An Unexpected Visit

[Deleted]

Alt gik efterhånden mere glat i forhold til hvad Yuuki havde regnet med. Hun havde igen nu efter mange år genvundet kontakten med Nathaniel, en mand hun for længst havde havde troet var gået bort. Alene det at hun havde ham og Demian omkring sig, var nok mere end hvad hun nogensinde havde turde forestille sig. De sidste par dage havde været vidunderlige og i den grad fyldt med glæde. Hun måtte vel indrømme at hun følte sig tryk her sammen med Nath.

Hun døjede dog stadig med mange ting, selv når han var ved hendes side. De få minder hun havde genvundet gav i og for sig ikke ret meget mening i forhold til de mange historier hun havde hørt omkring i byen. Et eller andet sted, så skræmte det hende virkelig at hendes navn stadig blev hvisket i krogende og i mange tilfælde sammen med Kimeya's.. Hun stoppede brat med at lægge bøgerne på plads da den tanke slog hende og hun måtte let ryste på hovedet for at skubbe tanken lidt fra sig. Hun havde bestemt ikke været begejstret for at Nathaniel skulle forlade hendes side, så kort tid efter at Demian også var taget afsted. Lige nu, hvor hun rent faktisk var helt alene og stod på egne ben, så kunne hun mærke hvordan at nervøsiteten sneg sig omking anklerne.

Sandt nok at Nath var bange for at Kimeya skulle finde hende, men hvor meget havde de egentligt at frygte nåe alt kom til alt? Hvis den mand havde et problem med hvordan tingene så ud, så måtte han vel dukke op? Og gjorde han så det, så ville hun være klar. Nemt nok var det jo så at sige når hun på ingen måde nærede nogen form for sentimentale følelser for deres fortid sammen. Den mand ved navn Kimeya var ganske enkelt, intet mere, end Demian og Laqisa's far. Det var sådan det var og sådan det altid ville være for hendes del.

Den grønne kjole bar hun, med den hvide skjorte indenunder og korsaget rundt om livet. Håret var flettet i den tykke fletning og lå hen over skulderen på hende.

Nogen gang ville hun virkelig ønske at Nathaniel havde mere styr i sine sager. Det ville da gøre oprydningen kun en lille smule nemmere for hende.

[Kimeya Marvalo]

Rygterne om Nathaniel og Yuuki var kommet langt, og selv havde disse ladet sig høre i Dvasias, hvor de var nået Kimeyas ellers så sarte øre. I frygtelig mange år, havde han været overbevist om at Yuuki have ligget i graven og aldrig mere skulle forstyrre hans tanker og hans sind.. hvor havde han dog taget fejl.
I dagens anledning havde han valgt at tage turen til Manjarno. For sin egen skyld havde han efterladt Soraya derhjemme med ordren om at hun intet skulle gøre før han endnu en gang ville komme hjem. Han gik nemlig ikke ud fra, at dette skulle vise sig at blive den længste visit. Ikke fordi at han havde tænkt sig at slå Yuuki ihjel. Nej.. Han havde ganske andre ting i tankerne.

I det som mest af alt, lignede en sort sky, dukkede Kimeya op. Den stramme dragt som hans krop bevægede sig i, afslørede hans tydelige og markante muskulatur, og hans øjne skinnede nærmest af mordlyst. Hvorvidt om Nathaniel var hjemme til at passe på hende, skulle han ikke kunne sige, og den mand kunne lige vove på at stille sig i vejen for ham.
Hytten lå i det fjerne. Han kunne se den. Den selv samme som den kære mand havde boet i, igennem frygtelig mange år, og særligt efter Liyas død. Arme kvinde.. Selv Kimeya måtte erkende, at han alligevel nærede et savn til hende. Han havde jo også nærmest betragtet hende som en søster. Med faste skridt søgte han op til døren. Han kunne høre lyde på den anden side af den, hvilket passede ham fint.

Kimeya havde nu aldrig været typen som direkte bankede på en dør af ren og skær venlighed. Desuden hvis rygterne måtte tale sandt, så han virkelig ikke nogen grund til at spille høflig overfor. Han tog derfor bare i håndtaget og tvang døren op. Det hjemlige og alle bøgerne som lå over det hele, var uden tvivl noget som Nathaniel var kendt for, selvom det dog ikke var det som hans øje søgte efter.. Det var først da han fik øje på skikkelsen, at vreden direkte meldte sig. Med andre ord, var der faktisk noget om sagen! Næven knyttede han fast omkring dørhåndtaget. Hun var virkelig i live..

[Deleted]

Hvad Kimeya måtte have gjort sig at tanker og forhåbninger om hendes liv, ville i den grad ikke overraske hende på nuværende tidspunkt. I live og vel det var hun da og det var i bund og grund kun takket være Demian. Demian havde holdt hende på sikker grund igennem de sidste 1000 år og det var sådan de ønskede at fortsætte det. Kun Demian havde forsøgt sig med at opsøge ham og hvorvidt det var lykkedes havde hun ingen anelser om.
Bogen i hendes hånd røg hurtigt op på hylden igen da hun fik skubbet tankerne til side. I stedet måtte hun tvinge tankerne i en helt anden retning for at undgå at blive fanget i et net af spekulationer. Let som hun drejede om på hælen for at gå ind i stuen igen, blev hun automatisk stoppet ved lyden af døren, som gik op. Nathaniel? Demian? Var de ikke begge to stadig ude af Marnjarno? Skikkelsen der dukkede op i døren kunne hun intet sige til. Ved første øjekast havde hun næsten været sikker på at det var en af tilfældige fra byen, som søgte Nathaniel's hjælp, men denne mands aura fortalte hende en helt anden historie. Det ansigt som hendes blik måtte fæste sig til.. hun havde set det før, var det virkelig? "Kimeya?" Spurgte hun åbenlyst og mærkede hvordan alvoren meldte sig i hendes ansigtstræk. Så havde Nathaniel alligevel fået ret. Denne mand måtte virkelig sidde med sine problemer på egen hånd. Var hendes eksistens ham virkelig sådan en plage? Hun kunne i og for sig slet ikke tage sig af det, men nu hvor han var her, så måtte han vel også give lyd for hvad han havde på sinde? En ting var da helt sikkert, han skulle ikke blive stående i døren og trække nysgerrige blikke til sig. "Kom ind og luk døren efter dig." Bad hun med en rolig tone og gik selv ind i stuen. 

[Kimeya Marvalo]

Et individ som Demian var Kimeya ganske vidst ikke stødt på igennem den sidste tid, men rygterne om Yuuki var dukket temmelig hurtigt op, og det var sager og ting, som han helt klart havde i sinde at gøre noget ved. Han ville ikke have at hun skulle færdes rundt, udelukkende på grund af mange andre ting; Det besværliggjorde visse ting for ham, såsom hans arbejde med Faith, og hun skulle bestemt ikke have lov til at ødelægge det igen!
Døren som han tvang op til Nathaniels hjem, afslørede dog ikke manden, som han havde håbet på at finde alene, men derimod den kvinde som han måtte foragte og hade mere end hvad han var i stand til at hade noget andet levende væsen. Alene ved synet af kvinden, måtte han føle vreden melde sig i hans krop og brede sig ud til hver en celle som han bestod af. Hans fortid skulle naturligvis fortsætte med at hjemsøge ham.. Og nu hvor han kendte til rygtet, var han slet ikke i tvivl om at Faith kendte til det lige så. Det var vel bare et mirakel at han var ankommet først?

Kimeya sagde ikke så meget som et ord, før han var trådt ind og sikret sig, at døren var gået i bag ham. Hans blik vendte han direkte mod hendes skikkelse.. Hun virkede så roligt og afslappet.. Det havde end ikke lignet hende under deres sidste møder. Han havde taget hendes liv før.. og han ville bestemt ikke tøve med at gøre det igen.
"Jeg begriber ikke, at du skal fortsætte med at plage mig," endte han med en hvislende stemme. Det var nok snarere frustrationen som talte for ham end andet. Han trådte ind. Nathaniel var her tydeligvis ikke, selvom det nu heller ikke kom bag på ham. Den mand havde jo altid været kendt for at være på farten.
Næverne knyttede Kimeya så kraftigt.. Han var fristet til at slå ihjel igen. Bare igen for at få det hele overstået, for så at vende tilbage til det liv han nu havde fået!

[Deleted]

Yuuki's manglende følelser, minder og nye livserfaringer havde skam meget at sige i hvordan hun nu kunne tackle en mand som Kimeya. Hun kunne jo i og for sig godt sætte sig på knæ og trygle ham om tilgivelse og bede ham om at lade hende og Nathaniel være, men til hvad nytte? Hun måtte gribe let fat om stoffet i sin kjole for at lade irritationen ende et mere fornuftigt sted, frem for i struben på ham. Han skulle ikke tro at hun anså ham med et positivt sind.
Et par stole rykkede hun ud midt på gulvet, front mod front, dog med et godt mellemrum så de ikke ville sidde tæt på nogen måde. Hun sendte ham et lettere opgivende suk inden hun selv tog plads. "Så vidt jeg kan forstå, så er det ikke mig der plager dig, men mere din egen forestilling og minder om mig. Det er alligevel 1000 år siden du sidst har set mig og selv nu står du stadig med den samme foragt i blikket." Kommentere hun. Frygtlig så fakturelt det sad i munden på hende, uden den mindste form for omsorg hun så mange gange før havde tildelt ham. De mange kærlige blikket hun havde væltet ham med, det skrøbelige væsen der havde blødgjort hans hjerte flere gange før. Der var virkelig intet.
Som kvinde var hun i den grad blevet mere moden, både i krop men også i sind. hun besad dog stadig sine naturlige træk fra de gamle tider. Yndig, som hun var, næsten helt uskyldsren fra top til tå i sit udseende, det passede slet ikke til hende at skulle sidde her med en fast mine overfor ham, men det som historierne fortalte om deres fortid sammen, var bestemt ikke noget der blødgjorde hendes hjerte det mindste. "Sid ned." Tilbød hun og svang benet over det andet sammen med et par let korslagte arme. Fuldkommen afvisende overfor ham og det var langt fra hvad hun nogensinde havde bud ham. Det havde altid været en kærlig, hjælpeløs klamren hun havde haft overfor ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kogte virkelig indvendig alene ved synet af Yuuki, samt det faktum, at hun tog det så stille og roligt som hun gjorde. Det ville hun ikke have gjort under normale omstændigheder, så meget vidste han da. Han kneb øjnene dræbende sammen, inden han trådte ind i huset. Til nu havde han haft fuld respekt for Nathaniel, og det faktum at han havde mistet Liya, men at åbne sit hjerte for en kvinde som Yuuki, var som at tage glædeligt imod vinterens hårde influenza.. Det var en pestilens, som var svær at komme af med igen.
At hun begyndte at sætte stole op, som skulle de til en terapisession, var slet ikke noget som han havde i sinde at gøre på nogen måde overhovedet. Han endte med at træde hen mod stolene, hvor han selv ved hjælp af en magisk kugle han skabte i sin hånd og kastede mod den, fik den til at splintre som ingenting. Det fløj rundt med træsplinter. Han tog det bestemt ikke så roligt! En opfarende mand kunne man snildt kalde ham, og det var slet ikke noget osm han ville have kvaler ved.

De iskolde øjne vendte han direkte i retningen af Yuuki endnu en gang. Hans næver forblev knyttet. Han valgte for nu ikke at gøre brug af sit håndvåben. Et ganske særligt våben, som ikke mange kendte, eller kunne drage eller gøre brug af for den sags skyld, hvilket var noget som passede ham ganske fint. "Tror du virkelig at jeg er her for en time med terapi? Jeg kom for at se om rygterne i sandhed var som beskrevet.. At Nathaniel Diamaqima valgte at åbne sit hjem og hjerte for en kvinde, som.. dig." End ikke et ord ondt nok til at beskrive hende, kunne han finde, og det var vel heller ikke underligt? Den fortid de nu kunne lægge bag sig blev atter en gang revet frem, nu hvor han stod der foran hende igen. Han burde i princippet bare slå hende ihjel og få det overstået. "Giv mig en god grund til ikke at slå dig ihjel, Yuuki. Det ville lette min tilstedeværelse betragteligt at gøre lige så," endte han kortfattet.

[Deleted]

stumper af træ fra stolen. Det rørte hende ikke det mindste at han pustede sig op på den måde. "Tror du selv at jeg vil spilde min tid på terapi, Kimeya? Det rygte du har opsøgt mig for, handler i bund og grund slet ikke om hvor vidt jeg opholder mig her eller ej. Bare det faktum at jeg er i live er nok til at sætte dit liv over styr og hvorfor? Fordi du bære rundt på gamle følelser og skærende minder." Igen hvor hun rejste sig op af bar frustration over hans måde at komme farende på, som havde de stadig delt den flammende følelse af kærlighed til hindanden. Den tid var ovre for dem begge og især for hende, nu hvor hun ikke havde adgang til det længere.
"Selv for 1000 år siden søgte jeg Nathaniel's hjælp og hvem mødte jeg på vejen? Dig! Du kunne lige så godt have taget mit liv den gang men du valgte i stedet at hjælpe mig, hvorfor?" Hænderne placerede hun i siderne, mens hun betragtede ham med et indgående blik. "Rygtet, ja, jeg står her, i hans hjem, men det har ikke været for mere end ganske kort tid.. Jeg ville også være gået dødens gang hvis ikke det havde været fordi at Demian fandt mig ved grænsen." Påpegede hun sigende. "Og til det spørgsmål du stillede mig dengang, ja, nu ved jeg udmærket godt hvem Demian og Laqisa er; vores tvillinger. De talrige historier der vandre omkring min fortid er mange, Kimeya... og både du, som så mange andre er en del af dem." Hun var en anelse forbavset over sig selv. hun havde ikke regnet med at have så mange ord gemt i sinde. Sandt var det jo at de historier slet ikke var gået i glemmebogen, så meget kunne han vel sige sig selv. "Alt det, som du i forvejen har budt mig... det som historierne fortæller.. så forstår jeg slet ikke hvordan du kan få dig selv til at bliv ved? Slet ikke nu hvor jeg har levet i fred og ro gennem så lang tiden sammen med Demian." Hun strøg pandehåret tilbage og lod blikket søge ganske roligt tilbage mod ham igen. "Gør det for din søns skyld, Kimeya.. han har brug for mig og han har brug for Nathaniel.. " endte hun kortfattet. Det var ganske simpelt. Demian havde arbejdet hårdt for at finde hende igen og nu hvor han havde hende kunne hun godt mærke på ham hvor svært han havde haft det. "Jeg leder stadig efter Laqisa," Tilføjede hun lidt efter og lod begge arme falde til stolen, som hun satte på plads igen. Yuuki var før hen en kvinde der handlede impulsivt og med hjertet, men hun havde i den grad ændret sig og det havde i den grad hjulpet hende meget at hun ikke gik og døjede med følelser og minder fra fortiden, men at det bare var hende kendt som fortællinger og historier.

[Kimeya Marvalo]

Træ fløj ud til alle sider, uden at det egentlig rørte Kimeya det mindste. Det som han i øjeblikket stod og så i hvidøjet, var at rygterne var sande.. at der var noget mellem Yuuki og Nathaniel, hvilket slet ikke var en tanke som han kunne have med at gøre - overhovedet! Han knyttede næverne kraftigt. Han ønskede hende død og borte, så han ganske enkelt vidste, at hun ikke kunne fortsætte med at plage ham ved at være i live! Han trådte hen mod hende med mordlysten stående i hans eget blik. "Det kan kun ærgre mig, at Demian faktisk fandt dig, Yuuki. Du er bedre tjent i døden og i graven, end hvad du er her i det levende live." Hvad der gik galt for Nathaniel i øjeblikket, skulle han ikke kunne sige, men noget var der galt, siden han valgte at åbne døren og hjertet for en kvinde som Yuuki.
Han havde ganske vidst reddet hende dengang.. En ting som han blot måtte fortryde den dag i dag, for tanken om at hun endnu var omkring, gjorde ham vred. Kunne hun ikke forstå det? Eller havde Nathaniel ikke givet hende minderne endnu? Det ville vel næsten være nemmere.. og mere underholdende end bare at føre kniven og slå hende ihjel? "Du forstår det virkelig ikke, gør du? Jeg er fuldstændig ligeglad med Demian.. jeg er ligeglad med Laqisa.. Hvad jeg dog ikke er ligeglad med, er at du skal infiltrere mit liv ved de rygter som nu går." Han trådte hen til hende, greb hende om halsen og tvang hende op på benene igen. Han slap hende dog ikke. "Du forstår ikke hvilken smerte det forårsager mig, når du stadig render rundt i din egen lille verden.. og husker ingenting.. gør du?" Han kneb øjnene let sammen. Han kunne gøre hendes liv til et helvede ved at åbne de sluser og lade hende huske det hele.. Alt den smerte hun havde forårsaget.. oplevet.. alt det grumme som var sket omkring hende. "De har måske brug for dig og Nathaniel.. I så fald, så må jeg sætte Jer begge to ud af spil.. en efter en.." Han lagde den ene hånd mod hendes tinding.. Som om han ved hjælp af sin magi, søgte direkte ind i hendes tanker og sind, for at tvinge sluserne op.. åbnede op for den strøm af minder, som Nathaniel havde brugt tid, kræfter og energi for at holde i skak. Han ville se hende vride sig.. se hende nærmest skrige af den ondskab og det mørke som hun til nu havde mødt.

[Deleted]

Hun holdte skarpt øje med ham, som han blot kom nærmere. Der var intet faretruende ved ham og hans vrede, men det gik hende på. Den smerte, som han måtte vandre rundt med irriterede hende virkelig. Hvis hun kunne lære at leve uden sine minder og derved få en ny start på livet, så kunne han i den grad også. Alt hvad han bare skulle, var at spørge Nathaniel om hjælp!
"Det er ved at være lidt for sent at byde mig velkommen til døden, Kimeya!" Endte hun med et lille træk i mundvigen. At han var ligeglad med deres børn kunne ikke falde på et mere tørt sted, om noget! Hun så nemlig allerhelst at de var fri for at han var en del af deres liv på alle måder. Så var der om ikke andet, det mindre at slås med og bekymre sig om. "Så var det vel derfor at du lod Nathaniel opfostre dem!?" Nok var hun ikke følelsesmæssigt bundet til sin fortid, men hun havde sine oplysninger på plads om langt de fleste ting. Hvor at han havde fundet tvillingerne henne den gang, var ikke vigtigt for hende, men bare det at han havde kastet ansvaret fra sig og over til Nathaniel... det var i den grad nok for hende, til at vide hvor lidt deres børn betød for ham.
Hånden, som fik fat om hendes iskolde hals greb hun selv fat om, uden på nogen som helst måde at spare på sin styrke. Et greb så stærkt at i og med at hun vred den om i tvang og med sådan et pres at han nok slet ikke ville bemærke lyden af knoglen i hans underarm, ville knække og efterlade den fuldkommen handlingslammet. Hendes blik slog gnister. Der var virkelig få ting, som hun slet ikke ville finde sig i at blive budt længere og det var i hvert fald det at blive underkastet af tyranni. Hendes kolde, faste næve jog hun i struben på ham så hastigt, at hans ryg måtte kollidere med reolen i den anden ende af stuen fordi hun helt gav slip på sin selvkontrol. "Om jeg havde vidst at du kunne give mig de minder igen, så havde jeg så sandelig opsøgt dig frem for Nathaniel, men nu ligger landet sådan at jeg slet ikke har i sinde at blive genforenet med glemte følelser, specielt ikke hvis de skal tilfalde en mand som dig!"
Hun knugede godt fat om hans strube, inden hun med hård hånd stødte ham ned i gulvet. Hans raske hånd tog hun dog alligevel fat om og flettede deres fingre, kun for at bore sine negle dybt ned i kødet på håndryggen af den. Hun lod knæet hvilende over hans dårlige arm som en lås og lod sin frie hånd stryge ham over halsen. Hendes greb om hans hånd var fast og i den grad stærkt. "Jeg gad vide hvor lidt der skal til for at dræne din krop for det varme blod der flyder i dine åre?" Hendes blik var næsten sultent og hun ville i den grad ikke tøve med at lade hammeren falde, hvis ikke han tænkte sig om en ekstra gang.

[Kimeya Marvalo]

Hvorfor skulle Kimeya skænke de unger en tanke? Han havde aldrig ønsket dem, og det var skam også derfor at han havde valgt at smide dem af ved Nathaniel, for han havde altid vist dem en anden interesse end hvad han selv havde gjort, så det var vel en handling gjort korrekt når det nu endelig skulle være? Den vrede som han følte i det indre, var nu heller ikke noget som han gjorde det største ved. Altid havde han været indebrændt, og nu hvor han vidste at Yuuki atter måtte træde frem, så rørte det også en hel masse i ham, som igennem utrolig mange år, havde ligget i hvile, og det var selvfølgelig også det som gjorde en hel del ved ham. Han kneb øjnene let sammen. "Det behøver så sandelig ikke at være for sent, Yuuki. Jeg kan ikke se at Nathaniel er her til at passe på dig.. Det ville være så dejlig nemt.. så dejlig belejligt," hvislede han med en fast tone.
Som Yuuki tog fat om Kimeyas arm og derved.. nærmest knækkee knoglen, fik hans pupiller voldsomt til at trække sig sammen, også selvom han ikke nåede andet, før Yuuki havde fået overtaget. Under normale omstændigheder, så ville hun have taget helt anderledes på at stå der foran ham, fremfor at knuse hans arm! "Tror du virkelig at den sølle magi som Nathaniel kan benytte overgår den som jeg kan præstere, Yuuki?!" hvæsede han med en fast tone, da han blev tvunget op af væggen. Han greb omkring hendes hånd, som havde fat om hans strube i et forsøg på at få hende til at slippe. Han var vred.. han ville slå hende ihjel, så snart at han ville få muligheden for det!
Gulvet ramte han efterfølgende, hvor hun havde knæet mod hans nu dårlige arm og greb fat om hans anden hånd.. Med den vampyriske styrke som hun var i besiddelse af, var det begrænset hvad han kunne gøre.. Dog var han ikke bange.. overhovedet ikke bange for hende. Hans blik udstrålede den rene vrede alene ved tanken om at ligge er under hende, for det fandt han sig da slet ikke i! "Jeg slår dig ihjel, Yuuki... dig og alle du har nær og kær omkring dig..!" hvæsede han lettere anstrengt, da det i sig selv, var en kamp for overhovedet at få luft, og det kunne han jo mærke. Han knyttede næven omkring hendes, i et forsøg på at trække den til sig. Han hadede virkelig vampyrere!

[Deleted]

Et eller andet sted så havde hun godt set den komme. Den manglende kontrol oversig selv i det nuværende øjeblik hvor hun stod med Kimeya i sin hule hånd, lige klar til at flå knuppen af ham. Skulle hun gøre det? Tvære sine hænder ind i hans blod og for alvor markere hvor lidt han betød for hende? Det ville virkelig ikke gavne hverken hende selv eller nogen som helst anden på nuværende tidspunkt, faktisk så ville hans nuværende tilstand heller ikke gavne hende, men for alt hvad hun vidste af så havde han for hun kun det hele i munden og intet i sine hænder. "Hvem har sagt at det er Nathaniel der skulle passe på mig? Det er måske slet ikke gået op for dig endnu?" Spurgte hun med et åbenlyst hånligt træk i mundvigen. Det var direkte karma imellem dem. Det som Kimeya havde budt hende i fortiden, det skulle ham om nogen komme til at betale for, hvis han valgte at sætte sin fod indenfor hendes territorie. "Du for det til at lyde som om, at jeg som kvinde ville være bedre sikret i dine hænder end ellers, der tager du fejl Kimeya... Der tager du i den grad fejl!" Endte hun hårdt og lod hånden glide op over halsen for at gribe fat om hans kæbe og tvinge ham til at se hende i øjnene. "Jeg... husker... alt!" Hviskede hun bittert. "Alt hvad du har budt mig, favnen du gentagende lod mig søge ind i, skuffelsen og ensomheden du skubbede mig ud i, jeg husker det hele! Kimeya... Vi to lider af en fatal skæbne, en skæbne så grusom at vi begge ikke kan udstå synet af hindanden." Hendes blik var alvorligt, men i den grad også fast og prydet af en foragt.
Hans trudsel fik hende kun til at smile næsten kærligt og medfølende af ham. "Og det ville så heller ikke være første gang at det skete, ville det vel?" Endte hun næste sarkastisk. Hånden som han forsøgte at trække til sig lod hun blot synke i gulvet ved siden af hans hovede, hvorpå hun direkte tvang hans hals ud i en blottende position. Han skulle i den grad bøde for at have sat sin fod her, så let ville hun ikke lade ham slippe. Tungen lod hun glide over den sarte hud for at finde pulsen inden hun satte tænderne i ham.

[Kimeya Marvalo]

Bare synet af Yuuki var mere end rigeligt til at vække den vrede som Kimeya måtte føle i det indre. Alt det positive synes at være borte med blæsten for ham, og kun det negative genstod når han stod ansigt til ansigt med hende. Selvom han måske handlede direkte overilet, var vel tydeligt, da han direkte røg i gulvet for hendes hånd istedet for. Hans arm føles næsten knust og bare forsøget på at røre på den, var ikke til hans favør. Tvært imod. Det var en smerte som han virkelig måtte bide i sig. Den intense træning som han havde været underlagt af Jaqia, så skulle der pænt meget til før han ville sige 'av', men den tid den sorg. "Hvem skulle ellers gøre det?" vrissede han. Han var her kun for at tjekke op på et rygte som han havde hørt.. og at finde hende i Nathaniels hjem, gjorde da at han selvfølgelig kunne lægge to og to sammen. De var sammen.. Det var det eneste der gav mening for ham.
Den vampyriske styrke var slet ikke noget som Kimeya overhovedet kunne komme i nærheden af, og det vidste han jo udmærket godt. Han forsøgte at trække hånden til sig, selvom det ikke helt gik som han gerne ville, da han i øjeblikket faktisk måtte ligge fast under hende. Agielen havde han ved sin side, men lige nu var han ikke i stand til at nå den.. En tanke som helt klart måtte irritere ham grænseløst! "Det problem er hurtigt løst, Yuuki.. så lad mig for pokker bare ene dit liv.. så har ingen af os noget problem..!" bed han hende af, da han igen fast vendte blikket i retningen af hendes skikkelse.
At true folk på livet, var efterhånden en del af Kimeyas hverdag.. Han gjorde det.. truet med det, men han gjorde det så sandelig også. Som hun tvang hans hoved til side, vidste han jo allerede hvad der skulle ske.. og hun skulle bestemt heller ikke have lov til det! Han knyttede næven kraftigt omkring hendes. Et mørkt lys meldte sig i hans hånd.. og langsomt bredte sig op af Yuukis hånd og lagde sig op af hendes arm og slangede sig videre op af hende.. Frygt var det.. En frygt som ville plante sig i hendes krop og sind. Særligt da hun satte tænderne i ham.. Han nægtet at lade livet for en vampyr!

[Deleted]

Den selvkontrol, som hun ellers altid besad, var pist borte i øjeblikket. Hun havde ingen intentioner om at levne en eneste dråbe af hans blod. Det lykkedes hende så kun at dræne det mest fra ham før at et voldsomt ubehag måtte melde sig langs med hendes rygrad. Til trods for at hun havde bluffet omkring sin hukommelse for at undgå at han rent faktisk ville prøve sig af med det nummer igen. Hun trak sig af det blotte ubehag og stak ham en på siden af skrinet inden hun rent naturligt trak sig på afstand. Det skælvede igennem kroppen på hende uden at hun direkte forstod sig på hvad det kom af. Ubevidst var der noget som pirrede hendes frygt blot ved at se på ham, men det gik imod hendes blotte lyst til at fortære ham fuldkommen. Alle cellerne i kroppen på hende skreg om at stikke af og komme så langt væk herfra som muligt, men hun havde ingen anelse om hvor hun skulle tage hen. At Kimeya ville ligge der, handlingslammet og svækket af blodmangel var den skinbarlige sandhed, som slet ikke burde få hende til at frygte for sit liv.
Ud af ingenting var hun bange, virkelig bange for at miste sit liv og noget indeni hende sagde i den grad at hun slet ikke skulle tage den kamp op med ham på nuværende tidspunkt. Hun var nød til at finde Nathaniel og det var omgående!
Derved som hun kom helt fra ham og endte tilbage på sine ben med ryggen mod døren. "Du vil komme til at fortryde det her!" Hvæste hun ad ham inden hun forsvandt, som dug fra solen ud af døren og langt, langt væk fra ham...

//OUT

[Kimeya Marvalo]

Da Yuuki langt om længe slap Kimeya brød han selv den kontakt velvidende om at den ville hvile i Yuuki det næste lange stykke tid. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for det passede ham egentlig ganske udmærket. Han tog sig til halsen og vendte blikket direkte i retningen af Yuuki igen. Hans blik strålede direkte af mordlyst, da hun valgte at forlade stedet. Han bed tænderne let sammen og rystede så endeligt på hovedet af sig selv. Forsigtigt satte han sig op.. også selvom det var sværere end hvad han lige havde regnet med at det skulle være. Ikke fordi at det gjorde det meget bedre for hans vedkommende.
"Forbandede kvindemenneske..!" vrissede han med en fast tone. Han var bestemt ikke færdig med hende endnu, det var da helt sikkert! Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse.. Eller der hvor hun havde stået for bare et øjeblik siden, inden han igen vendte blikket ned mod den ellers så knuste arm, hvilket uden tvivl var noget som gjorde ham direkte arrig, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre lige nu. Han rystede fast på hovedet, inden han kæmpede sig op på benene.. og forlod stedet lige så hurtigt som han var kommet. Han ville hellere end gerne hjem i denne stund.. Han skulle udtænke hans næste skridt.

//Out