I am in need of your help

[Deleted]

Solen skinnede fra en skyfri himmel da Elmyra nærmede sig Neutranium. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede for hvert et skridt hun tog mod dette store sted. Hun havde været yderst heldig at Dronning Denjarna havde sagt ja til at se hende. Elmyra havde været lykkelig da hun havde fået et ja, hendes ønske om at overtage Imandra var stort og hun vidste at Denjarna kunne hjælpe hende. Selv var Denjarna forholdsvis ny på tronen i Manjarno og havde derfor selv lige været det igennem som Elmyra stod overfor nu. Hun nåede op til vagterne ved døren og stoppede roligt op. De så hende an ved døren og spurgte hvorfor hun var ankommet. hun gjorde sit ærinde klar og blev derfor lukket hurtigt ind. Hun blev fulgt hen mod tronsalen med rolige skridt. Det var godt nok mange år siden hun sidst havde været på Neutranium. Sidste gang hun havde været har lå Nathaniel i sengen, blind og kunne intet gøre. Det var også i denne bygning hun var blevet tortureret af den daværende Dvasianske konge, Samuel og havde fået taget sit syn. Det var også i denne bygning at det var sidste gang at hun havde set Elijah. Ja denne bygning indeholdt mange minder for hende og hun sukkede kort før hun vendte opmærksomheden mod hendes mål. Hun ønskede virkelig at få Denjarna på sin side, hun ønskede hjælp og hun var sikker på at denne Dronning ville kunne hjælpe hende mere end nogen andre. Hun nåede hen til tronsalens døren og stoppede roligt op. Vagterne bankede på døren og den ene af dem råbte, "Elmyra Argos er her for at se dem, Deres Majestæt."

[Deleted]

Overrasket var Denjarna blevet, da en kvinde ved navn Elmyra Argos havde ønsket en audition hos hende. Synderligt meget kendskab havde hun ikke just til kvinden. Hun kunne nemlig ikke just sige, at hun havde mødt hende før. Derfor fandt hun det en tand mere interessant at høre nærmere om, hvorfor hun helt præcis ønskede Denjarnas hjælp, og til helt præcist hvad. Alt dette vidste hun, at hun ville komme i dybden med i dag, som hun i øjeblikket sad og ventede lige netop den kvinde. For enden af den aflange tronsal sad hun ventende på den magtgivende trone. Denne havde hun efterhånden haft i en måneds tid, og derfor var det til at sige, at hun endnu var ny med magten. Lovende havde det dog gået indtil nu, som folk havde støttet op omkring hendes ideologi. Allerede nu kunne hun også sige, at hun havde affundet sig med den magt hun nu besad, og hun måtte sige, at hun nød det. Hun nød følelsen af det, ligesom hun nød at have den viden, at hun kunne udrette så meget godt for landet her.
Værdigt og stolt sad Denjarna på tronen, som hun sad i sin smukke violette kjole, og bar den majestætiske krone på hovedet. Opmærksomt søgte hendes sølvgrå øjne mod de store dobbeltdøre, som en af hendes vagter kom frem. ”Luk hende ind. Hendes audition er ventet,” lød det autoritært fra hende. Bleg for at adlyde var vagten ej heller, som vagten trådte til siden med en gestus til Elmyra om, at hun havde tilladelse til at træde ind. Majestætisk måtte tronsalen være, som den indgød den magt den regerende besad. Hendes sølvgrå blik gled videre over til den rødhårede kvinde, som skulle til at gøre sin entre overfor hende. ”Velkommen til Neutranium, frøken Argos. Jeg har ventet Dem.”

[Deleted]

Ja mange tusind år var det siden hun sidst havde befundet sig på dette sted og den gang var det fordi hun søgte sin plejesøn. Denne gang var hendes mål dog noget anderledes. Hun var nervøs, var det så underligt? Kvinden som hun skulle møde var jo Dronning af et helt land. Forhåbentlig ville hun kunne hjælpe Elmyra med hendes ønske. Hun hørte den autoritære stemme fra salen som bød hende inden for. Hun sendte den vagt som havde eskorteret hende et taknemmeligt smil og trådte med rolige skridt ind i den store sal. Hendes blik kiggede roligt rundt i den store og flotte sal. Sidst hun havde sat fødderne havde hun kun set den ude fra men nu hvor hun stod inde midt i den kunne hun virkelig beundre den. De grønne øjne gled dog hurtigt tilbage på Dronningen som sad der og tronede for enden af den store sal. Elmyra sendte hende et smil, hun var ikke vant til at være i kongeligt selvskab men hun ville da føre sig det bedste som hun havde lært. Hun nåede hen foran tronen og nejede pænt. "Jeg takker fordi De sagde ja til at se mig. Mit navn er Elmyra Argos og jeg står foran Dem i dag fordi jeg er sikker på at de kan hjælpe mig" sagde hun roligt og rejste sig op igen. Hun vidste hvad hun ønskede, dette brændende ønske som var i hendes hjerte. Hun ville så gerne have at folkene i Imandra fik det bedre. Hun vidste at Dronning Denjarna kunne hjælpe hende, Elmyra kunne jo se hvordan der allerede så ud i Manjarno og hun havde kun siddet på tronen kort tid. I dagens anledning var hun iført en pæn hvid kjole som kunne svaje let i vinden, det var den eneste pæne hun havde og det ildrøde hår hang løst ned over hendes skuldre.

[Deleted]

Skønt Denjarna kun havde siddet på tronen i kort tid, havde hun allerede fået skabt sig et omdømme. Måske havde det taget fat, fordi hun oprigtigt gjorde en god indsats, eller måske var det blot værdien i hendes navn. Denjarna Alle havde hørt om det. Som født til tronen, følte hun dog nærmest, at hun var. Før havde hun nemlig ledet, og før havde hun vejledt konger.. Nu havde hun blot taget det til et højere niveau, og indtil nu syntes det at bære frugt. Dog skulle der forstås, at der endnu ikke var kommet de store ændringer i landet, fordi hun var nyansat på tronen. Hendes vågne sølvgrå øjne fulgte Elmyra, som hun gik igennem tronsalen, blot for at hun kunne neje for hende. I respekt valgte hun selv at bøje hovedet en anelse, inden hun værdigt rettede sig op igen. ”Deres anmodning vækkede min interesse, frøken Argos,” fortalte hun ærligt, som Elmyra havde gjort sin præsentation. Ja, hun var i sandhed nysgerrig for at vide, hvorfor denne kvinde helt præcist søgte hende hjælp, og hvad hun helt præcis håbede på, at hun kunne gøre for hende. ”Fortæl mig nu, hvad De mener, at jeg kan hjælpe Dem med, samt hvorfor jeg skal støtte Deres sag,” opfordrerede hun hende. Alene var de i tronsalen, og derfor ville de kunne snakke frit. Dog var det ikke ens betydning med, at Elmyra kunne prøve på noget, da vagterne blot var et kald væk. Dog troede hun ikke videre på, at meningen bag hendes audition var et attentat imod hende i al sin hemmelighed. Selvfølgelig kunne man aldrig vide sig sikker..

[Deleted]

Elmyra prøvede at gebærde sig så godt som muligt i Dronningens nærvær. Hun ønskede at gøre et godt indtryg på hende. Hun ville bare så gerne have den hjælp som hun søgte. Det var helt rart at være alene i salen med Denjarna. Elmyra havde ingen intentioner om at gøre noget som helst ved hende ud over at fortælle om sin sag. Der var nok ikke mange der igennem tiden havde stået som hun gjorde det på denne dag for at bede om hjælp til at tage en magt position. "Jeg takker Deres Majestæt" sagde hun med et roligt smil. Lige til sagen? Det var noget som Elmyra kunne lide. Hun nikkede roligt og lod hænderne folde foran sig. "Jeg må sige at jeg Beundre dem meget. Den måde de fandt støtte her i landet og tog magten for at gøre livet bedre i dette land er virkelig prisværdigt. Jeg er vokset op i Imandra, styrke har altid været det som der er blevet sat mest pris på det, hvis du ikke var stærk så kunne du ikke blive til noget. Det er en forkert holdning mit land holder sig. Jeg ønsker at ændre den mentalitet" Startede hun roligt. Styrke var virkelig det vigtigste for så mange mennesker i Imandra men der var også så mange som led under det. "Dog så lider de fleste mennesker under den mentalitet den dag i dag. Jeg ønsker virkelig at gøre en forskel for mit folk, som du har gjort det for folket i Manjarno. Men sådan noget er svært at gøre alene. Det er svært at få hjælp og for at være ærlig så er mit personlige forhold til hverken Procias eller Dvasias eksisterede. De ville nok også begge kvase mig hvis jeg stod foran dem som jeg gør foran dig i dag. Jeg ønsker at lede mit land. Jeg ønsker at være stærk for dem som er svage. Jeg ønsker aldrig at der er nogen af dem som skal helt ned i sølet hvor jeg har kæmpet mig op fra. Jeg ønsker magt for at hjælpe og for at gøre livet bedre for folket som jeg holder så meget af" afsluttede hun roligt og lod de grønne øjne hvile på Denjarnas. "Mit håb og ønske er at få et samarbejde på benene mellem Dem og Manjarno og Mit selv og Imandra."

[Deleted]

Et lille træk og en antydning af et smil, måtte der dukke op i Denjarnas mundvige, som Elmyra påbegyndte sin tale. Prisværdigt var det altid at modtage ros, og især når man var så ny i stillingen, som hun i øjeblikket var. Længe havde hun nemlig ikke siddet på tronen, men alligevel ville hun bestemt mene, at hun gjorde sit bedste for landet her. Det skulle dog vise sig, at Elmyra ikke kun ønskede at tale om hendes nyfundende magt, men om et større emne. Et emne, som hun i særdeleshed havde kendskab til. Et emne, som fik hende til at spidse ører. Opmærksomt hvilede hendes blik på den fremmede kvinde, som hun studerede hendes forskellige reaktioner, alt imens hun nysgerrigt lyttede til hendes tale. Meget info var det, og selv kunne hun ikke just sige, at hun havde det største kendskab til denne kvinde og ej heller Imandra. Dog var hendes nysgerrighed vagt, som kvinden på sin vis kunne lyde som hende selv, ligeså vel som Imandra kunne lyde som Manjarno. Tænksomt lænede hun sig tilbage i tronen, alt imens hun roligt foldede hænderne sammen i skødet. Ærligt var kvindens ønske, ligesom Denjarna ikke kunne lade være med at blive berørt af det. Det mindede jo foruroligende meget om den situation, som hun selv havde stået i og vundet. ”Det er et stort mål, som De har sat Dem for. Det må jeg vide bedst af alle, som jeg selv lige har været igennem den samme dur,” sagde hun ærligt. ”Fortæl mig, hvorfor De mener, at De kan gøre en forskel. Hvad har De selv oplevet og vundet, siden De er i stand til at gøre et sådant træk. Det er nemlig ingen smal sag at gå efter styret i et land.. Det kræver personlige erfaringer, ligeså vel som det kræver de korrekte ideologier og at man er i stand til at sætte sig i forståelse for folket, samt at man kan snakke med dem.” Som sagt kendte hun ikke meget til denne Elmyra. Derfor ønskede hun at vide sig sikker på, at hendes tanker og hjerte var reelt nok. Derudover skulle hun vide sig sikker på, at kvinden rent faktisk havde en chance for at stå som dronning af sit land. Det ville nemlig være et stort træk set fra Denjarnas side, hvis hun valgte at gå ind i kampen som en aktiv støtte. Beæret var hun dog over, at kvinden havde valgt at søge hendes hjælp, frem for de to konkurrerende landes.

[Deleted]

Elmyra var virkelig glad for den chance som hun havde fået her. Bare det at Dronningen af Manjarno kunne være interesseret nok til blot at se hende, så var hun nået utrolig langt. Hun var virkelig en pige som ønskede at gøre livet i Imandra bedre. Det var der ingen tvivl om. På en måde var det en smule ukomfortabelt at stå her foran en dronning, Elmyra kunne tydeligt mærke den stolthed og ærefrygt som hun måtte indgyde i folk. Det var overvældende og alligevel på en måde meget beroligende. Hun smilede roligt og lod hovedet søge let på sned mens hun lyttede til Denjarnas ord. Hun tænkte lidt før hun svarede og lod blikket søge kort mod gulvet. Hendes historie havde været ret grum, det var der ingen tvivl om. Hun tog en dyb indånding og vendte blikket tilbage mod Dronningen. "Min historie er ikke spændende men mere fuldt med had og illoyalitet. Mine forældre døde da jeg var ung og jeg hadede dem med en hver fiber i min krop. Jeg blev pint og plaget af dem hver dag mens jeg boede hjemme. For dem var styrke alt og mest af alt ønskede de at se mig på den Dvasianske trone. Jeg nægtede og stak af hvor efter jeg fandt vej til Imandra. I mange år levede jeg sammen med tyveknægte og al muligt andet rakkerpak. jeg synes at det de lavede, det de gjorde ved andre var forfærdeligt at se på. De begyndte at være efter et børnehjem i Imandra, stjal deres mad og de få mønter de blev stænket. Jeg kunne ikke klare at se det mere så jeg valgte at støtte og hjælpe dem. Efter år der mødte jeg en mand som jeg forelskede mig i men han elskede ikke mig. Mange ting hændte mellem ham og jeg og det med at kulminere i at han mistede sit syn og jeg gav ham mit i bytte. Så dyb var min kærlighed. Men han fik aldrig mine øjne. Jeg blev tortureret og det der var værre af den alkymist som havde lovet at hjælpe os. Han knuste mine øjne og jeg var blind ....." fortalte hun roligt. Det var egentlig underligt, hun havde aldrig rigtig fortalt sin historie før. Ikke til nogen. Hun havde altid hadet det, kommet med dårlige undskyldninger for ikke at svare men her, i dette rum følte hun sig alligevel sikker nok til at fortælle. "..... Jeg var helt nede i kulkælderen efter at have mistet mit syn. Jeg havde svært ved at klare mig. Jeg endte med at blive fanget af en slavehandler og solgt til en mand i Dvasias. Sandt at sige var det ikke ligefrem en dans på roser at være nogens slave. Efter noget tid blev han træt af mig, han ville prøve noget nyt og smed mig ud. Jeg ønskede at dø, jeg ville ikke mere. Og Alligevel fik jeg mig til sidst kæmpet op. Jeg fik hjælp, fik mit syn tilbage og vendte tilbage til Imandra til det børnehjem som jeg havde været ved før. Det er her jeg opholder mig den dag i dag. Jeg bruger tiden der og i gaderne og gaderne strømmer med ulykke og had. Der er ikke styr på noget som helst. Jeg ved at jeg ikke kan gøre en forskel som jeg er nu. Jeg er blot en pige fra den lave klasse. jeg har brug for hjælp. Derfor står jeg her nu foran Dem."

[Deleted]

Denjarna rynkede på brynene ved Elmyras første ord. Hendes historie var ej spændende? Hvis ej den var spændende, var der ingen årsag til at stræbe efter en trone. Ens historie var nemlig med til at skabe, hvem man var. Det havde hendes egen historie i hvert fald været med til.. Da Elmyra så begyndte på sin historie, måtte Denjarna nærmere forstå, at hun bar selvhad til sin egen historie og derfor ikke brød sig om den. Selv fandt hun den derimod ganske interessant, og en skam fandt hun det, at kvinden ej så betydningen i livets udfordringer. ”De siger, at Deres historie ej er spændende.. Hvorfor gør De det? Vores historier er med til at skabe de personer, som vi er i dag. Uden dem oplever vi ingen udvikling, og uden udvikling rykker vi os ikke,” fortalte hun i en rolig tone. ”Deres historie er mørk, men kender De måske ikke min? Vi kvinder må gøre, hvad vi kan. Vi er stærkere, end hvad mange andre regner os for at være. Jeg tror, at De ej finder Deres historie interessant, fordi den er fuld af smerte. Den er dog ikke fuld af al den smerte, som De tror, at den er. Den har nemlig skabt den kvinde som står for overfor mig den dag i dag. En stærk kvinde med en stor drøm.” Hendes blik hvilede roligt på kvinden. Begge havde de haft en mørk historie, og begge havde de haft den samme store drøm. Denjarnas var dog allerede gået i opfyldelse, hvor Elmyra endnu kæmpede. ”De har de rigtige intentioner med hensyn til at blive dronning, men hvordan ved De, at De kan lede et folk? En ting er nemlig at ønske noget, men en anden ting er at kunne bringe det ud i livet og få folk med sig. I mine yngre dage, stod jeg som leder af mit folk. Derfor vidste jeg, at jeg kunne lede. Derudover havde jeg altid vejledt de højerestående, og derfor vidste jeg, at jeg kunne forme noget.” Kortvarigt så hun ud mod vinduerne.. ud mod sit land, inden hun igen betragtede Elmyra. ”Jeg kunne meget vel indvillige i at hjælpe Dem, men jeg er ikke den eneste, som De har brug for på Deres side. Det er folket, der vil være Deres største allierede, da det er dem som skal tro på Dem. Har De været ude og tale med folket? Og hvis ja, hvordan har responsen så været?”

[Deleted]

Elmyra lyttede roligt til hvad Denajrna fortalte hende. Dronningen havde ret. Hun så hendes historie som var fyldt med så meget smerte at hun helst gemte den væk. Hun ønskede ikke at fortælle om sin smerte men hellere gemme den væk. De grønne vendte roligt mod Dronningen og hun smilede stille. "De har ret. Jeg frygter min egen historie fordi jeg ikke kan fordrage den smerte som den har forvoldt mig. Jeg påstår at min historie ikke er vigtig, at den ikke er interessant. Tildeles vil jeg give dem ret. Den har været med til at skabe den kvinde som står foran Dem nu og dog er den ikke meget mere grusom eller meget mere spændende end så mange andre i de forskellige lande. I Imandra er min historie mere normen end det er undtagelsen. Vi deler den smerte alle sammen. Smerten ved at livet kan være hårdt og dog er det kun de stærkeste som kan rejse sig igen og virkelig gøre noget ved situationen. Ej kender jeg Deres historie, Deres Højhed. Sandt at sige ved jeg ikke ret meget om hvad der er foregået udenfor Imandra's grænser. Mit fokus har været på folket der" fortalte hun roligt. Elmyra var rigtig glad for at hun havde fået denne her chance. Hun ønskede noget i sit liv, hun ville ikke bare se på længere og gøre ingenting. Hun ville kæmpe for folket i Imandra, give dem en bedre fremtid som hun var blevet det givet. "Jeg har aldrig stået i en magtposition før. Ikke en så stor en i hvert fald. Jeg ved ikke om jeg vil være den bedste til jobbet men jeg ved at jeg kan blive den bedste til det. Jeg har ikke ledt et folk men jeg er leder af et børnehjem. Børn er krævende, de er ærlige, de siger deres meninger og der skal meget til for at holde deres velfærd iorden. Jeg siger langt fra at det er det samme for det ved jeg det ikke er men jeg er vant til rod og chaos i min hverdag. Og jeg ved at jeg har brug for andre end Deres hjælp. Folket vil støtte, der er mange som føler sig bange for den øgede tyve population i landet og den stigende mængde Warlocks som har indfundet sig i landet. Jeg har talt med mange folk, jeg hjælper hvor jeg kan med så meget som jeg kan gøre for dem i min position. Hvis jeg var ved at tage tronen ville jeg har en stor del af befolkningen i ryggen. Det ved jeg."

[Deleted]

Ej så Denjarna Elmyras historie som ubetydelig, for hvis hendes historie var ubetydelig, måtte hendes egen være det samme, og sådan så hun bestemt ikke på det! Selv tvivlede hun nemlig på, at hun ville have kommet så langt, hvis ikke hun havde taget de valg, som hun havde gjort. Mange veje have hun også brændt på sin vej.. Hun kunne for eksempel endnu have stået som mørkelvernes leder, hun kunne stadig have været vampyr, hun kunne have været dronning af Procias … måske sågar Dvasias, hun kunne have været død, hun kunne have været mor. Hendes egen liste var utrolig lang, og derfor var historien bestemt ikke ubetydelig. At mange levede under elendige forhold i Imandra, vidste hun for det første ikke, og for det andet fandt hun tanken forfærdelig. Selv vidste hun nemlig, hvordan det både var at have meget og lidt. Hun havde vel mere eller mindre prøvet alle livets udfordringer? Hendes sølvgrå øjne hvilede på kvinden. Hun tog uden tvivl hendes forespørgsel seriøs. Interessant var den dog også, da det gjaldt et indtog af et land, samt en mulig stærkt allieret. Dog vidste hun ikke, om det var et emne hun burde beslutte lige nu og her. Det ville højst sandsynligt være fornuftigt at inddrage Salvatore i denne debat.. I så fald kunne hun også høre, hvorvidt han fandt det sandsynligt eller ej. ”Det er et stort emne, som De har mødt mig med, og derfor vil jeg ikke beslutte mig på stående fod. Jeg tager Deres forespørgsel seriøs, og derfor ønsker jeg ikke at drage forhastede konklusioner. Indtil nu ser jeg nemlig både goder og ulemper ved, at De vil overtage tronen i Imandra. Deres ønsker er oprigtige, ligesom at De vil kunne forstå borgernes tankegang og derfor vide, hvad der er nødvendigt. Dette er uden tvivl en nødvendig egenskab, da en leder skal kunne sætte sig i forståelse for sit folk. Hvad jeg ønsker betænkningstid til er derfor, hvorvidt jeg finder erobringen realistisk, samt hvordan et land som Imandra fungere,” endte hun med at sige. ”Jeg beklager, at De ikke vil gå herfra med et øjeblikkeligt svar, men jeg håber, at De vil sætte Dem i forståelse for mit ønske. Hvis De har et værelse her i byen, vil jeg foreslå, at De vender tilbage om 3 dages tid.”

[Deleted]

Elmyra vidste at hendes ønske var stort og at hun sikkert ikke ville få svar med det samme. Hun forventede ikke at få svar med det samme medmindre at det ville være et nej. Hun følte sig faktisk godt tilpas i Dronningens nærvær hvilket var underligt for hun havde altid haft et problem med den autoritet som var de kongelige. Hun foldede roligt sine hænder foran sig og lyttede roligt til Dronningens ord. Hun nikkede roligt og lod de grønne øjne hvile på hendes skikkelse. "Jeg forstår udenmærket Deres position, Deres Højhed. Jeg ved at det er et stort ønske som jeg står med og en stor bøn om hjælp jeg beder Dem om. Jeg forstår betænknings tiden. Det er det rette valg. Som sagt er Imandra en nation af tyve. Jo før der kan gøres noget, jo bedre men lige nu gør tre dage ikke den største forskel" sagde hun roligt og sendte Denjarna et taknemmeligt smil. Det var rart at blive hørt selvom hun ikke fik et svar lige nu og her. Hun følte sig umådelig lykkelig over at Denjarna overhovedet havde gidet at modtage hende. "Jeg har et værelse i byen og som sagt så skal De ikke forhaste dem. Det er en stor beslutning som ender med at påvirke begge parter. Jeg beder blot at hvis det tager Dem længere end tre dage at beslutte dem at sende et bud så jeg kan tage hjem. Børnehjemmet har brug for mig. For tiden er der kun mig og en gammel præst og han er ikke længere til mange spilopper." Hun bukkede for Denjarna og vendte om og begyndte med rolige skridt at forlade den store sal Hun ønskede dette her så brændende og selvom Denjarna skulle ende med at give hende et nej så ville hun selv kæmpe sig vejen frem. Hun havde styrken til det nu. Ved døren vendte hun sig mod Denjarna endnu en gang. "Fortsat god dag, Deres Majestæt og må deres regime vare forevigt" og med disse ord forsvandt hun ud af salen for at vende tilbage på kroen. Hun ville afvente Denjarna's svar.

[Deleted]

Elmyras bøn var uden tvivl et ønskede som krævede, at det blev vendt og drejet. Alt andet ville nemlig være uansvarligt, og forsigtig var Denjarna også nødsaget til at være, som ny indsat dronning på tronen. Selvfølgelig skulle hun ej lade sig underkue, men hun skulle bestemt tage fornuftige valg. Andet kunne nemlig hurtigt koste hende sin position, og det ønskede hun bestemt ikke! Om hendes regime en dag ville falde, vidste hun ikke, og ej heller planlagde hun det, som hun derimod ønskede at holde tronen til sine sidste dage. ”Jeg vil behandle Deres sag så hurtigt, som det kan lade sig gøre. Ej er det en sag, som skal forhastes, da jeg ønsker at stå ved det, hvis jeg ender med at yde Dem min og mit lands støtte,” sagde hun ærligt. Mere værd måtte det vel også være end en forhastet konklusion? Det kunne nemlig skade dem begge langt mere, end hvad det kunne gavne dem. Seriøst tog hun trods alt hendes anmodning, og den viden ønskede hun også, at Elmyra gik herfra med. Hun nikkede roligt til hendes ord. Elmyras tankegang faldt uden tvivl i god jord hos hende, og det måtte klart være en start. Hvorvidt Elmyra var egnet til at agere som dronning, skulle hun dog endnu beslutte sig for. Ligeså skulle hun spekulere over, hvorvidt det ville gavne hende selv og Manjarno at gå ind i Elmyras sag. Hun sendte hende et svagt smil. ”De har mit ord på, at jeg vil give Dem besked, hvis min beslutning skulle vise sig at trække ud. Jeg ved, at De endnu ikke har fået Deres endelige svar, men jeg håber alligevel, at De vil gå positivt indstillet herfra,” sagde hun roligt. Hun bøjede hovedet en anelse, som Elmyra bukkede for hende. ”Til vi ses igen,” hilste hun venligt, inden hun betragtede, hvordan Elmyra måtte forlade tronsalen. Noget at spekulere over måtte man i sandhed sige, at hun havde fået! Nu var det blot at tænke over det, og vende det med hendes rådgiver.