In the right place

[Deleted]

Siddende på sin trone, var Denjarna at finde. Selv nød hun følelsen af at sidde i det bløde røde stof, som udgjorde den mægtige trone. Den overdådige guldkrone smøg sig fint om hendes ravnsorte lokker, der var blevet sat bølgende ned ad hendes skuldre. Rigt glinsede rubinerne i kronen, der måtte besidde en passende kontrast til hendes mørke hår og lyse kjole. Ligesom da hun havde vundet tronen, sad hun i sin pæne hvidbroderede kjole. Hendes sølvgrå øjne strålede af den ro og magt, som hun måtte føle ved at sidde på denne plads, alt imens hun betragtede og talte med de borgere, som gjorde sit forbi ved tronsalen. Skræmt følte hun sig ikke ved at befinde sig i denne position, men hun havde også haft forholdsvist held med at få den.
På vej mod eftermiddag var dagen. Åben for audienser havde tronsalen været igennem hele dagen, hvilket havde budt på mange visitter. Både fra folk, som blot ønskede at se deres nye regent og folk, som havde et reelt problem. ”Hr. Turner. For dine problemer med høsten, ønsker jeg at skænke dig en mand. Han vil stå ved din dør om to døgn. Hans pligter vil være at hjælpe dig med at pleje dine marker på ny. Det vil sige, pløje og så dem til de står igen, og når den dag kommer, vil han vende tilbage hertil,” sagde hun i et myndigt og afgørende tonefald. ”Hvad landets generelle sikkerhed angår, bliver der allerede taget hånd om det.” Bonden bukkede ydmygt. ”Tak min dronning,” sagde han ærbødigt. En hjælp var den ekstra mand uden tvivl for ham, efter at hans afgrøder var blevet haseret af udefrakommende. Som sagen nu var løst, vendte bonden nu taknemmeligt rundt for at forlade tronsalen, og for at lade en ny komme ind. Denjarna tog en indånding, som hun blev ladt alene med sin vagt. Indtil nu havde det heldigvis forløbet smertefrit. Forberedt kunne man nemlig sige, at hun var, som hun havde en ide om de fleste problemstillinger her i landet. Hendes blik fokuserede igen på de store dobbeltdøre, som hun ventede på, at den næste i køen ville kræve sin audiens.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Efter at Salvatores indblanden i sagen om Denjarna var blevet kendt for Procias og dets kongepar, var konsekvenserne for hans vedkommende, blevet store.. Ikke desto mindre, var han nu blevet en fri mand, som et sted kunne gøre hvad han egentlig havde lyst til.. Og han nød det et eller andet sted, også selvom det uden tvivl var underligt for ham, at han ikke havde den ledende titel på sine skuldre længere.. Selv Silia havde truet med at landsforvise ham, om han opsøgte Denjarna igen, men han stod fast på det, som han altid havde stået fast på, og det var at der intet ondt var i Denjarna, da hun selv ønskede at finde sin plads, og det så han intet galt i.
Selv stod Salvatore og afventede at kunne komme til en audiens. Netop denne havde han søgt af personlige grunde, mest for at få muligheden for at lykønske hende med det mål som hun havde opfyldt. Hun var uden tvivl kommet langt længere end hvad han lige havde regnet med, at hun ville, og det var noget som han uden tvivl også var glad for - på hendes vegne i hvert fald. Da bonden forlod stedet med et tilfredst smil på læben, måtte han udvise det samme. Kutten lod han falde fra hovedet, og glide over ryggen, da det langt om længe måtte blive hans tur. Hans skridt var rolige, da portene blev åbnet for ham og han roligt trådte ind. Et sted spændt på at se hende igen. Han havde jo ikke set hende siden han havde hjulpet hende tilbage til Manjarno.. Selv den nat de havde delt, havde han ej heller glemt.
Salvatore stoppede roligt op foran tronstolen og med blikket hvilende på hende. Smuk som hun var, så klædte tronen og den smukke krone hende betragteligt! Med en elegant bevægelse, gik han roligt i buk for hende med hovedet dybt sænket i respekten for hende og hendes væsen. "Deres Majestæt," hilste han med en stilfærdig stemme.

[Deleted]

Denjarnas blik hvilede på de store dobbeltdøre, som bonden havde gået ud af. Hvor lang hendes dag måtte blive måtte afhænge af antallet af borgere, som søgte en audiens hos hende. Lange havde hendes seneste par dage været, som der ej var gået mange dage, siden hun havde indtaget tronen her. Siden da havde folk været nysgerrige, samt der var dem, som endelig havde set muligheden i at lægge deres problemer fra sig. Hårdt måtte det være at sidde så længe, samt vurdere så mange samtaler, og se så mange nye ansigter, men nød det gjorde hun. Hun havde trods alt også selv valgt det. Hendes blik blev en tand mere fokuseret, som den næste borger trådte ind ad døren. Var det virkelig? Hendes blik fulgte opmærksomt hans gang. Han var ikke just en borger i Manjarno, men derimod Salvatore Salizmira. Bosiddende i Procias, leder af magikerne og hendes ven og redningsmand.. Med denne viden forholdt hun sig dog respektabelt, som hun modtog ham, ligesom hun havde modtaget enhver anden borger. Anstændigt nikkede hun til ham, som han bukkede for hende, alt imens hans tiltalte hende som deres majestæt. På sin vis var det mærkværdigt at se ham således, da de ikke just var videre formelle overfor hinanden, og på den anden side nød hun det. Hun nød at se folk bukke eller neje for hende, samt blive tiltalt den titel, som hun lige havde tilegnet sig. ”Hr. Salizmira,” hilste hun stilfærdigt, inden hun løsrev blikket fra ham og så imod vagten ved sin side, og derefter skriveren, som sad nede i hjørnet. ”I kan forlade mig for nu. Hr. Salizmira vil ikke udgøre nogen risiko for mig.” De sidste ord tilføjede hun, fordi hun anede blikket i sin vagts øjne. Selv var hendes blik ubøjeligt, og derfor et bevis på, at hun skam mente sine ord. Vagtens blik var derimod tvivlsomt, da hans pligt var at sørge for sin nye dronnings sikkerhed, men da det var uhøfligt at sige sin dronning imod, og fordi han respekterede hende, valgte han at gøre et hovedkast til skriveren, inden de begge forsvandt. De sølvgrå øjne lod hun glide tilbage mod Salvatore, som tavsheden rungede i den store sal, efter at døren var gledet i igen. Langsomt dukkede antydningen af et smil op i hendes mundvige. Hun havde savnet ham.. Det ville nemlig være løgn, hvis hun sagde, at hun ej havde tænkt på ham. Hun havde også håbet, at han ville søge hende efter hendes erobring af Manjarno, men dette havde hun selvfølgelig ikke kunnet vide sig sikker på. Hun havde jo allerede frarøvet ham nok af hans tid. Med ynde rejste hun sig fra sin trone, inden hun forsigtigt fjerne kronen fra sit hoved og placerede den på det tomme sæde. Sine fødder lod hun dernæst søge ned på samme plan som ham, hvor hun slog armene om ham. ”Hvor er det godt at se dig igen.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var måske ikke manjaner eller noget lignende, men derfor ønskede han uden tvivl at lykønske hende med den nye stilling som hun havde fået som dronning af dette land. Selvom han holdt det hele professionelt niveau, så var det mest for at understrege at han anerkendte hende for det. Han stoppede roligt op foran hendes trone, inden han gik ned i det ellers så dybe buk endnu en gang. Han blev stående der, til hun sendte vagten og skriveren væk, inden han så roligt rejste sig op endnu en gang. Ukendt for hende var han ikke, og det vidste han udmærket godt. Hvorvidt om hun var kendt med den konsekvens som deres venskab havde fået for ham, det vidste han ikke, men han tog det nu heller ikke så tungt. Han betragtede hende med en rolig stemme.
Som Denjarna rejste sig op og lagde kronen fra sig, kun for at søge ham i møde, blev han selv stående, frem til hun lagde armene om ham. Sandt at sige, at han havde savnet hende, så var det så sandelig også dejligt at se hende igen, og det havde han bestemt heller ikke tænkt sig at lægge skjul på for nogen som helst. Han lagde sine egne arme trygt omkring hende, kun for at trykke hende ind i sin varme favn. Igen stod de frem som et eksempel på at mørket og lyset sagtens kunne alliere sig, uden at konstant skulle gå i krig. "Hvor er det godt at se dig igen, min kære," sagde han med en ærlig stemme. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang, inden han hævede den ene hånd, som han lod stryge mod hendes kind. "Og må jeg lykønske dig med indtagelsen af den manjanske trone.. Jeg må erkende, at den krone virkelig klæder dig," sagde han med en rolig stemme. Selv på trods af det tragiske og triste som havde ramt ham, ikke var noget som rørte ham som sådan. Han fortrød bestemt ikke at han havde handlet som han havde gjort.

[Deleted]

Intet havde Denjarna set eller hørt til Salvatore, siden de havde ladt sig skilles ad ved grænsen til Manjarno. Hvad der havde hændt i hans liv, kunne hun derfor ikke sige, men travlt optaget af sit eget liv havde hun uden tvivl også været. Det var hendes nuværende stand også kun et bevis på. Ind i sin favn tog hun Salvatore, som hun bevægede sig ned ad trinene ned til ham. Han var den eneste mand, som hun uden videre kunne kalde for sin ven, og derfor betød det også en del for hende, at han havde besværet sig med at komme hertil. Taknemmelig for ham måtte hun også være, som hun bestemt ikke var kommet så langt uden ham. Hvis ikke det havde været for ham, havde hun højst sandsynligt stadig siddet i vampyrfyrstens kælder.. hvis hun da ikke allerede havde været død. Let trak hun på smilebåndet ved hans ord, inden hun måtte blive trukket en anelse ud af hans favn, hvor hun i stedet mærkede hans hånd. Længe siden var det siden hun sidst havde mærket et blidt kærtegn.. Faktisk var han den sidste mand, som havde skænket hende et. Et smil gled frem på hendes læber. ”Det er alt, hvad jeg kunne drømme mig,” svarede hun på hans ord. Roligt trådte hun et skridt væk fra ham, inden hun elegant førte sig selv hen til et af de store vinduer. Hendes sølvgrå øjne faldt på ruden.. betragtede det land, som hvilede udenfor slottet.. hendes land. ”De dage med flugt og pinsel er nu ovre.. Tiden er inde til en ny ære,” sagde hun sigende, som hun så tilbage på ham. Dvasias havde hun lagt bag sig, som hun nu fulgte en ny sti. Stien til hendes nye regime. I opstartsfasen var det hele måske, men ikke desto mindre kunne man ikke benægte, at hun havde heldet med sig. Hun var på den rette vej, og hun kunne føle det. Dette var hendes kald, og hun havde bestemt ikke tænkt sig at bakke ud nu!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selvfølgelig havde Salvatore gjort sig besværet med at komme til Manjarno, udelukkende for at skænke Denjarna hans lykønskning med det mål som hun nu havde opfyldt. Det var jo ene og alene meningen med det hele. Han havde savnet hende, og nu hvor han ikke ligefrem havde det ansvar at vende tilbage til i Procias, så ville han bestemt heller ikke erkende, at han havde travlt med at komme hjem igen. Naturligvis var han ked af konsekvenserne, men han stod nu stadig fast på, at han intet galt havde gjort i sin handling. Folk måtte hjælpe hinanden.. Mørket eller lyset, eller om de var fra det neutrale Manjarno, så burde det virkelig ikke gøre nogen forskel. Hans stærke arme gled omkring hende i en tryg og fast omfavnelse, inden han lod hånden stryge mod hendes kind. Han sendte hende et smil. Det var hendes drøm.. og selv var han ikke i tvivl om, at hun ville blive en dronning og kvinde, som ville gøre det fantastisk for landet her. "Du har langt om længe opnået hvad du har ønsket.. Jeg er stolt," sagde han roligt og med et let smil på læben. Hans eget ansigt bar ikke præg af det som selv var hændt ham igennem den sidste tid, for det så han da virkelig ikke nogen grund til. Han slap hende roligt, da hun alligevel valgte at trække sig. Det var en hård tid hun gik i møde, men folket skulle have lov til at se hende an. Folk snakket om hende, og rygterne om hendes indtagelse af denne trone var uden tvivl også gået langt allerede på folkemunde, men hvad? Det behøvede på ingen måder at være negativt i noget henseende. Han gik roligt efter hende hen til det store vindue og spottede selv ud over det land, som hun nu havde taget som sit eget. "Må Manjarno rejse sig fra asken det så længe har ligget i. Jeg er ikke i tvivl om, at du som dronning, vil udleve store bedrifter her," sagde han roligt. Selv kendt med risikoen som han løb lige nu, så rørte det ham virkelig ikke. Det skulle i hvert fald ikke fraholde ham, at gøre noget, som han faktisk havde lyst til.

[Deleted]

Det at indtage Manjarno, havde måske længe været en drøm for Denjarna. Hun havde blot ikke vidst det. Hun havde længe vidst, hvad hu havde ønsket sig, men i hvilket omfang det præcist havde været, havde taget hende sin tid at finde ud af. Hun havde derfor længe været undervejs, men var det vigtigste ikke også bare, at hun var her nu? Hun smilte til ham. Han var stolt af hende.. Det varmede hende uden tvivl at høre. Størstedelen havde dog også taget vel imod hende, og det var det eneste der betød noget. Hvad Procias og Dvasias angik, havde hun endnu ikke hørt noget fra dem.. men mon ikke det kom? Begge lande havde nemlig hver sin regent, der ikke just havde hende på listen af yndlingspersoner. Hendes blik hvilede på Salvatore, som de nu begge stod ved et af de store vinduer. ”Alt for længe har landet her ligget i forfald. Det er en skræmmende skæbne det har lidt, hvis man har været vidne til dets storhedstid,” sagde hun sandfærdigt. ”Min indskydelse er dog, at det kan gøres igen.. og bedre om end. Landet har nu en, som kan tage de store beslutninger, og som kan beskytte den almene borger.. Det er i hvert fald, hvad jeg har i sinde at gøre.” Hendes blik søgte ud ad vinduet igen. Skønt han var hendes ven, og hun stolede på ham, kunne hun ikke fortælle ham om alle sine planer for landet. Det var nemlig ikke hende, som han havde svoret sin loyalitet til, men derimod til den procianske trone. At han i øjeblikket stod i dårlig jord hos sit eget land, havde hun dog ingen ide om. Dybt fokuseret på sit eget togt havde hun nemlig været, og kunne man bebrejde hende for det? Det var desuden en utroligt berusende følelse for hende, at det endelig kørte på skinner. ”Hvor lang tid tog det for rygtet om mig at komme til Procias?” endte hun med at spørge ham med en nysgerrig mine. Det ville desuden give hende et godt indblik om, hvad hun havde at gøre godt med. ”Og hvis det allerede er på folkemunde i Procias, hvad er deres mening så om mig? Jeg tvivler på, at regeringen vil nære min nye titel.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selvom Salvatore måske ikke havde skænket Denjarna og Manjarno sin loyalitet, så kunne det aldrig nogensinde falde ham ind, at skulle kæmpe og arbejde imod hende, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Når alt endelig kom til alt, så holdt han af hende, og særligt efter den aften, som de intimt havde delt. Det var noget som faktisk betød utrolig meget for ham, når det nu endelig skulle være. Han vendte blikket mod hende. Sandt at sige, at det var en tragisk historie, som havde ramt landet her, og specielt når man selv havde fået æren af at opleve det i sin storhedstid. "Jeg må beundre dig for din målbevidsthed, Denjarna. Selvom jeg dog ej er af landet her, ville jeg være en stolt borger med en dronning som dig til at lede mig," sagde han med en sandfærdig mine. Nu hvor han selv var i unoder i hans eget land, kunne han bestemt heller ikke benægte, at det måske kunne komme en dag, hvor han faktisk ville forlade Procias til fordel for Manjarno, og specielt fordi at han vidste, at hun ville kunne sætte sig ind i, samt forstå hvorfor han havde handlet som han havde gjort.
Smilet bredte sig yderligere på hans læber, idet han roligt lod armene folde sig på hans ryg, idet han igen vendte blikket mod hende. "Rygtet og historien må være bragt med vinden, for det må være sket ikke længe efter, at kronen blev placeret på dit skønne hoved," svarede han ærligt. Han blinkede let til hende. Han kunne nu godt lide at være omkring hende. Det kunne godt være, at de øvrige regenter endnu ikke havde reageret, men selv han, var ikke et sekund i tvivl om, at den dag nok skulle komme. Gabriel havde uden tvivl reageret voldsomt på at hun havde været i Procias.. Det var jo ene også af den grund at hans egen stilling var taget fra ham. "Jeg betvivler ej at regenterne ej må bifalde din indtagelse af denne trone, Denjarna. Jeg vil blot anbefale dig, at være forberedt på en ubehagelig reaktion fra begge sider," afsluttede han sandfærdigt.

[Deleted]

Yderst målbevist var Denjarna, men det havde hun i sig selv også altid været. Hun havde nemlig altid været en kvinde med mål og drømme, og for at opnå dem, udtænkte hun altid en plan. Derfor vidste hun også, at hendes ønsker var mulige, som det ikke blot var en handling som hun gjorde ved en overskyden tanke. Hendes blik faldt på ham, ved hans ord. Ja, selv ville det glæde hende, hvis hun vidste, at han stod som en af hendes borgere. Det gjorde han dog ikke.. Dog eksisterede der også en mulighed i, at han boede i Procias, da han i så fald kunne fortælle hende, hvad der var på vej mod hende. Det var måske forræderi.. men han havde jo før begået forræderi for at beskytte hende. Hvem sagde, at han ikke var villig til at gøre det igen? Hendes hoved fald en kende på sned, så hendes ravnsorte lokker i stedet bølgede ned over hendes ene skulder. ”Stoltere end at stå bag din nuværende dronning?” spurgte hun ham i en lettere drillende tone. De sølvgrå øjne lod hun glide ud ad vinduet ved hans næste ord. Rygtet om hende var kun lige nået Procias? Det gav hende i hvert fald noget dyrebart tid. En tid, som hun skulle bruge fornuftigt i tilfælde af, at landet vendte sig front imod hende. Tja, hun havde nu også allerede én ting i tankerne, men drastisk var den.. Det ville dog sikre hende sine borgere og sit land, og det måtte også være det vigtigste for hende fra nu af. Hun smilte svagt. ”Jeg sætter pris på din mening om mit hoved, ligesom jeg sætter pris på at fortalt dit lands anliggender. Det vil blot være et spørgsmål om tid, før rygtet bliver grebet af stormen,” sagde hun roligt, hvor hun med stormen mente de højerestående. Det rolige blik vendte hun mod ham, hvor hun sendte ham et svagt smil. ”Bare rolig, min ven. Jeg ved, hvordan visse personer vil reagere, når sandheden går op for dem.. Det fortæller dog også mig, at jeg har fat i den lange ende, da de i så fald føler sig truet af min position.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Denjarna havde altid været en kvinde, som vidste hvad hun ville have. Det var i hvert fald noget, som var gået op for Salvatore frygtelig hurtigt, og derfor havde han heller ikke haft noget imod at møde hende med det, som han nu selv følte, at han gerne ville vise hende. Når alt nu endelig kom til alt, så var det vigtigt for selv ham, at der blev opretholdt en balance. Han var en gammel mand, selvom det måske ikke var til at se, og han vidste derfor også hvor vigtigt det var med en balance, og at den blev opretholdt. Han sendte hende blot et smil. Han var glad for at kende hende, også selvom han var glad for sit liv i Procias, så havde dronningens forhenværende handlinger virkelig fået ham til at genoverveje om det var det rette sted for en mand som ham at slå sig til ro i, for.. det ville han ikke. "Vil det forundre dig, om jeg fortalte, at mit værende i Procias er sat til genovervejelse?" spurgte han med en sigende mine.
Rygterne og historien om indtagelsen af tronen her, var uden tvivl nået Procias temmelig hurtigt, og det lagde pres på det lyse kongepar. Selvom Salvatore nu ikke havde noget at gøre på slottet i og med, at de havde valgt at fratage ham hans lederstilling på baggrund af hvad han havde gjort, selvom han stod fast på at have gjort det, og opstod muligheden for det, så ville han gøre det igen. Han sendte hende et let og stille smil. "Nyheden har skam ramt.. Nu mangler reaktionen på det, og jeg ved at den vil komme," sagde han ærligt, inden han selv vendte blikket ud mod Manjarno. Han kunne fornemme den storhed som landet her nu ville gå imøde, og han glædede sig til at følge hende i det. Igen vendte han sig i retningen af hende, og med den samme mine som tidligere. "Du er en trussel for dem. Du er i besiddelse af en helt anden erfaring, end hvad visse af dem selv kan præstere, folkelig og folkekær.. Det sætter trods alt dem i et dårligt lys." At han netop nu stod og snakket skidt om sin egen konge og dronning, var han i princippet ligeglad med. De havde jo allerede til nu taget alt fra ham.

[Deleted]

Overrasket vendte Denjarna blikket mod ham. Hans værende i Procias var blevet sat til genovervejelse. Hvad betød det helt præcist? Selv vidste hun ikke, hvad der havde foregået i Procias, siden hun havde forladt landet, og derfor vidste hun ej heller, hvad der havde hændt ham. Nysgerrig gjorde det hende, som hun på det seneste kun havde koncentreret sig om Manjarno. Det var trods alt også, hvad der var blevet relevant for hende. ”Fortæl mig, hvad der er hændt på den anden side af grænsen,” opfordrede hun ham. Selv kunne hun selvfølgelig ikke lide at leve i det uvisse, og derudover interesserede han selvfølgelig også hende.
Hvornår reaktionen ville komme fra de andre lande, kunne Denjarna blot vente og se. Selv vidste hun nemlig ikke, hvornår det ville komme, og hvor stort det ville blive. Selv havde hun intet forhold til Silia, men med henblik på Gabriel og Mattheus vidste hun, at hun havde gjort dem tvære. Begge to unge mænd, som ej havde kunnet håndtere en egenrådig kvinde. Hun fugtede læberne let. Han vidste, at en reaktion ville komme.. Det vidste hun så sandelig også! ”Siden jeg gik ind i denne sag, vidste jeg, at mine handlinger ej ville gå ubemærket hen. Det har dog ikke fået mig til at stikke halen mellem benene.” Blikket vendte hun mod ham. ”Jeg tvivler på, at lysets land vil reagere så lyst på denne sag.” Ja, verdenen var ikke just så sort og hvid, som man kunne have troet. Dem der blev betegnet for at være de ’gode’, var ikke ens betydning med, at de var et godt folk, og ligeså kunne man ej heller stemple mørket.. Hun kunne dog godt forestille sig, at både Procias og Dvasias ville reagere mørkt på denne nye detalje. Han følgende ord fik hende dog til at trække stolt og tilfredst på smilet. Ja, han fremstillede hende jo helt som det bedre. ”Ved du godt, at det bliver betegnet som landsforræderi at ophøje fjenden og nedgøre sit eget land?” sagde hun til ham i en drillende tone, og blinkede til ham. ”..Ikke at jeg har lyst til at stoppe dig i det.” Nej, hun nød selvfølgelig at blive talt så vel om. Især når det var en ny situation, som hun befandt sig i.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde siden Silia havde taget arbejdet og ansvaret fra ham, overvejet om det var stedet for ham at være. Nu havde han jo selv været en del af mørket igennem frygtelig mange år, så han forstod skam godt at de havde taget valget, men selv han synes, at det virkelig var drastisk, da han i mange år nu, havde handlet på vegne af Procias' bedste, lige foruden den ene gang, hvor han havde valgt at hjælpe et andet individ.. og det skulle tilsyneladende koste så dyrt. Han vendte blikket i retningen af Denjarna endnu en gang. Ja.. hvad der var sket på den anden side af grænsen? "På baggrund af hvad jeg gjorde, anså Silia det som landsforræderi.. De fratog mig min lederstilling," fortalte han ærligt. Selvfølgelig var det en trist tanke, men han kunne leve med den, også fordi at han bestemt ikke havde fortrudt, at han havde handlet og gjort som han havde gjort.. Hvorfor skulle han dog gøre det?
Reaktionerne fra de andre lande, ville uden tvivl komme, selv det var Salvatore ikke i tvivl om. Det genstod jo bare at finde ud af, hvornår dette ville komme til at ske. Når det endelig var sagt, så var det ikke noget som han kunne gøre alverdens ved lige nu. Hans blik gled igen mod Manjarno. Det kunne godt være, at landet her, var noget som hun netop havde overtaget, men ikke desto mindre, så kunne han faktisk godt lide den forandring som nærmest lå i luften allerede, hvilket var noget som han uden tvivl godt kunne lide. "Reaktionen skal nok komme.. Vent og se.. Gabriel vil næppe bifalde at se dig her," sagde han med en rolig stemme. Han blev stående. Det kunne godt være, at det gjorde ham til en større landsforræder, at gøre hvad han gjorde i øjeblikket... men gjorde det virkelig nogen forskel for tiden? Han havde jo ikke rigtigt noget tilhørsforhold til Procias længere, og specielt efter at de havde frataget ham den stilling som han elskede og havde så nært til hjerte. "Måske... Men hvad de ikke ved, har de vel heller ikke ondt af?" Han blinkede let til hende, og med et kækt smil på læben.

[Deleted]

Denjarna blinkede let med øjnene, som hun tog ordene ind. Silia, dronningen af Procias, havde erklæret ham landsforræder, samt frataget ham sin titel som magikernes leder. Det var ikke just den besked, som hun havde forventet at høre.. Ej heller ville hun forvente, at han i så fald måtte gå frit omkring. Medmindre han selvfølgelig helt var blevet sparket ud af sit eget land. Tankerne hvirvlede rundt i hendes sind. Det kunne vel umuligt være en realitet, som glædede ham.. men et sted kunne det ikke lade være med at glæde hende. Det gav hende nemlig en ide, som kun kunne være blevet mulig i et scenarie som dette. ”Bliv her,” endte hun med at sige, alt imens de sølvgrå øjne fandt ham med en alvorlig mine. ”Bliv her i Neutranium og guide mig som min kongelige rådgiver.” Om han ville påtage sig den stilling, vidste hun ikke, men hun ønskede at give ham den, som hun mente, at han ville passe dertil. Han var den eneste person, som hun reelt stolede på, og derfor fandt hun det naturligt, at han fik den position hos hende. Det var selvfølgelig, hvis han for alvor havde modet på at vende sit eget land ryggen, og ville gå hundred procent ind for hendes nye regime.
Denjarna smilte svagt. Nej, Gabriel ville ikke bifalde at se hende her. Hvis han havde fået sin vilje i sin tid, havde hun stået som dronning af Procias i stedet.. Nu bar han blot nag overfor hende. Dog bare hun ikke den store frygt for Gabriel, da han altid havde været til at overrumple. I hvert fald for hendes vedkommende.. ”Gabriel er blot en muggen ung knægt, der ej har fået sit slik, når det kommer til mig. Jeg ved dog, at han jeg ikke skal undervurdere hans plads som konge, da han har et etableret samfund bag sig,” sagde hun ærligt. Faktisk var der præcist det samme problem, når det kom til Mattheus. Hans tale omkring sit eget land fik hende til at smile svagt. Det viste vel blot, hvor hun havde ham? En tanke sprang dog alligevel frem i hende. ”Fortæl mig, hvordan du blev erklæret landsforræder i det hele taget? Jeg har ikke talt om vores togt til nogen.. Var det healeren i Catalena der har sladret til kongehuset?” spurgte hun. Det passede virkelig, at hun ikke havde gået bag hans ryg.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var selvfølgelig trist over den udvikling og den konsekvens det hele havde haft i Procias, men han stod stadig fast på, at det som han havde gjort, var til det rette og at det var berettiget, men at trække den så langt, havde han bestemt ikke set denne konsekvens komme.. på nogen måde. Hans blik gled direkte mod hende endnu en gang. Hendes ord... Hun ville have at han skulle blive? "Du vil have.. .at jeg skal blive?" Selv måtte han erkende, at en plads som kongelig rådgiver, uden tvivl ville vise sig at blive noget af en opgradering, men.. var han virkelig den bedste til det job? Han trak vejret dybt, og vendte blikket tænksomt i retningen af de store vinduer som vendte ud mod Manjarno atter en gang. "Jeg ved ikke om det er en stilling, som jeg er kompetent nok til at ivaretage," sagde han ærligt. Han var en leder ja.. men om han var af den kaliber, som kunne fremstå som en rådgiver og endda en kongelig af slagsen. Det var ikke tanker som han nogensinde havde gjort sig.
Selvom Gabriel var en ung konge, som stadig havde meget at lære, så skulle man ikke glemme, at han havde været i besiddelse af den trone igennem mange år nu, og han havde gjort et fantastisk godt stykke arbejde. "Gabriel har et stort land som støtte, og han er dygtig til sit arbejde, så det skal man endelig ikke tage fejl af. Han er dog stadig ung og med ting at lære.. Dertil fremstår du jo som en trussel." Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Det føles underligt ikke at have en lederstilling bag sig, og fordi at han vidste, at han jo faktisk kunne takke sin kendskab til hende for det. Han trak let på smilebåndet. Der var vel ikke så meget igen i den historie. "Du kender det meste af den. Lige foruden det faktum, at Thranduil, som er elvernes konge, spottede os i skovene. Det er ham som meldte det. Jeg så ingen anden grund, end at stå ved hvad jeg havde gjort.. Det dømte hun som landsforræderi og fratog mig min stilling. De kan ikke undvære mig i Procias. Jeg vil derfor tro, at det er den eneste grund til at jeg ikke blev smidt ud af landet," afsluttede han sandfærdigt og med et kort træk på skuldrene. I hans øjne, var det et yderst dumt træk af det procianske kongehus.

[Deleted]

Denjarna vidste udmærket, at det var en stor beslutning, som hun ønskede, at han tog. Dog ville hun ikke have givet ham tilbuddet, hvis ikke hun havde set stillingen som passende for ham. Hun holdt af ham, stolede på ham, samt mente, at han havde et godt hoved. Derudover kunne man vel også sige, at det var hendes skyld, at han havde mistet stillingen som leder? Blikket tog hun ikke fra ham på noget som helst tidspunkt, da hun ønskede, at han vidste, at hun skam tog sit tilbud seriøst. ”Hvorfor den manglende tro på dig selv, Salvatore?” spurgte hun ham roligt. ”Jeg ville ikke spørge dig, hvis ikke jeg troede, at du var kompetent nok til arbejdet. Jeg stoler på dig, samt jeg mener, at du er fornuftig og derfor værd at lytte til. Du er måske ikke opfostret til at være rådgiver, men dit syn på livet og dine mange år gør dig kompetent til arbejdet.” Hendes hoved faldt en kende på skrå, alt imens hun løftede sin hånd, så hendes fingrer blidt kunne glide over hans kind. ”Tænk over mit forslag.. Du kan få stillet et værelse her til rådighed indtil da.”
Denjarna hævede det ene øjenbryn. ”Jeg skal måske ikke se mildt på Gabriel, men ej heller skal man se mildt på Manjarno og jeg. Nok er jeg ny i positionen her, men jeg kender til verdenen. Ej heller skal man tage fejl af Manjarno, da det er et slot land og med mange borgere. Mange af disse borgede har støttet op omkring mig, og ej heller skal man tro, at tanken om procianere der indvandrere dem, glæder dem,” sagde hun sigende, som det ikke var en ensrettet vej. Et drillende glimt gled over hendes sølvgrå øjne. ”Men hvis du frygter for mit velgående, kan du i stedet bebyrde dig med en stilling som min personlige livvagt,” sagde hun i en drillende tone, skønt det bestemt ikke ville være en skam at have en så stærk en magiker bag sig, som ham. Det ville uden tvivl skabe en vis form for sikkerhed. Denjarna rystede let på hovedet af hans ord. ”Skovelvere.. Der kommer aldrig noget godt ud af at stole på den race,” sagde hun misbilligende, inden hun fokuserede på hans andre ord. Tja, man kunne ikke just sige, at kongehuset besad en stærk hjerne. ”De har kasseret dig, men alligevel har de ikke turde fritstille dig. I mit øjefald er det ikke en logik, som jeg ville være loyal omkring.”