Imandra needs help.

[Deleted]

Med faste skridt gik Elmyra ned gennem en af de lange gange på det Mørke Morgengry, slottet i Imandra. Nyheden om den nye 'konge' lød over hele landet. Der ville komme til at ske ændringer, det kunne mærkes af alle men var det for det bedre? Personligt havde Elmyra altid hadet Warlocks. De havde altid været så stolte og utålige i hendes øjne men sandt at sige havde hun jo også altid foragtet landet hvor de stammede fra. Vagten førte hende til trosalens døre og bad hende vente mens han meldte hendes ankomst. Hun tog en dyb indånding og pustede ud. Hun var virkelig ikke god til at møde hverken kongelige eller adelige. Hun havde altid været en pige som stammede fra et af de lavende kvatere om det så var i Dvasias eller i Imandra. Hun kiggede ned af sig selv, hendes hvide kjole var måske ikke så hvid længere som den burde være det. Men hvad kunne man forvente? Hun bestyrrede et børnehjem hvor der snart var flere børn end senge og de få penge som hun kunne skaffe gik til mad og tøj til dem. Hun havde ikke råd til at tænke på fint tøj, heller ikke selvom hun skulle møde den nye konge.
Hun sukkede en gang og bed sig i læben, ville han lytte til hende ønsker og hende bøn? Hun vidste det ikke men hun var da nød til at prøve? Hvis hun ikke prøvede ville hun ikke kunne se Fader Michael i øjnene når hun kom hjem. Vagten henvendte sig til hende igen og sagde at hun kunne gå ind. Hun trådte ind i den store sal og gik med rolige skridt mod kongen. Det var nu eller aldrig.

[Sephiran Acheron]

Endnu en dag med audienser. Officielt var der ikke sket en kroning endnu, men efterhånden så Sephiran sig selv som kongen og følte sig også accepteret af en del folk. Mange havde knælet for ham og havde sagt, de ville støtte ham, så han var godt tilfreds. Der var nu også modstand, men de røg i kælderen med det samme, for det fandt han sig slet ikke i! Han sad på tronen i den store tronsal. Der var blevet mere stille med dagene, hvilket nu ikke gjorde ham noget, for der var nok at se til. Han havde ikke hørt fra Tiyanna endnu, hvilket undrede ham meget, for han havde sendt mange bud efter hende. Mon hans søn snart var født? Det skulle jo have været her, men han havde ikke kunnet nå ud til hende og ikke haft muligheden for selv at tage af sted. Han vædede sine læber. Hans tøj var yderst pænt og klart den pæne del af hans klædeskab, da han havde sørget for det på forhånd. Han havde også haft snak med en lille lokal skrædder, der havde bedt om lov til at sy til hans kroning og det havde han indvilliget i, så han så frem til at se det resultat. Der var efterhånden også kommet nogle ansatte på slottet, for folk ville gerne arbejde her og der var kommet gang i stedet efter en 3 måneders tid, hvilket han kun var tilfreds med. Han så roligt mod dørene da den gik op og en kvinde kom gående op ad gulvet. Han blev siddende ganske roligt og afventede hende. "Velkommen... Det glæder mig du er mødt frem for din kommende konge..." hilste han helt pænt. Han måtte jo være på folkets gode side.

[Deleted]

Elmyra indfandt sig med rolige skridt foran den kommende konge. Hendes grønne øjne skinnede roligt i lyset. Hun stoppede op et stykke fra ham og nejede pænt. Hun var ikke helt uden manere selvom hun ikke var fin på den. Hun foldede roligt hænderne foran sig og sendte ham et lille smil. Hun var faktisk begyndt at smile utrolig meget efter hun var vendt tilbage til børnehjemmet. Børn gav jo lykke. "Min kommende konge. Jeg kommer med en bøn til Dem på denne dag" lagde hun roligt ud med. Hun havde det egentlig lidt svært ved at stå der i den store sal og skulle snakke med en som ham, en der var kommende konge. Hun bed sig let i læben og tog endnu en dyb indånding før hun fortsatte. "Jeg ved ikke hvor meget De har været i landet før De indfandt Dem her på slottet men Imandra har problemer. Især her i New Dale er vi meget præget af tyverier og hærværk. Mange af folket lider under tyraniet fra Tyvelavet. Folk bliver sat fra hos og hjem fordi disse individer kommer og kræver urimeligheder af dem." Hun tav kort og lukkede øjnene. Hun var en pige med et hidsigt temperament og hvad hun skulle til at fortælle gjorde hende næsten så vred at hun ville kunne brænde hele byen ned. Hun åbende på ny øjnene og vendte blikket mod Kongen. "Jeg bestyrre et børnehjem i New Dale og selv vi bliver ramt. Så sent som igår kom en gruppe og forlangte penge af os. Vi havde ikke de penge de krævede af os så de valgte at destruere den tilbygning som er til huset vi bor i. Børnene var stadig derinde. Vi har flere såret og et enkelt barn døde. Jeg beder Dem skynde Dem at gøre noget ved det. De små børn kan ikke klare sig selv. jeg beder Dem hjælpe så hurtigt som muligt."

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde mødt mange de sidste måneder og hver gang fandt han næsten ud af noget nyt med landet. Men det var dog ikke fordi, at han ikke havde gjort sit hjemmearbejde, for det havde han skam! Han havde været på adskillige ture for at samle informationer ind og snakke med befolkningen. Fået forhistorien fra Tiyanna og ligeså bedt sine mænd udforske landområderne, da han nemmest kunne tage sig af byerne. New Dale var jo klart den største, det var jo derfor slottet også lå her og det var klart der han satte sin startende energi, for så blev rygterne og snakken jo nærmest automatisk bredt ud i landet. Han betragtede sig af kvinden, der indfandt sig foran ham. Hun var ikke warlock, så meget kunne han da sige, men som konge blev han også nødt til at lægge de fleste af sine fordomme fra sig og tage enhver bare for hans folk fremfor deres race. "Sig frem," opfordrede han hende næsten venligt og lænede sig lidt frem i tronstolen, eftersom han skulle lytte til hvad hun havde at sige og gerne ville vise sin interesse med sin krop, eftersom hans ansigt havde meget det samme professionelle udtryk. Han så mod hende og forstod udmærket hendes bekymring for hvor godt han kendte landet. "Jeg forstår din bekymring... Men jeg er indforstået med situationen. Jeg har mænd patruljerende i landet, men jeg skal også til at rekruttere folk, der vil kæmpe mod tyvelandet. Det skal uden tvivl stoppes. Ligeså er jeg ved at udarbejde et fælles regelsæt så befolkningen ved hvad de selv må gøre uden at blive straffet selv," svarede han hende roligt. Han kunne godt se, at det påvirkede hende i stor grad, så hun måtte have noget af et temperament. Men det kom vel også med den hårfarve hun bar med sig? Hun var nok dæmon hvis han skulle give et godt bud. "Jeg er ked af jeres tab. Jeg vil forøge indsatsen med hæren... Har i brug for en sum penge til at starte med? Måske kan jeg endda sende en af mine mænd med dig til at stå vagt... Et børnehjem kræver klart at blive bevogtet," svarede han hende sigende.

[Deleted]

Elmyra vidste at han måtte have meget at se til. I hendes øjne var landet virkelig i ruiner, folk led og det skulle der gøre noget ved. Så hurtigt som muligt. Hun hadede at se folk lide, især børnene. Hendes blik hvilede roligt på ham som han sad der på tronen og lyttede mens hun fortalte sin historie. Disse børn betød virkelig meget for hende. Det var noget hun havde sørget for blev sat i værk for mange år siden og de havde hjulpet mange af de forældreløse som rendte rundt på gaden. Hun ønskede fortsat at hjælpe men det var ligefør at det næsten var umuligt med alle de tyve. Normalt var hun ikke en som var bleg for at tage en kamp op men disse tyve have ingen skrubler. Hun frygtede for børnene. "Jeg er glad for at De ved lidt om hvad der forgår men selv ved patruljer og gå rundt vil det være umådeligt svært at forstå situationen som vi står overfor som borgere i dette land. Tyvene har hærget for længe og har for meget magt. Folket levet i frygt og de tør hverken sige imod eller slå med dem som undertrykker dem. Jeg har boet her længe, i mange år og det er først nu at jeg er begyndt at forstå det fulde omfang af dette lands lidelser. Jeg mener ingen disrespekt, men hvordan kan De vide hvad der forgår uden selv at have følt det på egen krop?" Spurgte hun roligt. Hun var ikke en pige som var bange for at stille spørgsmål eller sige sin mening. Heller ikke når hun stod foran en snart kongelig. Hans ord gav hende en smule ro på igen og hun løsnede lidt op. "Et større sted er nok det vigtigste lige nu. Vi er omkring 50 personer i et alt for lille hus som har stået der siden jeg selv var ung. Penge er altid en hjælp. Vi har mange munde at mætte men jeg ønsker ikke vagter ved vores døre. De mænd som vi prøver at holde anser vagter som et tegn på rigdom. Vi ville blot blive en større skydeskive. Jeg er i stand til at stoppe dem, men problemet er at jo mere modstand vi udøver jo værre bliver det. Dog er dette første gang vi har mistet et barn og hvis jeg støder på de skyldige vil jeg absolut ikke garentere for deres overlevelse," endte hun roligt og tog endnu en dyb indånding. Hun havde det virkelig med at blive hidsig, meget tydeligt tegn på at hun var ild dæmon.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var klar over, at en del ville betvivle ham, eftersom han ikke var opvokset i Imandra. Han havde været her i sammenlagt 4 måneder, hvor han i de seneste 3 måneder havde haft slottet åbent for alle folk, der havde lyst til at komme forbi. Hans mænd var meget på vagt og hans kælder begyndte at blive fyldt op allerede. Han blev nødt til at sætte et eksempel. Der skulle strengere regler til dette land og dem var han ved at skrive ned på et papir, så det snart kunne offentliggøres. Han ville nok gøre det sammen med kroningen, så det kunne blive fastlagt. Han så roligt på hende. Hun så ud til at arbejde hårdt for børnene, så det kunne han meget godt lide. Han ville ikke have sløsede folk i hans land, folk skulle have en sag i livet og det havde hun tydeligvis. "Jeg skal selv ud i landet... Men indtil videre, er der endnu mange, der kommer til mig. Men jeg er ligeså gift med Tiyanna Direshade, der kender landet i stor grad på egen krop og så snart hun har sluttet sig til mig, så skulle vi gerne være et team..." svarede Sephiran roligt og nikkede. Han tog ikke hendes spørgsmål til ham som noget skidt, for hun havde sin ret til at sætte spørgsmål til ham. Hun havde ben i næsen, lidt som Tiyanna, selvom hun dog aldrig kunne blive Tiyanna. "Kender du til et større sted, som du kunne tænke dig? Jeg vil gerne hjælpe med betalingen. Der skal trods alt være plads," endte han. Han nikkede blot forstående til hendes ord om vagten, for han ville heller ikke ligefrem presse mere på eller puste til stormen. Han så mod hende. Hun var helt klart ilddæmon med det temperament han så i hendes øjne.

[Deleted]

Fire måneder var ikke lang tid. Og da slet ikke fordi nogle af de værste ting forgik i krogene rundt omkring. Det var ikke noget som nogen rigtig så ud over hvis man vidste hvor man skulle lede og det kunne være svært. Hun var egentlig ret lettet over at han valgte at lytte til hende. Det var absolut ikke noget hun havde forventet. Hendes blik på adelige og kongelige havde i mange år været at de var utrolig højrøvede og kun tænkte på sig selv. Dette var kun blevet bekræftet efter hun var blevet solgt som slave. Men alligevel formådede denne mand foran hende alligevel at få hende til at tænke at der måske også var nogle gode ind i mellem? "Pas godt på dem selv hvis de tager ud. Der er en grund til at Imandra har været et tyveland så længe. De er ikke dumme. Pas på dem selv" begyndte hun roligt. Det kunne virkelig være farligt ude, især om aftenen. Der var en grund til at de fleste blev indendøre. "Jeg må desværre sige at jeg ikke kender til Deres kone. Heller ikke selvom jeg har boet her i mange år. Jeg har været utrolig optaget af børnehjemmet. Der er kun mig og en gammel præst til at passe på dem alle. Det efterlader ikke meget tid til at komme uden for en dør. det glæder mig at De har fundet en som kender landet. Som sagt kan det virkelig være svært for en der kommer udefra at se i dybden med problemerne fordi de som regel bliver gemt godt væk." Hun kørte en hånd igennem det Iltre røde hår og lod blikket glide rundt i den store sal. Hun havde aldrig været in sådan en stor sal før. Hendes blik gled roligt tilbage til ham og hun sendte ham et roligt smil. "Nej desværre ikke. Jeg kommer ikke ret meget ud, som sagt. Mange børn og mange ting som skal ordnes. Tøj der skal vaskes, børn der skal vaskes og der skal laves mad og vaskes op og gøres rent. Det er svært at komme uden for en dør" forklarede hun med et lille smil Hun var faldet ned igen, det lod til at han virkelig gerne ville hjælpe hende og det var absolut kun en positiv ting i hendes verden.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste godt, at han ikke havde været her længe. Men fra folks synspunkt skulle det virke til, at han virkelig prøvede og ønskede noget for dem. Som om han længe havde tænkt på dem fra Dvasias, men bare ikke havde haft muligheden for at komme dem til undsætning før nu. Og mange var indtil videre bidt på krogen, så det var han yderst tilfredst med. Han nikkede roligt og følte næsten en bekymring fra hende, hvilket han fandt morsomt i det indre. "Det skal jeg nok... Men de tyve skal i den grad sættes på plads. Måske med et par gode eksempler fra de tyve, jeg allerede har i fangekælderen," svarede han hende eftertænksomt. Han rettede sig op i tronen og lyttede nøje til hende. Det var ikke underligt, hvis hun var så optaget af sit arbejde, at hun ikke kendte Tiyanna. Tiyanna havde trods alt levet i skoven med sin gruppe af folk. Men hun var jo faktisk arving til den gamle konge, der havde været, før hele landet var blevet til et tyveland. Kort vandrede hans tanker bort, men han vendte hurtigt tilbage og trak på mundvigen. Men det blev ikke direkte til et smil, for det kunne han ikke. Han var sjæleløs... og derved følelseskold. "Jeg skal nok finde dybde i det... om ikke andet så få hjælpen til det," svarede han hende roligt. Det ville han gerne love hende, for han ville jo selv gerne til bunds i alt det med tyveriet. Han mødte hendes blik og så roligt på hende. "Jeg vil få en af mine mænd til at finde noget større til dig og give dig besked så snart det er fundet," endte han hende. Det var vel den bedste løsning på det? Fremfor at genopbygge et sted, der alligevel var for småt. Han lod hovedet glide på sned. "Hvis en borger herfra kommer forbi og beder om et job... Så kan jeg måske sende hende til dig for at søge arbejde? Hvis du kunne bruge en hånd mere med børnene?"

[Deleted]

Elmyra var en pige som virkelig ikke ønskede at se nogle dø. Selv havde hun allerede mistet nok og han havde jo åbenbart en kone. Hendes ord var ikke så meget i bekymring for ham som mere bekymring for dem han ville efterlade hvis tyvene fik lov til at få ham. Det var aldrig rart at være dem som var blevet efterladt. Hun sukkede kort og lod blikket hvile på hans skikkelse. "De må gøre hvad de finder bedst" sagde hun blot og betragtede ham. Væsner fra Dvasias var og blev altid morderiske. Hun kendte det fra sig selv. At han var følelseskold og sjæleforladt vidste hun ikke. Hvis hun vidste det havde hun nok ikke stadig stået her. Hun havde et brændende ønske om at gøre dette land bedre. Det virkede som om han havde samme ønske. At han ville spørge om hjælp hvis han manglede den var en god ting. Hun havde aldrig selv siddet med så meget magt men hun vidste at det ikke var noget man kunne klare alene. "Det vil jeg sætte pris på. jeg takker for deres hjælp" sagde hun roligt og bøjede hovedet for ham i respekt. Hun skulle til at takke for i dag da han snakkede igen. Hun lyttede roligt og nikkede. "Det ville være rart hvis De gad det. Dog skal det siges at det langt fra er alle som jeg lader komme indendøre på børnehjemmet. Det er også derfor vi ikke har været ramt hårdt før nu. Jeg holder børnene så sikker som muligt." Hun kørte en hånd igennem det lange røde hår endnu en gang. De grønne øjne hvilede på ham. "Jeg takker dem for Deres tid og for Deres hjælp. Den falder på et tørt sted. Jeg ønsker Dem held og lykke i fremtiden. Tak fordi de lyttede." Hun nejede roligt for ham og vendte så om og forsvandt med rolige skridt ud af tronsalen endnu en gang. Hun var glad og det virket som om han havde lyttet. Nu skulle de jo bare se om han holdt ord.

//OUT

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore stod udenfor de massive døre og afventede at det nu kunne blive hans tur til at søge den audition ved hans egen søn. Selv bar han respekten for sin søn som konge, da han selv havde ønsket at han skulle indtage pladsen i dette land.. Nu var det så bare næste skud i hans egen plan - At få overbragt hans barnebarn til hans søn, så han kunne tage sig af ham, for det var jo sådan at det var ment.
Som kvinden kom ud, og døren igen blev lukket, lukkede han det varme tæppe mere om den bylt som han stod med i sine arme. Knægten lå og sov.. Romeo. Selv måtte han jo erkende, at det var et glimrende navn. Nu havde Sephiran misset det, og derfor skulle han selvfølgelig også vide, at han jo faktisk var blevet far til det, som uden tvivl var en stærk knægt, som nok skulle vise sig at blive til noget stort, uden at hans mor behøvede at være en del af billedet, for det var præcist sådan at han gerne ville have tingene. Ingen tvivl om det. Som det endelig blev hans tur og dørene gik op, trådte han roligt indenfor. Roligt henover gulvet med den lille byld i armene, så han sig omkring. Et særdeles smukt sted, det måtte han erkende. Hans søn havde gjort det godt. Var det stoltheden han kunne mærke? At han endelig var blevet til noget? Han stoppede op foran tronen og med blikket som han rettede i den samme vej.. en mine lige så intens som alt det andet. "Deres Højhed," hilste han med en rolig stemme. Bylden i hans arme begyndte at bevæge sig, som om at knægten var ved at vågne i hans arme, selvom han dog ikke skreg.. Det havde han ikke gjort i de 24 timer han faktisk havde haft sit liv efterhånden. Ikke at det gjorde ham noget.. Det ville uden tvivl blive ham en meget nem unge at håndtere, og det var vel også godt? Han bukkede let.. kun fordi at han skulle, og fordi at vagterne stod der og han skulle jo respektere manden foran ham som en royal, selvom det nu var hans søn.

[Sephiran Acheron]

Sephiran lod hovedet glide en smule på sned, mens han dog stadigvæk så meget interesseret ud i hendes sag. Hvis tyvene fik fat på ham, så ville Tiyanna jo nok komme og redde ham. Måske kunne han også tale dem fra det, hvis de kendte til Tiyanna og var på hendes side. Måske alle faktisk var på samme side, men bare ikke vidste det? Ej, det var nok for meget at håbe. Han nikkede. Det havde han bestemt også tænkt sig og han ville snart sætte et eksempel. Et eksempel, der forhåbentligt ville slå tyvene ud, så de tænkte sig bedre om. Han så afmålt på hende. "Selvfølgelig, børnenes sikkerhed først. Jeg sender bud så snart jeg har fundet en løsning til noget større bygning. Så kan du jo selv se eventuelle folk jeg også har fundet," svarede han roligt. Han trak på mundvigen og bøjede hovedet mod hende, selv viste en respekt for hende.
Han blev pænt siddende på sin pind, eftersom han vidste, at hun ikke var den sidste. Mange audienser kom igennem i løbet af dagen og lidt trættende var det faktisk. Den skikkelse, der trådte igennem dørene, var dog slet ikke ukendt for ham. Hans far? Hvad pokker lavede han her?! Han skævede mistroisk til hvad Theodore måtte bære i sine arme, men kunne ikke umiddelbart sige det var et barn med det samme. Han kneb øjnene sammen og skubbede sig op at stå og gik sin far i møde, der dog bukkede og det hele. Han nikkede bare afmålt. "Fader," hilste han til gengæld. Det som Theodore bar bevægede sig pludseligt og han skævede til det. Et barn? Der ikke skreg? Han så fast på sin far. "Hvor er Tiyanna?" spurgte han som det første.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore rettede sig op ved den afmålte hilsen som han blev mødt med, også selvom det ikke fik ham til at reagere synderligt. Han var underlagt Sephirans regler i dette hjem, og han agtet at behandle sin søn som en konge, når han stod overfor ham i det offentlige - som ved en situation som denne. Barnet vred sig en smule i hans arme, men stadig kom der ikke noget som mindede om skrig eller lignende. Han vendte blikket mod ham. "Søn," hilste han blot i retur, uden egentlig at gøre noget andet ved det.
Den lille dreng åbnede let sine øjne, men lod dem glide i igen og lagde sig godt til på sin bedstefars arm, selvom der ikke var nogen følelser eller lignende at hente ved Theodore. Han vendte blikket igen i retningen af Sephiran som nu stod foran ham. "Din søn er blevet født og navngivet. Tiyanna lagde drengen i din moders arme og forlod Landsstedet," forklarede han. Det i sig selv, var jo heller ikke en løgn, for det var jo hvad der var sket. Hvad der var sket op til det, behøvede han jo ikke at vide. "For hende, var det tilsyneladende hårdt nok at klare en fødsel alene. Hun er borte, Sephiran. Hun klarede det ikke," sagde han med en fortsat rolig stemme. Ej rørte det ham. Gid det havde været tilfældet. Han havde ikke nogen grund til at skulle hidse sig op. Han rakte ham den lille dreng, som igen sparkede let med sine små ben. Han var en stærk lille dreng.. og han havde gjort det godt uden sin moder så langt, hvilket selv Theodore var ganske imponeret over. "Han blev navngivet Romeo," sagde han roligt. Det var da noget som selv Sephiran havde krav på at vide trods alt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran elskede lige nu at stå der overfor hans far. Theodore rettede sig tydeligvis meget ind under ham allerede, fordi han var kongen og det kunne han i den grad godt lide. Han skulle være vigtigere end sin far, det var sikkert og vidst, og det havde han opnået nu. Han så til barnet igen, for det var meget underligt. Han kunne regne ud det var hans egen søn, eftersom han vidste, at hans førstefødte ikke ville skrige efter fødslen, eftersom han ingen sjæl havde - hvilket jo var fantastisk! Han vædede sine læber og lyttede til hans ord. Ikke en mine fortrak sig, men noget skete alligevel i hans krop så snart Theodore sagde, at Tiyanna ikke klarede den. Med andre ord var hun død. Denne gang var det ikke barnet, der var endt i døden men derimod hans kone. Han kneb øjnene en smule sammen og vidste ikke hvordan han skulle reagere. Hans tanker snurrede allerede i hans hoved... Hans våben var væk. Hvem skulle nu nå ind til folket?! Han trak vejret dybt og nikkede så bare. Han tog imod drengen og betragtede ham, næsten stolt. Hans søn... Men nu skulle han så bare finde en, der kunne give barnet føde og så skulle han nok opdrage ham fra start af. "Romeo... Smukt navn," endte han.
Han vendte hovedet over mod sin ene håndlanger. "Send bud ud i landet at en arving er kommet til og den kommende dronning ikke klarede det. Jeg har i stedet brug for en amme, der kan give mit barn føde og næring. Jeg vil i morgen kun modtage audienser omhandlende dette," endte han. Warlocken nikkede og vendte om for at smutte af sted med det samme. "Aflys de sidste audienser og fortæl dem sandheden om at min førstefødte er kommet," sagde han hen til en anden håndlanger, der gik mod den sag. Han så så mod sin far. "Kom," bad han og begyndte at gå.
Snart nåede han de kongelige gemakker, hvor han førte sin søn og far med ind.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore udviste respekten for sin søn, fordi at han i dette øjemed faktisk havde gjort sig fortjent til den, og det var det som han stod fast på i den anden ende. Nu hvor det var sagt, så ville han blot overrække Romeo til sin søn, så han kunne tage sig af ham, da det jo var det som var kernen i det hele, nu hvor han havde fået Tiyanna ud, hvilket uden tvivl var ham en glædelig tanke! Drengen forholdt sig stadig roligt, og selv da Sephiran tog imod ham. Han troede virkelig på at Tiyanna var død.. så blev det jo heller ikke ligefrem bedre i hans øjne.. Overhovedet ikke! Han slap den lille dreng som vendte sig og kiggede op på Sephiran. Han blev stadig liggende ganske stille. "Tiyannas sidste ord til Jeres dreng," sagde han blot. Romeo var et særdeles fint navn til ham, og selv det var Theodore faktisk enig i.. Det var bare Tiyanna som faktisk havde været ham det store problem her.
At Sephiran ikke bad ham bort, forundrede dog Theodore en hel del, dog selvom det ikke var noget som han sagde højt. Han ville jo gerne se stedet og hvad Sephiran havde formået at gøre ved det siden han havde valgt at indtage stedet her. Han nikkede blot og fulgte med hvorend han nu gerne ville have at han skulle tage med. For nu lød det også til at knægten havde styr på stedet her, hvilket passede ham udmærket. Selvom han i øjeblikket havde kastet knægten ud i en kamp for overlevelse, så var det noget som han vidste at han kunne overkomme. Han fulgte med ham ind på De Kongelige Gemakker og vendte blikket mod Sephiran igen. "Hvad vil du mig, Sephiran?" spurgte han ganske kortfattet.

[Sephiran Acheron]

Sephiran nød godt af respekten fra sin fars side, for det var tiltrængt efter alt den tid. Han holdt Romeo i sine arme og var sådan set ligeglad med hvordan han holdt barnet. Han vidste ikke hvad der var rigtigt eller forkert, men han skulle gøre sin søn til noget stort. Havde han haft følelser, havde han nok været ved at smadre hele slottet lige nu. Men indtil videre vidste han ikke hvad han skulle sige til, at Tiyanna var død... borte. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere, for han havde ikke et følelsesregister at vælge imellem. For ham var der bare... kulde. Han nikkede bare stille og så ned på Romeo i sine arme endnu engang, som han begyndte at gå og bad sin far følge med. Han sagde ikke mere, men gik bare med sin lille knægt i armene til de nåede hans kongelige gemakker. Han så mod sin far. "Jeg vil da gerne vise dig lidt rundt nu du er kommet hele denne lange vej, Fader," svarede han roligt. Han forlod så de kongelige gemakker igen for at begynde rundturen. Når de var færdige så måtte Theodore jo selv bestemme og han blev til middag eller tog hjem til mor. Gad vide hvorfor Clemency egentligt ikke var med? Måske kunne hun ikke klare turen som gravid. Ja, det måtte vel være det...

//Out.