En tur på afveje

[Deleted]

Klædt i en sort kappe, lidt for stor, bevægede Yara sig ind på pladsen hvor et der stod et springvand. Hun havde aldrig været her før. Ikke engang i byen - ikke engang i Dvasias. Hun begyndte at forstå hvorfor Liliya havde forbudt hendes at tage afsted det virkede ikke just som et rart sted - det var i hvert SLET ikke som Procias.
Hun så ned på den lap papir hun havde holdt så hårdt fat i at den var blevet helt krøllet og nusset: "Javericks Herbs". Hun var ankommet alt for sent. Dem der havde samlet hende op på vejen dertil var blevet på den kro de holdt ind ved alt for længe. Det var allerede blevet mørkt og hun havde haft planer om at tage hjem allerede samme aften. Det var da også utroligt besværlig at dén urt kun fandtes i Atterlin. Men hun måtte have den til den syge ældre dame derhjemme der ikke havde andre muligheder.
Der var kun et pa få mennesker på pladsen omkring springvandseffekt og selvom stemningen var mere dyster end hun var vant til var det ikke en dårlig stemning. Man kunne høre at der var gang i kroen lidt længere væk og folk lo og sang. Det hjalp lidt på hendes uro men det var umuligt at Javericks havde åbent på dette tidspunkt. Hun satte sig ned på kanten af springvandseffekt for at udtænke sit næste træk. Liliya måtte være ved at dø af bekymring.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Atterlin var bestemt ikke det sted som Lucifer opholdt sig mest, men det var derimod et af de steder i landet her, hvor man kunne regne med at der skete noget. Vinden blæste koldt i denne aften, hvilket passede den unge dæmon ganske fint, da han søgte ned igennem de snævre stræder og gader som udgjorde Atterlins midtby. I aften var der overraskende få mennesker ude, selvom det nu intet gjorde ham i aften. Lidt ro var rart til en forveksling. 
De isblå øjne spottede omkring. En enkelt kvinde med en lille dreng, som søgte i retningen af de mange sølle boliger som var samlet i mindre områder rundt omkring i byen. Her i midten var det handel som kørte, og det var det vigtigste. Byens center. 
Springvandet var som altid flot på denne tid af døgnet og særligt på denne årstid, var den i særdeleshed smuk. Han havde sit eget rituale, når han endelig var her.. Og han agtet at vedligeholde det. Med kappen let blafrende efter sig i takt til hans selvsikre gang mod springvandet, stoppede han op lige ved det. Hånden søgte ned i den dybe lomme hvor han fiskede det op som han søgte: En sølvmønt. Med tankerne kredsende i hans hoved, endte han med at kaste mønten op i luften og lod den falde i vandet. Selvom han vidste, at andre ville samle den op så snart han vendte ryggen til, var han ligeglad. Det var tanken der talte. Skikkelsen som selv sad ved springvandet, lod han ikke til at være synderlig interesseret i hende. Og ærligt? Det var han heller ikke.

[Deleted]

Yara vægtede mulighederne: enten måtte hun prøve at finde butikken selvom det var aften og skynde sig hjem så hurtigt som muligt eller hun måtte finde et sted at sove selvom det ikke tiltalte hende at opsøge den larmende kro af frygt for at blive chikaneret når hun nu ikke var fra Dvasias.
Hun hældte mest til at finde et sted at sove men det kunne da ikke skade noget at lede efter butikken først. Hun løftede hovedet fra papiret i sine hænder og så sig vagtsomt rundt. En ung mand stod ikke langt fra springvandet og var på vej væk. Han så ikke specielt skummel ud og det kunne ikke da ikke skade at høre når han nu alligevel ikke så særlig farlig ud.
Hun løftede lidt op i skørterne og rejste sig hurtigt og tog et par skridt mod ham før hun stoppede. "Hej! Undskyld øøøh... Ved du helt tilfældigvis hvor Javericks ligger henne?" Hun tænkte at det nok ikke ville nytte at sige at hun ikke var derfra da det vist var rimelig åbenlyst. Hun lignede ikke en herfra - faktisk lignede hun en fra Procias og det var først lige efter hun havde sagt noget at hun tænkte at det måske ikke var helt smart for hende at være i Dvasias. Måske havde Liliya haft ret?
Yara trak trods disse tanker den store sorte hætte lidt tilbage så det ville være muligt for ham at se hende ordentligt - det ville da kun være høfligt. Hun tog den dog ikke helt af.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Uanset hvem kvinden var, så var deti kke en som Lucifer havde betegnet som værd at spilde sin tid på. Dæmon var hun ikke, hvilket han så tydeligt kunne se. Ja faktisk lignede hun slet ikke en fra landet her, og derfor var det da slet ikke noget, som han ønskede at spilde sin tid på. Hans blik fulgte mønten som skinnede i takt med at lyset ramte den, inden den faldt direkte ned i springvandet foran ham. Måske at det var latterligt det han havde gang i.. Men det var sådan han bad for sin døde mor. Bad til at hun havde det godt, uanset hvor hun nu var endt, for han vidste det ikke. Døden havde han dog altid havde tæt ind på sit liv, og specielt efter at en kvinde som Faith havde valgt at tage sig af ham.
Først da kvinden valgte at henvende sig til ham, vendte han de isblå øjne direkte i retningen af hende. Hans blik var koldt og gennemborende. Isdæmonen var det mest tydelige fremme i ham lige i aften. "Det vil jeg ikke lige påstå at jeg gør.. Og næppe gør du.. Du er ikke fra egnen her, er du?" Han var meget fremme og meget direkte i hans tale, men også fordi at han heller ikke så nogen grund til at skulle pakke tingene sådan ind. Det fik man da intet ud af. 
Lucifer blev stående og betragtede sig af den udseendemæssige unge kvinde. Han så ikke nogen grund til at handle. Han var ikke her fra egnen, men var normalt bosat i Appolyon, som faktisk lå et godt stykke derfra. "Procianer?" spurgte han efterfølgende mere direkte.

[Deleted]

De isblå øjne der lige pludselig stirrede på hende gjorde hende en smule ubehageligt til mode. Han var i hvert fald ikke et normalt menneske eller druide som hende selv. Kun et par gange havde hun set dens slags øjne - en isdæmon. Der havde været et par stykker igennem den landsby hun boede i og t par af dem havde endda været inde i Sequoia for at erhverve sig healende urter.
Han var meget direkte i den måde han talte på og gik lige til sagen. Han vidste altså IKKE hvor det var. Måske var han heller ikke selv fra dette område. Det var i hvert fald forsøget værd.
Mere nåede hun ikke at tænke før han begyndte at snakke om hvor hun var fra. Det kom ikke som en overraskelse at han spurgte eftersom hun på ingen måde lignede den lokale befolkning men det gjorde hende alligevel en smule bange fordi han antog at hun kom fra Procias. Havde det været tilfældet havde hun godt nok været en modig procianer.
"Nej, jeg kommer fra Manjarno", sagde hun så selvsikkert som hun kunne men nervøsiteten begyndte at tage over. "Jeg skal have en speciel urt fra Javericks men hvor butikken så end er har den vel allerede lukket." Hun havde på fornemmelsen at hun begyndte at snakke for meget. hun blev mere og mere nervøs. Hun havde aldrig været i landet før og det var derudover en af de eneste gange hun havde snakket med en mand der ikke bare havde været kunde i butikken derhjemme. Sådan var det altid.
Hun fjernede blikket fra hans øjne som nærmest havde haft en hypnotiserende effekt på hende og kiggede i stedet ned på sine hænder.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var isdæmon, og det var uden tvivl med alt hvad det måtte indebære, og det var uden tvivl også noget som passede ham ganske udmærket. Han kneb øjnene let sammen. Hans blik var gennemborende.. iskoldt og uden nogen spor af varme og venlighed, dog selvom han endnu ikke havde gjort nogen tegn til at ville yde et angreb på denne kvinde. Kvinden var ikke en procianer - som hun jo ellers så ud til, men det kunne jo være, at hendes race var derfra.. En tanke som han faktisk ikke helt brød sig om. "Fra Manjarno? Interessant.. Det er ikke ofte, at de bevæger sig herud," sagde han med en rolig stemme. Selv så han jo ikke nogen grund til at hidse sig op - endnu.
Uanset hvad det var hun søgte efter, så var det ikke noget som Lucifer kunne hjælpe hende med. Denne by var ikke den som han oftest opsøgte, og bestemt ikke for sin søgen efter krydderurter. Han rynkede let på næsen. "Som så mange andre steder, så er butikkerne rent faktisk lukket på denne tid," påpegede han sigende, som var det ganske logisk. Det var mørkt, og selv her i Dvasias, var man til dels påpasselig med sine ting. Lucifer lod armene glide over kors og betragtede sig af hendes skikkelse. "Og du er sikker på du ikke er fra Procias.. Du ligner mig en," endte han mere sigende end tidligere.

[Deleted]

Hans stemme var så rolig at det gav hende kuldegysninger ned af ryggen. Måske havde det alligevel ikke været en god idé at spørge ham om vej. Hun følte sig gradvist mindre og mindre i hans nærvær, for han havde jo til dels ret. Hendes race var druide - en prociansk race - og det var ikke sikkert at han ville tro på hende hvis hun stadig insisterede på at hun kom fra Manjarno. Hun forstod som sådan godt hvorfor han blev ved med at spørge - i hans sted havde hun nok gjort det samme. Det var nok ikke hver dag en procianer vovede sig ind i Dvasias.
I det øjeblik tænkte hun tilbage på sin søster der så mange gange havde bedt hende om IKKE at tage til Dvasias - hun forstod lidt hvorfor nu.
Men som den optimistiske person hun nu engang var, var hun alligevel overbevist om at det nok skulle gå. Hun lagde armene over kors. "Jeg er fra Manjarno - jeg arbejder i en butik ved navn Sequoia i Natymia. Ikke fordi jeg regner med at du kender stedet altså..." Hun havde som sådan ikke løjet - bare undladt den detalje at hun var druide. Der var ikke én følelse at spore i hendes ansigt selvom han var begyndt at gøre hende en smule nervøs. Det føltes lidt som en afhøring.
"Og hvad så hvis jeg VAR fra Procias?" Hun løftede et øjenbryn for ligesom at understrege sandheden i det hun havde sagt og det ville være for åndssvagt at tro andet end at det var sandheden. Hun spurgte mest af nysgerrighed - hun havde ingen erfaring med det folk der boede i Dvasias udover de gennemrejsende i den by hun boede i og det sagde ikke så meget. Hun konkluderede at det ville være nyttig viden eftersom det måske ikke var sidste gang hun besøgte Dvasias hvis hun altså kom levende derfra igen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Nysgerrigheden var uden tvivl gengældt, selv fra Lucifers side. Han blev stadig stående, kun for at betragte sig af kvinden som han stod overfor. Her i landet, skulle man uden tvivl være påpasselig med hvem man opsøgte, og hvem man ikke opsøgte. For nu, så Lucifer dog ikke nogen grund til at skulle gøre hende noget ondt.. Så lang tid, at hun ikke viste sig at være en procianer om ikke andet. 
"Jeg erkender gerne, at jeg ikke er meget kendt i Manjarno. Jeg har blot været på den side af grænsen en enkelt gang tidligere," fortalte han. Derfor kunne han jo heller ikke vide, om hun faktisk snakket sandt for ham. Hovedet lod han søge langsomt på sned, mens elevatorblikket kørte op og ned af hende, som han faktisk forsøgte at spotte noget, som kunne vise sig at være prociansk.. Af race virkede hun varm og mild.. og det var noget som naturligvis satte lidt for mange af de forkerte tanker i ham, og det var bestemt ikke noget som kom hende til gavn.
"Lad mig give dig en lektion over Dvasias," begyndte Lucifer roligt, da han søgte hen mod hende. Hans skridt var langsomme og rolige.. målfaste alligevel. "Før det første.. så tolererer vi yderst sjældent løgne," begyndte han roligt. De isblå øjne hvilede intenst i hendes blik. "For det andet.. Ser vi en procianer på denne side af grænsen, bliver vedkommende slået ihjel," tilføjede han, da han stod helt foran hende. Han hævede den ene hånd, som han lod stryge over hendes kind. Hans hånd var kold.. Han var jo isdæmon. "Og for det tredje.. ved at udvise utryghed og bekymring, bliver du som et jaget bytte.. Her må man vise sig stærk," tilføjede han sagte.

[Deleted]

Yaras blik forsøgte forfjamsket at hvile alle andre steder end på ham da han kom nærmere, men det var umuligt. Aldrig nogensinde havde hun mødt nogen som ham. Hele hans væremåde fik følelser frem i hende som hun ikke vidste hun havde. Hun kunne ikke sætte ord på dem og hun vidste ikke om det var en god eller dårlig ting.
Hans øjne fangede hendes og nu var han så tæt på hende at hun kunne mærke hvor kold hans krop var. Det var ikke tydeligt, men det var som om det generelt bare blev koldere og koldere omkring hende. Hun kunne ikke udlede noget af det han gjorde eller sagde - hans blik fik hende til at skælve en smule.
Da hans iskolde hånd kom i kontakt med hendes kind, spredte en isning sig igennem hele hendes krop. Hun havde aldrig været så tæt på nogen før udover sin søster og da bestemt ikke en mand! Ingen havde nogensinde rørt hende på den måde før og selvom hun godt kunne fornemme at det var en advarsel, kunne hun ikke stoppe en rødmen i at blusse op i kinderne.
"Du burde komme til Manjarno noget oftere", fik hun sagt en smule hæs og stadig med sit blik fastlåst med hans som i en trance, "det er slet ikke lige så svært."
Først efter hun havde sagt det kom det bag på hende hvor dumt det måtte have lydt. Alene det fik hende til at fjerne blikket fra hans og træde et skridt tilbage med blikket ned - nu helt rolig. "Jeg vil ikke fornærme dig. Jeg vil bare gerne finde Javericks og så hjem igen. Men nu ser det ud som om jeg må finde et sted at sove først", konstaterede hun. Hun løftede langsomt blikket og så på ham i dyb alvor. Hun havde ikke været i mange skænderier i sit liv men hun turde dog sige om sig selv, at hun ikke var bange for dem. Hun var heller ikke bange for ham. Hvis han ikke havde troet på at hun var fra Manjarno, så havde hun allerede været død. Det havde han selv sagt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Man kunne jo lige så godt give denne kvinde de lektioner som skulle til, netop for at sikre sig sin egen overlevelse på denne side af grænsen, for det var noget af en udfordring, så meget viste han da allerede. Han var kold.. han var en isdæmon, og han var uden tvivl en af de mere betydningsfulde her i landet, og det var bestemt heller ikke noget som han havde tænkt sig at skjule på nogen måde.
Lucifer stoppede op foran hende, hvor han lod hånden kort stryge hendes varme hud. Det føles sjovt mod hans iskolde hud, og han kunne et sted godt lide fornemmelsen af det. Ved hendes ord, lod han de isblå øjne søge direkte til hendes ansigt endnu en gang. Hun rødmede? Han lod hende trække sig. "Hvad er der så specielt i Manjarno?" spurgte han direkte. Selv det land havde aldrig rigtigt vækket ham nogen interesse før, så hvorfor skulle det dog gøre det nu?
Lucifer lod hovedet søge en kende på sned ved hendes ord. Nej.. hun reagerede ikke som en typisk procianer ville, om de havde været på stedet her, og derfor var han faktisk til dels overbevist om at hun måtte være fra Manjarno. Et sted som alligevel havde hans interesse, men han have bare ikke nogen grund til at opsøge det - endnu om ikke andet. "Det må være en vigtig urte, eller et meget vigtigt krydderi, eftersom du tager turen til Dvasias alene.. uden at kende til nogen." Om han skulle kalde det for mod eller dumdristighed, havde han dog endnu ikke fundet ud af, men det kom vel på et tidspunkt?

[Deleted]

Yara kunne mærke sit hjerte lette ved emneskiftet. Afhøringen var som sådan overstået og hun kunne mærke på ham at han i hvert fald troede lidt på hende. Han virkede i det hele taget en smule mere afslappet og alene det gav hende humøret igen. Hun var og havde altid været en glad optimist så der skulle meget til før hun lod noget få hende ned med nakken.
"Der er som sådan ikke noget specielt ved Manjarno. Måske er det det, der gør det til noget specielt." Hun sendte ham et smil. Hun havde aldrig tænkt på hvad der var specielt ved Manjarno. Det var hendes hjem og hun have aldrig tænkt på det anderledes. Men som hun også havde sagt til ham så var der virkeligt ikke noget særligt ud over det sædvanlige. Men i forhold til dette sted, dette kolde, delvist golde sted, var der meget der var specielt ved Manjarno - i hvert fald for hende. Naturen og menneskerne var specielle, og generelt stemningen var så meget anderledes. Den ville i hvert fald være anderledes for en som ham.
Hun undrede sig lidt over hans kommentar. Var han rent faktisk interesseret? Det var ikke ofte hun mødte nogen der var interesseret i de ting hun arbejdede med - i hvert fald ikke andre end healere og andre i samme erhverv. "En ældre kvinde i den by jeg bor i ligger syg. Hun har ikke andre muligheder end den urt jeg prøver at finde her." Hun trak let på skuldrene og så ned. Som hun elskede naturen elskede hun også mennesker. Eller... Det vil sige 'mennesker med respekt for naturen'. Denne kvinde der lå syg derhjemme tog ofte med hende når hun skulle ud på kortere rejser og de havde efterhånden lært hinanden rigtig godt at kende. Hun ville ikke snige sig hjemmefra på denne måde for hvem som helst.
"Og jo, jeg kender nogen her. Lidt i hvert fald." Hun nikkede imod ham, blinkede med det ene øje og et fint, kort grin forlod hendes lyserøde læber.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Selv nu hvor Lucifer tildels var overbevist om, at der ikke var noget prociansk i denne kvinde, så var hun stadig lys af hjerte og sind.. Det kunne han jo se, udelukkende på den uro som hun udviste for ham. Et sted var det en tanke som han fandt morende. Uroen stod i hendes øjne, og det var tydeligt, at hun ikke var komfortabel ved at stå her i øjeblikket.. Og det rørte ham virkelig ikke.  Han var hende overlegen her.. Det var på hans hjemmebane, så det var så sandelig hende, som var nødt til at passe lidt på med hvad hun gjorde, og hvad hun sagde. 
"Sjovt.. Du er den anden som siger det til mig," sagde han med en sigende og ærlig mine. Man kunne ikke just påstå at hans møde med Denjarna af Manjarno havde forløbet særlig godt, men det var nu heller ikke noget, som han havde tænkt sig at stoppe op og tænke over. Han var nu fascineret af hendes væsen.. Og det faktum, at hun nu fortalte, at hun var taget denne lange vej for en urte som skulle redde en andens liv.. Hvorfor spilde tiden og risikere sit eget for den slags? Det var ting, som han uden tvivl ikke forstod. "Jeg begriber ikke, at I gør så meget for andre.. når I faktisk i princippet kan risikere Jeres eget liv." Han kneb øjnene let sammen, og lod hovedet søge let på sned. Hendes grin... hun var stadig nervøs, hvilket også var grunden til at det kolde smil bredte sig på hans læber. Hun kendte nogen heromkring? "Åh virkelig? Hvorfor tror jeg ikke helt på de ord?" spurgte han videre. Igen tog han et skridt mod hende - Denne gang en kende mere faretruende.

[Deleted]

Hele hans væremåde var så meget anderledes end hun var vant til. Hun var vant til at folk var mere imødekommende og det var første gang hun i sit liv havde oplevet at hun følte sig sådan afhørt.
"Ville du ikke ønske nogen ville gøre den slags for dig hvis du ikke kunne selv?" Det vidste hun at hun selv ville ønske.
Hun var stadig en smule nervøs i hans tilstedeværelse. Hun vidste ikke helt hvor hun havde ham henne og det skræmte hende en smule. Den måde han blev ved med at skifte imellem at være truende og en okay fyr gik hende lidt på. Optimisten i hende sagde at hun nok skulle klare sig men hun vidste også godt at hun skulle passe på med hvad hun sagde og gjorde - hun vidste jo intet om ham og han vidste næsten allerede alt om hende.
Yara havde svært ved at holde et grin inde ved hans spørgsmål. Nej, selvfølgelig kendte hun ikke nogen i Dvasias - hun havde ment HAM som spøg. Selvfølgelig kendte hun heller ikke ham. Hun kendte ikke engang hans navn. "Jeg mener da dig! Det var en spøg?" Hun lo let og kort - hun ville ikke gøre grin med ham. "Undskyld, det var upassende."
Hun prøvede i al hast at få sit ansigt til at makke ret efter det lille udbrud, selvom det ikke var helt nemt. Det lykkedes kun til dels - hun endte med et lille smil på læberne. Det havde aldrig været nemt for hende at skjule sine følelser og tanker og hun havde heller aldrig rigtig haft brug for det.
Hun håbede i stilhed på at ikke alle i Dvasias var lige så fjendske som ham. Men mest af alt ønskede hun at han måske ville løsne lidt op. Men hun turde ikke håbe på noget - han virkede ikke som en der bare lige "løsnede op". Var dette tilfældet, måtte hun jo respektere det.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Langt de fleste i Dvasias var som Lucifer. Man kunne være heldig at møde nogen, som havde en anden udstråling og var mere imødekommende, end hvad man nu kunne sige, at han var.. Og han fortrød det bestemt ikke. Det lå vel bare til hans opdragelse.
"Den dag jeg ved at jeg ligger sådan, ved jeg at det er mig fortjent. Jeg ville aldrig drømme om, at lade andre yde den assistance for mig.. og at skulle stå i en evig gæld.. Ikke på vilkår.." Lucifer rystede på hovedet. Alene den tanke om det, måtte han finde direkte forkastelig, men hvad skulle han da ellers kunne gøre ved det? Der stod han fast på, at gik man bort, så var det tid.. Det var også sådan, at man kunne sige, at han var opdraget. 
At der så derimod havde været en hentydning i hendes ord, gik ikke op for ham. Han forstod sig ikke på jokes.. Det var der aldrig nogen som havde lært ham. Han kneb øjnene let sammen. Upassende? Meget måske. "Du er virkelig for munter til et miljø som det her.. Jeg vil næsten anbefale dig, at søge tilbage over grænsen igen, inden.. du kommer til skade." Det var skam ikke fordi at der lå en trussel gemt bag hans ord, for det gjorde der ikke. Den muntre person, var bestemt ikke noget, som man ofte så i landet her, og det kunne måske være derfor at han var draget af det.
"Jeg forstod den ikke.." Han rynkede let i panden og lod hovedet søge let på sned. Selvom hun måske var ubekvemt ved hans tilstedeværelse, så var der ingen grund til handling, før hun faktisk havde givet ham en grund til det.. Og den var endnu ikke kommet.

[Deleted]

Hun kunne mærke på den måde han sagde at hun skulle søge tilbage til Manjarno, at han ikke havde i sinde at gøre hende fortræd. Hun var godt nok en outsider i dette miljø og hun følte sig heller ikke tilpas i disse omgivelser. Men alene tanken om at han havde bedt hende gøre det - måske endda af god mening - fik hende til at føle sig en smule mere tilpas i hans selskab i hvert fald.
"Jeg kan ikke rigtig komme nogle vejne nu - jeg tvivler på at der er nogen der rejser til Manjarno på denne tid. Desuden så SKAL jeg have den plante med hjem - min rejse skal jo ikke være forgæves." Et seriøst udtryk havde overtaget hendes før glade og muntre ansigt. Hun ville ikke vende tilbage tomhændet. Men det ville hun jo alligevel ikke selvom hun ikke fandt urten - hun havde fået en masse oplevelser og indtryk med i baggagen der måske kunne hjælpe hende på et senere tidspunkt.
"Måske skal du bare øve dig," svarede hun da han sagde han ikke forstod hendes joke. En tanke strejfede hende. Skulle hun introducere sig selv? Hun følte at det ville være på sin plads når de nu havde snakket så længe - og så kunne hun også for alvor sige at hun kendte nogen i Dvasias. På den anden side virkede det ikke som om det var noget han var interesseret i. Han syntes nok bare det var mærkeligt at hun var rejst alene til Dvasias hvor hun så tydeligt ikke hørte til.