Forsyninger

[Deleted]

Yara nikkede anerkendende da han fortalte om sig selv. Det hele virkede sådan set fint nok og hvis dette ikke var sandheden, så var han en god løgner. Hun øste lidt mere suppe op til sig selv og tog en skefuld. Fordi hun havde rejst rundt i Manjarno og andre steder havde hun lært at være lidt mere på påpasselig med de folk hun mødte en Liliya måske var.

Hun smilede lidt flovt ved hans spørgsmål. Der var ikke en hr. Sequoia - den sidste var Liliya og hendes far der var død for mange år siden. Selvom hun nu levede på sit 30. år havde hun endnu ikke mødt en hun havde lyst til at dele resten af sit liv med. Men det var også et langt liv at skulle dele og alene hendes ældning kom nogle gange i vejen. Nogle gange gav hun op på forhånd. Det syntes at være en tabt kamp før den var begyndt.
Hun så kort på Liliya og svarede så: "Nej, ingen hr. Sequoia - for hverken mig eller min søster." Det var næppe svært at se at de begge stadig var 'frøkener'. Hun vidste dog at Liliya havde det sværere med den slags en hun selv havde og nogle gange spekulerede hun på om hun nogensinde ville møde en. Alene al den tid hun brugte i butikken var nok grund til at hun ikke mødte andre end stamkunder og lejlighedsvis rejsende. Det var noget andet med Yara - hun elskede at tage ud og se nye steder. Hun håbede på en dag at have set Dvasias og Procias også. Det var de eneste to stedet hun ikke havde været før. Hun vidste dog at Dvasias ikke engang kunne komme på tale med Liliya. Hun havde altid været meget beskyttende over for Yara. Det kom bag på at hun overhovedet havde fået lov til at rejse fra trygheden i landbyen de boede i. Hun havde dog altid været heldig med de mennesker hun havde mødt på sine ture. Nu var hun spændt på at se om denne fremmede mand, Aron fra Dvasias, var til at stole på. Specielt når han nu bemærkede at han ville vende tilbage til deres butik.

[Deleted]

Det milde smil på Liliyas læber voksede med stoltheden i hendes bryst over de rosende ord om suppen, før hun øste op til de to andre og fyldte til sidst også sin egen skål. Tavst observerede hun samtalen. Arons løfte om at komme tilbage glædede hende fortsat. Sequoia havde altid været kendt for deres ekstraordinære forhold til kunderne og Aron virkede til en rar en af slagsen. Forsigtigt bed hun lidt i den lille træske, før den atter vendte tilbage til suppen og bragte en skefuld op til hendes mund. Den blev dog mere indhaleret end slugt, da hun sugede den varme suppe direkte ind samtidig med Arons spørgsmål om hvorvidt søskendeparret havde fundet partnere. Overrasket hostede hun og lavede halvkvalte lyde i sit forsøg på at få luft, mens Yara besvarede spørgsmålet. Med flammende kinder stirrede hun ned i gulvet, pinligt berørt over sin larm, før hun hævede blikket igen og prøvede at få rødmen under kontrol.
”Hvad med dig – er kvinden i dit liv fundet?” spurgte hun med lidt mere end bare professionel nysgerrighed og trak en lok af håret fra panden og bag øret, før hun atter lod munden fyldes af den varme suppe. Det var svært at bedømme, hvor gammel Aron egentlig var, da han ikke havde røbet sin race for dem. Uden at tænke videre over, om hvorvidt det var upassende, trak Liliya benene op foran sig i skrædderstilling og placerede skålen balancerende på det ene knæ, mens hun rakte ud efter brødet og knækkede tre stykker ud, der blev fordelt blandt dem.
”Har du så en butik i Dvasias eller sælger du bare på dine ture, som du nu møder kunder på din færd?” Liliya havde tænkt over dette, siden han nævnte sin noget omflakkende tilværelse. Det var jo ikke muligt at drive en forretning som Sequoia var det, når man konstant skiftede tilholdssted.

[Deleted]

Det var kun med nød og næppe at Aron formåede at holde et grin tilbage, da Liliya lod til at blive kvalt i sin egen suppe ved hans spørgsmål. Et sted var det måske meget godt at Yara havde svaret for dem begge, for det lod ikke umiddelbart til at Liliya var i stand til at svare for sig selv, sådan som hun sad og forsøgte at få vejret. Han ventede alligevel tålmodigt på at hun fik vejret igen, og trak læberne sammen i et smalt smil ved hendes modspørgsmål.
”Der er ingen i mit liv endnu. Jeg vandrer, som sagt, og det er ikke ligetil at finde en kvinde som kan affinde sig med det. Og hvis jeg bliver på ét sted, er er mange som står uden min hjælp.” Denne gang var det ikke engang en løgn. Aron havde trods alt i tide og utide brugt sine midler og bryg til at hjælpe folk, skønt hans evner som regel blev anvendt til mere skadelige brugsområder. Og så var det nemmere for ham at holde øje med brugbare planter og urter hvis han holdt sig i bevægelse. ”Jeg har ikke en butik sådan som I har her, hvis det er det, du mener.” tilføjede han med et skævt smil. ”Jeg har for eksempel ikke pladsen til en urtehave i samme størrelse som jeres. Jeg har nok kun plads til at eksperimentere lod med de rødder du solgte mig,” Han tog imod brødet, og sendte Liliya endnu et smil. men udover det, er der bare mit hjem i en af de dvasianske skove. Det er faktisk bare en hytte, hvor jeg som regel kan findes, hvis jeg ikke er ude for at fylde mit lager, eller hvis jeg er blevet tilkaldt.” Tilsyneladende tilfreds med sin egen forklaring tog han nok en mundfuld af suppen med et tilfredst suk.

[Deleted]

Yara smilede og førte endnu en skefuld op til munden. Hun kunne ikke forestille sige et liv hvor hun skulle vandre rundt på den måde. Én ting var at hun tog afsted den ene dag og tog hjem den næste. Men det liv han levede - at føle sig så godt tilpas i verden at han bare kunne rejse rundt på den måde... Det var beundringsværdigt.
En tanke strejfede hende, og uden at tænke videre over det fløj den ud af munden på hende uden hæmninger: "Hvordan er Dvasias?" Hun vidste at hendes søster ikke ville synes alt for godt om det spørgsmål og at det var et meget ukonkret spørgsmål. Yara havde haft mange tanker om verden udenfor Manjarno - specielt Dvasias. Det var som sådan ikke et sted hun havde lyst til at tage hen men tanken var alligevel lidt fristende. Når nu hun havde været så mange andre steder, hvorfor så ikke også Dvasias? Hun vidste i hvert fald at de havde nogle varer dér, som hun ikke ville kunne få fat i hvor hun var nu eller nogle af de andre steder hun havde været. DET trak i hende da det nu betød så meget for det liv hende og hendes søster levede i den butik der altid havde været deres hjem. En sjælden urt eller to ville da ikke skade at have liggende. Desuden kunne det være at de havde noget der, der kunne hjælpe dem i deres projekter med hybrider og kure på sygdomme.
Hver gang hun havde bragt det op med Liliya var det blevet slået ned igen kort efter - det kunne slet ikke komme på tale at hun skulle til Dvasias. Godt nok ville det være på forretnings ærinde men det var stadig for farligt for Liliya. Yara vidste godt at det kun var for at beskytte hende men det trak stadig i hende - nogle gange mere end andre. 

[Deleted]

Liliya nikkede til svaret. Hun forstod det egentlig godt. Selv ville hun heller aldrig kunne klare sig med er så omflakkende liv, som Aron berettede om - bare de fra tid til anden krævede ture udenfor Natymia var i stand til at gøre hende kulret i hovedet og helt syg af længsel efter sin egen seng, duftene fra urtehaven og de tørrede planter, det hang rundt omkring i huset. Et liv som Arons ville være intet mindre end uudholdeligt for en så jordnær person som Liliya. Hun sluprede en skefuld suppe indenbprds og tyggede endnu engang på skeen, mens tankerne frit fløj rundt. Hun kendte jo godt til Yaras drømme om rejser og fjerne egne - et ønske Liliya aldrig havde troet muligt hos en druide- og Lil frygtede at samtalen om Arons liv ville give fornyet energi og næring til Yaras længsler. Denne frygt blev dog kun forværret, da Yara eksploderede i et nysgerrigt spørgsmål om Dvasias.
Liliya sendte et skarpt blik i retning af Yara, mens smilet på hendes læber straks blev erstattet af en skrap mine. Yaras drømme behagede hende langt fra og det, at de så åbenlyst blomstrede i Arons selskab, gjorde kun uroen i Liliya større. "At dvasianere nyder deres liv i Dvasias gør det ikke gældende for alle, Yara" begyndte hun i et irettesættende tonefald uden at skænke Aron et blik, "Og Dvasias er bestemt ikke et sted for druider. Der er ikke samme muligheder for vækst i naturen og derfor ikke i os. Der vil skabe en ubalance i en druides indre at søge mod et sådant sted." Liliya rodede sig ubekvemt i de blonde lokker med den fire hånd efter at have ladet skeen dumpe tilbage i suppen. Først der rettede hun et undskyldende blik mod Aron. "Det skal selvfølgelig ikke forstås som at Dvasianer er ringere mennesker - langt fra." forklarede hun beklagende og sænkede blikket, ubekvem ved situationens drejning.

[Deleted]

Aron skulle lige til at besvare Yaras spørgsmål, men Liliya kom ham i forkøbet. Han betragtede hende tavst mens hun talte, men hans ansigt fortrak ikke en mine af hendes ord. Hvordan hun havde fået den holdning overfor dvasianere kunne han ikke sige, men han kunne heller ikke sige at han ikke forstod den. Det var trods alt normen i Dvasias at tage hvad man ville have med magt, vold og trusler. Manjarno var idyllisk i forhold til hvad han var vant til i sit hjemland, og han kunne ikke rigtigt forestille sig at kvinder som Liliya eller Yara ville trives der. Hans læber formede et skævt smil ved Liliyas afsluttende ord, og han viftede afvisende med hånden, som for at vise at han ikke tog hendes ord personligt.
”Jeg er ikke meget for at sige den slags om mit hjemland, men din søster har ret, Yara. Dvasias er et land med interne og eksterne konflikter, og meget af jorden er så hårdt skadet at det er begrænset hvad der kan gro. Manjarno er en blomsterhave i forhold til hvad du finder derovre.” Han sendte Yara et beklagende smil, og tog nok en skefuld af suppen, før han rev et stykke brød og dyppede det i suppen, og tog en bid af den. Han tyggede lidt på brødet, mens han overvejede sine næste ord. ”Jeg kan ikke anbefale jer – nogen af jer – at tage til Dvasias. Men jeg kan gøre det næstbedste, og tage nogle dvasianske planter med, næste gang jeg tager til Manjarno?” Han lod blikket falde mellem Yara og Liliya, nok en gang med et smil på læberne. ”Planter der vokser i ugæstfrie omgivelser er mere solide og robuste. Dem får I nok ikke set her til lands, så kan I tilbyde dem til jeres kunder. I behøver knapt nok passe dem mere end højst nødvendigt.” tilføjede han.

[Deleted]

Liliyas skrappe blik fik Yara til at se ned. Imens de begge talte rørte hun tavst rundt i sin suppe. Det var ikke fordi hun ville finde det spændende at tage til Dvasias men det irriterede hende at det på ingen måde var en mulighed. Hun ville aldrig få lov at tage afsted. Hvis hun endelig tog afsted skulle det være under dække af at tage til et sted som Liliya ikke fandt lige så farligt.
Hun lyste en smule op ved Arons ord om, at han kunne medbringe planter som de ikke selv havde i Manjarno. Det var altid et emne der kunne give hende et smil på læben. "Det ville være fantastisk!" Entusiasmen stod hende helt oppe i øjnene men indeni tænkte hun stadig at hun gerne selv ville afsted.
"Såååå... Det betyder altså at du kommer til Natymia igen? Det er en lang rejse. Ville du gøre det bare for hybrider og et par planter?" Hun smilede hurtigt i retning af Liliya. Hun vidste at alene det spørgsmål ville få hende til at tænke på andre ting end at hun gerne ville til Dvasias. Det håbede hun i det mindste. De havde talt om det mange gange. Næsten for mange.
Hun ville aldrig kunne finde på at forlade Liliya for ikke at komme tilbage. Dette var selvom hun havde været utrolig mange dejlige og spændende steder som hun altid glædede sig til at se igen. Der var dog intet sted som hjemme hos Lil og hun ville ikke bytte det for noget i verden. Men samtidig havde hun et veludviklet rejse-gen der gjorde at hun ikke kunne vente til den næste tur kom så hun kunne komme afsted igen. Hun kunne finde rundt i Natymia så let som en leg og det var en god afveksling at komme steder hen hvor der var mere at se og mere at tage stilling til.

[Deleted]

Liliya kunne ikke tilbageholde et smil ved Yaras udtrykte begejstring. Selvfølgelig glædede det også hende selv, at Aron ville bringe planter til dem, men søsterens overvældende lykkesudbrud var et, hun gerne betalte penge for at se. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at lade Yara tage til Dvasias. Efter forældrenes død, var lillesøsteren hendes ansvar og et sådant ansvar og en sådan kærlighed lod man ikke bare folk tage med sig til et så farligt et sted. Der var noget i hende, der gnavede – tanken om, at Yara en dag ville trodse hende og tage til mørkets rige havde længe plaget hende og var kun blevet større ved søsterens slet skjulte interesse for det fremmede land. Et taknemmeligt, varmt smil blev sendt i Arons retning og et kort sekund slap hun skålen for at række ud efter hans hånd. Han fortjente at vide, hvor meget det betød for hende, at han hjalp hende med at holde søsteren i sikkerhed.
Handlingen blev dog straks stoppet ved Yaras spørgsmål og en dybrød farve fylde Liliyas kinder, da blodet brusede op i hendes ansigt og gjorde hjerterytmen dundrende for hendes ører. ”Yara” mumlede hun forlegent og kiggede ned i sin skål, hvor et underligt formet nældeskud pludselig virkede unaturligt interessant. Det meget ledende spørgsmål fra søsteren havde virket og Liliya var med ét hurtigt optaget af det nye emne. ”Selvfølgelig er det for planterne. Aron er en forretningsmand og en hjælpende sjæl.” Alligevel hævedes de grålige øjne fra suppen for at se, om der havde været en reaktion fra den fremmede. Måske et lille hint, der kunne røbe, om han måske også gjorde det for at have en chance for at mødes igen.

[Deleted]

Også Aron måtte smite, på grænsen til en latter, ved den synlige forandring i Yaras ansigtsudtryk. Entusiasmen for planter var vist noget søstrene delte. Han besvarede Yaras spørgsmål med en nikken, før hans blik faldt tilbage til Liliya, da hun lod til at svare for ham. Han vippede lidt med hovedet, nok en gang for at sige ’både ja og nej’.
”Planterne er en stor del af motivationen,” indrømmede han med et skævt smil, hvorefter han tømte sin skål for suppe, mens han overvejede sine følgende ord. Liliyas blik havde ikke gået ham hus forbi, ligesom hendes rødmen, og han vurderede hvordan han bedst skulle lægge ord på sit svar. Det var trods alt ikke udelukkende på grund af planterne, at et senere besøg til Natymia var fristende. ”men det er sjældent jeg kan købe planter, få vasket mig, få et godt måltid og få godt selskab på et og samme sted.” Hans blik faldt tilbage på Yara. ”Jeg kan finkæmme skoven derhjemme for sjældne planter, og tage så mange med når jeg kommer tilbage. Måske kan jeg forsøge at forlænge mit næste besøg, så jeg får mere tid til at se mig omkring her i byen.” Denne gang var det hans blik der gled mod Liliya, som for at se om hun opfangede hans skjulte forespørgsel. Han havde trods alt set de ekstra sovepladser, da han havde vasket sig, og hvis han kunne vælge imellem at betale for et kroværelse, eller at benytte sig af en ekstra soveplads, var det ikke svært at vælge mellem de to. ”Men I må være forsigtige med planterne jeg tager med. Der er planter i Dvasias som har helende effekter, men I kan snuble over en af deres bieffekter hvis I ikke er forsigtige.” advarede han, nu med et mere alvorligt toneleje. En ting var at han bryggede gifte mod betaling; en anden var at han skulle have skylden for at nogen han direkte kendte skulle blive forgiftet. ”Jeg vil selvfølgelig holde mig fra at tage de farligste planter med, men der er planter i Dvasias hvor selv ikke jeg kender til alle effekterne.” indrømmede han.

[Deleted]

Yara morede sig over søsteerns reaktion - lige hvad hun havde håbet på. Det var søskende-kærligheden der rigtig kom frem i hende når hun kunne more sig over den slags.
"Vi håber du kommer tilbage snart!" Alene tanken om alle de nye planter hun kunne se og røre ved gjorde hende endnu mere glad. Når hun nu ikke selv kunne tage afsted var folk som Aron en velsignelse. Hun glædede sig allerede.
"Hold dig ikke tilbage! Tag alt med du kan finde. Vi sælger jo trods alt ikke kun her - vi studerer også planterne og jeg lover dig at vi nok skal tage sikkerheden alvorligt." Hun nikkede i retning at Liliya. Selvfølgelig ville Yara ikke have planterne for at lave gift men hun ville studere dem og lære af dem. Det skulle ikke blive et problem for en druide som hende selv.
Han ville blive længere næste gang? For hende var der ikke nogle alarmklokker der ringede. For både hende og Lil var der hellere ikke nogle problemer i at han overnattede hos dem. Dels fordi han bragte dem planter fra Dvasias og dels fordi han virkede til at stole på. På den anden side så havde de jo først lige mødt ham og det var måske for tidligt at gøre den slags konklusioner.