In peace after a Mission

[Deleted]

Solen skinnede på denne dejlige sommerdag. Himlen var blå og fuglene sang på livet løs. Skoven var egentlig ret smuk i dette lys og hun gik med rolige skridt forbi træerne. Hun kunne virkelig ikke mindes at hun havde været væk fra slottet i umenneskelige tider. Hun nappede sig selv i læben og stoppede op da hun nåede bækken. Vandet klukkede let som det løb afsted og et lille smil bredte sig på hendes læber. Måske det ikke var så slemt at slappe af alligevel? Kongen havde givet hende lidt fritid. Hun havde ellers ikke noget imod at arbejde men hun var lige kommet tilbage fra en lang mission og Gabriel havde ment at hun skulle slappe af. Hun var endt nede omkring Elanya, en lille landsby som hun nød at holde til omkring. Hun smilede stille for sig selvom som hun let trippede rundt gennem skoven. Hun elskede skoven og naturen, elveren i hende spillede virkelig en stor rolle. Som hun gik der i sine egne tanker endte hun dog med at snuble og faldt på knæ i det blød græs. Hun sukkede stille og lod sig faldt helt ned på jorden og trillede om på ryggen. Hun kunne da også bare blive liggende her hvis det sådan skulle være!

[Deleted]

Efter han havde fået mad hos Dendte valgte han at gå en tur ud i skoven for at komme sig over at han havde været sultedøden nær. Efter et stykke tid befandt han sig dybt inde i skoven, den havde så mange indtryk som han ikke var vant til at stoppe op og lægge mærke til, duften af de mange forskellige træer og planter, lyden af de kvidrende fugle, da han nåede den rindende bæk lukkede han øjnene, tog en dyb indånding og slappede af i hele kroppen. Han satte sig ned på knæ for at tage en slurk af det kolde vand fra bækken, da han så en person forsvinde inde mellem træerne, det virkede som en denne person var mere en del af skoven end nogen andet væsen han kunne mindes. Efter han havde drukket en smule vand valgte han at følge efter denne skikkelse for at finde ud af hvad der kunne skabe denne overnaturlige fornemmelse. Han holdte sig til skyggerne da han altid var faldet i et med dem hvis han ønskede det, da han kom tæt nok på kunne han se at denne skikkelse var kvindelig, og pludselig var hans enorme størrelse ham pludselig meget større, han snublede over en rod der stak op af jorden hvorefter han tumlede med hovedet direkte ind i et stort, gammelt ege træ, han rejste sig så hurtigt at han blev svimmel og han satte sig ned på jorden endnu engang. Denne gang måtte han dog blive siddende fordi hans krop ikke var kommet helt oven på efter de tidligere ugers strabadser.

[Deleted]

At Emiley ikke længere var alene var ikke noget hun bemærkede først. Hun var så fordybet i alle lydene fra skoven at hun slet ikke bemærkede manden som måtte være i hendes nærhed. Hun var virkelig en race som var et med skoven. Elverne var i så tydelig kontakt med naturen at de kunne føle sig helt vildt forvirrede når de kom ind i byen. Selv hadede Emiley at være i byen. Hun kunne meget bedre lide at være herude hvor hun kunne være fri. Hun endte med at sætte sig op på knæ efter at have ligget lidt og strakte sig roligt i den varme sommerbrise. Hun var end ikke klar over det men de gennemsigtige vinger kom frem på hendes ryg som de gjorde det så ofte. Det at være en så gammel formskifter var virkelig meget hjælp for hende. Hun smilede let og gabte en gang. Måske man blot skulle få sig en lur? Hun nåede dog ikke at tænke videre før den store mand i hendes nærhed måtte snuble og endte hovedkulds inde i et træ. Hun sad bare lidt og betragtede scenen foran hende og lod hovedet søge let på sned. Den mørke energi osede fra ham, hvordan pokker var et mørkevæsen kommet til Procias?? "Er du kommet noget til?" endte hun dog alligevel forsigtigt. hun vidste at der var nogle mørkevæsner i Procias som gerne måtte være der. Måske han var en af dem? Hun bed sig let i læben. Hun var absolut klar til at stikke af hvis han viste tegn på at gøre hende noget.

[Deleted]

Da han så hendes betagende skønhed begyndte han at snuble over sine egne ord

"D - der skal mere til end et hovede for at skade mit træ, jeg mener der skal mere end et træ til at skade mit hovede."

Han blev helt rød i hovedet og valgte at stoppe med at snakke mere før han fik vrøvlet for meget, men han kunne stadig ikke tage hans øjne væk fra hende.
Da han fik styr på sine nerver nok introducerede han sig selv

"Mi - mit navn er Basoreiron, men jeg er kendt som Bas mellem venner, undskyld jeg forskrækkede dig, men jeg så din skygge da jeg ville tage en slurk vand fra bækken og så blev jeg nysgerrig efter hvad der kunne se så overnaturligt ud men som om at det var her var dens helt naturlige hjem."

Han blev siddende ildrød i hovedet, men så kunne han da ikke volde skade med hans klodsede opførsel omkring hende, han ville joh nødig tiltrække sig unødig opmærksomhed, han var dog ikke klar over at hun kunne fornemme hans mørke energi.

[Deleted]

At denne fremmede var af mørket var hende tydelig. Hun havde altid haft let ved at kende forskel på mørket og lyset, det var hun nød til som spion. Hun bed sig let i læben og betragtede manden som så helt igennem forvirret ud ved situationen. Ved hans ord kunne hun da blot konstatere at han måtte have slået hovedet så gevaldigt! Han fumlede jo over ordene. Hendes vinger slog en gang på hendes ryg og hun endte med at komme på benene. Den grønne kjole havde hun som altid på og den viste hendes lette brune ben. Hun strakte sig en gang og gik med lette skridt over til manden. Han virkede ikke ligefrem farlig selvom han måske så sådan ud. Hovedet søgte let på sned igen og hun satte sig på hug et lille stykke fra ham. "Er du sikker på at du er okay? Jeg synes du roder lidt efter ordene. Er du sikker på at jeg ikke ska finde en healer til dig?" spurgte hun forsigtigt og sendte ham et forsigtigt smil. Hun kunne ikke lide når folk kom til skade. Hun var virkelig ikke godt til det og absolut heller ikke hvis der var blod. At han så måtte have set hende og opfanget hende som noget overnaturligt fik hende til at grine mildt. "Jeg har skovelver racen i mig. Det er derfor jeg virker til at være et med naturen på denne måde. Du ..... er ikke herfra, er du vel?" Hun bed sig let i læben og betragtede ham. Det kunne vel ikke skade at spørge, kunne det?

[Deleted]

Da han så hende i hendes fulde figur var han klar over at han aldrig havde set en person som hende.
Han fandt sit øjenbind frem og tog det på, da han så ikke længere ville være i stand til at se hende men kun hendes omrids fra solens stråler. Derved kunne han forhåbentlig undgå at snuble alt for meget over sine ord
" jeg er okay, der er ikke behov for at finde healer, og jeg fornemmer at du allerede ved at jeg er en af mørkets væsner... Jeg er en dæmon som ikke kunne finde sin plads i Dvasias, jeg har en sans for at retfærdighed skal ske fyldest men samtidig en vrede jeg ikke kan styre, så jeg tog på en rejse for at finde ud af hvor jeg bedst ville kunne tjene et formål og samtidig lære mig selv og kende, jeg har vandret et par uger her i procias med hvad end jeg har kunne skrabe mig til, og forleden dag var jeg sultedøden nær i netop denne skov hvor jeg fandt en ridder med et hjerte stort nok til både at give mig mad og husly."
Øjenbindet havde hjulpet ham, og han håbede på at det ikke fornærmede hende at han måtte tage det på, men ellers havde han været ude af stand til at snakke med hende. han håbede på at hun ikke flygtede og fortalte nogen om ham da han egentlig havde fundet sig godt til rette i denne lille hyggelige landsby.

[Deleted]

Emiley var begyndt at falde til ro igen. Han virkede ikke længere farlig som han sad der. Hun studerede ham dog forundret da han måtte tage bindet og binde det for øjnene. Hvorfor gjorde han mon det? Hovedet søgte let på sned og hun bed sig selv let i læben. Hans talestrøm kom absolut bag på hende og hun endte med at falde bagover på jorden og endte på rumpen med et lille bump. At han var dæmon havde hun ikke vidst, blot at han var af mørket. han kunne ikke finde sin plads i Dvasias? Det lød som flere af de andre mørkets væsner som allerede var i vandet. Hun satte sig i skrædder stilling og studerede ham lidt videre. han havde ikke været her længe? Gad vide hvor meget han kendte til landet. "Du oser af mørke. Det vil jeg ikke benægte men jeg har også en evne for at bemærke sådan noget. Dog .... er du langt fra det eneste væsen af mørket som befinder sig i dette land. Vores greve er vidst nok vampyr. Så længe du ikke gør nogen ondt så ..... behøver jeg heller ikke sige at du er her." Hun vidste at det egentlig gik imod reglerne. Hun skulle meddele hvis der var mørke væsner i landet men han virkede så hjælpeløs et sted? Måske han bare .... ikke kunne finde sig selv andre steder? Hendes blik faldt endnu en gang på det bind som han måtte have for øjnene. Det gjorde hende nysgerrig. Hvorfor havde han taget det på? Hun endte med en hurtig bevægelse at komme på benene. Hun var hurtigt ovre ved ham og havde med blid hånd hevet bindet af hans øjne igen. Hun satte sig på knæ foran ham og betragtede det i sine hænder. "Hvorfor tog du bindet på?" spurgte hun nysgerrigt og vendte de gyldenbrune øjne mod Bas. Det var ikke helt gået op for hende endnu at hun endnu ikke havde introduceret sig selv.

[Deleted]

Han blev overrasket da hun hev bindet af hans øjne men formåede at holde sine øjne lukkede og fornemmede hvor hun var da hun stadig havde kontakt til jorden.
" Jeg tog bindet for øjnene for kun at kunne se din skygge, da jeg som du nok bemærkede tidligere er uvant til at omgås med det kvindelige køn, det er godt at høre jeg ikke er den eneste som ikke kan forlige sig med forholdende i Dvasias, og om jeg gør folk fortræd kan jeg ikke love, men jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at undgå det, for hvis jeg bliver skubbet ud over min grænse så er går det ud over mange andre end dem der har fortjent det, og du siger jeres greve er vampyr, det vil måske ikke være så dum en idé at bekendtgøre jeg ønsker at gøre alt hvad jeg kan for at holde freden. Her er trods alt smukt, men undskyld mig frøken jeg har vist ikke fået den ære at få at vide hvem de er?"
Han rakte hånden ud i håb om at han ville få sit bind tilbage.

[Deleted]

Det forundrede hende gevaldigt at møde sådan et underligt individ. Og da især her i skoven. Han var mærkelig men han facinerede hende også så underligt! Hun kunne slet ikke lade være. At han så måtte lukke øjnene da hun tog bindet af opdagede hun langt fra. Hendes fokus var jo på bindet i hånden. Hovedet søgte let på sned igen som han måtte snakke. Hun vendte de gyldne øjne op mod ham og studerede ham lidt før hun selv åbnede munden. "Du bliver aldrig bedre omkring kvinder hvis du ikke øver dig. Hvorfor så ikke øve dig her hvor du i det mindste ikke ødelægger noget?" spurgte hun nysgerrigt og satte sig lidt bedre til rette. Jo, hun mente nok at deres greve var Marius Darcy og han var i hvert fald vampyr. Det var virkelig længe siden hun havde været i hans nærhed da hun havde været på Mission længe. Hun var kommet tilbage med nyt til kongen. Hun så hvordan han rakte hånden ud mod hende for at få bindet tilbage. Hun kunne vel ikke nægte ham det hvis han virkelig ønskede det? Hun rakte ham roligt bindet igen og strakte sig let. Vingerne på hendes ryg endte hun dog med at bemærke og hun studerede dem lidt. Hun havde det langt bedre her ude i det fri hvor hun ikke føkte at folk kiggede mærkeligt på hende fordi hun altid rendte rundt med vinger når hun ikke var engel. "Mit navn er Emiley Autum" præsenterede hun sig roligt og sendte ham et let smil.

[Deleted]

Han lagde mærke til der gik et øjeblik før hun svarede ham, som om hun var forundret over noget han havde sagt, eller gjort.
Han tog imod bindet og bandt det for øjnene igen, det var mere behageligt da han under normale omstændigheder kun udnyttede at han kunne føle alt der havde forbindelse med jorden under kampe
"Tak, Emiley. Det kan du have ret i ville være en god idé, men den eneste måde jeg kan kommunikere med kvinder er enten med mine øjne lukkede eller dette bind så jeg ikke kan se dem direkte,alt for længe er der gået hvor det eneste jeg har kendt til er kampens hede."

[Deleted]

Hovedet søgte let på sned og hun studerede ham lidt. Hun så hvordan han igennem måtte mørklægge sine øjne. Et sted så fandt hun det virkelig underligt at han var så akavet omkring det kvindelige køn. hvordan kunne man være så ..... mærkelig? Hun vidste det ikke men tanken fik hende til at smile let. Det var jo næsten synd for ham. "Måske du skulle prøve det. Der er ret mange kvinder i denne verden, du kan jo ikke undgå dem alle sammen" sagde hun mildt og strakte sig en gang. Han virkede nu egentlig rolig nok selvom han var af mørket. Det var en ting hun havde oplevet, ikke alle af mørket var onde. At han kun havde kendt til kamp fik hende til at grine mildt. "Krig og kamp er ikke alt der er i denne verden. Du skulle prøve at leve lidt istedet for bare at slås. måske du ser en side af dig selv du ikke kender?" Emiley havde altid været meget rolig omkring nye mennesker. Hun bandt sig til dem hurtigt hvilket både kunne være en god og en dårlig ting. Hun endte med strække sig endnu en gang og lod vingerne på hendes ryg slå en smule hårdere hvilket gjorde at der kom et lille vindpust.