New adventure

[Deleted]

Håbløs kunne man vidst godt kalde hende. Han havde på en måde ondt af hende og ham selv. Hun skulle jo vide det og det var vel efterhånden også på tide at nogen fortalte hende det? Det at hun sukkede fik ham til at hvile blikket på hende. Hun så virkelig ud til at være irriteret. Spørgsmålet var om hun var irriteret på ham eller på sig selv. han vidste det ikke. Han sagde intet ved hendes ord men betragtede hende blot som hun rejste sig og begyndte at gå lidt rundt. Han sukkede selv. Hvordan skulle han forklare det her? Var det ikke en kvindes job at belære en anden kvinde? Han vidste jo at hun kun havde sin bror så der ville ikke være meget hjælp at hente. Hun kom en smule for tæt på ham og med en hurtig bevægelse havde han taget fat i hende og hevet hende hen på skødet af sig selv sådan så hun havde ryggen ind mod hans bryst. "Jeg vil gerne prøve at forklare det for dig, Myri, men det er svært. Du er den første jeg har mødt som intet ved om sådan noget. Undskyld hvis jeg virker lidt akavet omkring det" sagde han blidt og lagde hovedet mod hendes skulder. Hvor skulle han dog begynde?

[Deleted]

Det gippede helt i hende da han trak hende ned og sidde på hans skød, og der måtte også flyve et kort gisp fra hendes læber. Myrina havde virkelig været optaget af sine egne tanker, alle de ting hun ikke vidste, bare fordi hun ingen anden relation end Jack havde haft. Førhen havde det jo på ingen måde været så stort et problem, men nu, forbandede hun de manglende voksne i hendes liv langt væk. Der gled endnu et opgivende suk hen over hendes læber, hun lagde hovedet tilbage mod hans skulder som lige passede med hans hoved lå på hendes. Ansigtet vendte hun ind mod ham og lukkede øjnene i, hun var tryg og slappede mere af nu.
"Det er okay hvis du vil lade en anden om det Elijah, jeg har været mer end rigeligt til besvær allerede." Hviskede hun, det ville nok virke meget højt hvis hun snakkede i normalt toneleje når nu hun sad som hun gjorde. En hvisken ville være nok sådan som deres hoveder var lige nu, og hun følte næsten ikke hun magtede at skulle tale højere uden at være ved at flæbe igen.
"Du undskylder for meget, ved du godt det?" Spurgte hun så, stadig hviskende, men nu med åbne øjne og et sødt smil på læberne. Et sted fandt hun det lidt komisk, han virkede til at have påtaget sig en umulig opgave i hende, hvilket isig selv var gavmildt og stort. Alligevel undskyldte han, når det burde være hende som skulle gøre det.

[Deleted]

Han vidste godt at han havde fanget hende i en tankestrøm og at hun ikke havde forventet at han tog fat i hende så han tog sig ikke af de lyde hun lavede. Han smilede roligt som han lagde hovedet mod hendes skulder og lukkede øjnene. Selv bemærkede han hvordan hun lagde sig mere ind mod ham og meget forsigtigt lod han sine arme glide omkring livet på hende. Han havde det godt her, det var længe siden han havde været sammen med et andet individ som havde fået ham til at føle sig godt tilpas som hun gjorde det. Det var dejligt. Hendes hvisken fik ham til at åbne øjnene og vende hovedet let mod hende. "Du er ikke til besvær. Jeg nyder faktisk at tilbringe tid sammen med dig, også selvom du måske ikke selv tror på det" hviskede han blidt og sendte hende et lille opmuntrende smil. Han ville ikke lyve. Det var virkelig første gang længe han havde en form for menneskelig kontakt og Myrina var virkelig noget for sig. Den helt igennem naive pige i hans favn facinerede ham. Hun var helt og aldeles uskyldig hvilket var en meget sjælden ting i disse tider. Et lille grin kom over hans læber og han gav hende et lille klem. "Måske undskylder jeg blot fordi jeg viker håbløs i mine egne øjne." Han snakkede stadig til hende i en hvisken. Han kunne vel ikke andet når hun var så tæt på ham som hun var det lige nu. Det var en rar følelse, så fremmed og dog så velkendt på en måde.

[Deleted]

Det var slet ikke så tosset det her, at sidde og mærke tryghed, være afslappet, blive holdt om livet, snakke med en egentlig ret fremmed mand. Ikke mange kvinder havde siddet sådan på en fremmed mand, men hun var så tryg ved ham og frygtelig naiv, så hun stolede på han ikke gjorde hende fortræd. Der gled et stort smil hen over hendes læber, det var dejligt at høre han faktisk nød at tilbringe tid med hende, så var hun ikke helt fortabt.
"Jeg stoler på det når du siger det, desuden er det gengældt. Selvom jeg nok virker irriteret til tider. Men det er mest på mig selv. Jeg er ikke ligefrem noget at være stolt af." Lød det blidt hviskende fra hende, ved hendes sidste ord skar hun en grimasse og endte med at lukke øjnene igen, det havde jo nok været noget andet hvis hun havde haft en mor og en far til at hjælpe hende lidt på vej. Jack var da mindst lige så uforstående på disse punkter, eller var der noget han havde glemt at fortælle hende? Der kom et lille fredfyldt suk fra hende, som vidende om hvor godt hun faktisk sad her hos ham, hun slappede virkelig helt af og lænede bare hovedet helt ind mod hans hals nu, sådan lidt begravende.
"Det er da det sidste du er, du er......ehm du er..... fremragende til at lære fra dig!" Mumlede hun ind mod ham, ganske klar over hendes læber egentlig bevægede sig hen over hans hud, men hun sad lige begravet så godt ind til ham. Helt automatisk lagde hun den ene arm hen over hans, den anden var på vej op for at rode lidt i hendes hår.

[Deleted]

Elijah ønskede hende virkelig intet ondt. Han ville bare gerne hjælpe hende, være der for hende og hun hjalp også ham. I mange år havde han set fremmede som værende noget man skulle holde sig på afstand af, han havde været alene og fortrukket det sådan længe. Han havde skammet sig over sit liv, hvad han havde gjort og han ikke ønsket nogen som helst form for kontakt med andre. Og dog, så var det lige nu meget anderledes. Han nød at sidde der sammen med hende, som hende følte han sig også tryg og rolig i hendes nærvær. Han mærkede hvordan hun puttede sig ind til ham og han gav hende endnu et lille klem og et smil. "Du er stadig meget ung. Du skal nok får lært det hele efterhånden som du bliver ældre. Bare ... Lov mig at du passer på dig selv. Der skulle nødig ske dig noget" hviskede han mildt og lukkede let øjnene. Han følte sig umådelig godt tilpas her med hende i favnen. Det var der vidst ingen tvivl om. Han måtte dog mærke hvordan hun næsten begravede ansigtet mod hans hals. Den måde hvor på hendes læber ramte hans hud fik det nærmest til at sitre af behag i hele hans krop. Det var virkelig længe siden han havde prøvet noget ligende. Han trak sig lidt sådan så hendes læber ikke længere rørte hans hud og smilede blidt. "Det kilder." Han løj men var det så underligt? Det havde nok ikke ligefrem været hendes hensigt at gøre det og han ville ikke gøre stemningen mærkelig på nogen måde. Lige nu var han bare afslappet.

[Deleted]

"Jeg vil bestemt gøre mit bedste." Forsikrede hun ham, hun ville gerne kunne love ham det, men sandheden var jo at hun vidste ikke helt hvordan hun skulle passe på sig selv som han ønskede det. Slet ikke efter dette møde. Myrina sukkede blidt, hun fniste dog sødt da han sagde det kildede, hun trak hovedet lidt væk og valgte at sætte sig lidt mere op, for så at rejse sig helt.
"Aftenunderholdning?" Spurgte hun så blidt, egentlig lidt i tvivl om hvorvidt det var aften, hun havde mistet tidsfornemmelsen helt, hvilket hun bestemt ikke havde noget imod. Roligt gik hun hen til sin violin, hun bukkede sig ned efter den og havde egentlig ikke rigtig tænkt på hun kun bar hans skjorte, men så igen var hun jo heller ikke den mest blufærdige person i verden. Da hun rettede sig op igen, svingende hun violinen op til hagen og lod buen hvile roligt ved strengene. Der gled et fredfyldt smil hen over hendes læber, inden hun næsten forsvandt ind i sig selv. Hendes stemme lød i en startende melodi, inden violinen tog over og kroppen gled med som blev violinens musik og hendes krop et. Hun fik altid afløb for frustrationer via sin musik, og hun havde haft brug for det, hendes fingres elegante hurtige bevægelser afslørede hvor meget hun egentlig havde haft trængt til det, samt hendes ansigtsudtryk der også tog sit afløb af alt det som havde drevet hende til vanvid i hendes uvidenhed.

[Deleted]

Han vidste ikke hvorfor men et sted så følte han sig allerede knyttet til hende. Et sted var han vel bare ligesom hans plejemor? Hun havde knyttet sig til ham som han havde gjort det til hende med det samme. Måske var det lidt samme måde som han havde det nu? Denne her unge pige foran ham kunne virkelig komme galt afsted, det vidste han og den tanke måtte skræmme ham noget så forfærdeligt! Han bed sig let i læben og betragtede hende. Hun ville prøve men kunne ikke love noget? Det kunne ingen jo. "Måske ..... måske jeg kunne lære dig det. Altså at passe på dig selv" mumlede han stille og måske også en smule flovt? han vidste ikke helt hvorfor men hun havde allerede sat spor i ham som han ikke helt kunne forklare. At hun så måtte rejse sig og spørge om hun måtte underholde ham for aftenen fik ham blot til at nikke. Han betragtede hende som hun tog fat i violinen og lukkede bare øjnene da hun blottede sig. Den pige var virkelig ikke for kvik. Da hun begyndte at spille åbnede han på ny øjnene. hun spillede virkelig fantastisk, det var da helt sikkert. han lænede sig blot roligt tilbage i stolen og lyttede til hende. Næsten ubevidst løftede han hånden og kørte den let hen over det hvor hendes læber havde ramt hans hals. Det havde egentlig været en rar følelse.

[Deleted]

Da hun havde spillet sit stykke færdig, lå der et fredfyldt smil på hendes læber, hendes øjne var stadig lukket og hendes brystkasse hævede og sænkede sig med iver, da hun havde lagt meget energi i det, som altid. Denne gang var der bare rigtig meget som fyldte, blandt andet nogle underlig følelser hun ikke helt kunne beskrive som andet end tryghed, men den var anerledes end med Jack. Myrina lod violinen og buen glide langsomt ned som hendes arme sænkede sig, hun åbnede øjnene og sendte han et varmt blik, ingen tvivl om at her lå hendes passion. Roligt lagde hun violinen og buen fra sig igen, inden hun gik roligt over til ham. Sådan ud af det blå, satte hun sig igen hos ham, denne gang med siden til og svang armene om hans hals, bare fordi der var tryghed i det og nu virkede det for hende meget normalt.
"Så lang tid har du ikke." Fniste hun så, eftersom hun havde tænkt lidt over hans ord og i stedet for at blive trist over at det nok var en umulig mission, havde hun vendt det om til noget morsomt. Om han var klar over hvad hun egentlig sagde det til, vidste hun ikke, han kunne jo have glemt det igen, eller ikke tænkt mere over det. Myrina lagde hovedet ind mod hans skulder og så bare op på ham med sine smukke øjne der egentlig spillede lidt i alle farver, dog mest i blå/grå spil.

[Deleted]

Elijah kunne virkelig se hvor meget Myrina nød at spille. Det var næsten som at se hende få ny energi. Den måde hun bevægede sig på til lyden fik ham blot til at smile og nyde at lytte til hendes melodi. Hun var god, det kunne han da ej benægte. Hun skulle nok kunne få arbejde flere steder når hun spillede så godt. Han betragtede hende som hun måtte sænke violinen og ligge den fra sig. "Du spiller fantastisk, Myrina" sagde han ærligt og sendte hende et roligt smil. Han ville heller ikke lyve og han havde faktisk nydt at høre hende spille. At hun så måtte tage sig den frihed at hoppe op på hans skød igen gjorde ham langt fra noget som helst. Som hun lagde armene om hans hals lagde han ligeså armene om livet på hende. Han sendte hende et roligt smil. "Tid er relativt. Selv er jeg af racer som er meget ældre end et menneske. Jeg har levet i mange tusind år. Det skulle nok være tid fra min side af. Spørgsmål er hvilket blod der flyder i dine åre." Han vendte blikket mod hende og lod sit blik møde hendes. Hun havde flotte øjne, det kunne han ikke benægte. Han løftede let den ene hånd og strøg hende blidt over kinden.

[Deleted]

Der kom en sød fnisen fra hende, hun lod sine fingre nusse lidt ved hans nakkehår som hun rigtigt studerede ham igen, hans ansigt som var noget så kønt og rart at se på.
"Tak, jeg har også haft mange års øvelse." Sagde hun så lavmeldt og studerede ham yderligere og gjorde bestemt intet for at lægge skjul på det. Dog var hun stadig opmærksom og lyttede, hun smilede uskyldigt, som havde hun lavet ballade og ville ikke gennemskues. Hendes øjne endte i hans som hun kiggede dybt ind i dem, men de lukkede sig blidt fa han strøg hende over kinden, hvorfor føltes det så rart? Det var den der tryghed igen, eller hvordan hun nu skulle beskrive det. Og så kildede det til tider lidt i hendes mave, men det kunne være den dejlige mad hun fik, eller var det ham? Myrina åbnede sine øjne igen forsigtigt.
"Tusinde af år? Hold da op...... Det forklarer lidt hvorfor du er så klog. Man kan intet se på dig, er du allerede flere tusinde af år, eller hvor gammel er du? Hvor er det fascinerende! Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad jeg er for en, jeg har aldrig tænkt så meget over det. Jeg har bare været der." Hendes øjne var helt store og beundrende, hun kiggede endnu mere undersøgende på ham, hun moste lidt rundt og endte med at sidde med et ben på hver sin side af hans så hun havde fronten mod ham. Nu kunne hun rigtigt se ham, og selvom hun var ganske høflig og undlod at se med hænderne, så var hun fristet. Igen tænkte hun overhovedet ikke på sin manglende påklædning ud over hans skjorte som var dejlig rar at have på.

[Deleted]

Elijah hyggede sig umådeligt i Myrina's selskab. Han følte sig bare rolig og kunne ikke lade være med at smile hvilket var noget som han længe havde haft brug for. Et sted var han heldig, han havde ikke haft synderlig meget menneskelig kontakt igennem de seneste mange år og den første han vælger at lade komme en smule tæt var en så sød som Myrina. En gang i mellem havde man vel lov til at være heldig? Han smilede roligt til hende. "Det kan man godt høre. Du spiller rigtig godt" sagde han mildt og strøg hende blidt over kinden igen. Han kunne godt lide at sidde sådan her med hende. Han vidste at hun var så ung og uskyldig så alle hendes gestures var rene og ikke med skjulte bagtanker. Han tænkte ikke så meget men lod dem bare ske. Det var en fryd. At hun så blev så forundret over hans alder kunne ikke andet end at få ham til at grine mildt. Han betragtede hende blot lidt før han svarede. "Det præcise tal er mig efterhånden ukendt ,em jeg er godt og vel over de 11.000 år efterhånden. Jeg er en blandings race med racer som kan blive meget meget gamle. Derfor ser jeg ung ud men stadig har levet så længe." At hun mosede sådan rundt på ham gjorde ham intet og dog måtte han alligevel synke en gang da hun satte sig overskrevs på ham i så lidt påklædning. Hun var jo stadig en pige og en ret køn en af slagsen, var det så underligt at han instinktivt reagerede på denne måde? Nej det var det vel ikke og dog skubbede han alligevel de tanker på afstand. Hans blik søgte hendes og han smilede blot til hende. At hun ikke kendte sin egen race var en skam. Det var altid rart at vide hvad man var et sted.

[Deleted]

Da han grinte, måtte hun grine med, han smittede sådan og hun synes det var vidunderligt at høre ham grine. I betragtning af hans situation var det vel en sund ting, hun havde lidt i baghovedet at hun var skyld i at han ikke kom afsted, men så igen, han havde jo sagt at moderen ikke ville bryde sig om det. Myrina var lidt splittet og gemte det derfor væk for at sidde og nyde tiden hun nu havde med denne fremmede og meget fascinerende mand.
"Der er så meget jeg ikke aner noget som helst om. Tænk at kunne være så mange år, uden at lade alderen trække i kroppens ydre. Du ser så ung og smuk ud, det er slet ikke til at tro." Sagde hun så, og nu måtte fristelsen altså give efter.Nu hvor han alligevel strøg hendes kind, hvilket hun fandt rart, så måtte hun vel også bare en lille smule, røre lidt. Hendes fingre gled forsigtigt fra hans pande, ned over tindingen, langs hans kæbe, hen af hans kind og ned til hans hage mens hun undersøgte ham noget så grundigt. Det var knapt hendes fingre rørte ham, nærmere spidsen af fingrene, der strejfede ham, mens hun sad meget koncentreret og med et beundrende blik i øjnene.
"Elijah?" Kom det så spørgende fra hende, i et stille hvisken, som hendes blik gled ind i hans og hun så ham i øjnene. Myrina vidste ikke helt om hun burde spørger ham, mon han ville blive vred? Der gik så mange ting igennem hendes hoved, og da hun lod sine fingre falde langsomt fra hans ansigt, flyttede hun på intet tidspunkt sit blik fra hans.

[Deleted]

Myrina var meget let på virkelig ellers så måtte hans grin smitte. Han kunne i hvert fald godt lide at høre hende grine, et sted så gjorde det ham noget så glad. Jo hun opholdt ham da her i Manjarno. Han burde virkelig søge til Imandra og finde Elmyra og få hende til Nathaniel. Hvis han kendte hende ret så valgte hun helt at overse sin sygdom og arbejdede videre til hun faldt sammen. Sådan havde hun jo altid været.
Han lyttede blot til hende og smilede mens han fortsatte med at stryge hendes kind. Hun var nu meget sød når hun sådan hørte nye ting. Hun så så overrasket ud hver gang et sted. "Mange af denne verdens racer er i stand til at leve mange tusind år før de dør af naturlige årsager. Der er enkelte så som mennesker og formskiftere som har en normal leve alder men de fleste andre kan leve meget længe. Selv er jeg en blanding. Jeg er Jord Dæmon, Engel og Formskifter. Engle og Dæmoner er nogle af dem som kan leve meget længe og derfor er min alder meget højere end mit udseende" forklarede han hende roligt. han bemærkede hvordan hun begyndte at studere ham med fingrene. Det gjorde ham ikke noget, et sted var det faktisk umådeligt rart at blive berørt af et andet menneske selvom selve situationen måske var en smule akavet fordi hun ikke ligefrem var ordenligt påklædt. Han smilede bare blidt til hende. "Ja?" Hun lod til at ville spørge ham om noget. Selv kunne han mærke nysgerrighedden melde sig. Dette var første gang hun ikke bare havde plabret løs.

[Deleted]

Der var så mange ting at opdage, hun kunne umuligt nå at lære alt af ham, men hun sugede alt det han havde at give af sig lige nu og hun havde store øjne. Hendes blik havde undersøgt godt og grundigt, men hun havde aldrig gættet at han var af de væsner, faktisk vidste hun intet om de væsner. I bund og grund vidste hun virkelig ingenting, hun havde levet for sig selv og det var begrænset hvor meget de havde haft kontakt med omverdenen. Myrina så ham stadig i øjnene og smilede forsigtigt til ham.
"Spilder du ikke din tid på mig?" Spurgte hun blidt, i en hvisken sød og mild, hun lod sine fingre røre det underlige smykke som var forbindelsen til hans mor, hun forstod det ikke, han havde jo noget han skulle nå. Alligevel sad han her og forklarede og fortalte, ja så godt han da kunne. Han var sluppet billigt med hans ting og sager, det ville hun vel nok lære en dag, forhåbenligt på en god måde og ikke den han frygtede for ville ske. Myrina kløede sig i håret og uglede det lidt rundt, hun kunne godt lide den følelse hun havde lige nu. Hendes krop var i ro, selvom sindet ikke ligefrem var det, men det var blevet bedre efter hun havde spillet. Den eneste uro som var i hendes krop, var i hendes mave og det var en god uro, som hun nød og hun var godt klar over nu at det var ham som gjorde det. Han var rar og dejlig at være sammen med, men hun var bange for hun ville være spild af tid for ham.

[Deleted]

Elijah lod hende undersøge hvad end hun havde lyst til. Han nød virkelig bare at sidde her sammen med hende. Hun kunne umuligt forstå hvor meget ro hun egentlig gav ham. han sendte hende et roligt smil som hun begyndte at lege med hans halskæde. Det gjorde ham intet for han var sikker på at hun passede på den som hun gjorde med alt andet. Hendes ord fik hans blik til at vende sig mod hendes. Forsigtigt lod han den ene hånd stryge ned over hendes kind, hovedet søgte let på sned og han smilede blot til hende. "Hvis jeg følte at du var spild af tid tror du så at jeg ville sidde her med dig, kære Myri?" spurgte han blidt og lagde den anden arm roligt om livet på hende. Hun gav ham noget han ikke helt kunne bestemme. Hendes blide og uskyldige væsen tæmmede det væsen som han selv var. Han havde oplevet meget i sit lange liv og tiden sammen med Samuel havde virkelig været slem. Han havde gjort forfærdelige ting i sit liv som han havde svært ved at leve med men når han sad her sammen med hende så var det ligesom om at de grimme ting forduftede. Han gav hende et lille klem. "Jeg skal nok sige til når jeg skal gå. Det skal du slet ikke tænke på." Han sendte hende et smil og strøg hendes kind lidt igen før han lod hånden falde ned om hendes liv som den anden gjorde. Hun var nu sød, det kunne han virkelig ikke benægte.