Post by Deleted on Aug 10, 2014 23:20:21 GMT 1
Natten var ved at gå på hæld over Rimshia city. Mange af nattens væsner var på vej mod deres lys for dagens lys som ville slå dem ihjel. Livet i Rimshia city var langt mere aktivt end det var om dagen og derfor var natten heller ikke det rette tidspunkt for Jessabelle at slå til på. Hun havde på denne nat dog kun været i byen meget kort. Hun havde fået en bid mad og noget at drikke. Hun skulle jo styrke sig til dagens aktivitet, ødelæggelsen af Castle of Darkness. Det var hendes største ønske, målet med hele denne tur. Om hun ville komme derfra i live var endnu uvist men hun ville da gøre et ihærdigt forsøg. Efter hendes måltid havde hun forladt kroen og begyndt at bevæge sig rundt i byen. Hendes færd havde ført hende næsten hele vejen rundt om slottet, hun ville finde det bedste sted for hende at slå til. Tydeligt kunne hun se sit åndedrag, selvom det var sommer så var der altid en smule køligere her i Dvasias. Selv elskede hun varmen så hun nød ikke ligefrem at opholde sig her i mørket. Hun nåede så tæt på slottet som hun kunne få muren og stoppede sin færd. Hendes ryg ramte roligt den nærmeste husmur og hendes blik gled op mod den høje slotsmur. Det havde altid været svært at komme over på den anden side af den høje mur og dog havde Jessabelle aldrig rigtig haft meget besvær. Hendes vind dæmon førte hende med lethed over muren hvis det var det hun ønskede. Stadig var hun iført det samme tøj som hun havde haft på på hele sin rejse. Hun faldt ret godt i med de andre folk som stadig var på gaden. Hendes sorte kappe sad hende helt tæt til kroppen, der var ærmer i og den var blevet snørret ind bag på hendes ryg. I siderne var den slisset op for bedre mobilitet. Den store hætte hang over hendes ansigt og gav hende en form for identitets beskyttelse som hun havde brug for hvis hun skulle ødelægge noget men forblive anonym. Selvom hætten var så stor så havde hun stadig et fint udsyn hvilket også var det vigtigste. Man kunne ikke se det men inden under hætten havde hun ligeså en maske på i tilfælde af at hætten måtte falde. På hendes hænder havde hun et par handsker, fingerløse som altid og dog så måtte der være noget ekstra beskyttelse omkring hendes knoer sådan så de ikke blev for beskadigt når hun skulle hamre dem imod stenvæggene. Hun tog en dyb indånding og vendte blikket mod toppen af slotsmuren. Hun prøvede at få øje på vagterne, der var næsten altid vagtskifte lige inden solens stråler måtte ramme slottet. Om natten var vampyre og alt andet kravl ude og bevogte hvorimod de andre racer kunne herske murene frit om dagen. Det var egentlig meget smart at skille det på denne måde, det måtte hun kunne indrømme. Hun smilede roligt og vendte kort blikket mod horisonten i øst. Det var snart tid men ikke endnu. Hun havde planlagt det nøje efter hendes møde med Denjarna. Hun havde besluttet at ramme slottet kun lidt tid før solen måtte ramme slottet og bade det i lyset. Hun var nød til at time det hele så godt som det var hende muligt. Hun var nød til at gøre det lige inden vagtskiftet men absolut ikke et sekund for tidligt. Hun var ikke i tvivl om at hvis der var mange vampyrer på vagt denne aften at hun kunne blive overrumplet hvis hun ikke fik solen til hjælp. Den var hendes første våben. Måske hun ville kunne få et par vagter på den måde og det ville da i sandhed være en dejlig ting. Et let smil brød hendes læber endnu en gang. Hendes møde med Dronningen af Manjarno havde været …. interessant. Hun fandt som regel aldrig magterne interessante, hun var ligeglad med alt andet end Dvasias ødelæggelse og dog så havde Denjarna fanget hendes interesse. Hun havde besluttet sig. Hvis hun endte med at komme ud af dette med livet i behold så ville hun slutte sig til Denjarna …. måske. Hun kendte sig selv, selvom dette var noget hun var opsat på lige nu var det ikke sikkert at hun ville være det senere. Det var der vidst heller ikke meget tvivl om. Hun lænede sig lidt mod væggen igen og slappede af. Hun så en vagt patrulje lige overfor hende på muren. Hun ville ikke vække opsigt så hun blev blot stående og lod som om hun ventede på nogen. Det var et meget almindeligt sted at møde folk fordi man kunne se slottet fra næsten alle steder i byen. Det var så let at genkende i horisonten at det var det letteste at søge til. Vagterne gik roligt videre på deres vej. Det var snart tid. De ville kunne få deres søvn og møde friske og udhvilede når solen endnu en gang måtte gå ned i vest. Men sådan ville det ikke blive denne gang. Det skulle Jessabelle nok sørge for. Hun ville gøre deres liv til et helevede på denne tidlige morgenstund. Hun førte den ene hånd ind under hætten og rettede lidt på håret. Alt var klart til at slå til, hun var klar til at kæmpe. Nu var det virkelig kun at vente på at solen måtte stå i rette position. Der var ikke andet for. Hendes blik gled roligt mod den østlige horisont og her blev hun stående indtil det var hendes tur til at slå til. Ventetiden ville være hende en smule lang og uudholdelig. Det rev i hende for at komme i gang men hun var jo langt fra dum. Hun vidste at hun var nød til at passe på hvis hun skulle have mulighed for at komme ud af dette i live og det var da absolut det hun fortrak. Hun sukkede endnu en gang og bed sig let i læben. Eftersom hun ikke var en heavy magi bruger så ville hun få svære ved denne opgave end så mange andre. Hendes kræfter lå i hendes rå styrke og den var der absolut også nok af.
Tik tok. Nu var tiden snart inde.
Der var ingen mennesker. Nattens væsner var efterhånden hjemme og dagens væsner var endnu ikke ude. Der var helt stille i den ellers så travle by. Jessabelle fjernede kort blikket fra horisonten og vendte den mod toppens mur igen. Vagtpatruljen var på vej forbi endnu en gang. Det ville være den næst sidste inden vagtskiftet. Hun smilede stille. Tiden var inde. Hendes blik vendte sig mod horisonten og hun nikkede til sig selv. Jo tiden var inden, solen ville ikke være meget længere om at stå op og skinne sit varme gyldne lys på slottets mure. Dette var det perfekte tidspunkt at angribe på. Hun skubbede sig let ud fra væggen med hænderne og begyndte med rolige skridt at gå over mod slotsmuren. Hun kunne mærke i hele sin krop hvordan det kriblede, hun var spændt. Smilet prydede hendes rosa læber så fint i det svage lyst fra morgengryet. Det var det her hun havde drømt om i alle de døgn hvor hun havde ligget bundet til sin seng i sygdom. Den gamle krofatter havde nægtet hende at forlade stedet før hun var blevet helt rask og hun havde valgt at gøre som han sagde. Normalt var hun virkelig ikke en som tog imod ordre fra andre men han havde haft ret. Hun havde virkelig været syg og hvis hun havde taget af sted mod Dvasias før end hun havde gjort det så kunne det have endt meget galt for hende. Hun vidste det og derfor havde hun også været ham meget taknemmelig over at han havde taget sig af hende. Nu var hun rask. Hver en fiber i hendes slanke men robuste krop var helet og uden sygdom. Hun kunne mærke hvordan hun måtte spænde let i musklerne som hun nærmede sig muren. Hvordan skulle hun dog begynde, skulle hun bare bryde igennem fra bunden eller skulle hun være en smule mere forsigtig? Skulle hun bare brage ind og være ligeglad med udfaldet eller skulle hun handle smart? Dette var alle beslutninger som kærte igennem Jessabelles hoved som hun nærmede sig den kolde stenmur. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte måtte begynde at banke hurtigere i hendes bryst, hendes åndedrag blev en del hurtigere i takt med at hendes puls steg. Hun var virkelig tændt for at gøre det her. At ødelægge slottet havde altid været en af hendes mål, det havde været et af hendes højeste ønsker og nu ….. ja nu stod hun her. Foran slottet og ikke kun for at spejde. Nej denne gang var det virkeligt. Mattheus skulle bringes lidt ned på jorden. Dvasias havde altid haft så meget magt, det havde altid synes meget stærkere end Procias. Jessabelle huskede hvordan det Procianske slot blev ødelagt for mange år tilbage, stedet havde ligget i ruiner og det havde taget landet lang tid om at komme på benene igen. Et sted så håbede hun at dette ligeså ville ske med Dvasias. Hun ønskede at svække landet, der var tid til en forandring og Mattheus var ikke en del af den ændring. Ikke i hendes lille univers i hvert fald. Hendes had til Dvasias var tydeligt at mærke i det sidste skridt inden hun nåede muren. Vejen under hende gav efter for det massive pres der kom fra hendes muskler og små huller endte under hendes fødder for hvert et skridt. Hun kunne slet ikke lade være. Så meget som hun var oppe og køre lige nu så var det ufattelig svært at styre sin styrke. Hun havde virkelig aldrig oplevet noget så ophidsende før. Hun bed sig let i læben og stoppede op ved muren. Hun lagde roligt begge hænder på muren og lukkede øjnene. Hun kunne mærke vagternes bevægelse over hende. De var på deres sidste rute rundt. Hun smilede igen. Hvordan skulle hun gribe dette an? Det bedste ville være at tage dem på sengen. Virkelig bare nå at ødelægge så meget som muligt inden vagterne ville nå at overrumple hende. Hun vidste at der ikke ville gå lang tid hvor hun havde frit spil. Det var altid meget svært at ødelægge noget på et slot i så stor en skala uden at nogen ville opdage det. På den anden side så var det vel heller ikke lige så sjovt hvis der ikke var noget modstand. Hun ville jo et sted gerne bemærkes, bare ikke fanges eller få afsløret sin identitet. Hun sukkede en gang og trykkede sig let mod muren. Hendes blik gled roligt tilbage mod husene bag sig. Hun ville så meget som muligt sørge for at hun ikke ramte nogle af dem med murbrokker men hun kunne ikke gøre så meget desværre. Hun ville dog have det i tankerne. Et vindpust ramt hende og let som en fjer blev hun førte op mod murens top. Hvor hun var var hun sikker på at ingen vagter kunne se hende. Ikke nok med at hun stadig kunne ligge i ly før solen stod helt op men hun var også smack imellem to vagt poster. Hun var så sikker som hun kunne være her. Med lethed nåede hun toppen og hun hoppede let over og satte sig på hug på muren. Hun sansede vagterne i hendes nærhed men de var alle sammen på vej væk. Vagtskiftet var ved at være i gang, der ville være langt flere vagter ude lige nu men som sagt var dette stadig det rigtige tidspunkt at slå til på hvis hun kunne få nogle af dem der var vampyrer til at blive. Så ville de da i det mindste dø. Hun kunne også bare have taget en uansvarlig risiko og det kunne ende med at bide hende bag i. Hun håbede dog ikke at dette var tilfældet. Hun tog en dybindånding og med vinden ved hendes side løftede hun sig selv ud på siden af muren igen. Hun lagde en hånd på toppen for ligesom at holde lidt fast før hun begyndte. ”Show Time” hviskede hun til sig selv med det største smil hun havde set længe. Hun løftede den frie arm og lagde den an til et ordenligt slag og så fyrede hun ellers til at al sin kraft mod muren.
Hullet hun formåede at lave var ikke specielt stort, dette var dog heller ikke meningen. Hun ville bare se hvor stærk muren i realiteten var. Et var hvad hun kunne mærke ved at røre ved den men noget andet var hvordan den ville gå i stykker når hun begyndte at slå på den. Hun var dog godt tilfreds. Det så ikke ud til at blive svært for hende. Hendes knoer ramte mod de kolde sten og det var næsten som om der skete en eksplosion. De øverste sten som var dem hun ramte direkte blev sendt flyvende mod den østlige del af slottet. Den store stenblok som hun havde sendt flyvende ramte det østlige tårn med sådan en kraft at der blev lavet et stort hul indtil tjenestefolkenes kamre. Jessabelle smilede roligt. Det her skulle nok komme til at blive en ufattelig sjov måde at starte dagen på. Hun stilte sig ind i det hul i muren som hun havde fået lavet sig. Nu skulle hun bare bryde resten ned. Endnu var der ikke nået nogle vagter hen til hende. Hun strakte sig en gang og gik ned i knæ. Endnu en gang løftede hun hånde op og fyrede den af sted. Denne gang var målet underlaget under hende. Den del af muren her skulle hun havde ned så hurtigt som muligt. Som hendes knoer måtte ramme stenene kunne man næsten fornemme både kraften og svingningerne som slaget måtte forsage og muren under hende blev reduceret til murbrokker. Vinden holdt hende selv oppe sådan så hun ikke faldt sammen med stenene. Hun var utrolig stærk, meget stærkere end de fleste forventet når men så på hende. Hendes blik gled ind mod slottet. I det fjerne kunne hun se vagter komme løbende. Hun smilede roligt, nu ville de jo finde ud af om hendes risiko havde været værd at tage eller om hun havde dødsdømt sig selv. Hun landede på toppen af murbrokkerne og stilte sig med armene over kors. Hun ventede roligt på at vagterne kom i hendes nærhed. De stoppede op. ”HOLDT! Kom øjeblikkeligt ned derfra og overgiv Dem selv!” råbte den ene af vagterne op mod Jessabelle. Hun valgte dog ikke at rykke sig ud af flækken. Hun begyndte bare at grine mildt. I ryggen kunne hun mærke solens varme så små begynde at give hende mere energi. På slotsmuren var det tydeligt at solen var på vej op over horisonten og på vej til at ende livet på nogle af de vagter som stod foran hende. Vagterne så selv ud til at vide at solen var nær. Der gik ikke længe før de af dem som ikke kunne tåle solen vendte om for at komme indendørs. Ikke om Jessabelle ville lade dem. Hun løftede den ene ben og trampede en gang i jorden. Foran de løbende kom en høj buet mur som lukkede dem inde sammen med lyset fra solen. Hun kunne høre vagternes skrig da solens stråler ramte dem og de blev forvandlet til støv for hendes blik. Lyden af de metalliske rustninger der endte på den kolde jord måtte få en kold gysen til at løbe ned over rygge på de få resterende vagter. Jessabelle kunne se det. De var bange. De frygtede hende. Enkelte af de resterende vagter endte med at stikke halen mellem benene og forsvinde ud af gården. De var sikkert rekrutter. De var altid så nemme at skræmme. De få vagter som var tilbage rørte sig ikke. Jessabelle vidste at det måtte være hendes tur til foretage et træk. Hun vendte sig mod muren endnu en gang. Blikket gled roligt op og ned af stenene, dog uden at hun helt fjernede blikket fra vagerne. Hun skulle af med lidt mere af muren, bare for sjov skyld måske. Hun fik godt fodfæste og ret hurtigt derefter havde hun lagt an til endnu et slag mod muren som bare så ud til at falde for hendes fødder. Vagterne trak sig lidt væk for ikke at blive ramt at alverdens murbrokker som måtte lande i deres nærhed. Den vagt som havde snakket til hende før ville ikke se på dette mere. Med et satte han af fra jorden og for mod Jessabelle. Han stirrede stift på hende og holdt et spyd rettet mod hendes person. Spyddet var hans fortrukne våben. Ikke et sekund for tidligt fik Jessabelle vendt sig mod hendes overfalds mand. Hun var hurtigt og meget adræt. Hun rykkede sig lidt til den ene side og så løftede hun ellers den ene ben og sendte et spark med så meget kraft som det var hende muligt afsted mod vagten. Dette havde han ikke være forberedt på. Sparket var placeret godt. Det ramte ham lige i maven og sendte ham flyvende tilbage af den vej som han kom fra. Da hendes ben mødte hans mave kunne man tydeligt høre hvordan knoglerne i hans krop måtte brække indvendigt og da han ramte jorden lå han livløs. Som sådan brød Jessabelle sig ikke om at tage andre menneskers liv men hun vidste at det var nødvendigt her. Hun hadede det ellers og dog så når hun var helt fanget i det her som hun nu havde gang i så betød det ikke så meget. De resterende vagter stod som fastfrosset og bare stirrede fra den livløse krop af deres overordnede og så tilbage til denne ukendte kvinde som bare med lethed havde stoppet ham. De vidste ikke hvad de skulle gøre, det var en lidt undersituation for dem at stå i. Jessabelle sukkede og rystede på hovedet. Det lod ikke til at hun ville få alt for mange problemer med dem lige nu. Vinden kom og førte hende op ad og væk fra de fast frossede vagter. Tænk at Mattheus ikke havde fundet bedre? Hun sukkede stille og rystede på hovedet. Det her ville måske slet ikke blive så svært som hun havde regnet med? Hun nåede murens yderside endnu en gang og hun begyndte at smadre på muren med begge hænder. Hendes mål var ikke at smadre muren her så meget som at bruge stenene som projektiler og skyde dem af sted mod slottet. Hun havde ingen ide om hvor De kongelige Gemakker var henne så hun kunne ikke decideret skyde efter dem. Det var irriterende men så måtte hun vel bare smadre så meget som muligt, ikke?? Stenene fløj med stor fart og kraft mod den østlige del af slottet. Hun var ligeglad med hvor hun ramte, det var ikke det der var pointen. Pointen var bare at hun ramte og så meget som muligt. Hun var nu begyndt at tiltrække sig opmærksomhed, både udefra byen men også af de andre vagter på slottet. Hun vidste at hun snart ville blive sværmet, hun var nød til at skynde sig. Hendes slag blev hurtigere og de blev lidt mere målrettet mod det østlige tårn. Da hun følte at hun havde ramt tårnet nok fra denne afstand så hoppede hun op på muren igen. Hastigt måtte hun dog ende med at dukke sig da en hel sværm af pile kom mod hende. Der stod mange vagter på jorden mellem hende på muren og det snart meget falde færdige tårn. Hun sukkede, hvorfor skulle de dog også kæmpe imod? Selvom hun tidligere havde synes at modstand var det sjoveste var det begyndt at irritere hende allerede. Hun var stærk men hun ville gerne gemme alle sine kræfter til det vigtigste, at smadre det her forpulede slot! Hun blev stående lidt. Hvordan skulle hun mon fortsætte sin ravage? Hun kunne bare vælte en del af muren og kvase alle dem under sig som ikke kunne nå at flytte sig igen. Hovedet søgte let på sned og hun måtte kort søge skjul for en ny salve af pile der blev sendt i hendes retning. Hun sukkede endnu en gang og tog sig til hovedet. Dette ville kun blive besværligt. Det var ikke sjovt at have så meget besvær og dog vidste hun at det ikke var til at undgå. Lige meget hvilken tid på dagen hun havde valgt at angribe. Hun kiggede hovedet frem igen. Der var kommet en del flere vagter til men de så alle ud til at holde sig på afstand af hende. Måske de havde fundet ud af at hun var en fysisk kæmper og vidste at deres fordel var at være på afstand af hende? Hun smilede let og vendte hovedet. Hun havde solen i ryggen. Ild Dæmoner var stærkest i dagens timer og selvom dette ikke var en side af sig selv som hun gik specielt meget op i så kunne hun dog stadig lave en god mængde ild. Hun strakte sig en gang. Hun lagde en plan i hovedet. Efter den næsten salve af pile, så skulle de bare så løjer.
Pilene fløj hende om ørene og hun smilede. Nu var tiden inde. Hun kom frem fra sit skjul og stillede sig midt i det hul som hun havde fået lavet. Hun strakte armene frem og ned mod alle vagterne. Hun kunne se bueskytterne trække deres pile. Det var nu eller aldrig. Med solen i ryggen og varmen boblende i hende så sendte hun ellers en salve af ild af sted ned mod væsnerne på jorden. Hun lavede ikke ild i så stort et område men hun fik da ram på et par af bueskytterne og sendt resten løbende væk. Hun smilede og hoppede ned på indersiden af muren. Dette havde dog blot været en distraktion. Hun skulle indenfor for at kunne komme videre. Hun ramte jorden med ordentlig kraft at den måtte skælve under hendes fødder. Hun spildte ikke tiden. Hun løb med vindens hastighed igennem de vagter som prøvede at stoppe hende. Hun undveg hver og en af deres angreb og nåede til det østlige tårns fod. Hun vendte sig om med ryggen mod muren og så hvordan vagterne kom mod hende. Hun var fanget der men her var hun nød til at blive. Hun kiggede en smule hurtigt rundt for at få overblik over situationen. Hun trampede en gang i jorden og den gav sig for hendes vilje. Foran hende dannede der sig en mur hvis sider ramte slotsvæggen. Hun var fanget her men kunne i det mindste ikke blive forstyrret af vagterne. Hun kunne høre dem på den anden side af jord væggen men det gjorde hende intet. Hun havde andet at tænke på. Hun tog en dyb indånding og begyndte at lave hul i tårnets bund. Hun smilede. Det var lettere end forventet og hun endte hurtigt indenfor. Hun vidste at dette tårn var et af de store og det ville kræve meget for at få det til at vælte. Med hastige skridt løb hun ud af det rum hun var endt i. Hun kunne mærke for hvert skidt hun tog hvor langt tårnet strakte sig omkring hende. Det var måske ikke helt så stort som hun havde forventet? Hun nåede tårnets modsatte side og fulgte denne mur med uret en smule rundt. Hun fandt stedet og hun begyndte med al kraft at smadre muren. Hullerne hun lavede var ikke så brede men dog brede nok til at ødelægge tårnets stabilitet ligeså stille. Hun fulgte væggen rundt til hun nåede næsten helt hen til det hul som hun havde lavet for at komme ind. Hun lod en stenstøtte stå i mellem det lange smallere hul og så hendes indgangs hul. Derefter fulgte hun væggen tilbage til hendes udgangspunkt. Hun gjorde det samme på denne side af tårnet og nåede til hendes indgangs punkt. Hun tog en dybindånding og knyttede sine hænder. Med et slog hun på begge de to stenpiller samtidig og de gav efter for hendes styrke. Hele tårnet knagede. Hendes blik gled op af og hun kunne se at loftet kom tættere og tættere på. Hun var ved at vælte det høre tårn. Det ville nok ende en smule ude i byen men hun kunne ikke rigtig gøre så meget andet. Hun vendte rundt og løb så hurtigt som hun kunne over til den modsatte ende af af tårnet og væk fra ødelæggelserne. Det tunge tårn ramte jorden med et øresynderivende brag og hele jorden rystede under hende. Hun endte med at vælte, så voldsomt havde det været. Hun tog en dybindånding og prøvede at få styr på sin puls som lod til at være løbet lidt løbsk med hende. Hun var nød til at få smadret noget mere. Hun havde jo næsten ikke nået noget men hvis hun skulle gøre det så var hun nød til at være rolig. Hun kunne ikke blive for overgiret for så ville hun ende med at begå fejl. Hun vendte blikket overskulderen mod ruinerne som en gang havde været østtårnet. Hun kom på benene og begyndte roligt at gå længere ind mod slottets midte. Bag sig kunne hun høre smertes skrig og råbene på hjælp, hjælp som hun ikke regnede med ville komme. Et sted så gjorde det ondt på hende men i krig og kærlighed gjaldt alle kneb, ikke? Det lod til at det var tjenestefolkene hun havde ladet det gå mest ud over indtil nu. Det var en skam for de var ikke hendes mål men hvad kunne hun gøre ved det nu? Ingenting. Hun måtte bare komme videre. For hvert minut hun brugte på at tænke på andet end hendes mål kom det længere og længere ud af hendes rækkevide. Hun knyttede sine næver da hun endte med at befinde sig i en stor træningssal. Det var nok her soldaterne trænede? Hun vidste det ikke men nu skulle den også smadres. Hun løb over til ydre væggen og tog en dyb indånding. Hun lagde kraft i og sparkede et ordentligt hul i siden. Hun kunne se at hun ikke længere var nede i jord niveau hvilket hun fandt underligt for hun mindes ikke at hun havde gået op af nogle trapper eller noget i den dur. Hun havde sikkert bare ikke lagt mærke til det. Hun gjorde som med tårnet heroppe. Hun fulgte væggen hele vejen hen men denne gang lavede hun et større hul. Der skulle mere til at smadre et firkantet rum som dette. Kort stoppede hun op for at kigge ud. Solen var næsten over horisonten nu, dagen var stadig ung hvilket var en god ting. Hvad hun dog ikke lige havde tænkt over var at hun måtte være noget så udsat der hvor hun stod. Som hendes blik havde været vendt mod solen havde en ung bueskytte set sit snit til at skyde en pil af sted mod hende. Han var ung og uerfaren. Han sigtede efter hendes hoved men endte med at ramme hende lige i den højre skulder. Smerten var øjeblikkelig og Jessabelle rykkede sig i samme retningen som pilen. Hun stønnede svagt af smerte og så hvordan pilen måtte stikke ud af hendes skulder, det gjorde virkelig ondt! Hun bed sig i læben og forsvandt væk fra hullet sådan så hun ikke kunne blive ramt igen. Pilen var hun nød til at fjerne, det vidste hun desværre godt og der var ikke andet for hende at gøre end at flå den ud. Det var absolut også det som hun måtte gøre. Hun greb om den med den venstre hånd og rev så hurtigt som hun kunne. Lidt blod fløj ud sammen med pilespidsen men det var ikke så slemt. Det lod ikke til at den havde ramt noget vigtigt i hendes skulder. Hun bandede og svovlede lidt af sig selv og smed pilen fra sig. Hun havde været uopmærksom og det havde kostet hende. Hun lagde den venstre hånd mod sit sår og lukkede øjnene. Indvendigt talte hun ned fra tre og da hun nåede et svitsede hun såret sådan så det holdt op med at bløde. Det gjorde forfærdeligt ondt! Men hun måtte kæmpe videre med smerten. Hun vidste at der ikke kunne gå lang tid før dette område måtte svømme med vagter. Hun åbnede øjnene og kiggede rundt. Hun havde brug for at komme ud og op. Det var altid nemmere at ødelægge ting ovenfra. Den eneste måde hun kunne komme ud på var gennem de huller hun havde lavet og det kunne potentielt være farligt for hende at søge der hen igen. De havde med garanti placeret mange bueskytter der. Hun tog en dyb indånding og så spurtede hun ellers for fuld kræft mod hullet. Hun hoppede ud igennem det og lod vinden bære hende opefter. Hun havde haft ret. Under hende stod en mindre hær af bueskytter som havde ventet på hende. Pilene fløj omkring hende med ved rent held blev hun ikke ramt af flere. Hun nåede til taget af slottet og landede roligt. Hendes blik søgte op på de andre tårne. I et af dem lå kongen og sov, hun ønskede at smadre lige netop det tårn men der var så mange. Hvilket et af dem ville han mon være i? Hun vidste det ikke og den tanke irriterede hende grusomt! Hun var vel nød til bare at starte et sted og så bare gå videre derfra? Så skulle hun vel nok støde ind i ham på et eller anden tidspunkt ville hun tro. Hun sukkede en gang og vendte blikket ned på det tag som hun stod på. Denne del af slottet var ikke så høj. Måske hun kunne slå to fluer med et smæk og få et af de andre tårne til at falde ned i denne del af slottet? Så behøvede hun ikke bruge alt for meget energi heller. Hun måtte dog blive flået ud af hendes tanker da hun bemærkede pilene komme flyvende mod hende. Hun lod et kraftigt vindpust få dem alle til at undgå hende og så satte hun ellers af sted endnu en gang. Hun var nød til at komme til et lidt mere fredeligt sted. Hvor vidste hun ikke endnu men hun vidste at hun bare var nød til lige at få samlet sig lidt. Hun nåede hen til et af de andre tårne og hun lavede et hul ind i siden. Hun skyndte sig inden for og begyndte at løbe igennem området. Hun havde virkelig ingen ide om hvor hun var henne men det virkede som om at dette var den lidt findere del af slottet. Hendes færd førte hende op af en del trapper. Hun nåede en etage med mange døre indtil hvad der lignede værelser. Hun skyndte sig at finde et værelse med et vindue og en dør som kunne lukkes. Hun satte sig op af døren sådan så hun kunne høre og føle hvis der kom nogen i hendes nærhed. Hun var forpustet og hendes skulder gjorde voldsomt ondt. Hun slog armene let om sig selv og prøvede at samle sig. Hun var jo ikke almægtig og alle folk havde brug for en pause. Hun vidste dog at det var ekstremt farligt for hende at unde sig selv den form for ro men hun var nød til det. Ellers kunne hun ligeså godt tage hjem igen. Hendes puls begyndte stille at falde og hul slog hætten ned. Hun havde det varm men det var vel heller ikke så underligt? Hun brugte sine evner ret meget lige nu og selvom hun var trænet så måtte det stadig være utrolig hårdt. Det ville det være for alle. Fysiske typer blev altid træt hurtigere for ikke nok med at de bruge deres evner og fik den mentale træthed så blev deres kroppe også trætte. Hun havde endnu stadig meget energi tilbage i kroppen så hun skulle nok komme i gang igen. Hun havde stadig meget hun skulle opnå.
Et lille stykke tid var gået og Jessabelle havde fået slappet af i kroppen. Hun følte det nærmest som om hendes energi endnu en gang var blevet forøget. Hun kom på benene og strakte sig, en ting hun gjorde ofte, og rodede kort i sit hår. Med et måtte hun dog bemærke at hun ikke længere var alene i området. Både lyden af soldater og følelsen i gulvet fik hende til at være på vagt. Hun stilte sig hen til døren. Hun kunne høre dem snakke derude men hun kunne ikke helt høre hvad de sagde. De kom tættere på og Jessabelle kunne mærke hvordan hendes hjerte måtte begynde at hamre. ”....... Så hans kongelige højhed er blevet rykket?” den ene vagt kunne Jessabelle endelig høre. ”Ja. Både han og den kongelige rådgiver er blevet rykket til en mere sikkert sted. Denne her kvinde kunne meget vel vælte dette tårn som hun gjorde det med tjenestefolkets tårn. Det var uforsvarligt at lade den kongelige højhed forblive her når …..” Stemmerne fortog sig i det fjerne. Jessabelle stod som fast frosset i lidt tid før hun endte med at reagere. Vreden boblede i hende og hun slog i væggen, hårdt nok til at den måtte falde sammen ved hende. Hullet ud til gangen generet hende ikke. Hun var i det rigtige tårn men de havde allerede rykket kongen! Havde hun dog kunnet forvente andet? Nej det havde hun vel ikke. Så var der jo ikke så meget at gøre, hun måtte bare smadre så meget som muligt på slottet. Slå dem så meget ned som hun kunne før hun var nød til at stikke halen mellem benene igen og komme ud derfra. Hun kunne ikke få fat i kongen denne gang, det måtte hun se i øjnene selvom den tanke var decideret frustrerende! Hun Endte med at gå med hastige skridt over til ydervæggen. Hun var ikke helt sikker på hvor på slottet hun var henne. Hun var kommet lidt højere op, det vidste hun godt men hvor helt præcist vidste hun ikke. Væggen foran hende overlevede ikke længe. Hun smadrede den og murbrokkerne endte langt nede under hende på jorden. Hun var et godt stykke oppe og faktisk vendt mod midten af slottet. Hun lænede armen mod muren og lænede sig ud og kiggede op. Hun var stadig et pænt stykke fra toppen, omkring halvvejs. Hun smilede tilfreds. Hun ville da i det mindste kunne smadre dette tårn. Hun var nået over i den vestlige del af slottet åbenbart. På den anden side, næsten lige overfor hende kunne hun se ruinerne af det tår som var faldet ud gennem muren og ned i Rimshia City. En skam men hun kunne ikke gøre noget ved det nu. Dette tårn derimod. Det skulle absolut ikke falde ud i byen. Hun ville hellere få det til at ramme ned i selve slottet. Hun stod lidt og kiggede imens hun besluttede sig for hvordan hun skulle få det til at falde. Det ville komme til at falde som det forrige tårn havde gjort det men hun skulle stadig ødelægge det så det ville falde på den rigtige måde. Når man ingen rigtig magi havde var man nød til at gøre brug af tyngdekraften. Hun besluttede sig for hvor hun skulle få det til at falde fra og så gik hun ellers i gang. Heroppe var det svære at få ram på væggen. Der stod en masse ting i vejen som senge, skabe og alt muligt andet. Desuden var der flere værelse så det var svære for hende at nedbryde væggen i en helhed. Endelig så det dog ud til at lykkes hende og hun stod nu foran den sidste piller igen. Hun vidste at tårnet ville falde når hun smadrede den. Det var en rar fornemmelse for hun kunne tydeligt se hvor meget af området dette tårn ville ramme. Hun løftede armen som efterhånden var ret øm efter pilen som havde boret sig ind i hendes skulder tidligere men hun nåede aldrig at svinge den. ”Jeg er her for at stoppe dig.” Lyden af en kvindestemme bag hende fik hende til at stivne. Hun havde ikke opfattet at der var nogen i hendes nærhed. Hun vendte sig hurtigt rundt og stod ansigt til ansigt med en kvinde som hun ikke havde set før. Jessabelle gøs let. Der var en følelse over denne kvinde som hun ikke helt kunne lide. Kvinden havde ikke nogen rustning på så det virkede ikke som om hun var en soldat og dog så føltes hun bare ikke helt …. normal et sted. ”Hvad hvis jeg ikke vil lade dig stoppe mig?” spurgte Jessabelle roligt. Hun stod og betragtede den fremmede kvinde foran hende. Hun virkede tynd og skravlet, hun virkede ikke som en der ville kunne gøre alt for meget ved Jessabelle. I kvindens højre hånd havde hun et sværd som ikke var alt for stort. Og selvom det ikke var ret stort så virkede det næsten for stort til hende. Jessabelle trådte et skridt tilbage sådan så hun i det mindste var ude af kvinden rækkevide. Hun ville nødigt indse at denne kvinde måske var specielt god med det sværd hun havde så ende halshugget eller noget. Et lille smil bredte sig på kvindens læber. ”Hvad du vil er ligegyldigt. Min konge har bedt mig stoppe dig og det har jeg tænkt mig. Vær sød at dø.” Den hvislende kolde stemme som kom fra kvinden kunne næsten fryse Jessabelle's åre til is. Hun rystede det let af sig og spændte musklerne endnu en gang. Hvis det var sådan her det var nød til at være så kunne hun ikke gøre så meget. Hun gjorde dog intet, hun ville vente på kvindens første angreb. Et sted så måtte de vel begge vide at den der angreb først ville ende med at tabe. De stod blot begge og kiggede på hinanden. Tiden gik uden at nogen af dem bevægede en muskel. Jessabelle var ved at blive utålmodig og dog var hun ikke den eneste. Kvinden foran hende så ud til at gøre sig klar til et angreb og ganske rigtigt, hun satte af på jorden og var utrolig hurtigt henne ved Jessabelle. Sværdet havde hun svunget foran sig i håb om at ramme Jessabelle men hun var for hurtig. Fordi Jessabelle havde ventet roligt på den fremmedes angreb havde hun med lethed kunne undgå det og komme ud til siden. Kvinden foran hende måtte være irriteret, det var vidst tydeligt for hende at se. Hun smilede triumferende og så var det hendes tur. Den fremmede var stadig i gang med sin manøvre og det brugte Jessabelle til sin fordel. Med en hurtig bevægelse drejede hun en gang om sig selv og sendte et spark af sted mod kvinden i høj fart. Det ramte hende og hun røg med lethed ud gennem hullet som Jessabelle havde lavet hele vejen rundt om tårnet. Endnu en gang måtte hun stile sig klar til at smadre den sidste stenpiller som holdt tårnet oppe. Dog blev hun stoppet igen. Denne gang var det en skarp smerte hen over hendes ryg som fik hende til at falde i knæ. Hun vendte hovedet og så kvinden bag sig. De store sorte vinger prydede den fremmedes ryg og det gik pludselig op for Jessabelle hvorfor hun havde følt det så ubehageligt omkring denne kvinde. Dødsengle havde en aura som virkelig kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på folk og Jessabelle var virkelig ingen undtagelse. Hun kunne mærke hvordan det varme blod måtte løbe ned over hendes ryg og hun fik kæmpet sig på benene. Kvinden vendte sig mod hende med et dødeligt smil. Der var intet bedre for en dødsengel end krig, blod go død. Det vidste Jessabelle også. Hun havde endnu en gang været uagtsom og hun var kommet til skade. Hun sukkede opgivende af sig selv men hun gav langt fra op! Denne kvinde skulle blot takles anderledes. Hun spændte musklerne endnu en gang og betragtede kvinden. Ville hun mon angribe igen eller vente? Jessabelle gik stærkt ud fra at denne kvinde ville være ligeså utålmodig denne gang og men hun vidste også at hendes lille trick ikke ville virke igen. Hun var nød til at tage initiativet denne gang for ikke at komme mere tilskade. På den anden side, hvis hun skulle dø kunne hun ligeså godt gå ud med et brag, ikke? Hun smilede og gjorde klar til at angribe kvinden. Hun satte af og kvinden gjorde sig parat til at blive ramte men det skete ikke. I luften vendte Jessabelle om og lod sin knytnæve ramme stenpilleren i stedet. Det faldt under hendes styrke og tårnet begyndte at vælte ned over dem. Det knirkede og knagede og bragede som loftet måtte nærme sig de to kvinder. Dødsengel havde virkelig ikke forventet den handling fra Jessabelle og stod bare og kiggede skræmt på tårnet. Hun havde fjernet sit fokus fra Jessabelle hvilket var et plus. Jessabelle nåede ned til hende i blot enkelte skridt og tog fat i hendes sværdarm. Kvinden nåede knapt nok at reagere før hun blev svunget ind i noget af den tilbage blevet væg med sådan en kraft at det halve havde været langt nok. Jessabelle stoppede let op og betragtede tårnet som var ved at falde ned over hende. Måske var det sådan her hun skulle dø? Nej. Hun ville ikke dø. Hun ville i det mindste give sig selv en chance for at overleve! Hun løb væk fra det punkt hvor tårnet var ved at vælte men nåede ikke langt. Gulvet under hende gav efter og hun røg igennem det for fulde gardiner. Hun endte i et værelse nedenunder. Smerten i hendes ben var stor, hun havde ikke brækket noget men det gjorde ikke mindre ondt af den grund. Hun havde ikke været forberedt på at falde igennem, så hun havde ikke kunne planlægge sin landing. Hun var landet forkert og det måtte hun bøde for nu. Hun stønnede en gang af smerte men nåede ikke mere før tårnet over hende faldt og alt blev sort.
Jessabelle endte med at vågne op bandt murbrokker. Hun var støvet og hun endte med at hoste og hakke så meget at hun næsten troede at hun skulle dø. Hun kiggede stille op, hun havde den blå himmel over sig. Det måtte betyde at tårnet var faldet på den rigtige måde, det var et sted en lettelse. Hun prøvede at komme på benene men hendes ben var stadig ømme. Hun faldt tilbage på gulvet men gav ikke op. Hun havde mistet næsten alle kræfter nu, hele hendes krop var øm. Alligevel fik hun dog til sidst kæmpet sig vej op på benene. Hun endte med at halte hen til murens kant. Ødelæggelserne var voldsomme, tårnet havde ramt ned igennem det midterste af slottet og ødelagt en god del. Hun smilede og trak vejret i stød. Hun havde det ikke fantastisk. Hvorfor hun haltede vidste hun ikke,. Det var sikkert fra hendes fald gennem gulvet. Det betød intet nu. Hun så vagterne under sig, de lignede må myrer mens de løb rundt og prøvede at få orden på det hele. At Mattheus ikke havde været i tårnet havde virkelig ikke behaget hende men hun kunne jo ikke gøre så meget. Hans liv måtte hun komme efter på et andet tidspunkt. Hun kiggede let mod solen, den stod næsten halvvejs oppe på himlen. Der ville nok ikke gå mange timer før det var middag. Hun var nød til at komme væk fra området. Hun havde opnået hvad hun ville, noget af det i hvert fald, og lige nu var hun virkelig ikke i stand til at gøre mere. Hun hostede igen og tog sig til hovedet. Hun havde formået at holde sin identitet hemmelig, for nu. Men hun regnede ikke med at det kunne blive ved med at gå hende så godt. Hendes tro på at den dødsengel var død under tårnet var dog fejlagtig. Den kvinde var stadig i live og hun havde set hendes ansigt. Det var en farlig ting for Jessabelle men det var ikke noget hun tænkte over lige nu. Hun fandt de sidste kræfter frem og fik frembragt en vind under sig som førte hende op over muren. Hun vidste at hun ikke ville holde sådan her særlig længe men det gjorde virkelig intet. Hun skulle bare et stykke ud af byen sådan så hun kunne komme væk og tilbage til Manjarno hvor hun kunne være mere sikker. Det lod ikke til at vagterne på jorden så hende og hun nåede over slotsmuren hurtigt og videre hen over byen. Hun var fuldstændig udkørt og endte med at måtte lande igen kun lige udenfor Rimshia City. Hun kunne dog ikke stoppe her. Hendes ben måtte føre hende videre hjem over. Det ville blive en hård tur men hun skulle nok klare det. Det var hun sikker på. Hun slæbte sig af sted og da mørket begyndte at sænke sig kunne hun næsten ikke mere. Hun havde nået muren men det var virkelig ikke med hendes gode vilje. Hun sukkede stille og fandt kræfter frem fra et sted hun end ikke vidste hun stadig havde nogen og kom over muren i et snuptag. Hun landede på den anden side og formåede at blive stående oprejst. Der var ikke langt til Syrian og her ville hun søge ly for natten. Hun endte på vejen med at smide den sorte kappe. Den var for genkendelig. Inden under havde hun et par tætsiddende bukser på og en corsage som der nu var hul i bagpå efter sværdet. Hun var ligeglad. Hun søgte mod Syrian så hurtigt som det var hende muligt. Hun havde brug for at slappe af nu.
Tik tok. Nu var tiden snart inde.
Der var ingen mennesker. Nattens væsner var efterhånden hjemme og dagens væsner var endnu ikke ude. Der var helt stille i den ellers så travle by. Jessabelle fjernede kort blikket fra horisonten og vendte den mod toppens mur igen. Vagtpatruljen var på vej forbi endnu en gang. Det ville være den næst sidste inden vagtskiftet. Hun smilede stille. Tiden var inde. Hendes blik vendte sig mod horisonten og hun nikkede til sig selv. Jo tiden var inden, solen ville ikke være meget længere om at stå op og skinne sit varme gyldne lys på slottets mure. Dette var det perfekte tidspunkt at angribe på. Hun skubbede sig let ud fra væggen med hænderne og begyndte med rolige skridt at gå over mod slotsmuren. Hun kunne mærke i hele sin krop hvordan det kriblede, hun var spændt. Smilet prydede hendes rosa læber så fint i det svage lyst fra morgengryet. Det var det her hun havde drømt om i alle de døgn hvor hun havde ligget bundet til sin seng i sygdom. Den gamle krofatter havde nægtet hende at forlade stedet før hun var blevet helt rask og hun havde valgt at gøre som han sagde. Normalt var hun virkelig ikke en som tog imod ordre fra andre men han havde haft ret. Hun havde virkelig været syg og hvis hun havde taget af sted mod Dvasias før end hun havde gjort det så kunne det have endt meget galt for hende. Hun vidste det og derfor havde hun også været ham meget taknemmelig over at han havde taget sig af hende. Nu var hun rask. Hver en fiber i hendes slanke men robuste krop var helet og uden sygdom. Hun kunne mærke hvordan hun måtte spænde let i musklerne som hun nærmede sig muren. Hvordan skulle hun dog begynde, skulle hun bare bryde igennem fra bunden eller skulle hun være en smule mere forsigtig? Skulle hun bare brage ind og være ligeglad med udfaldet eller skulle hun handle smart? Dette var alle beslutninger som kærte igennem Jessabelles hoved som hun nærmede sig den kolde stenmur. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte måtte begynde at banke hurtigere i hendes bryst, hendes åndedrag blev en del hurtigere i takt med at hendes puls steg. Hun var virkelig tændt for at gøre det her. At ødelægge slottet havde altid været en af hendes mål, det havde været et af hendes højeste ønsker og nu ….. ja nu stod hun her. Foran slottet og ikke kun for at spejde. Nej denne gang var det virkeligt. Mattheus skulle bringes lidt ned på jorden. Dvasias havde altid haft så meget magt, det havde altid synes meget stærkere end Procias. Jessabelle huskede hvordan det Procianske slot blev ødelagt for mange år tilbage, stedet havde ligget i ruiner og det havde taget landet lang tid om at komme på benene igen. Et sted så håbede hun at dette ligeså ville ske med Dvasias. Hun ønskede at svække landet, der var tid til en forandring og Mattheus var ikke en del af den ændring. Ikke i hendes lille univers i hvert fald. Hendes had til Dvasias var tydeligt at mærke i det sidste skridt inden hun nåede muren. Vejen under hende gav efter for det massive pres der kom fra hendes muskler og små huller endte under hendes fødder for hvert et skridt. Hun kunne slet ikke lade være. Så meget som hun var oppe og køre lige nu så var det ufattelig svært at styre sin styrke. Hun havde virkelig aldrig oplevet noget så ophidsende før. Hun bed sig let i læben og stoppede op ved muren. Hun lagde roligt begge hænder på muren og lukkede øjnene. Hun kunne mærke vagternes bevægelse over hende. De var på deres sidste rute rundt. Hun smilede igen. Hvordan skulle hun gribe dette an? Det bedste ville være at tage dem på sengen. Virkelig bare nå at ødelægge så meget som muligt inden vagterne ville nå at overrumple hende. Hun vidste at der ikke ville gå lang tid hvor hun havde frit spil. Det var altid meget svært at ødelægge noget på et slot i så stor en skala uden at nogen ville opdage det. På den anden side så var det vel heller ikke lige så sjovt hvis der ikke var noget modstand. Hun ville jo et sted gerne bemærkes, bare ikke fanges eller få afsløret sin identitet. Hun sukkede en gang og trykkede sig let mod muren. Hendes blik gled roligt tilbage mod husene bag sig. Hun ville så meget som muligt sørge for at hun ikke ramte nogle af dem med murbrokker men hun kunne ikke gøre så meget desværre. Hun ville dog have det i tankerne. Et vindpust ramt hende og let som en fjer blev hun førte op mod murens top. Hvor hun var var hun sikker på at ingen vagter kunne se hende. Ikke nok med at hun stadig kunne ligge i ly før solen stod helt op men hun var også smack imellem to vagt poster. Hun var så sikker som hun kunne være her. Med lethed nåede hun toppen og hun hoppede let over og satte sig på hug på muren. Hun sansede vagterne i hendes nærhed men de var alle sammen på vej væk. Vagtskiftet var ved at være i gang, der ville være langt flere vagter ude lige nu men som sagt var dette stadig det rigtige tidspunkt at slå til på hvis hun kunne få nogle af dem der var vampyrer til at blive. Så ville de da i det mindste dø. Hun kunne også bare have taget en uansvarlig risiko og det kunne ende med at bide hende bag i. Hun håbede dog ikke at dette var tilfældet. Hun tog en dybindånding og med vinden ved hendes side løftede hun sig selv ud på siden af muren igen. Hun lagde en hånd på toppen for ligesom at holde lidt fast før hun begyndte. ”Show Time” hviskede hun til sig selv med det største smil hun havde set længe. Hun løftede den frie arm og lagde den an til et ordenligt slag og så fyrede hun ellers til at al sin kraft mod muren.
Hullet hun formåede at lave var ikke specielt stort, dette var dog heller ikke meningen. Hun ville bare se hvor stærk muren i realiteten var. Et var hvad hun kunne mærke ved at røre ved den men noget andet var hvordan den ville gå i stykker når hun begyndte at slå på den. Hun var dog godt tilfreds. Det så ikke ud til at blive svært for hende. Hendes knoer ramte mod de kolde sten og det var næsten som om der skete en eksplosion. De øverste sten som var dem hun ramte direkte blev sendt flyvende mod den østlige del af slottet. Den store stenblok som hun havde sendt flyvende ramte det østlige tårn med sådan en kraft at der blev lavet et stort hul indtil tjenestefolkenes kamre. Jessabelle smilede roligt. Det her skulle nok komme til at blive en ufattelig sjov måde at starte dagen på. Hun stilte sig ind i det hul i muren som hun havde fået lavet sig. Nu skulle hun bare bryde resten ned. Endnu var der ikke nået nogle vagter hen til hende. Hun strakte sig en gang og gik ned i knæ. Endnu en gang løftede hun hånde op og fyrede den af sted. Denne gang var målet underlaget under hende. Den del af muren her skulle hun havde ned så hurtigt som muligt. Som hendes knoer måtte ramme stenene kunne man næsten fornemme både kraften og svingningerne som slaget måtte forsage og muren under hende blev reduceret til murbrokker. Vinden holdt hende selv oppe sådan så hun ikke faldt sammen med stenene. Hun var utrolig stærk, meget stærkere end de fleste forventet når men så på hende. Hendes blik gled ind mod slottet. I det fjerne kunne hun se vagter komme løbende. Hun smilede roligt, nu ville de jo finde ud af om hendes risiko havde været værd at tage eller om hun havde dødsdømt sig selv. Hun landede på toppen af murbrokkerne og stilte sig med armene over kors. Hun ventede roligt på at vagterne kom i hendes nærhed. De stoppede op. ”HOLDT! Kom øjeblikkeligt ned derfra og overgiv Dem selv!” råbte den ene af vagterne op mod Jessabelle. Hun valgte dog ikke at rykke sig ud af flækken. Hun begyndte bare at grine mildt. I ryggen kunne hun mærke solens varme så små begynde at give hende mere energi. På slotsmuren var det tydeligt at solen var på vej op over horisonten og på vej til at ende livet på nogle af de vagter som stod foran hende. Vagterne så selv ud til at vide at solen var nær. Der gik ikke længe før de af dem som ikke kunne tåle solen vendte om for at komme indendørs. Ikke om Jessabelle ville lade dem. Hun løftede den ene ben og trampede en gang i jorden. Foran de løbende kom en høj buet mur som lukkede dem inde sammen med lyset fra solen. Hun kunne høre vagternes skrig da solens stråler ramte dem og de blev forvandlet til støv for hendes blik. Lyden af de metalliske rustninger der endte på den kolde jord måtte få en kold gysen til at løbe ned over rygge på de få resterende vagter. Jessabelle kunne se det. De var bange. De frygtede hende. Enkelte af de resterende vagter endte med at stikke halen mellem benene og forsvinde ud af gården. De var sikkert rekrutter. De var altid så nemme at skræmme. De få vagter som var tilbage rørte sig ikke. Jessabelle vidste at det måtte være hendes tur til foretage et træk. Hun vendte sig mod muren endnu en gang. Blikket gled roligt op og ned af stenene, dog uden at hun helt fjernede blikket fra vagerne. Hun skulle af med lidt mere af muren, bare for sjov skyld måske. Hun fik godt fodfæste og ret hurtigt derefter havde hun lagt an til endnu et slag mod muren som bare så ud til at falde for hendes fødder. Vagterne trak sig lidt væk for ikke at blive ramt at alverdens murbrokker som måtte lande i deres nærhed. Den vagt som havde snakket til hende før ville ikke se på dette mere. Med et satte han af fra jorden og for mod Jessabelle. Han stirrede stift på hende og holdt et spyd rettet mod hendes person. Spyddet var hans fortrukne våben. Ikke et sekund for tidligt fik Jessabelle vendt sig mod hendes overfalds mand. Hun var hurtigt og meget adræt. Hun rykkede sig lidt til den ene side og så løftede hun ellers den ene ben og sendte et spark med så meget kraft som det var hende muligt afsted mod vagten. Dette havde han ikke være forberedt på. Sparket var placeret godt. Det ramte ham lige i maven og sendte ham flyvende tilbage af den vej som han kom fra. Da hendes ben mødte hans mave kunne man tydeligt høre hvordan knoglerne i hans krop måtte brække indvendigt og da han ramte jorden lå han livløs. Som sådan brød Jessabelle sig ikke om at tage andre menneskers liv men hun vidste at det var nødvendigt her. Hun hadede det ellers og dog så når hun var helt fanget i det her som hun nu havde gang i så betød det ikke så meget. De resterende vagter stod som fastfrosset og bare stirrede fra den livløse krop af deres overordnede og så tilbage til denne ukendte kvinde som bare med lethed havde stoppet ham. De vidste ikke hvad de skulle gøre, det var en lidt undersituation for dem at stå i. Jessabelle sukkede og rystede på hovedet. Det lod ikke til at hun ville få alt for mange problemer med dem lige nu. Vinden kom og førte hende op ad og væk fra de fast frossede vagter. Tænk at Mattheus ikke havde fundet bedre? Hun sukkede stille og rystede på hovedet. Det her ville måske slet ikke blive så svært som hun havde regnet med? Hun nåede murens yderside endnu en gang og hun begyndte at smadre på muren med begge hænder. Hendes mål var ikke at smadre muren her så meget som at bruge stenene som projektiler og skyde dem af sted mod slottet. Hun havde ingen ide om hvor De kongelige Gemakker var henne så hun kunne ikke decideret skyde efter dem. Det var irriterende men så måtte hun vel bare smadre så meget som muligt, ikke?? Stenene fløj med stor fart og kraft mod den østlige del af slottet. Hun var ligeglad med hvor hun ramte, det var ikke det der var pointen. Pointen var bare at hun ramte og så meget som muligt. Hun var nu begyndt at tiltrække sig opmærksomhed, både udefra byen men også af de andre vagter på slottet. Hun vidste at hun snart ville blive sværmet, hun var nød til at skynde sig. Hendes slag blev hurtigere og de blev lidt mere målrettet mod det østlige tårn. Da hun følte at hun havde ramt tårnet nok fra denne afstand så hoppede hun op på muren igen. Hastigt måtte hun dog ende med at dukke sig da en hel sværm af pile kom mod hende. Der stod mange vagter på jorden mellem hende på muren og det snart meget falde færdige tårn. Hun sukkede, hvorfor skulle de dog også kæmpe imod? Selvom hun tidligere havde synes at modstand var det sjoveste var det begyndt at irritere hende allerede. Hun var stærk men hun ville gerne gemme alle sine kræfter til det vigtigste, at smadre det her forpulede slot! Hun blev stående lidt. Hvordan skulle hun mon fortsætte sin ravage? Hun kunne bare vælte en del af muren og kvase alle dem under sig som ikke kunne nå at flytte sig igen. Hovedet søgte let på sned og hun måtte kort søge skjul for en ny salve af pile der blev sendt i hendes retning. Hun sukkede endnu en gang og tog sig til hovedet. Dette ville kun blive besværligt. Det var ikke sjovt at have så meget besvær og dog vidste hun at det ikke var til at undgå. Lige meget hvilken tid på dagen hun havde valgt at angribe. Hun kiggede hovedet frem igen. Der var kommet en del flere vagter til men de så alle ud til at holde sig på afstand af hende. Måske de havde fundet ud af at hun var en fysisk kæmper og vidste at deres fordel var at være på afstand af hende? Hun smilede let og vendte hovedet. Hun havde solen i ryggen. Ild Dæmoner var stærkest i dagens timer og selvom dette ikke var en side af sig selv som hun gik specielt meget op i så kunne hun dog stadig lave en god mængde ild. Hun strakte sig en gang. Hun lagde en plan i hovedet. Efter den næsten salve af pile, så skulle de bare så løjer.
Pilene fløj hende om ørene og hun smilede. Nu var tiden inde. Hun kom frem fra sit skjul og stillede sig midt i det hul som hun havde fået lavet. Hun strakte armene frem og ned mod alle vagterne. Hun kunne se bueskytterne trække deres pile. Det var nu eller aldrig. Med solen i ryggen og varmen boblende i hende så sendte hun ellers en salve af ild af sted ned mod væsnerne på jorden. Hun lavede ikke ild i så stort et område men hun fik da ram på et par af bueskytterne og sendt resten løbende væk. Hun smilede og hoppede ned på indersiden af muren. Dette havde dog blot været en distraktion. Hun skulle indenfor for at kunne komme videre. Hun ramte jorden med ordentlig kraft at den måtte skælve under hendes fødder. Hun spildte ikke tiden. Hun løb med vindens hastighed igennem de vagter som prøvede at stoppe hende. Hun undveg hver og en af deres angreb og nåede til det østlige tårns fod. Hun vendte sig om med ryggen mod muren og så hvordan vagterne kom mod hende. Hun var fanget der men her var hun nød til at blive. Hun kiggede en smule hurtigt rundt for at få overblik over situationen. Hun trampede en gang i jorden og den gav sig for hendes vilje. Foran hende dannede der sig en mur hvis sider ramte slotsvæggen. Hun var fanget her men kunne i det mindste ikke blive forstyrret af vagterne. Hun kunne høre dem på den anden side af jord væggen men det gjorde hende intet. Hun havde andet at tænke på. Hun tog en dyb indånding og begyndte at lave hul i tårnets bund. Hun smilede. Det var lettere end forventet og hun endte hurtigt indenfor. Hun vidste at dette tårn var et af de store og det ville kræve meget for at få det til at vælte. Med hastige skridt løb hun ud af det rum hun var endt i. Hun kunne mærke for hvert skidt hun tog hvor langt tårnet strakte sig omkring hende. Det var måske ikke helt så stort som hun havde forventet? Hun nåede tårnets modsatte side og fulgte denne mur med uret en smule rundt. Hun fandt stedet og hun begyndte med al kraft at smadre muren. Hullerne hun lavede var ikke så brede men dog brede nok til at ødelægge tårnets stabilitet ligeså stille. Hun fulgte væggen rundt til hun nåede næsten helt hen til det hul som hun havde lavet for at komme ind. Hun lod en stenstøtte stå i mellem det lange smallere hul og så hendes indgangs hul. Derefter fulgte hun væggen tilbage til hendes udgangspunkt. Hun gjorde det samme på denne side af tårnet og nåede til hendes indgangs punkt. Hun tog en dybindånding og knyttede sine hænder. Med et slog hun på begge de to stenpiller samtidig og de gav efter for hendes styrke. Hele tårnet knagede. Hendes blik gled op af og hun kunne se at loftet kom tættere og tættere på. Hun var ved at vælte det høre tårn. Det ville nok ende en smule ude i byen men hun kunne ikke rigtig gøre så meget andet. Hun vendte rundt og løb så hurtigt som hun kunne over til den modsatte ende af af tårnet og væk fra ødelæggelserne. Det tunge tårn ramte jorden med et øresynderivende brag og hele jorden rystede under hende. Hun endte med at vælte, så voldsomt havde det været. Hun tog en dybindånding og prøvede at få styr på sin puls som lod til at være løbet lidt løbsk med hende. Hun var nød til at få smadret noget mere. Hun havde jo næsten ikke nået noget men hvis hun skulle gøre det så var hun nød til at være rolig. Hun kunne ikke blive for overgiret for så ville hun ende med at begå fejl. Hun vendte blikket overskulderen mod ruinerne som en gang havde været østtårnet. Hun kom på benene og begyndte roligt at gå længere ind mod slottets midte. Bag sig kunne hun høre smertes skrig og råbene på hjælp, hjælp som hun ikke regnede med ville komme. Et sted så gjorde det ondt på hende men i krig og kærlighed gjaldt alle kneb, ikke? Det lod til at det var tjenestefolkene hun havde ladet det gå mest ud over indtil nu. Det var en skam for de var ikke hendes mål men hvad kunne hun gøre ved det nu? Ingenting. Hun måtte bare komme videre. For hvert minut hun brugte på at tænke på andet end hendes mål kom det længere og længere ud af hendes rækkevide. Hun knyttede sine næver da hun endte med at befinde sig i en stor træningssal. Det var nok her soldaterne trænede? Hun vidste det ikke men nu skulle den også smadres. Hun løb over til ydre væggen og tog en dyb indånding. Hun lagde kraft i og sparkede et ordentligt hul i siden. Hun kunne se at hun ikke længere var nede i jord niveau hvilket hun fandt underligt for hun mindes ikke at hun havde gået op af nogle trapper eller noget i den dur. Hun havde sikkert bare ikke lagt mærke til det. Hun gjorde som med tårnet heroppe. Hun fulgte væggen hele vejen hen men denne gang lavede hun et større hul. Der skulle mere til at smadre et firkantet rum som dette. Kort stoppede hun op for at kigge ud. Solen var næsten over horisonten nu, dagen var stadig ung hvilket var en god ting. Hvad hun dog ikke lige havde tænkt over var at hun måtte være noget så udsat der hvor hun stod. Som hendes blik havde været vendt mod solen havde en ung bueskytte set sit snit til at skyde en pil af sted mod hende. Han var ung og uerfaren. Han sigtede efter hendes hoved men endte med at ramme hende lige i den højre skulder. Smerten var øjeblikkelig og Jessabelle rykkede sig i samme retningen som pilen. Hun stønnede svagt af smerte og så hvordan pilen måtte stikke ud af hendes skulder, det gjorde virkelig ondt! Hun bed sig i læben og forsvandt væk fra hullet sådan så hun ikke kunne blive ramt igen. Pilen var hun nød til at fjerne, det vidste hun desværre godt og der var ikke andet for hende at gøre end at flå den ud. Det var absolut også det som hun måtte gøre. Hun greb om den med den venstre hånd og rev så hurtigt som hun kunne. Lidt blod fløj ud sammen med pilespidsen men det var ikke så slemt. Det lod ikke til at den havde ramt noget vigtigt i hendes skulder. Hun bandede og svovlede lidt af sig selv og smed pilen fra sig. Hun havde været uopmærksom og det havde kostet hende. Hun lagde den venstre hånd mod sit sår og lukkede øjnene. Indvendigt talte hun ned fra tre og da hun nåede et svitsede hun såret sådan så det holdt op med at bløde. Det gjorde forfærdeligt ondt! Men hun måtte kæmpe videre med smerten. Hun vidste at der ikke kunne gå lang tid før dette område måtte svømme med vagter. Hun åbnede øjnene og kiggede rundt. Hun havde brug for at komme ud og op. Det var altid nemmere at ødelægge ting ovenfra. Den eneste måde hun kunne komme ud på var gennem de huller hun havde lavet og det kunne potentielt være farligt for hende at søge der hen igen. De havde med garanti placeret mange bueskytter der. Hun tog en dyb indånding og så spurtede hun ellers for fuld kræft mod hullet. Hun hoppede ud igennem det og lod vinden bære hende opefter. Hun havde haft ret. Under hende stod en mindre hær af bueskytter som havde ventet på hende. Pilene fløj omkring hende med ved rent held blev hun ikke ramt af flere. Hun nåede til taget af slottet og landede roligt. Hendes blik søgte op på de andre tårne. I et af dem lå kongen og sov, hun ønskede at smadre lige netop det tårn men der var så mange. Hvilket et af dem ville han mon være i? Hun vidste det ikke og den tanke irriterede hende grusomt! Hun var vel nød til bare at starte et sted og så bare gå videre derfra? Så skulle hun vel nok støde ind i ham på et eller anden tidspunkt ville hun tro. Hun sukkede en gang og vendte blikket ned på det tag som hun stod på. Denne del af slottet var ikke så høj. Måske hun kunne slå to fluer med et smæk og få et af de andre tårne til at falde ned i denne del af slottet? Så behøvede hun ikke bruge alt for meget energi heller. Hun måtte dog blive flået ud af hendes tanker da hun bemærkede pilene komme flyvende mod hende. Hun lod et kraftigt vindpust få dem alle til at undgå hende og så satte hun ellers af sted endnu en gang. Hun var nød til at komme til et lidt mere fredeligt sted. Hvor vidste hun ikke endnu men hun vidste at hun bare var nød til lige at få samlet sig lidt. Hun nåede hen til et af de andre tårne og hun lavede et hul ind i siden. Hun skyndte sig inden for og begyndte at løbe igennem området. Hun havde virkelig ingen ide om hvor hun var henne men det virkede som om at dette var den lidt findere del af slottet. Hendes færd førte hende op af en del trapper. Hun nåede en etage med mange døre indtil hvad der lignede værelser. Hun skyndte sig at finde et værelse med et vindue og en dør som kunne lukkes. Hun satte sig op af døren sådan så hun kunne høre og føle hvis der kom nogen i hendes nærhed. Hun var forpustet og hendes skulder gjorde voldsomt ondt. Hun slog armene let om sig selv og prøvede at samle sig. Hun var jo ikke almægtig og alle folk havde brug for en pause. Hun vidste dog at det var ekstremt farligt for hende at unde sig selv den form for ro men hun var nød til det. Ellers kunne hun ligeså godt tage hjem igen. Hendes puls begyndte stille at falde og hul slog hætten ned. Hun havde det varm men det var vel heller ikke så underligt? Hun brugte sine evner ret meget lige nu og selvom hun var trænet så måtte det stadig være utrolig hårdt. Det ville det være for alle. Fysiske typer blev altid træt hurtigere for ikke nok med at de bruge deres evner og fik den mentale træthed så blev deres kroppe også trætte. Hun havde endnu stadig meget energi tilbage i kroppen så hun skulle nok komme i gang igen. Hun havde stadig meget hun skulle opnå.
Et lille stykke tid var gået og Jessabelle havde fået slappet af i kroppen. Hun følte det nærmest som om hendes energi endnu en gang var blevet forøget. Hun kom på benene og strakte sig, en ting hun gjorde ofte, og rodede kort i sit hår. Med et måtte hun dog bemærke at hun ikke længere var alene i området. Både lyden af soldater og følelsen i gulvet fik hende til at være på vagt. Hun stilte sig hen til døren. Hun kunne høre dem snakke derude men hun kunne ikke helt høre hvad de sagde. De kom tættere på og Jessabelle kunne mærke hvordan hendes hjerte måtte begynde at hamre. ”....... Så hans kongelige højhed er blevet rykket?” den ene vagt kunne Jessabelle endelig høre. ”Ja. Både han og den kongelige rådgiver er blevet rykket til en mere sikkert sted. Denne her kvinde kunne meget vel vælte dette tårn som hun gjorde det med tjenestefolkets tårn. Det var uforsvarligt at lade den kongelige højhed forblive her når …..” Stemmerne fortog sig i det fjerne. Jessabelle stod som fast frosset i lidt tid før hun endte med at reagere. Vreden boblede i hende og hun slog i væggen, hårdt nok til at den måtte falde sammen ved hende. Hullet ud til gangen generet hende ikke. Hun var i det rigtige tårn men de havde allerede rykket kongen! Havde hun dog kunnet forvente andet? Nej det havde hun vel ikke. Så var der jo ikke så meget at gøre, hun måtte bare smadre så meget som muligt på slottet. Slå dem så meget ned som hun kunne før hun var nød til at stikke halen mellem benene igen og komme ud derfra. Hun kunne ikke få fat i kongen denne gang, det måtte hun se i øjnene selvom den tanke var decideret frustrerende! Hun Endte med at gå med hastige skridt over til ydervæggen. Hun var ikke helt sikker på hvor på slottet hun var henne. Hun var kommet lidt højere op, det vidste hun godt men hvor helt præcist vidste hun ikke. Væggen foran hende overlevede ikke længe. Hun smadrede den og murbrokkerne endte langt nede under hende på jorden. Hun var et godt stykke oppe og faktisk vendt mod midten af slottet. Hun lænede armen mod muren og lænede sig ud og kiggede op. Hun var stadig et pænt stykke fra toppen, omkring halvvejs. Hun smilede tilfreds. Hun ville da i det mindste kunne smadre dette tårn. Hun var nået over i den vestlige del af slottet åbenbart. På den anden side, næsten lige overfor hende kunne hun se ruinerne af det tår som var faldet ud gennem muren og ned i Rimshia City. En skam men hun kunne ikke gøre noget ved det nu. Dette tårn derimod. Det skulle absolut ikke falde ud i byen. Hun ville hellere få det til at ramme ned i selve slottet. Hun stod lidt og kiggede imens hun besluttede sig for hvordan hun skulle få det til at falde. Det ville komme til at falde som det forrige tårn havde gjort det men hun skulle stadig ødelægge det så det ville falde på den rigtige måde. Når man ingen rigtig magi havde var man nød til at gøre brug af tyngdekraften. Hun besluttede sig for hvor hun skulle få det til at falde fra og så gik hun ellers i gang. Heroppe var det svære at få ram på væggen. Der stod en masse ting i vejen som senge, skabe og alt muligt andet. Desuden var der flere værelse så det var svære for hende at nedbryde væggen i en helhed. Endelig så det dog ud til at lykkes hende og hun stod nu foran den sidste piller igen. Hun vidste at tårnet ville falde når hun smadrede den. Det var en rar fornemmelse for hun kunne tydeligt se hvor meget af området dette tårn ville ramme. Hun løftede armen som efterhånden var ret øm efter pilen som havde boret sig ind i hendes skulder tidligere men hun nåede aldrig at svinge den. ”Jeg er her for at stoppe dig.” Lyden af en kvindestemme bag hende fik hende til at stivne. Hun havde ikke opfattet at der var nogen i hendes nærhed. Hun vendte sig hurtigt rundt og stod ansigt til ansigt med en kvinde som hun ikke havde set før. Jessabelle gøs let. Der var en følelse over denne kvinde som hun ikke helt kunne lide. Kvinden havde ikke nogen rustning på så det virkede ikke som om hun var en soldat og dog så føltes hun bare ikke helt …. normal et sted. ”Hvad hvis jeg ikke vil lade dig stoppe mig?” spurgte Jessabelle roligt. Hun stod og betragtede den fremmede kvinde foran hende. Hun virkede tynd og skravlet, hun virkede ikke som en der ville kunne gøre alt for meget ved Jessabelle. I kvindens højre hånd havde hun et sværd som ikke var alt for stort. Og selvom det ikke var ret stort så virkede det næsten for stort til hende. Jessabelle trådte et skridt tilbage sådan så hun i det mindste var ude af kvinden rækkevide. Hun ville nødigt indse at denne kvinde måske var specielt god med det sværd hun havde så ende halshugget eller noget. Et lille smil bredte sig på kvindens læber. ”Hvad du vil er ligegyldigt. Min konge har bedt mig stoppe dig og det har jeg tænkt mig. Vær sød at dø.” Den hvislende kolde stemme som kom fra kvinden kunne næsten fryse Jessabelle's åre til is. Hun rystede det let af sig og spændte musklerne endnu en gang. Hvis det var sådan her det var nød til at være så kunne hun ikke gøre så meget. Hun gjorde dog intet, hun ville vente på kvindens første angreb. Et sted så måtte de vel begge vide at den der angreb først ville ende med at tabe. De stod blot begge og kiggede på hinanden. Tiden gik uden at nogen af dem bevægede en muskel. Jessabelle var ved at blive utålmodig og dog var hun ikke den eneste. Kvinden foran hende så ud til at gøre sig klar til et angreb og ganske rigtigt, hun satte af på jorden og var utrolig hurtigt henne ved Jessabelle. Sværdet havde hun svunget foran sig i håb om at ramme Jessabelle men hun var for hurtig. Fordi Jessabelle havde ventet roligt på den fremmedes angreb havde hun med lethed kunne undgå det og komme ud til siden. Kvinden foran hende måtte være irriteret, det var vidst tydeligt for hende at se. Hun smilede triumferende og så var det hendes tur. Den fremmede var stadig i gang med sin manøvre og det brugte Jessabelle til sin fordel. Med en hurtig bevægelse drejede hun en gang om sig selv og sendte et spark af sted mod kvinden i høj fart. Det ramte hende og hun røg med lethed ud gennem hullet som Jessabelle havde lavet hele vejen rundt om tårnet. Endnu en gang måtte hun stile sig klar til at smadre den sidste stenpiller som holdt tårnet oppe. Dog blev hun stoppet igen. Denne gang var det en skarp smerte hen over hendes ryg som fik hende til at falde i knæ. Hun vendte hovedet og så kvinden bag sig. De store sorte vinger prydede den fremmedes ryg og det gik pludselig op for Jessabelle hvorfor hun havde følt det så ubehageligt omkring denne kvinde. Dødsengle havde en aura som virkelig kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på folk og Jessabelle var virkelig ingen undtagelse. Hun kunne mærke hvordan det varme blod måtte løbe ned over hendes ryg og hun fik kæmpet sig på benene. Kvinden vendte sig mod hende med et dødeligt smil. Der var intet bedre for en dødsengel end krig, blod go død. Det vidste Jessabelle også. Hun havde endnu en gang været uagtsom og hun var kommet til skade. Hun sukkede opgivende af sig selv men hun gav langt fra op! Denne kvinde skulle blot takles anderledes. Hun spændte musklerne endnu en gang og betragtede kvinden. Ville hun mon angribe igen eller vente? Jessabelle gik stærkt ud fra at denne kvinde ville være ligeså utålmodig denne gang og men hun vidste også at hendes lille trick ikke ville virke igen. Hun var nød til at tage initiativet denne gang for ikke at komme mere tilskade. På den anden side, hvis hun skulle dø kunne hun ligeså godt gå ud med et brag, ikke? Hun smilede og gjorde klar til at angribe kvinden. Hun satte af og kvinden gjorde sig parat til at blive ramte men det skete ikke. I luften vendte Jessabelle om og lod sin knytnæve ramme stenpilleren i stedet. Det faldt under hendes styrke og tårnet begyndte at vælte ned over dem. Det knirkede og knagede og bragede som loftet måtte nærme sig de to kvinder. Dødsengel havde virkelig ikke forventet den handling fra Jessabelle og stod bare og kiggede skræmt på tårnet. Hun havde fjernet sit fokus fra Jessabelle hvilket var et plus. Jessabelle nåede ned til hende i blot enkelte skridt og tog fat i hendes sværdarm. Kvinden nåede knapt nok at reagere før hun blev svunget ind i noget af den tilbage blevet væg med sådan en kraft at det halve havde været langt nok. Jessabelle stoppede let op og betragtede tårnet som var ved at falde ned over hende. Måske var det sådan her hun skulle dø? Nej. Hun ville ikke dø. Hun ville i det mindste give sig selv en chance for at overleve! Hun løb væk fra det punkt hvor tårnet var ved at vælte men nåede ikke langt. Gulvet under hende gav efter og hun røg igennem det for fulde gardiner. Hun endte i et værelse nedenunder. Smerten i hendes ben var stor, hun havde ikke brækket noget men det gjorde ikke mindre ondt af den grund. Hun havde ikke været forberedt på at falde igennem, så hun havde ikke kunne planlægge sin landing. Hun var landet forkert og det måtte hun bøde for nu. Hun stønnede en gang af smerte men nåede ikke mere før tårnet over hende faldt og alt blev sort.
Jessabelle endte med at vågne op bandt murbrokker. Hun var støvet og hun endte med at hoste og hakke så meget at hun næsten troede at hun skulle dø. Hun kiggede stille op, hun havde den blå himmel over sig. Det måtte betyde at tårnet var faldet på den rigtige måde, det var et sted en lettelse. Hun prøvede at komme på benene men hendes ben var stadig ømme. Hun faldt tilbage på gulvet men gav ikke op. Hun havde mistet næsten alle kræfter nu, hele hendes krop var øm. Alligevel fik hun dog til sidst kæmpet sig vej op på benene. Hun endte med at halte hen til murens kant. Ødelæggelserne var voldsomme, tårnet havde ramt ned igennem det midterste af slottet og ødelagt en god del. Hun smilede og trak vejret i stød. Hun havde det ikke fantastisk. Hvorfor hun haltede vidste hun ikke,. Det var sikkert fra hendes fald gennem gulvet. Det betød intet nu. Hun så vagterne under sig, de lignede må myrer mens de løb rundt og prøvede at få orden på det hele. At Mattheus ikke havde været i tårnet havde virkelig ikke behaget hende men hun kunne jo ikke gøre så meget. Hans liv måtte hun komme efter på et andet tidspunkt. Hun kiggede let mod solen, den stod næsten halvvejs oppe på himlen. Der ville nok ikke gå mange timer før det var middag. Hun var nød til at komme væk fra området. Hun havde opnået hvad hun ville, noget af det i hvert fald, og lige nu var hun virkelig ikke i stand til at gøre mere. Hun hostede igen og tog sig til hovedet. Hun havde formået at holde sin identitet hemmelig, for nu. Men hun regnede ikke med at det kunne blive ved med at gå hende så godt. Hendes tro på at den dødsengel var død under tårnet var dog fejlagtig. Den kvinde var stadig i live og hun havde set hendes ansigt. Det var en farlig ting for Jessabelle men det var ikke noget hun tænkte over lige nu. Hun fandt de sidste kræfter frem og fik frembragt en vind under sig som førte hende op over muren. Hun vidste at hun ikke ville holde sådan her særlig længe men det gjorde virkelig intet. Hun skulle bare et stykke ud af byen sådan så hun kunne komme væk og tilbage til Manjarno hvor hun kunne være mere sikker. Det lod ikke til at vagterne på jorden så hende og hun nåede over slotsmuren hurtigt og videre hen over byen. Hun var fuldstændig udkørt og endte med at måtte lande igen kun lige udenfor Rimshia City. Hun kunne dog ikke stoppe her. Hendes ben måtte føre hende videre hjem over. Det ville blive en hård tur men hun skulle nok klare det. Det var hun sikker på. Hun slæbte sig af sted og da mørket begyndte at sænke sig kunne hun næsten ikke mere. Hun havde nået muren men det var virkelig ikke med hendes gode vilje. Hun sukkede stille og fandt kræfter frem fra et sted hun end ikke vidste hun stadig havde nogen og kom over muren i et snuptag. Hun landede på den anden side og formåede at blive stående oprejst. Der var ikke langt til Syrian og her ville hun søge ly for natten. Hun endte på vejen med at smide den sorte kappe. Den var for genkendelig. Inden under havde hun et par tætsiddende bukser på og en corsage som der nu var hul i bagpå efter sværdet. Hun var ligeglad. Hun søgte mod Syrian så hurtigt som det var hende muligt. Hun havde brug for at slappe af nu.
//OUT//
//Ødelagte områder på Castle of Darkness! Den østlige fløj ligger i ruiner, Det meste af midter sektionen mellem øst og vestfløjen er blevet ødelagt af et af de vestlige tårne, nærmere bestemt det tårn hvor Mattheus havde sit gemak. Resten af slottet står dog stadigvæk.//
//Ødelagte områder på Castle of Darkness! Den østlige fløj ligger i ruiner, Det meste af midter sektionen mellem øst og vestfløjen er blevet ødelagt af et af de vestlige tårne, nærmere bestemt det tårn hvor Mattheus havde sit gemak. Resten af slottet står dog stadigvæk.//
