Forsyninger

[Deleted]

Aron havde aldrig været meget for disse små, idylliske landsbyer. Den frodige eng og naturen som omgav landsbyen, atmosfæren i gaden med de forbipasserende familier, mange med børn i begge hænder, fik ham til at skære ansigter. Det var et under at landsbyen endnu ikke var blevet overbefolket med alle de familier han havde passeret lige siden han trådte ind i Natymia.
Måske var det ham der overreagerede. Han havde vandret i flere dage fra Dvasias, og efter mere end et fuldt døgn uden at se en eneste levende sjæl, var det næsten overvældende at se så mange mennesker omkring sig på én gang. Men han havde brug for forsyninger. Hans eget forråd var ved at blive mangelfuldt, og der var mange planter han ikke længere selv kunne skaffe, så han var nødt til at opsøge nogen der havde det på lager. Sequoia var et navn han havde hørt blive omtalt i sit alkymimiljø, og han havde konkluderet med at familiens butik måtte være et godt sted at skaffe de nødvendige planter. Men var det virkelig nødvendigt at placere butikken i et sådan eventyragtigt sted?
Han fandt endelig frem til butikken, og betragtede bygningen i nogle sekunder udefra. Den lod til at passe fint ind i landsbyen; havde det ikke været for skiltet der tydeligt indikerede at han havde fundet det rigtige sted, kunne han have troet at det var en familie der beboede bygningen. Men så var det vel også en familieforretning, så måske var det ikke meget galt?
Han kiggede ind af den åbne del af dobbeltdøren, før han skubbede den helt op, og trådte indenfor.
Et hurtigt kig rundt i rummet, og et tilfreds smil bredte sig over Arons læber. Han genkendte mange af planterne der hang fra loftet, og han var faktisk sikker på at han kunne bruge flere af dem. Bag disken, som for øjeblikket stod tom, kunne han se hylder på hylder med krukker af forskellige substanser, og det var dem der trak i hans opmærksomhed. Han stillede sig ved disken og betragtede de mange krukker, med et granskende glimt i de næsten sorte øjne, som gled op og ned af hylderne. Det kriblede i ham efter at åbne dem og granske deres indhold, men vidste, af erfaring, at den slags kunne have uheldige konsekvenser. I stedet forsøgte han at se bag forhænget der adskilte butikken med baglokalet, for at se om der var liv i butikken.
"Er her nogen?" spurgte han med et forventningsfuldt smil på læben. En person med sådan et lager ville være en god kontakt for en person som ham, at have.

[Deleted]

meeting @aron

Liliya strøg det lysblonde hår tilbage fra den støvende pande. Et tyndt lag sved havde lagt sig over hendes pande og havde givet hendes ansigt et brunt skær sammen med jorden fra haven. Prustende dykkede hun dybere ned i sit bed og kærtegnede plantens stilk, der øjeblikkeligt groede et par centimeter for øjnene af hende. Et bredt smil skilte de lysrosa læber. Det havde været en tidlig morgen i hjemmet. Yara skulle ned til Cetiul for at aflevere en masse varer og en enkelt jagtfalk, som en tro kunde havde lovet at tage med sig til Dvasias. Selv brød Liliya sig hverken om at lade Yara tage til det dunkle rige eller selv at forlade den yngre søster med ansvaret for butikken, så det var et tilbud som sendt fra himlen selv – eller jorden, som nogle dyrkede i stedet. Efter det havde Lil selv tilbragt det meste af dagen ude med sine planter, udelukkende afbrudt af at sætte en enkelt blanding over ilden i det lille ildsted i hytten.
Det var derfor også i haven, hun sad plantet, da en stemme lød fra huset. ”Herude” kaldte hun blidt med hævet stemme, så hun var sikker på meddelelsen kom frem. Selv kom hun også på benene og samlede den store fletkurv, der var fyldt med alskens planter, op i den slanke arm og lod den hvile i albuens indhuling. Roligt gik hun over på den anden side af huset og sendte den fremmede et venligt smil, der fremviste en perlerække af pæne tænder. Med den ledige håndryg gned hun den fugtige pande. Hendes fødder var udækkede af sko og smurt ind i jord ligesom hendes knæ, der var synlige ved den temmelig korte kjole, der gik til lige over de beskidte knæ. ”Hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte hun nysgerrigt. Bjaef, der havde løftet hovedet ved den fremmedes entre, lod nu atter hovedet dumpe tungt ned på gulvet i det lune sollys og fulgte blot med i samtalen gennem en uinteresseret observation af de to.

[Deleted]

Det var først da Aron hørte stemmen udefra, at han lagde mærke til hunden som lod til at have holdt øje med ham da han trådte indenfor. Han besvarede hundens blik med et roligt smil, før han vendte sit fokus mod kvinden der trådte indenfor. Han gled blikket hurtigt op og ned af hende, og trak en anelse mere på smilebåndet, før han igen vendte blikket mod hendes ansigt. En køn ung pige, efter alt at dømme. Og at dømme efter skidten på hendes knæ og hænder, var hun ikke bange for at få jord under neglene. Alt tydede på at hun var indehaveren af forretningen, så det kunne vel ikke andet end at give mening.
”De må være frøken Sequoia.” Det var mere en konklusion end et spørgsmål, og Aron sendte hende et imødekommende smil. Det lod til at hunden havde lagt sig igen, så om ikke andet kunne han fastslå at hunden ikke anså ham som en trussel overfor kvinden. Det var vel altid noget. ”Mit forråd af planter er ved at blive udtømt, så jeg har brug for at fylde det op igen. Jeg hører at Deres forretning skulle være et godt sted at starte.” Han kastede et sigende blik omkring sig i butikken, og strøg fingrene over en af planterne som hang fra loftet lige over ham. Det var en mærkelig plante, ikke en han kunne genkende. ”Og alt tyder på at jeg har hørt ret. De har planter herinde jeg aldrig har set før.” Han vendte sit blik mod hende igen og smilede forventningsfuldt. ”Så, hvilke planter ville De anbefale for en healer?” Hans spørgsmål havde ikke været uden gennemtænkning. Aron havde lært fra erfaring at alkymister blev set på med mistro udenfor Dvasias, og at han kom længere i Manjarno ved bare at sige at han var healer. Han kunne kun gå ud fra at den strategi også ville virke her.

[Deleted]

”Den ene af de to, i hvert fald.” rettede hun ham hurtigt, da det ikke havde virket som et spørgsmål. Et koket smil fandt vej til hendes læber, før det blev fejet væk og en rødmen blomstrede frem over hendes lyse ansigt. Noget usikkert rømmede hun sig og slog blikket væk fra den tiltalende fremmede. Liliya havde aldrig været god til det modsatte køn og det at have et pragteksemplar af slagsen i butikken gjorde ikke udfordringen lettere overkommelig. Det var selvfølgelig indtil det, der vel egentlig var ment som ros til hendes butik. De slanke øjebryn fløj i vejret og efterlod den ellers glatte pande i folder. ”Undskyld korrektionen, hr, men stedet her er ikke blot det perfekte sted at starte, men kan også være stedet at slutte og alt der i mellem.” Et langt sekund fastholdt hun hans blik, før hun atter trak det til sig og vendte i stedet opmærksomheden mod planterne, der også lod til at have fanget kunden.
”Til en healer? Der vil jeg altid råde Aquilegia vulgaris, Mandragora officinarum – men det ved jeg ikke, om De er tryg ved?” hun rettede blikket mod ham. Der var ingen indicier om hans erfaring for faget, hvilket gjorde Madragoraen farlig eftersom for store mængder kunne virke kvælende og føre til den sikre død, ”Valerianeofficinalis er en selvfølge og Varbascum thapsus samt måske en dusk Hypericum perforatum.” Ved det afsluttende plantenavn berørte hun blidt en skål fyldt med gule blomster og stilke, der stod fremme på bordet. ”Men som erfaren healer kender De vel deres egne præferencer?” Hun trak hånden til sig igen og betragtede ham vågent. Det irriterede hende at det kun var hver tredje kunde, der var kvinde. Og hvorfor var det også Yara, der var taget ned til Cetiul?

[Deleted]

Aron havde ikke behøvet at føle efter kvindens aura for at fornemme hendes sindstilstand. Den rødlige kulør hendes kinder antog var mere end nok til at afsløre det, og synet fik kun hans smil til at blive en anelse bredere. Han bevarede alligevel fatningen, og nikkede forstående. Hans mine forandredes da hun begyndte at remse planterne op, og hans øjenbryn gled gradvist længere op i panden på ham, og et dæmpet grin forlod hans læber.
”Det må jeg nok sige. Det må have været den kundskabsrige indehaver jeg har været heldig nok at møde.” Hans ord var ikke uden ros, og der var et tydeligt præg af hvor imponeret han var at spore i hans blik. ”Ikke for at fornærme den anden indehaver, selvfølgelig. Jeg formoder at De må være i slægt, selvfølgelig.” tilføjede han hurtigt. I en familieejet forretning var det som regel en fordel at være på god fod med begge indehavere. ”Jeg sætter pris på Deres bekymring, men jeg har nok erfaring med mandragora til ikke at skade mig selv. Jeg tror jeg har brug for alle dem, De listede op. Måske også noget Aconitum variegatum, Solanum nigrum og Jasminum sambac. Jeg kan bruge lidt af hvert, så hvis De har nogle egne præferencer er jeg sikker på at jeg også kan bruge det.” Han fangede hendes blik og sendte hende et varmt smil, før han lænede sig en anelse om over disken mellem dem. ”Mit navn er for resten Aron.” tilføjede han, uden at tage blikket fra hende.

[Deleted]

Lyden af den fremmedes grin fik et smil frem over Liliyas læber og endnu engang forbandede hun sig selv for at være så sløj i sin håndtering af hankønnet. Lyden af hans stemme, den måde nogle af ordene blev udtalt anderledes, perfekt af hans smidige tunge og, ud fra udseendet at dømme, bløde læber. Hun fangede sig selv i at betragte hans læber og skyndte sig at danse ud på den anden side af bordet for at tage nogle få af de tørrede planter, der hang ned fra loftet, ned. Forsigtigt lagde hun dem fra sig på disken og vendte tilbage til sin plads, hvor de slanke fingre kyndigt gik i gang med deres arbejde for at få bundet varerne op med en brun snor. Selvom hun sagtens kunne gøre det i søvne, tvang hun de grå øjne til at være bundet til planterne.
”Den anden er min søster, så ja, vi er i familie. Og min søster og jeg har begge vores styrker og svagheder indenfor faget.” fastlagde hun hurtigt og kiggede op netop som hans øjne fangede hendes og den fremmede fik et navn. Aron. Duften ramte hende med det samme, han lænede sig ind mod hende og hun trak roligt vejret ind gennem mund og næse, selvom alt i hende længtede efter at suge mere af denne fremmede mand ind. ”Hvorfor fortæller du mig så ikke, hvem du vil slå ihjel, Aron?” spurgte hun en anelse skarpt og vendte igen blikket mod planterne. Solanum nigrum var kendt for den kraftige gift, den udledte og også mandragora officinarum og aconitum variegatum kunne begge benyttes til kraftige gifte. I en hurtig, præcis bevægelse trak hun en blond, snoet lok om bag øret igen. Det varede dog ikke længere end et par sekunder, før den atter løsrev sig og væltede ind over hendes kølige øjne.

[Deleted]

Aron havde taget en vis stolthed i at se hvordan hun reagerede på hans nærvær. Om hun bare ikke var vant til mænd, eller om årsagen var en anden, kunne han ikke sige med sikkerhed, Men at hun reagerede, det var et faktum.
Hans smil falmede en anelse ved hendes anklage, og han formåede kun med nød og næppe at bevare roen. I stedet slog han øjnene op, som om han var chokeret over hendes anklage, og rettede sig op i sin højde igen. Han betragtede hende et sekund, før han igen lod et smil løbe over sine læber. Han måtte være forsigtig med hvad han bad om derfra, hvis han ville have hende på sin gode side, kunne han se.
”De har misforstået mig fuldstændig, frøken.” sagde han, og trak en smule i mundvigen. ”De kender til planternes egenskaber, måske endda bedre end jeg gør, så De ved vel at dem jeg bad om også har ufarlige egenskaber. Bedøvelse for at dæmpe smerte, søvn til de søvnløse, ekstra smag i maden?” Det sidste fik et kort grin over hans læber, og han sendte hende et halvt trist smil. ”De må ikke tro så ondt om mig, frøken Sequoia. Jeg har aldrig skadet så meget som en flue.” I hvert fald ikke direkte, tilføjede han i sit indre, men lod det forblive en tavs tanke. I stedet lod han igen sit blik finde hendes, som om han søgte efter det mindste spor af accept i hendes kølige blik. Det klædte hende ikke med sådan et blik. ”Desuden har jeg ingen jeg ønsker død. Det ville ikke gavne mig at dræbe nogen.” tilføjede han. Det var kun en halv løgn. Der var ingen han personligt ønskede død. Om hans klienter havde, var en helt anden sag.

[Deleted]

Ved hans ord vendte Liliya blikket op og granskede skeptisk hans ansigt. Noget i hende ville hellere end gerne tro hans ord og fortsætte pakkeriet. Alligevel tøvede hun, som ville fingrene, der før havde danset en livlig dans, ikke længere fortsætte deres naturlige rytmer. Selv ikke Arons latter, der kort forinden havde charmeret hende til grænsen af geleben og bankende hjerte, kunne tø hele hendes skepsis op. Alligevel tøede hun op. Inden i hende kørte Yaras stemme, der prædikede om tillid omverdenen og de væsener, der fyldte den, men så enkelt var det ikke. Liliya havde set andre sider af livet. Hun havde set mennesker, fortæret af sorg og løgne. Beslutsomt nikkede hun alligevel til ham. ”Men udnyt mig ikke. Jeg er før blevet trådt på og benyttet som middel til andres storhed, ligesom naturen, for hvilken jeg taler, er blevet tømt, trådt på og udnyttet for andres vinding.” Et faretruende gnist spillede i de grå øjne, før hun atter blev mild og blid i udtrykket.
”Følg endelig med, Jasminum sambac har jeg udenfor.” Liliya gjorde et kast med hovedet mod døren og traskede langsomt ud i det fri igen. Hendes afsked fik kortvarigt Bjaef til at hæve hovedet i en doven bevægelse som for at se om den fremmede ville følge hende. Selv bemærkede Lil ikke om Aron gik med ud. Hun tog blot den store, flettede kurv og en af de skarpe knive til at kunne skære grenene over, før hun vandrede ud i haven. Solen lagde sig omgående om hendes nøgne ben og jorden under hendes nøgne fødder gav hende en helt anden indre ro.

[Deleted]

Aron brød sig ikke om mistroen som så ud til stadig at være i hendes blik. Alligevel holdt han hendes blik indtil hun nikkede, og lyttede tavst til hendes ord. Han mærkede et kort stik af samvittighed, men han overbeviste sig selv om at det var indbildning. I stedet voksede smilet frem på hans læber igen, da han fulgte efter hende ud af forretningen.
Udenfor kastede han et blik rundt i den omfattende urtehave omkring forretningen, og han måtte et kort øjeblik havde han vendt al sin fokus på de mange urter der groede omkring ham, og i sit stille indre begyndte han allerede at remse op de mange anvendelsesmetoder han kendte til for hver enkelt. Flere års studier havde vel gjort noget ved hans hoved på det punkt.
”De og Deres søster har vist mere end nok herude.” Igen var der ros i hans ord, og hans smil nåede fra øre til øre mens han så omkring sig. Måske burde han selv lave en urtehave, så han ikke behøvede sætte sin lid til sådanne steder. På den anden side var han ikke meget for arbejdet det indebar. Men han var heller ikke meget for at gentage sådan en rejse indenfor den nærmeste fremtid. ”Det passer mig perfekt, jeg har brug for at købe i store mængder. Det håber jeg ikke De har noget imod.” Han sendte hende et skævt smil, inden han satte sig ned på hug foran et bed af urter han lod fingrene glide over. Igen var det en plante han ikke kunne huske at have set før, og han betragtede planten granskende, lige fra de farverige kronblade til dens stamme. ”Jeg har hørt at De tilbyder plantehybrider. Rygterne talte vist sandt.” fastslog han med et beslutsomt nik. Sådanne planter kunne være meget brugbare, hvis han blot fandt ud af deres effekt. Han vendte blikket mod hende igen, med ansigtet en smule på sned. ”De gav mig aldrig Deres navn.” indså han pludselig, nok en gang efterfulgt af et venligt smil.

[Deleted]

Liliya fortsatte videre gennem de mange planter og over til huset skyggeside, hvor en lille glasplade hang over et hav af Jasmin-buske. De hvide blomster, der ellers kun plejede at sidde pletvist omkring på busken, var i fuldt flor og fyldte næsten halvdelen af de stedsegrønne buske. Forsigtigt fortsatte hun hen til buskene og lod fingrene stryge over et par af de hvide blomster. Arons ord havde bragt smilet tilbage til hendes læber og hun hævede blikket for at betragte hans tur gennem haven. De nysgerrige blikke og flygtige berøringer var hver især lige så meget en ros til hendes arbejde som ordene selv. "Mange tak." svarede hun og sendte ham det brede smil, han havde fået tidligere, før hun endnu engang tillod sig at lade øjnene udforske hans krop. Det var svært at bedømme aldre, når der hidtil ikke havde været nogle hints om hans race. "Nej, selvfølgelig ikke," forsikrede hun ham og standsede øjnenes vandring for at lade dem finde hvile ved hans ansigt, "Mange af vores kunder kommer langvejs fra, så vi kan jo ikke forvente at de kommer dagligt."
Arons fingre over urterne sendte en svag skælven gennem hendes krop. Jorden, de gik på og planterne, der voksede på den, var en del af hende. Dette var også grunden til hun normalt aldrig lod folk røre disse, før de var skåret og klar til at tage med. "Hybriderne er min søsters og mit livsprojekt," forklarede hun med stoltheden lysende i ansigtet, "Der har vist sig at nogle planter er i stand til at fremavle nye, helende egenskaber i hinanden, så vi prøver at fremelske disse kvaliteter. Nogle er kommet tilbage fra skæbner langt værre end døden, hvis du spørger mig. Andre, der har været tomme for blod, har pludselig fået farve i kinderne og nyt liv. Folk, hvis lunger er gået itu har vi også hjulpet med hybriderne."
Endnu engang indtog en rødmen kinderne. Han var en fremmed, der sad der i hendes have og rørte ting og så havde hun ikke engang introduceret sig selv. "Undskyld, det var ikke for at være uforskammet." Hurtigt trådte hun et par skridt frem og rakte den smalle hånd mod ham, "Jeg bliver kaldt Liliya."

[Deleted]

Smilet om hans læber blev kun bredere da hun begyndte at fortælle om hybridplanterne. Muligheden for at se sådanne planter havde været en af de faktorer der havde motiveret ham til at tage den lange vandring fra Dvasias til Natymia. Mens hun talte havde han igen vendt blikket mod de bemærkelsesværdige planter, og granskede dem med sine mørke øjne. Disse kvaliteter kunne komme godt med i hans egne eliksirer. Med de rigtige blandinger kunne selv den mest helende plante blive en ingrediens i de mest smertefulde gifte. Og alt der ville give ham en undskyldning for at eksperimentere, var værd at undersøge.
”Fascinerende.” Hans ord var dæmpede, hans blik fokuseret. Hans fingre strøg nænsomt over blomstens kronblade, for ikke at skade blomsten på nogen måde, men nok til at han kunne vende og dreje den, og betragte den fra hver en vinkel. Alligevel hørte han på hvert et ord hun fortalte. ”Jeg tror jeg må få nogen af Deres hybrider med mig. Jeg vil lade det være op til Dem at vurdere hvilke jeg bør tage med mig. Alt der kan bruges af en healer, kan jeg bruge.” Hans blik forlod blomsten da hun trådte frem til ham med hånden udstrakt, og smilet om hans læber voksede en anelse bredere, da han tog hendes hånd i sin. ”Liliya…” gentog han, smilende. ”Deres navn er ligeså smukt som planterne De gror.” Uden at tage blikket fra Liliyas ansigt plantede han et kort kys på hendes håndryg, og slap først da hendes hånd, og rejste sig op i sin fulde højde igen. ”Jeg har set mange forretninger af dette slag i min tid, frøken Sequoia, men Deres har det rigeste mangfold. Jeg vil meget gerne gentage rejsen, næste gang mit lager må fyldes op.” indskød han med et varmt smil.

[Deleted]

Hans smil. Arons smil. Et smil, der opfordrede til geleben og vattede tanker. Igen skyllede blodet op i hendes kinder og gav dem en dybrosa kulør. En anelse forlegent vendte hun blikket mod planten, han kærtegnede. Noget i hende var tæt på at bede ham stoppe, men alligevel formåede hun at holde tænderne sammen og tungen i ro. Fingrenes dans over blomsten var simpelthen for fascinerende. Tænk, hvis en sådan dans nogensinde skulle finde sted på hendes krop. Kinderne glødede næsten ved tanken og hun lagde den igen fra sig for at få kontrolleret sin rødmen.
”Ja, selvfølgelig.” svarede hun til ordene om hybriden. Liliya havde altid været stolt af hende og Yaras arbejde med dem, så der var ingen årsag til, at Aron ikke kunne få nogle med hjem. Han virkede jo sådan set til at være et godt menneske. En nervøs flaksen bredte sig i hendes mave, da han tog hendes hånd og alt i hovedet blev til en grødet summen. Hans bløde læber mod hendes hænder gav en behagelig varme igennem hendes krop, der delte krop og sind i en diskussion om, hvorvidt hun skulle trække hånden tilbage. Det blev heldigvis ikke et yderligere problem, da han kort efter slap den og rejste sig. Alt for tæt på hende. Duften gjorde hende let ør i hovedet og hun trådte et par usikre skridt tilbage fra ham. ”Det skulle De da have sagt før, så havde jeg ikke pakket så store bundter.” mumlede hun med et let smil over læberne, før usikkerheden atter tog over. Forvirret over sig selv vendte hun ryggen til sig og beskæftigede sig i stedet med at få skåret kroner af Jasmin busken for derefter at placere dem i den store fletkurv. Den fyldte kurv tog hun med over til hybridernes bed, hvor hun knælede for at komme i bedre kontakt med dem, før hun placerede kniven mod stilkene. Tøvende trak hun dog hånden tilbage. ”Jeg kan også give Dem planterne med rodnet? Så har De mulighed for selv at eksperimentere?”

[Deleted]

Aron kunne ikke andet end at fryde sig over hendes reaktioner. Det klædte hende med den dybrøde kulør over sine kinder, og der var noget kært over måden hun, forgæves, forsøgte at skjule det. Hendes ord fik et let grin over hans læber, og han sendte hende et beroligende smil.
”Store bundter gør mig intet. Mit behov for planter er stort. Jeg hjælper folk i Dvasias, forstår De.” Han havde været en smule tøvende ved den afsløring, men det ville, om ikke andet, give ham et grundlag for sit plantebehov. ”Der er hårdt brug for healere i Dvasias, kan De nok tænke Dem. Dem der er der har travlt, og deres forråd af midler bliver hurtigt brugt op. Så jo flere planter jeg kan få med mig herfra, jo bedre. Jeg er sikker på at turen må gentages indenfor den nærmeste fremtid.” tilføjede han, nok en gang med det varme smil.
Han betragtede hendes erfarne behandling af planterne, og lod ansigtet falde en anelse på sned da hun satte sig ved hybridernes bed. Hendes forslag fik nok en gang smilet på hans læber frem, og han nikkede eftertænksomt. ”Det ville jeg sætte stor pris på. Jeg er nødt til at prøve mig frem med de forskellige hybrider alligevel, så jeg er helt sikker på deres effekter. Jeg skulle nødig gøre noget forkert med dem.” Denne gang var det ikke engang en løgn. Men han lod det være med det emne. I stedet faldt hans opmærksomhed tilbage på Liliya. ”Hvor længe har De og Deres søster gjort dette?” spurgte han, med oprigtig interesse i sine ord. Det var tydeligt at Liliya havde erfaring indenfor planterne – hybriderne var bevis nok på det – og han kunne kun gå ud fra at søsteren var lige så erfaren.

[Deleted]

De hurtige, vaneprægede bevægelser standsede et langt øjeblik ved opdagelsen af Arons bosted, før de atter fortsatte arbejdet. Det gjorde hende som sådan ikke noget, at han healede folk i Dvasias – det gjorde hun jo også selv. Langsomt nikkede hun til ordene for at vise, at han stadig havde hendes opmærksomhed. Ufrivilligt hævede hun blikket til hans ansigt igen, da han lovede at komme tilbage inden for den nærmeste fremtid. Et smalt smil udfoldedes på hendes læber og Liliya nikkede rødmende til ham. ”Det vil jeg se frem til.”
De smalle fingre fandt deres vej ned i mulden, som hun forsigtigt kærtegnede. Planten gav sig straks til at møve rundt i jorden, som prøvede rodnettet at søge op mod hendes fingre, der stadig kælede for jorden omkring planten. Naturen talte til hende og hun til naturen. Det var et ubrydeligt bånd som druide og så længe Aron respekterede det, hvilket alt så ud til, kunne hun ikke se problemer med hans bosted. Igen tilluskede Liliya sig et stjålent blik mod ham. Han lignede jo ikke en kriger, ikke en, der ødelagde naturen og alt, hvad hun stod for.
Da Aron igen rettede et spørgsmål mod hende, blinkede druiden et par enkelte gange med øjnene af overraskelse. Hvad skulle hun sige? Siden hun havde bildt søsteren ind at deres fader havde fejlet noget, for at Yara ikke skulle miste tilliden til alt det gode i verdenen? At deres fader simpelt var død af sorg og Liliya ikke kunne affinde sig med det faktum, at dette ikke kunne kureres? Undvigende vendte hun blikket tilbage mod planten, der havde nået hendes hånd og blev lagt i kurven. Hun tørrede langsomt fingrene af i sit skørt og lænede sig tilbage over læggene, der var plantet solidt under hende mod jorden. ”I omtrent 21 år.” mumlede hun og trak på de spinkle skuldre, før hun vendte blikket tilbage mod planterne og strøg fingrene over dem. ”Så De skal ikke bekymre Dem, vi har rigelig erfaring.”

[Deleted]

Aron lod hendes rødmende svar gå upåvirket hen, og han betragtede hende i stedet arbejde med planten. Han kunne fornemme det i luften, så snart hendes fingre fandt vej ned i jorden, og kunne næsten fornemme hvordan planten reagerede på hvad hun gjorde. Det var ikke som enhver gartner der trak en plante op ved roden: det var som om hun lokkede planten op af egen vilje. En druide, indså han, og kunne ikke helt holde et lille smil tilbage. Det ville forklare hendes reaktion da han havde bedt om de giftige planter. Aron kendte alt for godt til druidernes syn på alt levende, og var alt for klar over hvordan en druide ville bære sig ad overfor en som ham. Så det smarteste ville være at holde den del af hans identitet skjult for nu.
”Utroligt.” hviskede han i stedet, da han kunne se hvordan jorden omkring plantens stamme bevægede sig, og roden gradvist dukkede op og fandt vej til Liliyas hånd. Hans ord var på ingen måde falske. Han havde aldrig set en druide gøre sådan noget før, og han ville lyve hvis han påstod at han ikke var fascineret af hvad han så. Hans fokus vendte sig dog tilbage til Liliya ved hendes svar, og han fortrak en overrasket mine. Han vidste at druiders udseende som regel ikke var nok til at bedømme deres alder, men hun så ikke ud til at være meget ældre end den tid hun åbenbart havde været i branchen. ”De må have begyndt med dette da De var spæd.” lo han mildt. Men han havde fornemmet en forandring omkring hende. Hendes mumlen, og måden hun havde viet al sin fokus til planten, fortalte ham også at han var inde på et område han ikke skulle grave for meget i. Han betragtede hendes ansigt i nogle sekunder, granskende, men han sagde ikke mere om det. ”Hvor meget skal jeg af med for alt jeg har bedt om?” spurgte han i stedet. Han var ikke kommet tomhændet til Manjarno, og så længe han stadig havde nok til at tilbringe en nat i landsbyen før han tog turen hjem igen, var pris ikke et hinder. Han havde hørt meget om kvaliteten på Sequoia-familiens planter, men ingen havde omtalt prisen.