A big decision

[Deleted]

Salvatore ’Kenara’ Salizmira

Tænksomt stod Denjarna i det badede sollys ved et af de store vinduer. Blidt rev en svag formiddagsbrise i hendes ravnsorte lokker, som en tjenerinde kort forinden havde været på omgang og lukket op for de mange vinduer. Bagende hedt var det blevet på det seneste, og derfor kunne det næsten være svært at sige, om det var bedst inden- eller udendørs. Kort lod hun sine øjne søge i. Selv stod hun i øjeblikket og afventede en bestemt person. Hendes rådgiver, Salvatore, for at være helt præcis. Et noget uventet dilemma havde nemlig ramt hende, og det var et dilemma, som hun ej følte, at hun kunne vende på egen hånd. Selvfølgelig var hun selv i stand til at drage en beslutning, men bedre anså hun det for at være, at de var to til at diskutere for og imod. Det var trods alt også af den årsag, at hun havde valgt at have en rådgiver. Det var blot i går, at en kvinde ved navn Elmyra Argos havde troppet op foran hende i tronsalen. Ej havde hun været borger af Manjarno, men det havde ej heller været deri, at hendes problem havde ligget. Nej, kvinden var kommet med en forespørgsel om en alliance. En alliance mellem Denjarna og Elmyra, og Manjarno og Imandra, som kvinden ønskede at erobre det lovløse land. Om kvinden var i stand til at gøre dette, vidste Denjarna ikke, men betagende var tanken om en stærkt allieret. Det var i hvert fald lige, hvad hun og landet havde brug for. Nu var det blot at diskutere, om risikoen var for stor eller ej. De betagende sølvgrå øjne vendte hun over mod døren. Nu kunne han komme ind, hvornår det skulle være. Selv havde hun sagt til det resterende personale, at hende og Salvatore ej ønskede at blive forstyrret, og derfor ville de også få rummet for dem selv. Rødvinsglasset som hun havde skænket sig selv, førte hun roligt op til læberne, som hun tog en lille tår af de søde druer i ventetiden.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var en ganske fin dag, hvor selv Salvatore have tilbragt største delen af den udendørs. Det var uden tvivl utrolig rart at sommeren endelig var over dem, og dette kunne anes. I det fjerne stod markerne i fuld flor af korn, blomster og andet som hen på efteråret skulle høstes og bringe føde til borgerne for den kommende vinter.. En cyklus kunne man snildt kalde det, men derimod en af de mere nødvendige.
Nu med rolige skridt, var han på vej ned mod Denjarna. Han vidste, at der var mange ting på hendes tanker nu om dage, og derfor ønskede han naturligvis også at gøre noget ved denne sag, i og med, at hun havde sendt bud efter ham. Selv var han ved at falde ganske godt til rette i arbejdet som rådgiver, også selvom det havde krævet noget af en omstilling i det henseende. Han var selv forholdsvis fin i tøjet, i og med at han var i besiddelse af den status som han nu havde, så var det nu heller ikke noget som han gjorde noget yderligere ved end som så. Han stoppede roligt op foran døren, som han let vendte blikket i retningen af. Han stod der blot for et kort øjeblik, inden han hævede hånden og bankede på. Af den dybeste respekt for hans Dronning, men.. vel også veninde og elsker? Det var egentlig gået hen og blevet ganske kompliceret, så kunne han jo heller ikke ligefrem gøre alverdens ved det, kunne man jo trods alt også sige. "De ønskede at tale med mig, Deres Majestæt?" spurgte han med en rolig, og ikke mindst respektfuld stemme, da han heller ikke ønskede at træde forkert i og med, at de i hverdagene og når solen var oppe, var på arbejde.. Alt det andet kom jo faktisk sjovt nok først efter at solen var gået ned, hvilket skam også var noget som passede ham ganske fint. Han selv ønskede at have noget privat, og hvad var bedre, end at nyde det med en kvinde so hende?

[Deleted]

Flot og som en dronning måtte Denjarna se ud, sådan som hun stod i solens skær med sit lange mørke hår og i sin pæne grønne kjole. Automatisk søgte hendes sølvgrå øjne over på døren, som hendes rådgiver langt om længe måtte gøre sin entre. Rådgiver var måske ikke Salvatores eneste betegnelse overfor hende, som han også måtte fungere som en nær ven for hende, og som hendes elsker. Det var vel de tre termer, som de begge var kommet frem til, skønt de ej havde sagt dem højt endnu? Om de ville få problemer med at skille arbejde, venskab og lyster fra hinanden i fremtiden, vidste hun endnu ikke, men indtil nu havde de trods alt klaret sig. Hun nikkede roligt til ham og gjorde en håndbevægelse til rummet. ”Træd endelig ind,” hilste hun. At de skulle gå direkte til sagens kerne, passede hende skam udmærket. Selv vidste hun udmærket, at dette var en konklusion, som hun ej måtte forhaste, men spændt var hun på at komme videre med sagen. Det var nemlig ej en lille ting, som de skulle til at diskutere, da det derimod var en ting, som kunne have indflydelse på meget. Bedre ville hun og landet også højst sandsynligt blive stillet, hvis de gik ind i det og Elmyra vandt kampen. Hvis de gik ind i det og Elmyra ej vandt, kunne de derimod blive knapt så godt stillet.. ”Jeg ønsker at gå direkte til sagen,” begyndte hun roligt, alt imens hun valgte at forlade sin vinduesplads i forhold til sofaarrangementet. Roligt tog hun plads i den ene side, hvor hun måtte sidde ganske afslappet, som hun sad tilbagelænet med vinglasset i hånden og med det ene ben hvilende over det andet. Hendes blik hvilede på ham.. Spændt på at fortælle ham historien, og spændt på, hvad de ville ende med. ”Der kom en kvinde forbi tronsalen i går.. Elmyra Argos var hendes navn. Hun fortalte mig en interessant historie om, at hun begærer den imandranske trone, ligesom jeg begærede den manjanske. Hun ønskede at høre, hvorvidt jeg og Manjarno var interesseret i et samarbejde med hende og Imandra, samt hun fortalte, at hun ej havde gået til Procias eller Dvasias med dette.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste, at de legede med ilden ved at være andet end bare i den professionelle sammenhæng, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham som sådan. Selv han måtte jo erkende, at han virkelig godt kunne lide det. Han trådte roligt ind, kun for at blive mødt af synet af hende. Ikke et syn som han havde noget imod, for han kunne uden tvivl godt lide det. Han var vant til at se hende hver eneste dag.. og han nød det. Han nikkede mod hende, som han roligt trådte frem mod hende. Hænderne foldede han roligt over ryggen og med blikket hvilende mod hendes ellers så smukke skikkelse. En skøn og fabelagtig dronning var hun uden tvivl. "Det glæder mig," sagde han med en rolig stemme, og med blikket stadig hvilende på hendes skikkelse.
Salvatore blev stående på gulvet, da Denjarna fremlagde sagen. Selv kunne han ærlig talt ikke se problemet, selvom Elmyra ikke just var en ukendt dæmon, og at vide, at hun var interesseret i den Imandranske trone, fik ham til at rynke lidt i panden. "Den plads er netop indtaget af Sephiran Acheron.. En særdeles stærk Warlock.. Hvordan har hun tænkt sig at gøre det?" spurgte han. Nok mest som det første spørgsmål der direkte poppede op i hans hoved. Selv tillod han sig roligt at søge hen til stolen overfor, som han selv roligt tog plads i. "Elmyra er ej en ukendt dæmon, Deres Majestæt, så jeg vil på det kraftigste anbefale Dem, at være påpasselig. Jeg vil ikke påstå at min viden omkring denne kvinde er bred eller lignende, men jeg ved og har kilder som tilsiger, at hun har tilbragt megen tid sammen med Nathaniel Diamaqima. Jeg ved ærlig talt ikke, om det er en kvinde som De kan stole på," sagde han ærligt. Hvorfor pakke det ind?

[Deleted]

Denjarna valgte selv at tage plads i et af rummets sofaer, som Salvatore kom ind. Ej ventede hun med at fortælle, hvad det hele handlede om, som hun nærmere bare spyttede det hele ud. Hvorfor skulle hun også vente? I dette henseende behøvede de ej at småsnakke, som hun i dag havde bedt ham om at møde ind som hans dronning. Derfor forventede hun også, at det var hendes rådgiver og ej hendes ven eller elsker, som hun mødte.. eller det var måske ikke altid helt ligetil at se bort fra det personlige? Hendes blik hvilede opmærksomt på ham. Hun slap et dæmpet suk. ”Det er desværre gået mig for øre, at Sephiran Acheron har valgt at indtage tronen, samtidig med, at Elmyra søgte mig. Om hun vidste, at manden søgte tronen, ved jeg ikke, men hendes forespørgsel kom til min, inden han selv tog tronen. Dette burde dog ikke stoppe hendes eget ønske, hvis hun oprigtigt higer efter magten i Imandra.. Med hensyn til, hvordan hun ønsker at tage tronen, bliver det vel i samme dur som mig. Hun fortalte mig i hvert fald, at det var folket, som hun havde i sinde at vinde over på sin side,” sagde hun ærligt. At Elmyra ej var en ukendt kvinde, kunne hun desværre ikke selv sige.. Frustrerende var det at vide, hvor meget der egentligt var gået forbi hende i den tid, at hun havde været indespærret. Dybt frustrerende var det, men intet kunne hun ganske enkelt gøre ved det.. Hun måtte blot suge informationen til sig, når den endelig kom til hende. At han derimod igen skulle nævne Nathaniel Diamaqima for hende, fik hende til at snerpe læberne en anelse sammen. Skulle den mand bryde ind i alle deres samtaler fra nu af? Sidst han havde nævnt hende, havde været efter hendes mord på Alexander, og før deres erotiske nat sammen.. ”Kvinden er mig ukendt, men som hun trådte op foran mig, ønskede jeg det bedste for hendes sag. Det hun ønsker for Imandra er meget lig det, som jeg ønskede for landet her. Derudover ville det være en umådelig støtte for os, hvis vi kunne få Imandra over på vores side.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

I øjeblikket var Salvatore på arbejde, og derfor var han selvfølgelig også professionel, for det andet var da slet ikke noget som ville komme ham til gavn på noget tidspunkt. Han tog roligt plads i stolen overfor hende. Han kunne jo fortælle hvad han selv vidste, også selvom hans egen viden ganske vist ikke gik særlig langt, som han gerne ville, men det var vel bare at starte et eller andet sted, ikke sandt? "Sephiran nedstammer fra en slægt af stor betydning for Dvasias. Hans fader fremstår som greve af landet, så han har mange støtter i mørket selv. Jeg skal ikke kunne sige hvad bagtanken ved en audiens for hende var her i Manjarno, men jeg vil nu stadig ønske, at De er meget varsom omkring et samarbejde og en alliance med denne kvinde,"
Salvatore kunne selvfølgelig godt forstå problematikken, men det var jo begrænset hvad han ligefrem kunne gøre. Han ønskede naturligvis ikke at hun skulle brænde nallerne, og derfor forsøgte han faktisk også at hjælpe. At se hendes mimik ændre sig sådan, da han nævnte Nathaniel Diamaqima, var jo bare en kendsgerning. Elmyra havde haft meget med den mand at gøre før i tiden, og det var vel bare en vigtig ting at meddele? "Elmyra har ikke tronen i Imandra, og derfor tvivler jeg stærkt på, at du kan få hele landet i ryggen, om du ikke tager kontakt med den nuværende dronning af landet, Deres Højhed. Elmyra er en stærk dæmon, som besidder mange kvalifikationer, men ikke desto mindre, så vær påpasselig. Hun ønsker det samme for Imandra, som De ønskede for landet her.. måske at det er der interessen ligger? I at hjælpe, fordi at De opnåede det?" spurgte han roligt. Umiddelbart kunne det nemlig godt lyde sådan.

[Deleted]

”At Sephiran har mægtige støtter i Dvasias gør kun, at jeg står svagere. Personligt har jeg intet udstående med den mand, men nærliggende ville det være, hvis han allierede sig med Dvasias fremfor Manjarno. Procias og Dvasias har ganske vidst ikke reageret på mit regime endnu, men ej behøver jeg endnu et land, som potentielt kan gå imod mig,” sagde Denjarna ærligt. Til dels presset følte hun sig vel, og kunne man bebrejde hende? Det måtte vel også være af den årsag, at hun et sted ønskede, at dette kunne lykkes. Hun havde brug for at stå stærkt, da hun ej havde i sinde at vige bort. Dog skulle der også være realitet i det hun efterstræbte, og det var også af den årsag, at hun søgte Salvatores råd. Problematisk var det blot, når hun vidste, at Gabriel hadede hende. Hvad Mattheus problem var med hende, var der dog mindre fæste i, da hun aldrig direkte havde gjort ham noget. Hans stolthed havde hun vel blot fornærmet? Sephiran havde hun derimod intet udestående med, men hvis han stod i ledtog med Dvasias, havde hun vel tabt på forhånd? Hendes blik hvilede på forhånd. ”Jeg ved, at hun ej har tronen. Ej heller ved jeg, om hun kan få tronen. Af hvad jeg ved, har hun ikke forsøgt sig med de lederegenskaber, som jeg havde i baghånden. Hvad hun derimod siger, at hun har, er sit folks kærlighed, samt ønsket om at give dem bedre vilkår.. Vores ideologier minder til dels om hinanden, og af den årsag finder jeg det selvfølgelig også tillokkende at hjælpe hende,” sagde hun ærligt, og var det også så underligt igen? Hun førte vinglasset op til læberne, som hun tog en tår af væsken alt imens tankerne farede rundt. Om Salvatore allerede hældte mod en konklusion, vidste hun ikke, men selv fandt hun det svært.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Sephiran søger naturligvis støtten ved sin fader og derfor også i Dvasias," begyndte Salvatore. I hans øjne, var det naturligvis det som gav mest mening. Men hvorvidt om Sephiran så var en mand som kunne vinde folkets tillid var jo så en helt anden sag i det henseende. "Familien Acheron er kendt for at være en slægt uden hjerte.. Hvad det skal betyde, skal jeg ærligt ikke kunne sige, men noget som jeg gerne vil undersøge nærmere, om det skulle være tilfældet?" tilføjede han med en rolig stemme. Selv tog han det ikke så slemt, men derfor ønskede han selvfølgelig at hun tog det stille og roligt og ikke drog forhastede konklusioner, ofr det var slet ikke noget som han ønskede sig på noget tidspunkt. "Med Sephiran på tronen, står Imandra på Dvasias' side.. Kongen af mørket, er uden tvivl klar over det henseende, og det er det der bekymrer mig. Jeg ved ikke.. jeg vil nok anbefale, at De søger efter andre alliancer og allierede," fortalte han roligt.
Salvatore vendte blikket tænksomt i retningen af vinduet, som førte ud over det store rige. Det var smukt og da særligt med en på tronen som Denjarna, og derfor ønskede han naturligvis også at udføre sit arbejde så godt, som det nu var ham overhovedet muligt, for han ønskede da ikke at noget skulle gå galt. Det ville jo kun få katastrofale følger. Tungen strøg han let over sine læber. Det var interessen.. en fælles interesse som gjorde, at Denjarna ønskede at hjælpe hende, og et sted kunne han jo godt forstå det. "De ønsker det samme, men befinder Jer på to forskellige stadier. De som Dronning og hende som.. hvad? Jeg ved ikke hvad hun arbejder med. I mine øjne, er det for risikabelt et sats, Deres Majestæt," fortsatte han med en rolig stemme. Han synes ikke det var risikoen værd.

[Deleted]

Problematisk fandt Denjarna det, at Dvasias fik sig en stærkt allieret. Svagt stillede det hende, da det så hed tre imod en.. hvis det vel og mærke skulle komme så vidt. Selvfølgelig håbede hun ikke på dette, men umuligt var det ikke at have i baghovedet. At han tilbød at ’undersøge sagen nærmere’ fik hende til at se spørgende og lettere tvivlsomt på ham. Var hans hensigt at søge til Imandra og at tale med denne nye konge? Selv tvivlede hun på, hvorvidt hun brød sig om ideen.. Selv ønskede hun nemlig ikke, at han skulle komme galt af sted, hvis Imandra skulle vise sig at være fjendtligt territorium. Dette måtte hun både tænke på, som hans dronning, som hans veninde og som hans elskerinde. Vigtig var han nemlig både for landet, og for hende personligt. ”Hvad mener De helt specifikt med, at De kunne undersøge sagen nærmere?” spurgte hun sigende, som hun ønskede at få det helt på det rene. Frustreret endte hun med at bide sig selv i læben. Han anbefalede hende til at holde sig fra Elmyra.. Selv forstod hun ham vel et sted, men samtidig var tanken om en stærk allieret også berusende. ”Dvasias er uden tvivl klar over denne allierede. Så dum er kongen alligevel ikke.. Hvem jeg skal gå til, ved jeg desværre ikke. Dæmonerne har været forbi mine overvejelser, men jeg tror at dette ville være for stort et sats.” Han ønskede, at hun fandt andre allierede.. Hvor, hvem? Hvem var mægtige nok? Og hvem ønskede tilmed at hjælpe hende? ..Tanken om Faith, dæmonernes leder, havde ganske vidst strejfet hende, men var dette en mulighed, når nu de ikke sås så meget, som de førhen havde gjort? Hun lænede sig frem for at placere sit vinglas på stuebordet. Alle disse beslutninger og prøvelser.. ”Lige pt. fortalte hun mig, at hun bestyrede et børnehjem.. Jeg ved, hvordan det lyder, og det er også af den årsag, at jeg selv tvivler. Hun fortalte mig dog en historie om de mange prøvelser, som hun har været udsat for. Hun har ligeså mødt smerte, og hun ønsker ligeså at hjælpe sit folk.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste ganske vidst, at det var en risiko at skulle løbe, men derimod en som han gerne løb for sin dronning. Hellere det, end at hun skulle begå fejl, og særligt når hun stod svagere end Dvasias gjorde for denne stund. I sig selv, brød han sig ikke om den tanke, da han jo personligt og professionelt heller ikke ønskede at noget skulle ske hende. Han foldede hænderne foran sig. "Tillad mig at drage østpå og mod Imandra, for selv personligt at undersøge sagen hvad angår Sephiran og Elmyra," sagde han roligt. Han selv var ikke bange for at gøre dette, og selv havde han sine tricks som gjorde, at han kunne bevæge sig stort set uden at blive set, og det var det som i øjeblikket også måtte være det vigtigste i hans øjne. Han ønskede nemlig ikke, at hun skulle begå fejl, som i værste tilfælde, kunne betyde at hun skulle komme galt afsted. Den tanke fandt han katastrofal! "Faith Jaceluck har ageret meget passivt den sidste tid.. Jeg tvivler stærkt på, at det er der De kan finde en allierede som vil kæmpe for dette land. Meget har hændt i Dvasias igennem den sidst tid." Det i sig selv var sandt. Man hørte jo om rygterne om den tortur som Kimeya stort set dagligt blev mødt af.. og at Faith havde været igennem det samme.
Salvatore vendte blikket i retningen af Denjarna igen. Han forstod at dette pressede hende, men derfor måtte hun stadig tænke klart! Det var det som var vigtigt i en stund som denne. Han sukkede tungt. Elmyra var bestyrer af et børnehjem? Umiddelbart lød det ikke til at være en alliance som kunne komme dette land til gode. Han rettede sig en anelse op endnu en gang. "Sit folk? Hendes folk består af en gruppe børn, som næppe kan udøve nogen modstand, om Dvasias eller Procias skulle gå i krig, Deres Majestæt. Tilgiv mig for min udtale.. Jeg ønsker ikke at noget skal ske folket her, og da særligt ikke Dem.. Lad mig tage over grænsen og se hvad jeg kan finde," bad han om endnu en gang, da hans blik gled mod hendes skikkelse.

[Deleted]

Blikket fjernede Denjarna fra Salvatore, da hun et sted ikke ønskede, at han så, at dette emne ligeså måtte påvirke hende personligt. Selv vidste hun, at han var stærk, men malet af frygt blev man vel, når det omhandlede folk, som man holdt af? Selvfølgelig skulle han ikke tage denne tanke ilde op, da hendes bekymring vel var en form for kærlighed. Hun så ud af vinduet mod det smukke solskinsvejr. Forkert var det vel næsten at sidde inden døre, når vejret udenfor var så prangende, men når vigtige beslutninger skulle drøftes, kunne hun desværre ikke tillade sig at se bort fra sine pligter. ”Vil det være sikkert at drage over grænserne, og snerre i deres anliggender? Landet her har ej brug for at miste en trofast og stærk støtte, som Dem,” sagde hun sigende, som hun valgte at holde tonen autoritært. At han derefter brat afslog tanken om Faith, hjalp hende ej heller. Hvem fandtes der derude, som kunne komme dem til gavn? Lige pt. blev de trods alt bare ved med at slå hinandens forslag bort. Hun ønskede nemlig ej at bruge Nathaniel, og han ønskede ej at bruge Elmyra eller Faith. Ja, på bar bund kunne man vel også føle sig som dronning af et land? ”Jeg ved, at det var et skud i tågen, men det var om end et forslag. En ting kan vi dog komme frem til og det er, at vi må fortsætte vor søgning.” En trist viden om end, men det var vel bedre at erkende, hvordan det hele stod til. Frustreret var hun, hvilket også fik hende til at rejse sig og gå væk fra ham, for at stille sig ved det åbne vindue igen. Den svage brise tog hun begærende til sig, som hun havde brug for luft. Til dels kunne hun næsten fortryde at have hidkaldt ham, men inderst inde vidste hun jo, at det var for det bedste. At han fortsatte med at bede hende om tilladelse til at søge over grænsen, fik det igen til at prikke i hende. Han var det bedste lod hun havde som dronning, og han var vel blevet hendes nærmeste af hjerte, og derfor var det vel til ingen undring, at dette plagede hende? ”Elmyra syntes muligvis ikke som den stærkeste allierede, men hun er den eneste, som har budt sig. Presset er situationen, og derfor forekommer ting hurtigt fristende..” Blikket vendte hun mod ham. ”Hvis De føler, at De kan bringe landet mest ved at søge over grænsen, har De min tilladelse til det. Jeg kræver dog udmelding fra Dem, om Deres mission forløber positivt eller negativt.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore afviste Denjarnas forslag, også fordi at han vidste at det var på tide, at de tænkte professionelt. Det var et helt land som havde brug for dem, og derfor følte han det kun på sin plads, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde. Hans blik gled direkte i retningen af hendes skikkelse igen. Han holdt af hende.. både professionelt, men så sandelig også personligt, og derfor anså han dette som et nødvendigt offer for at skulle få tingene præcist som han gerne ville have dem. Han trak vejret dybt. "De er kendt med min hemmelighed, Deres Majestæt. De ved, at jeg snildt kan bevæge mig uden at vække mistanke, og uden at nogen vil kunne gætte sig til, at jeg er mig.." Hans blik hvilede på hendes ansigt og med et alvor uden lige, for han ønskede da slet ikke, at noget skulle ske, og da slet ikke nu.
Faith var på ingen måder et sikkert kort at satse på, udelukkende på grund af de mørke kræfter som herskede i Dvasias. Selv var det ikke noget som Salvatore kunne sige med sikkerhed, men en dvasiansk leder? Var hun overhovedet det værd at satse på? Han foldede hænderne igen foran sig, hvor han lod knæene hvile mod hans lår istedet for. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Han kunne se bekymringen, samt frustrationen i hendes ansigt. "I denne situation, er der ikke plads til at begå store fejl, Deres Majestæt. Det er vigtigt, at De bevarer fornuft og holder hovedet højt," fortsatte han. Selv stod han fast på, at han kunne give hende flere klare svar om han fik lov til at søge over grænserne og undersøge sagerne på egen hånd. Også i sin søgen efter folk som han kunne anse som en god nok alliance. "Og derofr må De ikke drage forhastede konklussioner. Jeg tager afsted ved daggry. Jeg skal naturligvis bringe Dem nyt så snart der er noget at berette om. Jeg ønsker blot at yde min støtte til Dem, min dronning.. og landet her," sagde han roligt. Det var der vel heller ikke nogen skam i?

[Deleted]

Sandt at sige, at Denjarna kendte Salvatores hemmelighed. Dog kunne hun ikke gøre for, at hun følte en vis beskyttelse overfor ham og for sig selv. Det var måske problemet ved at danne et personligt bånd til sine underordnede? Dog måtte hun også sige, at hun ej heller ønskede at meste ham professionelt, da hun endnu mente, at det havde været et klogt træk fra hendes side af at tage ham ind. Ej heller syntes folket at have problemer med dette valg, skønt han engang havde været en prociansk leder. Åbne måtte folket vel også blot være, da hun også selv havde stået som en dvasiansk leder? ”Jeg kender udmærket til Deres hemmelig. Dog ønsker jeg stadig ikke, at det skal få Dem til at sænke paraderne. De vil nemlig ej kunne vide, hvad der vil ske, så snart De træder over grænsen,” sagde hun stilfærdigt. Hun vendte blikket ud mod vinduet. Var det virkelig for meget at forlange, at det hele gik godt? Det var ikke just fordi, at det gik skidt for hende, som det derimod gik godt. Hun gjorde det godt i landet her.. Det var vel blot hendes egen paranoia, som slæbte hende ud af fatningen? Helt uforståeligt kunne det dog ikke være, at hun var blevet lettere paranoid med tiden.. Ikke med al det, som havde hændt hende. ”Jeg ved det.. Jeg ønsker også at gøre, hvad der skal til,” svarede hun kortfattet, som hun skam godt vidste, at det ikke gik at miste mælet. At de blev enige om, at han skulle tage af sted måtte være, hvad det var. Selv så hun allerhelst, at han blev her i landet, men desværre kunne hun ligeså se ideen i, at han drog af sted. Han gjorde det trods alt for at hjælpe hende og selve landet. Armene foldede hun over kors. ”Jeg vil se frem til at høre Deres rapporter. Dertil vil jeg også ønske Dem held og lykke med sagen. Jeg håber, at De vil kunne finde svar på vores mange problemer,” endte hun med at sige. ”Det var alt..”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde den hemmelighed, at han kunne forvandle sig til panter, og derfor kunne han nemt og hurtigt komme igennem Dvasias, såvel som Imandra, uden at skulle blive opdaget. I det tilfælde havde han kun et mål for øje, og det var at indsamle den nødvendige information for at kunne gøre det korrekte valg i forhold til landet her, og det var den interesse som han havde, og det var det som han meget gerne ville vise for hende. Han selv var måske meget personligt involveret med Denjarna, men selv han kunne tage det på et professionelt niveau, som når han gjorde dette - Han var på arbejde. Det andet kunne man jo trods alt tage når mørket faldt på. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. "Jeg er kendt med konsekveneserne og hvad der kan ske når jeg træder over den mørke mur. Frygt ej, Deres Majestæt," sagde han roligt, da han heller ikke så nogen grund til at det var på den måde, at det hele skulle foregå. Han kunne sagtens passe på sig selv, og nu hvor han vidste hvad han gjorde det for - Hende. Han gjorde det for hende. "Denne problematik skal nok blive løst," lovede han. Han ville i hvert fald sige at han ville gøre hvad han kunne for at hjælpe og støtte hende igennem dette.
Salvatore rejste sig. Han ville tage afsted ved daggry. Om ikke andet, så havde han da den sidste nat sammen med hende, og for nu ønskede han ikke at hun skulle tage sorgerne på forskud. Han kunne sagtens tage vare på sig selv. "Og svar skal jeg skænke Dem.. Imellemtiden ønsker jeg at tilbringe den tid med Dem.. i Deres smukke have.. Om de vil gøre mig den glæde at gå med?" spurgte han. Haven stod i fuld flor og det var et syn som han selv ønskede at nyde i den tid det nu måtte vare.

[Deleted]

Bekymret var Denjarna vel for Salvatore, men det i sig selv syntes helt at prale af på ham, som han var sikker i sin sag. Selv håbede hun blot, at turen forløb vel, og at han fandt de nødvendige oplysninger.. Måske også ny allierede. Selv havde hun ikke det store kendskab til Imandra, og derfor vidste hun ærlig talt ikke, hvad han kunne møde. Hun vidste dog, at han skulle igennem Dvasias, medmindre han valgte at benytte sig af sin magi. Intet kunne dog gøre, som hun blot måtte afvente hans rapporter og håbe på det bedste. ”Jeg håber, at De ved, hvad De gør, og bevæger Dem med den nødvendige forsigtighed. Det vil nemlig ej bringe os gavn at miste vor rådgiver.. Held og lykke skal De dog have med opgaven, ligesom jeg håber, at den vil lykkedes for Dem,” sagde hun stilfærdigt, alt sammen i en professionel tone. Selvfølgelig ønskede hun også alt dette for ham personligt, men i dag havde hun trods alt valgt at møde ham som hans dronning.
Overrasket vendte Denjarna blikket over mod ham. Nyde en tur i haven? Selv havde hun egentligt troet, at han blot ville søge væk eller ud på sin færd nu.. Emnet havde de trods alt fået debatteret. Derfor måtte hun også spekulere over, om han ønskede denne tur med sin dronning, veninde eller elskerinde. Skulle al dette vise sig at være et problem for dem? Mange skift kunne det trods alt være. Om han blot havde flere ting i sinde, som han ønskede at debattere med hende, vidste hun dog ikke. Hun endte med at sende ham et svagt smil. ”Det vil være mig en glæde at gøre Dem med selskab, indtil De drager ud på deres færd,” sagde hun ærligt. Roligt løftede hun sin ene arm som et tegn på, at han skulle tage den, så de kunne bevæge sig mod den smukke slotshave. ”Hvornår regner De med at tage af sted, og hvornår regner De med at vende tilbage?”