gået ud som et lys. Svedperler gled ned over hendes bande og hun både frøs og havde det for varmt...
Den anden kvinde fik hurtigt skaffet en kold klud og hun rakte den til Theodore, da han jo havde bedt om den.

[Theodore Jarvis Acheron]

At pigen blev bragt ud af værelset med det samme, passede egentlig Theodore ganske udmærket. Han havde kun lige set, at det var en pige på vejen ud. Nu blev hun bragt til Malisha og Samuel, og nu var hun deres ansvar, hvilket passede ham udmærket. Nu var det bare Clemency som han kunne og skulle koncentrere sig om, og han kunne jo tydeligt se og mærke på hende, at der var noget her, som var forkert.. Og han bifaldt bestemt ikke den tanke! Selvom han ikke var præget af følelser, så ville han jo heller ikke have at hun skulle komme noget til. Hun var jo trods alt hans vane.. den som skulle forklare ham hvordan følelser og den slags måtte hænge sammen, og den som faktisk kunne holde det menneskelige bare en smule i ham, og nu lå hun der?
Theodore flyttede sig, kun for at tage pladsen ved siden af hende istedet for. Den kolde klud modtog han i samme øjeblik, at hun nærmest.. bare besvimede. Selvom han ikke udviste nogen tegn eller noget som kunne indikere en form for uro, så følte han den jo alligevel et sted i sindet. Han var på røven om han mistede hende, og det vidste han jo udmærket godt. Den kolde klud lagde han roligt mod hendes pande og mod hendes kinder. Hun var jo brændende varm.. hun kogte jo. "Skaf mig en bøtte med vand.. og det skal være koldt," endte han med en kortfattet og sigende mine. End ikke Romeo havde nogen opmærksomhed fra ham lige nu, da det hele udelukkende måtte gå til hans hustru. Et sted elskede han hende.. også selvom han ikke kunne vise det som sådan. Det med følelser var revet fra ham allerede dengang han havde været utrolig lille, så han vidste jo faktisk slet ikke hvad den slags indebar på noget tidspunkt. "Du har bare at klare dig igennem det.." Denne gang var hans stemme langt mere dæmpet, for han ville ikke have at nogen skulle høre det. Det lignede nemlig ikke ham at sidde der så sårbar som han gjorde i øjeblikket, og han hadede sig selv for at gøre det! Dynen fjernede han en anelse, så hun kunne køle ned. Han brød sig slet ikke om at se hende på den måde!

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency ænsede intet omkring sig, i det hun næsten panisk i sit indre kæmpede imod at besvime, men hun havde ingen kontrol i øjeblikket. Hendes krop arbejdede på højtryk hvilket fik hende til både at svede og koge på samme tid. Blodet blev pumpet rundt i hendes krop og hendes hjerte bankede hårdt lige nu for at få noget ilt igennem kroppen og specielt til hjernen. Det havde været en meget hård fødsel, der nok havde taget over 12 timer og det havde hun ikke oplevet med hverken Sephiran eller Samuel. Hun gled væk og lå tungt på sengen. Hendes krop skælvede og kogte, men hun kunne ikke rigtigt komme til sig selv lige i øjeblikket. Kluden mærkede hun ikke rigtigt, men det havde alligevel en beroligende funktion for hendes krop, fordi det blev lidt mere køligt og ikke så kogende varmt.
Stuepigen, der netop var kommet med kluden, nejede for Theodore ganske hurtigt og vendte igen om. Der gik kun et øjeblik før hun var tilbage med en helt bøtte med vand og hun satte den lige på sengebordet på den side han sad på, så han kunne dyppe kluden i bøtten. Hun havde også lagt en ekstra klud ved i tilfælde af. Hun trak sig tilbage, men var der så han kunne beordre hende til hvad det skulle være. Selv hun var lidt nervøs for Clemencys ve og vel.

... Besvimelsen blev til en søvn i stedet for, for hun rykkede på sit hoved som tegn på liv, men hun sov. Hun var fuldstændig udmattet. Først hen under aftenen begyndte hun faktisk at vågne op igen. Hun var virkelig forvirret som hun begyndte at misse med øjnene for at slå dem op, hvilket var en kamp i sig selv. Hun hostede og skjulte det ned i sin pude, som hun kunne mærke ved sig.

[Theodore Jarvis Acheron]

Igennem de næste mange timer, havde Theodore trygt og stabilt siddet vågen ved siden af Clemency. Det kunne godt være, at han ikke var en mand præget af følelse eller noget lignende, men han vidste da godt når noget var galt, og at det krævede hans fulde opmærksomhed - som i denne situation, for han ville da slet ikke have at hun skulle komme galt afsted, og da slet ikke på grund af det her. Tanken om at han kunne miste hende var frygtelig. Han kunne ikke lide den, og det skræmte ham et sted, selvom det ikke var noget som han gav udtryk for.
Hen på formiddagen, hvor hun igen begyndte at bevæge sig, fik hurtigt Theodores blik til at glide mod hende. Romeo var i trygge hænder ved deres husholderske.. Det var den dreng som de nu måtte passe på frem til Sephiran ville komme igen.. og det vidste han at han ville på et tidspunkt, og det første sted han ville søge efter sin søn, måtte vel være her? Han dyppede igen kluden i det nu så lunkne vand, inden han tørrede den forsigtigt over hendes pande og hendes kinder. Det var ikke fordi at han ville vække hende.. Søvnen havde hun vel også brug for efterhånden? Fødslen havde været hård, hvilket han havde mærket på hende, og nu hvor han havde siddet der i en nat uden søvn, så var det udelukkende for at passe på hende. Han ønskede jo heller ikke at miste hende, som han nu også midlertidigt havde mistet sin søn. Selv var han træt.. Meget træt endda, selvom det nok heller ikke gjorde nogen forskel af den grund. Han ville passe på hende. Det havde jo været hans evige hensigt med det hele. Igen tog han omkring dynen, som han forsigtigt lagde om hende. Faren var vel drevet over for nu om ikke andet?