So beautiful

[Deleted]

Når man nu endelig tog ud og rejse, hørte man så mange spændende ting, hun var ivrig efter se dette smukke sted og var rejst langt og længe. Hun var til fods, så det var hårdt og da hun endelig nåede en sø, efter at have beundret den smukke natur omkring sig. Kastede hun sig nærmest på knæ for at få noget af drikke. Hun havde mokasiner på, samt en hvid kjole, som lige nu var rimelig beskidt, måske hun skulle få den vasket? Det var blevet aften, hvis ikke også nat, mørkt var det i hvert fald og hun havde helt tabt tiden. Hun lagde sin taske fra sig, samt sin violin og stod og strakte sig lidt, hun rodet rundt i det pjuskede hår og fik så vasket sit ansigt. Det ville være rart med en dukkert, men hun turde ikke bade i mørket, så det måtte vente. Nej hun var ikke så dumdristig mere, kun så meget at hun igen rejste alene og stadig intet våben havde på sig overhovedet. Myrina kiggede sig omkring, hvor var der dog vidunderligt smukt, hun følte sig inspireret og greb ud efter sin violin, hun satte den forsigtigt op mod hagen, strøg buen over strengene et par gange og lod så musik af sin helt egen slags flyde igennem luften. Det var smukt, stille og hendes stemme kærtegnede tonerne og bragte harmoni i et stykke så vidunderligt som det hun havde set her. Hendes krop begyndte at bevæge sig med musikken og hendes smidighed, samt elegance trådte også i kraft. Sådan dansede hun rundt, syngende i toner, ingen ord og spillende på sin elskede violin. 

[Deleted]

Lyden af violinspil blev opfanget af hans ører flere hundrede meter fra kilden. Han var netop kommet ud af den hule han havde brugt natten i sammen med sin hest, der stod udenfor og græssede. Tøjret til en pæn han natten dør havde banket ned i jorden til stenen han havde brugt, var flækket i to. Forundret stod han og lyttede lidt, før han hastigt sadlede op og til sidst trak sin rejsekappe over sin nøgne overkrop, der kun bar hans skuldrebeskytter. Et meget omhyggeligt stykke beklædning bestående af remme, der ville kunne bruges til at spænde et pilekoger fast og en plade til at beskytte hans venstre skuldre. 

Først red han forsigtigt igennem skoven for at han ikke lavede for meget larm, men da han kom ud på en sti der førte ned mod en sø, satte han farten op og styrede direkte imod lyden af musikinstrumentet. Havde det ikke været på grund af græsset, ville hestens horve have kunne høres på lang afstand, men lydende blev dæmpet og først da han var relativ tæt på kilden til lyden, ville hestens tunge skridt kunne høres. Fordi han ikke var nogle lille mand, måtte han også gøre brug af store heste. For tiden brugte han en skimmel som han havde købt til en rejse for nogle uger siden. En han ikke havde fundet interesse i at skille sig af med før det blev nødvendigt. 

Blot få meter fra den spillende unge kvinde, stoppede han op og betragtede hende fra hættens skjul. Den var slået op og dækkede hele hans blå krop. Hænderne var dækket af handsker og ville heller ikke kunne give nogle afsløring fra sig. Sådan fortrak han at gøre det. På den måde gik folk sjældent helt så meget amok, som kom der en blå mand springende ud af det nærmeste busskas. 

Uden at sige et ord, lyttede den over to meter høje mand til musikken. Kun hesten bevægede sig, rytteren sad helt stille, næsten som en statue. 

[Deleted]

Så meget som hun levede sig ind i sin musik, ænsede hun ikke at der var ankommet en mand på en hest, ikke lige med det samme. Det var først da hun åbnede øjnene og var danset næsten lige ind i hesten, men stoppede fordi hun mærkede varmen fra dyret. Hun stoppede brat med at spille og stivnede lidt, hun så lige ind i hestens øjne og blinkede forvirret, inden hun gik et par skridt tilbage og kiggede op mod skikkelsen som mere eller mindre sad stille som en sten.
"Undskyld, det var ikke min mening at..." Hun stoppede lidt og kiggede undersøgende på ham, hvorfor undskyldte hun, hun ramte jo ikke hesten og det var ham der listede sig ind på hende. Eller, liste kunne en hest nok ikke. Var hun virkelig altid så indlevet? Alt blev helt sløret, kun musikken og naturen eksisterede. Hun tog sig selv i at stirre, for at bare se lidt af dette væsen men han var godt skjult, det var faktisk en smule uhyggeligt, men hun var også nysgerrig, hvad fik en til at bare sidde der og sidde. Hendes blik gled ned mod græsset, hun satte sin violin op på ryggen sammen med buen.
"Jeg lever mig lidt for meget ind i min musik." Lød det så fra hende, lidt som en undskyldning igen, hvilket hun bare ikke burde! Hvad pokker var der galt med hende?!

[Deleted]

Der kom ikke et eneste ord fra hans side. Kun en massiv stilhed der var til at tage føle på. Hesten slog lidt med hoved, rastløs og ivrig efter at komme videre, men der blev intet gjort. Dyret blev holdt an, mens rytteren betragtede musikanten, der undskyldte som galt det hendes liv. Noget der blev fundet morsomt, men der var ikke den mindste antydning af et smil eller latter fra hættens mørke. Kun stilheden.
"Du burde søge skjul et sted, mørket er ikke for enlig musikanter." Sagde han til sidst med en dyb men tydelig stemme. Hesten lod han dreje lidt om sig selv, før han standsede den ved vandet og lod den drikke. Selv sprang han af og begyndte at justere lidt ved hestens sadel og det udstyr der hang.

[Deleted]

Den der evige nysgerrighed brændte i hende, hun lagde hovedet på skrå og fulgte skikkelsen med øjnene, jo hun havde da hørt hans ord, men behøvede hun besvare dem? Myrina gik ned til vandet selv, fantastisk ikke frygtelig langt fra ham, måske halvanden meter, her kiggede hun roligt ud mod vandet som var ganske roligt lige nu.
"Det er sjovt som alle jeg møder på min vej mener jeg bør skjule mig. Hvem siger nattens smukke lokkende mørke ikke kan være for en enlig musikant?" Lød det spørgende fra hende, hun så kun lige ud og betragtede det fristende smukke vand, hun skulle så meget i når solen igen herskede over landjorden. Hendes blik var betagende og fyldt med lykke, så smuk natur gjorde bare et eller andet ved hende.
"Se dig omkring, her er så vidunderligt smukt, jeg tør kun drømme om synet i dagslys. Jeg følte mig inspireret og når jeg føler mig inspireret, laver jeg nye melodier og får fred i mit sind." Forklarede hun stille, med sin rolige holdning, stod hun bare der helt stille og betagede naturen.

[Deleted]

Sikke en romantiker han havde mødt. Hun kunne ikke have meget erfaring i livet. Han sukkede opgivende over hendes forsvar, men fortsatte ikke samtalen. Ville hun ikke lytte, ville hun ikke lytte. Sådan var det så. Så måtte jo lærer tingende på den hårde måde, med de følger det måtte have.

Efter hesten var parat til at kunne fortsætte satte han sig op, men fjernede ikke hesten fra vandhullet men lod den stå og drikke og græsse videre. Selv betragtede han igen kvinden i en afslappet stilling fra hesteryggen. "Så lad mig høre dig spille" bad han og ventede spændt på om hun ville indfri ønsket. Ville det ske, ville han lytte til musikken var færdig. 

[Deleted]

Et sted var hun stadig meget nysgerrig på hvad der gemte sig under den hætte, han var uhyggeligt høj i forhold til hende og et sted hjalp det lidt når han sad på hesteryg, men når han stod der, så var han jo overdrevet høj. Hun mindes ikke at have mødt så høj en skabning før, hvilket gjorde hende endnu mere nysgerrig. Selv havde hun lært at hun var en druide, men vidste ikke helt endnu hvad det indebar, andet end det var grunden til hendes naturlig viden og kærlighed til naturen. Da han bad hende om at spille, tøvede hun ikke et sekund, som en elver der rakte efter sin bue og pil i høj fart, havde hun lige så hurtigt sin violin fremme og ved hagen, samt buen ved strengene. Hun trådte lidt tilbage og begyndte at spille, lukkede igen sine øjne og levede sig på ny ind i sin musik som hun intenst spillede, uden at være påvirket af der var publikum på overhovedet. Igen bevægede hun sig til musikken og viste sin ynde og elegance, som som regel kun var fuldendt når hun spillede på sin elskede violin.

[Deleted]

Før havde han hørt hende, så han var godt klar over at hun kunne spille godt og flot, men han blev alligevel en smugle imponeret over hendes talenter. Det kunne ikke ses på hans ansigt, men han forblev tavs som en grav og blot lyttede til hvad der nåede hans ører. Da musikken var færdig rettede han sig op igen.
"Hvor har De lært at spille s godt?" Spurgte han mest af høflighed end egentlig interesse, men på den anden side fandt han det også lidt spændede og lyttede derfor meget opmærksomt til hendes svar. Han mente ikke at kende nogle der var så gode til musikken som denne kvinde. Mange kunne noget som lød ganske fint til 'hverdags'-brug, men aldrig noget han følte han kunne høre længere tid på dette.

[Deleted]

Det tog hun bestemt som et kompliment, hun lagde sin violin væk igen, om på ryggen i skjul med buen der hørte til.
"Da jeg var en lille pige, mødte jeg en gademusiker, han gav mig en violin og lærte mig at spille, vi øvede i flere år, indtil han en dag bare forsvandt. Resten er selvlært, naturen inspirere mig." Svarede hun ganske ærligt, hun kiggede stadig undersøgende, der var intet at se, han var godt skjult og hun var så pokkers nysgerrig. Der oppe sad han bare, som en eller anden dum statue, hun ville gerne vide hvem pokker der egentlig havde sneget sig ind på hende, bedt hende om at spille og nu rost hende.
"Hvorfor gemme sig?" Spurgte hun så, som en klar hentydning til hans hætte og påklædning generelt. Hendes ene øjenbryn var skudt i vejret, ja hun var nok ikke det skarpeste kniv i skuffen, men hun var da direkte. Det skulle nok få hende i problemer en dag, men indtil videre havde hun været ganske heldig.

[Deleted]

Det direkte svar fik ham næsten til at smile. Hvor var pigebarnet dog naivt! Hun lød virkelig som et lille barn der aldrig havde fundet ud af at det gjorde ondt at røre ved ild, selvom det både var flot og facinerende. Svar ville han dog give hende, så han slog sin hætte til side og trak handskerne af, så man kunne se den blå hud i skæret fra månen. "Folk er sjældent så glade for folk der ikke passer ind i deres idealer og tingende bliver altid så svært når man ikke lige passer ind i mængden." Forklarede han, før han så klappede i som en østers og lod sine øjne glide vurderende hen over pigen. Spændt på at se hvad hendes reaktion blev, blev han siddende og betragtede hende i lang tid. Aflæste hvert eneste udtryk og handling hun gjorde. Selv ville han intet gøre, med mindre hun direkte gik til angreb på ham, hvilke han alvorligt tvivlede på ville ske.

[Deleted]

Naiv det var hun, men faktisk mindre end hvad hun engang havde været. Da han svarede til hendes store overraskelse og faktisk valgte at vise sig frem, stod hun og måbede lidt. Aldrig havde hun set noget lignende, men hun var godt nok fascineret. Meget forsigtig nærmerede hun sig og rakte en hånd op mod ham, som ville hun røre ham for at se om han overhovedet var virkelig. Måske sov hun og havde den mest underlige drøm. Hun trak dog hurtigt hånden til sig igen, hun tog fat i den og bed sig i læben, at behandle ham som var han er vildt dyr var nok ikke det bedste.
"Du er smuk, på din helt egen fortryllende måde og jeg er ret sikker på jeg drømmer den mest skøre drøm lige nu." Lød det blidt fra hende, hun lukkede øjnene og kneb dem sammen, nev sig selv i armen, ømmede sig og åbnede det ene øje. Han var der stadig.

[Deleted]

Han ventede tålmodigt til hun var færdig med at glo. Tydeligvis havde hun ikke forventet at se hvad hun så, men alligevel så hun noget kønt ved ham. Han var smigret, men havde også løst til at fnyse hånligt af hende. Han kunne ikke få hende så let. Passivt blev han siddende på sin hest, til det gik op for hende at hun ikke drømte.
Hesten slog lidt med hoved, ivrig efter at komme videre, men igen holdte han den an og betragtede kvinden. Et kort øjeblik var han på nippe til at sige noget, men tav så og lod lod tiden passere forbi uden at sige noget.

[Deleted]

Da det gik op for hende hvor dumme hendes ord måtte lyde, rødmede hun lidt forlegent og rystede på hovedet, så vente hun sig mod søen og betragtede den lidt i stilhed. Han sagde intet til hendes ord, hun var for nysgerrig, hun havde slet ikke set detaljerne ordenligt i hans ansigt, han var for langt væk og hun ville så gerne røre ved den blå hud. Myrina stod lidt uroligt og prøvede at finde ud af hvad hun skulle gøre af sine fingre. Så vendte hun sig roligt mod hesten og ham igen, inden hun gik lidt tættere på og kiggede direkte op på ham.
"Hvorfor bliver du egentlig? Jeg tænker der er andre steder du burde være, end her med en sølle gadetøs?" Lød det så roligt og oprigtigt fra hende, han havde ikke gjort tegn til at ride væk som sådan, selvom hesten virkede ivrig. Hun lukkede øjnene og sukkede, hun følte dyret, roligt lod hun sine fingre glide om dens kæbe og mule som hun blidt nussede den. Druider havde et eller andet med dyr, hun lagde hovedet ind til den og smilede ved dens varme, det var så smukt et dyr, heste. Det var sjælendt hun kom i nærheden af en. Forsigtigt kiggede hun op mod ham med de blå øjne som skulle snyde, nogle gange gik de over i grøn eller grå, alt afhængig af skæret fra måne eller sol, skygger og meget andet.

[Deleted]

Spørgsmålet kom en smugle bag på ham. Han tvivlede på han var meget mere end hun var, for selvom han måske lignede lidt mere, så boede han også selv på gaden og tog en dag af gangen. Derfor blev hans svar en skuldretrækning, da han kom frem til at det andet ganske enkelt ville tage for lang tid at forklare. Han var mere optaget af hvad hun gjorde med hans hest, selvom den så ud til at have det ganske godt. Selv var han ikke typen der sådan snakkede med sit ridedyr. Han behandlede det ordenligt, det var altid vigtigt for ham, men sådan at snakke med det havde aldrig rigtig været ham. Generelt var det at snakke ikke hans område.
Til sidst sprang han ned af hesten og begyndte at tage våbene af, for så at tilpasse stigebøjlerne. "Du kan tage en tur, hvis du vil." Forslog han da han mente hun burde kunne sidde rigtig på dyret. Var hun interesseret, ville han gribe fat om hendes talje og løfte hende op på hesten, sikre at hun sad korrekt og så lade hende tage styringen af dyret. Selv ville han slå sig ned i græsset og ventede på at hun havde fået reddet noget af energien ud af dyret.

[Deleted]

Der kom ikke mange ord ud af den mand, han var godt nok en mystisk fætter, men hun var nysgerrig og ville egentlig gerne vide noget om ham, hvilket væsen han var, hvorfor han så sådan ud. Det var et hav af spørgsmål og mange sikkert upassende som gled ind i hendes tankemylder, hun var ganske enkelt fascineret af manden, og var sikker på der var ingen som ham, for så måtte hun da have set det! At han tilbød hende at ride, fik hende til at stivne lidt, det havde hun da aldrig prøvet før!
"Men, jeg ved ikke hvordan....." Sagde hun så ærligt og kiggede så det prægtige dyr, nu med ærefrygt. Hvor fra skulle hun vide sådan noget, alt det udstyr og tingeltangel. Hun rystede lidt på hovedet for at få tankerne til at slappe lidt af, hun blev helt forpustet af alt det som foregik i hendes krop, hun var spændt og nervøs, nysgerrig.... Det hele kørte rundt og fik hendes puls til at stige, hun bed sig i læben og rystede på hovedet igen.
"Nej jeg må nok hellere lade være, tænk hvis der skete din hest noget eller at den løb væk under min varetægt, nej puha." Kom det så lavmeldt fra hende, hun kærtegnede dog dyret en sidste gang og vendte så blikket mod ham, for endnu en gang at betragte ham, læse detaljerne, nu var han jo lidt længere nede, selvom han var ufatteligt høj.