Starting over..

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var hen på en lun eftermiddag i Imandra. Tiyanna havde revet Chryseis med sig fra deres pitstop i Dvasias, hvor de alligevel havde været for det som tilsvarede en måned.. Barnet var født, også selvom det ikke var noget som hun kunne huske. Alle hendes minder omkring hendes mand, såvel som alle hendes minder omkring hvad der skulle for hende og Sephiran i fremtiden, var som glemt for hende.
Turen var kommet til Imandra, hvor de havde tilbragt de sidste dage. Arenaen midt i New Dale havde været deres mål, og Tiyanna var uden tvivl en hård herskerinde af det. Den løse kjole som hun havde haft på i Manjarno, var blevet erstattet til fordel for en trang top og et par tætsiddende bukser, og med håret let sat op. I dag var de i træningssalen. Adskillige andre var til stede, hvor det var Tiyanna som stod der med pisken. Hun var en Hård kvinde.. en virkelig hård kvinde, og det erkendte hun så sandelig også gerne, hvis det endelig var det.

"Dovne hunde.." mumlede hun tvært. Hun selv havde sat sig for, at hun skulle have flere, som hun kunne kaste i ringen. Det var undeholdning for folk, og for hende, så var det uden tvivl en klar indtægt, som hun ikke kunne forestille sig, at skulle klare sig uden. Det var træning.. nogen kæmpede med håndvåben, og andre trænede i styrke. Selv ville hun stå fast på, at dem som hun selv smed i ringen ville klare sig bedst, og det var også derfor at hun var en hård kvinde, som hun var. Nok næppe den samme som Chryseis havde mødt i udgangspunktet, men det var sådan det var. Selve træningssalen her var lukket af ved hjælp af magi, så man ikke bare kunne forlade stedet her, uden at hun havde givet sin personlige tilladelse til dette.
Folk var lænket fast til de forskellige stationer, så hun vidste, at de ikke ville forsøge at stikke af. Lænken var uden tvivl lang, så de kunne udrette hvad de skulle. Hun ville mene at selv dette var en luksusvare - de fik faktisk lov til at træne og gøre sig klar til de kommende stride, som ville finde sted senere på året.

[Deleted]

Ufattelig lang havde rejsen været for Chryseis’ vedkommende. Først havde der været rejsen til Dvasias, der blot havde været et mellemstop på vejen. Noget ganske mærkværdigt havde der dog sket der, for da Chryseis først havde mødt sin herskerinde havde kvinden været med barn, og efter deres tur i Dvasias, havde hun ikke længere været med barn. Selvfølgelig kunne selv hun forstå, at hendes herskerinde havde født, men hvad der var sket med den nyfødte, vidste hun til gengæld ikke. Det havde hendes herskerinde ikke fortalt hende om.. Derfor havde hun selv kommet op med to teorier.. Enten havde barnet været dødfødt, ellers måtte hun have solgt det som slave. Ja, meget havde hun tydeligvis ikke tilovers for sin herskerinde. I Dvasias var de dog ikke længere, som de nu var i Imandra. De var ej i hendes hjemstavn Peula, men derimod i hovedbyen New Dale. Meget havde hun dog ikke set af byen, da hun ej måtte vandre omkring på egen hånd og forståeligt var det også. Alle parter vidste nemlig, at hun ville stikke af, hvis hun fik muligheden for det.
Et skrig faldt over Chryseis’ læber, som hun mærkede det hårde stød fra træsværdet mod sin lænd. I en perfekt bue svajede hendes krop i smerte ved slaget, inden hun atletisk vendte rundt, som havde hun været en danser. Selv mærkede hun, hvordan stødet endnu prikkede hende i lænden, men svarede tilbage gjorde hun ved, at hun hurtigt trådte frem, alt imens hun bøjede ned i knæene og svang arrigt sin ene trædolk ind i baglåret på sin modstander. Lænken om hendes ene ankel raslede af sted, alt imens hun sansede, hvordan hendes mandlige modstander måtte knække sammen i det ene ben af hendes slag. Trævåben sloges de med, da andet ville være for farligt og højst sandsynligt koste en af slaverne livet. Dette var uden tvivl en skidt ende, medmindre det foregik i selve ringen. Igen vendte hendes modstander sig mod hende. Sværdet han angribende svang mod hende, valgte hun at parere med de to dolke, som hun havde i hver sin hånd. Et normalt våben var det måske ikke, men det måtte alligevel være hendes foretrukne.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Barnet og hvad der var sket i Dvasias, var ej en tanke som Tiyanna ønskede at tænke det mindste over, dersom hun ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Det var derimod en tanke som vækkede hende en tydelig irritation, som hun ikke direkte kunne gøre det største med, om hun så selv skulle sige det. Barnet var lykkelig glemt, som hun havde valgt at give sig hen til det nye liv som hun havde skabt sig - Som en herskerinde af gladiatorere, hvor det blot var de bedste af de bedste som blev sendt til Arenaen til fornøjelse for betalende gæster og for ren underholdning. For hende var det en forretning.. For folket som hun købte, var det en kamp for livet. Om de ikke viste sig at være gode eller værdige nok, blev de brugt som boksepuder, endvidere som et led i træningen for de stærkere, for til sidst at blive slået ihjel. Det var ærlig talt ikke ting som hun gad at spilde sin tid på.
Blikket gled til hendes nye stjerne: Chryseis. Selvom det uden tvivl havde været pinligt at blive revet med på den måde efter en hest og det som var værre, så var det ærlig talt ikke noget som Denjarna tog særlig tungt. Hun havde vist sig at være værdig, allerede i det øjeblik hun havde valgt at købe hende, og det var det som passede hende fint. Lyden af skrig rungede i salen.. hvor hun dog elskede det! De vidste jo alle sammen hvad konsekvensen ville blive, om de netop ikke valgte at gøre dette.. Og det var det som hun i sandhed måtte fryde sig ved.. Det var en fryd uden lige for hende, at vide, at de gjorde det for at gøre hende tilfreds. Pisken svang hun let, inden hun vendte sig mod Chryseis' modstander, som direkte gik i gulvet.. Ikke at det var noget nyt. Sådan endte det primært, også selvom hun selv fik sine tæsk af det. Hun kæmpede.. og det var det som Tiyanna nød at se. Sandt at sige, som slavehandleren havde sagt: Hun kunne uden tvivl give hende mange penge.. og derfor blev hun også behandlet en kende anderledes. Hun svang pisken over Chryseis' modstander. "Rejs dig!" endte hun med en fast tone, som kun indikerede, at det ej stod til diskussion. Folk var tildels bange for hende.. og det passede hende fint.. Hun var en hård leder!

[Deleted]

Ej var det nyt for Chryseis at stå i en træningssal som denne. I snart 15 år havde hun været i dette liv, og derfor vidste hun, hvad det indebar, og hvad det krævede. Rebelsk var hun muligvis af person, men når det kom til arenaen, gjorde hun altid, hvad der skulle til. Det var muligvis ikke et liv, som hun selv havde valgt, men hun nød kampens hede. Hun nød at mærke sit blod pumpe og at føle sine muskler spændes. Hun nød at slå fuldvoksne mænd i jorden, når de arrogant mødte hende. Hun nød at høre, hvordan publikum tiljublede hendes sejre.
Dunk af slag lød konstant i salen, der var fuld af kampråb og dunsten af sved. Stille var der blandt ingen af stationerne, som der derimod var gang i hver og en. Alle trænede de.. Alle forsvarede sig selv.. Alle angreb de deres modstandere.. Nødvendige var disse sessioner, da de sørgede for, at gladiatorerne havde erfaring. Nødvendigt var det, da man aldrig kunne vide, hvad man blev mødt af i arenaen. Nærmest helt dyrisk lod Chryseis håndryggen stryge over munden, alt imens hun med vilde øjne betragtede sin modstander, som hun lige havde fået i gulvet. Som et lyn syntes deres herskerinde at være over dem, som hun svang pisken over den faldne mand. En hård kvinde syntes hendes herskerinde at have udviklet sig til, siden hun først havde set hende. Ved deres første møde, havde hun nemlig fået til dels lange tøjler.. nu føltes det slet ikke som om at tøjlerne eksisterede. Så stramme var de, men nødvendigt var det også, når man havde med gladiatorer at gøre. Armene holdt hun ned langs siderne og med trædolkene fast i hænderne, som hendes herskerinde var kommet på nært hold. Vild og fyrig måtte hun endnu se ud med de lange gyldne hårlokker, det utæmmede glimt i øjnene og de små brune klæder, der viste hendes adrætte krop. ”Igen?” spurgte hun sin herskerinde, som et tegn på, om de skulle fortsætte deres træning. De vilde blå øjne vendte hun dog ikke mod hende, som de forblev dybt fokuseret på hendes modstander.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var en langt hårdere kvinde, end hvad hun ellers havde været tidligere, og det var ikke fordi at hun havde i sinde at lave om på det. Det som havde gjort hende til en mere.. blød kvinde tidligere, var revet fra hendes tanker og sind, så hun faktisk slet ikke var i stand til at huske det, og det var noget som uden tvivl faktisk også passede hende udmærket. Hendes blik udstrålede den rene autoritet, uden at det var til at tage fejl af. Hun var en hård kvinde og en fast en af slagsen. Hendes mine gled mod Chryseis og hendes modstander.. Ikke fordi at hun var videre imponeret over den indsats, som blev lagt i dette, men nok om det.. Pisken svingede hun fast og med blikket fast i retningen af hendes skikkelse med en fast mine. Blikket gled mod Chryseis. Igen? Det kunne være, at der måske var ved at komme respekt på bordet, i stedet for alt det andet? For det var slet ikke noget som hun ville have det mindste imod.
Tiyanna trådte roligt tættere på. Det kunne godt være, at hun var ny indenfor alt det med det fine og formelle, og for nu var det noget som hun kunne lægge til side og være sig selv igen.. Sit gamle jeg, og det var noget som helt klart passede hende fint. "Hvis han ikke viser sig at være en værdig modstander, så slå ham ihjel. Det er pinligt for mig at sende sådan en i Arenaen for øjnene af folk," endte hun kortfattet. Sæsonen nærmede sig jo trods alt også. Det var nok også det som gjorde hende en kende stresset, for hun vidste at mange havde klare forhåbninger for hende og det som hun ville vise frem denne gang. Næsten som hun havde fået den tanke at hun altid havde udført dette arbejde. Næven lukkede hun fast omkring pisken igen. "Jeg har store forventninger til dig, Chryseis.. Svigt mig nu ikke," endte hun med en ganske kortfattet stemme.

[Deleted]

Personligt måtte respekten endnu halte fra Chryseis’ side. Lige nu gjorde hun blot, hvad hun blev bedt om, fordi det personligt var vigtigt for hende, at hun klarede sig godt. Det var nemlig meget muligt, at dette muligvis kun var ”træning”, men hvad det førte videre til, var liv eller død. Dette var nemlig springbrættet til selve arenaen, og det var den dag, som hun for alt i verdenen skulle være klar til. Selv ønskede hun nemlig at stå som sejrkvinden i arenaen, og derfor tog hun villigt de ordrer til sig, som hun fik. Hun vidste nemlig, at dette ville styrke hende i den sidste ende.
Slå ham ihjel? Chryseis’ øjne hvilede på den mandlige modstander. Selv kunne hun se, hvor råvildt hans blik blev ved Tiyannas ord, og forståeligt var det også. Alle ønskede de at leve.. Ej heller brød hun sig om tanken om, at hun blot skulle tage hans liv. Han var trods alt en slave, ligesom hende selv.. Dog vidste hun, at hendes fag udelukket bestod af, at den stærkeste overlevede. Hun måtte være den stærkeste! Hun nikkede afmålt. ”Javel, herskerinde,” sagde hun kortfattet, inden hendes krop søgte i forsvarsstilling igen. Hendes modstander var dog kun lige kommet op på fødderne, inden hun satte af og sprang voldsomt ind i ham. Et hårdt stød måtte gå igennem begges kroppe, som de med et dunk landede på jorden. Hurtig havde hun været, og til at diskuteres var det, hvorvidt angrebet havde været fair af hende eller ej. Hun så dog således på det.. hvis de havde stået i arenaen, havde ingen alligevel udvist hende barmhjertighed. Lårene klemte hun ind til hans krop, så hun blev fast siddende på ham. Hånden knyttede hun hårdt om dolken, inden hun bankede sine knoer ind i siden af hovedet på ham. Alle for sig selv var det i sandhed! Et skrig faldt over hendes læber, som hun mærkede hans hånd lukke sig om hendes gyldne manke, for at tvinge hendes hoved bagover. Kort tid efter var situationen vendt på hovedet, som det nu var hende der lå nederst og med ham siddende ovenpå sig. Ej ønskede han at lade livet, og derfor måtte han ligeså give alt, hvad han havde i sig. Chryseis snappede efter vejret, som han greb om hendes hals og forsøgte at banke hendes hoved ned i jorden. Ondt gjorde det, hvor det til dels også kunne være svært at tænke i denne situation, men alligevel fattede hun sig og svang trædolken ind i tindingen på ham. Brutalt syntes det at være blevet efter, at deres herskerinde havde meddelt, at der muligvis var et drab involveret, men kæmpede efter omstændighederne gjorde de kun. Som Chryseis fik slået manden af sig, kravlede hun hurtigt om bag ham, hvor hun lagde sin fodlænke om hans hals. Desperat forsøgte han at vriste lænken af sig, som hun havde sat i spænd, men hårdnakket gav hun sig ikke, som hun derimod blot så over mod sin herskerinde, hvor hun afventede, hvorvidt hun skulle tage hans liv eller ej.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Ond og brutal synes Tiynna at være blevet, og det var noget som hun var glad for. Hun ville kun have de bedste af de bedste, og hvis det ikke var noget som hun var i stand til at få, så var det ikke noget som hun var interesseret i. Chryseis var ganske vidst ikke en kvinde som udviste hende den største respekt endnu om ikke andet, men forhåbentlig var det noget som kom, når det gik op for hende, hvad hun ville få ud af det. Hun kneb øjnene let sammen og med blikket i retningen af hendes skikkelse. De var begge præget af ar og mærker, men hvad ... det var ikke noget som de ikke var vant til i forvejen med det liv som de nu måtte leve, så det passede hende jo egentlig ganske udmærket. Hun kneb øjnene let sammen og med den samme faste og intense mine. "Godt," endte hun roligt.
Manden gjorde pludselig et forsøg på at forsvare sig.. Glimrende! Endelig kom der noget ud af det, som Tiyanna jo blot havde håbet på, og naturligvis var det også noget som gjorde sit for hende. Selv blev hun stående.. som var hun på ingen måder underholdt af hvad de udviste for hende. Ganske vidst var det en virkelig brutal måde for underholdning, som selv små børn betragtede sig af, men ikke desto mindre, så var der intet bedre end det at høre skrig.. at se kampen for overlevelsen, som var det naturens magter som faktisk styrede dem. Hun fulgte meget nøje med og lod hovedet søge på sned.. At Chryseis så alligevel måtte få overtaget og tvinge sin fodlænke om mandens hals og holde den i sådan et greb, som han ikke kunne komme ud af, fik hende blot til at stirre på dem begge. "Han er uduelig.." var hendes eneste konklusion. I dette tilfælde, kunne man jo ikke just sige at hun var særlig imponeret af mandens indsats, og særligt når han jo vidste, at det jo faktisk gjaldt hans liv, om han gjorde det rette eller det forkerte.
Med rolige skridt søgte Tiyanna tættere på dem. Hun måtte finde en, som var Chryseis en værdig modstander.. se hende virkelig kæmpe for sin overlevelse og sin plads her på stedet, fremfor det andet. "Slå ham ihjel.." endte hun. Den mand havde jo ikke været andet end spild af kroner og ører!

[Deleted]

Lang og hård syntes kampen ej at blive mellem Chryseis og hendes modstander. Om det var for det bedste eller for det værste, kunne dog diskuteres. Manden vidste nemlig, at han skulle dø, hvis ikke han ydede den ønskede præsentation overfor sin herskerinde. Manden vidste dog også, at han højst sandsynligt skulle dø alligevel, hvis han blev smidt i arenaen, og der vidste han, at han kunne forvente en lang mere brutal død. Pest eller kolera var det i sandhed.. Lænken om sin modstanders hals, blev Chryseis ved med at holde stram. Selv kunne hun mærke, hvordan manden sprællede under det dødelige greb, som han febrilsk prøvede at komme fri. Både ved at sparke hjælpeløst ud med benene, og ved at gribe fat i lænken med hænderne. Modbydeligt var det i sandhed, hvor det også mindede Chryseis om dengang, hvor hendes herskerinde havde været den, som havde forsøgt at kvæle livet ud af hende. En forfærdelig kamp var det, men det hun måtte fokusere på i denne her stund var, at det var ham eller hende. Deres herskerindes forfærdelige ord rungede i træningssalen.. Stille syntes der at blive, som Chryseis’ modstanders blik blev endnu mere desperat. ”J-eg ber d-dig.. N-Nej..,” fremstammede manden desperat, som herskerindens hårde dom lød. Selv havde Chryseis aldrig dræbt en medslave under en træningslektion, og derfor måtte tanken også få det til at vende sig i hendes mave. Modbydeligt var det, men hun kunne højst sandsynligt give manden en langt mere barmhjertig død, end hvad en egentlig modstander kunne have givet ham. Selvfølgelig var det ikke særligt værdigt, men ”positivt” måtte man vel forsøge at tænke? Hun blev stram om munden, som hun lænede sin overkrop frem mod manden, uden hun slækkede grebet om lænken om hans hals. Begge hendes hænder lukkede sig om hans hoved, som hun havde sluppet sine trævåben. ”Jeg beklager, broder.. Må dit efterliv blive mere barmhjertigt,” hviskede hun til ham, inden hun direkte vred halsen om på ham. Et højlydt knæk lød der, hvorefter hun mærkede, hvordan mandens krop blev tung og slap imod hendes. Død var han, som hendes herskerinde havde befalet..

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var uden tvivl en meget hård kvinde at være under samme tag med, og da særligt, når hun ikke var den kvinde som hun plejede at være. Om denne mand ikke kunne udvise hvad hun ville have ham til, kunne hun jo ærlig talt slet ikke bruge ham til noget.. og derfor gjorde han sig bedre død, end hvad han gjorde levende. En mand som ikke engang kunne slå en kvinde i jorden? Så havde man jo også set det med, kunne man jo så sige. Det var meget muligt en hård dom at give denne mand som uden tvivl også havde en familie, som han ønskede at komme hjem til, men når han ikke engang kunne klare det her, så var han virkelig heller ikke det værd at vente på i hendes øjne. Hun sendte dem en yderst stålfast mine. "Og gør det tjept.." endte hun kortfattet.
Uanset hvad det var Chryseis endte med at hviske manden i øret, så var det ikke noget som Tiyanna tog sig særlig meget af. Lyden af den knækkede nakke, og det syn af manden som gled ned død på jorden passede hende egentlig ganske fint. Under normale omstændigheder ville hun direkte væmmes ved synet af det, men end ikke det gjorde hun i denne situation. Det var næsten som om at.. det slet ikke var noget som rørte hende på noget tidspunkt. Hendes blik gled igen i retningen af Chryseis. Hun var nødt til at finde en som var hende en langt mere værdig modstander. Hun trak vejret dybt. Hun var dygtig.. uden tvivl, og sikkert også en, som skulle kunne give hende mange penge for den underholdning, som hun ville kunne give i den anden ende, hvilket skam også var noget som passede hende særdeles udmærket. "Du er dygtig, Chryseis.." bemærkede hun roligt, inden hun sænkede pisken i hendes hånd. Det var det våben som hun gik synligt med på sig om ikke andet. De mørke øjne søgte direkte til hendes igen. En stjerneatraktion. Hun glædede sig faktisk til at smide hende for løverne. "Du er ved at være klar.. Sæsonen nærmer sig.. Jeg er spændt på at se hvor mange som vil lære dit navn.." Det kolde smil bredte sig. Der var i sandhed ingen barmhjertighed at hente.

[Deleted]

Halsen på manden knækkede Chryseis, som hun var blevet befalet til at tage hans liv. Det var ej den første gang, at hun tog en mands liv, og det ville højst sandsynligt heller ikke blive den sidste. Det hele ville nemlig tage rigtig fat, så snart hun stod i selve arenaen igen. Ej håbede hun, at hun ville ende som en af de faldne, og hvis det skulle komme så vidt, at hun skulle tabe en kamp, kunne hun altid håbe på en benådning. Det var trods alt ikke alle gladiatorkampe der endte med død.. men det var uden tvivl størstedelen. Et blodigt fag var det, og selv i dag måtte bevise, hvor blodigt det egentligt var. End ikke i træningssalene var man i sikkerhed længere.. Tænderne bed hun sammen, som hun blev rost for dette drab. Mere retfærdigt havde det været i selve arenaen, men det var, hvad det var. ”Jeg vil kæmpe imod enhver mand.. eller kvinde, der har nosserne til det,” endte hun bryskt med at sige, samtidig med, at hendes blå øjne fandt hendes herskerindes. Ej var hun bange for hende, skønt hun muligvis burde være det. Hun stod nemlig med vægtstangen mellem liv eller død. Ligeså havde hun sagt, at hun kunne gøre hendes liv miserabelt eller godt.. Hvori skulle det gode mon ligge i? Hun ville nemlig for evigt være en slave, samt blive behandlet som en, så længe hun var her. Hænderne lagde hun mod den døde mands skuldrer, så hun var i stand til at skubbe liget af sig. Tung var hans krop, hvor det også måtte dunke i jorden, som han slog mod den. Hendes blik søgte på ny sin herskerindes, som hun kæmpede sig tilbage på benene igen. Blå mærker havde hun fået efter duellen, men ej peb hun over dem. Hun vendte blot fronten mod sin herskerinde, så man igen kunne høre lænkernes raslen. ”Forhåbentligt mange. Ej har jeg nogen intentioner om at falde i arenaen,” sagde hun fast, som hun måtte mene disse ord. Af den årsag vidste hun også, at hun var nødsaget til at træne intenst. Lære nye vendinger, samt være oppe i farten, så hun ej ville blive overrasket når det virkelig gjaldt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det kunne næppe være nyt for Chryseis at skulle tage liv, også fordi at det nu var en del af hendes arbejde. Selv i Tiyannas verden, måtte dette da næsten kunne anses som et arbejde, som skulle udføres, og den dag man ikke var god nok.. der blev man slået ihjel. Det var da ganske normalt, var det ikke det? Hendes blik hvilede på kvinden, som hun skubbede det døde lig fra sig og rejste sig. Hun fulgte hende med blikket, hvor hun blev stående med pisken i hånden. Selv denne var ikke noget som hun var bange for at gøre brug af, om det skulle vise sig at blive en nødvendighed, selvom dette dog var noget som hun tvivlede på. Chryseis kendte vel efterhånden hendes plads i alt det her? Og det passede hende ganske udmærket, hvis hun selv skulle sige det. Let kneb hun øjnene sammen. "Jeg må være mere kræsen.. Selv du skal kunne udfolde dig og blive bedre.. Jeg agter ikke at miste dig i Arenaen.. Du er dygtig.. virkelig dygtig." Selv den slags var hun skam heller ikke bange for at erkende for nogen.
Tiyannas arme gled let over kors og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Selv på trods af mærker og de hele, og det at slå en anden mand ihjel selv under træning, så kunne hun stadig rejse sig. Tjente man hende godt, blev man belønnet.. og til nu måtte han da erkende, at kvinden på ingen måder havde skuffet hende, for det havde hun da godt nok ikke. "Du tjener mig vel, Chryseis.. Jeg skal finde dig en mere værdig modstander end hvad du har fået til nu.. Du vil få et godt og solidt måltid i aften. Det har du gjort dig fortjent til," sagde hun roligt, inden hun hævede hovedet. Denne gang var det noget andeth un søgte efter.. Med en let bevægelse, løsnede hun en anden mands fodlænke, som strakte sig langt og landede i hendes hånd. Han fulgte efter.. badende i sved, men dog høj og muskuløs. "Vis mig hvad du dur til," beordrede hun. Lænken blev sat fast, hvor han vendte sig mod Chryseis i stedet for. "Javel, Frue," endte han kortfattet.

[Deleted]

Rosen der forlod Chryseis’ herskerindes læber, måtte i sandhed komme bag på hende. Hun ønskede ej at miste hende? Hun var virkelig dygtig? Det var uden tvivl ord, som hun ikke bare kunne se bort fra. Jovist, at hun var en af de bedre i feltet, og speciel måtte hun også være fordi, at hun var en gladiatrix og ej en gladiator. Utroligt var det dog at høre, at hendes herskerinde ej var ligeglad med hende. Det var de fleste, for som en gladiatrix var man også en slave, og slavers liv blev trods alt ikke vægtet synderligt højt. Hendes blå øjne hvilede på hende. ”Dygtighed indenfor mit felt kommer af de udfordringer, som vi kommer ud for. Du kan dog tro på, at jeg vil gøre mit, for at holde mig i live,” sagde hun ærligt. Igen.. hun ønskede ej at dø. Hun ville gøre sit under træningen, så hun kunne yde sit bedste i selve arenaen. Hvis dette ligeså betød, at hun vandt sin herskerindes respekt, var det ikke just så galt igen. Miserabel var hendes tilstand nemlig, men hvis blot den kunne blive en anelse bedre, var det vel bedre end ingenting? Dog kunne hun ikke just sige, at hun følte den samme respekt.. Herskerinden var nemlig stadig marionetføren.. Den velhavende.. Slaveejeren.. Hun nikkede stille. ”Jeg vil værdsatte en mere værdig modstander, samt et godt måltid,” endte hun med at takke. Den bedre modstander ville muligvis betyde flere skrammer, men det ville også betyde, at hun blev bedre rustet. Og et godt og solidt måltid? Hvilken slave eller gladiatrix kunne ikke bruge sådan et? Hvornår hun sidst havde fået et godt måltid, erindrede hun end ikke. Automatisk søgte hendes blik videre til den muskuløse mand, som han blev placeret overfor hende. Svagt viste et smil sig i hendes mundvige. Det kunne forhåbentligt kun blive bedre! ”Endelig,” sagde hun stille for sig selv, inden hun sprang frem mod sin nye modstander og med begge dolke i hænderne. Energisk svang hun dem mod ham, hvor hun stak den ene direkte mod hans trænede mave, mens hun svang den anden fra siden og mod hans hoved.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde ikke noget imod at rose sine gladiatrixer, gladiatorere og slaver, når det var fortjent, og særligt omkring Chryseis, som bestemt ikke ville komme til at høre det særlig ofte, men dog være den som ville komme til at høre det mest. Hun var uden tvivl dygtig, og hvorfor skulle hun da ikke have det at vide? Kun det bedste var godt nok for hende, og det var det som hun ønskede at understrege. "Du kæmper bravt, Chryseis," sagde hun roligt. De spydigheder som havde ligget, da de først havde set hinanden og hun havde valgt at tage hende med sig, for hun havde bestemt ikke fortrudt det valg på nogen måde i hvert fald. For nu ville hun gerne se hvad kvinden i sandhed kunne udrette og overfor en større mand end den forrige som hun havde stået ansigt til ansigt med. "Klar den næste kamp, så får du det bedste solide måltid, som vil mætte dig i aften," sagde hun med en rolig stemme, inden hun fik vinket den forholdsvis store mand hen.

Den store mand som gik under navnet Abraham, trådte frem. Hans lænker blev fastlåst, hvor selv ordren lød. Uanset hvem denne kvinde måtte være, så skulle hun skam nok komme ned med nakken, og det på den hårde måde, hvilket han stod fast på. At hun sprang mod ham med sine knive i hænderne, fik ham til at lade.. hende gøre det. Han greb omkring hendes håndled, som det første, hvor han forsøgte at vride hendes håndled rundt, som for at tvinge hende til at stoppe sit frontale angreb på ham. Han endte med at kaste hende direkte fra sig og i et forsøg på at hamre hende hårdt ned i jorden. Han var langt større end hende, og selvom hun måske var meget brutal og direkte, så kunne han sagtens hamle op med dette. Tiyanna selv stod bare og kigget.. Dette var uden tvivl underholdning for alle pengene.

[Deleted]

Chryseis kæmpede bravt, fordi hun vidste, at det var det der skulle til. Endvidere skulle hun også kæmpe bravt for at opnå et godt måltid.. En tanke som hun ikke videre brød sig om, da den var ufatteligt nedgørende, men hvad kunne hun gøre? Hun levede elendigt, og var det derfor så underligt, at hun ønskede det der var bedre, når hun endelig fik muligheden for det? Selv håbede hun blot, at hun kæmpede så bravt, at hun en dag endelig blev sat fri. Muligt var det, men det var langt fra de fleste som nåede så vidt. Folk døde som regel, eller blev bedt om at kæmpe videre, eller blev sat til et nyt slavelignende erhverv. ”Jeg vil hige efter en sejr,” sagde hun. På sin vis mente hun blot ordene for sig selv, som hun personligt ønskede, at hun klarede sig vel i alle kampe, men det tilfredsstillede vel også hendes herskerinde? Skønt manden, hun blev bedt om at kæmpe, var langt større end hende selv, frygtede hun ham ikke. Hun havde før overrumplet og vundet over mænd på hans størrelse! Ud fra hans størrelse måtte hun også hurtigt vurdere, at hans styrke lå i det fysiske. Højst sandsynligt betød det også, at han lakkede i hurtighed, og det kunne være et hjælpemiddel for hende. Det frontale og noget aggressive angreb, brød hun ud i, hvilket hurtigt måtte vise hende, at det ej var vejen frem. Ikke med denne her modstander. Som han greb om hendes håndled og tvang hende kraftigt væk, valgte hun at afværge muligheden for et hårdt fald ved at lave rullefald i stedet. Adræt måtte hun se ud, som stødet blev absorberet af hendes rul, hvorefter hun på kort tid sprang op på benene igen. Halvt bag ham endte hun, hvilket fik hende til at sænke sin krop en anelse og forsøge at sparke benene væk under ham i en tackling. Denne mand ville forhåbentligt give hende en smule mere modspil, end hendes tidligere modstander, men det fandt hun også kun lovende. Selvfølgelig agtede hun at vinde selve kampen, men selv ønskede hun også at blive udfordret på alle led og kanter.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det kunne godt være, at det på mange måder var direkte nedladende at skulle kæmpe sådan for et solidt måltid, men det måltid kunne betyde forskellen på liv og død i morgen.. Så et sted så var det vel også fair nok. Kvinden ville kæmpe for den sejr, hvilket Tiyanna allerede nu vidste, og det var skam også noget som passede hende særdeles fint. Hvordan skulle det da ellers passe hende ellers? En hård kvinde var hun nemlig, som hun tydeligt viste dem hvad hun krævede og forventede, om de nogensinde skulle gøre sig nogen forhåbninger om at få lov til at beholde livet.. Langt de fleste døde her ganske enkelt, også fordi at hun kun sendte de bedste og dygtigste i Arenaen. Det var jo under hendes navn og under hendes banner de skulle kæmpe, og derfor skulle det gøres ordentligt!

Manden var uden tvivl langt større end Chryseis, og han antog uden tvivl det som en kæmpe fordel, hvilket der heller ikke rigtigt var nogen tvivl om overhovedet. I det store og hele, så var det bare vigtigt for ham selv at vinde.. Hvem ville da ikke kæmpe for et godt og solidt måltid mad? Det var da helt klart hvad han selv var efter! Han fik kastet Chryseis fra sig med et mindre brøl, inden han selv gik direkte i knæ og hamrede ned mod hendes ansigt med en knyttet næve. Hun var dog bare langt hurtigere end hvad han først havde antaget, så han kæmpet sig hurtigt op på benene igen. Han knyttede næverne igen, idet han mærkede sparket direkte mod bagsiden af benet.. Det tvang ham i gulvet, da hun nærmest lammede hans muskel. "Forbandet være du, kvindemenneske!" Han greb kraftigt ud efter hendes hår, som han rev brutalt i, for at få hende hen mod sig, så han kunne låse hende fast ind mod sin egen krop, så han nærmest.. kunne kvæle livet ud af hende - om han fik fat om ikke andet. Overfor en kvinde som hende, så havde han bestemt ikke tænkt sig bare at give op! Han skulle nok slå hende!