A big decision

[Deleted]

Forbudt, spændende og intim. Det var, hvad situationen var mellem Denjarna og Salvatore. Det lignede på ingen måde en dronning at agere således, men nu måtte hun vel også blot være et bevis på, at en dronning også havde brug for lidt adspredelse. Ganske vidst var hun kongelig nu, men sin lyst havde det bestemt ikke frarøvet hende! Høj var hendes puls, som de stod ude i regnen, og derfor ænsede hun knapt nok kulden. Svært var det også, når han krop syntes brændende mod hendes. Små støn blev konstant kvalt imod hans læber, som deres læber dansede i vild hedenskab, alt imens hun fik en plads på selve rækværket. Risikabelt var det, som de havde på sinde, men det gjorde blot, at hun ønskede det endnu mere. Benene spredte hun for ham, som hun lagde benene om hans hofter, og derfor også tvang ham ind til sig. Nakken slog hun automatisk tilbage, som et sødmefuldt suk forlod hendes læber, som han fyldte hendes indre og indtog hendes krop. Altfortærende var hans handling, som det kun var deres symfoni, som eksisterede derfra. Overvældende var det at mærke ham i sig igen, og endda ude på balkonen! Et fast greb holdt hun om hans våde brune lokker, alt imens hendes anden hånd gav slip for at gå på opdagelse. Krævende rev de sig vej ned ad hans ryg, så lange røde mærker lagde sig som et minde. Hovedet lod hun lydigt trille til den ene side, som hans læber krævede adgang til hendes hals. Suk forlod kærkomment hendes læber, som hun mærkede de blide kys mod sin hals, alt imens hun fornemmede hans stød i sit underliv. Berusende var det, og hun ønskede mere! Sansende maserede hendes fingrer let hans hovedbund med taget om håret, alt imens hendes anden hånd fortsat rev sig op og ned langs hans ryg. Hun ønskede at røre ham, nyde ham, markere ham som sin. Lårene klemte hun let til om hans hofter, så hun kunne bruge sine ben til at tvinge hans stød hårdere mod sig.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Intimt.. forbudt og et sted også farligt, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde Salvatore det mindste. Alt taget i betragtning, så var dette så forbudt som noget overhovedet kunne blive, men det var virkelig ikke noget som rørte Salvatore. Det var hende som han havde for øje.. uanset hvor forbudt det så end måtte være. Hans hjerte hamrede fast og intenst mod hans bryst... varmen var til stede, og hver en celle i hans krop reagerede på det som skete for øjnene af ham.. midt her på balkonen, hvor alle i haven i princippet kunne få øje på dem.. det var ikke noget som hvilede i hans tanker og sind på noget tidspunkt. Dette var uden tvivl noget som han havde brug for at mærke... brug for at vide, at det var noget som selv hun ville give ham, nu hvor muligheden endelig måtte byde sig.
"Du er virkelig fantastisk, Denjarna.." Det var de ord, som passerede Salvatores læber, inden han ved hendes hjælp, måtte forene deres kroppe. Nu var det nemlig selv på tide, at han fik noget ud af dette, og det gjorde han så sandelig nu! Regnen slog mod hans krop, nu hvor hun nærmest måtte ligge skjult for den under ham. Det rørte ham ikke.. Han befandt sig i sin egen lille verden, hvor det bare var de to. Hans arme låste han omkring hende, som hun også låste sig fast omkring ham. Det var slet ikke noget som han havde noget imod.. Han elskede det.. Han elskede virkelig fornemmelsen af at have hende så tæt på. De svage støn brød han læber, også selvom det var dæmpet mod hendes varme hals.. Han ville høre hende. Han elskede det faktum, at hun nød hvad han gjorde ved hende og kunne give hende. Han fik et godt og fast tempo igang.. Han gik så meget i hende, som han nu kunne.. Han ville høre hende.. vide, at det som han gav hende, var noget som hun elskede og nød. Han klemte øjnene let sammen. Hun rev i ham.. vækkede ting, som ikke havde været vågen igennem frygtelig lang tid, og han elskede det jo! Den ene hånd søgte fast til hendes bryst, som han trykkede fast om, mens han holdt hende tæt ind mod sig med den anden.. Igen lod han læberne indramme hendes i et dybt kys.. Han var krævende i forhold til normalt, men sammen med hende, følte han virkelig at han kunne give slip på sig selv, hvilket var forbandet rart!

[Deleted]

Det at mærke Salvatore helt tæt igen måtte synes ubeskriveligt. Det var den perfekte måde at tage afsked på, og hvem sagde ikke, at deres gensyn kunne være ligedan? Han ville komme tilbage til hende.. Han kunne intet andet.. Denjarna rev sine negle op og ned langs hans ryg, alt imens hun nød hans gang inde i hende. Anderledes syntes i dag at være mellem dem, men selv kunne hun ikke meget andet end at nyde det. Hun nød, hvordan de krævede hinanden, samt at de måtte tage fat i den anden, som de ønskede. Som hans stød blev hårdere og kom så dybt, som han kunne, faldt stønnende også mere nydende over hendes læber. Hårdt slog hendes hjerte, hvor hun helt måtte ønske at vride sig af begær. Dog kunne hun ikke gøre dette, som hun kun kunne tage hårdere fat i ham. Stramme grebet om hans hår. Trykke neglende dybere ind i hans hud. Hvorvidt hun rev igennem huden, vidste hun ikke. Hun lod blot sanserne tage over.. Kysset der blev plantet på hendes læber, besvarede hun hungrende igen. Hårdt og krævende besvarede hun kysset, så støn nu måtte blive kvalt imod hans læber. Svulmende måtte hendes bryst være mod hans hånd, hvor hun begærligt trykkede sin krop mod hans. Det eneste hun ønskede var ham. Mere af ham. Kysset brød hun brat, som hun pludselig tvang hans hoved til siden med den hånd, som havde et fast tag i hans hår, så hun nu kunne dække hans hals til med kys. Regn og Salvatore måtte han smage af, som hun lod sine læber massere hans hals i adskillige kys. Selvom hun var halvt dækket af Salvatore, måtte også hun være ved at være godt gennemblødt. Køligt var det, men det kulde syntes blot at prelle af mod deres overophedede kroppe.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Alt foruden Denjarna, var som glemt for Salvatore i øjeblikket.. behaget stod i højsæde og særligt fordi at han vidste, at det var denne mulighed som han havde.. Det var den sidste aften som de havde sammen, og kunne han, så ville han glædeligt høre hende skrige det! Skrige ud hvor meget hun virkelig nød det her! Alt taget i betragtning, så var det et virkelig intenst øjeblik.. Sådan som hun rev i ham, så kunne han jo heller ikke gøre meget andet ved det, end at .. tage det til sig.. nyde det i den forstand, som han nu gjorde det. Han brummede svagt, som han igen trykkede hende fast mod sig, mest af alt, for at sikre sig, at han ikke kunne komme tættere på hende end hvad han var allerede.
Det intense fik varmen til at brede sig i absolut hele hans krop, også selvom de stod der begge helt våde af ren og kulde, så tog han sig virkelig ikke af det.. Det var slet ikke i den verden at han befandt sig for øjeblikket. Nej, dette var bedre.. langt bedre. En verden hvor der blot var de to, så blev det så sandelig heller ikke bedre end hvad det var i forvejen, hvilket han glædeligt ville erkende for hende. Hans hånd mod hendes bryst, strammede blot grebet.. I takt med at han selv kunne mærke hvordan dette var noget som påvirkede ham i den forstand, at han kunne mærke, at det var begrænset hvor længe mere, han kunne fortsætte med at trække den.. Han var tæt på, hvilket skam også var noget som de dybe støn og de intense suk måtte afsløre. Han ville lade hende vide hvad hun gjorde ved ham, og hvor meget han virkelig værdsatte hvad hun gjorde ved ham og særligt når det var på denne her måde. Han klemte øjnene let sammen.. Virkeligheden bankede på derude. Med støtte fra det rækværk som hun måtte sidde på, kørte han tempoet op, også selvom det krævede al den koncentration som han kunne lægge i det.. Han ville jo ikke have at det skulle stoppe, men særligt hun skulle have lov til at gøre sig færdig først! Hånden legede med brystet, inden den gik på en mindre opdagelse, som kun endte omkring hendes talje i stedet for, så han var sikker på, at hun sad fast. Hun skulle jo nødigt falde over kanten.

[Deleted]

Hvorvidt der ville gå dage, uger eller måneder før Denjarna ville gense Salvatore, kunne ingen vide. Derfor agtede hun at få det bedste ud af øjeblikket, og det bedste var også, hvad de fik ud af det. Forførerende var hele øjeblikket. Det var forførerende at vide, at de umiddelbart stod for frit skue, at naturen slog imod dem i form af regn og blæst, at deres kroppe lidenskabeligt klyngede sig til hinanden og selvfølgelig, at det var Salvatore, som hun delte dette øjeblik med.
Hæsere blev Denjarnas åndedræt, hvilket automatisk fik hende til at stramme grebet om hans våde brune lokker, alt imens hendes anden hånd hjalp til med at klynge hende ind til hans krop. Ej ønskede hun, at dette skulle stoppe, men ej heller kunne hun fornægte den stigende nydelse, som igen gjorde sin opdukken i hendes krop. Lettere spændt blev hendes slanke krop, som hendes fokus langsomt røg fra de dominerende bevægelser til den bredende varme i hendes underliv. I et gisp trak hun nærmest vejret – hvilket også fik hende til at bryde kysset – som hun igen mærkede den velkendte og særdeles velkommende eksplosion i sin krop. Altfortærende var de næste sekunder helt.. Salvatore, det kolde rækværk, de våde dråber ænsede hun knapt, som hun blot følte den altfortærende nydelse. Spændt var hendes krop, som nydelsen skød igennem den! Ej var den blot centreret til hendes underliv, som den gik hele vejen gennem hendes ben og ud i tæerne.. Sågar op gennem hendes bryst og videre op til hendes hoved og helt ud til hårspidserne. Ja, sågar hendes hår syntes levende i denne stund. Neglende rev let i hans hud, alt imens stønnet søgte over hendes fugtige læber. Hans krop knugede hun hungrende til sig, alt imens nydelsen tog over og dernæst drev væk igen. Mere bevidst måtte hun også blive igen, hvilket førte til, at hun igen fornemmede Salvatore, regnen og den kølige vind.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ønskede slet ikke at tænke på den mission, som han havde sat sig selv på, og helt ærligt, så var det noget af det sidste, som han tænkte på lige nu. Hans hjerte hamrede mod hans bryst og hans hoved kunne kun bevare fokus på det, som skete foran ham.. Det som Denjarna skænkede ham, og den nærhed som han havde til hende og hendes væsen.
End ikke det kolde rækværk og den kolde vind, eller den våde regn, var noget som Salvatore kunne skænke så meget som en tanke. Han lukkede øjnene. Som fanget i sin egen lille verden, satte han tempoet op, som han også holdt hende tæt på sig.. Selv kunne han jo mærke hvordan han kun kom nærmere og nærmere det endelige og pludselig... der skete det. Det dybe og tunge støn brød hans læber, som han trykkede sig fast på plads ind mod hende. Hans krop dirrede.. selvom det var koldt i vejret, så følte han kun hvordan hans hjerte hamrede.. og hvor varm og opkogt han egentlig følte sig. Med et smil på læben, trak han sig en anelse fra hende, kun for at lade den let skælvende hånd stryge over hendes kind. Gud hvor han dog holdt af hende... Han håbede virkelig at han ville komme hurtigt hjem, så han igen kunne være sammen med hende.

For at holde varmen, trykkede Salvatore hende ind mod sin egen skikkelse. Hun var uden tvivl en virkelig fantastisk kvinde, og en ganske særlig betydning havde hun uden tvivl også fået for ham efterhånden. "Du er virkelig en fantastisk kvinde, Denjarna," hviskede han roligt mod hendes øre, inden han roligt førte hende ned af rækværket. Selv ønskede han jo heller ikke ligefrem at hun skulle stå og fryse. Med en let bevægelse, fremmanede han et varmt tæppe, som han lagde omkring hendes skikkelse, kun for at trykke hende godt og tæt ind mod sig igen. At slippe hende, havde han slet ikke lyst til.. Overhovedet ikke.

[Deleted]

Den overophedede nydelse syntes de nærmest at møde i det samme øjeblik, ligesom det efterfølgende euforiske velbehag. Hvis det var muligt at have det perfekt ville Denjarna mene, at hun havde det perfekt lige nu og her. Hendes krop var nemlig ikke kun blevet fyldt af euforisk paradis én gang, men derimod hele to gange. Derudover syntes det blot som det mest rigtige at stå i Salvatores trygge arme lige nu og her. Øjnene holdt hun trygt lukket, alt imens hun følte, hvordan hendes hjertebanken langsomt sænkede sig. Varm var hendes krop, og skønt hun langsomt kunne fornemme, hvordan regnen og blæsten slog imod den, betød det ingenting. Sitrende søgte hendes sølvgrå øjne op, som Salvatore trak sig en anelse bort for at stryge hende over kinden. Helt trygt måtte hendes blik hvile i hans. En tryghed der faktisk måtte ende med at skræmme hende en anelse.. Hvad foregik der egentligt mellem dem? Hvad tænkte hun egentligt om denne mand? Følelsen og tanken gjorde hende nervøs, og dog endte hun alligevel med at smile, som han kom med de sødmefulde ord. Hun var fantastisk.. Hun havde hørt ham sige det før, og reelt set nød hun at høre ham sige det. Et sted forestillede hun sig vel, at han oprigtigt mente dem, og at han kun skænkede hende dem? Intet nåede hun dog at sige, inden hun blev trukket ned ad rækværket. Til dels svimlende måtte hun føle sig, som hun igen skulle bære sin vægt, og som hendes bare fødder kom i kontakt med det våde og kolde gulv. En smule varme måtte hun dog få fornemmelsen af, som et tæppe ud af det blå blev lagt om hendes skuldrer. Hvor det kom fra, spurgte hun ikke om, og ej heller skænkede hun det synderligt mange tanker. Udkørt for kræfter var hun nemlig efterhånden ved at være, og som hun igen blev trukket ind i hans favn, lagde hun sit hoved mod hans brystkasse, hvor hun igen måtte blive overvældet af fornemmelsen af tryghed. Blidt lagde hun en hånd mod hans anden side af brystkassen, som hun stille strøg i et stykke tid. Hvorvidt hun gjorde det i en række sekunder eller i en række minutter, vidste hun ikke, men som hun endelig talte, følte hun, hvordan også tæppet måtte være vådt. ”Vi burde søge ind.. Det går næppe, at jeg sender dig syg ud i morgen.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ordene havde Salvatore måske skænket til Denjarna før, men han mente dem jo, og derfor ville han gerne lade hende vide det. Hun var en kvinde, som han havde frygtelig nært til hjertet efterhånden, og det var jo næsten en tanke, som selv han måtte finde skræmmende. Han vidste, at det var klare forretningskriterier, som gik mellem ham og hende, også selvom det var svært at se for sig i en stund som denne, og særligt med det intime som de delte dem imellem.
Ved at støtte Denjarna ind mod sig, kunne han også hjælpe med at holde hende oppe. Tæppet lagde han omkring hendes skuldre, også fordi at han slet ikke ønskede, at hun skulle fryse. Den tanke kunne han slet ikke have med at gøre. Han smilede let for sig selv. Så lang tid, at han kunne skænke hende noget som hun var glad for.. både her i det private og personlige, men også arbejdet i det professionelle, så havde han lige hvad han havde brug for. Hende i livet.. uden at det behøvede at gå hen og blive slemt. Han strøg hende kort over siden. De burde søge ind ja.. men det var rart lige at køle ned, selvom det sitrede i hans ben under ham. "Du har ret.. så lad os komme indenfor.." Han trykkede hende igen ind mod sig. Igen var det ikke missionen som han skulle ud på, som han ville tænke på, hvis han ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Det var slemt nok som det var i forvejen. Han førte hende med indenfor, hvor han ved hjælp af en let bevægelse med hånden, fik lukket balkondøren, så de igen kunne sidde i varmen. De var nok begge våde og kolde, men det var virkelig ikke noget som han tog tungere end det, og det var noget som han gerne stod fast på, som det endelig var i forvejen. "Vi kan lægge os... kom.." sagde han endeligt, som han roligt førte hende hen til sengen. Som lovet, ville han blive natten over. Han lystede faktisk heller ikke at søge til hans egne gemakker lige i aften, om han skulle være helt ærlig. Hånden strøg han kærligt over hendes ryg.. Ikke i mange år, havde han stået ved en kvinde, som havde fået den betydning for ham.

[Deleted]

Det at Denjarna følte en vis tryghed omkring Salvatore, undskyldte hun med, at det skyldte deres gode venskab. Realistisk var det dog også, for bag det at være elskere og kollegaer, var de trods alt venner. Øjnene holdt hun lukket i, alt imens hendes fingrer blidt kærtegnede hans brystkasse. Utroligt afslappende – og dog skræmmende – måtte hun finde denne tilstand. Dog måtte hun blive rusket en anelse tilbage til virkeligheden, som han medvillig i at gå inden døre igen. De sølvgrå øjne lod hun glide op igen, som hun måtte træde en anelse ud af hans favn, så hun blev i stand til at gå. Roligt bevægede hun sig inden døre med Salvatore ved sin side, og sjovt var det, som hun nærmest måtte mærke kulden mere, som hun trådte indenfor. Nu hvor den kølige vind ikke længere slog imod hende, og nu hvor regndråberne ikke længere vædede hendes krop, måtte hun føle den tydelige kontrast til det tørre og lune. Let skælvede hendes slanke skikkelse, hvilket automatisk fik hende til at lægge armene beskyttende om sig selv. Dog kunne hun ikke just sige, at hun fortrød, hvad hun havde foreslået... Det havde nemlig i sandhed været euforisk og mindeværdigt! Hun smilte svagt. ”Det ender med, at vi tager uvejret med til sengs,” kommenterede hun i et muntert tonefald. Hendes ravnsorte lokker hang hende nemlig tungt og dryppende ned ad ryggen, alt imens der ikke var det punkt på hendes krop, som ej var fugtigt. Ganske vidst havde det hjulpet en anelse med tæppet, men selv det var også gået hen og blevet vådt. Dog valgte hun alligevel at tage plads på den bløde sengekant. Det sølvgrå blik hævede hun mod hans, hvilket fik hende til at række ud mod hans ansigt. ”Du er helt våd..,” kommenterede hun stille med et smil på læben, velvidende om, at hun var mindst ligeså våd som ham. Blidt valgte hun at stryge ham over ansigtet, så en række vildfarne dråber blev strøget væk.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Fuldstændig grebet af situationen og den ekstase, som han følte i hele kroppen, fandt Salvatore selv den glæde og den ro ved denne situation. Hendes strøg.. at mærke hende tæt på. Det var alt sammen noget, som faktisk fyldte ham med en følelse af glæde og velvære, og det kunne han uden tvivl rigtig godt lide. Han førte hende indenfor, og stadig tæt stående ved hans egen favn, så han netop kunne lægge armen om hende, og sikre sig, at hun kom godt med. Han var træt.. skræmmende træt, og med kulden som også begyndte at bide på ham.. Dette havde dog af den grund, været noget af det mest fantastiske som han nogensinde havde været ude for, så det sagde bestemt heller ikke så lidt! Kort strøg Salvatore hånden over hendes ryg, inden han førte hende med hen mod sengen igen. Der hvor de rent faktisk havde startet det hele. Et sted.. var det underholdende.. mærkværdigt hvordan tingene bare udviklede sig. "Søvnen er tiltrængt," sagde han endeligt. Han selv var jo nødt til at være udhvilet inden han tog afsted.
Salvatore stoppede op og vendte sig mod hende. Han grinede ganske kort, inden han lod hånden stryge over hendes kind, for at vende hendes blik mod sig. Lige nu opførte han sig måske, som havde de været et par, men han kunne ikke styre det. Det havde været en.. fantastisk god aften.. En virkelig fantastisk aften! "Lidt vand har da ikke slået nogen ihjel endnu," pointerede han med en rolig stemme, inden han roligt kyssede hendes læber. Efterfølgende trak han sig hen til sengen, hvor han roligt smed sig ned i den. Selv havde han jo ikke ligefrem en trævl på kroppen, så det at komme under den varme dyne og med hende tæt ind mod sin favn, ville bestemt heller ikke gøre ham noget. Tvært imod, så ville det jo være fantastisk for ham! Han klappede på pladsen ved siden af sig og med det næsten opfordrende smil. "Kom og læg dig," bad han roligt. Lige nu ville han bare gerne have lov til at nyde den tid han havde med hende, mens han havde den, inden han ville være tvunget til at søge videre.

[Deleted]

Søvnen var i den grad ved at være tiltrængt, og det kunne også selv Denjarna mærke. Foruden siden ekstatiske øjeblikke med Salvatore, havde hun trods alt også brugt dagen på sine royale pligter. Pligter som uden tvivl fyldte meget, når man var enemand om dem. Derfor beklagede hun sig ej heller over det faktum, at det var til køjs, at de var ved at krybe. Ganske vidst stod det hende ukendt, hvornår hun skulle gense Salvatore, men til gengæld måtte hun også mene, at deres afsked havde været passende. I deres egen forstand om end. Øjnene lod hun blidt søge i for et par sekunder, som hans læber mødte hendes i et kys. Et kys, som var det noget de gjorde til daglig. Drillende trak hun på smilebåndet, som han trak sig tilbage i sengen. ”Det er fordi, at ingen hidtil har set den flodbølge, som vi er i færd med at slæbe med os,” svarede hun drillende tilbage til hans pointerende ord. Roligt hvilede hendes blik på den nøgne mand, som nu lå i hendes seng. Selv kunne hun intet andet end at se sig tilfreds med det syn, som mødte hende, da han i sandhed var en fangst. En fangst hun endnu agtede at holde på. Muntert slap hun en dæmpet latter ved hans ord og handling. ”Man skulle næsten tro, at jeg var din gæst og ej omvendt,” svarede hun ham med en munter mine, som han gjorde tegn til, at hun skulle komme op til ham i den magelige seng. Roligt rejste hun, hvor hun med blikket på ham endte med at lade tæppet glide fra sine bare skuldrer og ned på gulvet. Det gulv der normalt ellers var så ryddet, men som nu var overslængt med deres klæder. Yndefuldt bevægede hun sig omkring sengen. Som hun nåede siden, valgte hun roligt at tage plads, så hun kunne lægge sig ved siden af Salvatore på sengen, som ej var ment for en, men for to. Det var blot den første gang, at hun valgte at dele den med nogen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Søvnen kunne de uden tvivl bruge begge to, og dette var så sandelig heller ikke ligefrem noget undtag. Alt taget i betragtning, så var det bare en vigtig del af den menneskelige tilværelse. Han smilede let, som han roligt lagde sig på sengen i det rene ingenting. Nu ville han heller ikke ligefrem påstå, at han havde noget at skjule, for der var jo ikke det, som hun ikke havde set efterhånden. Han smilede let til hende. "Hvad de ikke ved, ha de joheller ikke ondt af," pointerede han med en ganske sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun var uden tvivl en smuk kvinde, og selv hvad han måtte føle for hende, så vidste han jo godt, at det var tanker og følelser, som han slet ikke burde gøre sig.
Armen lod Salvatore ganske roligt glide omkring hendes skikkelse, kun for at trykke hende nærmere mod sig. Selv var det første gang, at han lå i sengen her for natten, men han ville uden tvivl nyde det, mens han nu kunne det, og det var vel også det som faktisk betød mest for ham. Han smilede let for sig selv.. Træt som han nu var, så var det uanset noget, som han stadig følte, at han kunne gøre. Han ville gerne vise hende det.. Den glæde, som han rent faktisk følte ved at ligge her sammen med hende. Han grinede let for sig selv. "Jeg nyder det nu blot.. Jeg nyder at være her sammen med dig," sagde han med en rolig stemme. Han lænede sig roligt frem og plantede et kys mod hendes pande, inden han roligt lagde sig til rette i sengen og ved siden af hende. Uden tvivl kunne man sige, at hun var noget af det mest fantastiske, som han længe havde været overfor. Tungen strøg han ganske let over sine læber. De burde måske få sovet lidt? "Du burde sove, min kære.. Du har brug for det," sagde han med en rolig stemme. Han selv lagde sig roligt til. Han var træt.. virkelig træt, og nok mere end hvad han lige ønskede at vedkendes, men hvad pokker.. man fik jo kun den glæde, som man selv stod for, og i aften.. ville han da påstå, var en af de bedre som han i sit liv havde haft.

[Deleted]

”Som De dog vælger at se på tingene, min gode herre,” svarede Denjarna ham i et drillende tonefald, inden hun lod sig putte ind til hans skikkelse. Rar fandt hun hans favn, som hun ikke kunne lade være med at forbinde hans væsen med en vis tryghed. Hvornår hun var nået til dette punkt, vidste hun ikke, men nået dertil var hun, og personligt hujede det hende ikke. Selv stod det hende nemlig klokkeklart, hvordan de sidst havde hændt hende, da hun sidst havde følt tryghed ved en mand. Armen lod hun roligt søge om ham. Hun sendte ham et drillende smil, alt imens hun havde et glimt i de sølvgrå øjne. ”Jeg ved ikke, om det er et behag, som du bør føle dig for tryg omkring.” Roligt slog hendes hjerte, som han blidt kyssede hendes pande. Et blidt og uskyldigt kys, som alligevel kunne synes så vanedannende. I blinde valgte hun at søge tæppet. Som hendes fingrer søgte hen over det bløde stof, valgte hun let at knytte næven om det, så hun kunne trække tæppet hen over deres nøgne og kolde kroppe. Behageligt måtte det føles, som det bløde stof blev placeret over hendes krop og indgød den varme, som hendes krop krævede. Behageligt var det hele, hvor det måtte være svært at lægge en finger på hele situationen. Her lå hun nemlig i sin rige og bløde seng, alt imens hun trykkede sig ind til den skønne mand, som lå ved hendes side. Øjnene lod hun glide i, alt imens hun valgte at placere sit hoved på hans faste brystkasse. Rolig følte hun sig, som trætheden syntes at overmande hende. ”Ligesom du..,” endte hun stille med at sige, mens hun blidt strøg ham over overkroppen med fingerspidserne. Længe gik der dog ikke, før hendes hånd syntes tungere, som det blev hele hendes hånd, som dovent strøg hen over ham. Langsommere og mere monotoniske blev hendes åndedrag også. Selv lå hun blot og slappede af, som hun nød øjeblikket der til sidst bragte hende i en tryg søvn.

// Out

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Kan du modsige mig?" spurgte Salvatore med et smil på læben. Omkring Denjarna havde han det virkelig godt.. Han følte sig værdsat som han ikke havde gjort det ellers, og han følte at han kunne være sig selv, hvilket uden tvivl var betryggende, selv for ham. Uanset hvor forkert det var at føle det for sin dronning, som han gjorde, så var det endnu kort som han valgte at holde helt tæt ind til kroppen, for han var virkelig bange for, at det ville ende med at gå galt, og det ønskede han da heller ikke! Tvært imod, så var det jo kun noget, som gjorde det meget værre for ham. Armene lagde han godt om hende, så de kunne ligge helt tætte. Tæppet som hun tog omkring, og fik kastet om dem begge, fik kun smilet til at brede sig. Han var træt.. nok mere end hvad han selv ville give udtryk for, men netop i denne stund, så var det godt.. Han ville sove her i nat, og med hende ved sin side. Det var da uden tvivl en fantastisk fornemmelse, som han kun havde fået den ære af at opleve sammen med hende.
Let måtte Salvatore kvæle et gab. "Måske ikke.. men det er nu et behag og en tryghed som jeg føler," sagde han roligt. Han vendte sig, så hun kunne lægge hovedet mod hans brystkasse. Selv lod han hånden roligt stryge over hendes ryg, inden han selv formåede at glide hen i den ellers så tiltrængte søvn. Det var nok en af de bedre, som han nogensinde havde oplevet igennem hans liv. Udelukkende, fordi at hun lå ved hans side.

//Out