Im sorry.

[Deleted]

Det kunne godt være at Keysha var blind, men for ham, gjorde det virkelig ikke nogen forskel. Izaiah havde lært at se bort fra det handicap, og istedet for kigge på hvad der egentlig gemte sig bag istedet for at se hvad der egentlig var af synlige ting. Denne mand som han stod overfor, kendte hende på ingen måde. Nej, han havde bare set på hende som sit aftenmåltid, og det var slet ikke noget som han fandt sig i. #Forsvind..!# hvæsede han med de blottede tænder, mens han selv blev stående og så til at manden alligevel valgte at søge bort. Det var noget som uden tvivl også passede ham ganske udmærket.
At manden forsvandt, var noget som faktisk passede Izaiah fint. Først der, lagde han ørene tilbage i ret position og hurtigt vendte sig mod Keysha istedet for, da han var sikker på at kysten var klar. Han forvandlede sig.. Og fremstod derfor også som den høje og let brede mand som han altid havde gjort. Han skyndte sig hen til hende. "Keysha for pokker.." Det var mere bekymringen i hans stemme, som han kunne føle, end det var andet, for han var så sandelig bekymret for hende, og det skjulte han så sandelig heller ikke. Han tog forsigtigt fat om hende, for at få hende løftet ud af den pøl af blod som hun sad i. At se hende sådan skræmte ham faktisk!

[Deleted]

Keysha vidste at den anden ulv var forsvundet, hun kunne mærke det, føle det men stadig var hun en smule skræmt. Hun vidste at hvis der kom en hel flok ville de være i knibe. Hvis der kom en flok ville Izaiah være i knibe og det ønskede hun ikke. Hun ville gøre alt for ham. Hun lå stille på jorden lidt før hun fik sat sig op. Det hele svimlede en smule for hendes blik men det nok mere slaget til hovedet der gjorde hende end hendes sår. Hun vidste ikke hvordan det kunne lade sig gøre men på en måde følte hun sig tryg igen. Hun følte sig tryg fordi hun vidste at Izaiah ville beskytte hende. Den anden ulv var forsvundet uden megen kamp og det var en lettelse.
At Izaiah skyndte sig hen til hende fik hende til at smile. Tårerne trillede stadig men denne gang var det mere over lettelsen at hun stadig var i live. Hvad skulle hun dog gøre uden ham. Hun kunne høre hans bekymring og lod sig roligt løfte ud af blodet dog under en smule jamren. Hun var øm men det var der vel intet at sige til. Hun havde rifter over det hele i varierende dybder og på hendes hænder og arme var der dybe bidmærker, alligevel formåede hun gennem smerten at sende ham et blidt smil. "Du fandt mig" hviskede hun kærligt og lænede sig let ind til ham. Forsigtigt løftede hun den ene hånd og lagde den mod hans kind. "Der er ikke sket dig noget, vel? Han gjorde dig ikke noget ham den anden ulv?" ligsom han var hun også bekymret for ham. Hun kunne ikke lide tanken om at han måske var kommet til skade på grund af hende og hun kunne jo af gode grunde ikke kigge efter selv.

[Deleted]

Izaiah faldt først mere til ro, da han var sikker på at den anden ulv var væk, for han ville ikke have at han skulle komme tilbage og gøre dem ondt, og ikke mindst Keysha.. Den kvinde havde virkelig en større betydning for ham, end hvad han var i stand til at beskrive med ord, hvilket heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han nåede hende hurtigt, kun for at føre hende op af pølen med blod. Hans arme gled let omkring hendes skikkelse, som hun lod hånden stryge mod hans kind. Det var beroligende selv for ham. "Selvfølgelig fandt jeg dig," beroligede han hende og med et stille smil på læben, dog selvom han vidste, at hun ikke kunne se det. Under omstændighederne, så virkede hun da til at have det.. okay. Han håbede selvfølgelig ikke på, at hun holdt igen, og virkelig havde ondt, for den anden ulv havde virkelig været hård ved hende!
"Han har ikke rørt mig, min kære.. Vigtigst af alt lige nu, er at få dig hjem. Jeg skal have dig tilset ordentligt.." Han slap hende, kun for at rive kappen af sine skuldre, så han kunne lægge den godt omkring hendes skikkelse, inden han igen lagde armene omkring hende, og løftede hende derfor i sine arme, hvor han også kunne holde hende tæt ind mod sin egen krop. Hvordan hun havde formået at komme så langt væk hjemmefra under den fuldmåne, begreb han virkelig ikke. Han havde i hvert fald hurtigt kunne finde grunden til den uro, som han selv havde følt, da han var kommet nogenlunde til sig selv. "Jeg.. begriber virkelig ikke hvordan du gjorde det.." Hans blik gled mod hendes skikkelse. Han var nødt til at få hende tilset!

[Deleted]

Hun kunne tydeligt mærke hvordan hun faldt mere til ro nu hvor han var hos hende. Hendes vej tilbage havde været lang og hun havde været noget så irritabel på sig selv. Hun havde bare ønsket at være tilbage i armene på Izaiah for det var lige her hun hørte til. Det vidste hun. Hun stønnede svagt når hun rørte for meget på sig, hele hendes krop gjorde ondt men hun prøvede da at holde et bravt ansigt. Hun ønskede ikke at han skulle bekymre sig alt for meget om hende. "Jeg er glad for at du fandt mig, min kære" hviskede hun kærligt og sendte ham et stille smil. Hun havde en følelse af at han gjorde det samme. Keysha var okay, alt taget i betragtning. Hun blødte, hendes sår gjorde ondt og nogle af dem var rigtig dybe men hun ønskede ikke at brokke sig for meget. Hun ville ikke bekymre ham for meget og selv følte hun sikke ikke døende eller noget. Bare såret. Hans ord fik hende til at ånde lettet ud. "Jeg er glad for at han ikke fik fat i dig. Jeg havde ingen ide om hvor stor eller voldsom han var men han virkede ..... mindre end dig i ulveskikkelse" sagde hun stilfærdigt og lod ham putte hende ind i kappen og lod ham tage hende i sine arme. Hun klynkede lidt men trykkede sig glædeligt tættere ind mod hans skikkelse. "Undskyld. Jeg er vidst mere en bekymring og belastning end hvad godt er." Hun lod en stille finger kører hen over hans brystkasse. Hun havde det virkelig ikke godt med at skabe problemer og da slet ikke for ham. Det var det sidste hun ønskede. Hans forundring over hvor langt hun var kommet væk fik hende til at smile svagt og ligge hovedet mod hans skulder. "Panik tror jeg. Min menneskelige skikkelse er slet ikke i kontakt med ulven, mine sanser er ikke skærpede som dine og så under mine forvandlinger går der panik i ulven i mig fordi jeg ikke kan se plus alle andre sanser kører på overtryk. Jeg ved ikke om det er sådan men når jeg vågner op morgenen efter har jeg altid en dårlig fornemmelse og en følelse af ren og skær panik i kroppen" forklarede hun stille og bed sig let i læben. Hun måtte dog hurtigt stoppe igen og endte med at ømme sig lidt. Hendes læbe var blevet flækket efter manden havde slået hende.

[Deleted]

Izaiah var uden tvivl glad for at han havde fundet hende, for det havde virkelig været på et hængende hår, og den tanke kunne han bestemt heller ikke lide, og det erkendte han også gerne. Han fik hende roligt pakket ind i hans kappe, så han kunne give hende den følelse af tryghed som hun så brændende fortjente. "Lov mig, at du ikke gør det der nummer igen," endte han med en dæmpet stemme. Han kunne jo se og mærke på hende, at hun havde ondt, og i sig selv, kunne han faktisk ikke lide den tanke, og det erkendte han så sandelig også gerne for hende. "Du har ondt, Keysha.." bemærkede han pludseligt, da han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Han kyssede hendes pande, som hun strøg hånden henover hans bryst. "Han var ikke så stor, det erkender jeg gerne.. Heldigvis, så gav han sig uden kamp." Han lod hovedet søge let på sned og med en tydelig bekymring i minen, for han brød sig da slet ikke om at se hende på den måde.
Hvordan månen egentlig påvirkede hende, vidste han ikke, men de var uden tvivl nødt til at tage sig af den ting, så det ikke ville ske igen. Hvem ved..? Han kunne komme for sent næste gang? Alene den tanke om det, fik det til at løbe iskoldt ned af hans ryg, for det ville han da slet ikke have! "Du skal slet ikke lytte til ham. Det her er vel bare et tegn på at du har en særlig betydning for mig?" endte han med et smil på læben. Han var lettet nu hvor han havde fundet hende igen. Han begyndte at søge hjemover. Det var en lang tur og han var øm i kroppen, men den var dog nødvendig! "Vi er nødt til at finde på et alternativ til den fuldmåne, hvis det er sådan den påvirker dig, Keysha.. Jeg vil ikke have at du skal komme til skade, og da slet ikke sådan her.." Han rystede fast på hovedet. De var nødt til at finde ud af noget! Om de så skulle begynde at forvandle sig i det samme bur, så måtte det jo være sådan.

[Deleted]

Hun vidste at han var kommet i sidste øjeblik. Hun havde ikke haft kræfter til at kæmpe videre meget længere. Han havde redet hende fra dødens klør. Hun sukkede svagt ved hans ord og lukkede øjnene. "Jeg kan ikke love det for jeg er ikke i kontrol over mine handlinger men jeg vil gøre alt i min magt for ikke at udsætte dig for dette igen" sagde hun ærligt men stadig med de blide undertoner. Hun lod et mildt grin slippe over hendes læber da han konstaterede at hun havde ondt. "Det der gør mest ondt er stoltheden, min elskede Izaiah. Du skal ikke bekymre dig. jeg skal nok klare den." Hun ville virkelig ikke have at han bekymrede sig for meget. Hun havde det jo fint nok, bortset fra blodet og smerterne og alt det andet. hans kys mod hendes pande gjorde hende varm i hele kroppen og hun smilede kærligt til ham. Hendes tanker fløj kort til den dag i kappe butikken hvor deres læber havde mødtes og tanken gav hende røde kinder. Hun var virkelig glad for at han var der for hende. At den anden han bare havde opgivet uden kamp var en lettelse, det ville hun ikke benægte. Hun lod sin hånd falde fra hans bryst og holdt roligt om kappen. Hovedet søgte let på sned før hendes opmærksomhed vendte mod ham endnu en gang. "Er det den kappe du købte?" Spurgte hun smilende.
Den fremmedes ord rungede i hendes hoved. Hun var uduelig, alle svage skulle dø og efter hvad der lige var hændt så var hun meget svag. Izaiahs ord lettede dog hendes tunge sind en smule. Hun ønskede virkelig ikke at være en byrde for ham og hun frygtede virkelig at hun var det. "Vi bestemmer ikke selv hvem der har en speciel plads i vores hjerter, dermed ikke sagt at disse specielle personer ikke kan være en byrde for os" sagde hun stille og rystede let på hovedet af sig selv. "Tag dig ikke af mig. Jeg har fået et par ordenlige bonk i hovedet i dag. Tror måske at jeg har taget skade." En lille latter løb over hendes læber og hun slappede bare helt af i hans arme. Hun lyttede til ham og nikkede. "Jeg ved ikke hvilket alternativ det skulle være. Stærkere bur måske?" sagde hun tænkende. Hun følte sig egentlig meget bedre tilpas nu hvor han var der. Det var som om smerten og uroen fortog sig en smule nu hvor han var der til at beskytte hende.

[Deleted]

"Bare lov mig, at du gør hvad du kan, for at dette ikke skal ske igen," bad Izaiah om med en sigende mine. Han ville ikke tøve med at sætte efter hende som han havde gjort i dag, men det kunne være, at han faktisk kom for sent næste gang? Og den tanke gjorde virkelig ondt på ham, for han ønskede ikke at der skulle ske hende noget! Stoltheden var ramt, men det var hun fysisk også. "Det kunne virkelig have gået langt værre for sig, Keysha.." endte han med en alvorlig mine. Hun havde jo ondt, og det kunne han jo både se og mærke på hende, og derfor reagerede han naturligvis som han gjorde i denne stund. Kappen som han havde fået hende kastet ind i, var skam den samme som han havde købt på markedet sidst de havde været ude - og gæt hvad: Den var ikke gået i stykker denne gang, som de plejede at gøre! Han smilede let. Det var typisk hende at hæve stemningen på den måde. "Det er præcis den som jeg købte sidst vi var ude," sagde han med en rolig stemme.
Uanset hvordan man ville vende og dreje den, så ville Keysha aldrig nogensinde blive en byrde for Izaiah. Han var blevet for glad for hende, så det var ikke nogen hemmelighed, at han ville gøre alt for hende, for.. det ville han faktisk. "Vi bestemmer ganske vidst ikke hvordan, hvorfor eller hvorledes, men den som har den særlige betydning for en, vil man gøre alt for. Ville det ende i kamp.. så havde jeg gjort det.. Bare han ikke rørte ved dig.. Og nu skal vi hjem." Selv efter forvandling, var han godt øm over det hele, og han kunne mærke det, men nej.. Han skulle fremstå som den store og stærke, og det var det som han uden tvivl agtede at gøre i denne situation. Han smilede let. "Der er en måned til næste gang, så det må vi finde ud af. Jeg overvejede.. faktisk at vi gjorde det i samme bur næste gang. Jeg ved ikke hvordan jeg handler eller reagerer som ulv.. men jeg ved, at du gør mig rolig.. Jeg kunne mærke det," sagde han sandfærdigt. I det fjerne kunne han ane deres hjem. Det var dog stadig en lang gåtur.

[Deleted]

Keysha ville virkelig gøre alt i hendes magt for at det ikke ville ske igen. Hun ønskede ikke at han skulle bekymre sig så meget om hende igen. Hun vidste at hun havde været heldig at han havde fundet hende på det tidspunkt som han havde gjort det. Og det var hun meget taknemmelig for. Hun smilede blidt til ham og lod hovedet søge let på sned. "Jeg er stadig i live, takket være dig. Det er anden gang du har reddet mig inden for kort tid. Jeg er nød til at finde en måde at gengælde det på" sagde hun roligt og skjulte sin smerte lidt. Hun ville ikke vise hvor ondt hun egentlig havde det. Et sted ønskede hun også at vise ham at hun var stærk, i det mindste på en eller anden måde. Hun kunne ikke lade være med at smile da hun fandt ud af at det var selv samme kappen. Hun grinede mildt og vendte ansigtet mod ham. "Jeg sagde jo at de holder længere hvis man tager dem af inden sin forvandling" sagde hun drillende og lod hovedet søge let på sned. Hun nulrede stoffet let i sine tilskadekomne hænder og sukkede, stadig smilende dog. "Så må vi bare se om jeg kan få alt blodet af den igen."
Hun vidste hvad hun mente. Hun havde det et sted på samme måde som han. Hun ville gøre alt for ham også for at sørge for at der ikke skete ham noget. "For den vi elsker vil vi gøre alt i vores magt for at beskytte. Hvis det kunne rede dig ville jeg med glæde opgive alt. Du er vigtigere for mig end mig selv, Izaiah" sagde hun stile og lod hovedet falde mod hans skulder. Hun lukkede stille øjnene sukkede stille. Hans ord fik hende til at løfte hovedet igen, åbne øjnene og vende ansigtet i hans retning. "Jeg troede ikke at det var smart at forvandle sig sammen. Er der ikke en stor chance for at flå hinanden levende?" spurgte hun tænkende. Hun mente at det var noget hun havde fået afvide af en anden varulv hun havde mødt men hun var ikke sikker. "Jeg ved at du også ville kunne gøre mig rolig men jeg er bange. Vi har ingen kontrol i de timer. Hvad hvis vi ikke er rolige men ender med at slås. DSet er vidst ikke nogen hemmelighed hvem der ville ende med at bide i støvet. Du er en god mand. Hvis du gjorde noget ved mig under en forvandling ville du ikke kunne være i dig selv fordi du ville have det dårligt over det." Hun kendte ham jo og hun vidste at hvis der endte med at ske noget ville han se det som hans skyld og det ønskede hun ikke.

[Deleted]

Izaiah ønskede slet ikke at der skulle ske Keysha noget, så skulle det gå hen og blive en nødvendighed, ville han gøre hvad han kunne for at beskytte hende - om han så skulle søge ud efter hende en gang mere, så var det sådan det måtte blive. "For mig, er det nok at du bare er der, min kære. Det giver mig da noget at tage mig af og passe på.. Og jeg kan lide det," fortalte han sandfærdigt. Det var bestemt ikke fordi at hun skyldte ham noget, for det gjorde hun virkelig ikke. Det betød bare meget for ham, at hun gjorde dette, og det var der virkelig ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle være. Selv vidste han at hun havde ondt, og derfor måtte han jo tage sig af det, og det havde han så sandelig også tænkt sig at gøre, og det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rystede let smilende på hovedet. "Okay, det er så.. hvad? En gang ud af hvor mange, hvor du har haft ret?" spurgte han med en tydeligt drillende stemme, for han kunne da heller ikke lade være.
Langsomt nærmede de sig deres hjem, og det var noget som Izaiah glædede sig til. Han var øm.. Forvandlingerne tog selv hårdt på ham, og specielt når de skete på denne måde. "Det værdsætter jeg virkelig.. Som du også er det vigtigste for mig," sagde Izaiah roligt. Selv på denne halvlange vandring, gik han raskt til. Der var ikke nogen som skulle se dem.. Det var slet ikke noget som han havde lyst til om ikke andet. "Det er en chance og risiko at løbe, men hvis det giver din ulv den ro, så netop dette ikke sker igen, så er det en chance som vi måske skal løbe? Jeg ved ærlig talt ikke om det overhovedet er muligt at anskaffe os stærkere burere end hvad vi allerede har," fortalte han roligt.

Langt om længe nåede Izaiah hoveddøren ind til deres hjem og tvang den op. Selvom det indvendig var et kæmpe kaos, udelukkende fordi at hun havde formået at bryde ud, så havde han bestemt ikke tænkt sig at sætte sig tilbage for at få ryddet op først. Nej, det første som han havde haft i tankerne, var at få hende hjem igen!

[Deleted]

Keysha var virkelig lykkelig sammen med Izaiah. Han havde redet hende fra mørket og gjort hende til en del af sin flok. Han var der for hende og det gjorde ham intet at hun var svag. Hun kunne ikke forlange mere af ham. Forsigtigt puttede hun sig ind til ham. Hans ord gjorde hende glad. "Jeg vil aldrig skildes fra dig, min elskede. Aldrig nogensinde" sagde hun blidt og smilede roligt. Hun mente dog stadig at hun skyldte ham meget. Det ville hun nok altid gøre. Hun ville altid skylde ham sit liv om hun så skulle betale ham tilbage ved at være ved hans side til den dag deres hjerte ikke kunne mere så var det sådan det var. Hun ville bare gerne være sammen med ham. hendes smerte syntes at fortage sig lidt da han drillede igen. Hun grinede mildt og vendte ansigtet mod hans skulder og gav den et lille kys selvom det gjorde lidt ondt på hendes læbe. "En gang? Jeg har jo altid ret. Det er jeg ret så sikker på. Du er den stærke og jeg er den som altid har ret. Det er en ret god fordeling, ikke?" sagde hun drillende. Hun kunne virkelig mærke hvordan hele hendes sind blev løftet op igen når han var der. Han formåede virkelig at gøre noget ved hende som ingen andre kunne.
At de snart var hjemme kunne Keysha godt så svagt fornemme. Hun vendte ansigtet mod deres hus som hun ikke kunne se og lod hovedet søge let på sned. Hun kunne genkende lugten selvom den var meget svag for hende. Hans ord gjorde hende glad, hun kunne mærke hvordan hendes hjerte begyndte at hamre i hendes bryst og hendes opmærksomhed vendtes mod ham endnu en gang. "Det er jeg glad for. Du giver mig noget jeg aldrig har haft før. Du gør mig hel" endte hun i en hvisken. Hun var efterhånden ved at være ret træt. Det tog på hende at være så skadet og at have vandret så langt. Hun trykkede sig indtil ham endnu en gang og lukkede øjnene mens hun blot lyttede til hans ord. "Vi kan godt forvandle os i samme bur ved næste måne på en betingelse. Du må love mig at hvis der sker noget, hvis uheldet skulle være ude og vores ulve i samme bur ikke kan sammen og jeg kommer til skade, at du ikke vil bebrejde dig selv for det. Så skal jeg også love ikke at bebrejde mig selv hvis jeg gør skade på dig" sagde hun stilfærdigt.

Hun kunne tydeligt høre hvordan hoveddøren gik op og hun kunne mærke hvordan luften forandrede sig da de kom inden for. Hun kunne jo af gode grunde ikke de rodet men hun regnede med at deres ting lå alle steder. "jeg har fået lavet et ordentlig rod, ikke?"

[Deleted]

Det sydede helt i Izaiahs arme, men han skulle formå at få hende helskindet hjem. Det var virkelig det eneste mål som han havde lige nu. Han kunne ikke lade være med at smile ved hendes ord. Hovedet lagde han kort tæt ind mod hendes. "Hold fast i den tanke," endte han med en rolig stemme. Det var bestemt ikke fordi at han ville påstå at hun skyldte ham noget. Hun var der for ham og med ham, og mere end det, krævede han så sandelig heller ikke, og det var også den slags, som han ønskede at understrege for hende. Han rystede let på hovedet. "Jeg synes du strammer den lige voldsomt nu, min kære," endte han morende. Det glædede ham uden tvivl at de kunne snakke sådan her, som de gjorde i øjeblikket, og det understregede han gerne for hende på denne her måde. Lige nu ville han bare gerne have hende hjem og få hende tjekket, så han var sikker på, at der ikke var sket noget yderligere end hvad øjet lige var i stand til at se.
Selv måtte Izaiah erkende, at det uden tvivl betød meget for ham. "Som du gør mig hel, Keysha.. Jeg elsker dig jo," endte han med en rolig stemme tæt ved hendes øre, da han fik puffet døren op, så de endelig kunne komme ind. Han sikrede sig også pænt at døren blev puffet i efter ham endnu en gang. Han ville jo gerne sikre sig, at han havde hende alene og for sig selv, for det var det som var vigtigst for ham. "Jeg ved ikke om jeg kan garantere dig for hvordan jeg ville have det, hvis det - gud forbyde det, skulle ende med at gå galt, for det ønsker jeg på ingen måde. Jeg ønsker ikke at gøre dig noget, min kære.. Og tanken om det, er dræbende for mig," endte han med en dæmpet stemme.

Stuen lignede et bombekrater, selvom det nu heller ikke var noget som rørte Izaiah som sådan. Han havde ærlig talt ikke set det.. kun at hun ikke havde været der, og at hendes bur havde været åbent. "Det.. kunne have været værre.. Det skal du ikke tænke på. Det er hurtigt at rydde op," afviste han. En blank løgn ganske vidst, men han ville ikke have at hun tænkte på det. Han møvede sig igennem roet, for at komme hen til deres slidte sofa, hvor han lagde hende ned. Han strøg hende roligt over håret.

[Deleted]

Han måtte efterhånden også være træt, det ville ikke undre hende. Det var hårdt for dem at forvandle sig og hun havde ikke gjort nogen af deres dag efter særlig behagelige. Det at han lagde sit hoved tæt ind til hende fik hendes hjerte til at hamre igen. Hun kunne virkelig godt lide at være så tæt på ham. Forsigtigt lod hun et kys tilfalde hans kind og hun smilede kærligt til ham. Hun ville være ved hans side til den dag hendes hjerte ikke længere hamrede i hendes bryst. Hans morrende ord om at hun strammede den fik hende til at grine let. "Altså vi blev lige enig om at jeg altid havde ret og så må jeg jo også have ret i at jeg altid har ret ..... Eller bliver det for indviklet nu?" spurgte hun grinende. Dog måtte hun stoppe igen ret hurtigt. Hun tog sig til siden og sendte ham et undskyldende smil. Hun var vidste ikke helt så på toppen som hun regnede med.
Han elskede hende? Hun vidste det godt men det var hende stadig meget mærkeligt at høre ordene udtalt. Hun rødmede let og puttede sig ind til ham. "Jeg elsker også dig" gengav hun og kunne ikke lade være med at smile. hun havde aldrig i sin vildeste fantasi kunne forstille sig at hun ville ytre disse ord til en anden person og at de ville gengælde dem. Hun havde altid troet at hun ville ende alene på grund af hendes manglende syn. De kom indenfor og det lettede virkelig på Keysha's sind at hun var hjemme igen. Det havde ikke ligefrem været en sjov tur tilbage. Hun var løbet langt som ulv og efter hvad der var hændt hende i løbet af dagen så havde hun det bare bedst hjemme. Et lile suk kom over hendes læber ved hans ord og roligt lagde hun sin hånd mod hans kind endnu en gang. "Du er nød til at love mig det, min elskede. Jeg ville ikke kunne leve med det hvis jeg vidste at du bebrejdede dig selv på den måde bare fordi jeg er besværlig. Jeg ved ikke hvad der vil ske med os hvis vi forvandler os i det samme bur men vi er vilde dyr i de timer. Grimme ting kan forkomme og det skal kunne leve med før jeg kan sige ja til det" Hendes stemme var stadig blid men dog var hun lidt mere fast i det ved disse ord. Han måtte virkelig ikke bebrejde sig selv hvis der skulle gå hen og ske hende noget hvis de forvandlede sig i samme bur. Det ville ikke være hans skyld og hun ville ikke have det. Basta!

Den åbenlyse løgn var let for hende at se igennem. Hun sendte ham et lille smil og lod ham ligge sig på sofaen. Hun ømmede sig en smule men var nu alligevel glad for at være hjemme. "Tsk tsk. Jeg er måske blind men jeg er ikke dum. Jeg husker hvordan det var at gå rundt på mit værelse efter nogle af mine forvandlinger. Mit gæt er at det liger at en ild dæmon er sprunget i luften herinde, blot uden alt soden" sagde hun morrende og tog forsigtigt hans hånd i hendes egen. Det gjorde en smule ondt men det var ligegyldigt for hende. hun ville bare mærke ham med så meget af hendes krop som hun kunne bare for at være sikker på at dette ikke blot skulle ende med at være en drøm.

[Deleted]

Izaiah brød ud i et grin, ganske enkelt fordi at han ikke kunne styre det mere. Han rystede let på hovedet og vendte så blikket mod hende endnu en gang. "Hvad skulle du dog gøre uden mig til at holde styr på alle de mange tanker, min kære?" spurgte han morende. Hvis hun ikke selv kunne finde ud af det, så måtte han jo gøre det for hende - med andre ord, så var det da ham som bestemte og ej hende! Hovedet gned han let op af hendes. Selv han var tydeligt præget af dyret, og specielt når fuldmånen stort set lige var overstået. Det efterlod ham energiforladt.. han kørte vel på adrenalin lige nu? For under normale omstændigheder ville han bestemt ikke have overskuddet til at gøre det her med hende.
Izaiah var ikke bange for at give Keysha de ord, for han mente dem uden tvivl. Han elskede hende, og derfor ville han da uden tvivl også gøre hvad han kunne for at gøre hende glad, passe på hende og ikke mindst være der for hende. Selv havde han gjort sig tankerne om, at det var hende, som han skulle blive gammel med, og det var skam også det, som var ham selv det vigtigste, og det var han ikke bange for at erkende overfor hende. At høre hende gengælde ordene, fik kun smilet til at brede sig tydeligt på hans læber, og det var noget som uden tvivl også betød alverdens for ham, og det var han bestemt heler ikke bange for at skjule. Han sukkede tungt. "Jeg har jo heller ikke lyst til at gøre dig ondt, og hvad jeg laver under fuldmånen, kan jeg ikke kontrollere.. For alt hvad jeg ved, kan det hænde, at der intet sker.. eller der kan ske en hel masse, og så er det virkelig mange timer.. Og jeg vil jo heller ikke gøre dig ondt," forklarede han dæmpet.

Selvom stedet her lignede Jerusalems ødelæggelse, så tog Izaiah det ikke særlig tungt. Vigtigst for ham, var jo faktisk at vide, at hun havde det godt, var sikker og var kommet hjem. Han lod hende tage hans hånd, hvilket kun fik ham til at smile.. Det var også først nu, at han for alvor kunne mærke hvor træt han egentlig var.. Og hvor ondt han faktisk havde det. Let trykkede han omkring hendes hånd. "Det er nok meget rigtigt.. Men tænk ikke på det.. Vigtigst er at du er hjemme.." Han hævede hendes hånd og skænkede hendes knoer et let kys.

[Deleted]

Keysha grinede mildt og trykkede sig let ind til ham. "Jeg kan sagtens holde styr på mine tanker. Jeg har mere brug for dig til .. Andre ting" sagde hun med et drillende smil på læben og blinkede let til ham. Hun kunne ikke lade være. Med ham følte hun sig virkelig bare hel. Hun følte at al hendes smerte intet betød og at det vigtigste var ham. Hun kunne godt mærke at ulven i ham stadig var meget fremtræden og det gjorde hende intet. Hun gnubbede sig let op af ham ligeså og nød bare den nærhed han gav hende. Bare i denne korte periode som de havde været sammen var hun selv blevet tættere knyttet med det bæst som lå så dybt i dem. Det var rart at hun ikke længere følte det helt fremmed.
Keysha havde aldrig nogensinde troet at hun ville kunne have denne form for følelser for et andet menneske, hun havde heller aldrig troet at hun ville finde en som ville gengælde dem. Selv havde hun altid set sit manglende syn som et handicap når det kom til kærlighed men her sammen med Izaiah så betød det intet. Og det var hun virkelig lykkelig for. Hvad deres fremtid havde i vente vidste hun ikke, hun kunne bare mærke på sig selv at hun ønskede at blive sammen med ham for evigt. "Jeg ved godt at du ikke ønsker at gøre mig ondt. jeg ønsker heller ikke at gøre dig ondt. Jeg vil bare ikke have at du bebrejder dig selv for hvad der kan ske i de timer vi ikke kan kontrolere os. Det er en chance vi må tage og ville bare ikke kunne klare at se det påvirke dig på den måde" hviskede hun kærligt mod hans skulder og kiggede op på ham med et lille smil. Hun ville aldrig nogensinde kunne holde ud hvis hun gav ham den form for smerte.

Deres hus var et stort rod. Et sted besluttede hun sig for at hun ville rydde lidt når morgendagen ville byde sit goddag, ligemeget hvad han sagde. Hun gav hans hånd et lille klem og sendte ham et roligt smil. "Hjemme er for mig ikke et sted. Hjem er for mig der hvor jeg føler mig bedst tilpas og så længe du er ved mig så er hjem hvor du er" sagde hun kærligt og sendte ham endnu et blidt smil. Hun elskede ham virkelig og hun var så glad for at han havde fundet hende i skoven. Hun var så glad for at hun var her sammen med ham.

[Deleted]

Izaiah kunne nu slappe af igen, udelukkende fordi at han nu havde fået Keysha med hjem igen. Selv nu hvor hun virkede mere afslappet, da det var de typiske drillerier som dukkede op, så var det ikke just noget som gjorde ham det mindste. Tvært imod, så var det rart at se den side af hende. "Så det du prøver at sige, er at du er hjernen og jeg bare er musklerne?" spurgte han med en drillende stemme. Han himlede let med øjnene og rystede så på hovedet af hende, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Selv var det bare vigtigt for ham, at hun var sikker og specielt under fuldmånen når hendes ulv gik sådan i panik over det manglende syn, for den tanke kunne han da slet ikke lide. Når det nu endelig var sagt, så var der ikke noget at gøre ved det. Det var bare at få det bedste ud af det, når mulighederne endelig bød sig, og for ham, gjorde det manglende syn virkelig ikke noget. Sagen var jo så bare, at han ikke havde nogen anelse om hvordan han ville reagere, når fuldmånen endnu en gang ville ramme dem, og det var det som gjorde ham usikker. "Fuldmåne eller ej, vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv, om jeg skulle gøre dig ondt, Keysha. Du er og bliver det vigtigste for mig.. Vi kan prøve den ene gang, og så se hvordan det går. Burene er ikke særlig store, og går det galt, er jeg bange for konsekvenserne.." Hans stemme var varsom. Han ville langt hellere selv komme til skade, end at forvolde den på hende!

Keysha blev roligt lagt på en lasede sofa. Deres hjem var ganske vidst ikke meget at prale af, men om ikke andet, så var det der, og det var jo det som var det vigtigste - specielt også i hans øjne. Og så lang tid at de havde hinanden, så gjorde det jo også kun sagen meget bedre. Selv skulle han nok få ryddet op. Nu vidste han jo hvor tingene skulle stå hende, og han ville jo heller ikke have, at hun skulle falde oveni det hele. Han sendte hende blot et smil. Hendes ord varmede ham virkelig. "Hvis jeg er din trygge base, vil det forblive en base som du vil have i frygtelig mange år fremover. Jeg går ingen steder.." Han vendte sig mod hende og med et smil på læben. "Skal vi få dig kigget over.. Han var grum ved dig," tilføjede han denne gang med en snert af bekymring.