Holy Grail
Holy Grail - Magiker, Sensuel Dæmon og Alkymist.
1,368
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Silia D. Diamaqima on Dec 18, 2009 20:29:47 GMT 1
Natten var taget til. Månen havde løftet sig stod på sit højeste, lod det prægtige blege skær falde ned over jorden der virkede så smålig i forhold til. Stjernerne hang et sted over dog skjutl af skyerne hvorfra den hvide sne faldt, den hvide sne som efterhånden havde ladt enhver fri plet i det fri dækkes. Træerne var nøgne malt hvide på grænene, gaderne var mere ller mindre umulige at gå på, og endnu måtte de store men smukke snefnug falde. Gaden udenfor henlå helt stille, det var teatret det foregik.. Lyset var dæmpet kun de svage fakler sørgede for de orange flammer skulle bringe en vis stemning over stedet. Der var ro i den ellers så store sal hvor de fleste måtte sidde med deres øjne direkte stirrende ned mod den store scene. Nogle af dem gennemborende, andre blot ligegydlige som deres tanker var et helt andet sted end det som deres blik i virkeligheden var. Faith sad stille på en af de faldefærdige skamler bag scenen, fulgte med blikket det manuskript hun holdte foran sig, på trods hun egentlig ikke ligefrem fik noget ud af at lade blikketglide over de mange ord. Selv var hendes blik dødt som så mange andres ude i den sal, forkuserede et sted men hvor hendes tanker i virkeligheden var et helt andet sted, det samme sted som altid; Kimeya. Det var efterhånden et par uger siden hun var gået fra ham, eller han var gået fra hende eller.. Lige denne gang var det svært at finde ud af hvem som var gået fra hvem, hun vidste at han var i Jaqia's kløer og at han havde valgt at gøre op med hende fordi han var bange for det andet ville sårer. Dette var noget som sårede hende dybt. At skulle undvære ham, selv på trods det rent faktisk var blevet nemmere, eller også havde Faith selv blot fundet sin gamle vilje. Om natten sov hun trygt og godt i den varme seng, om ikke andet så når hun ikke befandt sig på teateret. Hun var i stand til at gå gennem en hverdag uden at græde øjnene ud. Et sted havde det vel med det faktum at gøre hun ville vise hun kunne klare sig uden ham? Vise ham hvor meget han egentlig havde ødelagt med tiden og at det nu måtte svide til ham selv. Hun ville ikke pudse sin glorie selv hun begik fejl, men hun indrømmede det og indvillige Kimeya i det, somme tider afviste han hende bare blankt. De lange flammerøde lokker dansede let om hendes skuldre, hun lod blidt en hånd følgened over hendes mave hvor hun endnu bar på det lille væsen hende og Kimeya sammen havde skabt. Det var typisk for ham at forlade hende for at gøre en anden kvinde gravid når hun selv var det, når hun virkelig havde mest brug for ham. Et tungt suk brød hendes læber. Snart måtte hun på scenen, i rampelyset, gennemfører hvad hun et sted havde frygtet at skulle gennemfører siden det manuskript blev læst højt for hende af hendes kære søster Hope der selvfølgelig havde elsket hvad der stod. Hjertet pumpede som en sindssyg, på trods af kulden udenfor følte Faith sig virkelig overophedet selv af en ilddæmon at være. Tungespidsen strøg blidt over læberne i et forsøg på at fugte dem, lettere sprækket af vindens kulde. Den lille bule der var begyndt at skulle vise sig på hendes mave var blevet skjutl af en kjle der kun sørgede or at dække så vidt muligt, hun havde op til flere gange fået at vide hun var heldig en abbort ikke var blevet påkrævet, der var strenge regler af følge, og måske dette fag ikke ligefrem var hendes.. Bedste så var det en måde at tjene penge til at kunne forsøge den familie som nu pludselig ventede derhjemme, bestående af Cayla og Liya og ud over det så.. Ingen. Den tomthed hun følte uden Kimeya ved sin side var en som især lige i øjeblikke borrede sig så dybt ind, hvor hun dg ønskede han var her.. Hos hende. De to skuespillere som netop havde været på scenen kom ud, noget som var hendes stikord, den ene prikkede hende let på skulderen uden så meget som et ord. Meget passende skulle hun spille blind, så det var hendes undskyldning for være usikkert vaklende på benene da hun endelig kom ind, kunne næsten føle alle blikke hvile mod sig. Ikke et ord blev sagt, ikke et ord skulle siges før hendes egen medspiller ville dukke op. Aldrig i sit liv havde hun følt sig så lille, velvidende om at hver eneste bevægelse hun gjorde sig blev overvåget. Hun bed sig fast i den bløde underlæbe, snart ville hun være nødt til bryde et så vigtigt princip lade en så tæt på og hn brød sig virkelig ikke om tanken, måske det kun var for denne ene scene men det var nok. Kvalmen truede et sted, hun lod øjnene glide i, noget som kun hjalp skuespillet så meget mere på trods det virkelig kun var.. Sande følelser som spillede ind.
|
|
Warlock
Warlockernes Leder
1,296
posts
0
likes
You better follow me.... or I'll kill you..
|
Post by Kimeya Marvalo on Dec 18, 2009 22:28:43 GMT 1
Ugerne var gået.. selv for Kimeyas vedkommende, så føles det som flere måneder og sågar år.. selvom det jo langt fra var tilfældet. Han havde endnu en gang været i en så ubehagelig situation som han kun havde været tvunget til.. Jaqia havde virkelig ikke givet ham noget andet valg og man var virkelig kun dum og ekstrem idiotisk, hvis man satte sig op mod hende! Han havde valgt at bryde med Faith for hendes egen sikkerhed, selvom han vidste, at det havde været noget af en voldsom risiko at skulle løbe, så var det kun noget som han så kraftigt måtte bide i sig. ”Du er ikke god nok til mig..” – En mands desperate råb om hjælp et sted vel? Det havde været hans. Det havde virkelig bare revet hans hjerte ud af hans bryst ved bare udtalelsen.. det havde været tvang. Han havde virkelig ikke haft noget andet valg.. tilsyneladende, så havde Jaqia fået hvad hun havde ønsket, for hun havde bare givet ham lov til at gå, noget som alligevel i den anden ende, havde gjort ham ganske så bekymret.. hvilke tanker hun havde gjort sig med de handlinger som hun havde tvunget ham til, vidste han ikke, men godt kunne det da umuligt være.. Nathaniel havde aldrig præsteret at få det gjort åbenbart.. det var mildest talt skræmmende, også for ham selv. Faith havde måske holdt ham i snor og med den frustration som endelig og for længe siden havde fået lov til at få sit eget frie spil, så var han også taknemmelig for hendes handlinger og hendes gøren også ved ham. Teateret havde han holdt øje med i dagevis og kun for at skulle kunne holde øje med hende, det var virkelig noget af det vigtigste for ham også lige for tiden.. Han havde ofte søgt til det store Mansion.. ikke at han kunne kalde det for sit længere, han havde jo trods alt også valgt at skulle forlade det, da han havde valgt at skulle forlade hende, ikke at det var en tanke som han bifaldte meget, men hvad andet valg havde han haft? Han ville jo heller ikke have, at hun skulle ende med at søge til slottet og til ham! Det ville da først for alvor gået galt.. Han havde mildest talt fået truet sig til en rolle i dette teaterstykke.. specielt efter at han havde fået at vide, hvilken rolle som Faiths skulle møde ude på scenen. Ikke bare at han ønskede at skulle være sammen med hende.. han ønskede at være tæt på hende og mærke hende.. dufte hende.. i det hele taget se hende i blikket, selvom han var helt vidende om, at hun ikke havde nogen som helst mulighed for at skulle se ham. Teater var i den grad ikke hans kop te, men han måtte virkelig bare bide det i sig, også for sin egen skyld. Rollen kendte han og han havde faktisk øvet længe på at få det ind i sig så godt som det var ham overhovedet muligt.. nu var han jo alligevel så heldig, at det at spille jo var en ting som lå ham ganske varmt til hjerte og noget som han havde gjort brug af i årevis.. dog ikke på denne måde. Tøjet og det hele havde han fået på.. det var skønt nok, at kunne gøre brug af magi.. i sig selv, var det jo lige før, at folk var bange for at skulle komme tæt nok på ham.. ikke at det gjorde ham det mindste, blot var det Faith som den eneste som han ønskede at føle og mærke tæt på. Tegnet blev givet og han gik ud på scenen.. At se Faith der, varmede hans hjerte voldsomt.. ikke den isende isblok som det havde været før, da de havde været adskilt.. han holdt virkelig øje med hende. Et svagt smil bredte sig på hans læber.. en varm, blid og kærlig mand skulle han jo spille og hun som blind.. en ganske enkel rolle for hendes vedkommende. Bevidst havde han heller ikke sagt så meget som et ord under øvelserne.. Den som egentlig skulle spille rollen, havde han jo skræmt milevis væk.. ingen skulle få lov til at komme tæt på hende… ingen! Han lod armen søge omkring hendes slanke liv, tog hendes hånd, hvor han ganske enkelt flettede deres fingre sammen. En rolle som gik ud på, at spille stum.. en som ikke havde brugt stemmen siden han havde været ganske lille.. og lige nu, gjorde det ham virkelig intet. Han førte Faith med sig hele vejen ud på scenen, hvor han forsigtigt trykkede hende tæt på sig.. stadig sagde han ikke så meget som et eneste ord.. han havde jo trods alt også sin egen rolle at skulle spille. Et stille smil bredte sig over hans læber. Fortælleren stod i baggrunden og fortalte hele historien.. han forblev stadig tavs… det var jo trods alt ikke tid for at han skulle snakke.. endnu.
|
|
Holy Grail
Holy Grail - Magiker, Sensuel Dæmon og Alkymist.
1,368
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Silia D. Diamaqima on Dec 18, 2009 22:53:21 GMT 1
Uanset hvilke valg den mand havde taget så var det efterhånden en ting som forblev ligegyldig i hendes øjne. Kimeya havde hele tiden vidst hvor tynd trd det hele hang i, på trods hendeskærlighed til ham på ingen måde var blevet mindre, hun kunne bare ikke tage mere, det flåede hendes selvtillid at gå sådan i stå når han ikke var i hendes nærhed, hun hadede tanken om ikke at skulle kunne klare sig selv, noget som hun pænt var ved at modbevise, hun kunne klare sig selv han ville få at se hvem det var som var for god til hvem. At få den sætning smidt direkte i ansigtet var noget som stadig brændte frygtelig dybt og kun blev ved, en flamme hun ikke selv kontrollerede som en af de få, han kendte hendes stolthed.. Det var vigtigt hun knækkede før han gik? Hun forstod det virkelig ikke, han vidste at en sådan sætning var en af dem som ville brænde sig fast i hendes sind og hvile i baghovedet uanset hvor hun befandt sig og hvad hun beskæftigede sig med. Selvom det var sket så frygtelig tit kunne hun endnu spørge sig selv om hvilke fejl hun havde begået. Ja måske hun holdte ham i kort snor, men han hav direkte hjertet ud af den sidste mand som kom lidt tæt på hende? Var det ikke meget fair at sikre sig den mand man elskede på den måde når han selv eliminerede alle andre mænd som han følte kunne gå hen og blive en trussel? Et stedså havde Faith frygtet for hvem end der skulle spille med hende i denne scene's liv, hun kendte Kimeya, fandt han ud af hvad det manuskript indeholdte ville han ikke længere være så passiv som han havde været, et sted så undrede det hende næsten hun aldrig havde fundet ham liggende i hendes eeng hvor han havde sneget sig ind, bundet hende til sengen, opsøgt hende selv for skændes med hende,forsøgt at tage Cayla, eler noget som helst, den eneste gang hvor der ingen lyd havde været fra ham overhovedet, om det var en lille lettelse eller om det vakte en bekymring i hende havde hun endnu ikke fundet ud af. Egentlig var der ikke mange ord at sige, det var det fortælleren var der for, fortalte deres historie, mens de blot selv skulle køre næsten som en film, skabe billeder i folks hoveder, ikke ligefrem noget nyt kunne man sige. Det var som faklerne brændte hende op, hendes hænder føltedes så svedige kun af den rene nervøsitet som dunkede i hendes indre. Hun var vel langt fra personen man så på som sceneskræk, men at skulle tæt på en fremmede på den måde det var det som gjorde hende direkte skræmt, gang på gang hvor hun måtte minde sig om at dette var for familien.. Oog lidt et håb om at Kimeya endelig ville få at se han tog fejl. Det var hende som var for god til ham! Hvem som trådte ind kunne hun virkelig ikke se, kunne blot lytte til de tunge skirdt som km tættere, det undrede hende at der end ikke var sekunders tøven da han lod armen glide omkring hendes slanke liv og trak sig tæt, flettede hendes fingre med hans, hvor man et sted kunne føle hendes modvillighed om man kendte hende om ikke andet. Bekymringen var noget som hun vitkelig måtte tvinge væk, frygtede et sted at han ville føle hendes skælven hun ville ikke gøres til grin nu.Noget viirkede så velkendt. Præcis hvad det var kunne hun ikke svare på, om detvar duften eller den måde han holdte hende ind til sig på. Hånden følte sig vejen frem mod hans bryst hvor den ganske forsigtigt lagde sig til hvile, og med et dødt blik det hvilede mod den. Det var i sådanne tilfælde hun virkelig velsigende det faktum at Jaqia havde gjort hende blind. Hvem havde skrevet det her manusrpit?! råbte hun et sted dybt inde i sig selv hvor oprøret var igang, hun mest af alt lystede skulle stikke af samme vej som hun var kommet, noget stoltheden i den grad ikke tillod hende. Hun sukkede stille, lod øjnene synke i som i et forsøg på at slappe lidt af.. Hun kunne jo ikke være så højhellg for evigt og lade Kimeya komme tæt på som den eneste, det havde han gjort mange gange, den sidste var endt galt og nu stod hun så til at skulle stå som enemor til to, det som næsten irriterede hende mest når hun vidste hvor brændende han ønskede sig den unge..
|
|
Warlock
Warlockernes Leder
1,296
posts
0
likes
You better follow me.... or I'll kill you..
|
Post by Kimeya Marvalo on Dec 18, 2009 23:18:02 GMT 1
Kimeya var udmærket godt klar over, at hun var gravid, det var jo blot en af de mange, mange, mange gode grunde til at han holdt øje med hende.. han havde gjort det længe nu og det var først nu han havde valgt at tage affære og blande sig i det hele, ellers havde hun fået lov til det helt på egen hånd. Han vidste, at det var omvendt.. at det var ham som ikke var god nok for hende, det var jo bevist gang på gang på gang, og nu skulle de stå i det hele endnu en gang? Han holdt hende tæt ind mod sig.. et sted hvor han vel også ville ønske og han håbede, at hun faktisk ville genkende hans fremgang? Han vidste, at de ord havde gjort ondt, men han havde virkelig ikke haft noget andet valg.. han måtte virkelig bare forsikre sig, at hun ikke ville søge efter ham og at han kunne gøre hvad det nu end havde været som Jaqia havde krævet af ham og få det hele overstået uden at noget andet skulle komme i vejen for det hele, nu hvor Nathaniel havde fejlet på det punkt.. han havde set Nathaniel og han så i den grad ikke godt ud i hans tilstand.. det var næsten skræmmende sådan som det hele så ud til at forholde sig nu. Han vidste, at det endnu en gang måtte være ham som måtte komme kravlende og tigge og bede om tilgivelse, hvis det nogensinde skulle være muligt at redde dette.. han vidste, at den tråd som det hele havde hængt i, havde været så ekstrem tynd og han havde selv klippet den over ved den sætning.. og det var virkelig noget som kunne bringe ham selv til den voldsomme samvittighed som deres kære mor altid havde været ramt af.. Det lange hår hvilede løst om hans skuldre og indrammede ansigtet.. heldigt for ham, at det næsten var skjult for de mange blikke som måtte hvile på dem begge, ikke at det var noget som gjorde ham det mindste.. han var klart præget af følelser for øjeblikket.. han kunne ikke uden hende, og det var kun noget som han havde måtte indrømme, allerede for så mange år siden.. Han ønskede den lille, det var en ren sandhed som han bare måtte stå ved og havde gjort det allerede igennem så ekstremt mange år til nu. Han holdt stadig om hende, lod hende hvile tæt ved sig. Han spændte svagt i brystet ved hendes hånd som måtte hvile derpå.. han havde virkelig savnet hende og noget så frygtelig voldsomt, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Et stille smil bredte sig på hans læber. Han førte hende rundt på den store scene, næsten som havde det været i en vals.. Han lyttede til fortællerens ord, han vidste, at det meget snart var hans tur til at skulle åbne munden.. et sted så var han panisk bange for hendes reaktion på at vide, at det jo faktisk var ham som hun stod overfor lige i øjeblikket og et andet, så ønskede han også så brændende, at hun vidste, at det var ham som stod der, og at hun ikke ville have noget at skulle være bange for. Tiden var langt om længe kommet.. fortælleren gav dem det klare og tydelige tegn til det ved at nikke mod dem og lod sin sidste og endelige replik blive sagt. Han stoppede op i den lette vals og lod den frie hånd stryge mod hendes kind. Han lod hovedet søge let på sned. Han var blid og han var så varsom som han altid havde været det. Han lænede sig frem og plantede det blide og forsigtige kys mod hendes pande. ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det.. eller vise dig det.. vi har kendt hinanden så længe, men jeg… jeg elsker dig virkelig..” sagde han med en rolig stemme og klart sit normale tonefald.. ikke bare, at det var rollens replik, men også hvad han selv ønskede at skulle sige til hende. Han ønskede virkelig, at skulle lade hende vide det hele og det var noget som alligevel måtte skræmme ham selv en hel del.. han havde aldrig været den som ønskede at vise følelse eller noget som helst ude i det store offentlige, men hellere bag en lukket dør.. han kæmpet for at skulle opretholde bare lidt af det rygte som han havde endnu og det var virkelig ikke let for ham altid. Han slap hendes kind og greb stille ud efter hendes hånd i stedet for. Hans blik hvilede på hende, denne gang så tydeligt afventende til hendes reaktion, selvom han kendte hende godt nok til at vide, at det langt fra ville blive det som man kunne kalde for et lykkeligt gensyn.. så ofte, som han havde set hende ligge der alene i sengen.. han havde bare stået og set til.. han havde ikke fået sig til at ligge ved siden af.. han var bange.. meget faktisk.
|
|
Holy Grail
Holy Grail - Magiker, Sensuel Dæmon og Alkymist.
1,368
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Silia D. Diamaqima on Dec 18, 2009 23:46:30 GMT 1
At hun var gravid var en af de tanker som i starten havde holdt hende tilbage fra at gøre det her, hun ønskede ikke at risikere skade det lille væsen som endnu engang måtte hvile i hendes indre, hun ville ikke miste denne her også uanset hvor meget det ville kræve af hende, denne gang skulle hun havde det barn det var der et sted så dybt i hende noget der hviskede, turen var kommet il hende, hun havde bevist sit værd og skæbnen belønnede hende.Noget ved ham virkede frygtelig bekendt, hun var virkelig ikke i stand til sætte en finger på præcis hvad det var, men der var noget ved ham hun ikke kunne beskrive. Et sted gjorde det hende tryg og et andet sted langt mere urolig, at hun ikke vidste hvad hun egentlig havde i vente, man kunne jo se bare hvor længe der var gået før hun egentlig havde åbnet sig sådan op for Kimeya, der var stadig en delaf hende tilbageholdt som han ikke kendte det mindste til, skræmmende efter alle de år. Den smerte hun endnu engang måtte føle blot ved tanken omkring ham, var noget som hun på sit vis var vant til.. Efter alle de år, efter alle de eppisoder som vikelig havde knækket hende og så få at vide man ikke er god nok? Det var en tanke og ord som stadig kunne give hende en brændende lyst til at slå ihjel, også grunden til hun fr siit indre blik talte til 10 om og om igen. Hvorfor mindede manden hende sådan om kImeya? Måske det havde at gøre med den måde han holdte hende på, den måde han kærtegnede hende. Snoren var klippet, hun ville ikke komme kravlende,tigge og bede ham om at komme tilbage til hende, han kunne prøve kidnappe deres fælles datter, han kunne være sammen med alle de små tøser han ville, gøre så mange gravide som han overhovedet lysteder, være sammen med alle hendes søskende, men at sige hun ikke var god nok det var så langt over selv hendes grænse. måske fordi hun vel et sted troede på det? Hånden forblev mod hans bryst hvor hun ganske blidt tog en blid nussen op, lod sig fører rundt på scenen som havde det været en vals, lod blot ham fører hende an som hun ikke rigtigt havde en idé om hvor hun selv trådte, alt var sort for blikket. At de roligt måtte stoppe i valsen, den blide hånd som gled over hendes kind, næsten hvor hun måtte føle for lade kinden søge mod, stoppede dog sig selv i tide. Den rolige gennemtrængende stemme slog hende som en lussing, i et sekund følte hun alt luft blive klemt ud af hende. Enten var hun paranoid eller også var det KImeya som stod foran hende. Chocket stod næsten altfor tydeligt i hendes blik, hånden søgte let over hans bryst som hun søgte efter blot et lille kendetegn. Ordenee var dog det som sagde hende det hele. For hende var det ikke en fremmede mand skuespil men ord af hjertet fra manden hun elskede, et sted rørte det hend eog et andet sted pissede det hende direkte af! Hvad pokker lavede han her?! Et sted faldt hun lidt til ro, og dog så fforblev den store måben der endnu og med blikket der søgte hans dog uden at fange en dyt. De var i det offetlige flere 100 mennesker så på dem og hun kunne knapt fortælle Kimeya hvad hun følte når de var alene. Først nu følte hun endnu mere for at skulle stikke af ".. Hv-Hvis du blot havde fortalt mig det allerede dengang vi mødtes kære.. Det er for sent, for mange forandringer er sket, vi kan ikke være sammen" endte hun som en del af hendes rolle, og dog så selv ord fra hjertet, så meget hun lystede at sige til ham, Dette var vel hans forsøg på at komme tilbage i varmen? Den mand drev hende til vanvid! Hun slap hans hånd, trådte et skridt væk fra ham "Jeg beklager.. men det er for sent" gentg hun stille mere improviseret, alt for at slippe væk fra den her scene. HUn vente sig om løbtilbage til det lille sminkelokale, hvor døren blev hårdt smækket bag hende. Fortælleren forladt derinde sammen med Kimeya som de nu begge var ladt til improvisere. Faith mærkede hvordan vreden dunkede i hendes blodårer, hun prøvede af alt magt at holde tårerne tilbage, hun havde endnu ikke fældet en eneste, hvorfor skulle hun gøre det nu?
|
|
Warlock
Warlockernes Leder
1,296
posts
0
likes
You better follow me.... or I'll kill you..
|
Post by Kimeya Marvalo on Dec 19, 2009 0:17:07 GMT 1
Ikke bare var det ord som var en rolle som han skulle spille, men det var sagt med en sådan indlevelse.. Kimeya ønskede blot at fortælle hende det, selvom hendes reaktion var som ventet.. om ikke værre end det som han lige havde ventet sig, selvom det nu end bare var noget som han måtte bide i sig. Blikket hvilede på hende.. han vidste, at dette helt og holdent var hans egen skyld og dog, så det voldsomme pres fra Jaqias side af, som havde gjort ham så desperat, at det virkelig bare var fløjet ud af ham.. han ønskede jo ikke, at hun skulle ende med at opsøge ham og så finde ham der sammen med Jaqia.. i en nydelsesrus uden lige, selvom det var tvang hele vejen igennem. Selv for ham.. han havde for længe siden gjort det op med sig selv, at det kun var Faith som nogensinde skulle få lov til at komme så tæt på ham igen.. ingen anden skulle.. han ville ikke have en gentagelse af alt det med Yuuki endnu en gang.. ikke nu hvor de havde en lille ny på vej og denne gang, var han helt sikker på, at han ville være der til at beskytte familien så intet ville ske nogen af dem, det var virkelig det som var ham selv det vigtigste. Skuespil på denne måde, var virkelig ikke noget som han brød sig meget om.. kærlighed var selvfølgelig en ekstrem god ting, men ikke noget som han ønskede at stå foran flere hundrede mennesker og skulle vise. Hun havde det på samme måde som ham selv.. han kunne se og føle det på hende. Han vidste, at dette virkelig havde været en så voldsom risikofuldt handling at gøre for sig selv.. dog at det ikke gik så galt, som det han faktisk havde ventet sig at blive mødt med.. hendes ord.. ikke bare rollen i sig selv, så vidste han og han kunne udmærket godt fornemme, at det var hendes egne.. det som klart måtte jage kniven direkte i hans eget bryst og vred sig en hel omgang kun lige for at sikre sig, at smerten var og måtte være så frygtelig intens som det den var lige for øjeblikket, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom. Han trak maven sammen i form af et kraftigt sug i hans eget sind og så dybt i sjælen. Han havde klart taget sig det valg allerede.. at det var hende som han ønskede, uanset hvad det så end skulle koste ham i den anden ende at lade det forblive sådan. At hun så bare måtte vende om og bare løbe, tvang ham dog alligevel til at måtte improvisere.. han mødte ganske kort fortællerens blik. Fortælleren nikkede, tydeligt mere panisk.. dette måtte jo bare ikke gå galt! Han improviserede en klar tragisk historie hvor alle måtte spille med.. i form af buldrende tordenbrag, lyn som flækkede over den store himmel og Kimeya som stod igen.. ung og ulykkelig inden han selv måtte tage at løbe den anden vej ud af scenen. Han vendte dog hurtigt om da han nåede bag de store tæpper, hvor han fast måtte søge efter sminkelokalet for at finde hende.. han havde klart ikke ventet sig, at hun ville tage dette pænt, men hun havde vel heller ikke regnet med, at han ville lade hende rende rundt alene og specielt i disse tider som dette? Hun måtte da være rablende vanvittig. Han bed sig tydeligt usikkert i læben.. at hun ikke havde brændt ham, overraskede ham dog en hel del. Han sukkede indædt og banket på døren, dog stadig med en underlig forsigtighed over sig.. han ønskede ikke at gøre det værre end det som det allerede var for hende.. han havde jo gjort det slemt nok ved at fyre den af for så bare at fordufte og det var han så sandelig også klar over. ”Faith?” kaldte han med en næsten forsigtighed.. dette havde da virkelig ikke været meningen. Han slog panden ind mod døren. ”Jeg er nødt til at snakke med dig..” tilføjede han dog med en mere desperat og febrilsk tone.. han kunne ikke uden hende.. det kunne han virkelig ikke, alt ville virkelig bare gå galt for ham og det var nu langt fra en tanke som han brød sig det mindste om.. han hadet det virkelig og noget så frygteligt. ”Jeg.. jeg skylder dig en forklaring.” mumlede han mere dæmpet.. han ønskede hende alene lige for øjeblikket.. også selvom han var helt og særdeles klar over, at det var frygtelig meget at skulle bede hende om.
|
|
Holy Grail
Holy Grail - Magiker, Sensuel Dæmon og Alkymist.
1,368
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Silia D. Diamaqima on Dec 19, 2009 0:42:42 GMT 1
Et sted kunne Faiths reaktion ikke være uventet så gdt burde han da kende hende, det gjorde hende ekstremt vred den måde han kørte tingene på, hun var træt af lege og spil hvor hun aldrig var mere end blot en brik i det hele, denne gang ville hun ikke lade sig bukke under på nogen måde. Faith havde set Jaqia og Kimeya. Hun havde set med egne øjne og ja billedet var lige til at knække sig over, se hvordan Jaqia udnyttede hende selv overfor Kimeya ved at skulle tage del i den figur, det var noget som kun gjorde tingene endnu værre, hvad der så skubbede Faith ud over kanten var den del hvor han løg sig til en vej fr smide ham ud for derefter fordufte og forvente hun ville stå der igen bagefter. At han ikke bare involdverede hende fra starten, måske blind men hun var en stor pige det burde han vide, hun kunne klare sig selv. Desuden var han bange for det skulle gøre ondt? Jaqia havde måske nogle evner i sengens om Faith aldrig i livet ville kunne hamle op med og slet ikke så længe hun ikke turde hengive sig 100 % til Kimeya, men hun frygtede ikke ligefrem at hans hjerte ville ende hos Jaqia det burde han da vide, dømme hende på forhånd og lyve sig fra hende på den måde, det var intet hun havde den mindste respekt for, han havde kappet dne streng nu måtte han få det på den hårde måde. Hvilke aftaler Kiemya havde indgået med sig selv vidste hun virkelig ikke, hun frytede flere som Yuuki det kunne hun vel ikke komme uden om, det var en pisode som havde sat et vldsomt præg på hendes liv efterhånden, nu var deres egen lille ny på vejen og hun måtte selv være den som stod for beskyttelsen, og det var lige det hun agtede at gøre om det så i sidste ende måtte koste hendes eget liv. Hvorfor Faith lige præcis havde valgt et sted hvor hun skulle gøre det som hun var mest imod vidste hun ikke, lønnen var elendig og hun hadede tydeligvis opmærksomheden, og endnu mere tydeligt var det vel hun ikke ligefrem ønskede skulle stå og dele ud af hendes følelser med en så stor del væsner. Hvad Faith gjordevar at fortælle ham noget gennem den rolle hun burde spille, en rolle som var gået hen og blevet hende selv, at han så ikke havde fattet hendes fine hentydning var det som irriterede hende virkelig. Et sted var hun virkelig ligeglad med hvor ondt det end måtte gøre, et sted så fortjente han selv at opleve den flelse hun gang på gang blev tvunget til, en som åd en op langsomt, hun var træt af prøve at elske en mand der tydeligt kun elskede hende halvt, sådan kunne det om ikke andet virke til tider. Kimeya kunne lige i sekundet være glad for de havde været på en scene blandt så mange mennesker, ellers havde han nok fået at se hvorfor hun selv kunne klare den beskyttelse. Hun sukkede stille, vandrede frem og tilbage hen over gulvet i det lille lokale, flere gange ved at snuble over en spand soms tod midt på gulvet. Hjertet hamdrede.. Hvad han ahvde gjort var intet han nogensinde havde haft ret til! De slanke fingrer løb gennem de flammerøde krøller der frit måtte hænge ned over hendes rettede ryg. Bankende som endte mod døren hvor hun selv endte med at skulle lade sig lide mod den, ligge øret mod med den sørgmodige mine "Jeg gider ikke snakke med dig, KImeya.. Gå.. Og gå langt væk" tilføjede hun underligt bestemt "Vi har ikke mere at snakke om, det er altid de samme ord, de samme løfter, de samme ord.." gentog hun sig selv flere gange uden egentlig vel rigtigt at lægge mærke til det "Det er slut og det er din egen skyld, det er underligt jeg pludselig er god nok til dig ha? Skrid af helvedes til" svarede hun vredt, frygtede at han ville kende hende nok til at vide hun kun var vred fordi han egentlig gik over den grænse hvor det blev spændende.. Og samtidig som de følelser for ham brændte så dybt i hende "Jeg behøver ingen forklaring denne gang.. Bare gå" svarede hun let, trådte væk fra døren kun for at skulle genoptage vandringen, ende med for alvor falde over den spand som skabte en masse ramlen "Av for..!" mumlede hun så svagt som muligt, der var endnu publikum et sted ude foran, noget som virkelig ravede hende.
|
|
Warlock
Warlockernes Leder
1,296
posts
0
likes
You better follow me.... or I'll kill you..
|
Post by Kimeya Marvalo on Dec 19, 2009 9:19:04 GMT 1
Kimeya var klar over, at det var ham sm virkelig var ude hvor han ikke var i stand til at bunde.. han havde kastet sig selv ud i den her forbandede storm og nu stod han med det hele i hænderne.. han vidste og han kendte udmærket godt til hende.. men hun måtte da også indse, at han virkelig kun prøvede at beskytte hende.. at lade hende stå face to face med Jaqia, det ville da kun ende helt og holdent galt.. han var vel bare.. ekstrem overbeskyttende? Han nægtet virkelig at skulle blande hende ind i noget som helst, selvom han vidste, at det var så voldsomt forkert at skulle isolere hende som han havde gjort det. Hun havde virkelig holdt ham i så kort snor, at det virkelig havde været så frygtelig frustrerende.. Jaqia havde vel også fået det som hun havde ønsket for hun havde bare ladet ham gå og han havde virkelig ikke tøvet med at skulle tage derfra.. at sætte sig op mod hende, var ikke noget som han ville kunne finde på at gøre.. han skulle i så fald, have en ekstrem god grund til det i første omgang. Ikke at han direkte ønskede at håbe på en ny chance, han vidste jo trods alt hvordan hun var, selvom det nu ikke var ham nogen former for en trøst overhovedet, så var det vel også bare noget som han måtte bide i sig, selvom han klart ikke måtte bifalde tanken ved det. Han havde gjort hende uret ved at gøre som han havde gjort, men en ny Yuuki ville det aldrig nogensinde blive! Han bed sig svagt i læben, da han kunne høre hende på den anden side af døren. Han vidste hvordan hun havde det med nærhed af andre, endnu mindre hvad rollerne faktisk skulle have gjort, det var jo først der han havde taget affære og blandet sig for alvor, ved at skræmme livet af den som skulle have haft rollen i udgangspunktet og kun for at sætte sig selv i den situation. Så tynd som den tråd havde været, så vidste han dog at alt dette virkelig var selvforskyldt, selvom det nu i det hele taget ikke var en tanke som han bifaldte.. han havde vel bare kastet hende ud i kulden ved at vælge at forlade hende for at få det hele overstået. Han slog panden direkte ind i døren.. det her stædige skuespil ønskede han ikke.. han kendte hende jo så frygtelig godt efterhånden og vidste, at hun i vrede meget fint kunne sige så meget som hun slet ikke mente.. dette var vel også blandt det? Det ville ikke være et problem for ham, at skulle bryde døren op og alligevel så var det lige det som han var mest fristet til lige nu, selvom han så kraftigt måtte bide det i sig. ”Faith hold nu op.. jeg ønsker at snakke med dig,” sagde han kortfattet, dog alligevel med den samme stemme af ren og skær frustration, det at være desperat og med det klare ønske om at forklare hende det hele.. han vidste, at hun var for god til ham.. det var jo altid ham som skulle stå der som det store problem? Det have det jo trods alt været siden start, selvom det i bund og grund ikke var noget som han ønskede at gøre noget med.. han var jo Warlock.. med to kraftige forældre, han lignede jo bare sin far ekstremt meget.. lidt for meget til tider måtte han jo så selv indrømme, selvom han jo ikke rigtigt kunne gøre noget ved det – desværre. De gråblå øjne lod han stille glide i.. at hun virkelig udsatte sig for dette, var heller ikke noget som ville gavne den kommende lille nye.. Kimeya ønskede virkelig at den lille skulle overleve denne gang.. han ønskede så brændende at kunne kalde sig far for noget som også var hans. Cayla var selvfølgelig stadig en datter for ham og han elskede virkelig den tøs. Den pludselige skramlen som lød over gulvet, var noget som for alvor fik fanget hans opmærksomhed og denne gang tøvede han ikke det mindste. Han tog fast i døren for at få den op. ”Faith.. hvad skete der?” spurgte han med en mere fast stemme. Hun var blind. Hun var gravid.. hun burde da ikke opholde sig på et sted som dette.. ikke bare at han vidste, at hun ikke kunne fordrage det, men også de krav som blev sat til skuespil, var i den grad ikke noget som han ønskede, at hun skulle stå der med, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom.. han kunne virkelig ikke fordrage den tanke alene. Tvært imod, så var det virkelig noget af det værste af det hele. Ikke bare at han faktisk måtte føle skyld for det.. Han vidste jo, at dette i bund og grund, var hans skyld mere end det var andres.
|
|
Holy Grail
Holy Grail - Magiker, Sensuel Dæmon og Alkymist.
1,368
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Silia D. Diamaqima on Dec 19, 2009 19:02:44 GMT 1
En ting Kimeya aldrig rigtigt havde forstået var at Faith ikke behøvede den beskyttelse han gang på gang prøvede at yde hende og hvor det kun endte som det var gjort nu. Hun var træt af hans evige forsøg på at holde hende som den kvinde hun burde være i huset og så var hun et sted ligeglad med at hun selv havde holdt ham i den korte snor for han havde så sandelig også holdt hende på alle måder. Måske det at blive stillet for Jaqia kunne ende i hendes død men det kunne det ligeså at forblive med Kimeya, der var en risiko ved alt og hun tog den gerne, men hvad angik de to så skulle den mand virkelig til at tage sig sammen hendes tålmodighed var kort sagt sluppet op det havde jo så også kun taget flere år end det som hun havde tal på. Efter de mange år var der maneg punkter hvor hun og Kimeya var begyndt at ligne hinandnen noget så frygteligt, men lige på det punkt hvad angik de royale var de vidt forskellige, Kimeya som helst undgik faren om muligt, og hende som direkte opsøægte den hvis hverdagen blev for kedelig, der var Memphesto jo et godt eksempel? Den rolle hun havde fået tildelt var en chance, at hun så ikke havde læst manuskriptet inden var en stor fejl, en kort overgang havde hun virkelig haft lyst til bare skænke Hope den rolle, men at sætte sin egen søster i en situation hun selv hadede så meget ville hun ikke høre tale om! Hendes problem med nærhed var en som i den grad havde været ved få hende til kaste op lige i sekundet, nervøsiteten, bare tanken om at skulle bryde hendes eget løfte til sig selv og være æt på den måde med en som ikke var Kimeya og værre endnu en totalt fremmede, kunne man føle sig mere som en prostitueret? Faith sukkede stille. Hun vidste at stadig stod uden for døren, hun kunne føle han var tæt på og alligevel så irriterende langt fra, det var noget som fusterede hende et sted. Han havde valgt at kaste hende ud i kulden og dette var kun endnu et af hans tåbelige forsøg på at komme ind i varmen igen, men hun ville ikke stå her igen om en måned, det var nu legen var god og nu måtte den stoppes "Jeg er færdig med at snakke med dig Kimeya! Det er de samme dumme undskyldninger jeg skal ligge ører til hver eneste gang, jeg er træt af dig forstår du ikke det?!" det var måske ord hun mente men de var i den grad kun sagt i den vrede som blomstrede i hende. Hun prøvede at hjæpe sig selv lidt på benene efter det uheldige fald, det var ikek første gang det var sket, hendes ry her var allerede klodset, men dette sted var bare ikke bygget for blinde. Hun følte virkelig hun stod og talte til en dør, et sted var det langt mere fristende se ham i øjnene og sige det, noget som for Faith's vedkommende ville være en så langt større sejr! "Jeg faldt bare" mumlede hun lavmældt i tvivl om han overhovedet hørte det, nget som et sted var meningen. De krav der blev sat som skuespillere, de ting de blev sat til, det var lige til at væmmes over, og dog gik hun ind i noget hun var mest imod, på trods hun var gravid og på trods hun lige var blevet skilt fra den eneste mand som havde hendes hjerte, den eneste som nogensinde ville få det, uanset hvad der skete dem, uanset om dette var enden så var det end ting han altid ville bære med sig og som hun ikke kunne forlange i gengæld på nogen måde, et sted var det det som gjorde ondt. En ny kærlighed ville aldrig blive aktuel, gik Kimeya, så gik den med ham og hun ville selv sidde tilbage med den lille familie hun havde fået ud af det og det store ansvar det var, et hun til tider frygtede kun fordi hun var bange for det var et som hun aldrig ville kunne leve op til. HUn kom endelig på benene, sukkede stille. Et sted gjorde det ondt med tanke på hun skulle afvise ham go et andet sted var det lettende at hun var stærk nok til at gøre det denne gang, og så længe han stod på den modsatte side af døren og ikke var i stand til at bruge det blik eller søde kærtegn så ville hun frblive så stærk. Blidt løb hånden gennem håret, ned langs hendes side og mod den lille bule. Tanken om skulle opfostre en lille alene uden nogesninde se på den.. Det var ikke ligefrem noget hun glædede sig til.
|
|
Warlock
Warlockernes Leder
1,296
posts
0
likes
You better follow me.... or I'll kill you..
|
Post by Kimeya Marvalo on Dec 20, 2009 13:10:07 GMT 1
Kimeya var vel bare.. ekstrem overbeskyttende for Faith med hensyn til hendes egen tilstand og det faktum, at hun var blind og gravid.. ikke en heldig kombination med hensyn til det hektiske liv som de altid havde levet og nu ville det så sandelig heller ikke komme nogen af dem til gavn, hvis de ikke kunne få det hele op at køre.. de havde før set hvordan det var endt hvis de ikke havde haft hinanden og det var ærlig talt det, som han var mest bange for.. at de som familie skulle gå helt til hundene.. han kunne ikke uden hende.. dette havde virkelig bare været noget som han var nødt til for at få det hele gjort, overstået og så komme væk derfra så hurtigt som muligt. Han slog panden direkte ind i døren og med et svagt suk. Han vogtede over hende, selv når hun lå i sin søvn.. han havde altid været til stede under disse stykker, men da det var gået op for ham hvilken rolle hendes modspiller skulle besidde, havde det mildest talt fået ham til at se rødt. Han vidste hvordan hun havde det med det, han vidste hvordan han selv havde det med det og det var det som havde tvunget ham til den handling som han nu end havde gjort brug af for at få det hele som han selv ville have det, og det var ikke noget som han kunne komme udenom, faktisk frydet ham.. at han stadig kunne skræmme på den måde, uanset hvordan han så i sindet måtte vende og dreje den, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han vidste, at det langt fra var første gang, at de stod i den her situation…men det at gøre slut og bare vende om.. i det desperate forsøg på at skjule det, så Jaqia ikke havde noget at tvinge ham med.. det var virkelig det som havde været det vigtigste for ham lige der og da.. Han kunne vel bare håbe på, at hun ville se det bare lidt på samme måde som ham selv. Selvom det dog virkelig ikke så sådan ud, som klart var noget af det værste ved det hele. Han lukkede øjnene stille.. det ville blive en smal sag at skulle puffe og tvinge døren op, selvom han nu ikke gjorde det.. han ønskede selv, at hun skulle åbne døren for ham.. så de i det mindste kunne snakke om det. At hun direkte råbte af ham, var ikke noget nyt.. det havde været en dagligdag for dem så længe efterhånden, at det virkelig kun var blevet en vanesag og intet som rigtigt betød noget som helst.. det eneste som ramte ham, var hendes ord.. og de ramte i den grad også frygtelig hårdt og klart med det forfærdelige ubehag uden lige. Han bed sig let i læben. ”Faith for pokker, hold nu op!” sagde han med en mere fast tone end tidligere. Hånden stadig godt lukket om dørhåndtaget, virkelig bare fristet til at skulle skubbe døren helt op.. og dog.. så ville han ikke. Han trak hovedet let til sig og lod panden igen i et let brag, møde døren igen. Dette frustrerede ham virkelig og det frustrerede ham noget så frygtelig voldsomt! Han måtte virkelig beherske sig.. bare den lille tid de havde været fra hinanden, var noget som stadig måtte påvirke ham.. han havde ikke fået sig til at ligge ved siden af hende, de gange han havde stået og vogtet over hende i søvnen.. bare stået og set på hende ligge der. Han havde det mildest talt elendigt ved at have gjort det, men nu var skaden jo sket, der var ikke meget mere at man kunne gøre ved det.. desværre. ”Vi ved begge to, at du ikke mener det.. luk nu op, så vi kan snakke,” sagde han kortfattet. Et sted var han klart vokset og blevet mere voksen end det som han havde været tidligere.. han ønskede blot at finde ud af det.. om de var sammen om dette, eller om det endelig måtte være det sidste som skulle tvinge dem helt fra hinanden, hvilket han i den grad ikke ville håbe på. Han havde jo søgt til hende af en grund.. ikke blot for familien, men hvad han inderligt ønskede og det var hende.. efter alt det som de havde været igennem sammen.. som de havde overlevet side om side, det ville han bare ikke lade falde til jorden som det rene ingenting.. det var ikke noget som nogensinde kunne falde ham ind.
|
|
Holy Grail
Holy Grail - Magiker, Sensuel Dæmon og Alkymist.
1,368
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Silia D. Diamaqima on Dec 20, 2009 14:29:00 GMT 1
Faith vidte at han et sted kun prøvede på at skulle beskytte hende, et sted hvor det faktisk var sødt at hun havde den betydning for ham og et andet sted pissede det hende af at han holdte hende på et stadie hvor hun følte sig som en 5 åriget, han kendte til hendes stolthed hvor meget troede han ikke den var knækket efter hun havde mistet sit syn og alt mulighed for nogensinde skulle blive den samme ilddæmon? Han hjalp hende virkelig ikke ved at skulle isolere hende på den måde, hun følte sig virkelig som en direkte handicappet efterhånden. De havde ikke hinanden nu, det måtte undre hende at der endnu ikke var sket store ting sm havde gjort den ene var endt død eller for knust til at leve livet, det var sådan det plejede at se ud, men stemningen efter det var underlig denne gang. Hun savnede ham det var der ingen tvivl om, længtedes sådan efter bare være tæt på ham, de minutter på scenen havde sat det store savn i hende som nu tiggede og bad hende om at lukke op og lade ham komme ind, det var mere hendes stolthed som forbød hende det i frygten for ende med at skulle bukke under, og dermed blive den svage.. Endnu engang. De små bank for hver gang han slog panden mod døren var noget som tydeligt nåede Faith for ører "Det hjælper dig ikke at give dig selv en kranieskade Kimeya!" kaldte hun let ironisk dog med vreden der måtte hvile et sted i hendes undertone, tydeligt den kunne bryde ud når som helst. Faith havde intet vidst om at Kimeya befandt sig så tæt på hende konstant, men panikken var virkelig taget til da hun havde hørt hvad der egentlig blev krævet af hendes rolle, en så vildt fremmede mand og den nærhed, det var noget som formåede at gøre selv hende til et omvandrende nervevrag, hun ville jo ikke så tæt på nogen anden end den mand hun elskede og den eneste mand hun tydeligvis aldrig ville kunne få, for ligenu var han den som virkede så uopnåelig for hende på trods han ønskede hende tilbage. Hunvar ikke god nok til ham. Han havde selv nævnt det, hvad havde ændret sig? Blikket hvilede det sted hvor hun regnede med døren ville befinde sig, beregnet på de små bank. Tårerne viste sig ikke i de grønne smaradger på trods hun virkelig lystede at lade dem falde. Han havde løjet sig fra hende, hun havde med egne øjne set ham sammen med Jaqia, efter alt den tid var det den ære hun fik?Den tillid der blev vist hende? Det at hun råbte var så sandelig ikke nyt, det var efterhånden en vant ting, også en af grundene til hun ikke kunne lukke op og bare lade ham komme ind, hun var så træt af det! Træt af altid være dne lede heks i et eller andet spil. Hans ord drev hende direkte til vanvid. Han ville ikke have at hendes ord var ærlige og det var hans problem! For denne gang var de rent faktisk, kan være de var hårde men ærlige var de! Det boblede i hendes indre. Hun lod en mere forsigtig vandring tages op på vejen mod døren, i den grad med en masse ord som pludselig formede sig i hovedet. Hun følte sig vejen frem mod håndtaget, tvang døren op og med det blik som faldt direkte i hans dog uden at se andet end det samme mørke, hun savnede at se i hans blik, savnede virkelig at føle den tryghed når hun gjorde det "Kimeya jeg mener det den her gang.. Jeg er træt af dig. Jeg er træt af at være en eller anden dum premie i et sygt spil du køre" hviskede hun stille nu hvor hun var kommet ham så tæt igen var der ingen grund til at råbe, Ærigheden var den som tydeligt hang i hendes stemme og selv i det døde blik "Jeg er villig til at gå igennem ild og vand for sig noget som jeg har gjort så mange gange, og jeg får absolut intet igen ud over at skulle stå som vi gør ligenu hver eneste gang, jeg vil ikke mere" tonen fast og bestemt, denne gang var det ikek for sjovt hun var stærk nok til at stå ved de ord "Tro mig når jeg siger Kimeya.. Jeg elsker dig, men jeg er træt af at blive trådt på konstant, jeg har ikke været stærk nok til at sige det før fordi jeg var bange for du ville lade mig alene, men det er noget andet nu, jeg er alene.. Vi er nået til det punkt hvor det ikke længere kan være mit valg, men hvor du må gøre op med dig selv hvor pokker du vil hen, og nu inden det ender galt igen.. Jeg vil have dig helt eller slet ingenting, elsker du mig kun halvt er det ikke længere nok for mig, når jeg vil elske dig helt" tonen var blevet dæmpet og dog så mere fast besluttet end det som hun havde følt sig mange år. Det var nu der måtte komme det opgør det var enten eller ikke et sted i midten længere "Jeg gider ikke det her mere.. Jeg er mere værd end det om du så siger jeg ikke er god nokf or sig eller ej, jeg er mere værd end det som du udviser mig.. Valget er dit nu" endte hun stille, nikkede sigende til hendes egne ord. Hun følte for lade tårer falde men lod dem ikke, hun var ikke den svage denne gang var det ham som stod der og hende som egentlig var den stærke det som hun nød af et sted, det føltedes sm så lang tid siden. Hun ville ikke være egoistisk men det var blot fakta, efter alt hun havde gjort så fortjente hun virkelig mere.
|
|
Warlock
Warlockernes Leder
1,296
posts
0
likes
You better follow me.... or I'll kill you..
|
Post by Kimeya Marvalo on Dec 20, 2009 15:32:22 GMT 1
Kimeya vogtede over Faith mere eller mindre hele tiden. Hun var blind og hun var gravid.. han gjorde det hele med en ekstrem god grund! Det var slet ikke fordi, at han ville isolere hende, det var virkelig ikke hans hensigt ved alt dette, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom. Han havde fejlet i denne situation og han var udmærket godt klar over det i den anden ende, selvom han i bund og grund ikke havde gjort noget ved det for at gøre det anderledes. Han savnede det faktum, at kunne se hende i øjnene og give hende de store ord, for de hvilede virkelig på hans tunge.. han vidste hvad han ønskede og endnu en gang havde han valgt, at skulle kaste sig ud i kampen for at få det netop på den måde som han nu selv ville ønske det, det var heller ikke noget som han kunne se det mindste væk fra for øjeblikket. Han blev stående på den anden side af døren, selvom han virkelig lystede så frygteligt at skulle få den op og bare gå ind.. det ville virkelig ikke være en vanskelig opgave for ham, det ville tvært imod være det stik modsatte.. aften efter aften havde han siddet på en stol i soveværelset og bare set til hende i den søde søvn for så at liste af når hun ville vågne og hver eneste dag hun havde tilbragt på teateret, så havde han selv været til stede.. han elskede hende virkelig, selvom det så ekstremt mange gange kunne være så sindssygt besværligt at skulle få lov til at vise.. til tider vidste han virkelig ikke hvordan pokker han overhovedet skulle vise hende det. Det var virkelig stadig et felt som lå så langt fra ham normalt og stadig en hel del som han måtte prøve sig frem med, selvom det dog bestemt ikke altid gav pote for ham. Han nåede dog ikke at komme med noget som helst svar inden han hørte hende ved døren. Bevidst hvor han valgte at skulle trække sig et skridt væk fra den også for at skulle give hende den plads. At se hende på denne måde.. det gjorde ondt.. det brændt virkelig så langt ind i hans sjæl. Sandt at man sagde, at en warlock ikke kunne føle.. hun havde lært ham det.. hun havde lært ham det som hans mor aldrig nogensinde havde fået muligheden for det, udelukkende fordi Lionell havde taget ham med sig i sin tid efter deres lille affære som det kongelige par dengang ikke havde bifaldt det mindste overhovedet. Han bed sig lettere usikkert i læben. Ikke at han afbrød hende, for det kunne han virkelig ikke få sig selv til.. lige nu ville han bare lade hende tale ud og faktisk også vise hende, at han var i stand til at lytte.. at det ikke bare var en rolle som Nathaniel kunne påtage sig.. ja gud vidste hvor den mand måtte være efterhånden. Liya var jo ved Faith.. den måtte være gal.. helt gal. Han rystede den tanke ud af hovedet, det var virkelig ikke hvad han havde tænkt sig at sidde med lige nu. Hendes ord var virkelig som flere lussinger direkte mod hans ansigt.. han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige. Ikke bare den tone som var så frygtelig bestemt, måtte lade ham vide, at dette var ren og skær sandhed fra ende til anden, selvom det i bund og grund virkelig var med til at jage kniven mere i hans bryst.. han havde virkelig jokket i spinaten denne gang og med begge ben og han vidste det! Han måtte virkelig kun give hende ret.. alt andet var virkelig fuldkommen uaktuelt. Blikket og de gråblå øjne hvilede på hendes skikkelse.. så smuk som han kunne huske hende. Han tillod sig at træde det ene skridt frem og hævede hånden forsigtigt. Han lod den varsomt stryge mod hendes kind. ”Vi har meget at snakke om Faith, kan jeg få lov til at komme ind? Så vi kan snakke i ro og mag?” Han hævede ikke stemmen, han holdt den virkelig så rolig som det var ham overhovedet muligt at skulle gøre det, selvom han i sindet var panisk.. hun havde givet ham to valg.. hende eller ikke, også selvom han virkelig var klar over hvad han ønskede sig – han ønskede hende, at være sammen med hende, vågne ved siden af hende om morgenen og sove ved siden af hende om aftenen. Han lod hovedet søge let på sned. Han smilede ikke.. det gjorde virkelig ondt, at se hende på denne måde.. virkelig meget. ”Jeg elsker også dig Faith.. aldrig skal du tro noget andet.. lad mig forklare det hele for dig.. alene..” sagde han næsten i en hvisken og uden at skulle tage blikket det mindste fra hende. Han var virkelig træt af, at de altid skulle råbe af hinanden.. var der noget som Elanya havde lært ham den korte tid de faktisk havde snakket sammen, så var det at snakke ud om problemerne i stedet for at gøre dem til noget større end det som de allerede var.. hun var savmet.. selv ved ham, utroligt nok.
|
|
Holy Grail
Holy Grail - Magiker, Sensuel Dæmon og Alkymist.
1,368
posts
1
likes
I have nothing to say.
|
Post by Silia D. Diamaqima on Dec 21, 2009 18:13:16 GMT 1
Faith vidste at hendes tilstand måske ikke var så heldig, hun ville have gjort det samme om det havde været ham, men måden han gjorde det på var virkelig bare direkte irriterende, det at han direkte forfulgte hende, forstod han ikke det at hun også gerne ville stå lidt på egne ben? Hun var ikke to år mere? Og desuden så havde Faith altid været en sand eventyrprinsesse det vidste han jo, han havde kendt hende så mange år nu set hvordan hun tacklede tingene og direkte til tider søgte problemerne kun på grund af den eventyrlyst, uanset om hun var blind og gravid så var det stadig noget hun var nødt til at opleve, de eventyrer var hendes liv kort sagt afhængelig af også selvom hun havde den familie som kun skulle til at blive større, og selvom hun i tide og utide havde ham ved hendes side. Til tider følte hun sig virkelig direkte handicappet og nytteløs ved altid være den som blev passet på blind eller ej hun var stadig en stærk dæmon der havde delvis kontrol over de flammer. En ting var at lytte til når hun 'endelig' fik de stre ord for det var ikek så tit de var sammen længe nok ad gangen til hat han kunne give hende dem, men en helt anden ting var jo at se ind i hans øjne når han sagde det se ærligheden, hun savnede det ærlig talt, savnede den varme gnist som til enhver tid kunne smelte hende blot ved et øjekast i dem. Aldrig havde Faith været specielt krævende, hun havde aldrig bedt om lange romantiske aftener, hun elskede uden tvivl når de kom, men aldrig bad hun om dem, hun bad ham ikke om guld og grønne skove, men det var vel ikke for meget forlangt at han ville elske hende som hun elskede ham? Helt og ikke halvt? Det var den bedste måde at vise hende det på, blot tage hendes hånd og fortælle hende tingene som det var. Kimeya var den som havde lært Faith omkring det at elske, noget som var kommet helt af sig selv, hendes egen stolthed havde forbudt hende at skulle elske en som hun elskede ham, og et sted havde hun håbet at hun var den som måtte lærer ham om hvad kærlighed var, måske hun havde men den var vel bare ved at svinde væk for hans del? Liya var ved Faith. Hun måtte faktisk indrømme at på trods hun var fusteret over hele situationen med Kimeya og det faktum at hun skulle tæt på en så fremmede mand, var gravid og endnu havde Cayla at tænke på, og på trods Liya var direkte knust over Nathaniel havde sendt hende væk, og at Cayla for tiden opførte sig underligt så var det vikelig girlpower der ville noget, de klarede sig fantastisk, de manglede dog uden tivl den trygge mandehånd til at tage omkring det var tydeligt, hun manglede ham, Cayla manglede hamog Liya manglede ham i allerhøjeste grad. Tonen var frygtelig bestemt hun mente det virkelig ærlighedens skjold havde lagt sig omkring hende, at det så gjorde ondt ville hun end ikke tænke på det var den rene og skære sandhed. At han lod hånden falde mod hendes kind hindrede hun ikke, at føle hans varme var virkelig kun noget som kunne sætte en dirren i hende, hun skubbede ham ikke væk "Du kan få lov at komme ind ja.. Men jeg vil ikke høre på hvad du har at sige Kimeya, dine ord interessere mig ikke, jeg er som sagt træt af at skulle ligge ører til det samme bras hver gang. Hvad jeg er ude efter er et ærligt svar.. Enten går du igennem det her sammen med mig, tagermin hånd og indvilliger mig i selv ting som du tror vil sårer, jeg er en stor pige jeg kan tackle det.. Eller du vi ligger det her på hylden og stopper mens legen er god.. Du må gøre op med dig selv ligenu hvad du vil, jeg gider ikke det her mere, jeg er træt af stå som det her hver eneste gang. Ingen betænkningstid bare svar mig" bad hun i en stille tone, uden at skulle fjerne sig det mindste. Det var op til ham nu, hun ville ikke snakke med ham før han havde truffet en beslutning, derefter kunne de snakke ud, for hende var det vigtigste blot en endelig afgørelse istedet for starte noget som ville ende ligesådan om en måned igen. Ikke flyttede hun sig så han kunne komme ind endnu, først det ærlige svar. Hvad un selv ville kunne ikke blive mere tydeligt, hun ønskede at hvile i hans favn om aftenen, kysse ham godmorgen når solen stod op, opdrage deres lille baby sammen med ham som den far, istedet for han hver måned skulle ende med at forsvinde. hans ord lettede hende dog, lod en varme brede sig, men det var stadig ikke nok for hende "Jeg vil ikke høre nogen former for forklaringer før du har svaret mig, Kimeya.. Jeg vil ikke gå i den samme fælde om og om igen" hviskede hun stille. Hun var træt af at skulle råbe men han kendte til hendes indre flamme, han vidste hun var ilter på alle måder, det var hendes måde at afreagere og udtrykke sig påogså selvom det ikke altid var det rigtige at gøre..
|
|
Warlock
Warlockernes Leder
1,296
posts
0
likes
You better follow me.... or I'll kill you..
|
Post by Kimeya Marvalo on Dec 22, 2009 12:28:18 GMT 1
Kimeya vidste at det som han havde gjort, netop ved at holde hende udenfor det som han måtte gøre rundt forbi, var så forkert som det overhovedet kunne blive, selvom han dog i den grad ikke havde ment noget ondt med det. Han gjorde det udelukkende for hendes egen sikkerhed og beskyttelse, selvom det virkelig til tider krævede at han tog så voldsomme midler i brug og udelukkende for at skulle få muligheden til at få det gjort som det han ønskede det, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. At hun ville have gjort det samme et sted, hvis det havde været ham som havde mistet den evne, at skulle kunne se, var ikke en tanke som han var usikker på.. det var noget som han næsten kunne sige med en sikkerhed og det var noget som han ikke var bange for at stå ved. Cayla og Liya i hus og med den kommende lille ny, så var der ekstremt meget at se til. Bare det faktum, at Nathaniel havde sendt Liya væk, måtte da tydeligt lade Kimeya vide, at der var et eller andet rivende galt.. og noget så frygtelig galt. Ikke at det var en tanke som betryggede ham særlig meget.. tvært imod, så var det noget af det som i den grad måtte skræmme ham mest.. Nathaniel frygtede han ikke direkte, men han bar den tydelige respekt for manden, uanset hvor meget han så end havde imod det, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det.. desværre. Han blev stående lige ved hende.. at hun ikke gjorde plads til ham for at komme ind før svaret var givet, gjorde hun ganske tydelig. Så ofte som han bare havde siddet og set på hende, holdt hende under vogtelse, da han selv ikke ønskede at noget som helst skulle ske hende på grund af ham. Det var virkelig ikke en skyld som han ønskede at skulle sidde igen med, bare den følelse var frygtelig. Hun havde lært ham at elske, lært ham den ene lille ting som man ikke kunne undvære når man først havde fået smagt på den sødmen som dette måtte bringe på denne måde, det var ikke noget som han kunne komme udenom. Han klarte det virkelig ikke uden hende.. det kunne han virkelig ikke, også selvom hendes krav klart måtte kræve, at han måtte lægge mange af sine egne meninger om.. men om det var det som skulle til. Han tvivlede virkelig ikke på hvad det var han ville.. hans handling ud fra dette, var virkelig kun for at hindre, at hun skulle komme tæt på Jaqia og det ville ende ud i et drabeligt udfald, det var virkelig noget af det sidste som han ønskede for hende, i så fald ville han aldrig nogensinde være i stand til at skulle tilgive sig selv. De gråblå øjne hvilede i hendes ansigt.. så smuk som hun altid havde været tidligere. Han havde virkelig ikke behov for nogen betænkningstid, han vidste hvad han ville og nu hvor Jaqia havde givet slip på ham igen, så var han kun vendt hjem, hvis hun ville lukke ham ind selvfølgelig. Han vidste at skylden i denne her situation var hans og bange for at indrømme det, det var han dog bestemt ikke på nogen måde overhovedet. Hovedet lod han søge ganske let på sned og uden at skulle se det mindste væk fra hende på noget som helst tidspunkt.. måske den stædighed, men lige så med hende, så havde han også lært at elske den, selvom den i den grad havde formået at gøre ham så rasende og frustreret til tider, så måtte han jo bare bide det så voldsomt i sig, ikke at han jo egentlig havde noget andet valg i den anden ende. Et stille smil passerede hans læber. At snakke sammen var jo meget bedre og han ønskede at komme hjem.. han ønskede at beskytte hende som han ønskede det med Liya og Cayla. ”Ved du hvad Faith? Jeg ville aldrig nogensinde have stået her.. taget den rolle, hvis det ikke var fordi jeg vidste hvad jeg ønskede.. Jeg gjorde en fejl.. jeg gjorde en fatal fejl.” Han indrømmede det gerne overfor hende, hun fortjente jo også i den grad at vide, at han selv var lige så menneskelig som det hun selv var og han selv ikke var fejlfri. Han lod hånden forlade hendes kind og stille søgte hendes hånd, hvor han lukkede den omkring og trykkede ganske forsigtigt. Et stille smil hvilede dog stadig på hans læber. ”Jeg elsker dig Faith. At give slip på dig, vil virkelig blive mit livs største fejltagelse,” sagde han med en rolig og dæmpet stemme, dog alligevel med de så klare spor af den brændende ærlighed.. det at lyve for hende var hårdt.. ja sågar umuligt og med hensyn til dette, så kunne det virkelig slet ikke falde ham ind.
|
|