Night, daddy

[Soraya Salvorique]

Det havde været en lang dag med træning. Soraya havde i to års tid haft sit eget værelse, var velplejet og havde fået en del af de ting, som Kimeya havde lovet hende for fremtiden. Hun var meget målrettet for at få et våben som hans og en dragt, der matchede. I sit hjerte var hun meget tæt knyttet til ham. Han var den far, som Lestat aldrig havde været for hende og han virkede også til at ønske, at han var bedre end Lestat, så det fortalte hun ham tit når hun skulle prøve at charmere ham. Men hun havde endnu ikke kaldt Kimeya for far. For nu lå hun i sin natkjole... Men som mange andre nætter, så var hun vågnet igen midt på natten, godt øm i kroppen efter træningen. Let vædede hun sine læber som hun stod ud af sengen og listede fra sit værelse og ned til Kimeyas værelse. Hun åbnede døren. Han var begyndt at træne hendes magi sammen med hendes smertetærskel og vej til agielen. Så hvis han havde låst døren, så låste hun den bare op med magi. Hun lukkede lydløst døren og hastede omkring sengen og op til ham, hvor hun kravlede under dynen og op til ham. Hun løftede hans ene arm og lagde sig ind til ham med et lille smil på læben, for sådan havde hun det faktisk bedst. Hun var faktisk helt tryg ved ham på trods af den hårde tortur hun havde været igennem stort set hver eneste dag de sidste 3 år. Men hun var et stærkt barn og hun vidste, hvad hun ville have... et fantastisk voksen liv, hvor ingen kunne træde på hende eller gøre hende ondt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde på den hårde måde lært, at man skulle sove med beklædning på, når der var børn i hus, og særligt når de havde fået den vane, at komme rendende om natten. I øjeblikket havde selv Kimeya lagt sig i sengen for at sove. Han sov stadig på sin egen side af sengen, som om at han faktisk ventede på at Faith ville lægge sig ved siden af ham. Agien lå på natbordet ved siden af sengen til fri beskuelse, udelukkende fordi at han var klar over, at det var et håndvåben som han ene og alene kunne benytte og ikke nogen andre, hvilket skam også var noget som passede ham ganske fint. Det lå lige til at blive brugt, om det skulle blive en nødvendighed.
Kimeyas øjne gled op stort set med det samme at døren til soveværelset gjorde. Soraya havde værelse lige inde ved siden af, så han stadig kunne følge med, dersom der skulle ske noget. Han hævede hovedet en anelse.. Soraya.. selvfølgelig var det hende. At hun så krøb op under hans dyne og lagde sig til rette, selv efter hun havde løftet hans arm, fik ham nu blot til at sukke tungt. Han bestemte når han havde dragten på, så meget havde hun da lært på den hårde måde også. "Du fik dit eget værelse af en grund, Soraya," påpegede han med en ganske kortfattet mine, inden han igen lagde hovedet ned i sengen.
Skulle Kimeya være helt ærlig, var det rart ikke at ligge der på egen hånd, også selvom det måske var en 8 år gammel pige som lå ved siden af. Nu hvor han havde kendt hende igennem de sidste 3 år, hvor han dagligt havde kørt hende derud, hvor hun knapt kunne gå efterfølgende, så var det uden tvivl noget, som han havde tænkt sig at fortsætte med at gøre. han ville i mål med dette projekt, og han var ikke i tvivl om at hun kunne. Igen lod han øjnene glide i. Han var for træt til at tage den diskussion med hende, for han vidste, at hun ville komme igen i morgen nat.

[Soraya Salvorique]

Soraya havde hurtigt fundet ud af, at Kimeya kun fyldte den ene side af sin seng, så i hendes øjne var der jo bare god plads til hende også. At han afventede en anden anede hun intet om, for hun ville være den eneste for ham. Hun ville ikke dele ham med nogle. Hendes krop værkede for hvert skridt hun tog, men efter 3 år kunne hun efterhånden abstrahere fra smerten. Agielen lå på natbordet, så meget vidste hun. Hun kunne stadig ikke rigtigt holde om den, kun løfte den i 5-10 sekunder, før hun måtte slippe. Men hun var blevet bedre til at holde den smerte han påførte hende ud og besvimede ikke længere. Hun faldt bare om på sin seng når hun nåede den. Hun smilede for sig selv da hun trippede ind til ham og krøb op til ham. Han havde ikke dragten på om natten, så på den måde havde hun fundet sit eget smuthul ind til hans hjerte. Det var som om de havde to forhold til hinanden, hvilket hun dog udmærket kunne finde ud af. "Jeg har da også været på mit eget værelse, Kime," svarede hun med en sød tone. Hun var jo blevet ældre nu, så der var ikke meget lillepige snak om det mere. Hun smilede og gled en arm ind over hans mave, så hun kunne ligge helt ind til ham med en arm over ham. Hun lukkede øjnene, men åbnede dem så igen og så mod ham. Hun bed sig i læben og han ville nok godt kunne mærke på hende, at hun pønsede på at sige noget men ikke helt turde.

[Kimeya Marvalo]

Det var mere en psykologisk tænkning. Den plads ved siden af Kimeya skulle være fri for at Faith kunne lægge sig i den. Den eneste kvinde som faktisk havde haft den betydning for ham. Selvom Soraya var lagt i seng i sin egen seng på værelset, så krøb hun ind til ham om aftenen. Selvfølgelig betød det meget for ham, at hun havde den tillid, og det var også det som var meningen. Selv var han ikke helt så grotesk i hans træning af hende, som det Jaqia havde været mod ham, men gjorde det da nogen forskel? I bund og grund handlede det jo om trygheden og tilliden som man havde til hinanden, og det havde hun jo uden tvivl. Selv nu hvor der var gået 3 år, havde han uden tvivl intensiveret i takt med at hun kunne rumme mere. Der skulle også langt mere til nu, end hvad der skulle da de startede, så han kunne jo helt klart se fremgangen i det hele, og det var det som var det vigtigste, og det som gjorde, at han fortsatte med at arbejde sig frem mod det.
Kimeya vendte blikket mod hende. Han selv var for træt til diskussionerne hver eneste aften, for selv han fandt det jo hyggeligt, at hun ville ligge der ved ham. Han sørgede selv for at dynen lå om hende, inden han lagde sin arm i hvile. Hun havde sat sig i hans hjerte, også selvom det slet ikke havde været meningen i udgangspunktet, så var det nu alligevel sket. "Du burde blive liggende derinde," fortsatte han med en træt stemme, inden han selv lagde sig ned igen. Lige umiddelbart bed han sig ikke fast i, at hun havde noget på hjerte, som hun gerne ville have at han skulle vide, men det var nu bare sådan at det var. Han lagde sig selv til rette istedet for. "Bare læg dig til at sove. Vi har en lang dag foran os i morgen," fortsatte han. Med en lang dag, mente han naturligvis at der ville involvere en hel del træning for hendes vedkommende. Han stod stadig fast på, at de nok skulle komme til måls med den træning, og han glædede sig til at se resultatet når det kom så vidt.

[Soraya Salvorique]

Soraya vidste ikke, at pladsen ved hans side egentligt var tænkt til en anden. Hun tog pladsen som sin egen, eftersom det var mærkeligt han lå der helt selv. Hun krøb derfor altid ind til ham midt på natten, da hun kun kunne sove halvdelen af tiden i sin egen seng. Hvor lang tid der egentligt var gået, havde hun ikke helt styr på, men hun vidste bare at hun i hvert fald blev ældre og hun kunne godt lide at blive en stor pige. Hun kunne klare mere og mere med tiden og hun tog smerten til sig som en del af hende, for det var helt klart nemmest. Hun puttede sig ind til ham og trak vejret dybt og roligt. Hun gav alt sin tro og tillid til ham, så han kunne faktisk få hende til hvad som helst. Hun stolede blindt på ham. Hvorfor, det kunne hun ikke forklare, men det gjorde hun bare. Det havde vel været lidt som kærlighed ved første blik, da han første dag havde givet hende det tilbud om et helt andet liv? Hun kunne godt lide at fange ham på dette tidspunkt af døgnet, for selv han var træt og kæmpede ikke imod, hvilket hun godt kunne lide. "Hvorfor?" spurgte hun uskyldigt og grinte let, som hun puttede ind til ham. Hun puffede sit hår om på ryggen, der var flettet i en lang fletning, der nåede hende ned til lænden, for det groede jo bare. Hun lyttede til hans ord. Lige nu var hun faktisk lysvågen. Hun vidste udmærket hvad den lange dag i morgen betød, så hun havde også brug for søvn. "Men faar... Jeg er ikke særlig træt lige nu," beklagede hun sig. Kastede sig nu bare ud i at sige far.

[Kimeya Marvalo]

Følelsesmæssigt var Kimeya faktisk en meget lukket mand, selvom det måske ikke var noget som man lige skulle tro. Når det nu endelig var sagt, så følte han det roligt og afslappende, når Soraya kom listende om natten, også selvom han vidste, at det var en dårlig vane. Han havde jo gjort det samme med Cecilaya dengang for mange år siden. Ikke fordi at han tænkte meget på sine afdøde børn efterhånden. Alle som han havde sat til verden, var jo faktisk revet fra ham igen. Han var vel bare ikke den fødte far hvad angik den slags? Han rystede de tanker ud af hovedet og vendte sig mod hende. At hun så igen var listet ind, sagde han ikke noget til.. Det var en diskussion som han var for træt til at tage nu. Han var ikke den type mand, som man skulle vække om natten for en hyggesnak, for han havde da slet ikke tålmodighed til den slags! "Fordi du burde sove i din egen seng," endte han blot. Hun var 8 år gammel nu, og derfor også en stor pige, og hun burde derfor også kunne sove i sin egen seng.
Kimeya tvang sine øjne op igen, da han hørte hende brug et andet ord... Far? Kaldte hun ham lige for far? Hans blik gled direkte ned mod hendes skikkelse igen, og denne gang med en langt mere alvorlig mine end hvad han havde gjort brug af tidligere. Havde han hørt rigtigt? Han rynkede let i panden. "Hvad var det lige du kaldte mig, Soraya?" spurgte han denne gang med en yderst fast tone. Han vendte sig en anelse i sengen, så han sad mere op end hvad han havde gjort tidligere. Dette var jo uden tvivl en meget alvorlig sag og en drejning, som han på intet tidspunkt kunne forestille sig, at det hele skulle tage. Overhovedet ikke.

[Soraya Salvorique]

Soraya mærkede egentligt ikke så meget, at Kimeya var meget lukket. Som et barn, så var hendes filter jo anderledes. Men hun havde altid haft en helt anderledes måde at tænke på og han skubbede jo især meget på i en retning, hvor hun stolede på ham og kun ham. Det var måske en dårlig vane at liste sig ind til Kimeya om natten, men efter hun var begyndt, så kunne hun næsten ikke holde op. En dag håbede hun næsten, at hendes værelse bare ville være til opbevaring og afslapning, når træningen ikke skulle ske fra solopgang til solnedgang, og at hun så kunne sove ved siden af ham. Hun ville ikke dele ham... hun ville have ham for sig selv faktisk. Hun følte sig speciel sammen med ham og det var rart, når man var kommet fra at føle sig overset. "Jeg burde måske... Men hvad hvis jeg hellere vil sove her?" endte hun sigende. Hun havde aldrig været bange for at snakke til ham som hun plejede, for det var noget der holdt deres forhold til hinanden i gang. Ilden i det hele. Hans reaktion på far, vidste hun ikke helt hvordan hun skulle tolke. Hun bed tænderne sammen og krøb ud af hans arm, da han vendte sig og skubbede sig op på en måde. Hun blinkede med øjnene. "Øhm..." endte hun og så mod hans ansigt i mørket. Hun blev dog liggende, men hendes blik flakkede væk fra ham igen og ud i rummet. "... Far?" endte hun. Hun satte sig så op. "Men altså hvis du ikke vil kaldes det, så det også bare helt i orden..." tilføjede hun hurtigt og slog armene over kors.

[Kimeya Marvalo]

Det var den samme snak som de havde hver eneste aften, så den var ved at gå Kimeya temmelig meget på, kunne man jo sige. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse og med en mere fast mine. Fordi hun hellere ville sove her? Hun skulle sove i sin egen seng. Børn skulle ikke sove i de voksnes senge! Og længere var den bare ikke! "Derfor burde du stadig sove i din egen seng," fastholdt han med en ganske kortfattet og sigende mine, idet han igen vendte blikket mod hende. Han havde hørt hende kalde ham hvad han var sikker på, at han havde hørt, og det var også det som fik ham til at reagere på den måde, som han nu gjorde det.
Kimeya satte sig en anelse op, hvor han med en let bevægelse med hånden som han hævede, fik gang i en af de små fakler som var i soveværelset, så han var i stand til at se hende. At blive kaldt ved den titel var han ikke blevet i mange år, og hun vidste jo, at han var onkel, og derved hendes faders bror, og nu ville hun kalde ham ved den faderlige titel? Han vendte blikket mod hende. Hvordan skulle man reagere på det? I hans optik var det uden tvivl et klart tegn på tillid, og det var også det som var det vigtigste, for med tilliden kunne han uden tvivl komme langt. Som hun lagde armene over kors, måtte selv et svagt smil finde vejen frem til hans læber. Hun var nok det mest stædige af et barn, som han længe havde set. "Jeg sagde aldrig, at du ikke måtte kalde mig det. Jeg skulle blot sikre mig, at jeg havde hørt rigtigt." Igen lagde Kimeya sig roligt ned i sengen ved siden af hende. "Du ved jeg ikke er din far, Soraya. Hvorfor kalde mig det?" fortsatte han. Han ville høre hende sige det.

[Soraya Salvorique]

Soraya kunne bedre lide at sove herinde. Hun var vant til at sove sammen med Leonore, så hun havde brug for bare... en eller anden. Efter tre år vandrede hendes tanker stadig til hendes søster, men i det mindste led hendes søster da ingen skade. Hun vædede roligt sine læber og smilede udskyldigt til ham. Han smed hende jo ikke rigtigt væk, men snakkede bare med ord, så derfor blev hun altså liggende. Hun smilede for sig selv ved den tanke og vendte blikket mod ham. "Hvis du virkelig ikke ville have mig her, så ville du have smidt mig ud... Men det gør du jo ikke," påpegede hun kækt til ham og lo let. Stemningen var dog vendt og hun blev næsten forskrækket da han bevægede hånden. Men han tændte bare lyset herinde og hun så på ham med mere rolige øjne, selvom hun faktisk havde lyst til at løbe ind i sin egen seng igen. Hun vidste ikke hvordan han tog det område, som hun netop havde betrådt ved at kalde ham far. Hun satte sig op i sengen og lagde armene om sig selv, mens hun studerede hans ansigt. Hun trak vejret dybt og pustede tungt ud, mens hun nikkede. Han havde hørt rigtigt. Som han lagde sig ned, så krøb hun ned til ham igen og så mod hans ansigt. "Du er mere end far for mig end Lestat," sagde hun. Det var med fuldt overlæg, at hun kaldte sin biologiske far ved fornavn.

[Kimeya Marvalo]

Sandt at sige, at Kimeya faktisk ikke havde noget imod at Soraya lå der, men han skulle vel bare have lov til at understrege, at hun burde ligge i sin egen seng, og ikke ved siden af ham? At hun så grinte og det hele, var noget som et sted irriterede ham. Det barndommelige i den latter skulle han nok få fjernet, og det blev noget af det første som han gjorde. Han tog det faktisk nedladende, og det var noget som han var nødt til at gøre noget med. "Pas på.. ellers ender jeg med at smide dig tilbage i seng," endte han med en ganske kortfattet stemme.
Selv nu hvor Kimeya havde fået lidt lys ind på soveværelset, var det mest for at kunne se hende ordentligt. Han valgte at konfrontere hende med de ord, også fordi at hun vidste at det var Lestat som var hendes far, hvor han selv blot stod som hendes onkel. En onkel som hun ikke havde haft kendskab til, og havde hun, ville hun nok næppe være endt her. Han lagde sig igen ned. I det store billede, havde han faktisk slet ikke noget imod at blive kaldt ved del titel, også selvom det slet ikke var hans at bære, og det kunne han jo godt mærke, selv på sit eget sind. "Din far har bare ikke formået at støtte dig i udviklingen af hvad du kan, min pige.. Det gør jeg." Selv da han havde lagt sig ned igen, og hun havde lagt sig ind til ham, var det slet ikke fordi at det gjorde ham det mindste. Armen gled igen omkring hende. "Lad det komme an på en prøve.. Jeg vil stille dig i valget mellem din far og mig," sagde han endeligt. Han ville nyde at se Lestat i hovedet, hvis han egen datter valgte en anden over ham!

[Soraya Salvorique]

Soraya slugte hurtigt sit grin ved Kimeyas ord, for det ønskede hun slet ikke! Hun ville gerne være her hos ham, for hun havde det bedst med at sove sammen med en anden, uanset hvem det var. Bare følelsen af ikke at sove alene, det var det hun søgte. Leonore plejede jo at ligge ved hende og den følelse var hun ikke kommet af med endnu. Hun nikkede bare. "Undskyld... Jeg mente ikke at grine," svarede hun sigende og nikkede. Hun vidste godt han ikke brød sig om det, men det havde overmandet hende lidt i trætheden og hendes ord. Hun så kort hen mod faklerne, men lagde sig så hurtigt til rette ved ham. I princippet var han hendes onkel, men efter 3 intense år, så havde hun mere lyst til at kalde ham far. Han virkede som en far. En, der ønskede hende det bedste og ville give hende den bedste chance i livet. Hun vædede sine læber og lyttede til hans ord. Det var jo netop det, som hun også selv mente. "Ikke kald man min far... Lestat er alt han fortjener," svarede hun ham kortfattet. Hun lukkede øjnene og lagde sig ind til ham, da han selv lagde armen om hende igen. "Jeg vælger dig," endte hun sigende. Hvilken prøve det skulle være, det vidste hun ikke... Men så snart hun havde bestået, så ville hun kalde Kimeya for far for fremtiden!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ikke en mand som fandt sig i hvad som helst, hvilket Soraya efterhånden burde vide, da hun havde levet i 3 år under hans tag. Han sendte hende en fast mine. Det med børnelatter og den slags, ville han gerne have droppet og helst så hurtigt som muligt. At hun ville stoppe, passede ham fint, dog selvom dette var en problematik, som de måtte tage sig af. Hun var bedre værd end det liv som en lille pige, som skulle beskyttes. Han ville opfostre hende til at blive selvstændig, en som kunne passe på sig selv, og som kunne leve op til det som ville blive at være en Morth Sith. Han kneb øjnene fast og let sammen. "Det gik jeg så sandelig heller ikke ud fra," endte han med en kortfattet stemme, inden han igen lagde sig ned. Faklerne blussede endnu.. Nu kunne han sikkert heller ikke sove uanset hvad, hvilket var noget som hun havde ødelagt ved at kalde ham ved den titel, selvom det nu ikke som sådan var noget som gjorde ham noget. I hans øjne, var det den form for tillid og tryghed som var grobund for det videre arbejde med hende, og selvom det måske havde taget ham år at nå så langt, så var de kommet frygtelig langt. "Dog er han far af kød og blod, Soraya. Det kan du ikke vende ryggen," endte han med en ganske sandfærdig stemme, for løgn var det jo heller ikke. Selvom hun nu udtrykkeligt valgte ham, så ville han lade det være op til testen at afgøre. Han vidste nemlig at det ikke var alle ord man kunne stole på, og specielt ikke fra en lille pige. Hun kom jo til at stå der overfor sine forældre, men nok også sin søster. "Vi får se.." endte han med en rolig stemme. Hvem vidste.. hvis hun valgte ham, ville han nok overveje at give hende Marvalo-navnet. Det i sig selv, var en meget stor ting fra hans side af.

[Soraya Salvorique]

Soraya vidste udmærket godt, at Kimeya ikke fandt sig i hvad som helst, og derfor undskyldte hun også for at have grinet, for det vidste hun godt, hun ikke skulle. Ting var ikke sjove på den måde. Skulle man grine, så var det af andre, men også kun fordi det var nedladende. Hun tog imod alle hans ord og råd og han nød det. Hun rystede på hovedet, før hun gled ned i hans favn, for hun grinte ikke med vilje, det var kommet lidt fra hendes tanker om at drille ham, som man jo normalt grinte af. Men hun havde jo lært bedre, så hun skulle bare huske det. Hun vædede roligt sine læber. Hun havde stor tillid til Kimeya og derfor var far også bare bedre end Kimeya eller onkel, som han jo egentligt var. Men hun havde det faktisk bedre med far, for det var sådan hun anså ham i sine tanker. Hun så på ham med undrende øjne ved hans ord. Kunne ikke vende ryggen? Hvorfor ikke det? Var det ikke hvad han ønskede? "Jeg troede d ønskede jeg skulle vende dem ryggen," svarede hun ham sigende. Hvis hun ville have dette liv, så kunne hun jo ikke være sammen med sin familie og derfor havde hun valgt sin onkel fremfor de andre. Og det havde hun stadigvæk. Hun lukkede øjnene, selvom faklerne var lidt irriterende. Men nu havde hun jo forstyrret ham så meget. "Ja..." svarede hun. Hun ville vælge ham, det var hun sikker på!

[Kimeya Marvalo]

Sandt at sige, at Kimeya faktisk ønskede af Soraya, at hun skulle vende sin familie ryggen, for ellers havde han ikke valgt hende og taget hende med hertil, samt trænet hende igennem de sidste år, og stadig fortsatte. Under normale omstændigheder var han bestemt ikke hvad man kunne kalde for en tålmodig mand, og han krævede uden tvivl at se resultater og de kunne ikke komme hurtigt nok. Her gik det trods alt også i sneglefart, men han kunne se dem, og det var det som var drivkraften til at fortsætte med at gøre det og derfor gjorde han det jo trods alt også. Så lang tid hun ikke brugte sin sparsommelige fritid på det børnepjat med latter og morskab, for det var da slet ikke noget som han fandt sig i.. Overhovedet ikke! Han kneb øjnene let sammen. Han ville stille hende overfor testen.. også for at se hvor langt hun virkelig var kommet hvad angik det her. "Naturligvis ønsker jeg at du skal vende dem ryggen.. Jeg vil bare se dig gøre det.. når du står overfor din mor.. din far.. din søster.." fortsatte han roligt. Selv lyset generede ham og nu hvor de havde fået en lang række sandheder på bordet, så gjorde han endnu et vift med hånden, så den næsten døde ud igen. Lidt lys gjorde jo ikke nogen noget trods alt. De fik jo at se.. udfordringen ville blive Leonore.. Selv det var Kimeya ikke i tvivl om. "Sov nu.. Vi går en lang dag i møde i morgen," afsluttede han igen, inden han igen lagde sig til rette med armen trygt omkring hans lille pige. Der gik ikke lang tid før han faktisk endte med at falde i søvn igen.. Med planerne som langsomt udfoldede sig i hans tanker og sind.

//Out

[Soraya Salvorique]

Soraya kæmpede hver dag og hun kunne jo selv mærke forbedringerne. Sandt var det vel, at det gik langsommere med hende end med en fuldvoksen person, men hendes hjerne og det hele var jo også helt anderledes end en voksen mand eller kvindes. I sidste ende ville hun dog blive endnu mere loyal, fordi hun ikke kendte til andet. Træningen fyldte hele hendes liv og når hun bestod den endelige test og fik agielen og dragten og kunne kalde sig ved titlen, som hun endnu ikke kunne udtale, så ville hun være den perfekte mord-sith. Hun gjorde alt for ikke at misfornøje ham og gik derfor bare direkte i seng når træningen var slut, da hun ellers ville falde i at finde på lege og andet sjovt, hvilket han jo ikke ville have. Hun bed tænderne lidt sammen. Mor var svær... Lestat var hun bare decideret hadsk overfor, hvilket Kimeya havde forstærket de sidste tre år... Leonore var den sværeste. Det var klart hende, som stadig fylde i hendes tanker, men som hun altid skubbede væk, fordi hun ikke ønskede at tænke på det. Hun lukkede øjnene i og nikkede bare, som hun lagde sig ind til ham og smilede. "Godnat far," svarede hun. Hun blev nødt til lige at prøve en gang mere før hun kunne sove helt... og så gik der faktisk ikke længe før hun sov ind i hans trygge favn.

//Out.