Warlock
Warlockernes Leder
1,296
posts
0
likes
You better follow me.... or I'll kill you..
|
Post by Kimeya Marvalo on Aug 11, 2014 18:08:18 GMT 1
Det var ved at være utrolig sent på aftenen... ja, nærmere nat, da Kimeya endelig dukkede op i Imandra. Bevidst i aftenens anledning, havde han valgt at lade Soraya blive hjemme, udelukkende fordi at han vidste hvor farligt det her faktisk kunne gå hen og blive, og det var bestemt ikke noget som han havde tænkt sig at lade den lille pige opleve. Et sted var det vel fordi at han var blevet glad for den lille pige? Som havde hun været hans egen? Hun lå og sov.. så meget havde han da forsikret sig om, inden han havde valgt at tage afsted, for han ville ikke have, at der var noget som skulle ske hende. Selv hans arm var blevet langt bedre efter at Yuuki havde haft fat i den.. og det var da til at klare og til at holde ud, men det kunne da stadig mærkes, og den tanke kunne han da bestemt heller ikke lide. Selve stedet virkede ikke til at være noget særligt, om han skulle sige det ærligt, men ikke desto mindre, så var det noget som han kunne leve med. han rynkede på næsen. Tanken om at manden skulle være blevet far og at han var blevet konge udenom hans tilladelse? Det var bestemt ikke noget som han fandt sig i! Den mand var blevet for stor en trussel for ham, og nu var det bare på tide, at han gjorde noget ved det. Ingen havde set ham.. hvilket også var noget som faktisk passede ham ganske udmærket, og det var også det som han var ude på. Kimeya stoppede op foran døren ind til det som han var temmelig sikker på var soveværelset. For alt i verden havde han bare sikret sig, at det kun måtte være ham og Sephiran dette ville gå udover.. Knægten? Mandens søn? Måske hvis han var på det forkerte sted til det forkerte tidspunkt, men ikke desto mindre, så var det ikke hans problem.. men Sephirans.. Kunne han ødelægge denne Acheron-familie, så gjorde han det da også! Kuglen dannede han endnu en gang i hånden og med et koldt og kynisk smil på læben. Han sendte den direkte mod døren, som sprang af hængslerne. "Så er det på tide, at få det hele afgjort, Sephiran!" endte han fast, da han trådte igennem røgskyen for at komme ind på soveværelset. En sidste kamp.. en sidste strid... en sidste duel til at afgøre det hele!
|
|
Warlock
Leder af Warlockerne
578
posts
4
likes
Claim loyalty to me and I will give you what you need
|
Post by Sephiran Acheron on Aug 11, 2014 18:22:33 GMT 1
Det hele var efterhånden begyndt at falde på plads. Sephiran havde ladet børnehjemmet flytte ind hos ham på slottet som et tegn ud til hele folket om, hvor god han var og han havde Elmyra til at sprede ordet ligeså som en slags rådgiver for ham om dette land. Nu hvor han ikke havde Tiyanna til det, da han levede i troen om, at hun var død og borte, så havde han været nødt til at finde et andet våben til at overtale landet. Og det gik meget godt. Slottet havde han ikke gjort meget ved andet end få det støvet af og rengjort, for det var ikke hans prioritet. Hans prioritet var at overvinde folket og have dem på sin side. Selvom det var sent, så var han dog ikke faldet til ro endnu. Romeo havde været vågen indtil for kort tid siden, så han sad endnu i stolen ved siden af hans seng og bare overvågnede sin dreng. Han passede faktisk meget på ham, holdt ham ofte. Også selvom der ingen følelser var, for han følte dem ikke. Men Romeo var hans nye vane at fylde noget af tiden med. Før kuglen ramte døren, der fornemmede han allerede Kimeyas tilstedeværelse og det fik ham til at knytte næverne hårdt. Han reagerede dog lyn hurtigt, greb sin søn og løftede ham i sine arme, hvor han forsvandt og ned på et værelse, hvor en af hans mænd var. "Pas på ham... Kimeya er på slottet. Hvis der sker Romeo noget, så slår jeg dig ihjel," hvislede han køligt. Han forsvandt igen og dukkede op udenfor sin dør, der nu var sprængt af hængslerne. Han kneb øjnene sammen og dannede en kugle i sin hånd. "Ja, det er det, Kimeya," endte han og sendte kuglen direkte mod ham.
|
|
Warlock
Warlockernes Leder
1,296
posts
0
likes
You better follow me.... or I'll kill you..
|
Post by Kimeya Marvalo on Aug 11, 2014 20:00:29 GMT 1
Tanken om at Sephiran var i færd med at stifte familie, var slet ikke en tanke som Kimeya kunne have med at gøre. Det var noget som han var nødt til at stoppe, for den mand var en trussel for ham.. og det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre. Et sted kunne man jo næsten sige, at han tog dette som et oprør mod ham, og det ville han ikke have! Døren sprængte af sine hængsler. Til hans egen ærgelse var det kun Sephiran som han kunne se, og ikke ligefrem den bette knægt, som han eftersigende skulle have. Han kneb øjnene fast og let sammen, og uden at fjerne blikket fra ham på noget tidspunkt. Det var nu det hele skulle afgøres... og det var det eneste som han var ude på lige nu. Han kneb øjnene sammen. Alene synet af Sephiran gjorde, at han reagerede voldsomt.. nu skulle det hele afgøres, og det var kun når den ene faldt død til gulvet, at det ville være overstået! Og han ville bestemt ikke være den, som skulle ligge der! Ikke på vilkår! "Du har allerede gemt din søn af vejen, kan jeg se... Ham skal jeg tidsnok finde bagefter.." Så måtte han tage knægtens far først... Hvilket faktisk også passede ham ganske udmærket! Mere end udmærket faktisk, for hvis han kunne få denne mand ryddet af vejen, ville meget af den modstand, som var overfor ham, være forduftet.. og det var det som han ville i en stund som denne!
I takt med at Sephiran kylede kuglen efter ham - et træk som han havde set komme. Altid det første som Sephiran gjorde brug af. Vanemenneske! Ganske vidst som ham selv, men man skulle jo trods alt starte et sted! Han forsvandt i en mørk dis, som hurtigt bredte sig i rummet. Han dukkede op endnu en gang i takt med at disen lagde sig, hvor han også havde dannet sig en kugle, som han kylede direkte i retningen af Sephrians ryg. Han skulle ned med nakken, og det kunne bestemt heller ikke gå hurtigt nok! Han skulle have den mand slået ihjel, og ungen skulle findes... og det skulle være nu!
|
|
Warlock
Leder af Warlockerne
578
posts
4
likes
Claim loyalty to me and I will give you what you need
|
Post by Sephiran Acheron on Aug 11, 2014 20:22:56 GMT 1
At Kimeya skulle komme og invadere Sephirans slot, ville normalvis have gjort ham vred. Nu kunne han kun mærke en snag af irritation, selvom han heller ikke rigtigt kunne placere det. Men dog var det en torn i hans øje og den mand skulle ikke slippe godt fra det. Han skulle ende i hans kælder, det var sikkert og vist! Han kneb øjnene sammen, som han selv dukkede op og sendte kuglen af sted som noget af det første. Måske det han gjorde altid, men det var altid en god start. Han holdt sit blik fast rettet mod ham og nikkede. "Ham vil du aldrig finde eller få dine fingre i, for det fortjener du ikke. Denne familie er hævet langt over dig," hånede han koldt. Han vædede sine læber og knyttede næverne fast, som han igen dannede en kugle, denne gang bare i hver hånd. At Kimeya dukkede op bag ham og hurtigt sendte en kugle, fik den dog til at ramme ham. Han blev skubbet længere ind i rummet, der var ret stort. Hurtigt var han dog på benene igen og sendte denne gang to mørkeblå lyn af sted, der ville gøre helvedes ondt og blive ramt af, da det ville sende et stød igennem hele kroppen på ham. Han fornemmede mordlysten for Kimeya og vidste næsten dette handlede om liv eller død for dem begge. Kun en ville overleve...
|
|
Warlock
Warlockernes Leder
1,296
posts
0
likes
You better follow me.... or I'll kill you..
|
Post by Kimeya Marvalo on Aug 11, 2014 21:19:14 GMT 1
Kun en af dem ville overleve dette møde, og det var klart for Kimeya. Han agtet at slå denne mand ihjel og barnet med, når han fandt det, for det måtte da for pokker være et eller andet sted! Han kneb øjnene let sammen, også selvom det var med en glæde uden lige, da han så hvordan hans egen kugle ramte og kastede Sephiran direkte igennem rummet. Selvom han hurtigt var oppe på benene igen, så stod Kimeya allerede klar.. Det træk som dog skete, havde han dog ikke ligefrem set komme. Hans pupiller trak sig en anelse sammen, også selvom det allerede var for sent. Den ene af de mørke lyn fik han afværget, men det andet... Det stødte direkte af mod hans bryst. Hans ben kollapsede under ham... og han opslugte det.. Han klemte øjnene let sammen, inden han satte begge hænder af mod jorden.. Mørket slugte han, som havde det været en styrke for ham.. Det gjorde ham stærk.. De mørke øjne vendte han direkte i retningen af Sephiran. Denne gang med en direkte mordlyst.. Han var her for at slå ihjel, og det var det eneste han var ude på.
Koncentrationen lagde sig som en maske over Kimeyas ansigt. Han slog hænderne sammen. "Din lille mide...!" hvæsede han med en fast tone. Han vendte blikket direkte mod ham. Denne gang var kuglen stor.. den slog nærmest gnistre, idet han kastede den direkte i retningen af Sephiran. Han gjorde dette udelukkende for at slå ihjel, og det kunne han ikke gøre hurtigt nok!
|
|
Warlock
Leder af Warlockerne
578
posts
4
likes
Claim loyalty to me and I will give you what you need
|
Post by Sephiran Acheron on Aug 11, 2014 21:38:08 GMT 1
At det skulle gælde liv eller død lige nu hujede bestemt ikke Sephiran. Han var lige kommet så godt i gang og så skulle Kimeya absolut komme og blande sig. Men han havde da på en måde fået sin hævn og især fået mandens opmærksomhed, for ellers ville han ikke være kommet denne lange vej, så han havde ramt ham. Og den tanke kunne han ret godt lide. Selvom han blev kylet ind i rummet, så kom han dog hurtigt op igen. Kimeya var dog klar, undveg det ene lyn og blev ellers ramt af det andet. Hans reaktion til det hele, nærmest ved at opslugte kræften og så se endnu stærkere ud, gjorde ham dog mere stram i masken. Han var bange for døden, det var et kendt faktum og selvom han ikke kunne mærke det, så kunne han uden tvivl godt tænke tanken! Kimeya var virkelig mordlysten lige nu og det var bestemt ikke et positivt tegn. Han så mere koncentreret ud og en større, gnistrende kugle blev fremmanet, mens han selv var i gang med også at fremmane en kugle. Han forsvandt i en tåge for at dukke op i flere former og forskellige steder i værelset, hvor han lo, for han havde undveget... heldigvis. Han havde lært at mestre desillusionen uden sin stav og han nød det! Alle sammen grinte hånligt af Kimeya på den samme nedladende måde. "Du tror du er så stor og stærk... Men det hele kan bide dig i enden!" Alle udgaver af ham sagde ordene som et rungende ekko og han sendte tre små, dog stærke kugler afsted. Det ville dog lidt afsløre hans position hvis Kimeya opfangede det...
|
|
Warlock
Warlockernes Leder
1,296
posts
0
likes
You better follow me.... or I'll kill you..
|
Post by Kimeya Marvalo on Aug 11, 2014 21:54:20 GMT 1
Sephiran havde Kimeyas fulde opmærksomhed, og det var nu at han ville ende hele denne sag. Manden rykkede for meget, og han var ham en for stor modstander, til at han bare ville stå og se til! Særligt når han begyndte at stifte familie. Døden frygtede han.. og det var en kendsgerning, som selv Kimeya var kendt med, hvilket næsten var det bedste af det hele. Han vidste hvor han skulle ramme.. Det handlede jo egentlig bare om at komme til det, og det var jo så det som han var ude på. Magien gav ham styrke.. Han havde jo trods alt lært at vende svaghed til styrke, og det var noget som uden tvivl kom ham utrolig godt til gode nu, og det var det som han var ude på, og intet som helst andet.
De var jævnstærke. Og det var derfor at denne kamp faktisk måtte være spændende. Kimeya vidste det. Denne kamp ville for alvor afgøre hvem af dem som var den stærkeste. Med de mange frustrationer som selv Kimeya kunne føle i det indre, så var det noget som han uden tvivl godt kunne mærke.. og det var det som han var ude på i en stund som denne. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. Synet af de mange udgaver af Sephiran som pludselig stod der, fik ham til at knytte næverne. Han hadede virkelig når manden gjorde brug af det trick! Det var aldrig til at sige hvem af dem som faktisk var den rigtige! "Fejt trick, gamle ven.." endte han med en kortfattet stemme. Han tog fat om kappen med sine hænder, inden han førte den direkte op omkring sig, som var det et beskyttende værn, da alle kuglerne blev sendt direkte mod ham. En kraftig trykbølge slog han direkte ned i gulvet, som bredte sig fast ud i hele rummet for at ramme dem alle.. For derefter at slå hænderne sammen og trække dem fra hinanden igen.. denne gang stod han med en mørk kniv i hænderne. Ved hjælp af magi flyttede han sig om bag den korrekte Sephiran og hamrede kniven mod hans ryg. Den mand skulle ned med nakken!
|
|
Warlock
Leder af Warlockerne
578
posts
4
likes
Claim loyalty to me and I will give you what you need
|
Post by Sephiran Acheron on Aug 11, 2014 22:05:38 GMT 1
Sephiran kunne ikke lide denne opmærksomhed. Men dog så vidste han, at han måtte slå denne mand ihjel, hvis han skulle overleve. Med deres udviklede venskab til fjendskab, så kunne de vist ikke ende med at sige, at de stod ligeværdige. Og specielt ikke med den mordlyst han så i Kimeyas øjne, fordi han var drevet af helt andre ting end han selv var. Hans hoved var dog koldt og nede på jorden... dog lige med den tanke i baghovedet, at han kunne ende med at dø og den var ikke ligefrem betryggende. Kimeya kendte hans svaghed med døden og han hadede det!
De havde udviklet sig i hver deres retning med magien, så når Kimeya gjorde brug af sin styrke, så måtte han da også? Uanset hvad, så ville de nok altid være endt her, fordi begge ønskede magt lige meget, så deres venskab kunne aldrig have fortsat. To mænd med den tanke, kunne ikke stå side og side og tro, at de kunne stole på hinanden. Han havde kun stolet på Tiyanna... og hun var borte. Så han havde sig selv og misbrugte ellers andres tillid til sin fordel. Som Elmyras. "Ikke mere fejt end dit... gamle jas," svarede alle udgaverne af ham og grinte igen hånligt. Kuglerne blev afværget, hvilket fik ham til at knytte næverne, for det havde ikke lige været det ønskede udfald! Gulvet begyndte at ryste og han stod og kæmpede med balancen, indtil trykbølgen få sekunder efter skubbede ham direkte tilbage og ind i væggen, hvor de andre udgaver forsvandt og han selv stod ene tilbage. Han drejede siden til da Kimeya dukkede op ved ham og hamrede sin albue tilbage mod hans ansigt. Det resulterede så i, at kniven hamrede lige ind mellem hans ribben og punkterede hans lunge, så han endte med at falde på knæ med et gisp og direkte hive efter vejret med sin endnu raske lunge. Han slog en hånd ned i jorden, der sendte en trykbølge fra hans krop for at skubbe Kimeya væk. Han kæmpede sig op at stå og kastede mørket efter Kimeya for at blænde hans øjne.
|
|
Warlock
Warlockernes Leder
1,296
posts
0
likes
You better follow me.... or I'll kill you..
|
Post by Kimeya Marvalo on Aug 11, 2014 22:23:53 GMT 1
Det oldgamle venskab var og havde udviklet sig til et fjendskab. Problemet var jo at de kendte hinanden, deres styrker og deres svagheder, og det var jo netop det, som de kunne bruge mod hinanden. Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. mandens frygt for døden var ham et kendt fænomen, og det var uden tvivl noget, som han havde tænkt sig at udnytte i den forstand, som han nu kunne gøre det. Hans hænder svedte.. det var ikke ofte, at han skulle lægge så meget energi i en magisk duel, men han vidste jo at Sephiran var det nærmeste som han kom en værdig modstander... men denne gang skulle det afgøres. Han havde ganske enkelt fået nok! De tricks som de brugte mod hinanden var ganske enkelt feje.. men det var nærmest det eneste som kunne slå hinanden? Tricksene og strategierne var ikke ligefrem ukendte, så de var nødt til at fange hinanden med overraskelsesmomenterne for det andet kunne ikke ligefrem bruges!
Kniven satte sig direkte i Sephirans ryg, vidste Kimeya var dræbende nok i sig selv, for den var sat i lungen.. han havde ellers satset på hjertet, så han netop kunne tvinge manden i jorden! Den trykbølge som ramte gulvet efterfølgende, skubbede ham langvejs nok ind i væggen bag ham. Et hårdt slag ganske vidst, men ikke nok til at slå ham ud. Han tog sig til den ene skulder, inden han kæmpet sig op på benene igen. Naturligvis var det.. underligt at gøre dette mod en mand som havde stået ham nær i så mange år.. men han så intet andet valg. Den mand var blevet ham en alt for stor trussel! Han knyttede næven som holdt han om skaftet på en kniv.. den mørke dis efterlod den faktisk i hans hånd. "Du vil ikke blive her til at se din søn vokse op, Sephiran.. Det er slut..!" endte han med en fast tone. Han forsvandt, kun for at dukke op bag ham. Han tog fat om ham - eller forsøgte på det, for at presse kniven i ryggen længere ind, og jage kniven direkte i brystet på ham, som han nu havde i hånden.
|
|
Warlock
Leder af Warlockerne
578
posts
4
likes
Claim loyalty to me and I will give you what you need
|
Post by Sephiran Acheron on Aug 11, 2014 22:40:21 GMT 1
Af og til savnede Sephiran Kimeya. Det de havde haft havde været specielt, men hadet og fjendskabet havde overtaget det hele og de kunne aldrig vende tilbage til det, de engang havde været. De kendte hinanden ekstra godt dog og derfor var kampen også mere intens, mere udspekuleret og mere avanceret. De brugte tricks mod hinanden for at slå hinanden ned, så de kunne vinde, men de kæmpede sig meget tit tilbage på benene igen. Hans hjerte hamrede i hans bryst og han havde i hvert fald fået varmen af duellen, ingen tvivl om det. Han gispede nu bare efter vejret på grund af kniven i hans ryg, der havde boret sig ind til hans lunge og tømt luften ud af den som en ballon. Så nu var han nede på halv luft og følte, at han hev efter vejret ret meget. Hans næste besværgelse ramte dog ikke og han kom kun lige på benene, før Kimeyas træk.
At det var kommet hertil, ville nok være sket uanset på den ene eller anden måde. Den ene ville overgå den anden, den anden ville føle sig truet og så måtte det ende med liv eller død, uanset hvor mange års venskab de havde bag sig. Han snappede efter vejret og knyttede næverne, da Kimeya forsvandt og dukkede op bag ham. Han fremmanede to kugler, men da han havde fat om ham med sin ene arm, så fik han presset kniven i ryggen mere ind og det gav et jag igennem hele hans krop, så hans ben endte med at knække og kuglerne forsvandt. Hans ansigt trak en smertende mine, selvom der ingen lyd kom ud. "Jeg..." Mere nåede han ikke at stå før kniven blev stukket i hans bryst og skar sig ind gennem marv og ben for at nå hjertet, der blev spiddet. Hans øjne var vidt spærret op og alle tanker fløj forbi hans øjne som en film af gamle minder, der på trods af den sjæleløse krop, fik fremdraget en enkelt tårer, der gled ned ad hans kind. "Tiyanna!" fik han gispet i sin sidste vejrtrækning, hvor han lukkede øjnene, før han blev helt slap med en kniv siddende både i ryg og bryst. Han var væk og døden havde for første gang vundet over ham.
//Out.
|
|
Warlock
Warlockernes Leder
1,296
posts
0
likes
You better follow me.... or I'll kill you..
|
Post by Kimeya Marvalo on Aug 11, 2014 22:52:16 GMT 1
Kimeya savnede uden tvivl også Sephiran, og han hadede sig selv for at gøre det. Alt det som de sammen havde været igennem, og nu stod de her.. i et slag, som skulle afgøre det hele.. Deres liv.. deres død.. deres skæbne. Den konkurrence som havde været der mellem dem igennem de sidste mange år, var nu gået mod sin ende, og det var det som faktisk passede ham ganske fint. Imandras nye konge gik sin død i møde.. det var det som det hele vendte sig i retningen af nu, og det var noget som uden tvivl også passede Kimeya ganske udmærket! Kniven kunne han mærke bore sig mere ind i hans ryg, og den anden hamrede han mod hans bryst, hvor hans greb automatisk strammede sig om ham. Han døde ikke alene.. og nu hvor knægten ikke var her, og Sephiran gik døden i møde, så kunne det vel heller ikke vise sig at blive så stor en trussel igen? Han lukkede øjnene for et kort øjeblik.. Frem til Sephiran havde taget sit sidste åndedrag og var faldet slapt ind i hans arme.
Kimeya trak knivene ud og lod dem forsvinde på samme måde, som de var kommet. Respekten havde han uden tvivl for Sephiran og den magiske kunnen som han var i besiddelse af. Han trak vejret dybt. Tiyanna? Ja, hvor var hun egentlig i alt det her? Ikke fordi at det var noget som han ville tænke yderligere over, for her var hun tilsyneladende heller ikke. Ved hjælp af sin magi, fik han hævet Sephiran fra gulvet og lagt hen på sengen, hvor han dertil også ved hjælp af sin magi, fik lagt et beskyttende skjold om ham - så han netop ikke ville gå i forrådnelse, men heller ikke bare kunne fjernes. "Hvil i fred gamle ven," afsluttede han, inden han lagde ham pænt til, og dertil forlod Imandra.. med intet andet end blod på hænderne og endnu et grusomt mord på sin samvittighed.
//Out
|
|