Im sorry.

[Deleted]

Keysha havde det betydeligt bedre nu hvor hun var sammen med ham igen. Hun ville ikke ligge og søbe i selvynk over hvad der var sket. Det var virkelig ikke sådan en pige nu var. Hun grinede bare mildt af ham og nikkede opfordrende til hans ord. "Du ved da godt at prisessen har hjernen. Du, derimod er helten og helten har musklerne, udseendet og det fantastiske mod. Det er en ret god fordeling synes jeg" drillede hun og puffede let til ham. Bevægelsen fik dog en smerte til at skyde igennem hendes krop og hun klynkede let, dog stadig med et kæmpe smil på læberne. Hun havde det langt fra godt selvom dette ikke var noget hun ønskede at vise. Hun rykkede sig en smule ud på sofaen sådan så hun kun lidt tættere på ham. stille begyndte hun at nusse hans brystkasse med et par fingre mens hun lyttede til hans ord. Hun sukkede stille og vendte ansigtet mod ham. "Hvordan tror du at jeg ville have det hvis der skete noget og jeg vidste at du ikke ville kunne tigive dig selv? Hvordan tror du at det ville få mig til at føle? Som jeg er det vigtigste for dig er du det vigtigste for mig. Du betyder alt for mig og tanken om at du skulle gå og have det dårligt fordi der skete mig noget under månen? Det er altså bare en tanke som jeg ikke kan håndtere" sagde hun ærligt og sendte ham et stille smil. Hun mente det, hun ønskede virkelig ikke at han skulle have det dårligt hvis der skulle ske noget. Det kunne hun slet ikke klare.

hans ord varmede virkelig og hun sendte ham et gigantisk smil. den anden hånd lagde hun forsigtigt oven over hendes øjne for ligesom at skjule enkelte tårer som var begyndte at trille ned over hendes kinder. "Jeg elsker dig Izaiah. Jeg troede aldrig at jeg skulle finde en som dig, en der ville elske mig for den jeg var. Jeg vil være ved din side indtil den dag mit hjerte ikke længere slår" Hviskede hun stille og smilede stadig. Hun følte sig umådelig heldig at have mødt ham. At han ville tjekke hende over nikkede hun roligt ja til. Hun ville lade ham gøre lige præcis det han ønskede. Hendes krop var et værre rod. Han havde virkelig brugt hende som et kradsebræt

[Deleted]

Izaiah kunne igen falde til ro og det var jo så til gengæld også nu at han kunne mærke hvor træt og øm han egentlig var. Han lagde hende roligt fra sig og satte sig på hug foran, for han ønskede bestemt ikke at hun skulle ligge der alene og særligt ikke efter den behandling som hun havde været udsat for. Alene synet af det, var noget som gjorde ham direkte vred, og det var ikke noget som han kunne klare at se på. "Du har vidst fået slået hovedet bare en smule i det sammenstød, for det du vrøvler om, giver altså ikke mening for mig," endte han med en tydeligt morende stemme, for han kunne da heller ikke ligefrem lade være med det. Det glædede ham at se hende stadig ved godt mod, også selvom det stadig var mange ting som der skulle findes ud af. Han ville ikke have at hun stak af igen, og derfor måtte de finde et alternativ til at blive buret inde for hende.. og den mulighed han så, var jo at de gjorde det i samme bur næste gang. Hvem ved..? Måske det kunne give dem begge den form for ro, som de faktisk havde brug for, for at kunne klare sig igennem forvandlingen på bedst mulig måde? "Hvordan jeg reagerer på det, kan jeg ikke sige, før jeg faktisk har oplevet det.. og forhåbentlig er det ikke noget som nogensinde kommer til at ske. Jeg elsker dig, Keysha, og jeg ønsker virkelig ikke at noget ondt skal ske dig.." Han rynkede let bekymret i panden. Kunne hun ikke bare forstå det?

Selvom deres hjem i øjeblikket lignede en svinesti, så var det ikke noget som hun skulle give sig selv skylden for, for det ønskede han da på ingen måde. Han så hende roligt efter, også selvom enkelte af sårene så slemme ud, så vidste han jo godt, at de i mange tilfælde kun var overfladiske. Han ville bare gerne være helt sikker. Han sendte hende et smil, strakte sig og plantede et kys ved hendes mundvig. "Du hænger på mig til den dag mit hjerte ikke længere vil banke for mit liv," endte han med en rolig stemme, inden han trak sig tilbage til arbejdet. Han strøg hånden let over hendes ben. Hun var godt tygget.. Og han brød sig slet ikke om den tanke! Det bekymrede ham!

[Deleted]

Keysha vidste at han måtte være noget så øm efter hans forvandling. Det kunne der faktisk ikke være nogen tvivl om. Hun ville nok selv have været utrolig øm havde det ikke været fordi smerten fra sårene overdøvede det. Hun grinede mildt, hun morede sig umådeligt sammen med ham. Ikke blot lige nu men hele tiden faktisk. "Jeg vågnede op, her til morgen, foran en stenmur. Mit gæt er at jeg nok er løbet hovedkulds ind i den. Måske har jeg fået rystet noget løs?" drillede hun og puttede sig forsigtigt ind til ham. Hun ville heller ikke ligge for meget pres på ham når hun vidste at han var øm.
Hun vidste at de var nød til at finde et alternativ. Hun vidste at det at de forvandlede sig i samme bur ville være utrolig farligt men måske også det sikreste for hende. Alt andet lige ville hun hellere vågne op hjemme med skræmmer end at blive overfaldet i skoven. Hun kunne dog godt høre på ham hvordan han havde det og hun fik kæmpet sig op og sidde og vendt sig mod ham i sofaen. Hun famlede sig forsigtigt vej og lagde en hånd på hver af hans kinder og sendte ham et kærligt smil. "Jeg elsker dig Izaiah. Vi gør forsøget ved næste fuldmåne. Jeg forstår godt at du ikke ønsker at gøre skade på mig, jeg ønsker heller ikke at du gør nogen skade på mig eller at jeg skulle gøre noget med dig. Jeg tror at det vil hjælpe hvis vi var i samme bur. Så lad være med at tænk mere over det nu, ok? Jeg vil bare have at du er glad og at vi er sammen igen" hviskede hun kærligt og lænede sig frem og plantede et kærligt kys mod hans læber.

At deres hjem var i så dårlig forfatning vidste hun ikke men hun havde vel et sted godt luret det? En varulv i et hjem? Alt er smadret. Hun tørrede let øjnene og rødmede da hun mærkede hans læber mod hendes mundvig. "Det er jeg glad for Izaiah. Du betyder virkelig alt for mig. Du er det vigtigste i mit liv" sagde hun kærligt og lod hovedet tilte let på sned.

[Deleted]

Denne gang havde Izaiah bestemt ikke tænkt sig at lade Keysha rende rundt på egen hånd, og da særligt ikke når han hadve set hvor alvorligt det faktisk kunne have endt med at blive. Ikke en tanke som han brød sig synderlig meget om. Overhovedet ikke! Han trak let på smilebåndet. Det var godt at hun kunne finde det positive at fokusere på, istedet for alt det andet, for det gjorde da slet ikke nogen gavn overhovedet. "Det tror jeg du har så evigt ret i. Du vrøvler virkelig og det giver ingen mening," endte han morende. Han var bare glad for at have hende hjemme. Det kunne godt være, at de havde et forholdsvis simpelt liv, men det involverede uden tvivl stadig sine problematikker, som de var nødt til at håndtere på den ene eller den anden måde. Han havde tænkt sig at gøre det.. Ingen tvivl om det, for han ønskede på ingen måder alt det andet. Nu hvor de var ude i det at skulle forvandle sig i samme bur, var han selvfølgelig bange.. bange for at det skulle gå galt, og han i værste tilfælde kom til at slå hende ihjel. Han havde jo ikke nogen anelse om hvordan han ellers reagerede når fuldmånen stod højt oppe over dem. Han bed tænderne let sammen, selv da han mærkede hendes fumlende hænder mod hans kinder, hvilket fik ham til at vende blikket mod hende. Han tog glædeligt imod hendes kys, som han gengældte uden at tøve det mindste. Det fik ham bare lidt til ro. "Gør det der ved mig hver eneste morgen og hver eneste dag.. så tror jeg det kan hjælpe lidt på det," påpegede han lettere drillende. "Jeg skal prøve at undgå at tænke på det, min kære.. Jeg vil bare ikke have at du skal komme noget til."

Lidt hvile, så burde Keysha være tilbage på benene igen, hvilket var en tanke som glædede Izaiah. Lige nu måtte han jo også være hendes øjne, og det havde han slet ikke noget imod. Måske at det bare var blevet en vane, men det var en vane, som han slet ikke følte, at han kunne undvære. At høre hende kalde ham for det vigtigste i hendes liv, fik smilet til at brede sig tydeligt på hans læber. Han kyssede hende igen. "Som du er det vigtigste i mit.. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan og hvad der står i min magt for at holde dig tryg og sikker ved min side, Keysha.. Alt.." Han endte med at sætte sig på sofakanten ved siden af hende. Hans krop skreg efter hvile, men det var her ved hende han ville være lige nu.

[Deleted]

Keysha ønskede ikke at rende rundt alene. Hun ville ikke være alene mere. Bare det faktum at hun var vågnet op og ikke anede hvor hun var henne skræmte hende endnu mere end hun var vant til. Hun havde følt sig helt alene i verdenen, alene og forsvarsløs. Hun smilede mildt til Izaiah og sukkede let. Hun greb roligt om den slidte kappe og klemte stoffet en gang. "Det har været en begivenhedsrig dag for mig i dag. Og jeg vrøvler aldeles ikke! Ikke ret meget i hvert fald" grinede hun mildt og rakte tunge af ham. Hun havde det virkelig fantastisk lige nu, hun havde det dejligt sammen med Izaiah. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre uden ham., det gjorde hun virkelig ikke. Hun var hjælpeløs, det blev mere og mere klart som hun var sammen med ham, hun behøvede ham, var fuldt ud afhængig af ham indtil hun havde lært at forvandle sig. Det ville gøre begge deres tilværelser meget bedre hvis hun var i stand til at forvandle sig af egen fri vilje. Hun hadede virkelig at hun var nød til at famle sådan efter ham men det at han gengældte hendes kys fik hende til at glemme de tanker igen. Hun rødmede og smilede kærligt til ham. Forsigtigt begyndte hun at nusse hans ene kind. "Det lover jeg at jeg vil. Lov mig at du vil gøre det samme" sagde hun blidt. "Jeg ved det. Men lad os snakke om det når månen endnu en nærmer sig. Lige nu ønsker jeg blot at nyde mit liv sammen med dig og det kan jeg ikke hvis jeg går og er bekymret for at du er bekymret." Hendes tale var bestemt men hun smilede dog stadig. Hun ønskede virkelig ikke at han tænkte alt for meget på det, det kunne de tage når tiden kom. Roligt lod hun hænderne glide om over hans skulder og lod den ene hånd glide igennem hans hår. Hendes læber placerede hun blidt mod hans læber i endnu en blidt kys.

Keysha skulle nok få ryttet op om han ville det eller ej. Hun smilede roligt til ham da hun kunne mærke ham kysse hende igen og og herefter placere sig på sofaen. Hun fik, med en smule besvær, rykket sig længere ind mod ryglænet sådan så der var mere plads til ham ved hendes side. Hun stønnede let af sin ømme krop og smilede til ham. "Jeg er den heldigste person i verdenen fordi jeg har dig."

[Deleted]

Der var virkelig ikke nogen tvivl om at Keysha virkelig måtte vrølvle. Selv var Izaiah ikke i tvivl om, at hun virkelig måtte have slået hovedet i det sammenstød med muren, men også med den anden ulv som de var stødt på, som nærmest havde tygget på hende, som havde hun været et tyggeben, og den tanke gjorde ham udelukkende vred og direkte forarget, for han fandt sig bestemt ikke i det! "Drøm du videre, elskede.. Du har virkelig slået hovedet i det sammestød," påpegede han med en drillende stemme, selv da hun valgte at række tunge af ham. For ham gjorde det ikke nogen forskel på om hun var blind eller ikke, for hun var stadig den samme fantastiske kvinde, som han ønskede at dele en tilværelse med.. skabe sin egen lille flok med, også selvom han vidste, at han i mange henseender skulle sætte ekstra energi af til at passe på hende, så var det så sandelig også noget som han havde tænkt sig at gøre, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Izaiah brød sig ikke om at skulle gøre hende ondt, og særdeles ikke, når han ikke vidste hvordan han reagerede under fuldmånen. Han vidste jo kun hvordan han havde det før og efter.. men aldrig under, og det var nok også derfor, at han reagerede på den måde, som han gjorde lige i øjeblikket. Hendes fumlende hænder tog han sig ikke rigtigt af, hvor han glædeligt mødte hende i kysset. Han elskede hende, og derfor ønskede han selvfølgelig også at gøre hvad han kunne for at gøre hende glad. Han sukkede dæmpet. Han skulle prøve ikke at tænke på det, selvom det uden tvivl var svært.. Der var en lille måned til næste fuldmåne, så der var tid nok til at finde ud af det... men alligevel! Han ønskede jo heller ikke ligefrem at hun skulle komme til skade af den grund. "Okay.. jeg skal prøve at lade være.. Der er jo trods alt en lille måned til næste gang.." Han havde virkelig ikke lyst til at være så pessimistisk, som han følte sig lige nu. Men det var virkelig svært!

Selvom deres hjem i øjeblikket lignede Jerusalems ødelæggelse, så var det ikke noget som han selv tog tungere end som så. Når alt endelig måtte komme til alt, så var de to om det hele her, og det var det som var det vigtigste lige nu. Han skulle nok rydde op.. Hun skulle bare slappe af. Han endte dog alligevel med at skubbe de tanker til side og lagde sig ned ved siden af hende istedet for, selvom han kunne se at hun havde ondt. "Det gør vel ikke så ondt, gør det?" spurgte han bekymret.

[Deleted]

Keysha havde virkelig et flygtigt sind. Det virkede som om hun vrøvlede men for hende gav det mening. Hun drillede ham, hun nød at drille ham og have det sjovt med ham. Hvilket måske kun fik hende til at 'vrøvle' noget mere. Hun lod hovedet søge let på sned og smilede kærligt til ham. "Nogensinde tænkt på at jeg vrøvler fordi jeg ikke ønsker at du skal vide hvor mærkelig jeg er?" grinede hun drillende og begyndte at nusse ham let på brystet. Hun nød virkelig at have ham så nær. Det var der vidst ingen tvivl om. Den lykke hun følte lige nu havde hun aldrig følt før og hun regnede ikke med at hun nogensinde skulle føle sig så lykkelig igen. Hun vidste at hun på en eller anden måde ville være en lille byrde for ham. Hun vidste at han skulle bruge ekstra ressourcer på hende, for at beskytte og passe hende men hun var glad for at han ønskede at gøre det for hende.
Hun vidste at deres forvandlinger var voldsomme, de gjorde ondt og man vidste aldrig hvad man lavede. Det var forfærdeligt at vågne op dagen efter og ikke vide fra eller til. Hun smilede blidt til ham og lagde roligt sin pande mod hans. Hun havde lukkede øjne og nussede ham blidt i håret. "Bare du prøver, min elskede. Der er tid endnu, tid som vi skal bruge sammen, som vi skal nyde. Og det gør vi bedst hvis vi ikke bekymre os konstant" hviskede hun kærligt og trykkede sig en smule mere ind til ham. Det gjorde lidt ondt men hun bed smerten i sig. Hun ville bare være så tæt på ham som muligt. "Lov at du vil nyde mig som jeg vil nyde dig."

Oprydningen skulle hun nok hjælpe til med om han ville det eller ej. Det var jo sådan set hendes skyld og hun var jo trods alt ikke helt hjælpeløs. Hun sendte ham et blidt smil og lod hovedet søge let på sned. Jo hendes krop var øm, meget øm faktisk men det var vel også forståeligt nok. "Nej det er ikke så slemt" forsikrede hun ham og smilede blidt. "Kun når jeg bevæger mig."

[Deleted]

Izaiah smilede let for sig selv. "Nogensinde tænkt på, at det fremstiller dig mere mærkeligt, at vrøvle sådan?" spurgte han morende. Igen var han faldet til ro, som om at det som var sket udenfor slet ikke var forekommet. Lige der var han blot glad for, at han havde været større end den anden ulv de havde stået overfor, ellers havde det jo nok vist sig at blive temmelig grum af en kamp som de skulle igennem. Men hvad gjorde man ikke for kvinden som man elskede og holdt af? At hun var blind, rørte ham virkelig ikke, for han ønskede at have hende tæt på sig, som han ønskede at være der for hende på denne her måde. Uanset hvad det så end skulle koste ham.
Forvandlingerne var uden tvivl voldsomme og til tider også direkte groteske, uden at Izaiah kunne gøre noget ved det.. Og det var endda uanset hvor meget han ville ønske at det var anderledes. For ham var Keysha uden tvivl det vigtigste og tanken om at han i værste tilfælde, ville komme til at gøre hende ondt, var jo slet ikke en tanke som han kunne bære.. Overhovedet ikke. Hendes kærtegn fik ham dog til at slappe betydeligt mere af, end hvad han havde gjort til nu. Han sendte hende et smil, også selvom han vidste, at hun ikke kunne se det. "Du har ret min kære.. Vi skal bare.. nyde hinanden. Der er lang tid til endnu. Heldigvis," endte han blot. Han lænede sig roligt frem og kyssede hendes pande igen. Han elskede at hun lå der ved siden af ham.

Det bekymrede Izaiah at hun var så øm, og han håbede selvfølgelig på, at der ikke var sket større skade end hvad han til nu havde spottet. Om ikke andet, så ville han da holde øje med hende igennem den næste tid, blot for at vide sig helt sikker istedet for alt det andet. Han nikkede og med et dæmpet suk. "Bare.. lig stille.. Du skal ikke have ondt.." Han endte med at lægge sig ordentlig ned ved siden af hende. Pladsen var måske ikke særlig stor, men den var der om ikke andet.. Og han kunne ligge der ved siden af hende og vide at han faktisk passede på hende.

[Deleted]

Keysha smilede let og lukkede øjnene. "Nogensinde tænkt på at jeg vrøvler fordi jeg er så vild med dig at jeg ikke er i stand til at formulere end ordenlig sætning?" spurgte hun drillende og slappede af for første gang i snart et døgn. Hun var glad for at hans møde med ulven var gået bedre end hendes. Hun ønskede virkelig ikke at der skulle ske ham noget, det var da helt sikkert. Hun tog en dyb indånding. Hun var nød til at blive stærkere sådan så hun kunne hjælpe til og ikke kun være den som skulle redes hele tiden.
Forvandlingerne var ulidelige. For Keysha så det at hun ikke kunne se gjorde det kun værre. Hun vidste aldrig hvornår de helt ville begynde. Hun kunne da mærke det lidt på egen krop men slet ikke det samme som hvis hun havde kunnet se månen. Hun lænede sig let mod ham og kyssede blidt hans kind. Det ville være noget farligt noget de havde gang i under næste måne men hun vidste også at hun virkelig ikke ønskede at tænke på det lige nu. Ligenu ville hun bare gerne være med ham og nyde at være hjemme igen. At ligge der sammen med ham var umådeligt befriende for hende på en måde. hans ord fik hende til at smile og hun kørte rolig en hånd ned over hans kind. "Det er jeg glad for. Der er lang tid endnu" gengav hun roligt og mærkede hans kys mod hendes pande. Det var virkelig en dejlig fornemmelse at han ham der ved hendes side.

At hun var øm var ikke så mærkeligt. Hun havde fået nogle tæsk, det var der vidst ikke mange tvivl om. De fleste af hendes sår var overfladiske og ville forsvinde hurtigt men der var nogle af dem som var dybe og som virkelig var utrolig smertefulde. Hun trykkede sig blidt indtil ham da han lagde sig til rette og lagde den ene arm hen over ham. Hun plantede et blidt kys på hans læber og sendte ham et lille smil. "Jeg skal nok prøve at ligge så stille som muligt, min elskede. Men det kan godt være svært." Hun nussede ham blidt på ryggen og lukkede igen øjnene og puttede sig indtil ham. Hun havde fundet roen, hun havde fundet sit sted og det var her hun ønskede at blive. Det var helt sikkert.

[Deleted]

Ved hendes ord, kunne Izaiah ikke lade være med at smile. Han kunne virkelig godt lide den tanke. "Jeg er uimodståelig, det ved jeg godt," sagde han med en tydeligt morende stemme, også selvom han mente det. Hun havde holdt ham ud for en lang stund, hvilket han uden tvivl var glad for, og det var også derfor at han heller ikke havde tøvet med at tage afsted, så snart at det var gået op for ham, hvad der egentlig var sket, og at hun selv var taget afsted på denne her måde. Hans hånd strøg han roligt over hendes kind, inden han selv roligt lagde sig mere til rette ved siden af hende. Den anden ulv havde været stor, men han havde været større, og bare alt det som han havde fortalt, var noget af det værste, som han nogensinde havde hørt. Selvom der var lang tid til næste fuldmåne, så var der mange ting, som gjorde sit også for hans vedkommende. "Der er lang tid, men jeg kan ikke undgå at gøre mig tanken allerede," forklarede han med en sigende mine, idet han endnu en gang vendte blikket i retningen af dem. Hvad skulle han da kunne gøre ved det ellers? Det var jo hende, som han ønskede at være sammen med.

Hun var øm, hvilket uden tvivl var noget som i sandhed måtte gøre Izaiah bekymret, og det var ikke noget som han kunne gøre noget ved. Han sukkede ganske let, inden han tog imod hendes kys. Det var måske hendes måde hvorpå at hun gjorde det bedre for ham og fik ham til at tænke på andre ting - lige for et kort øjeblik om ikke andet. "Bare du forsøger, så er det fint for mig, min kære.. Jeg bryder mig ikke om, at du skal ligge der og have ondt.. Det går forhåbentligvis over," sagde han roligt. Han lagde sig ganske roligt til rette. Nu hvor han havde hende hjemme.. så kunne han have det fint.. Han var i hvert fald langt mere rolig og afslappet nu.

[Deleted]

Keysha mente virkelig hvert et ord som hun skækede Izaiah. Hun elskede ham og hun vidste godt at hun vrøvlede en gang i mellem men hun gjorde det virkelig kun fordi hun ikke kunne lade være. Han gjorde hende rundt på gulvet, fik hende til at føle sig speciel på en måde som ingen andre havde kunnet gøre det før. Hun var så lykkelig over at han havde fundet hende at tårerne næsten ville begynde at falde af bare glæde! Hun mærkede hvordan han lagde sig bedre til rette og hun puttede sig ind til ham og faldt til ro. Hendes krop var øm og hun havde virkelig brug for hvilen. "Du er helt og holdent uimodståelig" hviskede hun blidt og kyssede hans mundvig en gang. "Jeg elsker dig. Og jeg vil altid elske dig." Hun sukkede mildt og lagde hovedet ind mod hans bryst. Hun nød virkelig det her, selvfølgelig ville det havde været meget mere behageligt hvis hun ikke lignede et kradsebræt men det var nu en gang sådan det var. Hun kyssede ham en enkelt gang på brystet og vendte opmærksomheden mod hans ansigt igen ved hans ord. Hun rettede sig lidt op, lagde en hånd på hans kind og kyssede ham igen. Hun stoppede og ømmede sig lidt af at strække sig på den måde. "Hver gang du siger dumme ting som det der så vil jeg kysse dig. Også selvom det gør ondt" sagde hun bestemt og sendte ham et blidt smil. "Nyd nu bare at vi er her sammen og at vi begge to er i live. Bebe."
Hun smilede blidt til ham. Han var så sød når han bekymrede sig. Hun lagde sig lidt tættere ind til ham og kyssede ham igen på brystkassen. "Jeg skal nok prøve. Men som sagt er det svært. jeg vil have ondt i noget tid, og det bliver nok ikke bedre lige forløbig. I hvert fald ikke med de dybe men ... så længe du er her så er smerten ikke så slemt igen" sagde hun kærligt og begyndte at nusse hans brystkasse med sine fingre. Hun nød virkelig det her. "men jeg burde nok få et bad. Får renset mine sår. Det ville nok gøre det lidt bedre."

[Deleted]

Izaiah var selvfølgelig glad for at hun havde det godt nu, for det var uden tvivl det vigtigste for hans vedkommende.. Der var ikke noget som var vigtigere for ham end hvad hun var, og det stod han gerne fast på. Han skænkede hendes pande et let kys, inden han tog fat om det lasede tæppe og lagde omkring hendes skikkelse, så hun kunne føle den beskyttelse som han kunne give hende. Det var det vigtigste for ham lige nu. "Det ved jeg nemlig godt, at jeg er," sagde han med en tydeligt morende stemme, også selvom han dog mente det. at høre hende give ham de ord, gjorde det kun hundrede gange bedre, for det ville han da aldrig nogensinde blive træt af at høre hende sige dem. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. "Det siger du nu.. vent til der er gået hundrede år, og du virkelig er blevet træt af mig," påpegede han med en tydeligt drillende stemme. Det betød naturligvis meget for ham at høre hende skænke ham de ord.. Han kunne ikke beskrive hvor rart det føles. "Du beskriver mig næsten som en mand der konstant laver dumheder, min kære.. Er det virkelig så slemt?" spurgte han med en drillende stemme. Lige hvad hende angik, følte han at han kunne være sig selv.. han behøvede ikke spille med musklerne, og det kunne han virkelig godt lide.
Selv lagde Izaiah sig roligt og trygt ned ved siden af hende hvor han let lod øjnene glide i. Selv skulle han nok tage den oprydning på et tidspunkt, så det var slet ikke noget som hun skulle tænke på.. Han skulle nok ordne og arrangere med det hele, og det stod han gerne fast på i den anden ende. "I det tilfælde, så må du jo forblive sengeliggende, og så må jeg jo tage mig af dig imellemtiden," pointerede han med en rolig stemme, inden han igen plantede et kys mod hendes pande. Han lod hovedet søge let på sned endnu en gang. Hun ville gerne i bad.. ja, det forundrede ham virkelig ikke. "Skal jeg bære dig derud?" spurgte han med et smil på læben.

[Deleted]

Hun nød det. Hun hyggede sig. Lige nu ønskede hun blot at tiden ville stoppe og gå i stå. Hun ville ønske at de aldrig skulle flytte sig fra dette sted og at hun bare kunne være lykkelig for evigt. Hun smilede blidt og grinede mildt ved hans ord. Lidt selvglad havde han vel lov til at være. Hun trykkede sig ind til ham og kyssede hans brystkasse endnu en gang. Hun mente virkelig de ord hun skænkede ham. Hun elskede ham og hun ville altid elske ham. Han gjorde hende hel og fuldendt. Aldrig havde hun oplevet noget ligende og hun regnede aldrig med at hun ville opleve noget ligende. "Om der går 100 år eller 1000 år eller til evig tid så vil mine ord aldrig ændre sig. Jeg elsker dig Izaiah. Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Du betyder alt for mig. Det vil ikke ændre sig" hviskede hun blidt og kyssede hans brystkasse igen. Dette her kunne virkelig ikke være bedre. Måske hun var død og kommet i himlen? Hun regnede ikke med at hun nogensinde kunne blive lykkeligere end hun var det lige nu. Om han lavede dumheder hele tiden? Det ville hun nu ikke sige men når han ikke ville glemme den næste fuldmåne så var han dum! Alligevel valgte hun en anden forklaring. Måske er det fordi du laver dumheder ofte, ellers er det blot fordi jeg nyder at mærke dine læber mod mine. Det ved man aldrig" drillede hun igen og rakte let tunge af ham.
Hun kunne mærke hvordan han slappede af og hun havde det næsten helt dårligt over at ønske et bad men på den anden side så vidste hun at hendes sår skulle renses. Det ville blive en smertefuld omgang. Klør var ikke ligefrem det reneste redskab i denne her verden. "Jeg skal nok kunne hjælpe til når jeg får det lidt bedre. Jeg er ikke en porcelænsfigur selvom jeg er i stykker" grinede hun let. Hun nikkede roligt til hans spørgsmål om han skulle bære hende derud. Det ville være rart. Hendes fod var stadig voldsom øm. "Jeg ... kunne nok også godt bruge din hjælp til at rense mine sår, min elskede." Hun rødmede let ved de ord og gemte hovedet ind mod hans brystkasse.

[Deleted]

Keysha var et stort mysterium, som Izaiah endnu ikke havde formået at løse. Han elskede hende, hvilket han bestemt heller ikke havde tænkt sig at skjule for hende, for det var der så sandelig ikke nogen grund til. Hvem ville ellers have kastet sig i krig med en anden ulv på denne måde, om det ikke var fordi at der havde været en mening med det? Han vendte blikket mod hende. Selvom hun måske ikke kunne se det, var det lykkens glimt som stod i hans eget øje. Dette var langt mere end hvad han nogensinde havde turde håbe på. "Og lige de ord, bliver jeg da godt nok aldrig nogensinde træt af at høre på, min kære. Du er virkelig alt for mig, og det håber jeg inderligt, at du ved," sagde han med en rolig stemme. Hånden hævede han let, som han strøg den over hendes kind. Lige nu var det bare vigtigt at hun slappede af, så hun for alvor kunne komme igen efter det som nu var sket. Tanken om det, var virkelig ikke behagelig for ham. Hun var heldig overhovedet at være i live. "Eller er det bare endnu en af de mange mysterier ved at være sammen med en kvinde? En af de mange gåder mændene aldrig kommer til at løse?" spurgte han tydeligt morende, ganske enkelt fordi at han heller ikke kunne lade være med det.
Izaiah forstod skam godt, at hun ville i bad, og han ville da hjertensglædeligt tage med hende, om det skulle være det. Han smilede let for sig selv, og lod hånden stryge let over hendes kind. Han elskede hende, og derfor ønskede han naturligvis også at hun skulle have det godt og bedst, samt komfortabelt med hvad der skete. "Naturligvis min kære.. Vent her.. så fylder jeg lige karret op," sagde han roligt, inden han plantede et kys på hendes læber, inden han roligt rejste sig op igen. Han var uden tvivl øm.. meget øm, men hvad gjorde man ikke for den kvinde man elskede? I sig selv var karret ikke meget at prale af. Han søgte ud på badeværelset, hvor han gik igang med bøtter og spand, for at få gang karret fyldt op. Lidt som var det en stor gryde, tændte han op under det, så det kunne varmes op.. Derefter hentede han hende. "Kom med," sagde han roligt, inden han tog om hendes ryg og knæ og hævede hende i sine arme og bar hende med ud på badeværelset.

[Deleted]

Keysha kunne godt lide at være et mysterium. Hun kunne godt lide at være anderledes og blive elsket for at være anderledes. Der var en gang hvor hun virkelig havde ønsket at være som alle andre. At hun kunne se, at hun ikke var så svag men alt det så virkelig ikke så tiltrækkende længere. Hun vidste at Izaiah elskede hende for den hun var og det gjorde at hun elskede at være den hun var. Hun trykkede sig ind til ham. "Ahh, jeg tror ikke at jeg er helt sikker endnu. Du må hellere sige det noget mere" smilede hun drillende og kyssede ham let på brystkassen. Hun vidste at hun var heldig. Hun havde fået en chance mere og den havde hun tænkt sig at benytte fuldt ud. Hun ville nyde den tid hun havde sammen med ham så meget som det var hendes muligt. Hans næste ord fik hende til at grine mildt "Yep. Et af de mange mysterier der er ved at være sammen med en kvinde. Det må du vidst hellere se at lære, min elskede" grinede hun morrende og lagde sig ind til ham. Hun lod sine fingre danse let hen over hans krop til hun fandt hans arm. Hun lod dem følge hans arm hele vejen ned til hans hånd som hun roligt tog om og flettede sinde fingre ind i hans. Hun var lykkelig her. Det var der virkelig ingen tvivl om.
Hun havde brug for et bad. Brug for at få vasket blodet af huden og renset de mange sår. Hun havde det helt dårligt om at bede ham om hjælp. Hun plejede godt at kunne selv men hun var øm og forslået og hun kunne ikke gå på grund af hendes ankel. Hun var virkelig ynkelig lige nu. Hun vidste at han var øm. Fuldmånen tog hårdt på dem begge. Hun mærkede hvordan han rejste sig for at gå ud og gøre badet klar. Hun fik om end noget besværligt sat sig op. Tæppet røg af hende men det gjorde hende intet. Hun følte stille efter sin krop og hevet de sidste rester fra den kappe hun havde haft om sig af. Lyden af hans skridt der kom mod hende fik hende til at smile. Hun mærkede hvordan hans arme tog om hende og hun lagde roligt armene om ham. "Undskyld at jeg er så hjælpeløs, min elskede. Jeg ved at du også må være træt efter i nat" sagde hun undskyldende.