Forsyninger

[Deleted]

Liliya vendte hovedet halvt mod Aron, da han mumlende kommenterede på hendes evner med planterne. Ordet fik et spagt smil tryllet frem på hendes bløde læber, før hun vendte sin fulde fokus til planten. Følelsen af planten, der endelig fandt vej til hendes hånd fik udelukkende smilet til at vokse. Hun havde altid være god med planter og dyr, det var simpelthen ikke kun en del af hendes race, men en del af hende. En anelse forvirret kiggede hun op ved hans spørgsmål og trak på de spinkle skuldre. Hun havde ikke helt holdt øje med præcis, hvor meget, de efterhånden var oppe på. ”Hvorfor går vi ikke indenfor, så vi kan se på det?” spurgte hun med et blidt smil i Arons retning, før hun samlede den efterhånden temmelig tunge kurv op. Et dybt suk undslap hendes læber, da hun lod den hvile på armen. Hun betragtede ham afventende, før hun fortsatte indenfor.
Med stor forsigtighed bandt hun de sidste bundter sammen og talte værdierne på de forskellige planter sammen. ”Det bliver i alt bliver otte guldstykker og 3 sølv.” Liliya løftede blikket og mødte hans, stadig med let lyserøde kinder. Det glædede hende, når der rent faktisk kom erfarne healere ind. Derfor var det også noget modstridende at hun bevægede sig videre i salget. ”Skal De så tilbage til Dvasias allerede i dag?” spurgte hun og strøg lidt jord af kjolen med de slanke hænder. ”For det er da en lang vej?”

[Deleted]

Aron fulgte villigt med Liliya indenfor i butikken igen, og betragtede hende med en ro i blikket mens hun talte bundterne op. Der burde være nok til at holde hans gående i et stykke tid. Hans blik faldt tilbage på hunden, som stadig lod til at holde et vågent øje med ham, selv om at den lå afslappet på gulvet. Aron mente ikke selv at han udgjorde en trussel overfor Liliya, så han sendte blot hunden et let smil, mens Liliya talte bundterne op, og endelig gav sin pris. Med et smil stak Aron hånden ned i en af sine dybe lommer og trak en skindpose frem, og begyndte at rode i dens indhold. Han lagde til sidst de otte guldstykker og tre sølvstykker på disken.
”Det lyder som en meget rimelig pris.” fastslog han med et tilfredst smil om læberne, og lagde skindposen tilbage i den dybe lomme. Hans blik faldt igen på hendes ansigt, og synet af hendes glødende kinder fik nok en gang smilet om hans læber til at vokse sig bredere. Det klædte hende virkelig. Den blege hud med lyserøde kinder fik hende til at fremstå endnu kønnere end han havde ment, da han trådte ind i forretningen.
”Nej, jeg havde faktisk tænkt at finde et sted at tilbringe natten, før jeg tager tilbage til Dvasias. Jeg har sovet under åben himmel de sidste tre nætter, og savner at ligge i en seng.” Han lo let ved sine sidste ord. Aron havde normalt ikke noget imod at sove under åben himmel, menpå vejen mellem Dvasias og Manjarno var der ikke ligefrem rigt af behagelige steder at sove. Og han havde undgået landevejskroerne for at spare på sine resurser når han først fandt frem til Sequoia-forretningen. Han burde have nok til at tilbringe i hvert fald én nat i kroen før han ville fortsætte sin rejse. ”En seng for natten og et godt måltid er hvad jeg har brug for. Kender De nogen gode steder?”

[Deleted]

Liliya smilede, mens hun rettede lidt på nogle løse totter i det tidligere noget stramt opsatte hår. Til sidst opgav hun og trak lædersnoren, der burde have holdt lokkerne sammen, og lod det platinblonde hård bølge frit ned ad ryggen. Hun nikkede distræt og skridtede hen over gulvet til ildstedet, hvor en gryde simrede muntert oven på en gruppe gløder. Med tungespidsen let tittende ud i mundvigen rørte hun lidt rundt i sammenkogen, hvorefter hang træskeen fra sig igen og kløede Bjaef bag øret, hvilket fik fremkaldt en tilfreds brummen fra det store kræ. Smilende vendte hun blikket mod Aron. ”Jeg skal til at lave mad nu og Yara burde også snart være hjemme, så hvis De kan give en hjælpende hånd, burde vi have rigeligt til en ekstra mund,” tilbød hun med et varmt smil om læberne. ”Jeg skal bare lige have vasket mig lidt og have plukket nogle brændenældeskud til suppe og så kan vi gå i gang. Jeg tænker De også kunne bruge en fugtig klud og et sted at stille tingene?”
Det var stadig for tidligt for hende at spørge, om han ville benytte sig af en af husets sygelejer for aftenen. Liliya vidste trods alt endnu ikke, om Aron kunne finde på at misbruge hendes tillid og med Yara i huset var hun ikke villig til at tage nogle chancer, selvom det var normalt for Sequoia-familien at lade kunder både spise med og benytte sig af de ekstra sovepladser, hvis de kom langvejs fra. Kunde-relationer havde altid været højt på familiens liste, men med folk fra Dvasias kunne hun godt være særligt mistroisk.

[Deleted]

Aron betragtede hende vågent da hun trak lædersnoren ud af håret og lod det falde. Et kort sekund stirrede han let på hende, og måtte trække en smule på smilebåndet, og han måtte tvinge sig selv til at holde en kommentar tilbage. Hun burde lade håret ligge frit hele tiden.
Liliyas tilbud overraskede ham. Selv i Manjarno regnede han ikke med en sådan gæstfrihed, og specielt ikke efter at han allerede havde sagt at han kom fra Dvasias. Hans erfaring havde fortalt ham at han ikke kunne forvente et sådan tilbud herfra. Det fik derfor kun hans smil til at vokse en anelse, og han nikkede taknemmeligt.
”Det virker rimeligt. Jeg kan hjælpe med hvad jeg kan.” svarede han med et let smil. En skål suppe og muligheden for at vaske sig var heller ikke af vejen. Aron havde formået at forholde sig forholdsvis ren, med tanke på turen han havde taget, men samtlige led i hans krop værkede efter den lange rejse, og bare tanken på et bad kunne få ham til at smile. Han trak sin rejsekappe af skuldrene og hang den op på en tom krog i væggen, og smøg ærmerne i sin skjorte op til albuerne. Et sted var han begyndt at få en smule dårlig samvittighed for at have løjet for Liliya om hvad han faktisk behøvede planterne til, men det ville være direkte tåbeligt at indrømme løgnen nu. I stedet gik han nærmere gryden og så lidt ned i dens indhold med et forventningsfuldt smil. ”Så, hvad skal jeg hjælpe med?” spurgte han mildt. Yara måtte være søsteren, den anden indehaver af forretningen. Det ville være klogt af ham også at komme på hendes gode side. Hans blik faldt på Liliya igen, og han sendte hende nok et varmt smil. ”Vil De forresten have noget imod at være dus med mig? Når De allerede har inviteret mig til at blive til aftensmaden virker det som om vi har passeret den grænse.” foreslog han med et håbefuldt glimt i øjet.

[Deleted]

Selvom Liliya ikke havde den vildeste tiltro til folk fra Dvasias, havde hun aldrig haft noget imod dem og eftersom Aron ikke havde stødt hende, men derimod virkede som behageligt selskab, kunne hun ikke se noget problem med at have ham blivende til middag. Hans svar fik smilet på hendes læber til at vokse og hun nikkede bestemt, før hun tog varerne, der var indpakket i tykt papir lavet af behandlet bark, i favnen. Spørgsmålet om at være dus fik fejet benene let væk under hende. Det var kun ganske få kunder, hun var på dus med. Tøvende betragtede hun ham indgående, før hun langsomt nikkede og tøede op i et smil. ”Selvfølgelig.” medgik hun og vinkede ham med sig mod stofklædet, der skjulte døråbningen ind til Yara og hendes eget bo. Med bagdelen og foden som hjælp fik hun trukket stofklædet fra, stadig med Arons varer i hånden og nikkede ind mod det mere private. Først da han var gået forbi, fulgte hun selv efter og marcherede ind i det lille lokale, hvor de havde sygelejer.
Hvis de venter her, kan jeg sagtens hente end vandskål og en klud. Vi har desværre ikke sat op til et karbad i dag.” Liliya smilede blidt til ham, før hun forsvandt i døren, udelukkende for at dukke op kort efter med et fad og en kande vand, hvor en stor, grov klud var foldet over. ”Så må du endelig kalde, hvis du skal bruge noget, Aron” forsikrede hun ham og nød kort, hvordan hans navn lå på tungen.

[Deleted]

Det glædede Aron at hun gik med på hans forslag, og han fulgte efter hende om i baglokalet, og kastede et blik omkring sig. Der var en tydelig forskel mellem denne del af bygningen, som tydeligvis blev benyttet til beboelse, og butikken han lige var kommet fra. Hans førsteindtryk af det var at det var hyggeligt – meget hyggeligere end det han havde været vant til fra Dvasias.
Han fulgte med Liliya ind i det mindre lokale og satte sig på en stol derinde, idet hun kom ind med vandfadet. Han lo mildt og sendte hende et taknemmeligt smil.
”Jeg tror nok jeg skal klare mig, Liliya. Jeg kommer ud og hjælper dig så snart jeg er ren.” lovede han hende. Han ventede til hun havde forladt rummet, før han rejste sig fra stolen og trak sin skjorte af sig, hældte vandet i fadet, og dybbede kluden i det. Han vaskede sit ansigt, overkrop og arme, og vred kluden over sit hoved for at få det værste snavs ud af håret. Han måtte smile skævt da han kunne se hvordan vandet i fadet tydeligt beviste hvor snavset han faktisk havde været. Ryggen kunne han ikke komme til, men det var alligevel ikke så vigtigt. Han overvejede kun flygtigt at bede Liliya om hjælp til det, men stødte hurtigt tanken fra sig. At dømme efter hendes rødmen fra hans tidligere tilnærmelser, var han ikke sikker på om hun ville kunne klare sådan en anmodning. Han førte kluden over sine arme en sidste gang før han vred den for vand, og tørrede sig selv så godt det lod sig gøre, før han igen iførte sig skjorten. Det beskidte vand havnede ud af vinduet, og det tomme fad blev placeret på en kommode ude i baglokalet, da han vendte tilbage til Liliya. ”Det havde jeg brug for.” Smilet han sendte hende var vendt i en taknemmelig mine, mens han nok en gang smøg ærmerne op. ”Bare sig hvad jeg skal gøre, så er jeg i gang.”

[Deleted]

Yara gik den vante tur hjem fra engen. Hun havde været ude for at finde urter og planter til forretningen. Hun bar en kurv fuld af forskellige bundter med alt lige fra blomster til trærødder. Hun vidste hvad hun skulle lede efter og hun var aldrig i tvivl. Hun vidste hvad der var godt for hoste, smerter, hovedpine og endda åbne kødsår. Hun havde set det meste men vidste dog at hun stadig havde noget at lære. Det var og havde aldrig været et let liv for hende og hendes søster der fra da de var små havde haft det svært. Hendes mor, og druide, havde forladt verdenen før hun havde nået at lære sine døtre særlig meget om verden såvel som livet. Uden denne viden om livet generelt havde det ikke just været en dans på roser. Hun vidste dog hvor meget Liliya havde gjort for at hun skulle have det godt og det ville hun være evigt taknemmelig for.
Hun skrånede over vejen mod 'Sequoia' og kunne se at døren til butikken var åben. Der var altså kunder. Det havde i forvejen ikke været en travl dag og netop derfor var hun taget ud for at finde urter. Da hun trådte ind i butikken ramte duften af blomster, urter og gammelt træ hendes næsebor - en velkendt, dejlig duft som altid ville frembringe billedet af hendes hjem. Hjemmevandt gik hun igennem butikken og igennem døren der adskilte deres hjem fra selve butikken og hørte stemmer - gæster!
"Hejhej! Så er jeg hjemme!" Hun satte kurven fra sig og bevægede sig mod køkkenet. Derude stod Liliya og en ung mand - sjældent selskab Liliyas generthed taget i betragtning. Det var ikke fordi hun selv var god til det modsatte køn men hun var uden tvivl bedre end Liliya.

[Deleted]

Liliya nikkede og forlod Aron til sig selv i lokalet. Selv fandt hun ind på sit eget værelse og slog stofstykket for den tomme døråbning, før hun selv hældte vand op i sit fad. Let hoppede hun ud af den tynde kjole og lod kluden vaske snavset af arme, bryst, mave, ben og fødder. Ryggen fik hun også dækket tilfredsstillende, før hun fortsatte videre til ansigtet og endeligt vaskede en smule sved og snavs ud af pandehåret. Kritisk betragtede hun sin nøgne skikkelse i spejlet, før hun skridtede over gulvet og til sit klædeskab og iførte sig en ny kjole. Denne var en støvet grøn, der bar tydelige præg af at være blevet brugt adskillige år. Lige som den sidste gik også denne kun til lidt over knæene. Tæerne lod hun atter være bare, før hun skridtede ud i køkkenet.
Hun var netop tilbagevendt fra urtehaven med en lerskål fyldt med brændenældeskud, da Aron kom ud fra det frie værelse og foldede ærmerne op. Et forsigtigt smil indtog hendes læber. ”Jeg tænker, du kan brune noget kød over ilden, mens jeg tager mig af det grønne.” Liliya nikkede over mod ildstedet og rakte ham en skål opskåret kød, der ud fra mængden at dømme, stammede fra en hare. Hun nåede dog kun lige at vende opmærksomheden tilbage mod de forskellige planter, der lå på bordet, før Yara trådte ind i huset. Straks vandrede Liliyas mundvige opad i et varmt smil til søsteren, før hun bandt et forklæde om livet. ”Vi er lige gået i gang med maden, Yara. Så du kan gå ind og vaske dig,” Liliyas stemme var mild, da hun talte til søsteren, mens hun tog en kniv og gav sig til at hakke skuddene fint. ”For resten, det er Aron fra Dvasias. Han er healer og ny kunde her.” Distræt pegede hun over mod Aron med kniven, før hun fortsatte hakkeriet, dog en smule rødere i kinderne efter at have omtalt gæsten.

[Deleted]

Aron havde en kort stund ladt blikket glide op og ned af Liliya igen da hun trådte frem fra urtehaven med skålen med brændenældeskud, og havde trukket let i mundvigen af hvad han så. At hun også havde fået vasket sig var tydelig, og selv om at hun ikke havde haft noget snavs i ansigtet, virkede det alligevel som om hun strålede en anelse mere end før.
Han tog imod skålen med kød og nikkede i forståelse. Han skulle lige til at vende sig mod ildstedet da en anden stemme nåede dem, og en anden kvinde trådte ind i rummet. Liliyas velkomst af kvinden efterlod ingen tvivl om hvem det var, men et enkelt blik på hende havde været mere end nok til at fortælle Aron at Yara var Liliyas søster. Han sendte hende et venligt smil og rakte hende en hånd som hilsen.
”Så De er den anden halvdel af forretningen her. Jeg har lige talt med Deres søster om hvor imponeret jeg er over hybriderne som vokser her.” Aron foretrak at starte på en høflig fod med Yara, når de først lige havde mødt hinanden. Liliya havde han i det mindste fået muligheden til at tale lidt med. Han sendte Yara et sidste mildt smil, før han igen vendte sig mod ildstedet og lagde kødet på en varm sten over ilden. Næsten umiddelbart begyndte duften af kødet at brede sig i rummet, og Aron smilte forventningsfuldt mens han sørgede for at flytte kødet lidt rundt over stenen så den ikke brændte fast. Et varmt måltid var noget han havde savnet: de sidste par dage havde han levet på en sparsom diæt, eftersom han ikke var meget af en jæger. Han mindede sig selv på at han også måtte skaffe nok mad til turen hjem den kommende dag. Da kødet var tilstrækkelig brunet, og Arons sult forhøjet, tømte han kødet ned i gryden der hang over ilden, og tog nok et drag af duften fra kødet. ”Det kunne blive det bedste måltid jeg har fået i dagevis.” lo han forventningsfuldt.

[Deleted]

Yara gav ham hånden igen som hilsen. "Ja det kan man vel godt sige jeg er. Hybriderne er da til dels også mit værk." Hun nikkede og smilede til ham. Han virkede tilregnelig nok og hun var ikke bange ved tanken om at de to havde været alene sammen. Dog var der noget ved ham hun ikke kunne sætte sin finger på. Noget som ikke helt stemte.
Da han vendte ryggen til, vendte Yara sig kort mod sin søster og sendte hende et drillende smil - hun vidste godt at dette ikke havde været alt for nemt for hende.
Hun tog en dyb indånding der endte i et træt suk - det havde været en lang dag. Hendes tøj var beskidt efter turen ude i naturen. Hun havde også været nødt til at grave lidt i jorden så hendes hænder var heller ikke kønne selvom hun dog havde fået det værste af i et lille vandløb på vej hjem. Hun bevægede sig vanligt mod sit værelse med et kar fuld af vand og en klud.
Hendes værelse lignede sig selv. En smule rod men ellers nydeligt ryddet og rent. Hun lukkede døren efter sig, gjorde sig af med sit beskidte tøj og begyndte straks at vaske sig. Ligesom så mange gange før så man tydeligt forskellen vandet havde på hendes hud - alt snavs og skidt blev skrubbet af. Man kunne se at hun havde fået en smule sol på armene og i ansigtet da hun var ude men det plejede at være væk kort efter det var kommet.
Hun iklædte sig en mørkeblå kjole og lod til hår løst. Lige så snart hun slog håret ud ramte duften af stegt kød hendes næse og hun begav sig igen ud til de to andre. "Dufter godt nok godt!" Efter en lang dag var dette lige hvad hun havde brug for. "Har i brug for hjælp til noget?"

[Deleted]

Liliya smilede for sig selv ned i nælderne over søsteren og Arons dialog. Det var altid kommet neget lettere for den yngre søster at kommunikere med hankønnet end det faldt Lil selv. Duften af kød fyldte lokalet og fik hendes mave til at røre utålmodigt på sig, mens spytkirtlerne allerede i god tid forberedte sig på et godt måltid. Distræt tilluskede hun sig endnu et blik på Aron. Hun måtte være skør, men noget i hende var overbevist om, at han også havde dristet sig til en god undersøgelse af hendes krop med blikket. Bare mindet om hans læber mod hendes hånd fik rødmen til at vokse behageligt. Det havde føltes fantastisk og hun kunne virkelig bruge er afbræk fra dagligdagens trængsler. Hurtigt vendte hun blikket mod Yara, der talte, og slog tankerne ud af sindet. Ude af øje, ude af sind, sagde man, men det var ikke så let, når Aron sad lige i hendes synsfelt.
"Ummn, du kan hente brødet fra igår ude bagved og måske vi også kan stille en smule ost frem, nu vi har gæster." svarede hun med et varmt smil, før hun i en glidende bevægelse fejede de finthakkede skud tilbage i skålen og greb en kedel fyldt med vand. "Og så skal jeg bruge tre skåle til når suppen er klar."
Kommentarene fra Aron og Yara fik smilet til at vokse. "Ej, nu må I da lige," invendte hun under en let latter, "Det er da bare en smule nældesuppe." Smilede trak hun gryden og nælderne med sig over til ildstedet, hvor hun knælede ved Arons side og satte kedelen fat på en krog over ilden, før planterne blev hældt op i vandet. Varmen fra ilden og Arons krop ved hendes side gjorde hende hurtigt rød i kinderne, mens hun rørte rundt i den store kedel. Tavst tog hun kødstykkerne, der så ud til at være gennemstegte og lod dem dumpe ned til det andet.

Muntert fik suppen lov til at boble et par minutter, før Liliya lydløst modtog skålene, Yara havde hentet og hældte portioner op i hver af dem og fordelte dem ud, før hun tog plads på det store skindtæppe på gulvet, der udgjorde deres spisested. "Ja, jeg beklager, at der ikke er gjort mere ud af det, men vi har aldrig set behovet i et spisebord." indrømmede hun med et skævt smil rettet til Aron, før hun vendte blikket mod Yara. "Hvordan gik det idag i Cetiul?" spurgte hun nysgerrigt og nippede prøvende til den varme suppe, mens endnu et stjålent blik blev kastet mod Aron. Det var oftest Yara, der tog turene, mens Liliya passede butikken. Lil havde aldrig været god til at forlade skoven for længe ad gangen og Yara virkede kun alt for ivrig efter at komme ud i verden. Så længe turen altså ikke gik til Dvasias.

[Deleted]

Aron så fra den ene søster til den anden, og måtte smile et skævt smil ved Liliyas latter. Om nældesuppe så var en simpel ret at tilberede eller ej, ville det være bedre end hvad han havde levet på de sidste par dage. Han var efterhånden træt af at gå sulten i seng.
Han kastede et stjålent blik mod Liliya, der hun stod ved hans side, og måtte bide et skævt smil i sig. At se hende rødme som hun gjorde kunne kun være godt for hans ego, men han mente stadig at det klædte hende. Han trak alligevel blikket væk, for ikke at stirre for åbenlyst på hende, og vendte i stedet sin opmærksomhed tilbage til gryden, da den blev fyldt op med planter og kød. Nældesuppe havde han fået før, men aldrig en der duftede så godt. Men om det var fordi han var sulten efter rejsen eller om grunden var en anden, kunne han ikke sige med sikkerhed.
”Jeg er nu stadig overbevist om at det her bliver det bedste måltid jeg får de næste par dage.” insisterede han med et mildt smil i hendes retning, og betragtede hende mens hun rørte i gryden.
Da suppen var kogt op og en skål blev placeret i hans hænder, tog også han plads på tæppet, søstrene lod til at anvende som spiseplads. Det var ikke just hvad han var vant til, men han havde ingen planer om at modsætte sig det. ”Det er ikke så farligt. Jo nærmere jorden, jo bedre, ikke?” Hans blik vandrede igen fra den ene søster til den anden, før også han nippede til suppen, med en lyd der tydeligt indikerede at han kunne lide den. Han sank suppen, før han vendte blikket mod Yara ved Liliyas spørgsmål. Cetiul var Manjarnos havneby, hvis han ikke huskede helt forkert. Måske han selv skulle tage en omvej forbi byen, næste gang han befandt sig i Manjarno, og se hvilke planter han kunne opdrive fra skibene langvejs fra. For denne omgang betragtede han dog blot Yara med interesse i blikket. Han ville ikke blande sig i deres forretninger, men nysgerrig var han nu.

[Deleted]

Yara sagde ikke noget da hun gjorde som hun skulle. Hendes tanker kredsede dog stadig om de to derinde. Det var ikke en sjældenhed at hendes søster var lidt akavet med mænd men det var igen heller ikke ofte at mænd blev inviteret til aftensmad. Hun vendte tilbage til selskabet i tavshed og lyttede til deres samtale.
"Turen gik fint! Jeg fandt dog ikke noget der var ud over det sædvanlige." Hu trak lidt på skuldrene. "Jeg fandt dog lidt af hvert på vej hjem igen. Så vi skal ikke bekymre os om at fylde vores lager af almindelige urter op." Hun satte sig til rette verfor de to andre. Hun smilede ved hans kommentar om at være nær jorde. Han havde ret. Jo nærere jo bedre.
"Nu har jeg jo ikke været med fra start. Hvor kommer du fra her i verden? Var det Dvasias" Yara havde aldrig været så god til at snakke høfligt til andre men tænkte sådan set heller ikke rigtig over det. Ikke som hendes søster der altid var dis med folk. Hun så frem til at høre om hvor han var fra. Det slog hende: en healer fra Dvasias? Dem var der ikke mange af hvis overhovedet nogen. Men en chance skulle han da have når det nu virkede som om han kom i fredeligt ærinde.
Hun så over mod ilden der knitrede lystigt. Bjaef havde sneget sig ind foran ilden for at få varmen på sine gamle dage.

[Deleted]

”Dejligt, at høre,” kommenterede hun oprigtigt og nikkede lidt til Yara, mens hun fortalte. Det var godt, at der var kommet lidt med hjem til urtehaven, selvom søsteren havde en underlig vane med at tage ting med hjem, de egentlig allerede havde i overflod – bare for at være på den sikre side. Alligevel havde Liliya altid betragtet det som en kvalitet, for det var jo virkelig bare for sikkerheden i det. Med vågent blik fulgte hun Bjaef, der lagde sig nærmere ilden og dovent strakte den gamle krop. Smilet voksede lidt. Hun huskede stadig dengang Bjaef som lille hvalp en dag blot var dukket op på familiens dørtrin og havde levet der lige siden. Tænksomt kastede hun et blik på den sovende jagtfalk, der sad i hjørnet af køkkenet på sin pind. Også den var loyal, men en blød, varm hun var bare lidt bedre selskab end falken, der kunne være en anelse reserveret til tider.
Yaras spørgsmål fik igen Liliyas opmærksomhed tilbage til samtalen. Det var først dér, det slog hende, at selvom han kendte både hendes fulde navn, erhverv og bosted (samt antal søskende og husdyr), vidste Liliya selv intet andet om Aron end at han var en dvasiansk healer. En anelse skamfuldt kløede hun sig på kinden og skovlede en skefuld suppe indenbords for blot at lytte i tavshed. Hvorfor var Yara så meget bedre til sådan smalltalk? Tænksomt kiggede hun over på søsteren. Måske havde hun et hemmeligt forhold? Tanken blev hurtigt skudt ned. Ikke kun fordi Yara aldrig ville kunne holde en hemmelighed af den kaliber for hende, men også fordi hun kun forlod huset for at foretage ærinder for butikken. Liliya tyggede distræt i et sejt stykke kød, før hun lod blikket glide rundt på de andres skåle. ”I skal altså endelig sige til, hvis I er mere sultne. Der er suppe nok til en hel hær.”

[Deleted]

Aron lyttede interesseret til Yara og Liliyas samtale, men rettede sig en smule mere i ryggen, da Yara vendte emnet mod ham. Han smilte et lille skævt smil, og vippede hovedet lidt fra side til side, som for at sige ’både ja og nej’.
”Jeg vandrer lidt omkring, men lige for tiden holder jeg til i Dvasias. Det er utroligt hvor stort behov der er for kompetente healere, så jeg har nok at lave.” Han sendte hende et nik mod Liliya, sammen med nok et smil. ”Det var derfor jeg kom hertil, for at fylde mit lager op. Det var din søster meget behjælpelig med.” Han vendte blikket tilbage til Yara og sendte også hende et skævt smil. ”Men med det behov jeg har, forventer jeg at jeg snart kommer tilbage hertil igen. Jeg er meget interesseret i jeres hybrider, dem er jeg sikker på at jeg kan drage god nytte af derovre.” Igen mærkede han et kort stik af samvittighed på grund af tvetydigheden i sine ord. Alligevel afslørede smilet om hans læber ikke den indre konflikt. Han tog endnu et par skefulde af suppen, indtil skålen var tømt, lige i tide til Liliyas tilbud om mere suppe. ”Hvordan kan jeg sige nej til det?” spurgte han med et bredt smil om læberne, og øste endnu en portion op i sin egen skål. Hans blik faldt nok en gang mellem begge søstre, og et skævt smil formedes over hans læber. ”Så det er kun jer her? Ingen ’hr. Sequoia’ for nogen af jer?” Hans blik var drilsk, men med et nysgerrigt gliimt. Af Liliyas reaktioner at dømme var det ret åbenlyst at hun ikke var særlig god til at omgås mænd – hvis det da var det, der havde gjort det – men Yara virkede mere afslappet.