A sense of doubt

[Deleted]

meeting Alexander Raphael Vladimir

Det var efterhånden længe siden Liliya sidst havde fået en ordentlig nats søvn. Løgnene, der spandt deres spind i hendes liv var ved at få overtag og gik ud over hendes blege hud, der var dårligere end normalt til at skjule de mørke rande under øjnene. Et suk forlod hendes læber, da hun smurte noget planteekstrakt på, der burde hjælpe, før hun forlod butikken og satte mod Cetiul. Nogle kunder havde ikke været i stand til at bevæge sig hele vejen ud til butikken, men heldigvis var dette blevet timet med nogle varer, der alligevel skulle hentes. Endnu et suk forlod hendes læber, da hun foldede en sløjfe om en stramt bundet fransk fletning af det platinblonde hår og stormede ud af døren.
Den halvslidte, grønne kjole strøg ubehageligt mod de godt lange underbukser, hun havde trukket på inden under. Allerhelst hoppede hun i en kort kjole og ingen sko, så græsset og jorden kunne folde behageligt om hendes smalle fødder og så solen kunne kærtegne hendes nøgne ben. Men dette var ikke velset ude i byen. Hendes smalle fingre fandt ned i de brune læderhandsker, før hun svingede sig op i sadlen på den efterhånden noget aldrende, brune hoppe, de brugte til at ride ærinder længere væk. Hendes tæer vrikkede ubekvemt i de stramtsiddende sko, før hun klemte med hælene ind mod det varme dyr under sig og satte mod byen.
Efter et par gode timers ridt og en enkelt drikkepause for den gamle dame, nåede de endelig frem til Cetiul. Noget forvirret stirrede Liliya rundt i den travle havneby for at finde genkendeligheder, der kunne guide hende på vej, men som altid måtte hun se sig skuffet med sin noget hullede hukommelse med hensyn til at finde vej. Hoppen virrede utålmodigt med hovedet, men det ville være mindst lige så dumt bare at ride videre uden en anelse om vejen. Eftertænksomt stirrede Lil frem for sig og prøvede at danne sig et indtryk af, hvilken vej, der føltes mest rigtig.

[Alexander Raphael Vladimir]

En havneby var skam ikke ukendt for Alexander at færdes i. Han havde skam også været i Cetiul før så heller ingen problemer der selvom det var et par år siden efterhånden måske. Han kom jo ikke til de samme steder på sine mange og lange rejser rundt i landene. Dantalion havde ført ham over grænsen til Manjarno og med et par stop undervejs så var de altså kommet hertil nu. Hvis han ikke vidste bedre så ville hans hingst nok ende med at føre ham hele vejen til Procias. Hvad hesten så ville der kunne han ikke begribe. Han ville nok heller ikke lade hesten få lov at føre dem så langt hvis den prøvede. Han burde sådan set være hjemme i Imandra og passe sine ulve, men han havde bare måtte tage væk og var taget tilbage til Dvasias og nu så hertil. Som man da kunne komme vidt omkring af bare en tanke om frisk luft. Men han var da ikke helt uden selskab. Udover Dantalion gik hans anden tro følgesvend jo ved hans side. Den store ulv var altid tæt på inde i byerne, men ude i naturen kunne den skam godt finde på at rende lidt på afveje og fange en hare eller fasan. Eller blot snuse rundt på egen hånd.
Om folk kiggede eller ikke måtte de selv om. Efterhånden var mange byer som Alexander havde besøgt mange gange blevet lidt vant til, at ulven altid var med ham. Og var folk ikke vant til det var det jo blot deres problem. Lige nu havde han dog ladet Dantalion få lidt hvile ved at være steget ned af sadlen og gik med tøjlerne i sin hånd mens han stod og så på skibene i havnen. Vandet gav ham en slags ro. Nok fordi det var hans evne i et tidligere stadie af processen. Han behøvede dog ikke vand for at skabe is. Men i naturen blev is skabt af vand når det var koldt nok. Vandet var ikke hans element, men stadig forbundet til det.

[Deleted]

Forvirret stirrede Liliya rundt i gaderne for at finde vej. Hun havde aldrig været nogen stifinder og det at finde rundt i den travle havneby var bestemt ikke hendes stærke side. Selvom hun altid elskede at betjene sine kunder og ønskede dem det bedste, ville hun langt hellere ligge på alle fire mellem sine planter lige nu end at vælte forvirret rundt i byen. Tankerne stoppedes dog brat ved synet af en ulv, der gik gennem gaderne. Eller. Nej, det var ikke bare en ulv. Det var jo et pragteksemplar af en ulv. Munden gled let åben i en let måben, før hun sprang ned fra hoppen. Tøvende bevægede hun sig hen til den fremmede, der fulgtes med det smukke dyr.
”Undskyld,” begyndte hun tøvende, da hun var noget hen til den fremmede. Hun bemærkede slet ikke den fremmedes køn, fremtræden eller race, da de grå øjne var fastlåst ulven. ”Følges ulven med Dem?” Liliyas stemme bar tydeligt præg af fascinationen, da hun endelig vendte blikket fra ulven mod den fremmede. Med let rystende fingre trak hun en lok hår om bag øret uden at tage blikket fra manden. Hun havde skam set ulve før og også smukke ulve, men altid kun i det fri. Tæmmede ulve bar tit præg af at de havde mistet deres majestætiske vildskab.
Hoppen holdt Liliya stadig i et symbolsk tag i tøjlerne, selvom den ældre dame stod roligt bag hende uden at gøre mine til at ville videre. Det var ganske tiltrængt for hesten at få et hvil endnu engang.

[Alexander Raphael Vladimir]

Endnu en gang så kom der en vildt fremmede hen og spurgte til Zackiel. De fleste så dog ellers uroligt mod ulven. Men nu kom der en ung kvinde hen og nærmest virkede helt fortryllet og glad som havde det været en nuttet lille hundehvalp. Alexander løftede et øjenbryn og så på hende. Nu var det anden gang. På kun to dage. Hvad pokker var der med kvinder i Manjarno? De plejede da ikke at være sådan? Han rystede det dog af sig. Der fandtes jo alle mulige typer. Og for hans vedkommende var det jo kun et plus, at hun lod til at være glad for ulve. Det var så nok også det eneste plus han kunne se ved hende. Som det så ud nu. Kvinder var han bestemt ikke fan af.
Hun var enten ekstremt høflig anlagt eller så var hun sådan en fin dame der var oplært i manere. Men tøjet bar ikke præg af den store og vilde rigdom så hun var nok bare høflig. Det var skam også en god ting hun ikke var sådan en højrøvet madame der troede hun ejede hver mand og ting. Han gav et enkelt nik. "Han følges med mig ja." Meget mere var der jo ikke at sige om den sag? Han kunne sige en løgn, men hvad forskel gjorde det? Så kunne det være hun troede hun bare kunne rende med ham, og det kunne hun bestemt ikke! Zackiel derimod så bare nysgerrigt op på den fremmede der var kommet derhen. Alexander derimod så knap på hende, havde allerede vendt sig blik tilbage ud over havets glitrende vand. De grå øjne så op på kvinden mens hovedet blev lagt på skrå. Ulven rørte sig dog ikke ellers. Blev lydigt stående og viste ikke tegn på interesse udover blikket.