In the right place

[Deleted]

Det krillede helt i Denjarnas sarte maveskind ved hans lille ordspil, alt imens han berørte hende. Det var uden tvivl hendes lyst, som han talte til, og selv huskede hun, hvor dejligt det havde været dengang hun havde givet efter for den. Både i jordhulen med ham, og de mange udskejelser hun havde lavet i sine unge dage. Det var blot at nyde, og at slå hovedet fra. Ganske primitivt.. ”Og indtil nu ser jeg ingen, der har forsøgt at holde dig tilbage, så hvad stopper dig?” sagde hun med en klar undertone af en udfordring i hendes stemme. Hun var en fri kvinde, og dronning af landet, så bestemte hun ikke selv, hvad hun ønskede at gøre? Man kunne selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved, hvor klogt det var at danse således med sin kæreste ven, men svært var det at sige nej, når nu hun nød det, og at han var den eneste hun havde. At han frygtede for hendes liv, måtte hun ude tvivl finde prisværdigt, men selv håbede hun selvfølgelig ikke, at det ville blive nødvendigt. Forhåbentligt ville hun holde tronen i mange år, og få skabt det land, som hun ønskede at skabe. Hun trådte tættere på ham. ”Hvis du frygter for mit ve og vel, så bliv her.. Bliv og beskyt med, og støt op om min tro. Fjern dem som ønsker at gøre mig fortræd,” sagde hun stille, alt imens hun blidt placerede sin hånd på hans stærke bryst. Mørkt måtte hendes ønske til ham være, men en anelse camoufleret blev det ved hendes stille røst og blide berøring. Og på den anden side.. var det så skidt at støtte op omkring det man troede på? Morende trak hun på smilebåndet over hans ord, skønt hendes øjne måtte rumme noget dybere. ”Selv har jeg i hvert fald lært, hvilke goder de med erfaring kan have, fremfor de unge der lige har lært at stå på egne ben,” sagde hun med et sigende smil. At han ønskede at forsikre hende, at hun kunne stole på ham, behøvede han ikke just, men belejligt måtte det jo altid være. ”Tvivl ikke, min kære. Jeg ved, hvor jeg har dig. Du har allerede bevist alt rigeligt for mig, at du ikke er som de fleste. Din situation lige nu er dig selvfølgelig ubelejlig, men for mit vedkommende beviser det utroligt meget for mig.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatores smil bredte sig kun mere og mere på hans læber. Ja, hvad holdt ham egentlig tilbage? Nok snarere det faktum, at det var tid for audiens, og at folk kunne se dem, og tanken om at gøre det i tronstolen, nok var en kende for offentlig for ham selv. "På baggrund af omstændighederne, så er det nok ikke det bedste sted at vække op i de minder, som vi sammen har delt i den jordhule, min kære," påpegede han morende. Selv var han en tålmodig mand, og han kunne sagtens vente, om det var det som skulle til, og specielt hvis han vidste, hvad han havde at se frem til. Selv ønskede han hende kun det bedste, og han var efterhånden ved at være derude, hvor han ville sige, at det var ham som kunne give hende det bedst. Som hun selv trådte tættere på ham og lagde hånden mod hans bryst, efterlod det ham med en tydelig dirren, som han bestemt heller ikke kunne lægge skjul på, på nogen måde. Han lod tungen stryge mod hans læber. Selv måtte han erkende, at han snart nåede det punkt, hvor han virkelig var fristet til bare at blive, for her vidste han da, at han var ønsket, og at han kunne bruges, samt at han kunne udrette noget, og det var det, som han meget godt kunne lide. Han hævede den ene hånd igen og lagde den over hendes, hvor han let trykkede den. "Noget siger mig, at du virkelig ønsker, at jeg skal blive her," sagde han med en sigende mine. Ikke fordi at det gjorde ham noget, men det var en bekræftelse, som han i sig selv, virkelig godt kunne lide. Han lod hovedet søge let på sned, inden han varsomt lænede sig frem og skænkede hendes kind et blidt kys. "Du ved da også lige hvordan den skal reddes i land igen, må jeg sige," sagde han morende. Han forstod skam godt, at hun havde nok at se til i forvejen, men så lang tid, at der også var lidt tid til ham i ny og næ, var han ikke den som stillede sig på bagbenene. Slet ikke. Han smilede let for sig selv. Han trak let på smilebåndet. "Jeg er ikke forundret over, at du ikke ville have noget imod det.. Det kommer trods alt dig til gode, om jeg vælger at slå mig ned i landet her.. Og skal jeg være ærlig.. Så er det nok det jeg kommer til. Det er det jeg har lyst til."

[Deleted]

Ikke det bedste sted at vække opsigt? Denjarna kunne næsten vrænge på næsen ad det. Selv bar hun ikke den samme frygt som ham, da hun vidste, at de var indenfor lukkede døre, og at folk kun ville træde ind, hvis hun gav tilladelse til det. Et godt nedslag i hendes egen lyst var det dog, men hvad havde hun også regnet med? Han var denne gode mand var Procias, der aldrig kunne finde på at krænke ens ære, og dog kunne hun næsten vove at påstå, at hun havde formået at lokke ham en anelse i fordærv. Selv var hun ikke som ham, som hun var en kvinde fra Dvasias, der let kunne give efter for det dyriske og blot lade sig sluges. Skuffende kunne hun derfor helt finde denne situation.. Hun smilte svagt, og strøg ham let over kinden. ”Altid tænkende på alle andre..,” endte hun roligt med at sige, som hun vidste, hvad det betød, selvom hun ikke var helt tilfredst med udfaldet. At han dirrede under hendes berøring var en følelse, som hun nød til fulde. Det fortalte hende nemlig, at han alligevel ikke var immun, samt ej heller havde glemt deres tid sammen. ”Kan du måske benægte, at det er sted, som du selv ønsker at være?” svarede hun ham i stedet sigende igen, så det blev rettet mod ham selv. Det blide kys, som han påførte hendes læber, måtte dog også være en slags svar på det. Selv mærkede hun en svagt snurrende effekt i sine ben, som hun blidt besvarede det korte kys. Pinende var det dog, som det var alt for kort, og gav hende et ønske om mere.. og det vidste hun ikke ville ske. Hun bed sig svagt i læben, som hun måtte holde sig selv i nakken. Hun blinkede legende til ham. ”Jeg har et godt svar til alt. Det er min styrke, min kære,” svarede hun, alt imens hun sikkert vendte ryggen til ham og gik tilbage til sin trone. Den overdådige krone løftede hun roligt, som hun igen placerede den på sin ravnsorte manke, som hun tog plads igen. De sølvgrå øjne fandt Salvatore igen, som hun havde efterladt ude på det åbne gulv. Hendes hoved faldt en kende på sned. ”Det lyder allerede som om, at du har besluttet dig. Det ville glæde mig at høre, hvis både du ønskede at bosætte dig her i landet, og indtage en stilling herpå slottet.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Strøget over hans kind, efterlod kun Salvatore med en direkte sitren, og det var en fornemmelse, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. Han sendte hende et smil. Han tænkte på andre.. Det havde han stort set altid gjort, som han havde set bort fra hvad han selv ønskede sig. Et sted var han nok mere til det private end at gøre det offentlig, hvor andre faktisk var i stand til at se dem, for det ønskede han sig på ingen måde. "Det kan vel heller ikke komme helt bag på dig, kan det?" spurgte han videre. Uanset hvor skuffet hun så end måtte blive over det, så gjorde det virkelig ingen forskel, for i hans øjne, så var det bare en nødvendighed. Han tog sine foranstaltninger, da det selv for ham, var en yderst privat og intim ting, at skulle dele med nogen. Han rystede let og ærligt på hovedet. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. "Jeg kan ikke benægte at du er her, giver mig lysten til at blive," sagde han ærligt, da han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Det var ikke nogen hemmelighed at han holdt forbandet meget af hende.
Smilet bredte sig på hans læber. Hun påvirkede ham.. Hun påvirkede ham virkelig, og det var heller ikke altid til at finde ud af, om det var en god eller en skidt ting. Tungen strøg han let over læberne, inden ha rettede sig op. "Det er så småt ved at gå op for mig," sagde han med en tydeligt morende stemme, inden han igen let blinkede til hendes. Han så blot til som hun satte sig tilbage på tronen og med kronen som endnu en gang søgte tilbage mod hendes smukke hoved. Han sænkede hovedet en anelse. Ja, han respekterede hende til fulde. "Og hvad om det er det mit valg falder på? Deres Højhed," sagde han roligt, men dog respektfuldt, inden han sænkede hovedet mod hende - Endnu en gang i ren respekt.

[Deleted]

Nej, Salvatores betænkelighed kom på ingen måde bag på Denjarna. Faktisk ville alt andet nærmest undre hende. Dog savnede hun helt bare at slå tøjlerne af sig, men hvis det skulle være med Salvatore kunne hun godt fornemme, at der ville gå det længere tid, før det ville ske. Måske var det også for det bedste. Måske skulle hun blot være en ærbødig kvinde. Svært kunne det dog være at komme af med gamle vaner, når nu fristelsen lå lige foran en. Svagt rystede hun på hovedet. ”Efter al den tid, som jeg har tilbragt i dit selskab, kan dette bestemt ikke komme bag på mig. Vær tryg ved det,” sagde hun ærligt. Tilfreds måtte hun dog blive på anden vis, som han skam sagde, at han besad lysten til at blive. Det var trods alt, hvad hun ønskede. Mange kære havde hun ikke, og derfor ønskede hun selvfølgelig at holde om tæt. Lige meget om det var som en nær ven, eller som en elsker. Hun smilte let til ham. ”Andet ber’ jeg heller ikke om,” sagde hun roligt, inden hun muntert og dog ærligt tilføjede, ”det og en stilling her på slottet.” Hvis hun fik det, som hun ville have det, sagde han også allerede ja, men lige netop dette vidste hun, at hun ikke kunne tvinge ned over ham. Selvfølgelig kunne man altid bruge sin kvindelige list.. Sigende trak hun på smilebåndet til hans morende ord, skønt hun intet sagde. Ja, hun var hurtigtænkende, og det var i alle situationer. Roligt vendte hun tilbage til sin trone og den magt den indgød. Helt naturligt syntes de også at glide tilbage i de professionelle baner, som hun igen kom med et erhvervsmæssigt forslag, samtidig med, at han udgød hende en værdig form for respekt. ”Du ønsker at blive.. Dette er en simpel gestus, som jeg hurtigt kan få ordnet. Hvad jeg derimod ikke ved mig sikker på er, hvilket stilling du ønsker at besidde. Det er også fuldt op til dig, og hvilken retning du ønsker at gå. Åbent for mange muligheder er her dog,” sagde hun stilfærdigt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore tænkte altid på andre end han tænkte på sig selv. Han selv ønskede selvfølgelig ikke at der skulle ske noget med Denjarna, om det udviklede sig her på stedet mellem dem, så det kunne gøre mere skade end gavn, og det ønskede han jo heller ikke ligefrem, kunne man jo sige. Han holdt forbandet meget af hende, og det var skam også det, som han lige så ønskede at understrege for hende. Han sendte hende et let smil. "Selv efter denne tid, så kender du mig allerede," endte han med en morende stemme. Ikke fordi at det som sådan gjorde ham noget, men det var udelukkende respekten for hende og hendes person, at han gjorde som han gjorde. At hun derimod ønskede at han påtog sig en stilling, forstod han godt. Han havde bestemt heller ikke lyst til at være der, uden at have noget at lave, også for at give lidt igen for den gavmildhed, som hun nu også viste overfor ham. "Naturligvis, Deres Højhed," sagde han med en rolig stemme, idet han let nikkede mod hende. Hvad det så end skulle blive, var det som genstod at finde ud af.. For hvad ville han egentlig du til? Var han den rette til de stillinger og positioner, som hun faktisk ønskede at han skulle indtage?
Mulighederne for jo og et liv, var trods alt rigtig mange, og det var jo det, som selv han vidste. Selv krævede det, at han svor sin loyalitet til landet her, og det var nok det første store skridt, som han skulle tage, men dog derimod en opgave, som han var mere end villig til at indgå. Det gav ham hvad man kunne kalde for et værdigt liv, og det var det som han havde brug for i denne stund, og det var ikke noget som han havde tænkt sig at lægge skjul på, på noget tidspunkt. Når det nu var sagt, så var det vigtigt for ham at understrege netop denne vigtighed. "Hvilken stilling kunne du bedst af alt, forestille dig at jeg skulle besidde?" spurgte han. Han ville ikke bare bo der for at bo der.. Nej, der skulle være en mening med galskaben.

[Deleted]

Efter al den tid, som Denjarna havde brugt med Salvatore, ville hun bestemt mene, at hun kendte ham. Alene havde de nemlig været sammen, samt de havde spenderet flere dage i det samme rum, og hvis ikke det knyttede to personer, vidste hun snart ikke. Tættere var de desuden kommet på hinanden, men om dette ville briste eller bære måtte tiden jo vise. Akavet eller klemt syntes det dog ikke at være endnu. ”Overrasker dette dig?” spurgte hun ham roligt, alt imens smilet hvilede på hendes læber. Hurtigt blev det dog professionelt igen, som hun satte sig tilbage i sit sæde, samt hun igen sad med den flotte krone om sit hoved. Selv tog hun det nemlig dybt seriøst, at hun ønskede ham her. Dette ønskede hun både fordi, at hun anså ham for at være en god og stærk allieret, samt hun mente, at han havde et godt hoved, og at hun stolede på ham. Folk som ham var folk, som hun manglede. Hendes sølvgrå blik hvilede granskende på ham. I hvilken position hun helst så ham i? Hendes første tilbud til ham havde været kongelig rådgiver. En stilling hun endnu kunne se ham i, som hun mente, at han kunne komme med gode bud og hjælp til hende. Hendes næste bud havde været hendes personlige vagt. Det i sig selv kunne i den grad være fornuftigt! Hun havde mange fjender, og han var en stærk magiker, så det gav sig selv.. Men når nu han holdt af hende, havde han så ikke i sinde at beskytte hende stilling eller ej? Hvis nogen kom efter hende, ville han vel næppe se væk fra det.. ”Jeg ønsker dig som min rådgiver,” sagde hun fast, som et tegn på, at hun havde besluttet sig. ”Det er måske ikke et erhverv, som du har gjort dig i før, men alligevel stoler og tror jeg på, at du kan gøre det. I den stilling har jeg brug for en, som jeg kan stole på, og jeg stoler på dig, Salvatore. Derudover har jeg brug for en rådgiver, som har erfaring med livet. En som selv har oplevet lidt af hvert.. Stået i livets vanskeligheder, og en som har turde træffe nogle valg. Til det mener jeg, at du er selvskrevet.” Under hele talen fastholdt hun blikket på hans ansigt. Endvidere talte hun med en sikkerhed i stemmen der klart viste, at hun ikke tvivlede på sig selv. ”Tager du imod stillingen?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatores blik gled i retningen af Denjarna. Selvom han selv var meget lukket hvad angik ganske særlige ting i hans liv, så var han meget åben omkring alle mulige andre, og det var også det som gjorde det. Han sendte hende et let smil. "Du er noget af en menneskekender, Denjarna. Det er en egenskab som kun vil komme dig frygtelig godt til gode," fortalte han med en rolig og sandfærdig mine. Selvom det hele nu måske var gået hen og blevet langt mere professionelt, end hvad det havde været tidligere, så gjorde det virkelig ikke nogen forskel for hans vedkommende. Hænderne foldede han roligt over ryggen, og med blikket hvilende i retningen af Denjarna som sad der så trygt på tronen med tronen på hovedet. Han havde det faktisk ganske fint med det, hvis han endelig skulle sige det. Han vidste at hun ønskede ham som sin kongelige rådgiver og naturligvis var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Det betød naturligvis meget for ham, at vide, at der var nogen som faktisk ønskede at have ham ved sig, og at hun stolede så meget på ham, som det hun gjorde. Det var måske her han skulle slå rødder helt for alvor? Hans blik gled direkte i retningen af hende endnu en gang, og med et smil på læben. Det betød jo meget for ham, og sikkert mere end hvad han lige i øjeblikket måtte give udtryk for. Han trådte endnu en gang op foran tronen og blev stående foran den. Det var næsten som om at han nærede den naturlige respekt for den trone og den krone som hun nu sad med på hovedet, at han igen vendte sig til den professionelle tiltale. "Jeg værdsætter de mange fine og rosende ord, Deres Majestæt. Om end, det er en stilling, som De ønsker jeg skal tage til mig, kan jeg forstå, at De mener det er en stilling, som jeg nærmest er tilskrevet at skulle ivaretage.. Om De mener jeg kan ivaretage netop denne stilling ved Deres Hof, så skal jeg glædeligt gøre et forsøg. Jeg tager imod stillingen, Deres Højhed," sagde han med en sandfærdig stemme, hvorefter han endnu en gang let bøjede hovedet for hende.

[Deleted]

Altid havde Denjarna været lidt af en menneskekender, og derfor smilede hun blot ved lyden af hans ord. Det var en styrke – ingen tvivl om det – og af den grund benyttede hun sig også altid af det. Det var nemlig altid med de øjne, at hun gik folk i møde. Både nye, såvel som allerede kendte personer. Det var også af den grund, at hun var så god til at tale med folk, og at folk følte sig draget af hende. Dog havde det også sine komplikationer, da folk til tider blev … lidt for draget af hende. ”Jeg har efterhånden været på denne jord i mange år. Derudover har jeg mødt mange forskellige personer, samt været ude i mange forskellige situationer.. Jeg ville næsten være et skarn, hvis ikke jeg havde lært af det,” pointerede hun med et lille smil på læben. Opmærksomt fulgte hun ham med blikket, som han langsomt trådte nærmere hende og tronen. Selv blev hun ganske roligt og stolt siddende på sin plads, som hun intet frygtede fra Salvatore. Hun havde måske oplevet meget svigt i sit liv, men når en mand ofrede alt, hvad han havde for hende, var det så ikke bevis nok? Automatisk bredte smilet sig på hendes læber, som han fik talt færdigt. Det var uden tvivl en sejr for hende og landet, og selv kunne hun ærlig talt ikke se nogen minusser ved det. Selv var hun i hvert fald sikker på, at han var den rette til opgaven. ”Det glæder mig at høre, at du tager imod mit stillingsforslag, hr. Kenara. Jeg vil se frem til et langt og godt samarbejde med dig. Jeg vil få arrangeret en begivenhed, hvor du officielt tager imod stillingen, samt sværger din troskab til mig, som din nye dronning, og til Manjarno,” sagde hun sigende i en officiel tone. Selv så hun allerede frem til det samarbejde, som nu måtte komme. De var måske forskellige på visse punkter, men et spil var ej heller helt ringe, når beslutningerne var blevet taget op til et niveau som dette.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var meget ressourcefokuseret i hans menneskesyn, og han så utrolig mange gode ting i Denjarna. Deriblandt det faktum, at hun var en menneskekender, og vidste hvor hun havde folk - som hun jo også allerede nu havde understreget, at hun vidste hvor hun havde ham. Han sendte hende et smil. Det passede ham egentlig ganske udmærket, og det var han så sandelig heller ikke bange for at erkende overfor hende. Han nikkede. "Meget har du oplevet, Denjarna, og meget har du lært, hvilket jeg ej vil betvivle. Det er den erfaring som har bragt dig så langt, som dette," pointerede han med en rolig stemme. Han havde ganske vidst smidt absolut alt hvad han havde i sine hænder for at redde hende, og han havde uden tvivl gjort det af en grund, og selv han havde taget konsekvenserne af netop disse valg. Tungen strøg han kort over læberne, da han endnu en gang stillede sig foran tronen. Ja.. Han kunne jo lige så godt melde fra allerede fra starten, og specielt om det var en stilling som hun ønskede at han skulle besidde, og var så overbevist om, at han var den rette til. Han var uanset ikke den som kunne sidde stille og lave absolut ingenting, for det var da slet ikke noget som lå til ham på nogen måde overhovedet. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Det betød meget for ham, at hun gjorde så meget ud af det. "I det tilfælde, så er det en ceremoni, som jeg vil se frem til med glæde, Deres Højhed. Det skal være mig en ære og glæde, at sværge Dem evig loyalitet og trofasthed. Jeg lover at gøre hvad jeg kan for at gøre Dem stolt." Og med disse ord, bukkede han. Han havde uden tvivl fået langt mere ud af denne dag, end hvad han lige havde regnet med, at han ville i udgangspunktet.

[Deleted]

Uden sin erfaring var Denjarna aldrig nået så langt, som hun var kommet. Det var ord, som Salvatore havde fuldkommen ret i. Tænk engang … gad vide om hun stadig havde stået som mørkelvernes leder, hvis ikke hun havde mødt Derick. Det hele havde nemlig startet med den mand. En mand hun ikke havde den fjerneste ide om, hvor han var. Måske var det for det bedste, at det var således, for man kunne jo ikke betvivle, at hun var nået langt uden ham. Dog ville hun aldrig være i stand til at glemme ham, men det var vel heller ikke nødvendigt at gøre. ”Og som det er sagt, er det ej en erfaring, som jeg ville have været foruden,” sagde hun roligt, men sandt. Hun sad måske inde med nogle store problemstillinger, men alligevel kunne hun ikke se bort fra, at hun ligeså havde nogle fantastiske ting i sit liv, eller havde oplevet det. Noget af det gode var for eksempel, at hun nu stod som dronning af Manjarno. Noget andet var hendes forhold til Salvatore, der nu også betød, at hun kunne skænke ham en værdifuld stilling. En stilling, som hun var glad for, at han havde taget imod. Selv ønskede hun nemlig ikke, at der var nogen anden der besad den. Folk sagde måske, at det kunne være risikabelt at blande forretning og fornøjelse med hinanden, men i denne her stund kunne hun ikke se problemet. Hun nikkede roligt til hans ord. Selv anså hun en ceremoni for at være en selvfølge. Det var nemlig både for hendes skyld og for resten af borgerne, så hun og manjanerne vidste, at han var en af dem, samt at det blev offentliggjort, hvilken stilling han skulle besidde. ”Jeg vil se frem til at gense dig den dag i tronsalen, ligesom jeg vil se frem til vores samarbejde. Jeg er ikke i tvivl om, at du vil gøre dit for det, og det er jeg spændt på at opleve,” sagde hun stilfærdigt. Hun smilte venligt til ham, inden hun tilføjede. ”Hvis ikke der er mere, betvivler jeg ikke, at der er flere som venter på at komme ind bag døren.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ikke i tvivl om at Denjarna nok skulle komme langt, og naturligvis var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Det var bestemt ikke ofte, at han fandt denne respekt for nogen så hurtigt, som han havde gjort for hende. Det var uden tvivl en erfaring som hun ikke ville være foruden, og han forstod hende udmærket godt. Han nikkede roligt mod hende. "Uden den erfaring havde du næppe stået hvor du, min Dronning," sagde Salvatore med en rolig, og ganske sandfærdig mine, for han så ikke nogen grund til andet. Blikket gled i retningen af hendes skikkelse, som hun sad der på tronen. Selv ville han ikke tage mere af hendes tid, da han havde fået mere ud af det, end hvad han nogensinde havde turde regne med, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Ceremonien ville gøre det hele offentlig, hvilket var noget som selv Salvatore måtte se frem til, så han officielt kunne indtage den rolle som rådgiver af landet her, og samtidig understrege for hans gamle land, Procias, at han ikke længere havde noget tilhørsforhold der og det var han bestmt ikke bange for. Han var slet ikke i tvivl om at han kunne udrette meget her.. Og et sted kunne det godt være, at det var den tanke som faktisk skræmte ham en smule. Det var et skridt for ham at tage.. og endda et af de store også. "I det tilfælde, så vil jeg ikke tage mere af Deres tid, Deres Højhed.. Jeg vil trække mig tilbage.. og tillade mig selv, at se mere på stedet her." Endnu en gang bukkede han dybt for hende, inden han endnu en gang rettede sig op for at se på hende. "Deres Højhed," afsluttede han med en rolig stemme, inden han let vendte om på hælen for at forlade Tronsalen, så den næste kunne komme til. Han var så tilfreds som intet andet i øjeblikket.

//Out