A big decision

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var udmærket godt klar over, at det var en farlig situation at placere sig i, men han agtet at gøre det. Desuden hvis nogen skulle kunne undersøge det ordentligt, så var det da ham. Han vidste ikke om han kunne eller bure stole på denne Elmyra, og før der blev gjort nogen forhastede valg af nogen slags, så ville han da finde ud af det på en ordentlig måde. Han betragtede hende med en ganske alvorlig mine. Om han vidste hvad han egentlig havde gang i? Det skulle han ærlig talt ikke kunne sige, for han havde virkelig meget. "Jeg tør næsten love Dem, at der intet vil komme til at ske mig, Deres Majestæt," sagde han med en rolig stemme. Selv kunne han ikke se nogen grund til at skulle handle anderledes end hvad han havde gjort i en situation som denne.
Salvatore ønskede faktisk at dele resten af dagen med Denjarna, og dermed også få hende til at tænke på lidt andre ting. Nu hvor hun selv gav udtryk for, at hun gerne ville, var uden tvivl en tanke som lige så også måtte glæde ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Jeg drager mod øst ved daggry. De vil have mig på slottet hele dagen i dag, samt natten med, inden jeg vil søge bort," sagde han med en rolig stemme, inden han roligt tog omkring hendes arm, inden han førte hende hen til dørene. For nu ønskede han blot at dele denne stund med hende.. give hende lidt andre ting at tænke på, frem til at de kunne få styr på denne problematik og derfor også tage det rette valg, som ville være til gavn for landet her, for det var jo det, som de begge ønskede. "Tillad mig at skænke Dem andet at bryde Deres tanker med Deres Majestæt," sagde han roligt, inden han førte hende ud igennem døren og ned af trapperne, for at komme til de store porte som ledte dem udenfor. Smukt var det jo uden tvivl, og dette var noget som skulle nydes.

[Deleted]

At han troede på sig selv og sin mission, beroligede skam Denjarna, men alligevel. Udover landet og borgerne, som hun værnede om som dronning, havde hun mere eller kun ham at værne om personligt, og var det derfor så mærkværdigt, at hun gjorde det i denne omfang? ”Det er ord, som jeg vil vælge at tro på. De skal ej heller betvivle, at jeg stoler på Deres evner som magiker,” sagde hun ærligt. Hun vidste, at han var stærk. Hvor stærk, vidste hun dog aldrig, som hun aldrig havde set ham i aktion. Dog tænkte hun, at eftersom han havde besiddet lederrollen hos sin race, samt havde den alder, som han havde, så måtte han have noget erfaring på bagen. Sjovt var det helt, at hun var endt så tæt på en magiker. Aldrig havde hun nemlig omgået dem, og et sted havde hun vel også hadet dem grundet Elanya? En forfærdelig kvinde, som hun endnu helt kunne flamme op over ved tanken om hende. Hun nikkede roligt ved hans ord. Hun havde ham indtil daggry næste dag.. Så langt så godt. At han dog ikke kunne fortælle hende, hvor længe han regnede med at være borte, nagede hende dog. ”Jeg vil se frem til at høre Deres rapporter,” sagde hun stilfærdigt. Hånden lagde hun let på hans underarm, som han roligt førte hende ud af pejsestuen og gennem slottet. Passende ville det kun være at tilbringe dagen i dag uden døre. Smukt var vejret nemlig, samt blomsterne blomstrede pragtfuldt. Blikket lod hun roligt søge omkring, hvilket fik hende til at tænke, at hun i sandhed var endt det rigtige sted. Det var dette, som var hendes kald. Al dette var hende. Hun havde måske ikke tænkt det før en ganske høj alder, men det vigtigste var vel, at hun var nået hertil nu? Hun sendte ham et smil. ”Det ville glæde mig,” sagde hun roligt. At skulle tilbringe tiden med Salvatore, indtil han drog østpå, fandt hun kun glæde ved. Hun nød at tilbringe tiden med ham, ligesom hun et sted vel også ville mangle ham, når han drog bort?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ganske umuligt for Salvatore at sige, hvor længe han faktisk havde tænkt sig at blive væk. Det kom an på frygtelig mange ting, også selvom han var ganske sikker på en ting: Han ville sagtens kunne slå fra sig, om det skulle være det, og han kunne snildt også komme fra stedet, uden at det ville forvolde ham nogen problemer, men i hans optik skulle det ske på retfærdigt vis. Han ville se hvad Imandra havde at byde på af særlige mennesker, som kunne være dem en stærk allierede, når det virkelig skulle brænde på. Det var jo vigtigt at have de rigtige kort på hånden. "Det glæder mig, Deres Majestæt," endte han sandfærdigt.
Salvatore tog roligt omkring hendes arm og førte hende med udenfor. Det var i sandhed et pragtfulgt vejr, og selv han ønskede naturligvis at nyde det og nyde hende i den tid hvor han nu havde hende, da han ville drage østpå i morgen. Selv på trods af at de måtte komme fra hver deres side af grænsemurerne, havde de vel også bare bevidst, at de godt kunne uden at være påvirket af det liv som de var født ind til, hvilket uden tvivl var.. utroligt et eller andet sted. "Jeg vil rapportere så hurtigt som det er mig muligt," lovede han, inden de endelig måtte komme udendøre. Han så sig om. Smukt var her uden tvivl, og det var gjort utrolig meget ved tingene, hvilket uden tvivl var noget som Salvatore virkelig godt kunne lide. Nu havde han jo altid været glad for naturen, skov og det naturlige, så det kunne vel egentlig heller ikke komme bag på nogen, kunne det? Han var en mand som var glad for den slags. Han førte hende roligt ned af trapperne, for at føre hende ud i slotshaven. Træerne stod med de smukkeste grønne blade, samt blomster, og græsset og bede var i fuld flor. Han smilede let for sig selv. "Her føler jeg, at jeg kunne vandre for tid og evighed. Her er i sandhed smukt.. Men alt falmer omkring Dem, Deres Majestæt," endte han sandfærdigt, da han igen vendte sig mod hende.

[Deleted]

Denjarna nikkede roligt til hans ord, alt imens hun lod sig føre ud i sin have. ”Meget vel.. Ønsker De noget til turen, eller har De allerede alt, hvad De skal bruge?” spurgte hun ham roligt. Selv ønskede hun selvfølgelig ikke, at han manglede noget, når han begav sig ud på en opgave for hendes og landets skyld. Derfor ville han få, hvad han ønskede.. Så længe det var rimeligt vel og mærke. Roligt tog hun en indånding af den friske luft, som de befandt sig i omgivelserne der måtte udgøre selve slotshaven. Smukt og idyllisk var der i sandhed her. Al blomstrede pragtfuldt her, men det kunne man vel også takke slottets gartnere for. Et vidunderligt arbejde udgjorde de, og det priste Denjarna særligt højt, da hun altid havde haft en forkærlighed for det grønne. Man var vel ikke elver for ingenting? Altid havde hun boet i skove, eller ved foden af en skov, og derfor passede det hende fortrinligt, at haven her hørte til slottet. Smilet søgte stille, men sikkert over hendes røde læber. ”Forsøger De at smigre Deres dronning, min kære rådgiver?” spurgte hun ham i en drillende tone, som hun vendte de skinnende sølvgrå øjne mod ham. Helt som hans dronning stod hun vel ikke i dette sekund, som det ej ville være dem passende at flirte med hinanden i en sådan situation. Udadtil var de nemlig dronning og rådgiver. Der var nok også dem som vidste, at de var gode venner.. Dog var deres intime affærer helt personlige, som ingen vidste, at de tilmed var elskere. Selv ville Denjarna i hvert fald mene, at de havde skjult det godt nok for offentligheden. ”Slotshaven er dog et pragtfuldt sted. Jeg må huske at takke mine gartnere for det vidunderlige arbejde de udfører her. Der er i sandhed ikke en finger at sætte på deres værk.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Jeg klarer mig med hvad jeg går og står i, Deres Majestæt. De skal ej tænke på mig, når jeg farer ud," lovede Salvatore med en rolig stemme. Naturligvis var det selv noget som han kunne mærke på sin egen krop, men ikke desto mindre, så var han overbevidst om at han nu også skulle komme vel igennem dette. Det var skam ikke fordi at han tog det tungere end som så, for det var der jo slet ikke nogen grund til. Ved hendes ord, måtte smilet alligevel brede sig. For nu havde de formået at skjule for folk og andre på slottet, at de også var et elskende par, hvilket også passede ham ganske fint. Lige nu var det måske lidt mere personligt, i og med, at de nu gik udenfor og arm i arm, men det var slet ikke noget som gjorde Salvatore det mindste. Skulle han være helt ærlig, så kunne han virkelig godt lide det faktum at de kunne være så tæt på hinanden. Hvorfor skulle han da synes anderledes om det? Han sendte hende et smil. "Virker det?" spurgte han med en drillende stemme, inden han igen hævede blikket. For nu så det ud som om at de var alene, men selv om dagen havde han gjort det til en vane, bare at forholde det hele rent professionelt. Så vidste han da om ikke andet, at han havde sit på det rene, og så var der jo ikke nogen som skulle stille spørgsmål omkring noget som helst. Igen gled blikket til hende, inden han ledte hende ud i den ellers så smukke have. Dem som passede denne måtte gøre et ekseptionelt godt stykke arbejde, og selv Salvatore måtte erkende, at det uden tvivl var noget som han kunne lide. "De må gøre det godt, og det har været hårdt. Jeg mindes hvordan haven så ud, da jeg først ankom til Neutranium. Et forvokset sted, som ikke synes at have set en trimmer i frygtelig mange år. Her er smukt.. uden tvivl.. Kom.." Han trak hende roligt med sig hen i retningen af de mange rosenbuske som lige så måtte stå omkring i den store have. Selv disse måtte stå i fuld flor. Uden tvivl en af hans egne personlige favoritter.

[Deleted]

At Salvatore ej ønskede sig noget til sin færd, kunne Denjarna ikke just gøre det store ved. Det var nemlig op til ham, om han ønskede sig penge, mad eller tøj, og hvis han afslog, måtte hun antage det som om, at han selv havde styr på det. ”Nuvel.. I så fald kan jeg vel ikke gøre meget andet, end at ønske Dem held og lykke,” lød det ærligt fra hende. Det virkede nemlig vitterligt som om, at han helt selv havde styr på sagerne. Dette håbede hun skam også på, at han havde, da hun da ikke ønskede, at han kom galt af sted! Som hun mødte den drillesyge Salvatore i haven, kunne hun ikke gøre meget andet end at smile over det. Selv nød hun at opleve ham således.. Helt ung og kæk. De morende sølvgrå øjne lod hun hvile på ham. Hvis det var sådan, at han ønskede, at deres gåtur skulle være, kunne hun sagtens lege med! Uskyldigt trak hun let på skulderen. ”Det kommer så sandelig an på, om det er det, som De har på færde,” svarede hun igen, hvor hendes tone var stille og fuld af legende undertoner. Sine fingrer lod hun blidt stryge hen langs hans underarm, inden hele hendes hånd igen lagde sig uskyldigt til ro. Sine skridt lod hun gå, hvor han førte hende hen, og som de endte ved de mange rosenbuske, så hun sig betaget omkring. Mange var de.. Alle med store og delikate blade, samt i alskens farver, som buskene var blevet delt op i forskellige sektioner. Ganske smukt og utroligt at se på et sted. ”Jeg husker ligeså, hvordan Neutranium tog sig ud, da mine mænd og jeg først ankom. Forladt var området, men det er ikke just en beskrivelse, som man kan pålægge det længere. Ej heller håber jeg, at det nogensinde vil komme så vidt igen,” sagde hun roligt. Helt afslappet følte hun sig i denne stund, men det måtte også være den evne han havde på hende. Efter al det, som hun havde oplevet, og med al den pres, som hun nu havde underlagt sig, måtte han være den person, som bedst og altid kunne få hende ned igen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Man kunne ikke just sige, at Salvatore var en krævende mand, for det var han da på ingen måde. Han havde det fint med det som han kunne bære i sine arme, eller bære på kroppen, som han gjorde i denne stund. Det var med den menneskelige intellekt at man kom langt, og det var skam også det som han havde i sinde i en stund som denne. Han var kun ude på at gøre dette land godt. Her følte han sig vel og her følte han sig komfortabel, så det i sig selv, kunne vel heller ikke komme bag på så mange, kunne det? "Jeg takker mange gange, Deres Majestæt," endte han sandfærdigt, som han let bukkede med hovedet for hende. I det offentlige og åbne kendte han sin plads. Det var faktisk mere i det private, at den var svær for ham at finde, for.. hvad var de egentlig?
De smukke rosenbuske var det næste stop på færden. Selv var det et af de steder som Salvatore elskede at befærde sig mest, når han endelig var ude og de mange pligter som rådgiver kunne slippe ham for bare et enkelt øjeblik. Han grinede let. "I sandhed, må jeg være nem at gennemskue," påpegede han sigende, inden han vendte sig mod hende og med et smil på læben. Sandt var det, at hun var smuk, og uden tvivl noget af det smukkeste som han længe havde set, og var det nogen skam at lade hende vide dette? Han elskede når hun var ved ham.. elskede når hun rørte ved ham, og da særligt, når de endelig var alene på kamrene. Ved hendes tale om stedet her, måtte han jo kun give hende ret. Stedet havde så sandelig gennemgået en markant forvandling, og dette syn var da forhåbentlig kommet for at blive. Han sendte hende et smil. "Jeg håber endeligt, at De har ret. Det er utroligt hvad De har formået at skænke landet her på så frygtelig kort tid. Jeg spår Dem at blive en stor og betydningsfuld dronning, Deres Majestæt," sagde han roligt, inden han slap hende. Han knælede ved en enkelt rose, som endnu ikke havde formået at springe ud.. Ved hjælp af sin egen magi, lod han den blomstre.. og blive den smukkeste af dem alle.

[Deleted]

Den respekterende tone og de respekterende handlinger passede Denjarna udmærket, når de befandt sig i offentligt rum, eller når hun trådte frem for ham som hans dronning. Intet sagde hun dog, da hans kommende færd vel var ved at være på plads? Han ville drage af sted i morgen ved daggry, han havde alt, hvad han skulle bruge, og han ville kontakte hende løbende. En tidsfrist havde han ej fået, som ingen af dem havde en ide om, hvor lang tid en sådan færd ville vare. Dog satsede hun på, at det i det mindste ikke ville vare måneder.. Hun stoppede roligt op ved rosenbuskene. Hun smilte stille ved hans ord. Ja, hun havde vel efterhånden lært at gennemskue ham? Ej heller var det hende svært at gennemskue i dette øjeblik, da hun trods alt var hans elskerinde i det skjulte. Dog vidste hun, at han af alle ikke ville bringe det emne på banen i denne stund. Han var nemlig en ganske forsigtig mand, når det kom til det punkt. En væremåde der vel passede meget godt til deres situation, men også en tanke, som hun ikke altid fandt lige spændende. ”Vor tid sammen har vel blot båret frugt.. ellers er De i sandhed en mand, der i sandhed er nem at gennemskue,” svarede hun i samme drillende tone som før. Blikket tog hun roligt fra ham, som hun i stedet så på de mange rosenbuske. Røde, gule, blå.. Smukke var de forskellige farver, som de tilbød øjet et helt fantastisk syn. Stedet her var selvfølgelig ikke som den vilde natur, men som have gjorde stedet sig fabelagtigt! Og små ord var del vel ikke, når det kom fra en elver? Hendes blik fulgte ham nysgerrigt, som han bukkede sig ned, og hjalp en usprungen rose med at blomstre, så den blev større og smukkere end nogen af de andre roser. Roligt lagde hun armene om sig selv, så begge hendes hænder holdt om sine overarme. ”Landet her havde blot brug for en hjælpende hånd og en, som så potentiale i det. Mange i selve landet og mange udefrakommende havde nemlig mistet troen på landet. Det glæder mig blot, at jeg kunne vende om dette.. Ligeså håber jeg, at Deres ord er korrekte,” sagde hun roligt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ganske vidst påpasselig, men det var der derimod også mange gode grunde til. Han ønskede ikke at ødelægge det for hende, som han heller ikke ønskede at ødelægge hvad de nu havde sammen. Selvom det nok aldrig kunne gå hen og blive noget fast, så var han ikke den som stillede de største krav i en situation som denne. Naturligvis kunne effekten naturligvis mærkes i form af en mindre frustration eller lignende, men det var virkelig ikke noget som han tog tungere på end som så. De grønne øjne vendte han mod hende.. Hun kendte ham. Og et sted nok også fordi at han var ganske let at læse, og særligt når man kendte til de særlige ting om ham. "Jeg frygter så pludseligt, at De kender mig for godt, Deres Majestæt," pointerede han med et let drilsk glimt i øjet.
Den lille rose hjalp Salvatore til at blomstre, inden han faktisk valgte at plukke den. Ganske forsigtigt for ikke at stikke sig på de torne som hvilede på den ellers så tynde, men stærke stilk. Han vendte sig mod hende endnu en gang, som hun stod der med armene omkring sig selv. Han hævede roligt den ene hånd, hvor han førte håret bag hendes ører og placerede rosen der også. Han smilede let for sig selv og med hovedet let på sned. Smuk var hun så sandelig og det erkendte han så sandelig også. "Jeg er temmelig sikker på, at dette er noget som vil vare ved, Deres Majestæt. Folket har taget godt imod Dem, og nu er det allierede vi søger efter.. Jeg skal naturligvis gøre hvad jeg kan.. hvis De lover mig at gøre det samme i den tid hvor jeg er væk," endte han med en rolig stemme. Hånden lod han kort stryge over hendes kind, inden han igen lod den falde. Det var vel ikke nogen hemmelighed, at han virkelig holdt af hende?

[Deleted]

Selv var Denjarna utroligt god til at finde ud af folk, som hun var noget af en menneskekender, og derfor kunne det bestemt ikke bringe dem den store undring, at hun var god til at læse Salvatore. Ikke med al den tid, som de havde spenderet sammen. Hun så ham nemlig både på venskabelig-, intim og arbejdsmæssig basis, og derfor kunne man næsten sige, at hun havde været hele rouletten rundt. Selv havde hun intet imod, at det var således, da hun godt kunne lide at vide, hvad hun havde med at gøre. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Er De bange for, at jeg vil misbruge den information?” spurgte hun ham stille med samme legende glimt i de sølvgrå øjne. Ej havde hun i sinde at gøre ham ondt, og hvorfor skulle hun også gøre det? Han var hendes rådgiver, ven og elsker.. Det ville på ingen måde gavne hende. Blikket lod hun roligt følge hans bevægelser, som han nu knækkede stilken af den rose, som han ellers havde fået til at blomstre så flot. Hun bed sig selv let i den bløde underlæbe, som hendes hjerte pumpede en anelse hurtigere ved hans signaler. Hun syntes at fornemme det hele. Hans lette berøring.. Håret og rosen der søgte om bag hendes ene spidse øre. Var dette passende? Ville enhver mandlig rådgiver gøre dette overfor sin dronning? ...Højst sandsynligt ikke. ”Er dette klogt?” spurgte hun ham i en dæmpet tone. Hans berøring over hendes kind fik det let til at sitre i hende. Hun ønskede ham, fordi hun i forvejen nød at være med ham og fordi, at tanken om, at hun ikke måtte, pirrede hende, samt der var det faktum, at han snart rejste væk. ”Jeg vil passe min pligt her, samt se, hvad jeg selv kan gøre, mens De er væk. Vær tryg ved det.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne ikke lade være med at smile ved hendes ord. Han selv tvivlede virkelig på, at hun havde i sinde at udnytte og misbruge de følsomme informationer som hun nu var kendt med i forvejen, og det var nok også derfor at han reagerede på denne måde. Nu hvor det var sagt, så var det vigtigt for ham at hun vidste, at han stolede på hende, for det gjorde han da i største grad. "Skulle jeg frygte de omstændigheder, Deres Majestæt?" spurgte han med en morende stemme.
Det kunne godt være at Salvatore legede med ilden lige i øjeblikket, men det var slet ikke noget som han kunne gøre for. Han vidste at det var risikabelt det som han skulle ud og lave, og derfor ønskede han vel også at nyde tiden sammen med hende nu hvor han endelig havde den. Rosen placerede han yndigt bag hendes øre og med et ganske tilfredst smil på læben. "Jeg ved det er en risiko.. Tag rosen og hold den ved dig.. Denne er koblet til min magi. Skulle der ske mig noget, mens jeg er borte, vil du vide besked med det samme," forklarede han med en rolig stemme, som han igen lod blikket hvile på hendes skikkelse. Hans blik hvilede på hende med et alvor. Han vidste jo at det var risikabelt, også selvom han var overbevist om at det nok skulle gå. Hans magi kunne holde rosen ved lige.. skete dere noget med ham, ville hans magi dø bort og.. rosen ville visne. Et sted var det en glimrende måde at lade hende vide besked på. Han sendte hende et smil og nikkede roligt til hendes ord. "Jeg betvivler ej, at De vil gøre et fabelagtigt stykke arbejde, Deres Højhed," sagde han roligt, også selvom han uden tvivl mente det. Hun var fantastisk dygtig og hun havde folk i ryggen. Så langt så godt vel?

[Deleted]

Nej, lige umiddelbart havde Salvatore intet at frygte, når det kom til Denjarna. Aldrig havde han forårsaget hende nogen skade, og derfor planlagde hun ej heller at forårsage nogen på ham. Hun var skam en kvinde, som holdt dem kær, som hun havde, og det vidste de folk der havde været i hendes liv også. Så led, som hun kunne være overfor sine fjender, ligeså kærlig kunne hun være overfor sine kære. ”Jeg vil vælge og sige, at De må tage et kig ind i Deres eget hjerte og spørge, hvad det fortæller,” endte hun lettere gådefuldt med at sige med et smil på læben. Dog regnede hun med, at han vidste, hvad hun egentligt hentydede til. At der ej havde ligget nogle personlige følelser bag hans berøringer og rosen, som han havde placeret bag hendes øre, overraskede hende uden tvivl. Den havde hun bestemt ikke set komme. Måske var hun begyndt at klynge sig for meget til ham? Den tanke vidste hun end ikke, hvad hun skulle gøre med.. Hendes fingrer søgte op til øret, hvor hun forsigtigt berørte rosens bløde blade. Hun ville vide, hvis der skete ham noget ondt? Tanken fandt hun uden tvivl interessant og betryggende. Forfærdeligt ville det trods alt være, hvis der hændte ham noget, og hun ej var i stand til at finde ud af det. Hun endte med at nikke forstående som et tegn på, at hun forstod, hvor han ville hen med det. ”Jeg vil holde rosen tæt på mig. Det har De mit ord på. Hvis skaden skulle ske og der ville hænde Dem noget, vil jeg sende mænd ud efter Dem,” endte hun med at sige. Blikket tog hun bort fra ham, som hun valgte at fortsætte gangen i slotshaven. En god tur kunne man sagtens få sig her, som arealet var stort, stierne var mange og beplantningen var forskellig. Derfor kunne man meget vel holde sig optaget i nogle timer herude. ”Jeg taker for Deres troskab. Uden mit folks tro på mig, kan jeg ej komme langt.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste godt, at han måske var anderledes end hvad man kunne sige, at Denjarna var vant til at prøve. Ikke fordi at det som sådan var noget som gjorde ham det mindste, for det gjorde det da godt nok ikke. Han stolede på hende.. Han havde jo heller aldrig nogensinde haft nogen grund til at skulle gøre noget andet, og naturligvis var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han blinkede til hende. "Uanset hvor dybt jeg kigger, ser jeg ej nogen grund til ikke at skulle tro Dem, Deres Majestæt," hilste han roligt. Han kendte hende jo også mere i det personlige, som gjorde, at han også trygt kunne drage den konklusion. Hvorfor skulle hun da ellers ville have ham på stedet her? Den rose som han havde skænket hende, var ikke en personlig begæring fra ham til hende, men derimod med en mere dyb mening end som så. Med denne ville hun nemlig kunne holde øje med om der skete ham noget under denne færd, eller om han klarede sig. Så slap hun om ikke andet, for at gå rundt uden at ane det mindste. Han sendte hende et smil. Det kunne godt være, at den var meget mere personlig end så meget andet, men det var en måde at gøre det på. Han nikkede mod hende og med et smil på læben. Hun kunne være ganske rolig. "Om den begynder at visne, så ved De at noget er hændt mig.. Forhåbentlig ville ej komme til at ske undervejs," sagde han roligt og med et smil. Selv var han ganske rolig omkring den opgave som han faktisk selv havde sat sig på, men selv bekymringen kunne han spore i hendes blik. Han bukkede med hovedet for hende. "De er det bedste som længe er sket for landet her, Deres Majestæt. Jeg er ej i tvivl om, at De vil skrive Dem ind i historien," fortalte han sandfærdigt. Han var i hvert fald stolt af, at være en del af dette.

[Deleted]

Tilfreds måtte Denjarna se sig med udfaldet. Salvatore stod i øjeblikket, som hendes kæreste ven og derfor måtte det kun være på sin plads, at han stolede på hende. Personligt havde han ligeså vundet hendes tillid, men det havde han også gjort for længst med de ofringer, som han havde givet. Hvad hans gamle lang havde sagt om hende, da han havde taget hendes parti frem for deres, vidste hun ikke, men kønt havde det højst sandsynligt ikke været. ”Det glæder mit hjerte at høre,” sagde hun mildt. Rosen som han havde foræret hende, priste hun skam, skønt den ingen personlig betydning havde. Ganske praktisk var det nemlig, at hun vidste, hvorvidt han var i unoder eller ej, så snar han bevægede sig over grænsen. Hvordan det var at færdes i Imandra, vidste hun ret og sagt ikke, som hun aldrig havde begivet sig over på den side af kloden. Derfor vidste hun kun, hvad rygterne fortalte hende og de sagde, at det eftersigende skulle være et ganske løssluppent land. Derfor kunne det også være tvivlsomt, hvorvidt sikkerheden var i top. Forstående nikkede hun. ”Turen vil muligvis højst sandsynligt forløbe uden problemer, men alligevel kan man aldrig vide sig for sikker. Jeg ved ikke, hvad De kan forvente at møde i Imandra, da mit kendskab til landet ej er stort. Vejen dertil gennem Dvasias, kan dog godt byde på fælder,” sagde hun ærligt. Hvorfor også lyve? I dette anliggende behøvede de ikke at have nogen hemmeligheder overfor hinanden. Roligt bevægede hun sig videre rundt om hjørnet, der førte dem væk fra rosenbuskene og over mod et søområde. Kønt var det, som den lille dam snoede sig på en sjov måde, mens der svømmede store fisk i det klare vand, og mens der flød pæne åkander i overfladen. Blikket kastede hun mod Salvatore. Allerede nu havde hun skrevet sig ind i historien.. Spørgsmålet var blot, hvordan den endelige side ville blive. ”Det er enhver dronnings ønske at høre, at hendes folk priser hende. Folket i Manjarno har taget vel imod mig, hvilket uden tvivl også har haft sin betydning for mit arbejde.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore måtte efterhånden erkende, at han var kendt med sin plads i dette land, også selvom den havde været meget anderledes i forhold til hvad han selv måtte komme fra. Ikke fordi at det var noget der gjorde ham noget som sådan, for det i hans forstand.. var noget som han selv skulle finde ud af. Hans blik gled mod hendes retning. Hvad han dog ikke ville gøre uden hende. "Jeg har forståelse for at turen til Imandra er lang og farefuld. Det er mig mange år siden jeg sidst har taget denne farefulde færd, men jeg finder den nødvendig. Jo stærkere vi står, des bedre vil dette gå hen og blive," fortalte han med en rolig stemme, da han igen vendte sig i retningen af hendes skikkelse. Det var noget som faktisk betød ganske meget for ham, så det var ikke noget som måtte sige så lidt igen id en anden ende.
Salvatore fulgtes roligt med hende om mod den lille anlagte sø som lå i den kongelige have. Midt under sommerens hede, så var det uden tvivl et smukt sted, og han kunne godt lide det faktum, at han havde muligheden for at tilbringe den tid sammen med hende. Han elskede det... Han elskede det virkelig, også fordi at han vidste, at den opgave som han havde pådraget sig selv, uden tvivl var en af de mere farlige af slagsen. Hun havde skrevet sig ind i historien som en kvinde som havde overkommet frygtelig mange ting igennem sit liv, og ikke mindst også for hendes egne mange bedrifter som man i mange tilfælde, kun måtte lade sig inspirere af. Han gjorde det uden tvivl. "At være elsket af folket er uden tvivl en klar fordel, Deres Majestæt. Jeg er ej i tvivl om, at dette er noget som vil komme Dem til gode i den endelige etablering af allierede i denne verden, såvel som for Deres eget kongedømme," roste han hende. Han mente det dog. Han betvivlede på ingen måde, at hun ville gøre det godt!