A little trip

[Erica Magdalen Sashae]

Belle var taget over grænsen i dag. Hun havde netop forladt Ezekiel i sin grotte og nu var hun taget til Manjarno for at finde nye planter. Hun havde fundet en eliksir i en af sine bøger, som hun blev nødt til at lave, men de planter hun skulle bruge, voksede kun i Manjarno. Så hun var nødsaget til at tage over grænsen og søge mod det land, der havde fået ny dronning siden hun havde været her sidst. Hun kendte ikke den nye dronning, men hun var jo heller ikke rigtigt herfra, for hun var opvokset i det procianske skove hos druiderne, selvom hun også bar en mørk race i form af alkymisten. Hun trak vejret dybt. Det var hen under eftermiddagen, så solen stod ikke nær så højt, men det var dog stadigvæk lunt. Hun bar en enkel mørkegrøn kjole og havde en matchende kappe udover hendes skulder, der nåede hende til lænden, da den ikke behøvede at dække andet end armene for vindens skyld. Hendes sko var af brunt læder, slidte, men dog holdbare. Hendes hår var i dag blonde og hun havde sine isblå øjne, som faktisk var hendes mest neutrale form.
Med rolige skridt nåede hun til engen i det smukke område ved Natymia. Hun vidste, at planterne voksede nær jorden og var derfor godt skjult af det høje græs. Hun følte sig dog frem til planterne med sine druidiske evner og nåede til planterne, hvor hun knælede i det høje græs. Over armen havde hun sin kurv, til at samle det hele op i.

[Deleted]

Hede havde de seneste par dage været i Manjarno, hvilket mange af landets borgere også havde nydt godt af. Befolket syntes hele landet nemlig at have været, og for en dronning kunne dette ikke være bedre. Et utroligt positivt og sundt tegn måtte det nemlig være, som folk ikke længere så sig bange over skulderen på gaderne og i markerne, men derimod roligt bevægede sig rundt omkring.
Denjarna drev let sin smukke hvide hingst frem, som den stolt travede igennem det høje græs. Energisk slog den med sit store hoved, som den blot var glad for at blive rørt igen. Opmærksomt søgte de sølvgrå øjne omkring, som Denjarna studerede terrænet. Natymia. Et utrolig smuk og fredfuld landsby, der tilmed havde den ideelle afstand til selve hovedstaden. Ej ville det kunne være decideret fritid for hende, hvis hun spankulerede omkring i Ityrial, da hun blot ville blive stoppet af de mange forbipasserende. Natymia var derimod en anden sag, som selve landsbyen var lille og selve området bestod af åbne arealer. De sølvgrå øjne fandt en knælende kvinde midt på engen, som hendes hingst ædelt travede imod. Sin ene hånd placerede hun blidt på dens stærke hals, alt imens hun sagde en beroligende lyd, der først fik hendes hingst til at gå ned i en behagelig skridt for derefter at stoppe helt op. Hendes blik faldt på kvinden i græsset. ”Har De brug for hjælp?” spurgte hun hende høfligt. En smuk kvinde var hun selv, som hun bar en elvers skønhed. Derimod var der hendes lange ravnsorte hår, der perfekt syntes at komplimentere hendes blodrøde kjole, der ligeså klædte hendes hingsts hvide pels.

[Erica Magdalen Sashae]

Varmen endte med at blive for meget for Belle, så hun trak sin kappe af skuldrene og foldede sin kappe sammen, som hun lagde over hendes trækurv, hun bar over sin arm. Det var klart nemmest at bære planterne sådan, når hun skulle have dem med hjem igen. Hun havde bevæget sig langt, men hun ejede ikke en hest, så hun blev jo nødt til at gå og det gjorde hun gerne. Hun ville dog finde en kro i Manjarno og overnatte, så hun ikke behøvede at skulle gå hele vejen hjem igen idag. Hun blev siddende på hug og satte kurven fra sig i græsset, som hun greb fat om planten på jorden og endte med at plukke den. Dog voksede der en ny spire frem under planten, fordi hun kunne klone den samme plante, når hun holdt ved den og på den måde, så belastede hun ikke naturen.
Lyden af et dyr, der nærmede sig, fornemmede hun og hun kiggede sig over skulderen. Den prægtige hest stoppede nær hende og en smuk kvinde sad på ryggen af den med et blodrød kjole. Meget prægtigt, klart overklasse. Dog ringede det ikke en klokke ved hende. "Nej, ellers tak. Jeg leder blot efter planter til mit arbejde, jeg er healer," svarede hun og skubbede sig op at stå. Hun smilede høfligt og vidste ikke helt, hvad hun mere skulle gøre af sig selv, så hun blev bare stående.

[Deleted]

Genert af sig var Denjarna bestemt ikke, og derfor havde hun ej heller nogen kvaler med at give sig til kende for kvinden her. Ganske tilforladelig måtte kvinden nu også te sig ud, sådan som hun sad på hug og rev de forskellige planter op af jorden. Nysgerrigt hvilede de sølvgrå øjne på hende, som hun fik sin hest til at gøre holdt. En healer? Et ganske prisværdigt arbejde, som de kunne være meget værd, hvis blot de vidste, hvad de gjorde. Sidst hun havde stået overfor en healer havde været i den procianske by, Catalena. På dødens rand havde hun vel været den dag, men nu måtte hun igen stå prægtig som aldrig før. ”Healer? Et ganske prisværdigt arbejde.. ingen tvivl om det,” sagde hun i en rolig tone. Sin håndflade lod hun blidt stryge ned langs hingstens hals. ”Er der mange at se til i disse stunder?” spurgte hun hende i en nysgerrig tone. At kvinden ej var herfra, kunne hun ikke just gætte sig til, men ligegyldigt var det vel også, hvis blot hun var fredelig af sig. Manjarno havde nemlig altid været samlingspunkt for verdens lande og racer, og det havde hun bestemt ikke i sinde at ændre på så længe de kom i god tro. Hun havde trods alt selv været en dvasianer engang, som ofte havde søgt over grænsen for at nyde landet her, og specielt Natymia, som de også måtte befinde sig i i dag.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle strøg sit hår om bag øret, som hun blev stående på sin plads. At hun stod overfor den manjanske dronning, var hun faktisk ikke direkte klar over. Alligevel var der noget bekendt over denne skikkelse. En hun havde set før eller nok nærmere, en hun havde healet før. Hun trak på mundvigen og mødte hendes sølvgrå øjne, med sine egne isblå. Og da slog det hende: Denjarna. Den mørkeelver, der var blevet healet i Procias, som nu rygtedes for at have indtaget tronen her i landet. "Åh... Deres Majestæt, jeg så slet ikke, at det var Dem," endte hun undskyldende og nejede høfligt for hende. Hun rejste sig så op igen og rettede på hendes kjole imens, der var ret simpel, eftersom den skulle være til at arbejde og bevæge sig i. Især når hun var så meget i skoven, da hun som regel var en der blev tilkaldt, når de skulle bruge ekstra hjælp. "Mange tak. Det har været mit erhverv i mange år," svarede hun med et høfligt smil på læben. Hun rystede let på hovedet, til hendes næste spørgsmål. Men meget rart, at hun faktisk spurgte nysgerrigt ind til det. "Meget små ting, der ikke kræver den store tid. Men den lille hjælpe, redder jo også i længden," svarede hun roligt og smilede stille. Hun trådte hen mod hesten og holdt en hånd oppe, for at se om hesten ville lade hende nusse dens mule. Hun vendte sine blå øjne op mod Denjarna endnu engang. "Jeg glemmer da helt mine egne manerer... Mit navn er Belle."

[Deleted]

At Denjarna langsomt blev genkendt som dronning af Manjarno, gjorde hende intet, da det som regel kom før eller siden. Enten i form af genkendelse af hendes nyfundende magt eller tidligere handlinger. En skjult person havde hun trods alt aldrig været. At hun selv stod overfor den selvsamme person, som havde helbredt hende i Catalena, havde hun dog ingen ide om. Fuldstændigt kvæstet havde hun været dengang, som hun havde befundet sig på dødens rand. Anderledes så hun derfor også selv ud siden dengang, da hun nu måtte være helt sund at se på igen, som hun havde fået mere sul på kroppen, vasket sig, samt kommet i overdådige klæder. Hun smilte venligt ned til kvinden, der nejede for hende. Roligt løftede hun den ene hånd. ”Al forladt,” sagde hun roligt, som hun bestemt ikke klandrede kvinden for øjeblikkelig genkendelse. Hun stod muligvis som landets dronning, men det var ikke ens betydning med, at folk nødvendigvis havde set hendes ansigt. Selv havde hun for eksempel ikke en ide om, hvordan dronningen af Procias eller den nye konge af Dvasias så ud. Hendes hoved faldt en anelse på sned. At der ej var meget healerarbejde, anså hun selv for at være et positivt tegn. Det betød trods alt, at landets borgere holdt sig sunde og raske. Selvfølgelig kunne det være problematisk for healerne, da det var deres arbejde der røg, men kunne selv de være vrede over at folk havde det godt? Næppe. ”Hjælp er hjælp. Hvorvidt skaden er stor eller lille er til dels irrelevant, da det vigtigste er, at man blot får den behøvede pleje.. Det er et ærligt og vigtigt arbejde, som De har Dem,” sagde hun ærligt. Som Belle strakte sin håndflade mod hingstens mule, snuste den let til den, inden den med et prust vendte sit hoved bort. Denjarna selv valgte at trække fødderne ud af stigebøjlerne, inden hun elegant hoppede af hingstens ryg. Hvis hun skulle tale med Belle her, behøvede hun bestemt ikke at sidde på ryggen af sin høje hest. Nej, det kunne sagtens foregå i øjenhøjde. Det følte hun bestemt sig ikke for hævet til. ”En glæde at møde Dem, Belle. Som De allerede ved er jeg Denjarna. Denjarna Dynithril.”

[Erica Magdalen Sashae]

Belle vidste kun hvordan den manjanske dronning så ud, fordi hun selv havde helbredt hende før hun havde indtaget tronen og kendte derfor hendes navn. Hun smilede venligt og imødekommende. Denjarna så uden tvivl ud til at være i bedring, for da hun først var kommet, havde hun været helt ødelagt og døden nær. Nu var der uden tvivl mere til det hele, for hun så sund ud, ren ud og ikke mindst så var tøjet blevet opgraderet betragteligt. Det hørte vel jobbet til om ikke andet? Hun så kort ned af sig, sikrede sig, at hun ikke havde fået et eller andet på tøjet og løftede så blikket igen. Hun kendte ansigtet på den procianske kongefamilie, men kun fordi hun af og til havde været på slottet med hendes job som healer, hvis hun blev hidkaldt. Hun vædede sine læber. "Det er sandt.. og tak. Dog jeg er blevet mødt af modstand før i mit erhverv, så mener jeg også selv, at det er meget ærligt arbejde. At hjælpe andre er i sandhed livets glæde," svarede hun med en roligt tone. Hun betragtede hingsten og smilede bare, da den vendte hovedet til side og hun sænkede hånden igen. Denne gang hoppede Denjarna dog af hesten og kom ned i øjenhøjde i stedet for, hvilket hun meget godt kunne lide. "Glæden er vist helt på min side," startede hun med at sige, "og jeg ville gerne give Dem mit fulde navn hvis det var mere end Belle. Jeg har ej noget efternavn og er blot kendt som Belle." Hun trak vejret roligt og tog Denjarna i blik. Hun var kommet sig rigtig godt kunne hun nu se. "Jeg bor i Procias, Deres Majestæt. Faktisk... Jeg husker Dem fra et ophold, hvor jeg blev tilkaldt som ekstra hjælp af healerne. Det glæder mig at se Dem i så god bedring."

[Deleted]

Modstand kunne alle og enhver møde på sin vej. Dog kunne man helt rynke på næsen af, at selv en healer blev mødt af det. Healere var trods alt venlige sjæle, som blot ønskede at kurere folk. Ofte lige meget hvem de var, og hvad de havde gjort. Selv var Denjarna uden spørgsmål blevet lagt ind i en af hytterne i Catalena, dengang hun var blevet helbredt der, og dengang havde hun altså stået som en berygtet dvasianer. Helt godt kunne man dog ikke sige, at resten af hendes ophold havde været, da hun helt udmattet havde været tvunget til at forlade stedet, da en af healerne havde sladret til deres konge. Videre ideelt havde det ikke just været for hendes vedkommende, men hun var da kommet helskinnet igennem. ”Det er beklageligt at høre, at selv healerne møder modstand. Som ofte er I blot venlige sjæler, som blot ønsker at helbrede alle syge.. Men selvfølgelig vil der altid være dem, som er imod et sådant princip,” sagde hun stilfærdigt. Det var bare sådan, at det var, og det kunne hun ikke just lave om på. Roligt kom hun selv ned på øjenhøjde med Belle, som hun ikke længere så nogen grund til at føre samtalen fra sin hests ryg. Det varede ej heller længe før det gik op for hingsten, at den havde et rums tids pause, og derfor begav dens mule sig efter kort tid ned til det frodige græs, som den rev strående op strå efter strå. Hendes sølvgrå blik hvilede på Belle. ”De ved ej, hvor De stammer fra?” spurgte hun hende roligt. Selv vægtede hun ej sin egen familie højt, men alligevel vægtede det, at man vidste, hvor man kom fra. At Belle derfra afslørede sig selv som healeren, der havde taget sig af hende, gjorde hendes blik mere fokuserende. Dybt taknemmelig var hun for hjælpen, som hun ej havde været i live uden den. Dog vidste hun, at en af healerne havde røbet hendes identitet for kongen. Hvem det mon var, var dog et helt andet mysterium.. ”De er ikke vedkommende, som valgte at gå til Deres konge for at berette ham om min tilstedeværelse i byen? ” spurgte hun sigende. Ja, hun var desværre nødt til at få dette på det rene, før hun fik lyst til at takke kvinden.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle havde ikke ofte mødt modstand, men det skete alligevel. Og når først en person havde sat sig op imod hele princippet med healere, så var de meget svære at overbevise. Nogle mente, at de var hekse og brugte trolddom til at helbrede folk. Andre påstod, at de gjorde dem mere syge end de helbredte dem. Men faktum var, at de fleste healere var så dygtige til deres arbejde, at de faktisk kun mistede nogle, hvis det var en ny sygdom, de ikke rigtigt havde nogen kur mod endnu. Eller en sygdom, der havde fæstnet sig så meget, at kroppen ikke stod til at redde. Hun nikkede dæmpet. "Nogle mener vi er onde og bruger trolddom, og så vil de ikke modtage hjælpe. Men jeg mener også blot, at vi er venlige sjæle," svarede hun roligt og nikkede. Hun smilede venligt til dronningen nu hvor hun var kommet ned i øjenhøjde. Oprindeligt var hun faktisk født i dette land, men havde boet det meste af sit liv i de procianske skove. Hendes blå øjne strøg over hesten igen, som den nu fandt ud af, at den kunne græsse lidt og hun smilede bare ved tanken. Hun kunne meget godt lide dyr, det var lidt en del af skoven. Hendes blik faldt tilbage på Denjarna. "Jo, men det er ikke videre interessant. Min mor var druide... og min far formskifter og alkymist. En fra Procias, en fra Dvasias. Vi boede her i landet da jeg var helt lille, men da min far skred fra os, så vendte vi tilbage til Procias. Altid har jeg bare været... Belle. Så kender folk mig også i alle former, da jeg ikke vil misbruge min formskiftning til at kunne gemme mig," svarede hun. Hun vidste ikke om det gav mening, men hun håbede, at det gjorde. Hun kunne godt mærke, at Denjarnas blik blev mere fokuseret. Hun var bekendt med, at en anden healer havde sladret, for pludselig havde Denjarna jo været væk. Hun rystede straks på hovedet. "Det må De endelig ikke tro, jeg ville aldrig... Alle har ret til healing."

[Deleted]

”Hvis vi skulle bekæmpe healere, fordi de benytter sig af trolddom, skulle vi ligeså bekæmpe magikere og warlocker. Disse synes verdenen dog ikke at have et problem med, og derfor kan det vel komme ud på et. Hvad end I gør, mener jeg dog, at man skal se sig tilfreds, så længe man kommer helbredt ud,” sagde Denjarna sandfærdigt, som det måtte være således, at hun så på det. Beklageligt var det selvfølgelig, at der var dem som så sig negative over dette princip, men verdenen kunne trods alt ej heller være god hele vejen igennem. Det var for meget at bede om. At Belle fandt lysten til at fortælle hende sin uddybende historie, fik Denjarna til at lytte opmærksomt. Det var måske relativt, hvor vigtig historien var at vide for hendes vedkommende, men altid havde hun været en kvinde, som tog alle detaljer til sig. Det gjorde også udfaldet for, at hun verbalt kunne sno sig omkring og komme med de rigtige vendinger. ”Forældre er ikke altid, hvad man ønsker, at de skal være. Det vigtigste er blot, at vi selv finder vores vej der gør, at vi kan se os selv i øjnene,” sagde hun i en rolig tone. ”At De ligeså har fundet en fornuftig vej, hvorpå De kan bruge Deres racer, er kun vel. Jeg kan kun forestille mig, at druiden og alkymisten må være prisværdige racer som healer.” At hun stod overfor den selvsamme healer, som havde helbredt hende, efter at hun havde været i vampyrfyrstens kløer, ovevældede hende i den grad med følelser. Både gode, såvel som dårlige. På den ene side var hun nemlig blevet helbredt, og på den anden side havde en sladret, og fået hende til at springe afkræftet ud af vinduet for derefter at stikke af. Hvordan Gabriel havde tacklet hendes forsvinding derefter, havde hun endnu ingen ide om. Hun slap et dæmpet suk. Kvinden var uskyldig. ”Jeg beklager min opfarenhed. De skal vide, at jeg sætter pris på den hjælp, som De ydede mig. Uden den havde jeg fået ikke stået her i dag..”

[Erica Magdalen Sashae]

Belle nikkede til Denjarnas ord. Hun havde meget ret i de ord, men om ikke andet, så var der bare nogle, der bekæmpede healing, men ej magikere og warlocks. "Jeg er helt enig med Dem. Men desværre så skelner folk alligevel på hvad jeg kan udrette og hvad magikere og warlocks kan gøre," svarede hun roligt. De magikyndige væsner havde jo ikke healing på samme måde som druider, alkymister og endda engle, så der var jo alligevel et skel mellem dem. Hun fandt det dog ærgerligt når folk modsatte sig, for det endte som regel med at give bagslag til dem selv, da de så bare selv gik rundt med en virus eller bakterie i kroppen, som de ikke kunne skille sig af med. Hun trak vejret roligt. Egentligt fortalte hun sin historie, fordi hun ville udrede for Denjarna, at det ikke var for at skjule sig, at hun kun kaldte sig ved et navn. Derimod det modsatte. Dog var hendes historie ikke specielt interessant, og nok ikke meget anderledes end andres, for hun var vel ikke den eneste, hvor den ene eller den anden var gået sin vej? "Så sandt. Min mor døde for adskillige år siden, men dog så har jeg en god omgangskreds i de andre druider, som jeg bor sammen med i de procianske skove." Hun foldede hænderne foran sig og lod hovedet søge let på sned. "Racerne passer utrolig godt sammen, det er sandt. Det har i hvert fald været en fordel for mig og jeg lærer noget nyt næsten hele tiden," fortalte hun sandfærdigt. Hun sendte hende et roligt smil. Denjarna havde været pludseligt væk og hun havde været noget irriteret på den healer, der havde sladret, for sådan arbejdede man ikke i den branche. Alle havde en chance indenfor healing, uanset hvem eller hvad de var. "Det skal De ikke tænke på, jeg forstår udmærket Deres reaktion. Jeg er kun glad for at se Dem i så god tilstand nu og at min hjælp har været med til, at De kunne komme på benene." Hun bøjede roligt hovedet for hende.

[Deleted]

Selvfølgelig var der forskel på at være healer og direkte magikyndig. Dog mente Denjarna ikke, at man kunne modarbejde healere bare fordi, at man mente, at de var hekse. Irrelevant kunne deres metode desuden være, hvis blot de gjorde deres arbejde. Selv havde hun i hvert fald ikke stillet de store spørgsmål, dengang hun var blevet bragt til Catalena for at blive reddet. Hun havde dog ej heller været i standen til det, da hun i det øjeblik mere eller mindre havde ligget for døden. Egentligt var det en væmmelig stund i hendes liv, som hun ikke ønskede at tænke på eller snakke om, da hun ikke brød sig om det faktum, hvad det egentligt havde gjort ved hende.. Heldigvis havde hun fået sin hævn, som hun havde svaret igen ved at tage Alexanders liv. ”Selvfølgelig skelner de.. Verdenen ville ikke være sig selv, hvis alle var i stand til at se i et bredere billede,” sagde hun stilfærdigt. Engang havde hun også selv været en ganske snæversynet kvinde, men med alderen og de livserfaringer, som hun havde gjort sig, havde det ændret sig. Det kunne man vel også kun håbe, at det gjorde for alle? Dog måtte hun sige, at hendes liv højst sandsynligt havde været det mere fredfyldt, hvis hun havde forblevet hos mørkelverne, og aldrig havde mødt sin tidligere mand. Hendes blik hvilede roligt på Belle. ”Ens familie er ikke altid den, som man er født ind i. Til tider er ens familie derimod den, som man selv vælger. Præcis ligesom det, som du har gjort,” sagde hun roligt. Hun passede vel også selv ind under den term? I en fjern fortid havde hun nemlig været den, som havde stukket af hjemmefra for at skabe sig et nyt liv. ”Og det må være det vigtigste.” At Belle var den healer, som havde været med til at helbrede hende i sin tid, havde hun bestemt ikke set komme. Det havde trods alt foregået i Procias. Dog havde hun ikke genkendt hende, og hvis ikke Belle havde afsløret sig selv, havde det nok aldrig gået op for hende. Afkræftet havde hun nemlig været dengang, og derfor måtte det være for meget at bede hende om at kunne huske, hvem hun så dengang. Hun huskede kun ansigterne på Salvatore og Gabriel. ”Uden Deres hjælp ved jeg ikke, hvad der var blevet af mig, og for det kan jeg ikke takke dig nok. Desværre var det ikke alle i Catalena, som var ligeså venligsindet som Dem, og de må derfor bryde den pagt, som I har.”

[Erica Magdalen Sashae]

Belle var en gang eller to før blevet kaldt en heks, selvom folk dog selv måtte om det. Hun gjorde sit arbejde og hun havde kun fejlet en enkelt gang eller to, hvoraf den ene var hendes egen mor. Det havde været et tilbageslag for hende dengang, men ikke noget, som hun ikke havde gjort noget godt ud af og lært af. Denjarna så selv meget anderledes ud nu, men dog huskede hun hende både af navn og ansigt, selvom hun klart så noget bedre ud nu. Hun havde været tæt på døden, da hun var kommet til Catalena, men om ikke andet, så stod hun da nu og endda som dronning. Det blev vel ikke meget bedre? Hun trak på læberne til et smil og nikkede. "Det er sandt. Nogle folk er bare utroligt snæversynede," svarede hun sagte. Det havde hun da også mødt på sin vej, men hun prøvede altid at se tingene i en bredere forstand. Familie for hende, var dem hun havde det bedst med hos druiderne. Deriblandt følte hun sig også tæt knyttet til sin veninde, der var elver. "De har helt ret. De kan måske selv tilskrive Dem en sådan situation? At vælge selv?" spurgte hun, selv en kende nysgerrigt. Hun vædede flygtigt sine læber. Let lod hun hovedet glide på sned, som hendes isblå øjne faldt på hende. Lige nu kunne hun ikke huske, hvilken hår og øjenfarve hun havde haft, da hun havde helet Denjarna, men hendes tilstand havde også været så dårligt, at hun nok ikke ville huske mange ansigter alligevel, hvilket dog ikke gjorde hende noget. Hun smilede stille til hende. "Nej. Vi var alle noget forfærdede over hende, der valgte at sladre... Det er ikke i healernes ånd at skelne mellem folk, alle skal have en lige behandling. Men jeg er bare glad for at se Dem vel, nu hvor jeg ikke kunne følge min healing til dørs, da De måtte flygte," svarede hun.

[Deleted]

Størstedelen af verdenen ville højst sandsynligt forblive snæversynet. Derfor vidste Denjarna også, hvad man burde ligge i det. Selvfølgelig kunne man altid forsøge at gøre en forskel, men at omvende hele verdenen.. Det var et mål, som man ej burde sætte sig. Derfor indsnævrede hun sig også til at kæmpe for det manjanske folk og dem, som hun skulle se noget i. Ej ønskede hun dog at gøre den store forskel for verdenen i dag, som hun derimod blot ønskede at nyde den sparsomme fritid, som hun nu måtte nøjes med. Blikket vendte hun væk fra Belle og mod sin hingst, som der blev spurgt ind til, om hun havde haft en lignende situation som Belle. Hånden strøg hun blidt over hingstens hals. Personligt havde hun ikke en familie længere. Erhvervsmæssigt havde hun, som hendes folk måtte være en slags børn for hende. Det var i hvert fald blevet op til hende og sørge for deres ve og vel, og derfor kunne man vel godt kalde hende for deres moder? ”Min biologiske familie har jeg aldrig kendt til, og min adoptivfamilie ønskede jeg ej. Mørkelverne blev min familie i mine yngre dage, som jeg blev deres leder. Dernæst fik jeg en mand, som blev min familie, og nu er jeg, som De ved, i helt andre rammer,” fortalte hun ærligt. Hendes barndom var ikke just noget, som hun diskuterede med folk. Dog vakte den ej heller nogen skade, og derfor kunne hun sagtens fortælle om den, når det endelig var. Den skadede trods alt ikke, da det blot var virkeligheden, og virkeligheden kunne hun ikke just løbe fra. De sølvgrå øjne fandt Belle igen. Mærkværdigt var det at stå overfor den kvinde, som havde reddet hende, men på den anden side var det også yderst prisværdigt. Kvinden havde trods alt reddet hendes liv, hvor mange andre sikkert ville have stillet spørgsmålstegn. Selv nu kunne hun også høre, at det fra start kunne være gået galt i Catalena, som hun for eksempel fra start af kunne være endt hos den person, som havde gået til Gabriel. ”Jeg kan ikke just sige, at det faldt mig belejligt ind, at jeg skulle springe ud af et vindue for dernæst at løbe tværs igennem en skov. Jeg er dog glad for, at ikke alle healerne var som den kvinde,” sagde hun stilfærdigt med et skævt smil på læben. ”Gjorde Deres konge Dem noget, som han fandt ud af, at det var Dem som havde ydet hans fjende hjælpen?”

[Erica Magdalen Sashae]

Belle vidste, at der fandtes mange snæversynede mennesker. Dem mødte hun ofte. Men hun havde selv lært med sit erhverv, at man ikke kunne dømme folk på den ene eller anden måde. Det var ikke i en healers ånd at lade vær med at hjælpe, hvis man ikke brød sig om den person, der var såret. Som regel kunne man jo kun dømme på personens race og det fandt hun sig slet ikke i. Men dog var hun jo selv blevet dømt på den ene eller den anden race, senest var hun blevet bebrejdet for at være alkymist, men det prøvede hun i den grad at omvende folk til at acceptere. Et smil passerede hendes læber, hvor hun roligt betragtede Denjarna. Mon hun ville fortælle lidt af sin historie også? Hun vidste jo faktisk ikke, hvor privat en person hun egentligt var og som dronning, så skulle man vel også passe på? Hun lyttede interesseret i det hun fortalte og nikkede som tegn på, at hun lyttede. "Jeg kan forestille mig at livet som dronning må være noget helt andet. Ikke at jeg direkte kan sætte mig ind i det, men det er jo et ansvar. Det virker dog til, at De har fået godt styr på landet. De byer jeg passerede virkede til at være i god ro og orden," svarede hun. Det var et kompliment, uden tvivl. Manjarno var hende nær i form af, at det var tæt på Procias, at det havde mange planter, som hun skulle bruge og at det også var hendes barndomshjem.
Det var underligt at stå her foran Denjarna igen, men det gav hende en form for ro at se hende på benene, eftersom hun så faktisk ikke havde fejlet. "Det kan jeg forestille mig. De fleste healere i min omgangskreds dømmer ikke folk på nogen måde, for jeg vil ikke omgås sådanne folk," svarede hun stilfærdigt. En tot af hendes hår rev sig løs i en blid vind og hun strøg den hurtigt væk bag hendes øre igen. "Jeg tror ej, at kongen ved hvem der præcis healede Dem. Jeg er i hvert fald ikke blevet opsøgt."