Post by Sephiran Acheron on Jul 15, 2014 18:40:59 GMT 1
Ankomsten
Hjemmefra var opgaven gjort. Alt var planlagt og tilrettelagt og alle mænd var samlet ind. Rygterne var begyndt at løbe til Imandra om en kommende mand, der ønskede at rette op på det lovløse land. Han havde fået samtykke fra nogle af de større handelsmænd, hvilket jo allerede hjalp en del og han havde skabt kontakt på afstand. Nu skulle de så bare til at sætte ind i landet. Slottet var tomt, så meget vidste han, men man vidste jo aldrig... "Spred jer! Søg efter eventuelle væsner, der gemmer sig her omkring. Og bring dem til mig. Dette er tiden, kære warlocks. Warlocks på kongestyret!" brølede Sephirans kraftige stemme. Den rungede i tronsalen, der var et kæmpe tomt rum. Lige nu var han ligeglad med alt støv og det hele, der skulle bare lidt lys til og lidt vind. Så måtte den kommende stab han ville skabe sig her rydde op på slottet når de kom så vidt, ødelagte ting skulle bygges op og det hele. "I morgen begynder vi at sprede ordet om den første dag med audienser... Jeg vil ikke bede om kroning før jeg har talt til folket og lyttet til folket. Alle der kommer den dag skal belønnes," fortalte han og viftede så med hånden, så hans mænd forsvandt. Der var 20 af dem. Stærke warlocks, der var fuldt loyale til ham, for han havde selv knækket dem alle eller fået dem med sig, fordi de før havde været bag hans ryg. Folk, der som ham, heller ikke gad Kimeya.
Audiens
De havde været her en måned nu. Sladderen havde i den grad bredt sig alt efter hvad hans mænd rapporterede og han nød det. Han sad i tronstolen i den kæmpe sal. Der skulle være audienser i dag og han glædede sig til at møde folket. Hans rygte som folket kendte var, at han var en retfærdig og hård konge, der ønskede sit folk hvad de behøvede, hvis de gav ham deres loyalitet. Overraskende nok mødte der mange op, i alle afskygninger. Da hele tronsalen var som fyldt, så rejste han sig og snart blev der helt stille. Han smilede. Han var pænt klædt på, men havde intet på hovedet. "Kære folk i Imandra! I stiller nok mange spørgsmål... I spørger nok hvorfor. Men tiden er inde. Længe har jeg haft mine øjne rettet mod Imandra og I skal vide at jeg er på jeres side, hvis I er på min! Hvis I giver mig jeres fulde loyalitet, så vil jeg give jer, hvad I behøver," startede han. Han holdt så en kunstnerisk pause og lyttede til deres reaktioner. Han vædede sine læber, trak vejret dybt og så ud over befolkningen. "Jeg skal forklare jer hvorfor. Alt for længe har dette land stået uden en leder. Mine tre ord til at beskrive mit styre vil være retfærdighed og frihed med måde. Jeg lytter til alle og giver tilbage, hvis I gør jer fortjent," fortsatte han roligt. Han holdt igen en pause og folk så ud til at acceptere det. Alle var stadig spændte og ingen turde rigtigt gå. Hele salen var jo fyldt med warlocks. "Min audiens i dag går på folk, der vil tjene mig her på slottet og skænke mig loyalitet. Ligeså vil jeg også modtage folk, der bare ønsker at give mig deres loyalitet," forklarede han videre og satte sig ned på tronstolen. Folk gik så i gang med at stille sig i kø og blev organiseret af hans warlocks, så det hele kunne forløbe godt...
Hverdagslivet
Det hele kørte indtil videre godt. De folk, der havde gjort oprør, var slået tilbage og der var vel efterhånden gået 3 måneder. Sephiran manglede Tiyanna, men hun skulle også gerne være på vej, vel? Han havde sendt brev til hende, for han kunne ikke tage nogen steder lige nu. Kroningen skulle snart finde sted, så hun skulle gerne snart ankomme. Han havde dog intet hørt tilbage fra familien og det bekymrede ham lidt, for han anede jo ikke hvad der foregik!
Døren ind til hans gemakker blev voldsomt hamret på og han så op. Han svang sin morgenkåbe om sig og gik mod døren, som han åbnede. Han kunne ikke lide at blive forstyrret på sit værelse. "Ja, Toolu?" endte han sigende til kvinden, der stod der. Hun plaprede op om hans mænd, der havde fanget nogle, der havde været i gang med at bryde ind på slottet og han nikkede bare. "Jeg er i tronsalen om 10 minutter," endte han fast og lukkede døren, så han kunne se at blive klar. Men han elskede dog at være konge... Og snart skulle kroningen jo ske. Men først blev fangekælderen åbenbart fyldt op.
Nye alliancer
Det var en vigtig dag. Sephiran skulle mødes med Lestat, som han udmærket kendte som Kimeyas bror, men han vidste også, at de intet havde sammen. Til gengæld nærede de nok det samme had til Kimeya, så på den måde var det jo en god start. Lestat var en handelsmand og han skulle gerne have de højere stående på sin side. Han mødte Lestat i indgangshallen og trykkede hans hånd. "Kom med denne vej," endte han sigende og viste Lestat til en lille stue, hvor han skænkede to whisky glas op. Han rakte det ene til Lestat. Han smilede skævt og de skålede og tog en slurk. "Tak fordi du har mødt op. Det er vigtigt for mig at have dig på min side, specielt som handelsmand," endte han sigende. Lestat så afmålt mod Sephiran. Meget underligt at sidde overfor Kimeyas gamle skødehund, som han nu havde noget til fælles med. "Jeg er på din side, Sephiran. Specielt med det had vi deler til Kimeya Marvalo," endte han sigende. Dette skulle nok blive et fremragende bekendtskab... og de fik snakket en masse.
Hjemmefra var opgaven gjort. Alt var planlagt og tilrettelagt og alle mænd var samlet ind. Rygterne var begyndt at løbe til Imandra om en kommende mand, der ønskede at rette op på det lovløse land. Han havde fået samtykke fra nogle af de større handelsmænd, hvilket jo allerede hjalp en del og han havde skabt kontakt på afstand. Nu skulle de så bare til at sætte ind i landet. Slottet var tomt, så meget vidste han, men man vidste jo aldrig... "Spred jer! Søg efter eventuelle væsner, der gemmer sig her omkring. Og bring dem til mig. Dette er tiden, kære warlocks. Warlocks på kongestyret!" brølede Sephirans kraftige stemme. Den rungede i tronsalen, der var et kæmpe tomt rum. Lige nu var han ligeglad med alt støv og det hele, der skulle bare lidt lys til og lidt vind. Så måtte den kommende stab han ville skabe sig her rydde op på slottet når de kom så vidt, ødelagte ting skulle bygges op og det hele. "I morgen begynder vi at sprede ordet om den første dag med audienser... Jeg vil ikke bede om kroning før jeg har talt til folket og lyttet til folket. Alle der kommer den dag skal belønnes," fortalte han og viftede så med hånden, så hans mænd forsvandt. Der var 20 af dem. Stærke warlocks, der var fuldt loyale til ham, for han havde selv knækket dem alle eller fået dem med sig, fordi de før havde været bag hans ryg. Folk, der som ham, heller ikke gad Kimeya.
Audiens
De havde været her en måned nu. Sladderen havde i den grad bredt sig alt efter hvad hans mænd rapporterede og han nød det. Han sad i tronstolen i den kæmpe sal. Der skulle være audienser i dag og han glædede sig til at møde folket. Hans rygte som folket kendte var, at han var en retfærdig og hård konge, der ønskede sit folk hvad de behøvede, hvis de gav ham deres loyalitet. Overraskende nok mødte der mange op, i alle afskygninger. Da hele tronsalen var som fyldt, så rejste han sig og snart blev der helt stille. Han smilede. Han var pænt klædt på, men havde intet på hovedet. "Kære folk i Imandra! I stiller nok mange spørgsmål... I spørger nok hvorfor. Men tiden er inde. Længe har jeg haft mine øjne rettet mod Imandra og I skal vide at jeg er på jeres side, hvis I er på min! Hvis I giver mig jeres fulde loyalitet, så vil jeg give jer, hvad I behøver," startede han. Han holdt så en kunstnerisk pause og lyttede til deres reaktioner. Han vædede sine læber, trak vejret dybt og så ud over befolkningen. "Jeg skal forklare jer hvorfor. Alt for længe har dette land stået uden en leder. Mine tre ord til at beskrive mit styre vil være retfærdighed og frihed med måde. Jeg lytter til alle og giver tilbage, hvis I gør jer fortjent," fortsatte han roligt. Han holdt igen en pause og folk så ud til at acceptere det. Alle var stadig spændte og ingen turde rigtigt gå. Hele salen var jo fyldt med warlocks. "Min audiens i dag går på folk, der vil tjene mig her på slottet og skænke mig loyalitet. Ligeså vil jeg også modtage folk, der bare ønsker at give mig deres loyalitet," forklarede han videre og satte sig ned på tronstolen. Folk gik så i gang med at stille sig i kø og blev organiseret af hans warlocks, så det hele kunne forløbe godt...
Hverdagslivet
Det hele kørte indtil videre godt. De folk, der havde gjort oprør, var slået tilbage og der var vel efterhånden gået 3 måneder. Sephiran manglede Tiyanna, men hun skulle også gerne være på vej, vel? Han havde sendt brev til hende, for han kunne ikke tage nogen steder lige nu. Kroningen skulle snart finde sted, så hun skulle gerne snart ankomme. Han havde dog intet hørt tilbage fra familien og det bekymrede ham lidt, for han anede jo ikke hvad der foregik!
Døren ind til hans gemakker blev voldsomt hamret på og han så op. Han svang sin morgenkåbe om sig og gik mod døren, som han åbnede. Han kunne ikke lide at blive forstyrret på sit værelse. "Ja, Toolu?" endte han sigende til kvinden, der stod der. Hun plaprede op om hans mænd, der havde fanget nogle, der havde været i gang med at bryde ind på slottet og han nikkede bare. "Jeg er i tronsalen om 10 minutter," endte han fast og lukkede døren, så han kunne se at blive klar. Men han elskede dog at være konge... Og snart skulle kroningen jo ske. Men først blev fangekælderen åbenbart fyldt op.
Nye alliancer
Det var en vigtig dag. Sephiran skulle mødes med Lestat, som han udmærket kendte som Kimeyas bror, men han vidste også, at de intet havde sammen. Til gengæld nærede de nok det samme had til Kimeya, så på den måde var det jo en god start. Lestat var en handelsmand og han skulle gerne have de højere stående på sin side. Han mødte Lestat i indgangshallen og trykkede hans hånd. "Kom med denne vej," endte han sigende og viste Lestat til en lille stue, hvor han skænkede to whisky glas op. Han rakte det ene til Lestat. Han smilede skævt og de skålede og tog en slurk. "Tak fordi du har mødt op. Det er vigtigt for mig at have dig på min side, specielt som handelsmand," endte han sigende. Lestat så afmålt mod Sephiran. Meget underligt at sidde overfor Kimeyas gamle skødehund, som han nu havde noget til fælles med. "Jeg er på din side, Sephiran. Specielt med det had vi deler til Kimeya Marvalo," endte han sigende. Dette skulle nok blive et fremragende bekendtskab... og de fik snakket en masse.
