I just want to say... thank you

[Deleted]

Selvfølgelig havde alle forskellige kompetencer, som der var noget, som man var bedre til end andet. Det kendte selv Denjarna til, som hun uden at blinke kunne sige, hvori hendes evner lå. Selv var hun nemlig ej heller den fysiske type, som hun derimod - ligesom Valerio - havde et stærkt hoved. Strategisk, manipulerende og vidensrig var, hvad hun måtte være. Alle gode egenskaber, når man færdedes, som hun gjorde. Hendes sølvgrå øjne hvilede på ham. ”Alle har vi vore kompetencer, som vi gør bedre end andet. Hvis man vil, må vi to minde om hinanden på det punkt. Ej videre fysiske, men stærke psykiske,” sagde hun roligt. Ej anså hun det for at være en svaghed at indrømme dette, da hun aldrig i historien havde været kendt for at være en fysisk kvinde. Hvis hun for eksempel fik stukket et våben i hånden, ville hun selvfølgelig forsvare sig, men mod en trænet person, ville hun højt sandsynligt tabe. Man kunne trods alt heller ikke mestre alt. At han fandt glæde i ideen om kroarbejde, anså hun oprigtigt for at være en positiv ting. Personligt brød hun sig ej om vampyrer, men selv ønskede hun det bedste for sit folk, og hvis det var dette som motiverede ham, ønskede hun ej at stå i vejen. Det fik hun ej heller noget ud af. ”Hvis dette er tilfældet, ønsker jeg ej at stå i vejen for jeres planer. Byen kan bruge et sted, som det I ønsker at opbygge, og derfor vil jeg se frem til at se det på benene,” sagde hun i en ærlig tone. Selv måtte hun også se sig tilfreds med det faktum, at de var kommet frem til en løsning. Det betød nemlig, at de begge kunne gå glade herfra. Valerio ville få sig et helt nyt liv, og Denjarna ville opnå et fornyet og forhåbentligt bedre bybillede.

[Deleted]

På mange måder kan man sige at Valerio og Denjarna havde utrolig mange lighedstræk. Begge var de stærke i det psykiske, og det var bestemt noget af det som Valerio havde tænkt sig at arbejde videre med. Han ville ikke være den som gik ned på alle fire og rodede rundt i jorden, hvis han vidste, at der var arbejde til ham andet steds, og det var noget af det som han stod fuldkommen fast på i den anden ende. "Det må være en måde at se livet på, som vi begge er i besiddelse af, Deres Majestæt," sagde han roligt. Selv ønskede han ikke at komme nærmere, da grænsen allerede var blevet bekendtgjort for ham. Tungen strøg han let over sine læber, idet han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. De var på bølgelængde og snakkede nu også det samme sprog og de var nu inde på det som faktisk kunne vise sig at blive en løsning, som de kunne leve med. Det var udfordringen for hovedet han godt kunne lide, og ved at opføre en kro som blot havde åbning i nattetiderne, når mørket var faldet på, så var det et arbejde, som han faktisk gerne ønskede at gøre.. Også mest for at sætte sit navn på noget, som landet her lige så faktisk kunne være stolt af. Det var nok lidt der den lå for hans vedkommende.
Igen sænkede Valerio hovedet for hende i en tydelig respekt. Han havde til nu fået tingene som han gerne ville have det, selvom han havde skulle tænke sig mere til det, end hvad han først havde antaget, men det var der nu heller ikke noget at gøre ved. "Jeg formoder at vi har Deres tilladelse til at opføre dette sted i byen, Deres Majestæt?" spurgte han med en fortsat rolig stemme. Ved at få det klare grønne lys, så var han mere end klar til at sætte himmel og hav i bevægelse, for at få det opført.

[Deleted]

Visse ligheder havde de, og det kunne både gøre det spændende og skræmmende. Denjarna betragtede ham med et roligt blik. De var begge psykisk stærke.. Så lang, så godt.. Dog kunne man ikke just sige, at der fandtes en vampyr, der ikke var stærk. Alle havde de nemlig utrolige evner, som deres fysiske styrke og deres sanser var stærkere end andre racers, og det var et faktum, som han aldrig ville kunne komme udenom. Dog respekterede hun, hvordan han ønskede at se på tingene. ”Ej kan vi alle være fysisk stærke.. Vi har ligeså brug for dem, som kan gøre sig i det psykiske. Som os..,” sagde hun roligt. Ej var det de psykisk stærke, som der blev spekuleret mest over.. Eller det blev der, når det gik op for folk, at de havde fået overtaget. Ellers måtte det nemlig være de fysisk stærke personer, som var den fremtrædende slags i det ydre billede. Hun fugtede læberne let. Om han havde medhold til at opføre kroen? Den formodning havde han skam fuldkomment ret i. Potentiale så hun i hans drøm, og selv måtte hun indrømme, at hun glædede sig til at se stedet den dag det blev opført. ”De har ret i Deres formodning,” medgav hun roligt. ”Deres kvinde og Dem har tilladelse til at opføre kroen i en allerede tom bygning, eller på en tom plads. Kroen må som sagt bygges op på de grundlag, at det vil blive et sted, hvor folk kan søge hvile, et sted hvor de kan få en bid brød, og et sted hvor de kan more sig. Hvis det skulle blive base for byens kriminalitet, vil kroen blive lukket ned.” Fast var hendes beslutning, som det ville blive det eller intet. Dog vidste hun allerede, at han ville acceptere disse principper, da de allerede havde gennemgået retningslinjerne. Nu var det blot op til Valerio at opføre selve stedet.

[Deleted]

Valerio var stærk psykisk og han vidste, at han stod overfor en kvinde, som bar præg af det samme. Det var skam ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, så et sted burde hun jo faktisk godt kunne forstå ham..? Han blev stående foran hende denne gang. Der fandtes fysisk stærke og dem som havde det i det psykiske. Han trak let på smilebåndet. "De har så ret, Deres Majestæt," sagde han med en rolig stemme. At han havde fået medhold til at opføre denne kro var uden tvivl ham selv en glædelig tanke, da det lige så måtte give ham noget at lave, som han forøvrigt også kunne være utrolig stolt af, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han strøg tungen let over sine læber, inden han rettede sig op. Hænderne foldede han roligt over ryggen endnu en gang. "Jeg kan forsikre Dem om, at dette sted kommer til at leve op til Deres standarder, Deres Højhed," begyndte han roligt. For nu ville han nærmest anse dette møde som ovre, og det passede ham egentlig fint. Så kunne han jo bruge resten af natten til at påbegynde planlægningen sammen med Alice, så de for alvor kunne komme igang, for han ville jo gerne have det op så hurtigt som det var ham overhovedet muligt.
Igen valgte Valerio at bukke. "Jeg takker ydmyget for Deres tid denne aften, Deres Majestæt. Jeg vil påbegynde planlægningen med den kommende kro med det samme, og så håber jeg naturligvis at De vil lægge Deres tur forbi, når det engang er åbnet. Jeg vil ønske Dem en fortsat god aften." Og med de ord, så vendte han roligt om på hælen, kun for at forlade tronsalen. Til nu havde han fået tingene som han gerne ville have dem. Og han glædede sig faktisk. Ikke at det var en følelse som han sad inde med særlig ofte, men lige denne gang var da uden tvivl en undtagelse!

//Out

[Deleted]

Samme sprog måtte de langt om længe tale, som de endelig kom til enighed. Begge blev de nemlig enige om en plads i samfundet til Valerio og hans kvinde, og det passede egentligt Denjarna ganske udmærket. Alle var de glade og tilfredse, og selv ville hun nyde at slutte af med en sådan stund. I så fald skulle hun i hvert fald ikke ligge sig i sin seng og spekulere over den sidste samtale, som hun havde haft med borgerne. Nu skulle hun blot spekulere på emnet den nat han åbnede kroen, da hun i så fald havde i sinde at aflægge en visit. Selv var hun nemlig spændt på at se, hvordan han ønskede at indrette dette projekt. Derfra håbede hun også blot, at det gav dem begge det, som de ønskede med stedet. ”Jeg vil se frem til at se og høre om Jeres kro, når den engang står opført. Indtil da ønsker jeg Jer alt held og lykke med opførelsen,” hilste hun ærligt. Ej var der at sige mere til den sag. Ej heller troede hun, at Valerio og hans kvinde lige foreløbigt ville komme forbi hende igen. Nu havde de trods alt både et land at bo i, og et erhverv som de kunne kaste sig ud i. Ligeså vidste hun, at de særligt skulle lægge meget tid i selve opstartsfasen. Hendes blik fulgte Valerio helt ud af tronsalen, inden hun kastede sit blik på hver især vagten og skriveren. ”I kan ligeså søge hjemad for i dag. Tak for Jeres service,” sagde hun høfligt til sine underordnede. I respekt bukkede de for hende, mens de begge sagde; ”Deres Majestæt.” Ligeså måtte hun se dem forlade tronsalen, inden hun roligt rejste sig op og pustede roligt ud. Hvilken dag.. Nu så hun blot frem til at søge ro hos sig selv.

// Out