Im sorry.

[Deleted]

Pokker tage det alt sammen! Pokker tage ulven og fuldmånen og alt muligt! Keysha vrissede for sig selv som hun gik hen ad hvad hun gik ud fra var en lille landevej. Hun sukkede stille og stoppede op og prøvede at se om hun kunne dufte noget velkendt men ak, hun kunne intet genkende og det irriterede hende. Med stille og forsigtige skridt begyndte hun at gå igen. Hun ville hjem og det kunne kun gå for langsomt! Endelig så vidste hun da at hun var i Manjarno, hun vidste at hun var i det område hvor hun havde holdt til med Izaiah. Der var ikke så langt igen. Det håbede hun ikke i hvert fald. Enkelte tårer trillede ned over hendes kinder og hun tørrede dem hurtigt væk igen. Hun var virkelig ked af at hun var stukket af, også selvom hun ikke havde gjorde det med vilje. En lille vind omsvøbte hende og hun trak kappen tættere om sig. Hun var jo helt bar inden under den og hun havde ikke lyst til at folk skulle se hende sådan. Hun havde været heldig at englen havde sagt ja til at hun måtte få hans kappe.
Ved et uheld kom hun til at dreje fra den lille vej og endte midt inde i noget mindre skovområde. Hun kunne mærke skovbunden under hendes fødder og hun blev lidt forvirret over hvor hun var endt hende. Hun sukkede opgivende og stoppede ved et træ og stod stille. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. En lille vind ramte hende i ansigtet og hun stoppede helt op. Med vinden var der også en lugt som hun kendte, lugten af hjem. Uden at tænkte videre over det begyndte hun at løbe mod lugten. Nu ville hun bare hjem! Det manglende syn var dog endnu en hindring og hun så ikke det lille hul som hun var på vej imod. Hun ramte det og endte på jorden med en forvredet fod. "Fordømt!" vrissede hun med tårerne trillende ned af hendes kinder. Kunne det dog ikke bare være let!

[Deleted]

En forfærdelig kedelig dag uden lige! Willow sukkede stille og traskede roligt igennem skoven. Han havde ellers fåpet afvide at Manjarno var lige det rette sted for ham at jage men det virkede da ikke sådan? Måske hans flokleder bare havde spillet ham et puds. Pokker tage Igor og alle hans gode ideer. hvornår lærte han at lytte. Willow var næsten ved at opgive og vende snuden hjem ad da han fik færden af noget interessant. Hans hovedet søgte let på sned og han forvandlede sig til den store sorte ulv og luntede roligt i retning af lugten. Det blev tydeligere, lugten af en af hans artsfæller. Hans sanser skærpede og han listede af sted. Han ville helst ikke fanges af en anden flok på deres område. Han stoppede op da hans blik fangede en pige længere fremme for sig. Lugten kom fra hende, det var han helt sikker på. Hovedet søgte endnu en gang let på sned mens han betraktede hende, der var noget over hende som han ikke lige kunne sætte en finger på.
Pludselig begyndte hun at løbe og han kunne mærke det løbe koldt ned af ryggen. Havde hun bemærket ham? Var hun på vej til sin flok? Under alle omstændigheder kunne han ikke lade hende løbe. Han satte hurtigt efter hende men holdt dog lidt afstand. han kunne jo løbe i en fælde. Han måtte dog brat stoppe op igen da han så hun faldt. Han betragtede hende, hun var blind? Ikke noget under at hun havde opført sig lidt underligt. Willow forvandlede sig tilbage til sin menneskelige skikkelse. Pigen foran lå og ømmede sig og et smil bredte sig på hans læber. Hun ville være et let bytte. han rømmede sig en gang og begyndte at gå hen imod pigen med lidt tunge skridt sådan så hun kunne høre hvor han var henne. "Hvad laver sådan en ung kvinde som dig herude helt alene?" sagde han koldt og lettere ophidset. Sådan blev han altid når der var udsigt til at han kunne få noget at spise.

[Deleted]

Keysha lå på jorden og ømmede sig. hendes ankel gjorde virkelig ondt. Hun havde da også været for dum! Hun kunne jo ikke løbe sikkert uden at kunne se, det vidste hun jo godt. Izaiah havde været hende støtte i den tid de havde været sammen med nu kunne hun da godt se hvor meget hun egentlig var blevet afhængig af ham. Hun sukkede stille og rystede på hovedet. Det ville snart være sammen igen, hun skulle snart se ham igen. Det ville hun i hvert fald sørge for. Hun ville ikke undvære ham, ikke længere.
Hun blev dog pludselig hevet ud af sine tanker da hun opfangede at der var en anden. Izaiah? Nej, det kunne ikke være ham. Hun vendte ansigtet imod der hvor lyden kom fra og hun trak kappen tættere om sig. Hun var ikke helt sikker på at denne mand, som hun tydeligt kunne fornemme det var, kom med gode intentioner. Ved hvert skridt han togn kunne hun tydeligt fornemme at han ikke ville hende noget godt. Hans stemme ramte hendes øre og fik hendes blod til at isne i hendes åre. "Jeg er bare på vej hjem og faldt på vejen. De behøver ikke bekymre dem om mig" sagde hun med rolig stemme selvom hjertet i hendes bryst hamrede så hurtigt at hun næsten troede det ville løbe væk. Han var farlig, det vidste hun allerede nu. En hver fiber i hendes sind fortalte hende at han var farlig og at hun skulle væk.

[Deleted]

Willow nød det her. Han kunne tydeligt fornemme hendes frygt som han kom tættere på pigen. Han vidste at hun vidste at han var farlig og den følelse af magt var virkelig noget som han ikke kunne leve uden. hans skridt var rolige som han nærmede sig hende. Vidste hun ikke at når et byttedyr blev skadet så døde det? Af hvad han kunne se så havde hun været skadet i mange år, med hendes manglende syn burde hun havde været død for mange år siden. Han nåede helt hen til hende og satte sig på hug ved hendes side og betragtede hende med kolde lystne øjne. Hun var da køn, måske han skulle lege lidt med hende før han satte tænderne i hende? Han hørte hendes ord og en kold latter lød fra hans læber. Med en hurtig bevægelse havde Willow grebet fat i hendes hage og han holdt hende fast med ansigtet vendt mod ham. "Hvem sagde at jeg bekymrede mig?" grinede han hånligt og betraktede hendes træk meget nøje. Han havde altid haft øjne for blonde og rødhårede piger og hende her var ingen undtagelse. "Vores mødre lære os altid at vi ikke må lege med vores mad men jeg nyder sådan at lege med min før jeg spiser. Skal vi lege?" Han var ude på at gøre hende panisk, han elskede når hans bytte blev paniske. Når de stadig troede at de havde en chance. Han lod sin tommelfinger fra den hånd han holdt hende med, køre hen over hendes bløde læber mens han slikkede sig om munden. Det her skulle nok blive hyggeligt ..... For ham.[/blcokquote]

[Deleted]

Keysha vidste at dette nok ikke ville ende godt. Hun kunne fornemme det, han var som hende, en varulv og hun huskede tydeligt hvad der var sket med hende sidst. Før Izaiah havde hun mødt andre varulve, ikke bare havde de nærmest udstøt hende de havde ikke ligefrem været pæne ved hende. Skader både fysisk og psykisk havde de efterladt på hende men efter hun havde mødt Izaiah havde det ikke været så slemt. Nu var hun i marridtet igen.
Hun mærkede hvordan han greb fat i hende og vendte hendes ansigt i retning af hans. Hun prøvede at komme fri men han var for stærk. Hans styrke var enorm, så stor at bare tanken kunne skræmme hende. Hun prøvede at trække været stille og roligt men kunne ikke. hendes hjerter hamrede for hurtigt og det blev langt fra bedre efter hans ord. Han havde tænkt sig at slå hende ihjel? Og ikke nok med at så ville han spise hende? Hun kunne næsten ikke tro hvad hun havde hørt og hun prøvede endnu mere ihærdigt at komme fri. Hun mærkede hvordan hans finger kørte over hendes læber. Hun så sit snit og da han kom for tæt på bed hun ham så hårdt i fingeren for at få ham til at slippe. Hun ville da i hvert fald ikke gå ned uden en kamp!

[Deleted]

Han nød det virkelig. Han nød at kunne mærke hendes frygt. Det var jo utrolig dejligt. Han kunne mærke hvordan hun prøvede at komme fri og han nød en kamp. Det her kunne virkelig ikke bedre! Han slikkede sig let om munden mens han blot betragtede sin finger køre over hendes læber. De skulle nok hygge sig her i den sidste tid. Dog ændrede hans attitude sig hurtigt da han mærkede hendes tænder bore sig ned i hans finger. Han næsten brølede næsten mens han slap hende og væltede let bagover. Han troede næsten ikke på det, fra hans finger strømmede der let blod fra tandmærkerne. Det var mange år siden at han havde blødt. Dumme tøs. Han kom hurtigt på benene igen og løftede hånden. Han slog hende så hårdt han kunne sådan så hun fløj en gang hen over græsset så lang hun. "Dumme kælling" hvislede han. "Jeg ville i det mindste have fået dig til at nyde din sidste stund. Nu skal du bare lide så meget som muligt inden dit usle liv ender!"

[Deleted]

Keysha kunne mærke hvordan han slap hendes ansigt og i et kort øjeblik åndede hun lidt lettet op. Hun kunne tydeligt smage blodet i hendes mund, hun hadede virkelig den smag af jern det efterlod. Hun prøvede at kravle væk fra manden, hun havde en ide om hvor han lå henne men hun nåede ikke langt. Hånden som ramte hendes ansigt fik hende til at ende på jorden så lang hun var. Det ringede for hendes øre og hun blev lettere disorienteret. Hun kunne mærke hvordan blodet langsomt løb ned fra hendes mundvige og hun lukkede øjnene. Hun vidste godt at hun ikke kunne hamle op med en fuldvoksen han som ham men hun ville da i det mindste gøre forsøget! Hun trillede om på maven og begyndte at kravle længere væk. Hun ville bare væk fra ham så hurtigt som muligt, også selvom det gjorde ondt. Tårerne kunne hun gemme til en anden gang.

[Deleted]

Willow var langt fra tilfreds! Denne dumme kælling havde bidt ham og her havde han ellers behandlet hende pænt indtil nu! Han rystede på hovedet, han ville aldrig kunne forstå sig på kvinder. De eksisterede jo kun for at servisere mænd og kunne de ikke finde ud af at opføre sig ordenligt så skulle de bare have et lag tæsk. Han havde slået hende så hårdt som han kunne, ikke kun fordi han synes at hun fortjente den men også fordi han egentlig ville vise hende hvor stor og stærk han var. Han ville have at hun skulle lide og frygte ham. Han betragtede hende som hun kom til hægterne igen og begyndte at kravle væk fra ham. Hun havde da en vilje til at leve, det måtte han i det mindste give hende. Han smilede koldt som han med rolige skridt gik over til hende. Han stilte sig til rette ved hendes side og herfeter placerede han et spark lige til hendes mave som fik hende til at vende sig om på ryggen igen. han kastede sig hurtigt over hende og satte sig på hende med al sin vægt for at holde hende nede. Han bemærkede hurtigt at hun intet havde på under kappen og et lille grin forlod hans læber. "Nææh, havde du klædt dig af for mig? Ej det skulle du ikke have gjort. Det er forsent nu, kælling." Oven på hende forvandlede han sig til den store sorte ulv og som et vildsyr begyndte han ellers og bide og kradse i hende så godt som han kunne. Hun skulle ikke slippe afsted med at få ham til at bløde.

[Deleted]

Keysha ville bare væk. Hun var ligeglad med om hun havde såret hans stolthed ved at bide ham. Hun vidste bare at hun skulle væk og det kunne kun gå for langsomt. Dog kunne hun godt se at det ikke ville blive let for hende. Hun kunne høre ham komme nærmere og svagt kunne hun mærke panikken brede sig i hende. Hun var nød til at komme væk, hvis hun dog bare kunne løbe! Hun nåede ikke at tænke meget mere før al luften blev sparket ud af hende og hun gispende trillede om på ryggen igen. Hun hev efter vejret og ømmede sig gevaldigt indtil hun mærkede ham smide sig oven på hende. Hun vidste det, det var slut. Det begyndte at gå op for hende at hun ikke kunne komme væk fra ham igen. Hans ord rungede i hendes hoved og hun mærkede hvordan hans krop forvandlede sig til noget med pels. Hun var ikke dum, han var som Izaiah, han kunne forvandle sig som han ønskede det. Hun mærkede hvordan han klør og tænder borrede sig ind i hendes krop alle steder hvor de kunne komme til. Hun gjorde sit bedste for at kæmpe imod men han var bare for stærk. Hun kunne ikke komme væk. Blodet flød fra hendes sår og med hver et nyt kom der mere. Tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder og hendes smertes skrig kunne høres over det lille skovområde.

[Deleted]

Izaiah havde uden tvivl været urolig, efter at han havde fundet ud af, at Keysha var kommet ud under fuldmånen, for hun kunne da uden tvivl være nået langt på denne korte tid! Han havde søgt ud og med sanserne på stilk, for han var nødt til at finde hende, og specielt fordi at han var nødt til at finde ud af hvor langt hun var kommet. Uden et syn, så vidste han også godt at det hurtigt kunne ende med at udvikle sig til en temmelig ubehagelig situation.
Han havde indtaget forvandlingen. Med hans høje alder og konstant kamp, så havde han formået at tæmme ulvens skikkelse, krop og sind udenfor fuldmånen, og det skulle så sandelig også have sine fordele. Han havde hendes duft og han fulgte den glædeligt. Han slog let med halen og bevægede sig hurtigt frem.. Det var der han stoppet op. Lyden af andre stemmer fangede han lige så, men derimod også duften af Keysha som stadig kun blev stærkere. Han rejste ørene for at lytte. Han brød sig ikke om det.. Han brød sig slet ikke om det. Han knurrede ganske let og fortsatte istedet for frem.. Og det var det han så det. Hans øjne skød direkte lyn alene ved synet af det. Selv nu hvor han anså sig som alfaen i en ellers lille flok kun bestående af de to, så var det uden tvivl hans arbejde at passe på hende.. Men også med den følelsesmæssige forpligtelse som var i billedet. Manden bed ud efter hende.. Og det var det som fik ham til at reagere. Han hylede kraftigt, inden han direkte satte i løb direkte mod dem. Tænderne blottede han med det samme, idet han gjorde et kraftigt udfald direkte mod den mandlige skikkelse og satte tænderne mod hans skulder i et forsøg på at tvinge ham væk fra Keysha. Der var slet ikke nogen, som skulle have lov til at røre hende!

[Deleted]

Willow var fuldstændig optaget af at molestrere den stakkels pige under ham. Hendes smertes skrig og hendes tårer gjorde det om muligt kun bedre for ham. Han elskede at se de uværdige lide på den måde. Man kunne nærmest høre på den måde han trak vejret at han nød det. Hendes skrig blev højere som hans klør kom dybere ind i hende, var der noget bedre i denne verden? Han var i sådan en extase at han end ikke bemærkede at der var kommet en anden til. Han var fuldstændig fordybet. Den anden ulv blev først bemærket ved det grumme hyl som hans øre fangede og han stoppede sit angreb og vendte blikket i retning af lyden. Han nåede ikke at reagere før smerten ramte hans skulder fra den anden ulvs tænder og med et lille piv sprang han af og lidt væk fra sit bytte. Willow knurrede let af den anden ulv men kunne godt se at der var en betydelig størrelseforskel på dem. Den ny tilkommende ulv var større og stærkere end ham selv, en alfa. "Hey. Det her er mit bytte. Smut ud og find dit eget" brummede han i den anden ulvs hoved. Han var ikke decideret agressiv men prøvede alligevel at beholde sit bytte. Han havde jo kæmpet for det.

[Deleted]

Keysha vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun var fortvivlet, bange. Hun vidste hun skulle dø, hun skulle dø uden at være sammen med Izaiah igen. Hun kunne mærke hvordan sorgen bølgede ind i hende, hun ville så gerne være sammen med ham, bare en sidste gang. Tårerne strømmede ned over hendes kinder mens hun fortsat kæmpede for sit liv. Hun ville ikke give op, ikke på vilkår! Hun kunne høre hvordan han nød det hvilket kun gjorde det værre for hende. Hun græd, hun var så ked af det. Hvorfor skulle hun også have kommet ud af det dumme bur. Hun hadede om muligt ulven i sig mere nu end noget andet.
Hylet fra den nye ulv fik hende næsten i chok. Hun frygtede virkelig at de ville være flere om hende nu så hun blev ufattelig overrasket da hun mærkede trykket løfte fra sin krop. Hun var forvirret, hvorfor havde manden forladt hende. Og så kunne hun dufte det. Hun kunne dufte ham, Izaiah. Var det bare noget hun bildte sig ind? Hun vidste det ikke og med en meget forgrædt stemme fik hun fremstammet. "Izaiah .... Er det dig?" Hun prøvede at bevæge sig, prøvede virkelig at dufte efter men lugten af hendes eget blod overvældede hende. Hun var ikke sikker og hende krop gjorde for ondt til at hun kunne bevæge sig alt for meget.

[Deleted]

Alene synet af denne ulv som nærmest bare mæskede Keysha i sig, fik Izaiah til at se rødt. Han holdt af hende.. hun var hans, og derfor var det også hans opgave at beskytte hende, og det var noget som han var nødt til at gøre! Tænderne satte han direkte i vedkommendes skulder, tvang ham til at slippe, kun for selv at stille sig mellem manden og Keyahs. Hans nakkehår rejste sig, idet han sænkede hovedet. Han var større end ulven foran ham, og det var noget som passede ham ganske fint. #Du holder dig langt væk fra hende.. Hun er MIN!# endte han med en kraftig knurren. Han blottede sine tænder i en advarsel, inden han lagde ørene ned. Han slap dog ikke den anden hanulv med blikket.
#Hold dig hvor du er, Keysha,# endte han med en mere bestemt tone. Det var måske ikke ofte, at han forekom i situationer, hvor han stod frem på denne måde, men hvad gjorde man ikke for at beskytte sin kvinde? Han gjorde i hvert fald alt det som det krævede af ham, og det var så sandelig også hvad han havde tænkt sig. Han knurrede kraftigt og gik mod den anden ulv - faretruende. #Jeg giver dig chancen til at smutte herfra, ellers kommer du i den grad til at fortryde det!# endte han med en fast tone. Han ville da slet ikke have at hun skulle komme til skade, og da slet ikke når han kunne gøre noget for at forhindre det!

[Deleted]

Willow vidste godt når der var nogen foran ham som var større end ham selv. Varulve var et flokdyr og han kendte sin plads. Også selvom han ikke var en del af denne ulvs folk. Den store ulvs tænder bed sig hårdt fast i hans skulder og han kom væk med det samme. Han hadede at komme til skade og han var sur over at denne ulv kunne nå at gøre skade på ham. Det var længe siden han var kommet så meget til skade. Ordene som rungede i hans hoved fik ham til at knurre let. Hun var hans? pfft. #Hvis hun er så vigtig for dig burde du måske ikke lade hende rende rundt alene på den måde# vrissede han stille men bakkede dog alligevel lidt tilbage.
Willow kiggede fra pige og til ulven og brummede irriteret. Det lod til at han ikke ville få noget mad i aften. Han vendte endnu en gang blikket mod ulven, han overvejede om han kunne vinde en kamp og rystede så på hovedet. Der var ingen grund til at kæmpe en kamp man ville tabe. Han nikkede roligt og bakkede endnu længere væk. #Jeg skal nok smutte. Men det kan ikke være længe før din lille kælling dør. Med et manglende syn er hun blot en plage. Måske du bare burde lade hende ligge der, sølet ind i sit eget blod. Hun er værdiløs.# efter disse ord vendte han om og stak af. han havde ikke brug for at blive der mere.

//OUT

[Deleted]

Hvad der forgik mellem de to ulve vidste hun ikke og hun var også ligeglad. lige nu var hun stadig forvirret. Blandet ind i lugten fra hendes eget blod var der en velkendt duft, det var Izaiahs, hun var sikker og alligevel ikke. Hun var ikke sikker på noget mere. Tårerne trillede fortsat ned over hendes kinder og det føltes næsten som om smerten i hendes krop blev værre. Hans ord lod i hendes hoved og et træt smil bredte sig på hendes læber. Hun vidste at det var ham nu, han var kommet for at rede hende. Det gik op for hende at hun ikke skulle dø. Hun hulkede stadig let der på skovbunden men smilet blev på hendes læber. Hun var lettet. Roligt lyttede hun til hvad der skete mellem de to ulve. Hun bed mærke i at den ulv længest væk som hun vidste var ham om havde angrebet hende til sidst forsvandt og hun åndede lettet op. Det var ovre nu, var det ikke? Hun var i sikkerhed nu?