Lidt På Afveje

[Alexander Raphael Vladimir]

At sidde på ryggen af Dantalion og blot lade den store sorte hingst selv bestemme vejen havde igen før Alexander lidt et uventet sted hen. Han var reddet fra Dvasias og ind i Manjarno før han faktisk rigtigt indså det, men det gjorde ham ikke så meget. Han havde altid reddet meget rundt og været i mange byer så han havde været lidt rundt omkring. Set mange steder og mødt mange forskellige typer folk på sin vej. Nogen han brød sig mere om end andre.
Han var reddet videre, eller rettere Dantalion havde ført ham videre, selv efter han havde bemærket han var reddet længere end lige forventet. Men hesten var ikke træt så hvorfor stoppe her? Han havde ikke noget bestemt sted han skulle være så han havde ikke som sådan særlig travlt. Alexander så sig dog lidt omkring, da det var han kom til en lille landsby. Han var ikke helt sikker på han havde været her før. Manjarno var et sted han ikke havde været i et års tid. Men samtidig virkede stedet velkendt på sin egen måde. Naturen var smuk og det tiltalte Alexander i stor stil. Nok også lidt det som havde fået hans hingst til at søge hertil. Med tanken om naturen så dog også ned til sin side og smilede roligt, da det var han så Zackiel gik der ved hestens side. Ulven havde heller ikke travlt. Snuste lidt ind imellem til jorden, men der var ikke noget af interesse som lod til at fange ulvens skarpe snude. Så længe ulven holdt sig i ro var der intet på færde som kunne være risikabelt.

Den lille bys bygninger begyndte snart at komme op på hver side af Alexander, som det var han nu kom ind i byens små gader. Han blev på heste ryggen, mens han så sig lidt omkring. Byen havde nok en kro. Havde de fleste byer jo og han havde på fornemmelsen, at Dantalion i alle fald ville hvile lidt siden han var gået ind i byen. Hesten stoppede da også op, da de kom til et vandtrug og hesten bøjede sig ned for at drikke. Alexander slap tøjlerne så han ikke faldt med forover og så sig omkring imens. Han havde en lys t-shirt på med en mørk åben jakke udover og det lyse hår sad strittende på en rodet facon. Det klædte ham og han gik til daglig ikke med redt fladt hår. Det mere rodet look passede ham bedst.

[Deleted]

Det var ikke andet end end helt almindelig arbejdsdag for Yara der kom gående ud af 'Sequoia', hendes søster oghendes egen butik. Hendes næsebor var stadig fyldt med duften af friske urter og naturlægemidler som de selv fremstillede derinde. Hun kunne godt lide sit job - hun fik lov til at gå ud på engen og ned til søen for at finde urter til butikken. Nogle var nemmere at finde end andre men hun vidste hvor hun skulle lede.
Normalt ville hun have taget Bjaef, familiens gamle hund, men hun kunne mærke at han ikke var i humør til det denne dag. Hun havde sin store flettede kurv med til at bære fundene hjem i og hun glædede sig mere end noget andet til at komme væk fra landsbyen ud i naturen som hun på mange måder følte var hendes virkelige hjem.
Hun havde på denne helt almindelige dag sit helt almindelige arbejdstøjet på og det lysebrune hår sat op. Hun gik ned af den store 'hovedvej' i byen og uden ligesom at lægge mærke til det selv lagde hendes øjne sig på en stor flot ulv lidt længere fremme og som sædvanlig var hun på ingen måde bange. Det var ikke hver dag man så den slags i dette nabolag så hun kunne ikke lade være med at skråne over vejen mod det store flotte dyr uden at ænse manden der stod ved siden af.

[Alexander Raphael Vladimir]

At se en ulv i det offentlige var ikke alle vant til. Alexander var dog typen der var ligeglad. Ulven var hans ven og følgesvend så den kom med hvor han gik. Om det så var inde eller ude af byer. Eller inde i bygninger han gik så kom ulven med. Så kunne folk være så bange som de ville. I Manjarno var der ikke det samme mørke som i Dvasias hvilket ikke var et problem for ham hvis det endelig skulle være. Så længe solens stråler og varme ikke var på et for højt plan så kunne han sagtens leve med det var lidt lunere og lyst. Hans kræfter og energi tog ikke skade så længe det ikke var brændende varmt.
Da hingsten var begyndt at drikke var Alexander kort efter roligt gledet ned af sadlen. Han klappede hesten på halsen og lod ham drikke før han klappede Zackiel der også drak. Ulven var hoppet op med sine forben på trygets kant for at kunne nå op til vandet og drak i mindre slurke end det noget større dyr. Det fik sikkert ulven til at se mindre skræmmende ud. For nogens øjne i alle fald. Mens begge dyr fik stillet deres tørst stod Alexander og så sig lidt omkring selvom der ikke var meget at se på i forhold til større byer, men småt havde skam sin egen charme. Og småt eller ej så så han altid et sted an når han var ankommet. At kende sine omgivelser var en god ting.

[Deleted]

Yaras blik var fæstnet på den store ulv. Ulven mindede hende om den natur hun elskede så meget og helt automatisk begyndte hun at smile lidt. Hun sagtnede farten en smule da hun vidste at selvom hun var druide og at den aldrig ville gøre hende noget, så ville den måske ikke syntes det var rart at hun bare kom gående i høj hastighed lige mod den.
Hun løsrev blikket fra ulven for at se på manden der stod ved siden af den - sikkert dens ejer. Det første hun tænkte var at han så flot ud og at han ikke lignede en fra dette område. Han kom sikkert ikke fra en lille landsby ligesom hende. Men godt så han da ud. Hun vendte lige situationen i hovedet - hun kunne jo ikke bare gå hen til ulven. Det ville virke mærkeligt og han ville sikkert blive nervøs når nu han ikke vidste at hun var druide. Hun var ikke spor nervøs selv men alligevel var der noget over situationen der gav hende kriller i maven men det var for sent at vende om - hun var allerede for tæt på dem til at det ville virke mærkeligt lige pludselig at ændre retning.
Hun løftede hagen og smilede til manden.
"Hej! Er det okay hvis jeg siger hej til din ulv?" Det ville kun være i orden at spørge om lov først når nu det var hans. Så megen høflighed havde Liliya dog fået banket ind i hendes hovede og hun var jo desuden 30 år gammel - lidt erfaring med andre folk havde hun dog selvom hun nogle gange godt kunne sige ting der måske ikke var så passende.
Uden at tænke over det førte hun en løs tot hår om bag sit øre før hun standsede foran mand, hest og ulv.

[Alexander Raphael Vladimir]

Begge dyr drak i ro og mag. Zackiel stoppede først og hoppede let ned fra truget igen og gik lidt rundt og snuste til jorden for at lære stedet lidt at kende. Alexander lod ham. Var selv blevet færdig med at se sig omkring. Der var ikke mange folk på gaden havde han hurtigt erfaret. Han ville nok vække opmærksomhed så. Men det var han jo vant til selv i større byer. Det lå simpelthen bare i det med at have en ulv med på sine rejser.
Endnu en gang havde ulven fanget en persons øje. Til Alexander's overraskelse var det en som ville sige hej til Zackiel? Han havde vendt sit blik mod stemmen, som han allerede før han så personen kunne høre var en kvinde. Typisk at støde ind i en kvinde. Men ja de var jo overalt så han kunne jo ikke undgå dem for altid. Men i det mindste kunne han jo bare gå hvis hun irriterede ham. Han så på hende med et tomt blik før han så ned på ulven  der stod og snuste til en sten. "Det er ikke sikkert han gider sige hej." Ulven så ud til at være optaget alligevel. Men i det mindste så spurgte hun og gik ikke bare hen og gjorde det. Det ville også være dumt. Kom man for tæt på ville Zackiel forsvare sig. Hvis han ikke ville have en tæt på så bed han fra sig hvis personen ikke forstod. Han var jo trods alt et vildt dyr så hvem kunne bebrejde han havde sine instinkter? Han var ganske vist tam, men adlød kun Alexander. Alle andre kunne ses som en fjende hvis ikke Alexander havde givet besked om andet. Og hvis en fjende nærmede sig så var det jo naturligt at forsvare sig selv.
Dantalion pruste og løftede sit hoved fra truget. Så ud til også at have drukket færdigt og hesten fik et klap på halsen af Alexander der havde vendt sig hoved tilbage til hingsten der rystede sin manke og slog den ene hov i jorden og bakkede lidt væk fra truget.

[Deleted]

Hun vendte blikket tilbage på ulven efter mandens accept. Hun vidste godt at ulven sikkert ikke havde lyst til at sige hej og hun kunne endda allerede mærke det bare ved at kommet tættere på dyret - en af fordelene ved at være druide. Ulven var mere optaget af omgivelserne og hun kunne fornemme at det var første gang den havde væert her og gik ud fra at det nok også var første gang manden havde været der siden de nu rejste sammen og sikkert ikke forlod hinandens side hvis de kunne slippe. Sådan havde det også været været med Bjaef inden han blev gammel.
"Du har ret", sagde hun let, "det har han ikke." Blikket blev igen vendt mod manden. Hun kunne mærke sine kinder blusse ved tanken om hvor mærkeligt hun måtte se ud. Hun vidste godt selv at der ikke var så mange druider tilbage - i hvert fald ikke hvad man kendte til - så det var nok ikke indlysende hvorfor hun kunne vide det uden så meget som at nærme sig dyret.
Hun slog blikket ned og pillede lidt ved sin kurv. "Det er ikke ofte vi ser tamme ulve her. Det tætteste jeg kommer på det er min gamle hund derhjemme" Hun smilede lidt ved tanken om Bjaef liggende derhjemme foran ilden. Han var efterhånden gammel og der var nok ikke mange år tilbage i ham. Meget af grunden til at han stadig var i live var nok at både Liliya og hende selv havde givet ham nogle forkellige urter og brugt lidt af den lille smule magi de begge besad til at holde ham ved godt helbred. men selvom tanken var grum, så vidste hun inderst inde godt at det snart var tid til at sige farvel til ham.

[Alexander Raphael Vladimir]

At hun kunne mærke på Zackiel om han ville snakke eller ej kom lidt bag på ham. Eller så var det bare fordi hun alligevel havde fortrudt, at hun sagde ulven ikke ville. Zackiel havde sådan set heller ikke tiden til det. Han snuste til mange nye dufte og det vidste Alexander, at det kunne han bruge meget tid på. Han nævnte dog ikke noget med det at hun troede ulven ikke ville sige hej. Kunne også være hun bare ikke ville forstyrre den. Der kunne være mange grunde. Hvilken en der så var rigtigt eller tættest på anede han ikke. Kunne jo også være ligemeget?
Han vendte stille sit blik mod Zackiel da hun snakkede om tamme ulve. Var Zackiel tam? Tja Alexander selv ville kalde det trænet, opdrættet. Men tam? Ja det var nok også et ord for det. Dog var der stadig instinkter og vildskab i dyret så man skulle jo ikke bare tro han var som en hund. At det tætteste på tamme ulve hun kom var hendes gamle hund. Så var der alligevel et spring. Men ulve var jo generelt bare ikke noget man så så tit. Ikke blandt mennesker og i opdræt som havde det været en hund. Men Alexander kunne lide at være anderledes. "Han er ikke den sociale type.." mumlede han stille for sig selv med blikket vendt mod ulven. På den måde kunne ulv og ejer være meget ens. Alexander var heller ikke just den sociale type, men det var han blevet lidt mere på det sidste. Men i rette selskab nok kun. Ikke alle interesserede ham til at han gad snakke og omgås folk.

Han kørte en hånd igennem sit blonde hår og vendte blikket op mod himlen over dem. Mest for at se om han kunne vurdere hvor længe der ville være lyst endnu. Et par timer skulle det da nok kunne blive til mindst. Sikkert lidt mere. Zackiel var holdt op med sit snuseri og det var som om det først var nu, at ulven havde opdaget der var kommet en fremmede. De blågrå øjne så op på kvinden. Vagtsomme, men alligevel lidt nysgerrige.

[Deleted]

Det virkede som om han talte sandt. Ulven virkede ikke til at have lyst til at sige hej og det var også i orden. Den havde dog fået øje på hende og selvom hun kunne føle vagtsomheden i dyret. Hun smilede lidt. Det virkede ikke kun som om det var ulven der var asocial - manden virkede heller ikke som om han havde lyst til at snakke.
"I er ikke herfra er i?" Igen lagde hun mærke til kontrasten mellem hans udstråling i forhold til det simple landsbysamfund de befandt sig i. Det kunne være det slet ikke var meningen han skulle igennem byen så det undrede hende hvad han lavede her. Normalt ville hun ikke have vist interesse på denne måde men når nu han skilte sig så meget ud, kunne hun ikke lade være med at være nysgerrig.
Selvom hun kom ud og væk fra landsbyen havde hun aldrig været længere væk end grænsen til Procias og Dvasias og i Imandra for at lede efter sjældne planter og urter til butikken. Dog havde hun aldrig set en som ham.
Hun rettede lidt på den lange kjole så hun så lidt mere anstændig ud overfor ham. Hendes hænder var grønne og beskidte efter at have håndteret planter og hakket urter siden morgengry - et arbejde hun elskede.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han rystede stille på sit hoved efter lidt tid. Nej han var bestemt ikke herfra. Ikke engang fra landet af. Skilte han sig virkelig så meget ud? Eller så var Zackiel der gjorde. Men en ulv burde jo høre til i natur omgivelser? De boede jo også i en skov. Men ikke her. Nej hele vejen i Imandra. Han klappede roligt ulven på hovedet, da den kom hen og skubbede til hans ben som det var den stilte sig ved siden af ham. Ulven så stadig på kvinden, men holdt sig på afstand. 
At hun rettede på sin kjole og glattede den ud undrede Alexander en kort stund. Hun så ud til at være en kvinde der var af typen som arbejdede af en art. Noget med have ud fra det grønne på hendes hænder. Blomster og planter. Det var de færreste fine fruer der selv gjorde den slags. Og selv hvis de gjorde så ville de næppe gå ud offentligt før de var rene. Og hvor mange fine fruer var der mon i denne lille landsby? Men netop det faktum, at hun ikke var en fin frue trak hende lidt op i agtelse hos Alexander. Han brød sig ikke om fine fruer. Ikke dem han havde mødt.
"Vi er på en lille rejse og så kom vi forbi." tilføjede han roligt som opfølgende svar til sin hovedrysten fra før. Hans blik gled lidt rundt igen. Han kunne ikke finde ud af om han havde været her før eller ej. Han blev enig med sig selv om at det måtte blive et nej. Enten det eller at det var kun få besøg og for lang tid siden hvis der havde været nogen. Dog så var det en charmerende lille landsby. Det ville han nok have kunne huske hvis han havde været her før. Det kølige blå blik hvilede på bygningen som var tættest på ham. Ikke store prængende huse. Nej det var en hyggelig lille flække. 

[Deleted]

Yara havde lagt mærke til at han havde set på hende - specifikt hendes hænder. For hende var beskidte hænder en del af hverdagen og et del af hendes liv. Ikke noget hun fandt som en byrde da hun elskede naturen på både godt og ondt. Hun havde da også stukket sin finger på en rosentorn en gang eller to men det ændrede ikke på den måde hun så på dyr eller planter.
Som en slags svar på at han havde set på hendes beskidte hænder sagde hun: "Jeg har en lille butik på den anden side af vejen - vi sælger urter og den slags samt viden indenfor healing. Min søster og jeg bestyrer den selv." Hun trak på skuldrene og smilede. Hun vidste godt at det nok ikke var hver dag de rige fine damer i de større byer var ude og rode i jorden. En skam. Nogle gange når større selvskaber rejste igennem byen - selvfølgelig uden at stoppe - kunne hun føle sig helt kvalm ved at se de store tunge gevanter de bar og de store lukkede vogne de rejste i for ikke at skulle være i kontakt med naturen. Kunne hun selv bestemme ville hun rejse alle vegne på gåben for på den måde at være tættere på naturen. Hun kunne ikke forstå hvordan andre overhovedet kunne have det anderledes.
"Hvad laver De så?" Et kort øjebliks høflighed. Ikke sjældent det skete men heller ikke ofte overhovedet. Nogle gange kunne svingene i høflighed være en smule forvirrende men hun lagde efterhånden ikke mærke til det. Det var søsterens ord og lektioner i høflighed der engang imellem satte ind og fik hende til at tale sådan.
Da det gik op for hende blev smilet en smule skævt og hun så et kort øjeblik ned en smule flov. Havde hun talt for meget?

[Alexander Raphael Vladimir]

Han hørte godt hun snakkede om en butik. En butik som hun havde med sin søster. Han hørte efter selvom det måske ikke helt så sådan ud. Han vidste ikke engang selv helt hvorfor han lyttede. Han kunne jo være ligeglad?? Men det at hun ikke var ked af at tage fat og arbejde var noget som gjorde han faktisk ikke ignorerede hende lidt. At piger var bange for at blive beskidte var altså vildt tåbeligt. EN sand kvinde turde skam godt få lidt jord på hænderne. Han så hen mod hende, da hun dog så valgte at spørge ind til hvad han lavede. Han kunne jo ikke være så ærlig som hun selv og sige direkte at han enten slog ihjel eller spionerede. Nej det var nok ikke så smart. Ville ødelægge hans dobbeltliv sådan set selvom det jo kun var en lille flække dette her så kunne verden komme hertil og folk herfra kunne komme ud i verden.
Han så på hende i lidt tid. Ikke noget der var tale om en evighed, men han svarede ikke lige med det samme på hendes spørgsmål. Det var jo næppe høfligt at nægte at give svar. Og så igen så havde hun jo ikke krav på noget? Han valgte dog at være lidt fleksibel og give.. et lidt afvigende svar måske i forhold til sandheden, men det vidste hun jo intet om? "Jeg rejser rundt." Det var jo sådan set sandt nok. Men ikke hele sandheden. Den ville hun ikke få ligemeget hvor meget hun så end ville ligge og tigge. Hvad årsag for det så skulle være. "Og så opdrætter jeg ulve i min fritid.." Han slog et let kast med hovedet ned mod Zackiel. Det var jo sådan set også sandt. Og hun kunne jo nok gætte sig mod det hvis det var når hun nu vidste han havde en ulv som var tam. Hemmeligheden var jo at have haft den fra den kun var en lille hvalp. Alexander så ned mod ulven. "Ikke noget videre spændende sådan set.." Det var så lidt løgn. Hans arbejde kunne være kedsommeligt. Især når man var tvunget til at omgås skabede fine damer fordi man skulle enten opfange informationer eller man skulle ind på livet af dem eller deres ægtemænd måske for at slå ihjel. Men der var skam også spændende sider af jobbet.