I just want to say... thank you

[Deleted]

Til: Denjarna Dark Dynithril

Det var ved at være aften, da det også først var der Valerio kunne træde frem. Selv var det uden tvivl underligt, at skulle søge om audiens ved det sted, som igennem en lang række år, havde været hans egen arbejdsplads.. Et sted som han havde forladt for lang tid siden fordi at der ikke havde været nogen at rådgive. Han var ikke den ledende type.. Han gjorde egentlig hvad folk de bad og ønskede for ham om ikke andet.
Det var ved at være tømt ud af folk som søgte dette, hvor Valerio stod som den sidste. Afventende til at det måtte være hans tur. "Sidste for i aften, Valerio Mathimæus," blev meddelt. Med andre ord, så var det ved at være hans tur. Han rettede sig op. Efter at Alice havde meddelt at de havde fået opholdstilladelse i landet her, så turde han også at træde frem og denne gang selv søge audiensen, og så naturligvis håbe at han fik noget ud af det.

Dørene åbnede sig for Valerio, hvor han roligt trådte frem. Hans tøj var ganske vidst beskidt og det hele, for de havde levet som flygtninge fra land til land, og nu var de her i Manjarno igen, efter et længe ophold i Imandra. Han trådte roligt frem. Selv var han kendt med dette i forvejen, da han jo havde været rådgiver i dette land tidligere.. og nu var det virkelig, virkelig underligt at hans plads som kongelig rådgiver ikke var til rådighed for ham. Han stoppede op foran den store trone og med blikket hvilende i retningen af den smukke kvinde som havde indtaget pladsen i denne. Han bukkede dybt og ganske respektfuldt. "Deres Højhed," hilste han respektfuldt.

[Deleted]

Senere og senere på dagen blev det, som dag også blev til aften. Trætheden kunne Denjarna efterhånden både mærke i krop og sind, som hun stort set havde afholdt audienser hele dagen. Meget var det at tage ind, som det konstant var nye folk med nye problemer, og derfor blev hendes hoved konstant holdt i gang. Derudover var det også en fysisk krævende dag, som hun forholdsvist kun blev bedt om at sidde på sin trone, når landets borgere kom ind. Det eneste faste selskab hun havde i tronsalen var vagten, der pligtfuldt stod på hendes ene side og et skridt bag tronen, samt skriveren der sad i hjørnet og noterede alle hendes samtaler. Blikket lod hun søge længselsfuldt søge ud mod de store vinduer, som den anden sidste borger forlod tronsalen. Hvis blot den sidste audiens omhandlede et mildt dilemma.. Opmærksomt rettede hun blikket mod de store døre igen, som det sidste navn blev kaldt. Valerio Mathimæus. Var det ikke navnet på landets tidligere rådgiver? Navnet på den mand, som kvinden – Alice – havde bedt om opholdstilladelse for? Var han mon ikke tilfreds med, hvad der var blevet dem givet? Selv mente hun ellers, at hun havde ageret gavmildt og retfærdigt overfor hans kvinde.. Hun rankede sig op, som manden trådte ind i salen. Sjusket måtte han se ud, ligesom hans kvinde havde gjort. Mærkværdigt var det næsten, når nu han engang havde stået som landets rådgiver. En ganske ærefuld titel der nu tilfaldt Salvatore Salizmira. Dog var hans udseende ikke så mærkværdigt igen, når man tænkte på den flugt, som ham og hans kvinde havde været igennem. Det var også af en af de årsager, at hun havde valgt at tage dem ind i sit land. ”Hr. Mathimæus,” hilste hun afmålt og auditært, som hun let nikkede til ham, som han gjorde sin ankomst og bukkede for hende. ”Hvad kan jeg gøre for Dem?”

[Deleted]

Det var skam ikke fordi at Valerio var utilfreds med hvad der var blevet dem skænket, for han var uden tvivl frygtelig glad for den mulighed som det havde givet dem. Et sted de kunne leve, uden at skulle leve i frygt som simple flygtninge. Han havde selv ganske vidst hørt at Vampyrfyrsten var forsvundet, hvilket uden tvivl var en tanke som glædede ham, for han fandt den faktisk ganske tilfredsstillende, om han så endelig selv skulle sige det. Selvom hans tøj var laset, havde han faktisk forsøgt at gøre det så fint som muligt, da det jo trods alt var en audiens for kongen. Han fremstod ganske vidst som en gammel kongelig rådgiver, selvom han dog ej regnede med, at det var en stilling som han måtte få retur, så det var skam heller ikke den som han søgte. Han bukkede dybt for hende.. i ren respekt naturligvis.
Som Dronningen talte, hævede Valerio sit ansigt mod hendes skikkelse. Selv var han ej præget af det dyriske i samme forstand som så mange andre af hans slags, da han mere var bundet til tankegang og fornuft.. Desuden kunne han ej sætte tænderne i noget levende individ, som den forhenværende dronning af landet her, havde frataget ham denne mulighed. "Deres Højhed," hilste han med en rolig stemme, inden han for alvor rettede sig op igen. "Blot er jeg kommet for at takke for denne mulighed for permanent at slå sig ned i det smukke land, som De har hævet fra den mørke grus," begyndte han. Det var virkelig befriende selv for ham, at kunne vandre frit. Han var en strateg.. og han hadede at skulle rende fra sted til sted for at skjule sig. Man kunne vel næsten sige, at han var overvældet over bare at kunne vandre frit, velvidende om, at de havde permanent opholdstilladelse. "Hvad jeg ønsker af Dem, er en guide.. En guide til et respektabeltog anerkendt arbejde, som jeg kan udføre her i landet. Blot fremstår jeg som en gammel rådgiver af landet her, som jeg ved, ej er en stilling som jeg kan ønske i retur. En guide, Deres Højhed. Jeg ønsker at yde en indsats for landet her." Han blev stående på sin plads, velvidende om at vagten holdt meget skarpt øje med ham. Han vidste jo i forvejen, at vampyrer ej var velset i landet her, men ej ønskede han at påføre nogen smerte.

[Deleted]

Videre tilpas over at være i det samme rum som en vampyr, var Denjarna bestemt ikke. Engang havde hun omgået denne race, anerkendt den og haft venner i de kredse, men nu følte hun kun foragt. Det hjalp selvfølgelig, at Valerio manglede sine vampyrtænder, men alligevel stolede hun ikke en meter på den race. Selv Derick, hendes store kærlighed, havde bukket under for de vampyriske lyster og bidt hende, og hvis ikke man kunne regne med sine kære, hvem kunne man så regne med? Hun fugtede læberne, og nikkede roligt til ham, som han takkede for hendes gavmildhed. Ord som hun sagtens kunne have med at gøre. ”Mit ønske var og er endnu, at folk føler sig trygge og velkommende her. Det glædede mig at høre, at Deres kvinde og Dem så mit land i det perspektiv,” sagde hun roligt. At han derfra begyndte på sit egentlige emne, fik hende til at se på ham med et mere alvorligt blik. Et anerkendt arbejde ønskede han? Ja, selv havde hun ærlig talt troet, at de havde været tilfredse med, hvad hun havde skænket dem. De var nemlig kommet fra ingenting, hvor hun havde tilbudt dem et liv her. Selvfølgelig skulle de selv bygge dette op, men det skulle alle andre også. ”Jeg ønsker, at alle mine borgere har de samme muligheder, så fortæl mig, hvorfor De mener, at De bør få en belønning til en direkte vej til et anerkendt arbejde? Det er meget muligt, at De engang stod som landets kongelige rådgiver, men dette er længe siden.. Derudover er det længe siden, at De sidst gjorde en indsats for landet her, som De har været væk længere.. Og til sidst har jeg intet personligt kendskab til Dem,” sagde hun ærligt. Selv følte hun lidt, at han ønskede at springe over, hvor gærdet var lavest. Intet havde han gjort for hende, som han end ikke havde støttet hende i hendes vej til tronen. Derudover var det længe siden, at han havde gjort noget godt for landet. Derfor var hun nysgerrig efter at vide, hvorfor han selv mente, at det var retfærdigt, at han fik denne hjælp, når mange andre havde kæmpet hårdt.

[Deleted]

Valerio var ganske vidst klar over, at det var meget af et ønske, som han gik ind på dette sted med, men han var nødt til at prøve. Tilværelsen som en bondemand eller noget lignende, var bestemt ikke noget som lignede ham, da han altid havde været langt mere ambitiøs end det, og det stod han gerne ved. Han var en strateg. Han var en tænker som havde forståelse for politik og det som måtte følge med, hvor han selv havde fremstået som en rådgiver som havde været med til at føre dette land til en storhed.. også selvom det var en storhed, som han ikke kunne se mere.. efter at Fabian og Destiny var gået bort under et bryllup som var fundet sted i Dvasias.
Valerios blik søgte til hendes skikkelse. Han var uden tvivl frygtelig taknemmelig for de muligheder som han havde modtaget på denne her måde. "Naturligvis, Deres Højhed. Det har været yderst vigtigt for os," forklarede han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Nu hvor det var sagt, var det faktisk vigtigt for ham at have noget godt at give sig til, også selvom han vidste, at dette var lidt et sats og et skud i blinde, men noget var han nødt til at prøve. Han blev stående.. Et sted kunne han jo mærke ubehaget ved at stå her som han gjorde nu.. Hun brød sig ikke om vampyrere.. Det var noget som stort set alle vidste. "Mit arbejde har været til gavn for landet her i frygtelig mange år, selvom det ej er til at spotte længere. Jeg stod som en kongelig rådgiver, hvor selv dette arbejde er kendt for dig, Deres Højhed. Jeg forstår at De ej har nogen tiltro til mig på baggrund af mit væsen, men blot ønsker jeg muligheden for at udføre et respektfuldt arbejde for Dem og landet som De bestyrer," sagde han roligt. Han var jo om ikke andet så nødt til at forsøge.

[Deleted]

Denjarna forstod udmærket godt, hvorfor Valerio ønskede at klatre op af rangstigen. Det havde hun trods alt selv ønsket, som hun ligeså var en ambitiøs person. Dog var der forskel på, hvordan folk opnåede dette stadie. Selv følte hun for eksempel, at hun havde kæmpet og selv havde budt ind med blod, sved og tårer. Med hensyn til Valerio følte hun ikke just, at han kom ind med den samme entusiasme. Hun følte nærmere, at han forventede det der var bedre, fordi han havde været god for landet i en anden tidsalder. Hun lænede sig tilbage i tronen, uden at hun tog blikket fra ham. Meget at bede om var det uden tvivl, men nysgerrig blev hun efter at vide, hvilken stilling han kunne tænke sig. Han var nemlig allerede bekendt med, at hans forhenværende stilling allerede var besat til anden side. ”Fortæl mig, hvilken ærefuld stilling De forventer at kunne få? De må trods alt have tænkt et par muligheder igennem, siden De vælger at troppe op foran mig. Derudover ønsker jeg at vide, hvorfor jeg skal belønne Dem, og ej en tro støtte eller en hårdtarbejdende manjaner,” sagde hun sigende. Ret havde han i, at hun ikke stolede en tomme på hans slags. Det var også en af årsagerne til, hvorfor hun havde slået hans leder ihjel. De levede alle efter deres instinkter.. selv hvis de sagde, at det ej var tilfældet, og derfor stolede hun ikke på dem. Derfor ønskede hun ej heller at have Valerio i en position tæt på sig, og da slet ikke, når hun ikke havde et forhold til manden! Det gjorde ham komplet uforudsigelig. Dog tillod hun ham at forsvare sig selv angående, hvorfor han skulle have en værdig stilling og ej en anden der rent faktisk havde været hårdtarbejdende for landet her, og som havde været hende tro. Valerio her var trods alt kun hoppet ind fra sidelinjen sammen med sin kvinde.

[Deleted]

Valerio var uden tvivl en mand af store ambitioner, og han ønskede at befinde sig i en stilling, som han kunne udrette noget med. Han var ikke typen som satte sig ned og bare rodede rundt i jorden som en simpel bonde, men derimod typen som gik fint klædt og udrettede arbejde som kom flere til gode. Det var det som han ønskede at udføre igen, også selvom han vidste, at det var meget at forvente af Denjarna i en situation som denne, velvidende om at hun ikke stolede på vampyrere. Han håbede blot at Alice alligevel formåede at få lagt så godt et ord ind for ham.
"Deres Højhed," fortsatte han, inden han vovede at tage et skridt frem. Længe havde han været et individ som skilte sig fra den slæng han faktisk kom fra, selvom det nok var noget som de færreste ville tage til sig bare sådan uden videre. Han stoppede op igen og lod blikket glide mod hendes skikkelse. Et enkelt skridt havde han taget.. og det var det. Han ville jo heller ikke agere som en trussel. "Jeg anser ikke mig selv som en mand som kan indtage et arbejde som en bonde, velvidende om, at det er et arbejde, som vægtes utrolig højt i lande som dette. Jeg ønsker at udrette noget, som kan komme Dem og landet til gode i den forstand, at det kan blive bedre. Jeg er ej en truende person, som jeg ej ønsker at forvolde nogen skade. Jeg ved ganske vidst, at min fortid i det henseende kan komme meget efter mig. Jeg ønsker blot en mulighed og en chance til at bevise mit værd, samt hvad jeg kan udrette," fortsatte han. Det var meget muligt en lang smøre, men han ønskede ikke at rende rundt som en bonde. At finde noget anerkendt og vigtigt arbejde for en vampyr i forvejen, var en udfordring, som han ikke vidste hvordan han skulle overkomme selv, men dog af den grund, så var han mere end klar til at gøre hvad end det kræves, for at påvise, at han kunne være dette land loyalt, som han også havde været tidligere og før vampyrfyrsten havde fået fingrene i ham.

[Deleted]

Vågent havde Denjarna sit blik på Valerio, og derfor gik det hende bestemt ikke uset hen, at han trådte et skridt nærmere tronen og hende. Hun løftede det ene øjenbryn. Hun stolede ej på manden, og hvorfor skulle hun også det? Han var en vampyr, som hun ikke havde et personligt forhold til. Det eneste hun havde at gå efter var, at hans kvinde havde lovet hende, at han kunne ville tilegne sig føde fra hende og fra dyr, som alligevel kunne undværes. Denjarna var dog ikke den eneste der lagde mærke til, at han nærmede sig hende. Hendes vagt lagde nemlig ligeså mærke til dette, hvilket fik ham mistænksomt til at holde øje med Valerio. Dog gjorde han intet, da manden ej tog selve trinene op til hans dronning. ”Det kommer skam landet til gode, at der er bønder i markerne, der høster og brødfører resten af landet. Det er ærligt og hårdt arbejde,” svarede hun blot, som det også var ærlig snak. Endvidere fremhævede hun det også fordi, at hun ikke følte sig tilpas ved at have en vampyr for tæt på. ”De mener måske ikke, at De er en farlig person, men jeg ved, hvad der driver Deres race. Dette gør jeg fordi, at jeg selv har tilhørt den, samt haft nære vampyrbekendtskaber. Derfor behøver De ikke at give mig en historie om Deres race.. Hvad jeg derimod ønsker er, at De beviser Deres værd overfor mit land og jeg. Bevis, at De er reel af hjerte og ønsker det samme for landet, som jeg gør. Udfør reelt arbejde, og jeg vil se, om De skal belønnes med en vigtigere position,” sagde hun stilfærdigt. Selv ønskede hun, at han beviste sit værd, og var det så meget at forlange igen? Selv mente hun i hvert fald, at han sad på en lidt for høj en hest, som han blot ønskede at få det hele serverede, mens alle andre skulle kæmpe for, hvad de ønskede. På det punkt måtte der også være forskel på ham og hans kvinde, som hans kvinde havde været ydmyg, hvor han tydeligvis var vant til det der var bedre, skønt han ingenting havde.

[Deleted]

Valerio vidste at han måske fremstod krævende lige nu, men for en vampyr som ej kunne befærde sig udenfor i solens lys, så var det faktisk yderst begrænset hvad han var i stand til at lave, og særligt når man ikke kunne sige, at de havde et fast sted at være endnu. Det krævede trods alt også en indtægt at slå sig ned i et hus med have og eventuelt jorde og marker, for at kunne gøre noget. De stod jo stadig som flygtninge og sov hvor der lige var plads og mulighed for dette. Det var hårdt. Ingen tvivl om det. Hans blik hvilede på hende, også selv da han var stoppet op. Han var uden tvivl langt mere kontrolleret end hvad man kunne sige om de fleste vampyrere.. Det var måske på grund af hans alder, eller måske fordi at han i sandhed ønskede at udføre et ærligt og anerkendt arbejde.
"Jeg forstår skam godt Deres bekymring, Deres Højhed," endte han. Selv havde han intet at tilbyde, hvor han derimod kun kunne opfordre til at de gav ham muligheden til at bevise hvad han kunne, og så tage en stilling derfra om det skulle være det. Han satsede under ingen omstændigheder på at blive rådgiver igen, da det var gået ham for øre, at denne stilling allerede var besat af en anden. Han var dog for stædig til bare at vende ryggen til og acceptere dette. "Jeg er et simpelt væsen af mørke, og det er begrænset for mig hvad der er af ærligt og anerkendt arbejde at udføre i nattens ulm og mørke, Deres Højhed. Jeg beder blot om en enkelt mulighed for at bevise mit værd for Dem." Han blev stående. Stædig som han var.. måske at det var det dvasianske i ham, som gjorde at han handlede på denne måde, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det, men nok om det. Han havde ikke tænkt sig at vende snuden hjem til Alice, uden at have noget brugbart med.

[Deleted]

Hvorvidt han forstod Denjarnas bekymring, vidste hun ikke. Hun havde dog sine tvivl, da vampyrer havde det med at love guld og grønne skove og pludselig, når man mindst ventede det, vendte de halvfems grader på en tallerken. Et utroligt utilregneligt væsen var der, og derfor ønskede hun ærlig talt ikke at sætte snuden for langt ind i hans sager. Dog sagde hun intet til hans ord, da hun ej ønskede at fremstå uanstændig. Nok stolede hun ikke på ham af person, men som landets dronning var hun nødsaget til at møde alle sine borgere med den samme respekt. Dog følte hun stadig, at han gik for langt, når han gravede efter det der var bedre hos hende.. ”Selv simple væsner af mørket kan finde på anstændige gøremål. Der er De intet undtag. Det er allerhøjst Deres stolthed der hindrer Dem, da De ikke føler, at De kan finde et ligeså ærefuldt erhverv, som Deres tidligere,” sagde hun direkte. Selv vidste hun, at dette kunne lade sig gøre. Hendes tidligere mand, Derick, havde for eksempel overgivet sig til et erhverv som smed for deres skyld, og han havde endda tidligere stået som vampyrernes leder. ”Men fortæl mig.. Hvorledes ønsker De at bevise Deres værd overfor mig? Giv mig et eksempel på, hvad De kunne tænke Dem at blive sat til,” bad hun, som hun ønskede et mere uddybende svar end, at han ønskede at gøre, hvad han var god til, og hvad han kunne lide. Han skulle derimod fortælle hende om en konkret arbejdsfunktion. Om hun ville bøje sig for hans ide, tvivlede hun dog endnu på. Selv mente hun nemlig, at der var logik i, at man beviste, hvad man kunne, før man blev belønnet. Det var desuden meget muligt, at han var en stædig mand, men han havde ej heller mødt hende før. Hun var nemlig ikke en lille marionetdukke, som hun havde egne værdier, som hun holdt ved. Derfor kunne det være, at han nu mødte sin overkvinde, hvad stædighed angik?

[Deleted]

Valerio fandt hurtigt ud af, at han havde taget vand over hovedet, men var det underligt? Han var en ambitiøs mand, som vidste hvordan han ville have tingene, og han nægtede at nøjes med et liv som en bonde eller smed, selvom han vidste, at det var prisværdige jobs her i landet. Han selv var bare begrænset til mørket og til natten, og det var det som kun gjorde det hele langt værre for ham, for han ønskede jo heller ikke at føle sig begrænset. Hans hjerne var indbygget på en lidt anden måde end det typiske. "Deres Højhed," begyndte han med en sigende mine, da han igen hævede blikket i retningen af hendes skikkelse. Han vidste at hun havde svært ved hans væsen i forvejen, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. "Jeg er ganske vidst et væsen som er begrænset af andet end blot min mandlige stolthed, men dertil også af solens stråler. Jeg ønsker blot et erhverv og arbejde, hvor jeg ikke føler mig begrænset af sådanne ting," forklarede han.
Valerio tænkte. Han selv ønskede ikke at bevæge sig tættere på, end hvad han havde gjort til nu, da han fandt det ukomfortabelt og særligt når vagterne reagerede på den måde. En rolle som en rådgiver ville han uden tvivl værdsætte, men ikke var det noget som kom på tale nu, og det vidste han jo også godt. Det var der det for alvor slog ham. Igen vendte han blikket mod Denjarna, inden han tog endnu et skridt frem. Noget der kom mange til gode.. og noget som ikke begrænsede ham, samt han kunne få lov til at fortsætte med sin hjernetrim istedet for det fysiske arbejde, for det var bare ikke noget som lå til ham, selvom han havde sin vampyriske styrke og hurtighed. "Deres Majestæt.. Hvad om kvinden i mit liv og jeg påtager os ansvaret for en ny kro i byen? Som har åben i aften- og nattetide?" spurgte han roligt. Nu hvor hun ikke ville give ham hvad han egentlig søgte, så måtte han jo selv finde det på andet vis!

[Deleted]

Meget vidste Denjarna ikke om Valerio. Hun vidste vel kun, at han tidligere havde stået som landets kongelige rådgiver, og nu havde været på flugt med en kvinde ved navn Alice? Meget var det ikke, og derfor behandlede hun ham også, som hun gjorde. Hun måtte dog også lære en ting mere om ham denne her aften og det var, at han var stædig. Selv var det en egenskab, som hun selv kendte ganske meget til, som hun selv måtte være ufatteligt stædig. Sådan var man blot, når man ønskede tingene på ens egen måde. ”Selvfølgelig er der en vis form for begrænsninger, når man tilhører natten og ej lever I Dvasias. Det er dog muligt at finde anstændigt arbejde alligevel.. Jeg selv kendte engang en mandlig vampyr, der overgav sig til arbejdet som smed, fremfor at tænke på den lederstilling, som han engang havde besat,” fortalte hun sandfærdigt og i en autoritær tone. Manden hun refererede til, måtte være hendes eksmand. Hun anså det dog for at være bedre at beskrive ham som en mandlig vampyr, fremfor hendes tidligere kærlighed. Dog følte hun ikke, at det faktum ville ødelægge hendes historie. Reel var den trods alt. Som Valerio trådte nærmere tronen, trådte vagten nu også frem med hånden advarende strakt frem. ”Holdt!” sagde han skarpt, som et tegn på, at det ej var velset, at han nærmede sig mere. Denjarna selv forholdt sig roligt på sin plads. Ganske tilfreds måtte hun selv være ved, at vagten trådte sådan frem. På sin plads var det også kun, at borgerne respekterede afstanden.. især når det omhandlede en vampyr. Hendes blik hvilede på Valerio ved hans forslag. En kro der havde åbent dag og nat? Skidt ville det ej være, og slet ikke, hvis den lå her i Ityrial. Ganske funktionel kunne den nemlig være, og et anstændigt arbejde måtte det også være at være kroejer. Det var selvfølgelig ikke en storslået arbejdstitel, men det var reelt og brugbart arbejde. ”Deres kvinde og Dem vil have tilladelse til at åbne en kro her i Ityrial, hvis blot den ikke ødelægger det bybillede, som jeg ønsker at skabe,” endte hun roligt med at sige.

[Deleted]

Valerio havde altid været en stædig mand, og derfor havde han jo også fået meget trumflet igennem i løbet af sit liv, og selvfølgelig ønskede han da heller ikke ligefrem at føle sig begrænset af alt muligt såsom lys og mørke, for at udføre et godt og reelt arbejde, da det jo var det som han meget gerne ville. Han ønskede blot at vide hvad han kunne tage på sig af arbejde og ansvar, så han kunne gøre noget som han kunne være stolt af, for det var virkelig ikke ham at rende rundt og rode i jorden. At hun henviste til Derick, fik ham til at knibe øjnene let sammen. "For enkelte, er den overgang fra et andet arbejde til et nyt ikke så stor. Ej kan jeg sige, at have udført fysisk hårdt arbejde, dog selvom jeg ved, at det ikke skulle forvolde mig et problem, men jeg ønsker ikke at føle mig begrænset af det væsen jeg er.." Som han trådte frem og vagten gjorde det samme, fik Valerio til at stoppe op med det samme. Han trådte et skridt tilbage. Det var jo heller ikke fordi at han var ude på at gøre Dronningen noget ondt. Den mulighed havde han allerede haft mange gange, om det var hvad han faktisk var ude på.
At stå bag en kro som kun havde åben når nætterne faldt på, var vel heller ikke en hel så tosset idé? Selv var det ikke fordi at Valerio var ude på noget af bagtanker, men blot med ønsket om noget at lave.. som kunne være en del af landet her og med stolthed. Han sigtede højt.. Det havde han nemlig altid gjort, så det var heller ikke noget som kunne komme bag på nogen i den anden ende. Han rystede på hovedet. "Ej ønsker vi at ødelægge det bybillede, som De er i færd med at skabe, Deres Højhed. Vi ønsker blot et arbejde, som giver os et sted at være i landet her.." Denne gang bøjede han igen hovedet. "Vi ønsker at være en del af bybilledet.. ej at ødelægge det," lovede han med en rolig stemme, da han igen hævede blikket mod hende.

[Deleted]

”Hvis ej man har prøvet særligt meget forskelligt, er det muligvis et tegn på, at det er på tide at lære noget nyt. Det er blot et spørgsmål om, hvorvidt man vil noget.. intet andet,” sagde Denjarna sigende, som han syntes at have låst sig inde på ét spor. Selv kunne hun ikke sige, at hun nogensinde havde haft et så ensformigt liv. Nej, hun var vel altid blevet kastet til højre og venstre, hvor det både havde været let og hårdt. Hun havde været hjemløs, ligeså vel som hun havde boet i et normalt hus eller på et storslået slot. Hun havde været tyv, leder, hjemmegående og nu dronning. Derfor kunne man sige, at hun havde haft et ganske broget liv, hvor hun havde taget ind af det hele. Hans forslag omkring en kro, der kun havde åbent i aften og i nattetimerne, var dog en ide, som hun godt kunne gå med til. Selvfølgelig medmindre, at kroen fik en negativ funktion i bylivet. Det kunne nemlig både skabe liv i bybilledet at have noget åbent på den tid, men det kunne også have den negative effekt, at det ville tiltrække ballade. Selvfølgelig kunne kroslagsmål aldrig undgås hundred procent, og derfor ville der kun blive slået ned på det, hvis størstedelen af tiden gik til ballade, fremfor hygge og morskab. ”Jeg vil give Dem og Deres kvinde medhold til at opbygge en sådan kro på en betingelse.. Kroen vil ej blive knudepunkt for kriminalitet, men derimod et sted, hvor man kan komme for et hvil eller morskab. Er dette standpunkter, som I kan indordne Jer under?” spurgte hun ham. Selv vidste hun, at enhver person med rent mel i posen ville takke ja til dette, og derfor vidste hun, hvilken vej det ville gå, hvis han mente sine ord. Selv kunne hun nemlig se det ideelle i et sådant sted, og derfor ønskede hun ej heller at modarbejde det.

[Deleted]

"Fysisk hårdt arbejde har aldrig ligget til mig, Deres Majestæt. Jeg derimod er mere strategisk anlagt og ønsker derfor et arbejde, hvor jeg kan udfolde dette," fortalte han sandfærdigt, idet han igen vendte blikket i retningen af hans skikkelse igen. Hovedet lod han søge let på sned. Han var virkelig ikke ude på andet end at føle sig velkommen, ønsket og ikke mindst værdsat. Foruden det, så var han virkelig ikke den type mand som stillede sig særlig meget på bagbenene, selvom det måske dog kunne føles på den måde, når det var på den måde, som det var lige nu. Han var stædig.. han ønskede at udføre noget godt og solidt arbejde, og med en kro for hånden, var vel også dette en mulighed? At det så var noget som de havde dronningens tilladelse til, var kun noget som gjorde det mange gange bedre, selv for Valerios vedkommende. Han følte et sted at han kunne.. slappe af. De fik faktisk noget at lave! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. "Ej bliver det centrum for kriminalitet her i byen. Jeg ønsker at leve et godt og reelt liv med Alice ved min side, Deres Højhed. Vi ønsker et roligt og stille liv, med åbning i nattetimerne, så vandrende, rejsende og folk sent ude, kan tilbydes en overnatning, samt drikke og spise," lovede han sandfærdigt. Han var glad.. Det var præcist ting som dette han meget gerne ville opnå, og særligt fordi at det var ærligt arbejde, som han ikke følte sig begrænset af. Han rettede sig op endnu en gang og foldede hænderne over ryggen. "De kan stole på mig, Deres Majestæt," afsluttede han endeligt.