In the right place

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var bestemt ikke fordi at Salvatore ikke troede på sig selv, men han vidste bare ikke om hans lederegenskaber lige kom ham til gode i en rolle som kongelig rådgiver, også selvom han naturligvis gerne ville befinde sig i et arbejde, hvor han følte sig værdsat, og alligevel kunne få lov til at puste frit. Det gjorde han ikke i Procias, og det havde Silia så uden tvivl fået ødelagt, og det ville kun komme til at svide til hendes egen ende såvel som Procias'. "Det er ikke fordi at jeg ikke stoler på mine egne kompetencer eller ikke har den selvtillid som skal til. Det er bare en anden indfaldsvinkel, som jeg ikke har undersøgt tidligere," fortalte han sigende. Han var en leder, og han var en forbandet god en af slagsen. Hans blik gled mod hende. At hun gerne ville have ham der, var han naturligvis glad for. Han kunne jo godt lide, at nogen så de egenskaber som han selv var i besiddelse af. "Det glæder mig at høre.. Om jeg må bede om betænkningstid?" spurgte han roligt. Han ville gerne have muligheden for at tænke den ordentlig igennem.
Før i tiden havde Salvatores arbejde og samarbejde med Thranduil ikke været ham et problem, men nu hvor manden selv havde valgt at melde det - ikke at han klandrede ham for det, men i hans øjne, var dette opstået på baggrund af misforståelser. Han rystede let på hovedet. "Du er i besiddelse af folkets støtte, og naturligvis er det noget som kommer dig til gode. Din erfaring og din folkenærhed lige så. Jeg er ikke i tvivl om, at du bliver en stor og stærk dronning som landet her, kan se op til.. Og dette er en trussel for de øvrige. Folk søger hertil over grænserne, og det går ikke ukendt forbi," fortalte han sigende. Han så det jo selv.. Hvordan folk flyttede på kryds og på tværs af grænserne. Han rystede let smilende på hovedet. "Neutraniums alt-mulig-mand, kan jeg fornemme?" spurgte han med en rolig stemme, kun for at blinke let til hende. Han trak igen let på skuldrene.. dog afslappet. "Jeg er vigtig for Procias, og de ved det.. Men min handling, har kostet mig dronningens tillid. Hun glemmer bare de mange års tro tjeneste. Der er intet galt i at sikre et andet individs overlevelse. Dvasianer, Manjaner eller ikke. Som sagt.. For nu, er der intet som binder mig til lyset," sagde han med en alligevel sandfærdig mine. På det vis, så generede det ham på ingen måde.

[Deleted]

Sandt at sige var det, at det anderledes at rådgive end at lede. Dog mente Denjarna, at han besad egenskaberne til det. Hun kunne dog ikke tvinge ham til at påtage sig stillingen, som det skulle være fordi, at han selv ønskede den. Hvis ikke, ville han næppe være en hjælp for hende, og det ville på ingen måde du. ”Det er en anden indfaldsvinkel, ja, men i tide og utide gælder det om at springe ud i noget nyt. Det at stille sig som landets regent var trods alt ej heller noget, som jeg havde prøvet før. En leder har jeg måske været før, men det er i et helt andet omfang at lede et helt folk,” sagde hun sandfærdigt, uden hun tog blikket fra ham. Ja, hun kunne selv se en ide i at have ham som sin rådgiver. Derfor havde hun heller ikke et problem med at presse en anelse på med det. Det var trods alt også bare at kæmpe for det man ønskede. Hun nikkede roligt. ”Store beslutninger tages sjældent bedst på kort tid.. Selvfølgelig må du få noget betænkningstid,” endte hun med at sige. Det var trods alt heller ikke kun et nyt erhverv, hun tilbød ham. Nej, hun tilbød ham også en helt ny bopæl.
Denjarna trak let på smilebåndet ved hans ord. Det var nemlig ord som disse, som hun havde brug for at høre. Et pres lagde det dog også på hende, da det ej var lidt, som hun skulle leve op til. ”Jeg håber, at alt dette vil gøre sig gældende. Jeg ønsker ej at svigte mit land, efter at jeg har samlet det og givet dets borgere et håb. At andre selvfølgelig ønsker at ødelægge dette, må jeg blot forsøge at bekæmpe,” sagde hun sigende, som der ikke var meget andet at gøre. Hun havde valgt sin sti, og nu var det blot at følge den. Der var ingen vej tilbage. Morende slap hun en latter ved hans ord. ”Du ville da have noget mellem hænderne, og er det ikke hvad du ønsker?” spurgte hun ha kækt og blinkede til ham. Noget om sine ord, mente hun dog, at der måtte være. Selv tvivlede hun i hvert fald på, at han kunne klare livet som en hjemmegående mand. Han ønskede sig måske en fredelig tilværelse med en kvinde, som han elskede, men når man havde besiddet en stilling som den han havde haft, kunne man aldrig gå tilbage til ingenting. ”Dronningen, såvel som kongen af Procias, har mistet en trofast støtte. Det må være en sø, som de selv på sejle rundt i, og et tab, som de selv må bakse med. De har taget valget, og nu må de også leve med konsekvensen af det,” sagde hun stilfærdigt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var uden tvivl store ting, som Denjarna valgte at tilbyde Salvatore, og selvfølgelig var han glad for muligheden, når det nu endelig var, men nok om det.. Han ville virkelig gerne finde sin plads i livet, nu hvor Silia havde valgt at frarøve ham det kald, som han havde fundet i livet.. Måske at han bare skulle søge derfra? Dvasias havde uanset været hans liv igennem temmelig meget af hans liv, men selv det sted, var ikke noget som han ønskede at opsøge. Folk ville nok forbinde ham med en procianer, og han ønskede bestemt heller ikke at vække opsigt. Han trak svagt på smilebåndet. "Du har virkelig høje forventninger til mig. Det er uden tvivl en anden indfaldsvinkel, som jeg skal vænne mig til.. Og derfor værdsætter jeg en betænkningstid," sagde han taknemmeligt. Det var ikke nogen hemmelighed, at han virkelig var fristet, men han ville stadig have muligheden for at tænke den helt igennem, også mest for sin egen skyld.
Det var vel ikke nogen hemmelighed, at Salvatore selv havde høje forventninger til Denjarna? For det havde han da godt nok. Han sendte hende et let smil. Hun havde folk i ryggen.. Det havde han jo set, mens han selv havde ventet på at kunne tage den audition i hendes tronsal. Hun var uden tvivl kommet rigtig, rigtig langt på denne korte tid, hvor de havde været adskilt. Hun havde tilsyneladende gået med tankerne længe, og nu havde hun gjort det.. Ja, det var uden tvivl tanker som han var imponeret af. "Jeg dur ikke til at sidde og lave absolut ingenting. Jeg nyder at være igang.. Og ja.. nogen skal jo holde dig lidt i nakken, så det ikke går galt for alvor, ikke sandt?" Han blinkede drillende til hende. Selv han kunne jo heller ikke lade være, nu hvor muligheden endelig var der. Hans blik gled i retningen af vinduet endnu en gang. Han trak vejret dybt. Kongehuset havde nu taget et valg, og selvfølgelig var det noget som de nu måtte lære at leve med. "Valg har konsekvenser, og det finder de tidsnok ud af.. Jeg regner ærlig talt ikke med at søge tilbage over den grænse igen. Jeg har intet tilhørsforhold til det land længere.. min loyalitet kan jeg trods alt ligge ved et andet kongehus, om det er hvad jeg ønsker," sagde han med en tydelig hentydning i stemmen, og med blikket som han endnu en gang vendte mod hende. Han fortrød på ingen måder hans handling, og det var vel også til at se?

[Deleted]

Høje tanker havde Denjarna måske om Salvatore, men det anså hun heller ikke for at være et problem, da hun fandt ham værdig til dem. Derudover var der det faktum, at han reelt set var den eneste person, som hun i øjeblikket havde et personligt forhold til, og derfor måtte det også have sin betydning for hende. Det var nemlig til at sige, at hun ikke længere havde det samme venneantal, som hun engang havde haft. Hvad hun havde nu, var dog en helt anden sag.. I stedet for mange venner, havde hun nemlig et folk, som holdt af hende som sin dronning. ”Flere ugers betænkningstid kan jeg selvfølgelig ikke give dig.. men nogle dage, samt tag over hovedet, skulle være muligt,” sagde hun roligt. Selv kunne hun godt se ideen i at have ham som sin rådgiver. Derudover vidste hun, at hun var nødsaget til at slå hurtigt til og ’sætte kløerne’ i ham. Det var nemlig kun et spørgsmål om tid, før regentparret af Procias lurede, hvad der var på færde, og fortrød deres handling. Derfor anså hun det også for at være bedst, at han blev her, mens han overvejede hendes forslag. Svagt trak hun på smilebåndet. Jo, hun vidste udmærket, at han var nødsaget til at blive holdt i gang. At blive holdt i nakken, følte hun ikke, at hun havde brug for. Hvad hun derimod kunne have brug for var, at en af de stærkeste magikere sørgede for hendes sikkerhed. Selv tvivlede hun nemlig på, at hun ville få sig en helt fredfuld tid på tronen. ”Er det virkelig sådan, at du tiltaler en dronning, og din muligt kommende arbejdsgiver?” spurgte hun ham sigende, skønt hendes sølvgrå øjne måtte afsløre et morende glimt. Alvorlig og respektabel var hun nødsaget til at være overfor folk, men overfor Salvatore kunne hun blot være … fri. Ham havde hun nemlig haft en kendskab til, inden hun havde valgt at søge tronen, og derfor kunne der være et helt andet spil mellem dem. Hans lille hentydning fik hendes blik til at fokusere endnu mere på ham. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det er en skam, at det er endt således, men det kan jeg ikke.. Det er vel egoistisk af mig at sige således, men jeg ønsker dig langt mere her, end jeg ønsker dig på den anden side af grænsen,” sagde hun ligeud. Hun var en egoistisk person, ja, men hun havde også altid kæmpet for sine egne ønsker.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Flere ugers betænkningstid var selvfølgelig ikke noget som Salvatore regnede med, men om ikke andet, så et par dage, hvor han kunne tænke tingene igennem og få det vendt og drejet, så han var sikker på, at han tog den korrekte beslutning. Selvom han var en mand som stod ved sine ord og beslutninger, så var det jo ikke ensbetydende med at han ikke ville tænke det hele igennem, for selvfølgelig ville han da gerne det. Hans blik gled direkte mod hende. Ja, et sted kunne man jo næsten sige, at han havde savnet at tilbringe tiden med hende. "Et par dage til at vende og dreje den, er alt hvad jeg beder om.. At du derimod skænker mig husly i den tid, er noget som jeg klart må værdsætte," sagde han med en ærlig stemme, også fordi at det var noget som faktisk betød meget for ham. Det kunne godt være, at det for hende var at slå kløerne i ham.. men for ham, krævede det en omstilling, inden han ville tage denne beslutning.
Salvatore stirrede ud af vinduet. Selvom de øvrige lande uden tvivl ville komme til at reagere på dette, så ville Salvatore nu stadig stå bag ryggen på hende. Nu hvor han selv følte sig svigtet af kongehuset i Procias, og det tilhørsforhold som han havde nu brutalt var revet fra ham, havde han i princippet ikke nogen kvaler ved at lægge sin loyalitet et andet sted. Selvom han måske havde hjulpet en af mørket, så kunne han ikke se noget forkert i at Smilet bredte sig kun tydeligt på hans læber. "Burde jeg tiltale hende anerledes, når jeg anser hende som en nær veninde?" spurgte han med en rolig, dog ærlig stemme. Han holdt af hende som en veninde og ikke som sin dronning. Uden tvivl var han et tab for Procias, men det rørte virkelig ikke ham. Det var noget som de skulle have tænkt på for lang tid siden. At det var noget som hun direkte sagde, at hun var glad for, forundrede ham ikke, og så alligevel.. Han sendte hende et varmt smil. Ellers et af dem som han yderst sjældent gav udtryk for. Han følte sig bundet til hende på en underlig måde.. Og han kunne jo virkelig godt lide det. "Det kommer ikke bag på mig, Denjarna. Den grænse skiller folk.. forhindre dem i at tilbringe tid sammen, og jeg er ikke bange for at erkende, at tid med dig, er noget som jeg faktisk.. savner," sagde han ærligt.

[Deleted]

For Denjarna var det blot en selvfølge, at hun skænkede ham husly. Han var den person, som havde fundet hende i vampyrfyrstens kælder. Han var den person der havde passet og plejet hende, samt givet hende tag over hovedet, skønt han havde vidst, at det havde været ham forbudt. Derfor var det mindste hun kunne gøre vel at skænke ham tag over hovedet? Desuden… hun havde adskillige værelser, som hun kunne tilbyde. Selv havde hun nemlig ingen familie, og derfor var det kun hendes tjenestestabel og vagter, der levede her.. Og da hendes samfund var nyetableret, kunne de bestemt ikke fylde alle rummene. ”Det er det mindste jeg kan tilbyde dig, når nu du har været så god ved mig. Jeg har muligvis rykket mig meget siden vi sidst sås, men det er bestemt ikke ens betydning med, at jeg har glemt dine handlinger, for det har jeg bestemt ikke,” sagde hun ærligt, som hun ligeså godt kunne ligge kortene på bordet. Det var dog ikke kun af den grund, at hun tilbød ham husly. Nej, hun tænkte nemlig, at hvis han blev her, ville han være mere tilbøjelig til at takke ja til hendes forslag. Rammerne for det var der også allerede, som han følte sig udstødt af sit eget land. Hun trak svagt på smilebåndet. En nær veninde? Ja, han var vel hendes eneste ven. Alle hendes andre venner syntes nemlig at være forsvundet, som hun var blevet taget som gidsel hos Alexander. ”Omkring mit folk vil jeg sætte pris på en smule respekt og højtidlighed.. men når det kun er dig og mig, så nej,” endte hun med at sige i en mild tone. Selv en dronning havde behov for at føle, at hun var ligesom alle andre i tide og utide. På det punkt ville han uden tvivl kunne gøre sig gældende. Hun bed sig selv blødt i underlæben. Han havde savnet tiden med hende. Et sted havde hun vel også savnet den med ham? Meget havde hændt siden da, og hendes sind havde været til dels optaget med vigtige planer, men alligevel havde han da sneget sig ind i hendes hoved i ny og næ. ”Bliv her i så fald,” sagde hun stille. ”Det kan måske ej blive som før, men til noget nyt og ikke nødvendigvis ringere kan det blive her. Du siger desuden selv, at du har mistet dit tilhørsforhold til Procias.. så hvorfor blive? De ønsker dig alligevel ikke der. Jeg ved desuden fra egen krop, hvor problematisk for dig det kan blive at forblive der.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore turde uden tvivl at påstå at han havde en særlig plads ved Denjarna, også fordi at hun netop valgte at tildele ham husly i hans betænkningsperiode. Det var bestemt heller ikke fordi at han kunne finde på at handle mod hendes ønske og derved gøre hende ondt. Han havde hellere taget imod den straf som var tildelt ham i Procias end at vide, at han var grunden til at hun var kommet mere til skade, eller havde mistet livet i vampyrens kælder. "Det havde jeg så sandelig heller ikke regnet med at du ville, Denjarna.. Jeg er blot taknemmelig for hvad du har givet mig efterfølgende.. og hvad du nu giver mig her," sagde han ærligt. Selv gik han jo rundt som stemplet landsforræder, selvom han ikke var smidt ud, og han vidste det jo godt, samt at han vidste, at det var et spørgsmål om tid, inden resten af landet også ville være kendt med det, for de vidste jo alle sammen, at han ikke ville træde fra en stilling som den bare sådan uden videre.. Overhovedet ikke. Han trak mere på smilebåndet ved hendes ord. Han forstod hende dog. "Vi er alene nu, ikke sandt? Når folk er omkring, skal jeg med glæde tiltale dig som en dronning.. Deres Majestæt," sagde han ærligt, inden han gjorde et let buk mod hende. Selv han kunne sagtens tiltale hende med respekt.
At Denjarna virkelig gerne ville have ham der, var uden tvivl noget som glædede Salvatore. Han havde intet tilhørsforhold til Procias længere, og eftersom de havde valgt at tage det fra ham som han elskede mest, så måtte de jo også tage konsekvenserne af det. Silia var ung.. hun var presset, men for dette, så fandtes der virkelig ikke nogen undskyldning, selv ikke i hans øjne. "Det er måske kun et spørgsmål om tid inden det går op for befolkningen, at jeg ikke længere er i besiddelse af den stilling som leder, og hvorfor den er blevet mig frataget. Jeg er ikke fristet til at tage tilbage igen, men om en stilling som rådgiver her, er en stilling som jeg skal påtage mig, kan jeg endnu ikke svare på. Jeg er glad for, at du vil have mig her.. om det bliver som før.. eller noget andet," sagde han ærligt.

[Deleted]

Denjarna smilte let til ham. ”Og taknemmelig skal du have lov til at være.” Et glimt viste sig i hendes sølvgrå øjne. ”Jeg regner desuden med, at det jeg kan give dig her er klasser bedre end den jordhule, som vi tilbragte tid i,” tilføjede hun kækt, selvom hun havde hygget sig i den jordhule. I den hule havde alt forbudt mellem dem nemlig hændt. Glemt det havde hun ikke just, da det havde været fantastisk for hende. Derudover var der ikke meget andet at huske på, da han havde været den eneste i lang tid. Hun trak på smilebåndet, som han tiltalte hende med hendes nye titel, samt bukkede for hende. Hun skulle uden tvivl vænne sig til, at det var således, at det gik fra nu af.. men ville hun være et skarn, hvis hun sagde, at hun rent faktisk nød det? Måske ikke.. Det var trods alt en del af det at være dronning, og hvis ikke man påskønnede sin stilling, skulle man næppe have den. ”Ak ja, vi er alene nu, og af den årsag kan du blot tiltale mig som din veninde. Hende vil jeg også altid være,” sagde hun ærligt, skønt der altid var et; medmindre. Medmindre han gik om bag ryggen på hende, som mange før ham havde gjort. At han ønskede at tænke over de muligheder, som hun stillede op for ham, forstod hun skam godt. Stillingen som kongelig rådgiver var nemlig en relativ høj stilling. Derudover var det meget hun bedte ham om, som hun bedte ham om at forlade sit hjemland. Nok var han blevet stemplet som landsforræder, men selv der vidste hun, at det alligevel kunne være svært at vende det kendte ryggen. Kunne han vende sit hjemland ryggen helt? Kunne han tilbyde hende sin fulde loyalitet? Det spekulerede hun over i det tilfælde, at hun skulle gøre en handling mod Procias.. ”Hvis ikke stillingen som rådgiver skulle friste, hvad skulle i så fald friste? Jeg ønsker dig på denne side af grænsen, og jeg ved, at du vil have et hul i din sjæl, hvis blot du finder en hytte og udlever dit liv der. Jeg ved, at folk som dig og mig har brug for noget ekstra i sit liv,” sagde hun sandfærdigt. Nok havde de forskellige ønsker på visse punkter, men alligevel vidste hun, at de var ens på dette. Selv havde hun prøvet at agere som en simpel husfrue, og det havde bestemt ikke gået!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var uden tvivl glad for muligheden for at se Denjarna igen, og ikke mindst den betænkningstid, som hun valgte at give ham. Han nikkede roligt til hende ved hendes ord. "Og det værdsætter jeg," sagde han med en ærlig stemme, og med en sigende mine, som han vendte i hendes retning. Denne tilværelse var måske lidt noget andet end den jordhule som han i udgangspunktet havde vist hende, men med det, som de intimt havde delt der, så var han slet ikke i tvivl om, at det alligevel var noget af en vis betydning selv for hende. "Selvom jeg til nu har holdt til i en gammel jordhule, vil jeg nok næppe påstå, at den nu også er uden af betydning for dig, kære Denjarna?" spurgte han med et næsten kækt smil på læben. Det som de havde delt, var uden tvivl så forbudt som noget kunne være, selvom det virkelig ikke rørte ham. Uden tvivl var det noget som han i særdeleshed havde været i stand til at nyde! Og meget endda! Selvom han havde forståelsen for, at hun overfor andre og resten af landet her, måtte agere som en dronning, så var han skam bare glad for, at hun også ville vise sig lidt som den kære veninde, som hun faktisk var for ham, og det var det som han agtet at holde fast på. "Noget siger mig, at du i det tilfælde, må finde plads i den opbookede kalender til en som mig," påpegede han med en sigende mine. Overfor andre, kunne han gerne behandle hende som en dronning, men han ønskede også at se sin kære veninde, og det var bestemt ikke altid, at dette ville blive en mulighed for ham.
Selv var det mærkværdigt, og dog ikke.. Denjarna havde vel læst ham og hvilken mand han var? Og han var bestemt ikke typen som bare ville sætte sig ned og nøjes med et ensomt liv i sit eget hjem, nu hvor Silia havde taget det hele fra ham. Han ønskede jo at udrette noget.. udnytte de ressourcer som han nu havde. "Så godt kender du mig alligevel. Jeg må erkende, at jeg ikke har nogen intentioner om at søge tilbage til Procias nu.. Men om stillingen som rådgiver er noget for mig, er hvad jeg må finde ud af. Jeg skal give dig et svar snarest," sagde han sandfærdigt. Han overvejede det uden tvivl.

[Deleted]

Om jordhulen kunne være uden betydning for Denjarna? Det kunne den næppe blive.. For det første havde den været med til at frelse hende, som den havde holdt hende skjult i en særdeles farefuld tid. For det andet havde den skabt et intimt øjeblik mellem hende og hendes kære ven. Om det sidste havde været en fejl, følte hun endnu ikke at det var. Selv var hun i hvert fald ikke nået til det punkt endnu, hvor hun fortrød. Hun fugtede let sine læber, som hun kom i tanke om hans kærkommende berøringer. Jo, det havde også været af betydning for hende. ”Den holdt mig i sikkerhed. Jeg kan ikke benægte, at den hule redede mit liv,” svarede hun og blinkede let til ham. Hendes ord passede skam også, men selv vidste hun, at han havde hentydet til et andet øjeblik i den hule. Hun slap en dæmpet latter. Hendes bookede kalender? Ja, det var vel, hvad den var. Svært var det dog for hende at spå, hvordan hendes fremtid så ud. Hendes position befandt sig nemlig på det nyeste stadie, og derfor var det ikke til at sige, hvordan det ville udvikle sig. ”Lige nu og her kan jeg ikke sige, hvordan min tid vil blive. Jeg ønsker at have tid til dem jeg har kært, men lige nu befinder jeg mig i en opstartsproces, som jeg ikke kan vende ryggen. Jeg er nødt til at sikre mig, at det hele kører fornuftigt, før jeg kan agere egoistisk og tænke på mig selv,” endte hun med at sige sigende. Dog kunne man også sige, at det hun gjorde nu var en egoistisk handling. Det var nemlig egoistisk at holde en så lang privat session med ham. Hun kunne dog ikke lade være.. Hun nikkede roligt til hans ord. Ja, hun kendte ham, men generelt var hun også, hvad man ville kalde for en menneskekender. Ellers var hun blot god til at spore sig ind på folk, samt få dem til at udrette, hvad hun ønskede. Hun måtte dog føle, at sejren var en anelse i hus, når det kom til Salvatore. Han sagde nemlig allerede nu, at han ikke agtede at søge tilbage til Procias, og derfra anså hun Manjarno for at være hans bedste mulighed. ”Tænk over mit tilbud om end. Det ville være mig en ære at have dig her,” lød det fra hende. Hendes hoved faldt en kende på sned, inden hun stille føjede. ”Jeg ønsker ikke kun dette som en dronning, men også af personlige årsager.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Jordhulen var noget som især havde skrevet sig ind som et sted, som havde betydning for dem begge to, hvilket var noget som faktisk betød ekstremt meget for ham at vide. Hans smil forblev på hans læber. Det sted var uden tvivl af betydning for dem begge, også fordi at det havde været en intim stund, som han uden tvivl aldrig ville komme til at fortryde på noget tidspunkt. "Jeg håber da, at du mener, at jeg reddede dit liv, og ej en grotte," påpegede han med en sigende mine. Ikke fordi at det gjorde ham noget, for det havde uanset været et sted hvor de kunne sidde lidt for sig selv.. være sig selv, og være trygge, uden at folk kom rendende, og det var også det, som havde været meningen og hensigten med det hele, hvilket der heller ikke herskede nogen tvivl om. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse med en varme uden lige. Han var virkelig godt og tilpas omkring hende, og det var så sandelig heller ikke noget som han havde tænkt sig at lægge skjul på for hendes vedkommende. Hun skulle vide hvad hun gjorde ved ham, og selv nu hvor han vidste, at det hele befandt sig i en opstartsfase, hvilket han skam havde respekten for. "Jeg har skam forståelsen for, at du står i en situation, at du er nødt til at tænke på folket og landet, før du kan tænke på alt det andet.. Og selvom jeg dog ej har svoret loyalitet til dette land, så har jeg den store respekt for hvad du udfører af arbejde," sagde han med en ærlig stemme, for løgn var det jo trods alt ikke. Hænderne foldede han roligt over ryggen endnu en gang. Han nikkede til hende. Selv kunne han ikke lade være med at smile. "Af personlige årsager? Hvilke, om jeg må spørge?" spurgte han roligt. Selv han var jo også temmelig nysgerrig af sig.

[Deleted]

Kækt var glimtet i Denjarnas sølvgrå øjne, som hun uskyldigt trak på skulderen. ”Jeg ved slet ikke, hvad du hentyder til med noget af det,” sagde hun i en uskyldig tone, skønt alt stod sole klart for hende. Hun huskede måske ikke selve flugten fra Alexanders kælder særligt tydeligt, men hun huskede, hvordan han – Salvatore – havde løftet hende op i sine arme og båret hende ud af mareridtet. Dernæst huskede hun, hvordan han badede hende i kroen. Hvordan han vil hende helbredt i Catalena. Hendes flugt fra Gabriel, og den videre førsel til jordhulen. Hvordan de havde tilbragt en dag på det procianske marked.. hvordan de dernæst havde delt en intim stund, og til sidst, hvordan han havde ført hende over grænsen. Derfor behøvede han i det store og hele ikke frygte, at hun havde glemt det. Hans respekt for hendes nye gøren, glædede hende uden tvivl. Hun havde nemlig brug for, at folk støttede hendes sag. Modgang derimod var ganske nemt at få. ”Det glæder mig, at jeg har din respekt og støtte. Fjender vil jeg altid kunne danne flere af.. Det er derfor dem som tror på mig, der er de vigtige.” Hendes blik faldt på ham. ”Jeg er spændt på at se, hvordan den kommende tid vil gå.. Indtil nu kan man vel sige, at det er gået skræmmende let. Måske vil det forblive sådan, måske vil det ikke..” Som smurt havde hendes indtog vel foregået, og selv ikke efter var hun blevet mødt af de største hindringer. Det var dog ej heller manjanerne, som hun frygtede. Fra dem havde hun allerede mødt en stor støtte, skønt der selvfølgelig også var dem, som endnu viste hende ryggen. Det var nærmere nabolandene, som hun frygtede.. Hendes hoved faldt en kende på sned, uden hun tog blikket fra ham ved hans spørgsmål. ”Ved du da ikke det?” endte hun med at spørge ham. Selv mente hun i hvert fald, at det lå ganske klart, hvorfor hun ønskede ham her. Nok var han en stærk magiker, som der var god at have på sin side, men hendes nære ven var han også.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At drille hinanden kunne de stadig, og det var uden tvivl en tanke, som selv gjorde Salvatore ganske glad og tilfreds. Selvom han nu ikke havde kendt Denjarna i særlig lang tid, havde hun nu alligevel formået at sætte ekstremt meget krydder på hans egen tilværelse, og uden tvivl var det noget som glædede ham. Åh ikke? Eller skal jeg genopfriske hukommelsen en anelse?" Med disse ord, søgte han tættere på hende, hvor han igen roligt lod hånden stryge over hendes kind. Han havde vel i mange henseender også gjort det tydeligt for hende, at han ej var ude på at gøre det mindste ondt mod hende? Og selvom han måske i øjeblikket stod der som en procianer, så gjorde det ikke nogen forskel, for hun var en kvinde som havde formået at skrive sig ind i hans hjerte.. På hvilken måde, var så noget, som stadig genstod at finde ud af. Fjender havde hun altid haft mange af, og selv var han ikke et sekund i tvivl om, at der i øjeblikket kun ville strømme flere til, og det var det som faktisk gjorde ham tildels bekymret. "Du har måske haft mange fjender til nu, men jeg kan trygt love dig for, at der kun vil komme flere til nu. Manjarnos trone har længe stået tom.. Folk har betegnet den som forbandet af grunde som er ukendte. Enhver som har været i besiddelse af denne, er drevet bort eller slået ihjel undervejs." Et sted var det en tanke som faktisk gjorde ham bekymret, for han ønskede jo heller ikke ligefrem, at hun skulle komme galt afsted. Tvært imod, så gjorde det ham faktisk kun ekstra bekymret, og efterlod ham med en lyst og fristelse til at gøre sit for at holde hende i tryg forvaring! Han trak vejret dybt og lod hovedet søge en kende på sned. Så meget som han allerede til nu havde delt med hende.. Det var et sted næsten direkte uhyggeligt, for det var så sandelig heller ikke ligefrem småting, hvis han selv skulle sige det. "Jeg tror du må genopfriske min hukommelse, min kære.. Jeg er ved at blive gammel, ved du nok," påpegede han med et drillende glimt i øjet. Selv han kunne jo heller ikke ligefrem lade være.

[Deleted]

Automatisk søgte Denjarnas hoved mod hans hånd, som han strøg sin hånd over hendes kind. Endvidere rejste hårene i nakken sig på hende, som et tegn på den behag og kriblen i sig hun følte. Et sted savnede hun vel også fysisk kontakt? De sølvgrå øjne tog hun ikke fra ham. ”Måske er jeg ligeså ved at blive gammel, og måske trænger mit sind derfor ligeså til at blive genopfrisket,” sagde hun med en antydning af et smil på læben. At han derfra begyndte at snakke om, at hun ville vinde sig flere fjender, samt at hendes nyfundende trone var forbandet, var ikke just ord som hun brød sig om. Det var nærmere ord, som kunne dræbe den gode stemning med sin triste klang. ”Døden kan ingen løbe fra.. Jeg håber blot ikke, at den vil indtræffe for tidligt. Selv tror jeg dog ikke på forbandelser som disse.. Selv mener jeg, at man selv er med til at besudle sin skæbne. Intet andet. Det andet vil desuden kun drive en til sindssyge, hvis man vælger at tro på, og det har jeg haft alt for meget af i mit liv,” sagde hun stille. Selvfølgelig var hun ikke upåvirket af hans ord, som hun mærkede, at det måtte løbe hende koldt ned ad ryggen, da han sagde; drevet bort eller slået ihjel undervejs. Immun var hun trods alt ikke, skønt hun holdt fast i, at det skyldtes mere end en forbandelse, at de forhenværende regenter havde faldet. Selv brød hun sig dog hverken om den ene eller den anden tanke, for uden tronen, hvad skulle hun så give sig til? Skulle hun i så fald vælge at give efter for mænd som Mattheus, og komme til magt på den vis? Langt hellere ønskede hun at stå på egne ben! Og med hensyn til døden .. ja, den brød ingen sig vel om? Selv håbede hun på, at den ville indtræffe på det rigtige tidspunkt, men var der nogensinde et rigtigt tidspunkt? Hun trak let på smilet ved hans ord. ”Og jeg som gik og troede, at du befandt dig i dine bedste dage,” lød det morende fra hende. ”Men nuvel.. Selv om du er en gammel procianer med en svigtende hukommelse, holder jeg dig alligevel kært. Det er ikke mange, som jeg har på den front længere, og derfor ønsker jeg at holde fast i det, som jeg har.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne ikke lade være med at lade hånden komme i berøring med Denjarna. Den smukke hud og så glat og blød som den føles oveni. Han ønskede ikke at yde hende nogen smerte, men derimod det modsatte.. Ligesom den intense og intime aften de sammen havde delt. "Den ganske særlige aften, ønsker jeg dog ej at glemme, min kære. Om du mod min forventning skulle have glemt det, så er det vidst på tide, at den bliver genopfrisket lidt," påpegede han med et let smil på læben, for selv han kunne jo heller ikke lade være. Hovedet lod han søge let på sned. Han ønskede naturligvis at støtte hende i hendes gøren, men på forhånd, var det jo bare at få kendsgerningerne på bordet. Han håbede naturligvis at hun kunne holde standen bedre end de mange forrige som havde siddet på denne trone, for når alt kom til alt... så havde de ej været i stand til at holde den i særlig lang tid, og selvfølgelig gjorde det også noget ved ham. Han rystede let på hovedet. "Jeg er heller ikke i tvivl om, at døden vil komme til os alle på et tidspunkt. Det er nu og da en skæbne som ingen af os kan løbe fra. Derimod er jeg mere bange for de fjender som dette vil skænke dig. Ej har jeg kendt dig længe, men jeg ved dog, at jeg ej ønsker at der skal ske dig noget.." Hans blik gled i retningen af hende, mens han let rynkede på næsen. Det var faktisk en bekymring, som han ikke direkte ønskede at give udtryk for, men han kunne jo heller ikke lade være. Hun var virkelig vigtig for ham.. Uanset hvor stor en slange Silia havde forsøgt at fremstille hende som, så var det uanset en skade sket, da hun havde skrevet sig ind i hans hjerte. Smilet bredte sig igen. "Jeg kan godt lide tanken om at jeg endnu skulle befinde mig i min bedste alder," påpegede han med en drillende stemme, dog selvom han mente det. Han sænkede roligt hånden igen og lod den foldes med den anden over ryggen igen. "I det tilfælde, så håber jeg, at du ved, at du kan stole på mig, Denjarna.. Procianer eller ikke, gør det ikke nogen forskel her. Jeg ønsker dig oprigtigt kun det bedste."