There and back again

[Deleted]

Turen var Dvasias til Natymia føltes lettere for hver gang Aron tog turen. Efter hvert som han blev mere bekendt med omgivelserne vidste han hvilke stier der ville føre ham hurtigst gennem skoven, og hvilke veje man skulle undgå for ikke at støde ind i diverse landevejsrøvere. Selv med et bundt af planter som han havde lovet at tage med til Sequoia-søstrene føltes turen direkte let.
Det var efterhånden nogle måneder siden Aron havde taget turen til Natymia for første gang, og kontakten mellem ham og søstrene var bestemt blevet bevaret. De sørgede for at hans lager var fyldt op, og han sørgede for at de havde forsyning af dvasianske planter - det gavnede begge parter på den måde. Men Aron ville lyve hvis han påstod at det kun var på grund af deres fælles interesse i planter og deres brugsområder, at han nød sine ture til Natymia. Han smilede et let smil for sig selv, da hans vandring førte ham ud af skoven omkring landsbyen, og førte ham indenfor Natymias bygrænse. Han tog en indånding af byens friske luft, før han med vante skridt begav sig langs med stien der førte ham til udkanten af byen, mod søstrenes forretning.
Han skubbede dobbeltdøren op samtidig som han bankede på den øverste del af døren, og stak hovedet indenfor.
"Liliya og Yara? I har besøg!" kaldte han med et smil der gik fra øre til øre. Han nød sine besøg hos søstrene, og var så småt begyndt at føle sig som hjemme i deres forretning, hvor de altid havde modtaget ham med åbne arme, når han dukkede op. Hans blik faldt på Bjaef, der som altid lå dovent i sollyset fra vinduet, og kun løftede hovedet let da Aron dukkede op, for derefter at lægge hovedet ned på gulvet igen. Aron måtte le lidt, mens han hang sin kappe op på en krog på væggen, og stak hovedet ud af døren der førte til søstrenes urtehave. "Liliya? Er du herude?"

[Deleted]

Det var ikke mere end en måned siden, at Aron havde bekendt, at han hurtigst muligt ville vende tilbage til søstrenes butik med nye planter til forrådet. Siden nyheden havde nået hende, havde Liliyas værelse ligget i nærmest konstant rod. Det var egentlig ikke typisk for druiden, der nød orden og rene overflader. Alligevel var dagene altid startet ud med en tøjkrise, der førte til indholdet af klædeskabet spredt ud over gulvet. Efter en tyve minutters frustreret hiven i de blonde lokker, endte det med et skuffet blik i spejlet, før hun var fortsat ud i haven for at finde hvile blandt planterne. Dette havde også været rutinen den morgen indtil hun havde fundet sig utilstrækkelig, om end behagelig, i en simpel, knælang kjole, der havde tilhørt søstrenes mor, i en rolig, lysegrøn farve. Derefter var hun fortsat ud i haven for at finde sindsroen, hun var ude af stand til at finde i huset, når Aron var på vej.
Blandt planterne havde hun været i stand til at finde ro og i en kort pause fra vedligeholdelsen af urtehaven, havde de kyndige fingre flettet blomstre ind i de blonde lokker. Med et let suk var hun vendt tilbage til urtehaven og med kun en let berøring af jorden, var planterne allerede vokset markant omkring hende. Smilet blev kun større og mere afbalanceret i form af planternes i haven. Uden at tænke over det, havde hun rejste sig fra urtehaven og var fortsat til en tom del af haven, hvor søskendeparret havde udgravet plads til de dvasianske planter. Det var dog ikke det, Liliya havde i tankerne, da hun uden helt at bemærke sine omgivelser skridtede over den nøgne jord. Med lukkede øjne strøg hun fingrene over jorden og mærkede, hvordan en plante allerede spirede op mod hendes hånd. I en let berøring fortsatte hun hånden opad og trak planten med sig, som den vridende voksede efter hendes berøring, som længtedes den allerede efter fortsat kontakt. Rødderne skød op ad jorden og lagde sig forsigtigt om hendes nøgne fødder og ankler. Det var kun et par måneder siden, Liliya havde fundet ud af denne evne, der havde ligget skjult og slumret i hendes indre.
Meget ublidt blev hendes koncentration dog brudt ved lyden af Arons stemme, der kaldte hendes navn, og de grå øjne åbnedes øjeblikkeligt, udelukkende for at finde sig selv fuldkommen filtret ind i planter og rodværk. ”Umm, herude” kaldte hun lidt forvirret, ude af stand til at finde punktet af absolut sindsro til at mane planterne tilbage i jorden igen.

[Deleted]

Smilet om Arons læber voksede en anelse ved Liliyas svar, og han fulgte efter lyden, og blev bragt rundt om hjørnet af bygningen. Da han så hende der hun stod filtret ind i hvad der lignede en samling rødder, kunne han ikke holde et let grin tilbage, og han betragtede hende i nogle sekunder med morskaben tydeligt malet i ansigtet.
”Du tager det at være i kontakt med naturen til nye højder, Liliya.” Hans ord var fulgt af et drilsk glimt i de mørke øjne. ”Nu skal jeg være der,” sagde han smilende, idet han gik over til hende, og nænsomt begyndte at løsrive hende fra røddernes greb. Han var forsigtig så han ikke ødelagde rødderne, velvidende at hun som druide ville foretrække at planterne kom fra det uskadt. Det var et sandt rod, måden roden havde snoet sig om Liliyas ben, og det var først efter at have forsøgt at få rødderne væk fra Liliyas ankler i flere sekunder, at Aron lod til at bemærke hvor han faktisk havde sine hænder. En svag rødmen nåede hans kinder, og han sørgede straks for at få rødderne løsrevet fra hende, for derefter at rejse sig op igen og sendte hende et beklageligt smil. ”Det må du undskylde, jeg mente ikke at…” Hans blik gled lidt op og ned af hende. Kjolen hun bar og blomsterne der var flettet ind i hendes ord mindede ham om et billede han engang havde set i en bog, der fortalte om druider fra fordums tider, der var så meget i ét med naturen, at de til tider kunne gå i ét med træerne og blomsterne omkring sig. ”Du ser… godt ud.” hørte han sig selv sige, hvorefter han placerede en hånd i nakken og så lidt ned af sig selv. Han var ikke selv det pæneste syn. Turene til Natymia føltes måske kortere, men stierne var ikke mindre beskidte af den grund. Støv og diverse snav han ufrivilligt havde samlet med sig via sine bukseben og kappefolder, og let svedige pandehår som klistrede sig til hans pande i sommersolen, gjorde ham pinlig berørt over hvordan han måtte se ud overfor Liliya. Han løftede blikket igen og sendte hende et fåret smil. ”Jeg har nogle flere planter med!” fik han frem, som en måde at skifte emne, og gestikulerede mod bundtet af planter i alskens nuancer af lilla og sort. ”Der burde være mere end nok til at fylde jeres bed op.” indskød han, idet han igen vendte blikket mod hende, med nok et fåret smil på læben. Han kunne ikke lade være med at tænke på om det var sådan det havde føltes for Liliya ved hans første besøg, og tanken alene fik hans smil til at blive en anelse mere afslappet.

[Deleted]

Selvom Liliya var begyndt at kunne slappe af i Arons selskab, fremkaldte hans drillende ord stadig en dyb rødmen i hendes kinder, selvom der selvfølgelig kunne være noget om det. Som druide tog man vel bare automatisk kontakten med naturen lidt længere end andre racer ville gøre det? En anelse forlegen trak hun en lok af det blonde hår bag øret. Hun ville gerne have vist sit værd ved selv at være i stand til, i en værdig bevægelse, at sende rødderne tilbage til, hvor de var kommet fra, men det lod ikke til at de ville som hende og for hver nuance kinderne blev mørkere, forsvandt hendes koncentration. Dette blev selvfølgelig heller ikke hjulpet på vej af Arons let ru hænder, der strøg over hendes nøgne ben. Aldrig havde hun mærket den form for berøring og den fik det til at svimle for hende. Det krævede alt ikke at lade et svagt suk undslippe hendes bløde læber, før hun kiggede ned på toppen af hans hoved. Det var som bemærkede de begge hans placering i forhold til hende og planterne, der havde viklet sig om hans hænder og fastholdt dem omkring hendes bløde ben, fik straks trukket sig tilbage for til sidst at trække sig helt tilbage i jorden og lade Liliya stå frit tilbage.
”Mange tak” mumlede hun rødmende og smilede taknemmeligt, selvom hun ikke helt kunne få sig til at møde hans blik. Det varede dog ikke mange sekunder, før hans kompliment af hendes fremtræden fik tvunget hendes øjne op fra deres hvilested omkring hendes let snavsede fødder og til at møde hans. ”I lige måde, Aron” svarede hun åndeløst og følte sig et sekund lige så fanget af hans øjne, som hun havde været det af planterne få sekunder før. Planterne fik dog straks vendt samtalen tilbage til hendes spillefelt og hun kastede sig fornøjet forbi ham og mod bundterne af planter, han havde lagt fra sig.
Uden at tænke på stødet, det gav i hendes knæ ved kollideringen med jorden, kastede hun sig for planterne og lod straks fingrene søge mod det smukke stykke natur, der var blevet bragt til dem fra Dvasias. Det kunne godt være, hun ikke brød sig om landet, men planterne fejlede intet. De var i al deres kampdygtighed noget af det smukkeste, hun havde set. ”De er helt fantastiske. Noget misforståede, men så smukke.” mumlede hun og strøg kærtegnende de smalle fingre langs planterne, der straks gav sig under hendes blide berøring og voksede en anelse i hendes fingre. ”Og giftige, synes jeg at sanse?” Liliya vendte spørgende blikket op mod Aron, før en vigtig detalje slog hende.
”Nej, hvor er mine manerer” udbrød hun skamfuldt og kom hurtigt på benene foran deres gæst. ”Du kunne sikkert tænke dig en mulighed for at vaske dig og sætte tingene, eventuelt skifte tøj?” Liliya betragtede ham spørgende. Det skulle selvfølgelig være ham en mulighed, når han nu havde rejst så langt blot for at bringe planter til søskendeparrets forsøg og selvfølgelig selv at få opfyldt sit lager. Et kort sekund overvejede hun, om dette ikke skulle være gangen, hvor hun tilbød ham deres ekstra senge.

[Deleted]

Aron måtte lade et skjult lettet suk falde fra sine læber da Liliya smuttede forbi ham for at nå frem til planterne, og efter at have brugt et enkelt sekund på at tage sig sammen, vendte han sig mod hende og betragtede hendes granskning af planterne med et skævt smil.
”Nogle af dem er giftige, er jeg bange for. Men hvis de bruges rigtigt kan de have helbredende effekter.” Han satte sig ned på hug ved siden af hende og betragtede blomsten hun havde mellem fingrene; en blomst med en næsten sort stilk og behårede blade, og dyblilla kronblade. ”Dén der bliver kaldt for vorteurt, fordi man før i tiden brugte den i bryg mod vorter.” Han lo let og vendte blikket mod hende med et smil. Det var bestemt ikke fordi Liliya havde brug for sådan et bryg. Han nåede aldrig at forklare de andre planter før hun rejste sig op, og han gjorde hende kunsten efter. ”Det lyder faktisk dejligt. Jeg kender vejen, men du kan jo tilbringe lidt tid med planterne imens. Bare pas på ikke at vikl dig ind i rødderne igen.” Hans ord blev nok en gang fulgt af et drillende smil. ”Jeg er straks tilbage.” lovede han hende, for derefter at forsvinde rundt om hjørnet, og ind i bygningen igen. På vejen ind til baglokalet kløede han Bjaef bag øret, en gest der kun blev besvaret med et dovent blik fra hunden som hurtigt lagde sig til at sove igen, mens Aron fremskaffede vaskefadet han havde brugt under sit sidste besøg hos søstrene. Inde i rummet han også havde benyttet sig af under sit sidste besøg fandt han noget rent tøj frem fra sin sæk og lagde det fra sig på stolen, for derefter at trække sin skjorte af, og vaskede sig.
Han førte den våde klud over sin pande og sukkede dæmpet. Som vandet vaskede sveden fra hans pande, gav det ham en stunds ro til at samle tankerne lidt. Han kunne ikke rigtigt få synet af Liliya ud af hovedet. Han vred kluden en sidste gang over sit hoved før han tørrede det overflødige vand af sig, og trak i sit rene tøj, bestående af en løstsiddende hvid skjorte og bukser der gik ham til lidt under knæet. Han kunne ikke lade Liliya vente alt for længe. Han lod sine sager stå inde i rummet, mens han gik gennem butikken for igen at komme ud i urtehaven. ”Nu håber jeg ikke du kedede dig mens jeg var væk.” undskyldte han med et skævt smil og førte hånden gennem håret for at få det til at ligge ordentligt igen.

[Deleted]

”Bare rolig, de fortæller mig det helt selv,” mumlede hun forsikrende og strøg den smukke blomst over de dyblilla kronblade. Aldrig nogensinde før havde hun set noget så smukt og fængslende. Liliya kastede et slet skjult, stjålent blik på Aron og granskede kortvarigt hans træk, før hun vendte blikket tilbage mod planten. Måske hun alligevel havde været for hård omkring at dømme Dvasias? Hun sukkede svagt og mærkede, hvordan blomsten kortvarigt snoede sig om hendes hånd. Et smil gled over hendes læber, for hun kom i tanke om noget, der hed gode manerer og straks kom op at stå for at tilbyde ham mulighed for at vaske sig. Hurtigt nikkede hun til ham, før hun selv faldt på hug mellem planterne.
Noget drømmende blev hun siddende hos planterne og berørte hver enkelt med de slanke fingre. Som de rakte ud efter hende og besvarede hendes kærtegn, fandt hun ud af information omkring dem. Som havde hun pludselig mere information – informationerne, planterne selv havde skænket hende. Det var dog ikke længe, hun fik med planterne, før Aron var tilbage. Ikke fordi hun hørte ham, men fordi hun kunne føle hans tilstedeværelse i jorden. Smilende vendte hun blikket mod ham uden at tage sig synderligt af blomsten, der var viklet op ad hendes underarm.
Prøvende smilede hun til ham og bankede et par gange på jorden som for at give tegn til, at han blot kunne sætte sig ved hendes side. ”Hvor længe bliver du så denne gang?” spurgte hun nysgerrigt og tog endnu en plante efter at have lagt den tidligere tilbage i bunken. Liliyas blik gled undersøgende over ham, men denne gang ikke blot for svar. Selvom det kun havde taget ham et par sekunder at friske sig op, så han intet mindre end fantastisk ud. Prøvende rykkede hun en anelse tættere på ham,

[Deleted]

Som svar til Liliyas tavse invitation satte Aron sig mere end villigt ved hendes side, og betragtede hendes behandling af planterne. Han måtte se på med et fascineret smil på læberne. Én ting havde været at se hende gøre det med planter trygt i jorden; en helt anden var at se hende gøre det med planter han havde medbragt over lange afstande.
”Hvis der er nogen der kan overbevise dem om at slå rødder i jorden her, må det være dig.” sagde han i en dæmpet hvisken, uden at tage blikket fra blomsten idet den sneg sig op af hendes arm, som var det en slange i et træ. Han kastede et blik omkring sig, mest af alt for at se om Yara var i nærheden, men efter alt at dømme var han og Liliya alene. Yara var nok ude på endnu en leverance eller for at plukke planter til forretningen – han kunne i hvert fald ikke forestille sig at Liliya havde tilladt søsteren at tage hjemmefra for andre formål.
Hendes spørgsmål fik ham til at vende blikket mod hende, og han så overvejende ud i luften med et skævt smil. ”Tja… Jeg havde tænkt mig en uges tid. Måske mere, hvis mine resurser strækker sig så langt.” Han trak let på skuldrene med et varmt smil om læberne. Faktum var trods alt at selv om han gerne ville være i Natymia i længere tid, var han bundet, ikke bare af sine forpligtelser i Dvasias, men også af indholdet i hans skindpose. Hans blik søgte mod jorden, da han bemærkede hendes diskrete bevægelse mod ham, og han trak en smule på smilebåndet, men hverken sagde eller gjorde noget for at anerkende det. Han mærkede dog alligevel hvordan han føltes en kende varmere ved tanken. ”Jeg kan lide at være her. Det er en behagelig tilværelse i forhold til i Dvasias, så jeg ville elske at kunne blive her så længe som mulig.” Han lænede sig let bagover og vendte nok en gang blikket om sig, denne gang for at nyde sine omgivelser. Natymia var som én stor blomsterhave i forhold til hvad han var vant til, og Seqouia-søstrenes forretning var midt i hjertet af det hele. Hans blik faldt tilbage på Liliya. ”Hvis I da ikke har noget imod mit selskab.” tilføjede han drilsk. Han havde end ikke behøvet at føle på hendes aura for at vide at hun nød hans selskab mindst i lige så stor grad, som han nød hendes.

[Deleted]

”De er slet ikke så forskellige fra os, Aron” mumlede hun varmt og betragtede kærligt den fremmede plante, der med samme nysgerrighed som hende selv, udforskede hende tilbage, som hun sekunder forinden havde udforsket den, ”Ligesom os, kan de mærke, om de er er velkomne eller ej. Her er de velkomne.” Liliya strøg den fri hånd over planten med et distræt smil. Selv havde hun altid været bedre til at læse planterne end mennesker. Der havde Yara altid været bedre med andre mennesker, måske fordi hun gav dem flere chancer end den ældre søster. Liliya havde bare ikke samme tiltro til mennesker. Planter havde ingen skjulte hensigter, ingen intriger, ingen løgne. Forsigtigt kastede hun et blik på Aron, der talte. Selv voksede hendes smil også, da hun så hans reaktion på den tøvende bevægelse, hun havde gjort mod ham.
”Du kan i hvert fald altid føle dig velkommen her.” Lil sendte ham et varmt smil, før hun vendte sig mod jorden, hvor de slanke fingre forsvandt ned for at forme et nyt hjem til de fremmede planter. Hurtigt gik det dog op for hende, at de løse lokker ikke var videre praktiske til formålet og med smudsige fingre fik hun hurtigt bundet en fletning, stadig med blomsterne viklet ind i det blonde hår, før hun viklede en læderstrop stramt om enden og vendte tilbage til sit foretagende, nikkede til Arons ord. Selv havde søstrene heller ikke ubegrænsede midler og de ville også have økonomiske udfordringer ved at forlade deres kunder for at tage af sted som han havde gjort det. ”Og hvis det kan være til nogen hjælp, kan du altid sove og spise hos os denne gang.” tilbød hun og stemmen afspejlede smilet, der dog stadig var vendt ned mod jorden, hvor to planter nu allerede havde fundet plads – side om side.

[Deleted]

Aron lyttede opmærksomt til Liliyas ord, og måtte smile. Han kunne ikke andet end at beundre hendes respekt for planter, og måtte nok en gang mærke et svagt stik af samvittighed. Han fortalte sig selv at det var en hvid løgn, en nødvendig løgn. Han havde brug for planterne fra Liliya for at holde sin bedrift i gang – og selv de giftige planter måtte have et formål med sin eksistens end bare at visne, selv for en druide? Han beroligede sin samvittighed yderligere ved at minde sig på at han bryggede modgifte i næsten lige så stor grad som gifte, og at hans eksperimenter kunne have gode såvel som dårlige virkninger. Med disse påmindelser slappede han mere af, og betragtede med en fornyet glød i blikket da hun flettede håret og placerede planterne i jorden. Den dvasianske plante lod til at finde sig godt til rette i den fremmede jord, og han var sikker på at overraskelsen var tydelig i hans ansigt.
Arons overraskelse blev desto tydeligere da hendes sidste ord lod til at nå ham, og han vendte blikket mod Liliya, før et bredt smil gled over hans læber.
”Mener du det?” Hans tænder blev kort blotlagt i hans smil, før han lod til at forsøge at begrænse sig selv, og han sendte hende et taknemmeligt smil. ”Det sætter jeg stor pris på at jeg må. Jeg skal nok sørge for at jeg ikke bliver en byrde så længe jeg er her.” lovede han hende. Noget for noget – en af grundstenene indenfor alkymi, og en værdi som var blevet banket ind i Aron helt fra barnsben. ”Jeg kan hjælpe til hvor jeg kan, og sørge for at jeg ikke er i vejen for dig og Yara.” Det sidste blev sagt med et drilsk smil, mens han med fingrene gravede en smule i den løse jord under sig. Han kunne næsten mærke livsenergien flyde omkring sig, og mistænkte at det var søstrenes indflydelse på planterne der gjorde den så tilstedeværende som den var. ”Jeg beundrer virkelig jeres kunnen, Liliya. Jeg misunder den faktisk.” tilstod han med et skævt smil.