My destiny is in your hands

[Deleted]

Direkte forfærdeligt havde Chryseis det, som hun lå for fødderne af sin nye herskerinde, og var på nippet til at besvime grundet iltmangel. Sindssyge kælling! En kamp for livet var det for hendes eget vedkommende, og derfor gjorde hun også sit for at forsøge, at hun forblev i live. Nok ville mange mene, at døden var det mest respektable for en i hendes stand, men selv ønskede hun bestemt ikke at dø! Desuden, hvis hun endelig skulle dø, ønskede hun langt mere at dø med et våben i hånden, fremfor at dø for fødderne af en kujonagtig og fissefornem og forkælet kvinde som hende her. Desperat og helt grådigt trak hun vejret dybt ind, som hun endelig fornemmede, hvordan taget om hendes hals og hænder blev løsnet. En skælven gik igennem hendes krop, som hun endnu måtte være komplet desorienteret. Sindssyge kvindemenneske! Uærlige kvindemenneske! Fejt fandt hun magi, da det tillod folk at ’skjule’ sig, fremfor at møde folk direkte. Det fysiske var også det eneste, som hun selv kunne afhænge af. Arrigt stirrede hun ned i græsset, som kvinden talte til hende. Om hun ville gå eller slæbes med.. var det et seriøst spørgsmål? Det var vel de færreste der ville mene, at Chryseis burde vandre langt i den stand, som hun var i, men selv vidste hun udmærket, at hun aldrig ville opleve venlighed. Overklasen var alle egoistiske svin, og alle ønskede hun ved sværdet, hvor hun en efter en kunne slå dem ihjel. ”Og her troede jeg, at du ville tilbyde mig din hest..,” sagde hun med et falsk smil på læben. ”Jeg vil nyde terrænet til fods.” En flabet kvinde var hun, ja, og svært med autoriteter havde hun ligeså. Dog kunne man næsten sige, at hun efterhånden burde være vant til dem. Det værd følte hun dog ikke, at de var.. Hun vidste blot, at de betød smerte. Enten var det barsk træning med pisk, hvis man trådte forkert.. Ellers var det i arenaen, hvor det hed; dræb eller bliv dræbt.. Ellers blev hun fremvist til arrangementer, hvor ækle mænd fik lov til at lystne sig på hende. Var det virkelig så underligt, at alt dette støbte en vis personlighed? Hun tog en dyb indånding, inden hun langsomt kæmpede sig op på benene igen. Behageligt var det ikke just, men et valg havde hun nu ej heller. Hun fnøs ved den krævende tone, inden hun endelig svarede: ”..Chryseis.”

[Tiyanna Direshade Acheron]

Langt de fleste, ville have taget kvindens liv, nu hvor de havde muligheden for det, for bare at benytte sig af denne tunge. Tiyanna vidste hvordan det var at kæmpe for sit liv, selvom hun dog ej havde gjort det i Arenaen, men derimod i det frie og åbne, hvor det havde været en kamp mellem kongen og hende, for folkets velbefindende og frihed. Derfor var hun måske lidt mere overbærende, end hvad de fleste ville have været i den anden ende? Det var om ikke andet, så sådan at hun måtte se på det.
Rebet lå endnu tæt omkring hendes hals, så det var nemt for hende at påbegynde en ny kvælning, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt.. Dog så det ud som om at kvinden blev mere samarbejdsvillig nu, hvilket skam også var noget som passede hende ganske udmærket. Hun fulgte hende i hendes færd tilbage på benene. Om det havde været snyd eller vanvittigt, var hun faktisk ganske ligeglad med, om hun skulle sige det helt ærligt, for det var ikke noget som hun tog tungere end som så. Hun kneb øjnene let sammen. "Det tænkte jeg nok," sagde hun blot, inden hun holdt hånden frem med håndryggen ned og åbnede den.. Rebet lagde sig i hendes hånd, hvor hun lukkede sine slanke fingre godt om det. Chryseis? Et faktisk smukt navn måtte hun erkende. Ikke et navn som man hørte særlig ofte, men derfor også noget særligt. "Chryseis.. Gladiatrixen Chryseis.." Hun smagte lidt på det. Et sted måtte hun erkende, at det var noget som hun virkelig godt kunne lide, og det stod hun så til gengæld også fast på. Hun trak hende med sig tilbage til hesten, som stadig stod på sin plads. Den slog let med halen og kastede en smule med hovedet i ren utålmodighed. Det lignede heller ikke Tiyanna at trække tiden på denne måde. "Det bliver et pitstop inden Imandra," endte hun fast. Rebet bandt hun til sadlen, så det ikke var til at rive til sig, inden hun tog pladsen på hesten. Hun greb om seletøjet.

[Deleted]

Respekt ville Chryseis ikke mene, at hun følte for kvinden her. Hun følte vel nærmere afmagt i frygten for at blive kvalt igen, og måske dræbt i den sidste ende? Selv vidste hun nemlig ikke, hvad hendes nye herskerinde var i stand til. Det var meget muligt, at hun lige havde brugt sine mønter på hende, men det var skam stadig muligt, at hun nød at slå ihjel på diverse måder. Det var trods alt således, at mange rigmænd - der holdt gladiatorer – nød at se deres slaver falde i en storslået død. Der var nemlig dem der ønskede pengene ved sejrene, og så var der dem der nød underholdningen ved bragende dødsfald. Barbarisk var det, men selv vidste Chryseis, at det var i den verden hun befandt sig. Intet sagde hun, som hun blot fulgte rebet med øjnene, som enden nu lagde sig i hendes herskerindes hånd. At hun helt smagte på hendes navn, brød hun sig bestemt ikke om! Selv følte hun helt, hvordan hendes navn blev besudlet af at befinde sig på en sådan kvindes læber. Intet kunne hun dog gøre, som hendes blik blot var isnende køligt. Som hun mærkede, hvordan der blev revet i hendes hænder, som hendes herskerinde valgte at begynde at gå, skar hun en grimasse. Ondt gjorde det jo! Dog vidste hun, at den eneste der ville tænke på hendes sår var hende selv, og derfor vidste hun, at det var bedst at slå sin smerte ud af hovedet. Det var blot således, at man kom længst som gladiatrix. Langsomt fulgte hun med over til hesten, stadig påvirket af døsigheden af at have været på nippet til at besvime. Da hun fik fortalt, hvorledes ruten ville blive, nikkede hun blot, da hun skam allerede havde forstået det. Gad vide, om hun ville få sit gamle hjem at se? Som rebet igen gjorde et ryk, fulgte hun denne her gang med i et mere raskt tempo. Hun var trods alt nødt til at holde trit for sin egen skyld.. Hvor langt hun skulle gå, måtte hun dog grue over, da Dvasias var stort.

// Out