Starting over..

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var ganske enkelt ligeglad med hvad der skete med Chryseis herfra.. eller hvad forvandlingerne egentlig gjorde ved hende, for det raget hende ganske enkelt. For hende, var det bare en kæmpe fordel at kvinden faktisk havde disse evner til at slå fra sig, hvis det skulle vise sig at blive en direkte nødvendighed i det store billede. Selvom denne kvinde ganske vidst kunne slå hårdt, så var det stadig Tiyanna som stod med den klare fordel, hvilket uden tvivl var hvad hun havde tænkt sig at udnytte, så det var bestemt ikke noget som sagde så lidt. "Du vil aldrig nogensinde få muligheden for at slå fra dig," endte hun med en ganske kortfattet stemme. Det i sig selv, var noget som hun stod fast på. Kvinden havde måske hendes løve at forvandle sig til. Der måtte Tiyanna jo så derimod tyde lidt mere til de strenge metoder såsom hendes magi.
Nu ville selv Tiyanna mene, at det var på tide at slutte for i dag. Dagen havde allerede krævet to menneskeliv, og hun ønskede bestemt ikke at det skulle koste hende flere. Hun var jo allerede mænd nok i underskud, så hun skulle jo uanset ud for at finde nogen. Et sted var det uden tvivl en tanke som direkte irriterede hende grænseløst. "Vi stopper for i dag! Og du... min fine ven.." Hun vendte sig direkte mod Chryseis. At hun sad der med blålige ben og det hele, kunne hun ganske enkelt ikke tage sig af. "Du kommer på plads først," endte hun kortfattet, inden hun ved hjælp af magien igen, fik lænken til at slippe om anklen, men derimod lagde sig om hendes hals og håndled istedet for i et fast greb - dog ikke kvælende. Hendes stjerne skulle bestemt ikke have muligheden for at flygte herfra. "Rejs dig," endte hun med en kortfattet stemme, som tydeligt kun måtte indikere, at dette ej var til nogen diskussion. Selv blev hun stående.. For nu ville hun selv give kvinden muligheden for at bevise at hun faktisk kunne.

[Deleted]

Bogligt begavet eller noget i den stil, var Chryseis bestemt ikke. Dog var hun ej heller dum. Derfor vidste hun også udmærket godt, at hendes herskerinde aldrig ville give hende et forspring. I hvert fald ikke med sin gode vilje. Herskerinden var nemlig ligesom alle andre herskere og herskerinder.. Chryseis var hendes gladiatrix. Den kvinde, som skulle kæmpe for hendes ære og underholdning, men som ingen rettigheder havde. Ja, Chryseis kendte udmærket til sit ringe lod. Derfor vidste hun også, at hun skulle komme med en umådelig god finte, hvis hun nogensinde skulle manøvre den kvinde, som havde pisken og lænken i sin hånd. I drømmene måtte hun dog gøre al dette, og disse drømme elskede hun! Læberne snerpede hun sammen, som de alle fik besked på, at de var færdige for i dag, men at hun først skulle komme på plads. Åh, hvor ville det være tiltrængende at ligge sin lænke og den kvindes hals! Dog nåede hun kun lige at tænke den tanke, før hendes fodlænke forsvandt, for derefter at blive til en hals- og håndlænke i stedet. Hvilke forfærdelige odds. Håndfladerne lagde hun mod jorden, som det blev krævet af hende, at hun rejste sig. Lettere svimmel måtte hun føle sig, men det var blot at skubbe det ud. En gladiatrix havde ikke tiden til at føle sig træt og svag! Langsomt fik hun skubbet sig op på benene, skønt det sved og brændte i dem, som hun pludselig fik blod og vægt derned. Hun glippede let med øjnene, inden hun alligevel stolt valgte at ranke sig om. Ondt havde hun, som hun havde ar og blå mærker, men selv vidste hun, at hun ej var privilegeret nok til at måtte tænke på det. ”Hvad mere kan jeg tilbyde min herskerinde?” endte hun med at sige, hvor det var til at høre, hvor forkastelig hun fandt sin herskerinde ved de to sidste ord. Dog var hun nødt til at agere således, hvis hun nogensinde så sig videre denne dag.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var uden tvivl en hård kvinde, som krævede og forventede meget af de folk som hun tog med sig. Dertil var hun måske en af dem som forventede at de kunne det hele, men altid blev skuffet et eller andet sted? Her var det hende som førte pisken, og det gjorde hun så sandelig også med hård hånd, og derfor forventede hun så sandelig også at hendes gladiatrix selv var i stand til at rejse sig op. Hun kneb øjnene let sammen. Hun skulle i hvert fald udforske hvad denne kvinde var i stand til at gøre langt mere, end hvad hun havde gjort til nu, men det var nu bare sådan at det måtte være. Armene lod hun næsten utålmodigt glide over kors, mens hun så til.
Kæden lagde sig godt om Chryseis' håndled og hals, så hun vidste helt præcist hvor hun havde hende henne, hvilket skam også var meningen med det hele. Chryseis var den gladiatrix som for hende, havde den største betydning, og derfor havde hun skam heller ikke tænkt sig at blive stående og se til at det hele skulle gå tabt, og derfor fik hun bestemt heller ikke lov til at flygte nogen steder! Det var slet ikke noget som hun tillod sig på nogen måde! Hun så blot til som kvinden endelig kom hen til hende. Hun nikkede mod hende. Som lovet, ville hun få et godt og solidt måltid i aften, for hun havde uden tvivl gjort sig fortjent til det, med den indsat som hun havde lagt i det hele. Helt kold og hjerteløs, var hun jo trods alt heller ikke. "Med mig.. Det er hvad jeg forlanger af dig.." Med magien lagt om lænkerne, havde Chryseis ej heller noget andet valg end at følge med.

Selv søgte hun igennem den store sal - på det sted som hun ejede, inden hun nåede en trappe som hun søgte ned af. Stedet her var oplyst af fakler som gjorde det dunkelt, men også.. varmt på en måde. Hun søgte derned. Der stod to store rader og rækker med celler. Hun førte Chryseis til den mest afliggende, men derimod også den største. "Gå derind," endte hun med en kortfattet stemme. Der var virkelig intet i denne celle, som indikerede, at hun kunne slippe ud. Der var intet andet end høje og store cellevægge og det hårde stengulv.

[Deleted]

Ondt gjorde det at rejse sig, som Chryseis måtte være øm i hele sin krop. Direkte smertefuldt var det dog ikke, som hun skam havde prøvet det, som var langt værre. Derfor faldt der ej heller nogen brok over hendes læber, som hun derimod blot kæmpede sig tilbage på benene, hvor hun rankede sig. En stærk kvinde måtte hun være, hvor hendes muskulatur også var blevet det tydeligere, efter at hun havde været i kamp. Ligeså kunne man ane, hvordan hendes bryst endnu hævede og sænkede sig efter den adrenalin, som havde kørt igennem hende. Skønt hun ej brød sig om at være en slave, elskede hun det faktum, at hun fik lov til at kæmpe. Hvor morbidt det end lød, nød hun at slå mænd ned, og derfor kunne man ej heller sige, at hendes situation var helt gal. Dog ville hun ønske, at hun udelukkende kæmpede de kampe, som hun selv valgte. Intet sagde hun, som hendes herskerinde jagede på hende, som hun blot gjorde, hvad der blev sagt. Hun kunne trods alt mærke, at hun ej heller havde et valg, som både hals- og håndlænken rev i hende, som hendes herskerinde begyndte at gå. Hun var ved at være godt træt af de lænker! Tavst fulgte hun med, hvor hun fulgte med ned i kælderrummet, hvor alle slaverne blev holdt. Selv mærkede hun, hvordan det rev og sled i hendes krop, som hun bevægede sig nedad trin for trin. Specielle var cellerne bestemt ikke, som de faktisk var nogle af de mest sørgelige, som Chryseis nogensinde havde set. Cellerne indeholdt nemlig ingenting. Der var end ikke en seng, en balle hø eller et tæppe at ligge på. Stram i minen gjorde det hende, men dog bevægede hun sig ind i den tomme celle, der måtte ligge fjernest. Enmandsceller var det, hvilket på sin vis måtte være kedeligt, men på den anden side var det også sikrest. Gladiatorer var trods alt aggressive bæster.. Fronten vendte hun mod sin herskerinde. ”Maden jeg blev lovet?” fiskede hun spørgende, som hun bestemt ikke havde glemt den pris, som hun var blevet lovet!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var uden tvivl en hård kvinde, og hun var krævende af sine gladiatorere.. Selv kunne hun jo godt se, at det måske var ved at være tid til at hun søgte efter nogen flere? Selv denne Chryseis skulle have en god sparringspartner, så hun vidste, at hun kunne holde sig i form. Det var uden tvivl hende, som ville blive den store vinder i det her henseende, og det var skam heller ikke noget som Tiynana ville kunne se bort fra, om hun nu ville det eller ikke. Øjnene kneb hun let sammen. Lænkerne var hendes foretrukkende, mest for at understrege det klare skille som var på herskerinde og slave - i dette tilfælde en herskerinde og gladiatrix.
Kælderen blev det næste sted at søge til. Her var der en lang række af enmandsceller, da Tiyanna trods alt ikke var dum. Disse havde hun nemlig selv fået anlagt, så hun vidste, at hun kunne styre dem, og det var det vigtigste for hendes vedkommende lige nu. Selv forholdt hun sig tavs, idet hun tvang den fjernliggende celle op, så Chryseis kunne træde ind i denne. Hun lukkede celledøren efter sig. Maden skulle hun skam nok få som lovet. Hun havde gjort det godt.. selv på trods af det faktum, at det faktisk havde kostet hende en god gladiator i og med, at hun havde valgt at forvandle sig til løven istedet for, hvilket var et træk som hun ikke lige havde set komme. "Den skal du nok få," endte hun med en ganske kortfattet stemme. Celledøren fik hun låst. Ikke fordi at der skulle en nøgle til, men en særlig magi, som kun Tiyanna var i besiddelse af. Hun tog nemlig ikke nogen chancer hvad angik den flok som hun arbejdede med på daglig basis. Hun trak sig fra celledøren og væk fra cellen. Alle skulle de jo herned. I takt med at Tiyanna trak sig væk fra cellen, slap lænken om hendes hals og håndled og sneg sig, som havde det været en slange, igennem tremmerne, for at komme op på væggen, hvor den så blev hængende. For Tiyanna var det grundlæggende magi.. men det sikrede da hendes gladiatorere, slaver og gladiatrixer fra at stikke af. Hun forlod kælderen.. resten skulle jo også hentes.

//Out

[Deleted]

Chryseis ville ikke just sige, at hun havde et valg, når det kom til al dette. Derfor fulgte hun også blot med ned i kælderen, hvor hun dernæst tavst bevægede sig ind i den celle, som hun havde fået tildelt. Meget værd var den ikke ligefrem.. Den var ganske vidst større end de andre, men det var vel ikke af den største betydning, når nu der ikke var noget i den. Den eneste forskel der var var, at hun kunne tage flere skridt i sin celle, end hvad de resterende slaver kunne. De blå øjne holdt hun mod sin herskerinde, som de nu måtte stå med tremmerne mellem dem. Dette gjorde også, at hun snart følte, hvordan lænkerne om halsen og håndleddene langsomt trak sig, som de gled af hende. Der var vel blevet vurderet, at det ikke længere var nødvendigt, som hun nu var sikkert spærret inde? Automatisk gnubbede hun let de punkter, hvor lænkerne havde siddet. Gad vide, hvordan herskerinden levede? Hvordan så hendes kammer mon ud? Aldrig havde hun set de velhavendes private rum, som hun kun havde fået lov til at se simpelt udsmykket værelser, hvis hun var blevet købt for en nat. Gad vide om sådanne hændelser også ville finde sted her? Selv troede hun kun det værste, så hun i så fald ikke kunne blive såret i den anden ende. Tavst nikkede hun til herskerindens ord. Ej havde hun noget at sige til hende, men hvad havde de også at tale om? Selv foragtede hun kvinden, og kvinden så på hende som sin slave i retur. Om hun virkelig ville få sin mad, var hun end ikke sikker på, skønt hun havde vundet de kampe, som hun var blevet sat til. Som herskerinden forlod rummet, valgte hun selv at gå tavst over i sin celles hjørne, hvor hun blot satte sig og stirrede mod væggene.

// Out.