I just want to say: "Yes, I do."

[Deleted]

@marcell

Det var en højlys dag i skoven i Procias. Syrenas hjerte hamrede mod hendes bryst. Det var uden tvivl en smuk sommerdag.. Træerne stod grønne og fine og fuglene sang. At hun havde misset dette syn igennem så mange år, var stadig noget som blev sværere og sværere for hende at forstå. Alt for mange ting havde hun at takke Marcell for, for han havde virkelig været god ved hende, samt han havde gjort så meget for hende, hvilket hun naturligvis virkelig var glad for.
Et sted følte hun sin mor i ånden.. Hendes mor var med hende i denne sag, velvidende om at de gik bagom hendes fars ryg, da han gang på gang havde sagt nej, og det var en tanke som gjorde hende direkte arrig, for det kunne han altså slet ikke være bekendt! Hun havde fået købt en smuk hvid kjole og håret var temmelig enkelt sat op, samt hendes brudebuket var hjemmelavet, også fordi at hun vidste, at hendes far på ingen måder støttede hende i hvad hun havde gang i lige for øjeblikket.. og hun var ligeglad. For en gangs skyld, så vidste hun hvad hun ønskede for sig selv, og det var bestemt ikke noget, som han skulle have lov til at ødelægge for hende!
Med blomsterne i håret og buketten i hånden, så var selv Syrena ved at være klar til den store begivenhed. Et sted.. nervøs.. Dafnir støttede dem i det, så selv han var til stede som en af de to vidner som skulle være der. Hun glædede sig til at kunne give ham sit ja, og vide, at de nu havde hinanden.. Det var uden tvivl hvad hun måtte se mest frem til i en situation som denne! Tungen strøg hun let over sine læber.. Var hun fin nok? Selv var det svært for hende at se som sådan, men hun ville gerne se Marcell med hagen i gulvet. De historier havde hun hørt utrolig mange af, og nu ville hun gerne selv have lov til at opleve det. Roligt trådte hun frem fra sit 'skjul' bag træet.. kun for at søge op mod ham og præsten som han havde fået arrangeret til at vie dem. Hun glædede sig virkelig!

[Deleted]

Marcell og Syrena havde aldrig været så tætte, som de var nu. Efter han havde fået nej fra hendes far om at ægte hende, så valgte de at gå bagom hendes fars ryg og gifte sig alligevel. Han vidste ikke hvem han havde med sig i ånden... Nok ingen. Måske hans mor alligevel ville være stolt over, at han ikke lavede ballade og havde fundet en ren sti og gik ærlighedens vej. Dafnir var deres støtte for dagen og deres vidne ligeså, hvilket han var rigtig glad for. Han var blevet god til sit arbejde i stalden og havde faktisk også selv anskaffet sig en hest nu, der gik rundt ude ved hans hus. Han havde også fået papirer af Gabriel på, at han ejede det jord han gjorde i skoven og han var meget tilfreds. Syrena skulle flytte ind i aften og han havde gjort alt klart til hende. Hun havde set huset et par gange, men han havde gjort meget ud af, at hun ikke måtte flytte ind før de foran en præst havde sagt ja til at tage hinanden i ægteskabets hånd. Han havde været ude og investere i et lidt pænere sæt tøj. Nogle nydelige mørke bukser, en hvid skjorte og et par nye sko. Det var ikke ligefrem kongelige klæder, men han var jo heller ikke meget mere end en staldknægt. Han stod spændt på sin plads... lidt nervøs faktisk, for dette var jo ikke ligefrem velset af hendes far. I det mindste havde de alle andres støtte af hvad han vidste. Som hun trådte frem bag sit skjul, så gjorde han store øjne og tabte nærmest kæben. Hun var så smuk... I hans øjne, den smukkeste i hele verden, for ingen kunne måle sig med hende! Som hun nåede op til ham, som modtog han hende med strålende øjne. "Du den smukkeste kvinde i hele verden," hviskede han hende ind i øret og vendte sig mod præsten, der begyndte at tale.

[Deleted]

Man kunne snildt sige, at Syrena var fuldstændig ligeglad med hvordan hendes far ville tage dette. For en gangs skyld, så var hun egoistisk og gjorde hvad hun selv havde lyst til, og det var der vel heller ikke nogen skam i, var der det? Det var jo hendes liv, og det var en mand som hun ønskede at leve sit liv med, og det var vel heller ikke noget som sagde så lidt? Så forsigtig og ulykkelig, som hun havde været igennem så mange år, og nu sad hun så her.. det var før hendes bryllup, og selvom hun ikke betvivlede hvad Marcell ville, så var det alligevel noget af en særlig dag for hende.
Selvom denne kjole næppe var af den stand, som hun selv var af: Datter af en kongelig rådgiver, så var den smuk og den sad godt omkring hendes slanke skikkelse, samt der var plads til de store hvide vinger, som lå tæt ind mod hendes krop. Selv fjerene havde hun brugt lang tid på at pleje, udelukkende fordi at hun ville have at alt skulle være perfekt i dag, så det var vel heller ikke underligt, var det?

Synet af Marcell, fik kun det store smil frem på Syrenas læber, hvor hun selv ikke lagde mærke til meget andet. Med rolige og alligevel selvsikre skridt, søgte hun op mod hans skikkelse og stillede sig ved hans side. Hans reaktion havde uden tvivl været det hele værd, for den var præcist som hun havde ønsket den. Hun sendte ham et stort smil. Han gjorde hende glad.. han gjorde hende lykkelig, go det var en tanke som hun uden tvivl godt kunne lide. Roligt tog hun omkring hans hånd som hun trykkede let i sin. "Lykken tilsmiler os i dag, min kære.. Jeg glæder mig til at blive din," sagde hun stilfærdigt, inden hun vendte sig mod den venlige præst, som påbegyndte den lange tale. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Hun var spændt, samtidig med at hun virkelig var glad!

[Deleted]

Det at gå imod Syrenas far, var faktisk lidt nervepirrende for Marcell. Hvad nu hvis han kom efter ham? Meldte det til Gabriel, så han mistede sit job? Hvad hvis han røg ud af landet? Mange tanker havde passeret hans tanker og han havde da også delt dem med hende. Hun havde dog forsikret ham, at de nok skulle kunne klare det, så med så meget mod han havde kunnet samle... ja vovemod nærmere, så gennemførte han det. Han elskede hende virkelig, så et liv uden hende kunne han slet ikke forestille sig. De var blevet enige om at gøre det hele sammen. De havde jo også deres interne sjov med, at de kun kunne se ordentligt når de var sammen, eftersom de begge kun havde et fungerende øje, fordi han jo havde skænket (og påtvunget) Syrena synet fra sit ene øje. Han smilede varmt. Hendes kjole var smuk og passede yderst godt til hende. Den var heller ikke meget, men den var flot til hende og hun strålede virkelig. Han havde selv plejet sine vinger til denne dag. Den vinge han havde brækket, da Sephiran havde været i Procias, var også helt sig selv igen og fjerne han havde mistet var vokset ud. Han smilede stort, som han tog Syrenas hånd og de begge vendte sig mod præsten. Hendes ord varmede ham uden tvivl, for han glædede sig også virkelig meget til det. Han havde sommerfugle i maven for det hele og kunne næsten ikke vente! Præsten vendte sig mod Marcell. "Og så tilspørger jeg dig, Marcell Eero Micahel, vil du tage denne kvinde som hos dig står til at være din ægte hustru?"
Marcell så på præsten og lyttede intenst til hans ord. "Ja," endte han uden tøven. Glad for at de havde fundet på Micahel... det navn kunne han godt lide.
"Ligeledes tilspørger jeg dig, Syrena Keischa Marcelia Nimahra, vil du tage denne mand som hos dig står til at være din ægte mand?" spurgte præsten hende, som han havde vendt sig mod hende.

[Deleted]

Syrena vidste godt, at det var med en kæmpe risiko at gøre hvad de gjorde, men selv hun var overbevist om, at det var noget som de sagtens kunne, og det var det som hun uden tvivl også måtte stå fast på. Dette var noget som hun ønskede for sig selv, og så nægtede hun at lade hendes faders problemer komme i vejen, for det var hun da fuldstændig ligeglad med! Hun var nu en voksen kvinde, som nu stod med en mand som hun gerne ville have, og så ville han nægte hende et bare på grund af hans navn? Det var da ikke noget som han kunne gøre for!
For nu var det slet ikke noget som hun ønskede at tænke yderligere over, dersom hun kunne blive fri. Hun skulle giftes nu, og det var det som faktisk havde den store betydning for hende lige nu. Hendes hånd lukkede sig om hans. Ikke fordi at hun var nervøs for hans svar, men fordi at det var en kæmpe forpligtelse, som de gik ind til, så var hun overbevist om at det også var det som hun gerne ville for sig selv. Hendes hænder svedte.. og det var ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Som præstene henvendte sig til ham, bredte hendes smil sig tydeligt på hendes læber, for det var uden tvivl noget af det mest fantastiske af det hele.. At høre ham sige det.. sige ja, var noget som gjorde hende overlykkelig indvendig. Nu var det jo så hendes tur. Hun vendte sig mod præsten med en alligevel målbevisthed. Hun ville virkelig det her. Hun endte med at nikke.. Selv tøvede hun ikke det mindste. "Selvfølgelig.. Ja," sagde hun ganske bestemt, inden hun trykkede omkring hans hånd. At de blev gift, var virkelig.. fantastisk!

[Deleted]

Marcell løb risikoen med Syrena om dette ægteskab. De ville være sammen, dele navn og endeligt bo sammen. Hans drømme gik i opfyldelse med hårdt slid og det kunne han virkelig godt lide. Han holdt en ren sti således, at mørket blev holdt væk, for det var uden tvivl derinde. At Syrena gik imod sin far gav kun ham lidt mere mod til at gøre det sammen med hende, så til sidst var de endt med, at nu gjorde de det bare. De fik aftalt med præsten, købt ringene og hentet Dafnir ind som vidne og støtte. Han smilede bredt og holdt godt fast i hendes hånd, næsten bange for at give slip og vågne op... at det hele faktisk bare var en drøm. Han smeltede næsten indeni som hun sagde ja ligeså og han vendte sig så mod hende.
Præsten vendte sig mod Dafnir og tog imod ringene fra ham, for dem havde han holdt. "Tag hver den ring I skal give til hinanden... Og gentag så efter mig i kor," startede han med at sige til både Syrena og Marcell.
Marcell reagerede hurtigt og tog ringen fra ham, som hun skulle have og vendte sig mod hende. Ud af øret lyttede han til hvad præsten citerede, så han kunne gentage det, når han gjorde ophold:
"Med denne ring tager jeg dig... til at være min ægte... I medgang og modgang... til døden os skiller." Han løftede så Syrenas højre hånd hånd og lod ringen glide på hendes finger. Hans øjne skinnede af den rene lykke...

[Deleted]

Glæden ved et ægteskab ønskede Syrena at opleve, og meget gerne med en mand, som hun faktisk gerne ville være sammen med, fremfor en eller anden gokkenokke, som hendes far udpegede for hende. Nu rev hun sig løs, som den første af hendes mange søskende, og det var hun faktisk glad for.. Den som så længe havde stået tilbage, var den som havde fundet det kæreste i hendes liv som den første, og hun tøvede bestemt heller ikke med at springe ud i det. Det store 'ja' var endelig blevet skænket, og de var nu.. officielt gift. De var faktisk blevet gift!
Som Dafnir trådte frem med ringene, tog hun selv om den ene og dertil også omkring Marcells højre hånd, som hun knugede let omkring. Alene det at mærke ham tæt på, på denne her måde, var uden tvivl noget af det mest fantastiske, som hun overhovedet kunne forestille sig, og hun elskede det så sandelig også. "Med denne ring tager jeg dig... til at være min ægte... I medgang og modgang... til døden os skiller. Og længere endnu," tilføjede hun roligt og med et stort smil på læben, som det faktisk blev hendes tur til at sige ordene.. Ganske roligt lod hun ringen glide på hans finger, som den han havde i hånden, også måtte glide på hendes, hvilket kun fik smilet til at brede sig tydeligt på hendes læber.. Han gjorde hende virkelig, virkelig lykkelig! Hun kunne ikke forestille sig noget bedre end at stå der sammen med ham, og særligt med det liv som de gik i møde.. Indbegrebet af lykkelig, var hvad man kunne kalde hende.

[Deleted]

At Marcell var kommet hertil, hvor han faktisk havde fundet en fantastisk kvinde at kunne slå sig ned med, var helt utroligt. Hans fortid føltes længere og længere på afstand og det kunne han uden tvivl godt lide. De manglede snart kun at kysse som det forseglende bånd på ægteskabet og så var det jo faktisk gift. At de havde gennemført det var uden tvivl en glæde for ham, for han havde aldrig gjort sig forhåbninger om ægteskab før han havde mødt hende. Begge var de ganske vist unge til at gifte sig, men begge myndige og i stand til at arbejde for deres liv. Han ville forsørge hende og lade hende lave lige hvad hun havde lyst til. Han havde dog heldigvis fået fri i morgen, så de kunne nye natten og det hele. Dafnir var inviteret med hjem til middag, som de skulle lave, hvor Gabriel ligeså var inviteret. Han glædede sig til det... De skulle have en intim lille bryllupsfest, men han kunne næsten ikke bede om mere, for det var stort nok i sig selv, at han faktisk var gift! Han lyttede til hende sige ordene som ham og så ned på hans hånd, som hun satte ringen på hans finger... De var så tæt på! Han smilede stort og lykkeligt, som hans øjne også skinnede af det samme. Han trykkede om hendes hånd og hørte præsten sige de magiske ord i hans øre: "Med de ord og ringene derpå som bevis, erklærer jeg Jer nu for rette ægtefolk at være. De må nu kysse bruden, Marcell." Præsten klappede bogen i, men Marcell vendte sig bare mod Syrena og trak hende hen til sig for at skænke hende et ømt dybt kys. Han brød det efter og vendte sig mod præsten, der ønskede dem tillykke og gik mod sin hest. Han trak vejret dybt og vendte sig mod Syrena. "Kom min viv... Nu skal livet begynde," endte han lykkeligt og trak hende lidt væk fra Dafnir, som han sendte et stort smil. "Vi ses til middag, Dafnir," endte han, før han tog afsæt fra jorden og lettede op i luften. Det var helt klart hurtigst at komme hjem sådan og han havde jo også lært Syrena lidt. Han holdt hende dog i hånden.

//Out.

[Deleted]

Syrena var uden tvivl lykkelig.. Alene det at hun skulle møde denne unge mand og faktisk finde ud af, at han var den mand, som hun elskede og ville leve sit liv med, hvor hun også i denne stund, valgte at gå imod hvad hendes far havde sagt.. til tider måtte man jo bare gøre hvad man følte for, og nu hvor hun havde fundet en mand, som hun kunne finde lykken sammen med, så var det så sandelig heller ikke noget som hun havde tænkt sig at lade gå til spilde på denne her måde, om hun ellers kunne blive fri for det! Præstens ord lød, hvor hun glædeligt lod sig trække helt ind til Marcell. Kysset så intimt og så dybt, gengældte hun uden at tøve det mindste, hvor hendes arme let gled omkring hans nakke, så hun kunne mærke ham helt tæt på sig.
Hånden strøg Syrena let over hans kind. De var rent faktisk gift.. lovligt set, så var de faktisk blevet gift? Hun kunne slet ikke forstå det! Smilet og lykken strålede direkte ud af hendes øjne som intet andet i hendes liv. Aldrig havde hun følt det på den måde. "Hvor du går, går jeg, min husbond," endte hun med en stemme præget af lys og lykke. Hun tog omkring hans hånd og nikkede så taknemmeligt til Dafnir som havde været med dem hele vejen. Hun var uden tvivl taknemmelig for det som han havde udvist for dem. "Rigtig mange tusind tak, Dafnir," endte hun taknemmeligt, inden hun selv satte af.. Lettere usikkert på vingerne, men det blev jo kun bedre og bedre med tiden, kunne man jo sige. Det tog hende ikke lang tid, før hun var over himlen, for at søge hjem til deres nye bo. Nu skulle de starte et nyt liv sammen, og hun glædede sig i den grad!

//Out