A little trip

[Deleted]

Selv var Denjarna ikke bange for at fortælle sin historie. Ganske vidst gjorde hun det ikke til daglig, men direkte hemmelig var den dog ikke. Der var måske dem, som ikke fandt hendes historie passende, fordi hun havde været omkring så meget, men selv kunne hun kun sige, at den havde gjort hende til den kvinde, som hun var i dag, og det var en kvinde, som hun sagtens kunne se i øjnene. Derfor rørte det hende ikke spor, at hun hurtigt fik remset sit liv op for Belle. Nogen videre reaktion syntes der dog ikke at komme, som der ikke vitterligt blev spurgt ind til hendes fortælling, og det var også blot, hvad det var. ”Livet som dronning er mig både anderledes og normalt. Ganske vidst har jeg aldrig før stået med en dronningetitel, men alligevel har jeg før gjort meget af det, som jeg gør nu. Forskellen er blot, at jeg gør det i et større omfang nu, og det er ikke en tanke, som på nogen måde nager mig,” fortalte hun ærligt, inden hun måtte sende et smil for rosen. ”Det glæder mig dog at høre, at selv forbipasserende kan se de forandringer, som jeg har lavet, samt at de ser positivt på dem. Forandringerne er måske ikke mange endnu, men hvem kan også ændre et helt land på blot en dag?”
At det ej var normalt, at healerne brød deres ’kodeks’ var en ting. At det i så fald havde hændt grundet Denjarna, var nærmest blot en selvfølge. Uheldig havde hun nemlig altid været, og alligevel var hun også heldig. Som ofte opnåede hun nemlig de mål, som hun satte sig. Problemet var blot, at vejen dertil altid var utroligt bøvlet, og det måtte dette her jo også blot være et bevis på. ”Afstikkere finds der altid. Jeg er blot glad for, at jeg nåede at modtage en form for behandling af Dem, inden jeg måtte videre,” sagde hun. Hun nikkede roligt til hendes ord. ”Det glæder mig at høre. Jeg blev ej heller bragt dertil for at skabe uorden.”

[Erica Magdalen Sashae]

Belle sendte Denjarna et roligt smil. Hun tiltalte hende pænt og høfligt, men ej ved at sige 'majestæt' eller 'højhed' flere gange, som andre nogle gange gjorde. Nogle kunne ikke stå overfor en kongelig uden at skulle benytte sig af deres titel, men så meget behøvede hun ikke at skrumpe for at kunne tale med hende. Hun lod hovedet søge lidt på sned, som hun lyttede til hendes næste ord. Det var en spændende ting at høre om synes hun. "Det må føles skønt, at De med den lyst til at gøre en forskel, nu faktisk kan gøre det i et større omfang. Det er en meget inspirerende tanke," svarede hun roligt. Hun foldede hænderne foran sig. Egentligt var det sjovt, at de sådan uden videre var faldet i snak, men om ikke andet, så gjorde det hende slet intet. Det gjorde vel intet at have afsløret sig for dronningen af landet? Så var der jo faktisk altid en at søge til på den anden side, hvis der skulle opstå noget i Procias. Et smil brød hendes læber ved Denjarnas ord og hun nikkede. "Så sandt, så sandt. Hver ting til sin tid. Men borgerne virker i mere harmoni. Må jeg spørge, hvad De har indført i landet? Jeg er nysgerrig for hvad der er blevet ændret på."
Hun trak vejret dybt. Gabriel havde ikke gjort hende noget, men han var nok heller ikke klar over hvem af healerne, der præcis havde haft med Denjarna at gøre. Alle kunne jo have bidraget. "Hvis De nogensinde har brug for en healer, så kan De altid sende bud til Procias. Jeg rejser gerne," svarede hun endeligt.

[Deleted]

”Det er altid rart, når man kan bebyrde sig med de ting, som kan lide her i livet. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke altid har troet, at det at blive dronning var min vej. Faktisk overvejede jeg det end ikke engang.. Det kom blot til mig, som jeg udviklede mig, oplevede nye ting, og traf nye valg,” fortalte Denjarna. Den typiske regent var hun bestemt ikke, men det anså hun også kun for at være en positiv ting. Selv mente hun nemlig ikke, at den oplagte regent var den person, som var født med titlen. Hun mente nemlig derimod, at de mest ideelle regenter var dem, som rent faktisk fik livserfaringen på egen vis. Altså selv dannede sig ønsket og posten, og selv dannede sig sine ideologier. Selv mente hun også, at man ville blive en bedre regent, hvis blot man havde været en almindelig person, fremfor en person, som var blevet smedet til rollen fra sin fødsel. Som en almindelig person havde man nemlig en bedre forståelse for, hvordan landets og dets beboere egentligt fungerede, samt hvad der oprigtigt var behov for. ”Borgerne har nu fået en, som de kan gå til med de problemer, som de ikke selv har midlerne til at løse. Derudover er sikkerheden blevet forhøjet, som det ikke går, at de bor i et land, hvor de ej tør gå ud af deres dør,” sagde hun roligt. Støtte havde det manjanske folk haft brug for, og støtte havde de også fået. Hendes hoved gled en kende på sned. Hun kunne altid kontakte Belle, hvis hun skulle få brug for en healer? Tanken fandt hun uden tvivl prisværdig. En healer kunne der trods alt altid være behov for.. Dog ville det være bedre, hvis vedkommende kom fra Manjarno og ej fra Procias. ”Jeg takker for Deres generøse tilbud,” takkede hun og bøjede hovedet let for hende, inden hun igen ranked sig om. ”De har ej overvejet at forlade Procias til fordel for Manjarno?”

[Erica Magdalen Sashae]

Belle så roligt mod Denjarna, som hun fortalte. Hun havde heller ikke lige troet, at hun direkte have haft en drøm om at være dronning hele sit liv. Det var sjældent man holdte fast i den samme ting igennem hele sit liv. "Så sandt. Det er det samme jeg gør ved at hjælpe folk til at blive raske. Man finder med livet jo altid ud af, at der er ting her i livet, der betyder mere end andre. Og træffer så valgene derefter," svarede hun sigende. Denjarna var måske ikke den typiske regent, der var født ind i det hele, men det var vel kun en positiv ting? Om nogen, så måtte Denjarna da forstå sig på folkets behov og følelser og kunne bedre hjælpe dem, fordi hun nok flere gange havde stået i deres sko sammenlignet med de royale, der var født og opvokset på et slot. Måske folket også følte det mere trygt, at hun ej bare var endnu en, der var født til det hele? Selv for hende lød det næsten fristende at skulle flytte hertil, men det var hun vist ikke helt klar til alligevel. Hun nikkede til hendes ord. "Og det kan mærkes. Der er mere liv i byerne end jeg husker. Jeg glæder mig til at følge landets udvikling når jeg kommer hertil for at samle urter." Det manjanske folk havde i hvert fald fået en dronning, der støttede dem, for det virkede jo uden tvivl. Hun ville gerne vende tilbage, om der blev sendt bud efter hende. Hun sendte hende et roligt smil, der dog blev mere tænksomt ved hendes næste ord. "Jeg har desværre uafsluttede sager i Procias, der gør, at jeg på nuværende tidspunkt ikke kan flytte fra Procias. Men det er ikke utænkeligt, at det kunne blive aktuelt i fremtiden," svarede hun. Glad for hun vel nærmest havde en invitation til at blive en del af landet her i stedet for?

[Deleted]

Denjarna betragtede hende med et roligt blik. Ens måtte de være på dette punkt, og det passede hende i sandhed ganske udmærket. ”Forhåbentligt har mange andre det som os. Personligt har jeg i hvert fald fundet mest glæde ved denne fremgangsmåde,” fortalte hun ærligt. ”Personligt har jeg dog også fornemmelsen af, at dem som er født til storhed ynder, at deres vej er den korrekte, fordi de er blevet født til det.” Ja, man så i sandhed ikke mange herskabsfolk, som tog sig en uventet drejning. De gjorde som regel blot, hvad de var blevet opdraget til, og holdt sig i den verden. Derfor mente hun også, at hendes egen brede viden var et bedre udgangspunkt. At det kunne mærkes på landet og på folket, at Denjarna var kommet til, anså hun kun for at være en positiv ting. Længe havde hun trods alt ikke siddet på tronen, og hvis hun kunne lave disse ændringer på så kort tid, hvad kunne hun så ikke opnå på et helt år? Dog vidste hun, at hun ej kunne tage forskud på glæderne. Hun var vel den person i verden, som bestemt ikke kunne glæde sig på forhånd med det held, som hun havde. ”Det priser mine ører at høre, at selv udefrakommende kan se ændringerne i landet, samt se dem i en positiv forstand. Jeg håber, at De for fremtiden fortsat vil se positivt på mine tiltag.” At Belle ej havde i sinde at rykke til Manjarno lige foreløbig, fandt hun selvfølgelig skuffende, men det var, hvad det var. Muligheden var åben, og selv havde hun fået bevilling til at hidkalde Belle, hvis ulykken skulle opstå. En brugbar tanke, skønt hun havde fundet den det mere brugbar, hvis healeren rent faktisk havde bosat sig i landet her. ”Javel. De skal selvfølgelig have al held og lykke med Deres åbenstående sager, og når de engang er afsluttet, kan De igen overveje mit forslag,” sagde hun roligt.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle mødte hendes øjne. Det var faktisk rart at tale med en, der delte en del synspunkter med en selv, for hun kunne tilskrive sig mange af de ting, som Denjarna selv sagde. "Jeg kunne ikke være mere enig," endte hun. Hun vædede sine læber ganske kort. Hun trak let morende på smilebåndet og nikkede til hendes næste ord. "De kender jo ikke til andet, end det de bliver madet med igennem hele deres barndom. Og dog, så falder man altid for, at kongehuset lader som om de kan stå i dine sko," svarede hun. Det var mest hentydet til det procianske kongehus og slet ikke til Denjarna, eftersom hun var af den helt anden kategori. Hun havde kæmpet sig til magten, men brugte den til at omvende et land efter hendes ideologier og det var noget, som hun beundrede hende for. Hun kunne se, at noget af det virkede. Dermed ikke sagt, at hun var nået langt, men hun havde fået sig en start. Hun så mod hende og sendte hende et venligt smil. "Jeg er sikker på, at det må blive ligeså positivt i fremtiden. Jeg glæder mig selv til at se hvad der sker for fremtiden," svarede hun sigende. Hun så dog stadigvæk tænksom ud. Kunne hun mon flytte til Manjarno? Det ville være sikrere at være under Denjarnas styre. Og hvis hun flyttede til Natymia hvor de var nu, så var der jo faktisk ikke langt til Banyad Mountain, hvor hun tit samlede ind til sine eliksirer og anden healende magi. "Hvis jeg... kunne finde bolig her i Natymia, så er jeg jo faktisk tæt på grænsen til Procias. Mange af mine urter og planter kommer nemlig fra Banyad, som jo er lige på den anden side," endte hun. Håbede Denjarna opfangede hvad hun nærmest foreslog.

[Deleted]

Ved de følgende ord, måtte det være Denjarnas tur til at trække morende på smilebåndet, samt nikke genkendende til problematikken. Åh, det var så evigt sandt. ”Denne her gang må det være min tur til at sige, at jeg ej kunne være mere enig. En regent der er født til magten, vil aldrig kunne forstå, hvordan det er at være en almindelig borger. De lover en guld og grønne skove, men sandheden er, at de ej kender til fænomenet og aldrig vil gøre det. Derfor føler jeg personligt, at det bedre, at man kæmper sig derop. Det gør nemlig, at man med krop og sjæl kender til hele tallerkenen, og ikke blot den velhavende del, samt det ens læselige studier har fortalt en, ” sagde hun sigende. Hvor Belle ej mente, at den procianske kongehus var tronen værdig, mente Denjarna for eksempel ikke, at Mattheus var den dvasianske trone værdig. Selv kunne hun ikke sige, om han ville blive det en dag, men lige nu og her var han ikke parat til magten. Hvorledes det stod til med Sephiran i Imandra, vidste hun dog ikke. Hun havde intet forhold til manden, men eftersigende skulle han meget gerne komme fra en magtfuld familie. Hendes rådgiver havde dog allerede fortalt hende, at Sephiran ej ville blive en mand, som de ville kunne finde brugbar, og det måtte desværre også sige lidt. ”Og Manjarnos fremtid skal være en fremtid, som du skal være velkommen til at følge,” afsluttede hun roligt. En tand mere opmærksomt blev hendes blik dog efterfølgende, som det pludselig lød som om, at Belle havde skiftet mening. Ganske hurtigt måtte det komme efter hendes første udsagn, og derfor måtte Denjarna være til dels overrasket. Rolig forholdt hun sig dog, mens hendes blik venligt hvilede på Belle. ”Natymia ville være en utroligt smuk by at slå sig ned i, samt byen har den gode, at den ej ligger langt fra vor hovedstad. Hvis De ønsker at forblive tæt på Procias, kunne jeg dog også foreslå Iceila for dig. Byen ligger trods alt på grænsen til Procias,” fortalte hun roligt.

[Erica Magdalen Sashae]

"Jeg beundrer Dem meget for at turde kæmpe Dem vejen op. Det er alligevel en lang vej til magten, men i sidste ende så er De mere værdig end den, der er født ind i det generation efter generation. Jeg ville dog slet ikke have modet til et sådant ansvar, der holder jeg mig hellere til mit erhverv og med at hjælpe andre," svarede Belle hende sigende. De var egentligt meget enige og det var ikke ofte, hun faktisk fandt en at dele sådanne tanker med. Folk i Procias havde som regel kongehuset i deres hjerte og beundrede det hele der, men hun var der egentligt kun for druidernes skyld og for sit arbejde. Hun så mod hende og sendte hende et roligt smil. Hun var ikke meget inde i situationerne rundt omkring, først nu havde hun jo rigtigt set og mødt den manjanske dronning. Smilet strøg op i hendes øjne og hun bøjede hovedet. "Jeg takker. Det er altid rart at blive budt til et land af regenten selv," svarede hun med et sigende smil. Det gjorde jo egentligt sin sag, at man faktisk stolede på regenten. Hendes tanker strøg omkring. Tænkte så det knagede, hvordan hun kunne holde sine løfter til Ezekiel, men måske flytte sin bopæl her til landet i stedet for. Natymia var tættest på Banyad mountain, selvom Iceila var tæt på grænsen. Så var det bare hvorfra afstanden var kortest? Men i Natymia ville hun være tættest på de ingredienser hun hentede fra Manjarno, for mange af dem var i det frodige og smukke område. "Jeg skulle mene, at Natymia er nærmere Banyad. Og hvis jeg så skulle gå et par kilometer længere, så er her uden tvivl smukkest her i Natymia," svarede hun med et smil. Denjarna havde set lidt forundret ud, men det gjorde hende dog intet. Skulle hun mon tage valget lige nu? Kunne hun bare flytte? Hun vidste det ikke helt.

[Deleted]

Beundringsværdigt var det vel, at en udefrakommende – som Denjarna – havde kæmpet sig frem til tronen. Dog mente hun ikke, at det var ligeså beundringsværdigt igen, hvis man virkelig kendte hende. Folk der kendte hende vidste nemlig, hvilken stolt og stærk person hun var, samt kendte til de værdier, som hun havde ved hånden. På det punkt kunne man også sige, at det var ligegyldigt, hvorvidt man kunne lide hende eller ej. Faktummet var, at hun var en utrolig kvinde, som havde været udsat for utrolige ting. Derudover var hun blot en kvinde, som kunne lide at udfordre sig selv, og at stå som dronning af Manjarno var vel en passende udfordring? ”Ej kan vi alle have modet og ønsket til det samme. Hver især placerer vi os i de rammer, som vi føler os trygge i. Og det at agerer som landets dronning er måske den højeste stilling, som man kan opnå i landet her, men alligevel skal man ikke se væk fra de mindre stillinger. De kan nemlig ligeså være hårde og stærkt nødvendige. Det er også af den grund, at vi har brug for en masse forskellige individer, for en ens gruppe kan ej skabe et samfund,” sagde hun roligt. Alle havde hver deres kompetencer, og det var alle kompetencer, som man skulle vægte højt. Denjarna selv var der til at lede og styre. Bonden var der til at brødføde landets borgere. Belle var der til at helbrede landets syge. Etc., etc.
Denjarna smilte let til ved Belles ord. Kvinden havde reddet hendes liv, samt var en god healer, så hvorfor skulle hun ikke være velkommen i hendes land? Hun tilbød dog ikke udelukket borgerskab til Belle på grund af sit gode hjerte, men fordi at der også var noget praktisk i det. Helt ringe ville det nemlig ikke være, hvis landet havde en fornuftig healer tilknyttet sig. ”Jeg forstår udmærket, hvorfor De overvejer Natymia. Her er smukt og rart, samt De vil kunne indsamle planter herfra,” sagde hun roligt. ”Men hvis beslutningen er for stor for Dem at tage lige nu og her, så sov på det.. De har vel også en familie eller andre nære, som De gerne vil drøfte det med. Det er trods alt en omvæltning.”

[Erica Magdalen Sashae]

Belle beundrede Denjarna en del. Fra det hun havde set i landet og denne samtale de nu havde kørt, der var hun allerede godt overbevist om, at Denjarna var en god og retfærdig dronning. Hun ønskede det bedste for sit folk, da hun var en del af folket, bare en leder for dem og den tanke var meget tiltrækkende for hende. Hun ville nok få højere status som healer i dette land i forhold til Procias, skønt hun dog ikke kunne sige det med sikkerhed. Der var dog mange healere i Procias grundet de racer, der hørte til der, hvor hun ikke var sikker på, at tilfældet var det samme for Manjarno. For så ville hun vel være blevet healet her i første omgang? Hun nikkede roligt. "Igen taler De, som De læste mine tanker. Det hele skal jo spille sammen og hver person skal blot finde sin plads, så det kan fungere," medgav hun i enighed.
Hun gengældte Denjarnas smil. Hun følte sig velkommen til dette land og ville da være glad for en status som top healer i dette land. Det ville ikke gøre hende noget at arbejde i begge lande, men dog ville hun gøre en ære i at kunne arbejde for Denjarna, hvis liv hun havde reddet. Hun trak vejret roligt og nikkede til hende. "Jeg vil meget gerne sove på det. Så kan jeg give Dem besked i morgen, om mit valg? Jeg bliver i Manjarno natten over," svarede hun.

[Deleted]

At deres tanker igen måtte være forenelige, fik igen smilet frem på Denjarnas læber. Ganske vidst hørte Belle ikke ind under Manjarno, men alligevel nød hun at høre og bevidne, at andre fandt sig forenelige med hendes tanker. Dog kunne hun ikke just sige, at det nogensinde havde været svært for hende at overvinde folk, som hun havde denne karismatiske personlighed som måtte tiltale folk. Dette gjaldt både procianere, manjanere og dvasianere. ”Det skal de.. Det kan tage minutter ligeså vel, som det kan tage år at finde sin plads i livet. En ting er dog sikkert og det er, at der er en plads til alle,” sagde hun roligt, og mente det gjorde hun skam også. Ens plads var nødvendigvis ikke særligt stor, men var der var den.. Hun nikkede let til hendes ord. Hun ønskede at sove på det.. Meget vel. Selv forstod hun det udmærket, som det meget vel kunne være en stor livsændring for Belle. Selv vidste hun nemlig ikke, hvad Belle havde i Procias. Måske havde hun kun sit arbejde.. Måske havde hun venner der.. Eller måske havde hun sågar en mand i sit liv. Unormale ville ingen af omstændighederne være, som de derimod var højst sandsynlige. ”Selvfølgelig har De min tilladelse til at give mig svar om en dags tid. Det er trods alt op til Dem, hvor De bedst ser Dem, samt De højst sandsynligt har flere ting, som De skal have tænkt igennem med hensyn til valget,” endte hun med at sige.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle trak på smilebåndet, som hun sagde hendes ord. Hun kunne næsten ikke tro, at hun faktisk overvejede det. Det var en ændring i hendes liv, men på den anden side, så virkede det som om, at Denjarna gerne ville have en healer tilknyttet til landet. Nu havde hun jo faktisk helet hende i Procias og så stolede Denjarna jo nok på, at hun faktisk kunne gøre det godt for hendes folk. Hun lo let og nikkede. Nogle ledte i mange år før de fandt deres plads, hvor andre vidste det på et splitsekund. Hun havde selv aldrig været i tvivl sådan rigtigt, det var den vej det hele havde peget. "Præcis. Hvis alle finder deres plads uanset hvor i samfundet, så vil det hele fungere langt bedre. Og det er vel ligesådan indenfor de forskellige erhverv. Alle bondemænd kan ikke dyrke det samme, for så vil man mangle alle de andre ting... såvel som alle healere ikke kan specialisere sig til kun de samme sygdomme, for da vil mange mennesker gå tabt med tiden," svarede hun tænksomt.
Hun ville sove på forslaget i nat på den kro hun nu måtte vælge. Det ville ikke ændre meget i hendes liv som hun så det lige nu, specielt ikke hvis hun kunne være tæt på Banyad alligevel. Der var ingen mand i hendes liv, andet end at hun havde en hemmelig mission i de procianske bjerge, som hun ikke kunne fortælle nogle andet. Hun havde da også venner, men mon ikke man kunne se dem alligevel? Uanset måtte hun tænke over det til i morgen og så give hende besked. "Ja, jeg må hellere tænke det helt grundigt igennem til i morgen. Det skulle dog være mig en ære at tjene Dem som healer," svarede hun med et smil.

[Deleted]

"Så sandt, så sandt. Alle har vi muligheden for en plads i livet. Det er blot om at finde denne, og det kan tage alt fra dage og til et helt liv. Ligeså er det sandt, at vi har brug for forskelligheder, som vi ikke alle kan fokusere på en enkelt gren. Hvis dette var tilfældet, ville vi være voldsomt handicappet, og i så fald ville landet ikke kunne stå," svarede Denjarna i en rolig tone, som det blot måtte være således at det var. Det behøvede der skam ikke at være nogle diskussion omkring.
Denjarna mærkede et ryk i tøjlen, som hendes hingst nu begyndte at pruste utålmodigt og slå let med hovedet. Stille tyssede hun på den, skønt det måtte være et tegn på, at det snart var tid til at vende snuden hjem. Passende var det måske et sted også, da hun aldrig havde helt fri som landets dronning, samt som landets eneste regent. "Det ville ligeså være en ære, at have Dem under mig, " sagde hun venligt, inden hun valgte at gribe om begge tøjler. Foden satte hun behændigt ind i stigbøjlen, inden hun let svang sig op i sadlen igen. Energisk måtte hingsten slå med sin hale, som den udmærket vidste, hvad der skulle til at ske. Høfligt smilede Denjarna ned til Belle. "Det har været en fornøjelse at stifte bekendtskab med Dem.. Men hvis De vil havde mig undskyldt, vil jeg se at søge hjemover. De har vel også ligeså Deres patienter, som De skal søge hjem til, " afsluttede hun roligt, inden hun afsluttende nikkede ned til hende. "Til vi ses igen.. Jeg vil se frem til at modtage Deres svar," og med de ord trykkede hun let til hingsten, hvilket fik den til at sætte i trav i retningen af Ityrial.

//out

[Erica Magdalen Sashae]

Belle nikkede til hendes ord. Det med forskellighed var faktisk meget vigtigt i verdenen, selvom folk havde ret mange fordomme rundt omkring overfor racer og udseende. Nogle mænd ville kun have de smukkeste af de smukkeste, hvoraf andre mænd faktisk bare var ligeglade. Hun så selv det smukke i nogle ting, som andre måske ikke gjorde, men sådan var det jo. Hvis hele verden lignede hinanden, så ville det være en meget kedelig hverdag i hendes øjne. Hun smilede roligt og så hen mod hingsten, da den begyndte at blive utålmodig. Nu gad den vidst ikke stå der mere, var? Hun betragtede den prægtige hingst og fulgte Denjarna med blikket, da hun svang sig op i sadlen. Det klædte hende nu til hest, det måtte hun sige. Hun bøjede hovedet i taknemmelighed for hendes ord og mødte hendes blik. "En fornøjelse at møde Dem, Deres Højhed. Jeg er sikker på, De har vigtige sager, at tage Dem til. På gensyn," svarede hun med et venligt smil. Hun så efter hende et øjeblik, før hun vendte tilbage til sin kurv og samlede en plante mere op, fra hvor hun havde været i gang. Hun manglede også en ting mere, men den var vist længere henne ad engen af hvad hun huskede, for der voksede meget forskelligt mellem det høje græs. Da hun havde alt hun skulle bruge, så forlod hun engen... Hun skulle nu tænke over det med at flytte hertil.

//Out.