0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Aug 12, 2014 21:19:56 GMT 1
Ret havde Salvatore, og derfor havde Denjarna også godtaget hans lille udflugt. Ganske vidst var hun bekymret for ham, både professionelt og personligt, men professionelt vidste hun, at rejsen var nødvendig. Det drejede sig nemlig ikke længere kun om hende, men derimod om et helt land. Hendes land. Det var hendes pligt at sørge for, at alt var vel i det, og det betød også, at landet havde allieret så det stod stærkt. ”De har ret i Deres ord og derfor ser jeg også, at De tager af sted. Det vil være for landets bedste, og som dets dronning kan jeg ej stå imod forslaget,”sagde hun stilfærdigt. Salvatore ville tage af sted ved daggry.. Dette var allerede besluttet, og derfor var der vel heller ingen grund til at diskutere det nærmere? Personligt var det dog velkomment for hende at gå således med ham inden da. Hun kunne ganske enkelt ikke gøre for det.. Hendes sølvgrå øjne hvilede på den fredelige dam, alt imens hun roligt gik ved Salvatores side. Så fredeligt og så smukt.. Man kunne dårligt nok forestille sig, at denne her have havde ligget som en ”ruin” for et par måneder tilbage. Hendes sølvgrå blik søgte roligt tilbage på ham. ”Ej heller betvivler jeg, at dette er mig en fordel. Hvis mit folk elsker mig, vil deres tanker om mig være positive, og dette er en positivitet, som ikke kan undgå at sprede sig til udlandet. Det er ganske vidst ikke alle, som vil acceptere mit regime, men der vil være dem, som bliver nysgerriggjort ved tanken,” sagde hun roligt. Egentlig modstand havde hun endnu ikke mødt – hvad tronen angik – og det måtte et sted undre hende, men ligeså vel måtte det også glæde hende. Måske var det et tegn på, at alle hendes bekymringer havde været for ingenting? Dog turde hun ikke ligge dem helt på hylden endnu..
|
|
Magiker
Konge af Manjarno
915
posts
0
likes
Imagination and knowledge is the most dangerous weapon..
|
Post by Salvatore ’Kenara’ Salizmira on Aug 13, 2014 19:15:36 GMT 1
Det havde uden tvivl været et kæmpe tab for Procias, at afsætte Salvatore som en leder og en af betydning, ganske enkelt fordi at det også havde taget det tilhørsforhold fra ham, som han havde haft til nu. Ikke at det var noget som han tænkte på mere, nu hvor han havde fået et nyt og andet liv her, og det var også det som gjorde, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde det. Han sendte hende et smil. Opgaven her var for hende, for landet og for landets fremtid, som uden tvivl skulle sikres, og det var heller ikke noget som kunne gå hurtigt nok, kunne man jo sige. "Ej betvivler jeg, at det er en opgave jeg kan klare, Deres Majestæt. Jeg regner dog ej med at det er en af de lange turer ud af landet her," sagde han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Smuk som hun var og med folket i ryggen, for den form for modstand, havde hun jo ikke rigtigt mødt af hvad han vidste. Meget skete omkring dem og med et land som skulle stables på benene, så var det vigtigt at dette blev gjort ordentligt. Herude i det offentlige, hvor andre kunne se dem, så var han selv nødt til at være mere påpasselig med at vise hvor glad han egentlig var blevet for hende.. Det var ikke ofte, at han sad med følelser som dette. Han var virkelig blevet glad for hende, og herude, var han end ikke i stand til at kunne vise det for hende, hvilket næsten var det værste af det hele. "De har folket i ryggen. Folk opsøger Dem med deres problematikker og De tilbyder dem den løsning som de har brug for. De er på folkets side.. Det er således en dronning fremstår stærkt for landet.. Ved at vise, at arbejdet er for deres velbefindende og ej for Deres egen, Deres Majestæt." Han hævede blikket op i retningen af himlen over dem, inden han vendte sig mod hende. Det lagde op til regn i det fjerne og han ønskede naturligvis ikke at hun skulle ende med at blive syg. Han sendte hende et smil. "Med forlov Deres Majestæt. Jeg vil drage ud i landet og over grænsen i Deres navn," sagde han roligt. Dette var noget som han kunne stå fast på.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Aug 13, 2014 22:38:02 GMT 1
Denjarna var skam allerede klar over, at det var en længere tur, som Salvatore ville begive sig ud på. Hvor lang tid den ville vare, havde hun ikke den fjerneste ide om, da det trods alt kom an på, om det gik let eller svært for sig. Derfor kunne det tager uger, ligeså vel som det kunne tage måneder. Personligt frygtede hun dog, at der ville danne sig et savn i hende, mens han var væk.. Komplet selvstændig ønskede hun nemlig at være, men kunne man altid styre sine følelser? Arbejdsmæssigt havde hun dog også brug for, at det ikke varede for længe, da det ikke gik, at hun manglede sin rådgiver i en længere periode. Det var han for vigtig til. "Deres opgave vil komme til at tage den tid, som den slags nu engang varer. Ej kan man sætte dato på, som mange forskellige faktorer spiller ind. Dog ser jeg selvfølgelig helst, at landet ej skal undvære sin rådgiver for længe," sagde hun ærligt i en autoritær tone, som hun undgik at lade følelserne spille en rolle i denne stund. Mærkværdigt kunne det dog være, som de var mange ting for hinanden. Hun smilte svagt ved hans ord. Stolt gjorde det hende, som det havde været hendes mission at vinde det manjanske folk. Ligeså måtte man sige, at det havde lykkedes hende, og for det måtte det varme hende om hjertet. "Deres ord er ord, som ville varme enhver dronning. Ganske vidst styrer jeg landet, men ej kan jeg være til, hvis ej folket ønsker mig her. Det er mig derfor en ære, at jeg har folket i ryggen. For mit vedkommende føler jeg dog også, at det er vigtigere at have sit folk, end det er at have en hær," sagde hun ærligt, som det måtte være hendes mening omkring sagen. Dog følte hun også at der var mere i det, ligesom hun mente at andre kunne lære af det. Blikket holdt hun roligt på Salvatore. "Og min tilladelse har De skam også. Jeg er sikker på, at de ej vil besudle mit navn på Deres færd."
|
|
Magiker
Konge af Manjarno
915
posts
0
likes
Imagination and knowledge is the most dangerous weapon..
|
Post by Salvatore ’Kenara’ Salizmira on Aug 14, 2014 13:12:47 GMT 1
Salvatore vidste at det var risikabelt og at det kunne trække en del ud, men hellere det, og så vide, at den allierede som de anskaffede sig, ville være den rette istedet for det modsatte. Han gjorde dette for Manjarno og ikke mindst for Denjarna, som han gerne ville give så god en start på det hele som muligt. Han stolede ikke på særlig mange hvad angik en plads som dette lands allierede, og ikke mindst, så stolede han da slet ikke på at dæmonerne ville indtage den plads, og da særligt ikke med Faith som racens leder. Han nikkede mod hende. "Jeg skal ikke kunne sige en eksakt dato for hvornår jeg vil hjemvende. Jeg forventer blot at det ej vil tage mig alt for lang tid at gøre dette." Han betragtede hende roligt. Længe ville han ikke lade dette land undvære sin rådgiver. Han var blevet glad for det arbejde, også selvom det stadig var mange ting, som han skulle komme ordentlig ind i først, og nemt, kunne man jo heller ikke ligefrem sige, at det var i længden, når man havde været vant til alt mulig andet. Salvatore foldede hænderne let over ryggen og med blikket mod hende. "Længe får landet lov til at undvære sin rådgiver. Jeg ønsker blot det rette og det bedste for landet her," sagde han med en rolig stemme. Hovedet lod han søge let på sned, og uden at tage blikket fra hende på noget tidspunkt. Sagen var vel bare, at han var blevet utrolig glad for hende, selv på denne forholdsvis korte tid? Han trak på smileåbndet. Så lang tid, at de var herude, var de nødt til at forholde sig professionelle, selvom det ikke altid var lige nemt. "Uden et folk, er der intet land at regere, Deres Majestæt. For det optimale, er folket det vigtigste. Hæren er for folk som ønsker at forsvare deres dronning og landet som de befinder sig i. Hver ting til sin tid," fastholdt han sandfærdigt.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Aug 15, 2014 16:12:20 GMT 1
Denjarna nikkede forstående. ”Jeg er forstående overfor Deres turs præmisser. Jeg vil se frem til at høre Deres første tilbagemelding, ligesom jeg vil se frem til turens endelige resultat,” sagde hun sigende. Hvorledes det ville gå ham, kunne hun ikke sige, men kunne man undgå at håbe på et positivt resultat? Det optimale ville trods alt være, at alt forløb som smurt.. At han uden problemer kom til Imandra. At han fandt en eller flere, som ønskede at alliere sig med dem. Og at han uden problemer vendte tilbage til Neutranium. Skridtende fortsatte hun tavst ned ad stien, som hun fulgte den snoede sti, der ledte dem omkring søen. Smukt var der her, og rart var det at bruge rummet i fællesskab med en anden. Selv måtte hun nemlig nyde at føle Salvatores tilstedeværelse omkring sig. Beroligende måtte den nemlig være på hende, som hun vidste, at hun kunne slappe af omkring ham, skønt hun i øjeblikket fremstod som hans dronning. ”Landet vil muligvis undvære Dem I en rums tid, men forhåbentligt vil De ej heller vende tomhændet hjem,” svarede hun kortfattet. Et stort ansvar lagde hun måske på hans skuldrer, men selv tvivlede hun ikke på, at han ville gøre sit bedste. Han måtte nemlig være den person, som hun havde mest tillid til.. Ganske vidst havde han gået sin forrige regent om bag ryggen, men selv troede hun på, at deres situation var anderledes. Selvfølgelig kendte hun ikke til hans historik med Silia og Gabriel, men selv kendte hun til deres, og det var formentligt også det vigtigste. ”Begge dele er uden tvivl af betydning.. Dog er der de regenter, som blot har hæren og ej folket. Et sådant tilfælde er ej optimalt. I min optik er det i hvert fald de regimer, som også falder,” sagde hun i en rolig tone.
|
|
Magiker
Konge af Manjarno
915
posts
0
likes
Imagination and knowledge is the most dangerous weapon..
|
Post by Salvatore ’Kenara’ Salizmira on Aug 15, 2014 19:05:11 GMT 1
Manjarno befandt sig i en fase, hvor der ikke kunne tillades at begå for mange fejl, og selv var det naturligvis underligt, men hvad var der at gøre ved det? Landet havde brug for allierede, som det havde brug for støtter og en dronning som kunne stå stærkt, og Salvatore ville uden tvivl gøre hvad han kunne, for at dette skulle ske fyldest. Selv kunne det godt være, at han havde vendt sin gamle dronning og gode ven ryggen, men der var grunde til det.. Og det var jo kun fordi at han ikke var enig i hvordan tingene virket. Var der noget galt i det? Ikke i hans øjne i hvert fald. "Jeg skal gøre det så hurtigt, det er mig muligt," sagde han med en rolig stemme. Løgn var det jo trods alt heller ikke, og det var jo lidt det som også var det vigtigste for ham selv lige nu. Turen igennem haven var uden tvivl smuk og behagelig og særligt her i sommertiden, så var det jo ikke noget som han sagde noget til. Han vendte blikket roligt i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Han ville drage ud, og han ville repræsentere hende og hendes kongerige når han var ude, og aldrig kunne det falde ham ind at svigte hende eller det arbejde som han nu havde fået. Han sendte hende et smil. Han kunne jo heller ikke lade være. Han var virkelig blevet glad for hende, og han vidste godt, at det uden tvivl var noget som gjorde hans arbejde lidt mere proboematisk.. For han vidste at han skulle undvære hende. "Vogt om rosen, Deres Højhed. Så ved De hvordan det vil gå mig på min færd for landet her," sagde han med et let smil på læben. Sandt at sige, at mange regimer faldt, og selv i hans levetid havde han set frygtelig mange af dem falde og vokse. "Mange er vokset og endnu flere er faldet. Det kræver meget af en dronning, såvel som af en konge, at håndhæve det arbejde og det ansvar, Deres Højhed.. Jeg ved at De kan.. Jeg har troen på at De kan," sagde han roligt. Han foldede igen hænderne over ryggen og med en sigende mine.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Aug 16, 2014 7:34:09 GMT 1
Turens præmisser var Denjarna indforstået med, og derfor nikkede hun også forstående til hans ord. Meget kunne hun ikke selv gøre på den front, og det ærgrede hende naturligvis også, men som dronning var hun nødsaget til at blive i landet her. Især nu hvor det hele var nyt og endnu skrøbeligt, skønt det måske ikke umiddelbart syntes sådan. Teknisk set blev hun nemlig stadig betragtet som en nyindsat på tronen, skønt hun havde været her i et par måneder nu. Derfor vidste hun også, at alle hendes handlinger måtte være gennemtænkte, for hvis først hun begik et fejltrin, ville umådeligt mange spotte det. Nævningen af rosen fik let hendes fingrer til at søge og til dets røde blade, inden hun roligt så i Salvatores retning. ”Jeg vil have rosen ved min side, til De vender tilbage til os,” sagde hun sandfærdigt, som det måtte være hendes plan at gøre således. En beroligende effekt måtte det også have på hende, da hun i så fald ikke behøvede at leve i uvished. Med rosen vidste hun nemlig, om hun behøvede at føle uro for ham eller ej.. ”Deres ord beærer mig.. Jeg ville dog ej heller have efterstræbt tronen, hvis ej jeg havde forestillet mig, at jeg kunne holde den. Ej ønsker jeg nemlig at være en dronning, som blot går i glemmebogen. Jeg vil derimod huskes for at være en dronning, som sad på tronen i en lang årrække, og som en dronning der udrettede meget godt for sit folk,” sagde hun sigende. Det var højst sandsynligt et ønske, som mange konger og dronninger havde, men var det så underligt igen? De tankegange der måtte gå igen og igen, måtte vel også være de fornuftige af slagsen. Selv vidste hun dog, at hun havde Salvatores og mange andre manjaneres tro på sig, og meget mere kunne hun derfor ikke bede om.
|
|
Magiker
Konge af Manjarno
915
posts
0
likes
Imagination and knowledge is the most dangerous weapon..
|
Post by Salvatore ’Kenara’ Salizmira on Aug 16, 2014 20:01:51 GMT 1
Med rosen for hånden, var det muligt for Denjarna at følge Salvatore i hans færd. Hun ville i hvert fald vide med det samme, hvis der var sket noget, eller hvis der ikke var. Han nikkede mod hende. Så lang tid hun havde den tæt ved sig, så var han sikker på at det hele nok skulle gå. Hvis der skete noget med den, så vidste hun vel også godt hvad klokken havde slået? "Godt," sagde han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Selv nu hvor det var ved at lægge godt op til regn og skyerne var ved at blive mørke, så var det nok også ved at være tid til at skulle søge indenfor igen. Ikke fordi at han havde noget imod det.. Måske at det gav ham muligheden for at have hende lidt mere alene, uden at nogen ville fatte mistanke? Salvatore vendte igen blikket mod Denjarna. Den skønne kvinde som stod ved hans side. Han selv var sikker på, at hun nok skulle klare jobbet og ansvaret som dronning af Manjarno fantastisk, og selv i den tid han ville være væk. Det var jo heller ikke til at sige, hvor længe det ville komme til at vare. "Ved at lytte til folket, er De allerede længere end Deres forgænger, Deres Majestæt.. Jeg betvivler ej, at De vil gøre et fantastisk stykke arbejde, som selv er nævnværdig i historien i mange generationer fremover." Tungen strøg han let over sine læber. Han kunne jo stå her og direkte fortsætte med at rose hende for det arbejde, som til nu var udført, og den tanke kunne han da også godt lide. Han trak vejret dybt og så mod hende igen. "Med forlov, lad mig føre Dem indenfor, før uvejret brager løs over os, Deres Majestæt. De skulle nødig blive syg," tilføjede han roligt med en alligevel alvorlig undertone. Et sted for at få hende helt alene, men også for at sikre sig, at hun ikke skulle blive syg.. Det ville jo kun være katastrofalt, nu hvor han stod overfor en tur, hvor han ej kunne sige, hvornår han ville vende hjem igen.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Aug 17, 2014 14:16:21 GMT 1
Hvordan det tidligere regentpar havde regeret Manjarno, vidste Denjarna ikke helt præcist. Det havde nemlig foregået i en tid, hvor hun havde været borte. Irrelevant kunne det dog også være, som hun ej havde i sinde at følge i deres fodspor. Nej, hun ville skabe sine egne, samt en sti, som mange kunne se sig stolte af. Allerede nu var hun også begyndt, som hun havde påbegyndt ændringerne og planlægningen, samt hun tog imod sit folk og lyttede til, hvad de havde at sige. Et trygt sted var Manjarno vel også allerede blevet, som folk allerede søgte herover, samt bevægede sig mere udendørs? Det første punkt var Valerio og Alice et ganske godt eksempel, som de havde været et jaget par, hvor de nu havde anset Manjarno for at være deres bedste mulighed. Hun smilte stille til Salvatore. Det smigrede hende at høre alle hans rosende ord, og en omgang volapyk følte hun end ikke, at det var. ”Fortidens magter må man lære af, og ej forglemmes af. De er, hvad der engang var, og for nutiden er der blot at se frem ad. Deres ord er mig smigrende, men ej kan jeg nå så vidt alene.. Jeg håber, at De i al den tid vil være at finde trofast ved min side,” sagde hun i en rolig tone. At han begyndte at referere til vejret, fik hende til at se op. Hedt var det endnu, men ikke desto mindre havde et par mørke skyer alligevel trukket sig op. Dette var et vejrskift, som bondemændene uden tvivl ville bifalde.. Resten af landets borgere ville formentligt blot se sørgmodigt ud af deres vinduer og længes efter den bagende sol, eller nyde et glas inde på de forskellige kroer, eller nyde familiehyggen i de små hjem. Hun trak let på smilebåndet ved hans ord. Han ændrede sig vel aldrig? ”Altid tænkende på mit velbefindende, men selvfølgelig.. Lad os søge inden døre,” svarede hun, alt imens hun løftede sin arm, så han kunne tage om den og føre hende ind igen.
|
|
Magiker
Konge af Manjarno
915
posts
0
likes
Imagination and knowledge is the most dangerous weapon..
|
Post by Salvatore ’Kenara’ Salizmira on Aug 19, 2014 17:19:00 GMT 1
Salvatore ville for altid være Denjarna loyal. Så lang tid at hun gav ham hvad han selv havde brug for ment på den måde, at man ikke tog tilhørsforholdende fra ham, og viste ham at man stolede på ham - det var der Silia havde fejlet til sidst, og det var nu heller ikke noget som han havde tænkt sig at gøre det største ved af den grund.. Han var den mand han var, og så lang tid at man ikke bare krævede og krævede, så kunne han også godt give igen, om det skulle være det. Han sendte hende et smil. De rosende ord var noget som hun havde fortjent. Hun gjorde det godt, også selvom hun ikke havde siddet på denne trone i særlig lang tid, så havde hun nu alligevel gjort sig fortjent til at vide, at hvad hun havde gjort, var lige hvad borgerne her havde brug for. "Man lærer naturligvis af sine egne fejl, som man lærer af sine forgængere.. De har gjort mange ting, som de ej gjorde, Deres Majestæt.. De lytter til Deres folk," fortalte han med en rolig stemme. Hun fortjente den ros, og han ville gerne give hende det. Nu hvor det lagde op til uvejr, så ville Salvatore faktisk gerne have hende med sig indenfor, inden det ville stå ned i stænger. Også fordi at han personligt var bekymret for hende, men så sandelig også professionelt, og det var ikke noget som han kunne gøre noget eller sige noget til som sådan, og det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han rakte endnu en gang armen ud, så hun kunne lægge sin i denne, og med et smil på læben. "De burde kende mig efterhånden, Deres Højhed," sagde han med en rolig stemme. Det var jo heller ikke ligefrem nogen løgn. Han ønskede hende det bedste, og nu hvor det var denne tid han havde, så ville han så sandelig også gerne have lov til at udnytte den i det forstand, at det var ham menneskelig muligt. "Lad mig følge Dem indenfor til Deres Gemakker... Deres Majestæt," afsluttede han roligt. Om muligt, kunne de få lidt tid alene der, inden han skulle afsted. Ikke at det ville gøre ham noget. Tvært imod.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Aug 19, 2014 18:40:28 GMT 1
At de forrige regenter ej havde lyttet til sit folk, forstod Denjarna ikke, men ej heller kom det bag på hende. Sådan var de fleste regenter trods alt. ”Faren er ofte, at de enten blev født til at besidde denne rolle, eller at de lod sig forglemme i selve magten. Betagende er rollen og magten også, men kunsten er også at huske, at der følger en større betydning med titlen. Det at være regent er ikke kun at skabe de ting i landet, som man ønsker. Det er ligeså vigtigt, at man tager størstedelen af landets borgeres ønsker til efterretning. Et land er trods alt ikke kun den jord, som man har, da det ligeså vel er de mennesker, som lever der,” sagde hun i en rolig tone. Ej havde hun tænkt alt dette, hvis hun havde vundet tronen i en tidlig alder. Derfor anså hun det også for en positiv ting, at det var kommet til hende i denne tid. Den dag i dag stod hun nemlig med langt flere erfaringer og ar i forhold til, hvad hun havde gjort dengang. Dengang havde hun trods alt bare været ligesom enhver anden ung person.. Ung og usårlig. Nu kunne man sige, at hun kendte meget mere til livet. Denjarna trak tilfredst på smilebåndet ved hans ord, alt imens hun roligt lagde sin hånd på hans arm. Jo, på punkter som dette kendte hun ham i sandhed. Hendes øjenbryn søgte en takt op, som hun roligt vendte sig blik mod ham. ”Mine gemakker,” medgav hun roligt, inden hun lod sig føre inden døre. Det var på ingen måde tid til at gå til ro, og ej heller var hun spor træt.. Derfor måtte hun antage, at han ønskede hende derop, så de kunne få ”den sidste dag” sammen. Privat. Elegant bevægede hun sig op ad tappen til de nåede hendes fløj. Som man nu kunne spotte dronningen og hendes rådgiver på gangen, rankede de to vagter sig øjeblikkeligt op, som stod ved hendes private sovekammer. Let viftede hun med den frie hånd til dem, hvilket betød, at de øjeblikkeligt trådte til siden, så hende og Salvatore kunne træde ind. Stort og prægtigt måtte hendes kammer være, som det måtte være det største på slottet. Til den ene side stod en dobbeltseng med alskens bløde puder på sig. Ved siden af og op ad væggen stod et garderobeskab, der indeholdt alle hendes prægtige klæder. Derudover var der et delikat antikt sminke- og smykkebord med tilhørende skammel. Et skrivebord med diverse pergamenter og blæk, hvis hun ønskede at arbejde fra sit eget værelse, og til sidst en behagelig bænk der førte ud til den nydelige balkon.
|
|
Magiker
Konge af Manjarno
915
posts
0
likes
Imagination and knowledge is the most dangerous weapon..
|
Post by Salvatore ’Kenara’ Salizmira on Aug 20, 2014 18:14:51 GMT 1
Salvatore betragtede Denjarna med en rolig mine. Løgn var det jo trods alt heller ikke. Når han nu endelig skulle sige det, så måtte han jo bare tilkendegive, at hun havde fået tronen på det helt korrekte tidspunkt. "Mange tror, at de er de perfekte bare fordi at de kan indtage en trone, som de er født til at indtage den. Det er dog langt fra tilfældet, som De selv påstår, Deres Majestæt. Langt de fleste som indtager et sted som dette med den indstilling, er netop disse som har brug for at bliver overbevist om det er noget som de kan.. Jeg ved at De kan, Deres Majestæt," sagde han rolig. Selv var han ikke et sekund i tvivl om, at det var sådan at tingene hang sammen. Hun var folkekær, folkelig og ikke mindst dygtig og intelligent. Dette var noget som han gerne ville støtte hende i, også fordi at han var af den overbevisning at det var noget som hun kunne - med den rette hjælp selvfølgelig, og så var det snare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede og førte hende roligt med sig tilbage mod slottet, så de kunne komme indenfor og op mod hendes gemakker, inden det ville stå ned i stænger. Jo mere tid de tilbragte udendørs, jo værre begyndte det jo faktisk at se ud. Han skulle nok tage afsted ved morgengrydet i regn, selvom det nu heler ikke var noget som han tog tungere end som så. Det havde han prøvet før, da han faktisk havde været et væsen som boede på gaden. Han havde blot kæmpet sig op. Vagterne flyttede sig, så de kunne komme ind, hvor gemakkerne blev næste mål på vejen. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget.. Døren lukkede han roligt bag dem, og sørgede for at den blev forsvarlig lukket, så de kunne være lidt alene. Det var det som passede ham fint. "Endelig lidt alene.." endte han med et stille smil på læben. Løgn var det ikke..og han nød det jo trods alt også, når det nu endelig var sagt, så ville han jo også bare gerne nyde den tid sammen med hende, nu hvor han langt om længe havde den.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Aug 22, 2014 10:23:48 GMT 1
Roligt bevægede Denjarna sig ned ad gangen mod sit private gemak. Passende havde tidspunktet uden tvivl været, for nu kunne man da ligeså stille begynde og høre, hvordan regndråber klikkede mod slottet. Utroligt når nu vejret ellers havde set så lovende ud.. Dog måtte hun prise muligheden for at være alene med Salvatore, uden nysgerrige øjne. Hun ville vel savne ham? Nu var hun trods alt blevet vant til at have ham omkring. Hun smilte stille. ”Og Deres og mit folks støtte, ville jeg ikke ønske at være foruden. Ej ville jeg have kommet hertil, hvis ikke folk havde troet på, hvad jeg kunne udrette,” sagde hun sandfærdigt, inden de blev lukket ind i hendes private gemak. Som Salvatore valgte at benytte tiden til at lukke døren efter dem, slap hun roligt hans arm og fortsatte længere ind i sit værelse. Tilfredst måtte hendes sølvgrå blik glide rundt i værelse. Skønt Salvatore var en mand, som holdt af det simple, havde hun det bedst med det overdådige.. I sine yngre dage havde hun også levet således, og nu fandt hun det kun passende, at hun var nået tilbage dertil. Vidende trak hun på smilebåndet, som hun hørte hans; endelig alene. Blikket kastede hun over skulderen mod ham, som hun endnu måtte stå med ryggen til ham. ”Har De nogen bagtanker, kære rådgiver?” spurgte hun ham uskyldigt, alt imens hendes blik hvilede drillende på ham. Selv vidste hun, at de sagtens kunne smide de formelle formaninger, men alligevel fandt hun dette morsomt, når nu hun kunne. Hun smilte let til ham, inden hun roligt gik over til balkondørene, hvor hun kunne se ud. Fuldt udsyn havde hun herfra, som de store dobbeltdøre havde vinduer fra gulv til loft. Derfor kunne hun se landskabet, der nu så frodigere ud i den lette regn, samt ind til selve byen.
|
|
Magiker
Konge af Manjarno
915
posts
0
likes
Imagination and knowledge is the most dangerous weapon..
|
Post by Salvatore ’Kenara’ Salizmira on Aug 22, 2014 14:45:21 GMT 1
Salvatore havde skam ikke noget imod de mange formaliteter, men til tider, så var det uden tvivl også bare rart at smide det bare lidt fra sig, og da særligt når det var den sidste dag han havde, inde han selv ville søge videre. Det var uden tvivl en farefuld færd, som han havde foran sig, men ikke desto mindre, så var han sikker på, at det var en opgave, som han sagtens kunne komme igennem. Hvis der var nogen som kunne, så var det noget som han kunne. Han sendte hende et smil, som han havde fået lukket døren. For en gangs skyld, så var de langt om længe alene, og det passede ham ganske fint. "Jeg agter skam også at drage ud med folk i ånden i håbet om at dette er noget som vil komme landet til gode når jeg kommer hjem igen. Kun det bedste er godt nok for det land og det sted, som jeg nu kan anse for at være mit hjem," sagde han med en rolig stemme, inden han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Det var ikke umiddelbart fordi at han lagde op til noget som helst, for det var slet ikke meningen i det her tilfælde. Han trak vejret dybt. "Jeg har ikke tænkt mig andet, end at nyde en aften med en smuk kvinde, inden jeg selv skal tage afsted igen," sagde han med en rolig stemme, inden han selv roligt søgte hen til hendes skikkelse. Selvom der måske ikke var noget fast mellem dem, så var det noget som han fint kunne leve med. Hånden hævede han roligt og lod den stryge mod hendes kind ganske let. Nu hvor han endelig havde muligheden for det, så var det bare rart at have en at vende tilbage til, også selvom der ikke var noget fast i det. Han betragtede hende roligt og med hovedet en kende på sned. "Bare en sidste aften, inden jeg tager afsted," sagde han roligt. For nu havde han valgt at droppe formaliteterne en smule.. og det var også det som han godt kunne lide. Han selv nød jo hendes selskab.. og han savnede hende i de stunder de ikke var sammen.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Aug 22, 2014 16:44:11 GMT 1
Glædeligt havde Denjarna fundet det, at Salvatores alliance havde flyttet sig. Selvfølgelig var der al det personlige mellem dem, men set fra en dronnings øjne, så var denne mand et stærkt kort at have ved hånden. Han var en ambitiøs mand, som han ville det, som han satte sig for, hvor han til gengæld også var en stærk mand. En perfekt kombination. Det var også af den årsag, at hun turde betro ham en opgave som denne, og det glædede hende. Hun havde brug for mænd som ham. Ligeså vidste hun, at han var Manjarno loyal nu, hvilket blot fuldendte det hele. ”Jeg er skam ej heller i tvivl om, at det er det bedste, som du vil yde landet og jeg.. Men lad os ikke drøfte dette emne mere. Læg arbejdet fra dig resten af aftenen.. Fra i morgen vil det nemlig være det eneste, som du skal fokusere på, ” bad hun stille. Nu hvor de var alene i hendes gemak, behøvede de trods alt ej heller at holde formaliteterne oppe. Her kunne de blot være dem. Her var der nemlig ingen som lyttede eller så.. At han ligeså måtte sige, at han blot ønskede at nyde sin sidste aften med hende, fik hende til at smile let. Dette ville hun bestemt ikke spænde ben for! ”Og hvem er denne smukke kvinde, som du har i tankerne?” spurgte hun uskyldigt og dog drillende igen. Hun vidste, at hun var kvinden, som han så og derfor måtte være den, som han refererede til.. Hun var i hvert fald ikke klar over andet! Ej heller ønskede hun at dele ham, som hun ej ønskede at dele de mænd, som hun så. På dette punkt måtte hun nemlig være en ufattelig besidderisk og jaloux kvinde, men hvorvidt det var en side, som Salvatore kendte til, troede hun ikke just på. Hun bed sig let i den bløde underlæbe, som han kom over og strøg hende over kinden. ”Og hvad ønsker du, at denne aften skal indebære?”
|
|