Post by Deleted on Jun 15, 2014 14:17:16 GMT 1
Tyst var det i Ityrials gader til stilheden brudt af travende fødder og hove. Ved første øjekast lignede det en horde, men ved nærmere kiggen kunne man se, hvordan en person blev ’fragtet’ i deres midte. Nysgerrige øjne kiggede ud af de halvbelyste ruder. De havde hørt om denne dag. De havde bare ikke vidst, om det blot var endnu et rygte, eller om der rent faktisk var hold i det. Hold i det havde der tydeligvis været.. Det fik folk til at synke. Nogle vrænge på næsen, for kunne denne kvinde virkelig gøre det til det bedre? Andre fik et lille smil på læben, som de troede på hendes færd. Tankerne gik alle til personen i midten. En kvinde. Denjarna. I en hvidbroderet kjole var hun klædt, mens hun sad på ryggen af en hvid hingst. Omkring hende red en række andre ryttere. Alle klar til at beskytte deres kommende dronning. Udenom dem gik fodfolkene, både for og bag, som det var hendes andre støtter. Der var også dem, som deltog i marchen fra husene, og dem som afvisende lukkede skodderne til.
Neutranium tårnede sig op. ”Holdt!” råbte den ene vagt, som horden marcherede mod den mægtige port til slottets grund. Foran den stod to vagter. Hver især med et spyd der krydsede hinanden. ”Gør plads for vor nye droning. Det er tid til en ny ære,” lød det fast fra en af støtterne. ”Vi ønsker intet blod udgydt.” Vagterne skævede til hinanden. Det var deres pligt at holde slottet, men ingen regent havde siddet på tronen længe. Denne kvinde var dog ikke tronen slægtnær, så burde de lade hende komme til? Selv de vidste, at Manjarno havde lidt forfald siden regenternes fald. Denjarna sparkede let til sin hest, så den red frem i rækkerne. ”Gode soldater af Nautranium, jeg ønsker Jer intet ondt. Jeg ønsker derimod at føre Jeres land til nye højder, samt gøre Jeres patruljeringer af slottet meningsfuldt igen,” sagde hun med en stemme blandet med myndighed og venlighed. Vagterne så på hinanden, inden de nikkede og stillede sig respektfuldt til hver sin side. ”I har adgang til at passere.”
Majestætisk måtte det helt se ud, som Denjarna marcherede min sin flok støtter ind gennem porten til Neutranium. Let var det gået indtil nu, men nu skulle det også vise sig at gå mindre smurt. Hestene blev stillet udenfor slotsindgangen, som Denjarna og hendes støtter indtog slottet. Mindre fredelig skulle dette område vise sig at være, som vagterne inden på selve slottet var mindre medgørlig med hensyn til Denjarnas drøm. En hvislen af stål, som blev trukket, lød, hvorefter lyden af klinger, som blev pareret mod hinanden, kom. Skader blev udgydt, men umuligt var det for vagterne at holde horden tilbage. Der var ganske enkelt flere af Denjarnas støtter, end der var af vagter der var blevet tilbage.
Flere timer gik der ikke før to mænd skubbede dørene til tronsalen op. Ensomt syntes det store rum at være med den lange gang og med den store tronstol for enden. Langsomt, men stødt blev rummet fyldt, som mænd og kvinder indtog rummet og stillede sig til hver sin side, så en lang midte blev skabt. De sølvgrå øjne fæstnede sig på tronen forenden af rummet, inden hun yndefuldt begyndte sin vandring. Adskillige blikke hvilede på hende, men hun stoppede ej eller lod sit blik hvile, som hun derimod fortsatte, som var hun bestemt for dette. Svagt gled hendes øvre tandsæt hen over den nedre læbe, som hun lod sine fingrespiser glide over tronen armlæn. En behagelig gysen fór gennem hendes krop. Stolt vendte hun sig om, alt imens hun holdt i sin kjoles hvide stof, inden hun indtog tronen.
Frem fra rækkerne trådte en præst frem, hvor han tog om den dyrebare krone ved Denjarnas side. Man kunne fornemme, hvordan alles vejrtrækninger holdt, samtidig med at alles blik var paralyseret, som præsten lod kronen svæve over Denjarnas ravnsorte hår. ”Med magten der er blevet mig givet, kroner jeg Denjarna Dark Dynithril, dronning af Manjarno!” lød præstens høje røst. Klabsalver brød ud og fyldte tronsalen, alt imens et smil indtog den nye dronnings læber.
Neutranium tårnede sig op. ”Holdt!” råbte den ene vagt, som horden marcherede mod den mægtige port til slottets grund. Foran den stod to vagter. Hver især med et spyd der krydsede hinanden. ”Gør plads for vor nye droning. Det er tid til en ny ære,” lød det fast fra en af støtterne. ”Vi ønsker intet blod udgydt.” Vagterne skævede til hinanden. Det var deres pligt at holde slottet, men ingen regent havde siddet på tronen længe. Denne kvinde var dog ikke tronen slægtnær, så burde de lade hende komme til? Selv de vidste, at Manjarno havde lidt forfald siden regenternes fald. Denjarna sparkede let til sin hest, så den red frem i rækkerne. ”Gode soldater af Nautranium, jeg ønsker Jer intet ondt. Jeg ønsker derimod at føre Jeres land til nye højder, samt gøre Jeres patruljeringer af slottet meningsfuldt igen,” sagde hun med en stemme blandet med myndighed og venlighed. Vagterne så på hinanden, inden de nikkede og stillede sig respektfuldt til hver sin side. ”I har adgang til at passere.”
Majestætisk måtte det helt se ud, som Denjarna marcherede min sin flok støtter ind gennem porten til Neutranium. Let var det gået indtil nu, men nu skulle det også vise sig at gå mindre smurt. Hestene blev stillet udenfor slotsindgangen, som Denjarna og hendes støtter indtog slottet. Mindre fredelig skulle dette område vise sig at være, som vagterne inden på selve slottet var mindre medgørlig med hensyn til Denjarnas drøm. En hvislen af stål, som blev trukket, lød, hvorefter lyden af klinger, som blev pareret mod hinanden, kom. Skader blev udgydt, men umuligt var det for vagterne at holde horden tilbage. Der var ganske enkelt flere af Denjarnas støtter, end der var af vagter der var blevet tilbage.
Flere timer gik der ikke før to mænd skubbede dørene til tronsalen op. Ensomt syntes det store rum at være med den lange gang og med den store tronstol for enden. Langsomt, men stødt blev rummet fyldt, som mænd og kvinder indtog rummet og stillede sig til hver sin side, så en lang midte blev skabt. De sølvgrå øjne fæstnede sig på tronen forenden af rummet, inden hun yndefuldt begyndte sin vandring. Adskillige blikke hvilede på hende, men hun stoppede ej eller lod sit blik hvile, som hun derimod fortsatte, som var hun bestemt for dette. Svagt gled hendes øvre tandsæt hen over den nedre læbe, som hun lod sine fingrespiser glide over tronen armlæn. En behagelig gysen fór gennem hendes krop. Stolt vendte hun sig om, alt imens hun holdt i sin kjoles hvide stof, inden hun indtog tronen.
Frem fra rækkerne trådte en præst frem, hvor han tog om den dyrebare krone ved Denjarnas side. Man kunne fornemme, hvordan alles vejrtrækninger holdt, samtidig med at alles blik var paralyseret, som præsten lod kronen svæve over Denjarnas ravnsorte hår. ”Med magten der er blevet mig givet, kroner jeg Denjarna Dark Dynithril, dronning af Manjarno!” lød præstens høje røst. Klabsalver brød ud og fyldte tronsalen, alt imens et smil indtog den nye dronnings læber.
