En tur på afveje

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Denjarna havde fortalt ham, at man selv skulle fremstå som et godt eksempel, dersom man ønskede at blive udvist det samme.. Det var måske det han virkelig forsøgte med i denne stund? Specielt fordi at han virkelig ønskede at forstå meningen med det, for det var så langt fra hans egen virkelighed og selvopfattelse, at det gjorde helt ondt. Blikket gled direkte mod hendes skikkelse atter en gang. Hans ord var en advarsel, som man også kunne kalde det for et råd. Hun ville vel næppe ønske at komme til skade? Som hendes slags normalt set blev udsat for på denne side af grænsen. At det jo så derimod var noget som gjorde hende mere tryg og komfortabel omkring ham, havde han jo så ikke lige regnet med.
"Jeg begriber ikke Jeres iver efter at redde andres ende, når det i princippet kan koste Jer for Jeres egen," fortalte han sigende. Hun fremstillede det jo nærmest som noget stort, at hun skulle finde denne plante, for at redde et andet individ. Han forstod bare ikke rigtigt meningen bag, og det kunne han så sandelig godt mærke.
De isblå øjne hvilede intenst på kvinden, som stod foran ham. Han kneb øjnene ganske let sammen. Han forstod sig ikke på den form for humor. Den mere morderiske af slagsen derimod.. Det var noget som han kunne! "Øve mig hvordan?" spurgte han med en mere kortfattet mine. Ja, selvfølgelig var det ham en frustration uden lige, når han ikke vidste hvad han kunne eller skulle gøre ved tingene.. men at spørge om hjælp.. Det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til, og da slet ikke af en fra de lyse og neutrale lande!

[Deleted]

Hun kunne slet ikke forstå hans tankegang. Hun ville da føle sig utrolig heldig at have folk omkring sig der holdte nok af hende til at turde tage til for eksempel Dvasias. Havde han slet ikke nogen i sit liv der ville gøre det for ham? Og han ville heller ikke selv kunne finde på at gøre det? Dvasias var virkelig et meget mørkt sted - både fysisk og i dem der boede her. 
"Jeg ser det som en ære at tage afsted på sådan en færd. Selvom jeg hverken er særlig stærk i hverken sind eller krop, så gør jeg det for en person jeg ikke vil være foruden." Hvis hendes ældre veninde derhjemme døde ville hun savne hende meget. De brugte meget tid sammen og hun havde lært Yara mange nyttige ting om verden som hun ikke ville kunne undvære. "Jeg håbede heller ikke på at komme til skade men nogle gange er det som om hjertet taler højere end hovedet." Hun trak på skuldrene. Det var noget der ikke kun skete for hende en gang imellem - det skete faktisk ofte men det havde aldrig ledt hende et så farligt sted hen. Hun ville nok give det lidt ekstra eftertanke inden hun tog til Dvasias igen. Og uanset hvad så måtte Liliya ikke finde ud af at hun overhovedet havde været i Dvasias. Hendes søsters beskytter-gen gjorde det nogle gange svært for Yara at handle. Hun havde mange gange på turen til Dvasias overvejet at stå af vognen og tage tilbage af dårlig samvittighed.
Hun smilede. "Du kunne jo snakke mere med folk som mig? Folk fra Manjarno? Eventuelt kunne du jo tage til Manjarno - udvide din horisont." Hun lagde ikke længere mærke til den måde hun tiltalte ham. De var jo som sådan ikke dus endnu men hun kom fra en lille landsby hvor hun ikke var vant til at være dis med nogen som helst.
Yara Havde efterhånden været alle steder. Det eneste sted hun manglede at besøge nu, var Procias men lige nu var der ingen grund til at drage dertil. Hun ville helst ikke stå i midten af det lyse og mørke, selvom det nogle gange var svært. Hun boede jo trods alt i Manjarno - der kom jo ofte folk fra både Procias og Dvasias. "Men hvorfor skulle du gøre det?", hun smilede en smule skævt, "det virker som om du har det fint her."
Hun trak kappen lidt om sig - hun var begyndt at fryse en smule. Hun var ikke sikker på om det var hans tilstedeværelse eller om det bare var fordi det var begyndt at blive rigtig koldt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var mere nysgerrig, end han var ude på at gøre skade på denne kvinde. Det gode hjerte, som mange havde forsøgt at forklare ham om, var slet ikke noget som han selv forstod sig på, men var det overhovedet underligt med den opvækst han havde fået? Han kneb øjnene let sammen. Ja, det frustrerede ham selvfølgelig, når han ikke forstod det, men det kom vel også med tiden, gjorde det ikke? Hun ville gøre det for en person som hun ikke ville være foruden?
"Hvad er meningen med at miste livet i forsøget på at redde en som man har kær? Det vil jo i det tilfælde, kun koste Jer begge." Han tænkte langt, men alligevel snævert. Selv kunne han ikke forestille sig at skulle gøre det samme. Han havde Faith - Dæmonernes leder, som den eneste, som han kunne kalde for kær i sit liv, efter hans mor døde ved fødslen, og hans far havde han aldrig nogensinde set. Han var vel et sted Palle alene i verden? "Eller bare et forsøg på at stå bag en tåbelig heltegerning?" Det andet var for venligt til at han kunne eller ville forstå det.
Lucifer vendte kort blikket i retningen af springvandet igen. Han ønskede et sted ikke at gøre denne kvinde ondt, også selvom hun stod der som en fremmed i hans land.. Ja, han betegnede det nærmest som sit, da han selv var født og opvokset her, med den hårde tilværelse. 
"Hvad skulle jeg dog lave blandt Jer sukkersøde væsner?" spurgte Lucifer. Hans hjerte var iskoldt.. Var ikke kommet i berøring af nogen kvinde eller noget andet individ, og han var lukket hvad det angik. Et sted vel fordi at han var.. bange? Dog ikke noget som han ønskede at lade nogen vide noget om. 
Lucifer kneb øjnene let sammen. Ja, han havde det fint her, men det var ikke ensbetydende med, at han ikke ønskede at udvide horisonten og opleve andre ting, for det ville han faktisk gerne. "Er der da noget som indikerer, at jeg ikke ønsker at udvide horisonten og udfolde mig? Jeg har det fint her ja.. Men det er frygten i Jeres øjne, som er min drivkraft." Igen trådte han tættere på hende. Hun var ubekvemt.. Og han elskede det.

[Deleted]

Yara rynkede brynene. "Eller det kunne lykkes? Alene håbet om at jeg kan redde sin min ven er nok for mig. Jeg tager jo ikke bare lige til Dvasias - det var en svær beslutning og bestemt ikke er forsøg på at opnå en heltegerning. Virker det som om det er tilfældet?" Tankerne vendte endnu engang tilbage til Liliya der troede hun befandt sig i Imandra. Hun tænkte at det måske var meget godt at denne person, ligegyldig hvem eller hvad han var, vidste hvem hun var. I det tilfælde at hun ikke kom hjem og Liliya ville søge efter hende var det nok meget godt at nogen kunne fortælle hende at Yara havde været i Atterlin. Det var en sikkerhedsforanstaltning men det var svært at finde det rigtige tidspunkt at introducere sig.
Brynene løftedes igen ved hans ordbrug: sukkersøde væsner. Hun havd aldrig tænkt på hverken sig selv elle folket i Manjarno som sukkersøde væsner. Der var rigtig mange rigtig søde folk i Manjarno men det var langt fra alle der var lige venlige.
"Der er ikke noget der indikerer at du ikke vil udvide din horisont. Jeg tænkte bare at der måtte være en grund til at du stadig står og snakker med mig selvom jeg bare er fra Manjarno. Jeg tror at du gør det fordi du netop gerne vil udvide din horisont. Derfor syntes jeg du skulle tage til os 'sukkersøde' væsner i Manjarno." Hun smilede skævt til ham med løftede bryn for som at spørge 'har jeg ret'? "Jeg håber da det er andet end min frygt der gør du har lyst til at snakke med mig."
I det øjeblik gik det op for hende at hun ikke følte frygten for ham så voldsom mere. Den var der, men ikke så dominerende som før. Noget hun dog stadig kunne mærke, var den blussen der steg op i kinderne på hende, da han trådte tættere på hende. Hun var ikke vandt til denne slags kontakt og at han blev ved med at komme så tæt på hende mindede hende hele tiden om det.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer betragtede sig af kvinden foran ham. Selvom han måske ikke ligefrem kunne sige sig, at forstå sig på. Hvad der var den lyse drivkraft, forstod han sig slet ikke på, men det kunne godt være, at det var fordi at han var for præget af det andet istedet for. Ikke at det var noget, som han som sådan kunne gøre det største ved, men hvad.. selv han blev jo temmelig nysgerrig på den slags af den grund. "I gør det for en heltegerning? For at blive mindet? I gør det i det blinde håb for den gode gerning som tager flere liv end hvad det andet gør.. Finder I virkelig en drivkraft i det?" spurgte Lucifer med en direkte stemme denne gang. Han forstod det virkelig ikke. 
Smilet bredte sig let på Lucifers læber. Det var uden tvivl et af de spørgsmål som han var så vant til at få. Når alt endelig kom til alt, var han nysgerrig, og han ønskede jo også at finde ud af hvordan andre gjorde det, når de ikke kom fra de samme kår, som det han selv gjorde. "Enhver ønsker at udvide horisonten.. Du derimod er en person, som kan give mig netop de svar, som jeg står og søger.. Om din slags.. Det sted du kommer fra.." Han kneb øjnene let sammen. Det var bestemt ikke fordi at han faktisk brød sig om, at han stod der med følelsen af så mange spørgsmål. Tvært imod, så hadede han det, men han ønskede at finde ud af det hele alligevel.
Endnu en gang tog Lucifer et skridt tættere på hende. Han ønskede at markere, at det var ham som bestemte, og ikke nogen anden. Hun befandt sig på hans side af grænsen og i hans land, og det var det som skulle markeres. "Jeg har endnu ikke fundet ud af, om du bare er direkte dum eller ekstrem hovmodig, ved at søge hertil.. Og det gør mig desværre nysgerrig... Hvad er dit navn?" spurgte han videre.