What is the situation?

[Alice Lairé-Jênan]

Det havde været en lang rejse fra Imandra til Manjarno. Men efter en god snak om de burde søge til den nye konge i Imandra eller til Manjarno, så ville de alligevel forsøge sig i Manjarno. Nok gik der rygter om, at denne Denjarna ikke kunne fordrage vampyrer, men derfor mødte Alice også op selv i første omgang. Hendes tøj var en del beskidt og slidt i kanterne, eftersom hun ikke havde skiftet tøj siden hun var flygtet fra Convento med Valerio og søgt skjul i Imandra, indtil de måtte flygte derfra ligeså. Manjarno var mindre lovløst, så landet i sig selv virkede bedre end Imandra, hvor man ikke vidste om man blev overfaldet fra højre eller venstre. Hun havde søgt audiens hos Denjarna, da Valerio blev holdt i skjul indtil de vidste hvordan deres situation ville være her. Egentligt var hun jo en ingenting... en uinteressant person, men Valerio var jo kendt som den tidligere rådgiver her i landet, så hvordan mon hans situation så ud? Hun så ned af sig selv da hun stod udenfor tronsalen. Hendes tøj var vasket for et par dage siden, så den værste lugt var væk, men det gjorde jo ikke, at den så mindre slidt ud. Hun vædede sine læber og strøg fingrene igennem håret. Det var blevet frygtelig langt og nåede hende helt ned på lænden. Hun var ikke den kvinde hun engang havde været, men det havde hun jo heller ikke ligefrem midlerne til. Endeligt gik dørene op, som hendes navn blev kaldt og hun trådte ind langs gulvet og søgte op mod dronningen, hvor hun stoppede op i en høflig afstand. Hun nejede yndigt, eftersom hun jo var gammel danser og hun havde meget yndefulde bevægelser. "Deres Majestæt," hilste hun og holdt hovedet ned, indtil hun fik lov at rette sig op.

[Deleted]

Lange kunne dagene være når borger efter borger mødte op i tronsalen. I starten havde det primært handlet om lykønskninger, men som toppen af kagen var blevet taget, væltede det nu ind med de egentlige problemer. Mange forespørgsler måtte være af stor betydning, som Denjarna i det store og hele havde valgt at indtage et land, som teknisk set var en synkende skude. Dette var hun dog allerede begyndt at lave om på, som hun behandlede alle indkommende sager ligeværdigt. Derudover havde hun fra start af haft en ide om, hvilke problemer landet havde haft, samt hun selv havde haft en ide om, hvad hun ønskede at gøre med det, og derfor var hun endnu ikke blevet overvældet. Opmærksomt søgte hendes blik de store dobbeltdøre blev åbnet på ny. En kvinde var det denne her gang. Hurtigt kunne hun se, at kvinden ikke just var fra de højere klasser. Ligeså velsoigneret som Denjarna var hun bestemt ikke, som hun selv sad med sin vaskede krop og skinnende ravnsorte hår. Derudover var hendes kjole ej heller laset, som den var fin, hel og af det behageligste stof. Dog ændrede det ikke Denjarnas syn på kvinden her, da hun ligesom alle andre manjanerne var borger af landet her. Rig eller fattig. Hun antog i hvert fald, at kvinden var herfra. Det var den største procentdel om en, som gjorde sit visit ved slottet. Høfligt nikkede hun til kvinden, som hun nejede for hende. ”Fortæl mig, hvad jeg kan gøre for Dem,” opfordrede hun høfligt. Skønt kvinden klart var af underklassen, valgte hun alligevel at tiltale hende med respekt. Det fortjente alle nemlig at blive mødt med, indtil andet var bevist. Roligt lænede hun sig tilbage i tronen, som hun opmærksomt afventede kvindens dilemma.

[Alice Lairé-Jênan]

At Alice nu skulle kalde sig for underklassen, var udmærket gået op for hende for noget tid siden. Hun var gået fra at være en ret velset danserinde i Procias, hvilket dog efterhånden føltes som en eventyrhistorie i stedet. Nu var hendes tøj og hår slidt og hun havde ikke midlerne til at gøre bare lidt ud af sig selv, for hun kunne faktisk ikke andet end at danse og tiderne var jo uden tvivl skiftet. Valerio havde prøvet at lære hende at læse en smule og det gik bedre og bedre med ordene og sådan, men der var lang vej endnu. Hun bed sig lidt nervøst i læben og rettede sig op, da Dronningen bad hende om at fortælle hendes ærinde. Hun smilede høfligt og venligt, og hvis man tænkte over det, kunne man sagtens se at hendes tøj og hår slet ikke passede til hele hendes udstråling, utroligt ranke holdning og yndefulde fremtoning. Hun var ganske vist ikke manjaner. Faktisk vidste hun snart ikke hvad hun var, for hun følte ikke, at hun hørte til nogle steder og det var uden tvivl en frustrerende tanke. "Mit navn er Alice Lairé-Jênan, Deres Majestæt. Længe siden er det, at jeg ikke har været omsluttet af mørke. Jeg vil ikke begynde at fable om min historie, men jeg vil dog nævne, at jeg ikke er manjaner... Faktisk ved jeg ikke hvad jeg er andet end min race. Jeg har været på flugt i mange år nu, både fra warlocks... og vampyrfyrsten, jeg hører, der nu er død. Men jeg har ikke været alene på flugten fra vampyrfyrsten, der har jeg været sammen med Valerio Mathimæus, som De måske vil kende til af navn," startede hun ud. Hun blev pludseligt i tvivl om hvad hun skulle sige. Hun var jo en ingenting på en eller anden måde, med alt der var sket hende. "Vi skjulte os i Imandra, men nu er der rykket en flok warlocks ind der... De er snart vores sidste chance og jeg vil ydmygst be om en måde hvorpå vi kan få lov at være i Deres land," afsluttede hun så. Det var jo det det handlede om... At få lov til at være her. Hvordan deres situation så ud.

[Deleted]

Nervøsiteten bemærkede Denjarna skam godt i kvinden. Dog sagde hun intet til det, da det meget vel kunne være en intimiderende oplevelse at fremlægge sit ærinde for en anden, og specielt for en dronning. Derfor ventede hun også tålmodigt på, at kvinden begyndte sin tale, hvorefter hun lyttede nysgerrigt, som hun åbnede munden. Selv måtte hun indrømme, at det ej havde været dette, at hun havde forventet. Ikke spor. Kvinden ved navn Alice lignede ganske vidst en person var underklassen, men ligefrem en flygtning? Hun måtte også være den første, som mødte op foran hende med et sådant dilemma, og derfor begyndte tankerne uden tvivl at køre. Mange tanker florerede rundt i hendes sind.. Kvinden og hendes mand fandt tryghed ved tanken om Manjarno, og på den vis kunne man vel næsten sige, at Denjarna havde opnået sit mål. Det havde trods alt været en af ideologierne, som hun havde ønsket at skabe. Vampyrfyrsten, Alexander, var død. Florerede det virkelig allerede rundt? Forhåbentligt var det ikke allerede ude, at det var hendes fortjeneste, men hvordan skulle folk også vide det? Ingen havde vidst, at han havde været her, og beviserne havde hun trods alt ryddet af banen. Valerio Mathimæus.. Var han ikke den tidligere rådgiver af landet og vampyr? ”Jeg finder det beærende at høre, at De og Deres mand finder tryghed ved tanken om mit land. Jeg finder det dog beklageligt at høre, at I så længe har været på flugt.. Det er ej en skæbne, som nogen burde befinde sig i,” sagde hun stille og rettede sig op. ”Alligevel ønsker jeg at høre nærmere om visse ting.. Hvorfor har I været på flugt? Hvad har gjort, at I har måttet frygter warlockerne og vampyrfyrsten? Derudover ved jeg, at Deres mand er vampyr.. Hvordan kan De sikre mig, at han ikke dræber mine borgere for hans egen overlevelse? Får han føde fra Dem? Ønsker I desuden at være behjælpelig i mit land, eller ønsker I blot politisk asyl?” Der var visse ting, som hun var nødsaget til at få på det rene, inden hun kunne tage sin beslutning. Hun var derfor nødt til at forstå hele situationen, samt hvad de forventede af landet her.

[Alice Lairé-Jênan]

Fortiden havde uden tvivl præget Alice. Det var derfor også nervøsiteten som meldte sig nu hun skulle stå og tale foran en dronning og nærmest bede om opholdstilladelse på vegne af hende selv og Valerio. Manjarno havde virket mere tryg end Imandra, eftersom hun ikke rigtigt turde stille sig foran en warlock konge og bede om det, slet ikke når hun var med Valerio. Hun trak vejret dybt og prøvede at berolige sig selv, som hun mødte dronningens blik da hun talte. Hun var ikke så bange, at hun ikke kunne se hende i øjnene, for nu hvor hun var kommet i gang med at tale, så gik det hele lidt nemmere. Hun vidste, Valerio ikke brød sig om at hun var her selv, men det havde hun altså været nødt til, for tænkt hvis de tog ham i varetægt hvis han mødte op? Det rygtedes at Alexander var død, men ikke hvem eller hvorfor eller i den sigende hvor. Han havde trods alt været væk fra sit hjem. Hun vædede stille sine læber og lyttede høfligt til dronningens svar på hendes ord. Det var dog klart, at hun ville blive spurgt om tingene, men hellere det, end at hun stod og plaprede i evigheder om det ene og det andet. Hun trak vejret roligt igen og foldede sine hænder foran sig for at have noget at holde fast i. "For mange år siden endte jeg hos Valerio... Hvordan husker jeg næsten ikke, men jeg var tryg ved ham. Men jeg blev fanget af en gruppe warlocks, der fandt min race yderst morsom i Dvasias og der var jeg holdt hen i mange år som et gement legetøj... Da jeg endelig slap fri og flygtede, vidste jeg ikke hvor jeg skulle løbe hen og jeg faldt om ikke langt fra vampyrfyrstens bolig hvor nogle andre vampyrer bar mig til ham og så... sad jeg fast der," startede hun med at fortælle. Hun drejede højre side til og trak sit lyse og slidte hår væk fra halsen, hvor biddet endte med at blive afsløret. "Vampyrfyrsten satte sit mærke på mig... Men mit hjerte tilhørte stadig Valerio og det gjorde, at han brød det bånd som biddet giver... Meget skete, men vi fik hjælp til at komme derfra og flygtede til Imandra," afsluttede hun og lod håret skjule biddet igen. Hun trak vejret lidt dybt og sank en klump, der havde samlet sig i halsen. "Valerio har ikke sine hugtænder... Hans tandsæt er som et menneskes og han kan ikke bide nogle. Jeg donerer ham blod, men eftersom han ikke kan bide, har vi aldrig haft det bånd... og ellers så mætter han sig på dyreblod." Hun bed tænderne lidt sammen. Hun havde faktisk glemt at snakke med Valerio om hvad de ønskede... Men hun ville faktisk gerne have noget at lave her! "Jeg vil gerne hjælpe i dette land... Finde noget at give mig til og finde ud af hvad jeg kan bidrage med. Valerio vil det samme, om han får lov," afsluttede hun endeligt.

[Deleted]

Lidt at tænke over fik Denjarna uden tvivl, og som Alice fortalte sin historie, kunne hun ikke lade være med at tænke på sit eget ønske for landet. Dengang hun havde sat sig for at indtage tronen her, havde hun sagt, at hun ville gøre landet til et sted, hvor man kunne føle sig tryg. Et sted, hvor man følte sig retfærdigt behandlet, og et sted, som man ønskede at kæmpe for, og som man stolt kunne kalde for sit hjem. Det var jo nærmest den bøn, at Alice kom med for hende og sin mand. Det gjorde også, at hun allerede havde taget sin beslutning. Hun rankede sig op i tronen, uden hun tog blikket fra Alice. ”Ligesom jeg, kommer De ikke fra egnen her. Jeg blev taget vel imod af landets borgere, og nu står jeg overfor dem som deres dronning. Jeg ønsker at give Deres mand og Dem den samme mulighed, hvis I vil støtte op omkring det der er blevet mit og hjælpe til her i landet. I vil kunne blive borgere i Manjarno, hvis I begge påtager Jer en funktionær arbejdsfunktion i landet her, så I begge giver landet noget tilbage. For det vil I selvfølgelig få løn til at skabe Jer et hjem, samt leve her. Din mand vil enten få føde fra Jer, de husdyr I måtte eje eller gennem vilde dyr, så længe det ikke truer dyrebestanden i landet. Hvis han skulle overfalde en på gaden eller myrde en, vil det blive anset for at være en kriminel handling og blive straffet derefter. Kan De og Deres mand leve med mine termer?” afsluttede hun i en fast tone, som det var hendes dom over sagen. Selv anså hun den for at være yderst passende, og selv kunne hun ikke se, hvor meget andet de skulle kunne forlange, men selvfølgelig kunne man aldrig vide. Derfor afventede hun hendes svar og reaktion. Hvilket liv de ville skabe sig i landet her, vidste hun ikke, som det var op til dem at finde et anstændigt arbejde. Dette gjaldt også for hende mand, Valerio, som han ej ville få sin stilling tilbage i slottet.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice kunne mærke, at det påvirkede hende selv en smule at fortælle historien, men det var måske meget rart at få redegjort for historien trods alt. Hun sank dog bare klumpen i sig og smilede høfligt til dronningen. Hun kendte ikke til Denjarna særlig meget, men det virkede allerede som om der var mange, som støttede hende her i landet og det kunne hun da udmærket tilslutte sig hvis de kunne få en chance. Det var sjovt, at Denjarna omtalte Valerio som hendes mand, for den titel lød jo som et ægteskab og de var jo end ikke gift. Men det fortalte hun ikke videre. Hun regnede ikke med det nogensinde ville ske, men hun følte sig bare tryg hos Valerio og hun vidste, at hun ikke kunne klare sig selv... Hun havde været afhængig af at have en anden i alt for længe. Hun holdt blikket mod dronningen med en respekt i blikket og lyttede nøje til hendes ord. Hun kom heller ikke fra egnen? Det gjorde da vist kun sagen bedre. "Det er næsten gavmildt af Dem, Deres Majestæt... Jeg takker ydmygt for Deres tid og den chance, De vil give os. Vi vil indfinde os under Deres termer. Vi finder arbejde så hurtigt som muligt og jeg skal nok holde Valerio i ørerne..." svarede hun og smilede oprigtigt glad. Dette var bedre end ventet og nu skulle hun bare have opdateret Valerio, så de faktisk kunne komme i gang med deres nye liv sammen. Hun nejede for Denjarna igen, for hun roligt vendte om og forlod salen, for hun kunne jo ikke optage alt dronningens tid, der var vel flere, der ville til og bede om tjenester og andet?

//Out.

[Deleted]

Gavmild anså Alice muligvis Denjarnas beslutning for at være, men selv anså Denjarna det for at være et svigt på sin egen tro, hvis hun besluttede sig for andet. Dog forventede hun, at hun selv og selve landet fik noget igen, hvis hun valgte at gøre Alice og Valerio til borgere af landet. For meget var det vel heller ikke at forlange, at borgerne støttede op omkring hendes regime og selve landet? Det var vel kun fornuftigt at tænke således. Høfligt smilede hun til Alice, der taknemmeligt tog imod hendes tilbud. ”Jeg håber, at De og Deres mand vil finde den ønskede tryghed her i landet, samt at I vil få det liv, som I søger. Find Deres mand og fortæl ham, at han kan vende tilbage til landet,” sagde hun roligt. Roligt blev hun siddende på sin trone, som Alice på ny nejede for hende, inden hun søgte ud af tronsalen. Selv kendte hun hverken Alice eller Valerio personligt, men det var af hendes overbevisning, at hun måtte vise sig åbent overfor folket.. også overfor nye beboere såsom som Alice og Valerio. Nu kunne hun blot håbe på, at hendes formaninger ville blive overholdt, men hvorfor skulle de også ønske andet, når nu hendes krav havde været realistiske? Til at opsøge dem var det dog, hvis det ej skulle gå således. Hendes sølvgrå øjne fulgte Alice, som hun svang om hjørnet og blev erstattet med en af vagterne. ”Thoras de Wayne, Deres Majestæt,” præsenterede vagten, som en mand nu blev lukket ind i tronsalen, hvorefter dørene lukkede i igen.

// Out