What is happening..?

[Samuel Acheron]

Samuel fandt det mere skræmmende, at han faktisk allerede havde mistet Myia og skulle fortælle hende alt det, som skulle til at ske, fremfor selve det, der skulle ske. Han følte et tab i sig selv, men han skubbede det på afstand, da sorg ikke hjalp nogle, for så dybt ville han ikke falde. Han var trænet til mere end det. Han blev bare ved med at fortælle sig selv, at det aldrig kunne være blevet alligevel, eftersom Theodore så bare slog Myia ihjel, hvis han fandt ud af, at han stadig havde mulighed for at se hende, eftersom hun jo var på bordellet. "Ja ja," affejede han hende bare. Det sagde hun nu. Men når hun først stod med barnet kunne det være, hun tænkte anderledes. Han så det faktisk som sin opgave, at han skulle omvende hende til at synes om børn. Børn var en gave og hun ville da slippe for at blive tyk og hormonel, men fik alligevel resultatet af det hårde slid. Han så på hende som hun vendte blikket væk fra ham og vidste allerede der, at hun frygtede døden. "Lad vær med at gemme dig bag tomme ord, Malisha, du har alt for meget og alt for lidt at have det i. Du frygter døden," svarede han hende roligt. Han ville jo hjælpe hende med at komme sig og skubbe døden væk igen, så hun kunne ryge længere ned af den liste, som det sagdes, at Azrael havde. Han mødte hendes blik og smilede venligt til hende. "Theodore kan ikke høre dig lige nu," svarede han hende sigende. Med vilje kaldte han Theodore ved sit navn, medmindre han stod overfor manden, for han var jo slet ikke tæt med sin far på den måde. Han så roligt på hende. "Men lige nu kan du knapt nok rejse dig... Og du har ingen magi," påpegede han for hende. Han nikkede dog, for han vidste udmærket problematikken med Kimeya. "Ægteskabet bliver ikke stort og offentligt. Vi kan håbe, det ikke vil vække Kimeyas interesse, når han hører, at det bare er mig, der er blevet gift. Og som sagt, vil jeg beskytte dig som Sephiran lovede dig," svarede han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var på ingen måder kendt med Samuels kærlighedsliv.. eller at han faktisk var forelsket og sammen med en anden. Selv havde hun ikke nogen. Hun havde lidt håbet på at Konstantin ville komme for hende, men end ikke det havde han gjort. Han var vel stukket af, og fundet en anden? Det kunne ligne ham, og det var en tanke som gjorde hende ked af det. Hun kneb øjnene let sammen ved hans ord. Det gjorde hende vred et eller andet sted at blive snakket sådan til, selvom hun ikke ligefrem kunne gøre alverdens ved det af den grund. Næverne lukkede hun let omkring sengetøjet. Det var jo heller ikke fordi at hun havde styrken til alverdens. #Og hvad så hvis jeg er..? Gør det virkelig nogen forskel?# endte hun kortfattet. Hun havde ordene i sit hoved og det var jo faktisk det eneste som hun havde, for resten var brutalt revet fra hende på den ene eller den anden måde. Hun var slet ikke interesseret i at blive hans hustru og da slet ikke at skulle opdrage hans lillebror eller søster! Overhovedet ikke! #Du skal ikke fremhæve mig, som var jeg en svagelig sjæl, Samuel..# advarede hun med en mere kortfattet mine. Det gjorde hende naturligvis ked af det, at hun ikke kunne være den kvinde, som hun altid havde været før. Igen vendte hun blikket ned af sig.. Bleg og syg.. beskidt.. kun en skygge af den kvinde som hun havde været før, og naturligvis var det en tanke som gjorde hende direkte frustreret, for hun kunne jo intet gøre ved den. #Hvorfor, Samuel? Hvorfor vil du gøre hvad din bror lovede mig? Kommer mit navn på folkemunde, vil det uden tvivl vække Kimeyas opmærksomhed. Den mand slog jeg ihjel.. hans kone med.. Jeg er ikke andet end et kæmpe tag-selv-bord for ham lige nu, hvis han vidste at jeg lå her..# Denne gang dukkede frygten mere op i hendes stemme. Hun ønskede virkelig ikke at dø, og derfor skulle ingen vide hvor hun var!

[Samuel Acheron]

Samuel vidste udmærket godt, at de intet kendte til hinanden, men det ville de jo blive nødt til. Myia holdt han dog hemmelig, for han vidste ikke om han kunne stole på Malisha. Hvad ville hun ikke sige for at slippe ud? Eller for at få sin vilje overfor Theodore? Han vidste det ikke. Han blev nødt til at sikre sig, at hun var på hans side, før han ligesom kunne begynde at give slip. Han kunne se på hende, at hun ikke var tilfreds med at blive fejet af vejen, men det måtte hun altså finde sig i. Hun var trods alt gæsten i dette hus. Han vædede sine læber og så på hende, som hun lå der. Hun var bange for døden, men prøvede at lade som om hun ikke var så bange, som hun egentligt så ud. "Ja, det gør det," svarede han. Det gjorde en stor forskel. Hun ville aldrig ønske at dø og ville prøve at slange sig udenom med hvilke midler hun havde. Han så mod hende. Han ville faktisk helst skulle gøre dette med Myia, men vidste, at han aldrig ville få lov til det. Han trak let på smilebåndet "Jeg siger ikke, din sjæl er svag. Men du er fysisk svag og ligeså handicappet," svarede han hende. Hun skulle bestemt ikke sige ham imod, ikke når hun vidste, at han faktisk havde ret. Hun havde en stærk personlighed, det var han ikke i tvivl om, men det havde jo givet bagslag gang på gang de sidste mange gange. Så måske hun faktisk skulle tage og gribe den chance, hun fik foræret nu. En ny tilværelse. "Fordi du fortjener mere end hvad han har gjort for dig... Dit navn kommer ingen steder. Vi vil kalde dig noget andet for folk, der spørger udadtil." Hans første ord sagde han oprigtigt, men skyndte sig så videre for at skjule det lidt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Samuel gjorde ret i ikke at stole på Malisha, for hun var kendt for at udnytte de svage sider, når hun kunne komme til det, og specielt når hun selv fik noget ud af det i den anden ende. For nu, blev hun bare liggende i sengen og med blikket mod ham. Selv var hun på ingen måder begejstret for at skulle indtage den rolle som pludselig var blevet hende påduttet på denne måde, for hun havde jo tilsyneladende ikke haft noget som helst at skulle have sagt! Hun himlede let med øjnene. #Det gør virkelig ingen forskel..!# endte hun mere bestemt, nok mest for at overbevise sig selv om det faktum, mere end hun var ude på at overbevise ham. Hun hadede den frygt, også fordi at hun intet kunne gøre ved den. Hun vendte blikket væk endnu en gang. Tanken om at hun skulle være en dukke som Theodore kunne lede og gøre med hvad han ville, var bestemt ikke en tanke som behagede hende det mindste.. Slet ikke. At blive beskrevet som svag og handicappet, var slet ikke en tanke som hun kunne lide.. Hun havde altid været en smuk kvinde... stolt og stærk, og det var der bare intet af tilbage, fordi at det hele var blevet revet fra hende på de mest groteske og grufulde måder, og det var slet ikke noget som hun kunne lide! Alene frustrationen gav hende tårer i øjnene. #Svag og handicappet.. Ja, det er et positivt billede du tilsyneladende har om din kommende hustru,# bed hun ham af, denne gang uden at kigge på ham, for det gjorde hende jo faktisk ked af det.. og endnu mere vred, fordi at hun ikke var i stand til at gøre noget som helst. At han alligevel var indstillet på at gøre så meget for at holde hende skjult... forstod hun slet ikke. Der var ikke nogen som ønskede hende noget godt længere, og endnu mindre ville de passe på hende.. Hun havde heller aldrig nogensinde ladet dem gøre det kunne man jo sige. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. #Hvorfor vil du gøre alt det for mig, Samuel?# spurgte hun forvirret.

[Samuel Acheron]

Samuel betragtede Malisha. Snart ville hun være i god stand igen, have taget de tabte kilo på og ikke se ud som om hun bestod af knogler med hud på, uden noget ind imellem. Hun var udsultet, hvilket han syntes var en skam, for ingen fortjente den skæbne, ikke engang hans far. Hans far fortjente faktisk endnu mere, men det var en anden snak. Han løftede et bryn, som hun bestemt prøvede at sige ham imod. Men snakkede hun måske til sig selv i stedet for? Det gjorde jo en stor forskel, om hun frygtede døden eller ej. Hvis hun ikke frygtede døden, kunne hun jo bare slå sig selv ihjel hvis hun ville ud... eller lade Theodore gøre det for hende, så synden var mindre. Men når hun var bange, så kunne det jo bruges imod hende. Han lod vær med at kommentere på det, da han vidste, at han havde ret og det var nok for ham. Han behøvede ikke at have det sidste ord. Han så stadig på hende, selvom hun ikke kiggede på ham. Han berørte jo nogle punkter hos hende, som hun slet ikke brød sig om og derfor gav han hende også lidt plads. Han lagde armene over kors og lænede sig tilbage i stolen. Hun var jo egentligt flot. Hun trængte faktisk bare til et bad. Burde han give hende det? Ja, det burde han vel nok. Han bed sig i læben og trak på mundvigen, da hun bed af ham, for det gjorde ham intet. Han havde jo faktisk bedt om det. "Du kommer snart på benene igen. Stemmen kan du jo tjene dig til," svarede han hende roligt. Han blev siddende, som han mødte hendes blik og lod hovedet glide på skrå. Var det så galt, at han faktisk gerne ville hjælpe hende? Det var det måske, når hun jo sikkert ikke var vant til det. "Fordi jeg er en venlig sjæl," svarede han hende kortfattet. "Vil du have et bad?" endte han spørgende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det sidste Malisha havde lyst til, var at fremstå sygelig og svag, og sådan skulle Samuel da heller ikke have lov til at beskrive hende! Selvom hun lå der og ikke kunne gøre noget selv, udelukkende på grund af den lange tid hun var blevet holdt i Theodores kælder, kun med selskab af de få af tjenstefolket, som havde vovet sig ned i kælderen for at se til hende, elles var hun nok død af sult i dag. Hun var tynd, bleg, syg og uden tvivl svækket, selvom hun virkelig forsøgte ikke at virke sådan. Døden var hun bange for, og hun vidste, at hun uden hjælp af andre, ville gå den i møde, hvilket hun på ingen måder kunne sige sig, at være det mindste interesseret i, for det var hun virkelig ikke. De brune øjne vendte hun endeligt mod ham. Syg, svækket og handicappet... ja det tegnede jo godt for et fremtidigt påtvunget ægteskab for dem begge to, og hun kunne bestemt ikke lide den tanke. Hun kendte ham ikke, også selvom al den her omsorg i sandhed også måtte forvirre hende, så havde hun virkelig svært ved den tanke. #Det vil tiden jo vise..# Ja, hun savnede at kunne kommunikere normalt med andre mennesker.. manglede generel en menneskelig kontakt, for det havde hun jo heller ikke rigtigt haft i lang tid. Omsorgen forvirrede hende.. Hun var jo heller ikke ligefrem vant til at folk generelt var gode ved hende, og derfor følte hun sig kun yderligere svag, end hvad hun egentlig ønskede at vedkendes som. Hun trak vejret dybt. #Så det her er bare ud af dit varme hjerte, fordi du har lyst?# Hun havde svært ved at forestille sig det. At nogen i Dvasias kunne være varme væsner. Det gav bare ingen mening! At han tilbød hende et bad, fik hende igen til at vende blikket mod ham. Hun manglede det.. Manglede at føle sig ren og fin! #Hvordan har du tænkt dig, at jeg skulle komme ud på et badeværelse?# spurgte hun direkte. Hun befandt sig jo ikke ligefrem i en situation, hvor hun kunne gå!

[Samuel Acheron]

Ingen havde lyst til at være svag, så meget vidste Samuel. For ham kunne det næsten være ligegyldigt, så længe han bare selv vidste og troede på, at han var noget mere. Han var ikke den typiske dvasianer, for han var ikke fordømmende på racer og han var varm og venlig, selvom han på første hånd kunne virke som en, man slet ikke kunne komme til. Men den kolde facade havde han smidt, for han blev jo også nødt til at manipulere Malisha lidt, så hun faktisk lod vær med at afvise ham. Det var vigtigt for deres fremtid, at de kunne arbejde sammen allerede nu. Han vædede roligt sine læber og så på hende. Om et par dage ville kiloene allerede sætte sig og dette rum ville hjælpe på sygdommen. Han smilede skævt til hende og nikkede. Han var sikker på, at hvis hun beviste sit værd overfor ham og det kommende barn, så ville Theodore faktisk være åben overfor at give hende stemmen tilbage, hvilket jo ville være et stort skridt på vejen. Han så mod hende. Hun var tydeligt forvirret og påvirket af, at han var venlig overfor hende. Han så på hende, da hun spurgte ind til ham. Alt med at beskytte hende og sådan, det gjorde han jo, fordi han ville. Han følte, at Sephiran jo faktisk havde brudt sit løfte, men han måtte jo så overtage. "Hvis du spiller dine kort rigtigt, så får du din stemme igen," endte han. Ellers måtte han jo presse lidt på ved Theodore og spørge hvordan og hvorledes. Han tog armene ud af, at ligge over kors og nikkede til hende. "Ja," svarede han sandfærdigt. Han mødte hendes blik, da hun blev opmærksom på ham, da han havde spurgt hende om et bad. Han grinte smørret og rejste sig fra stolen. Han trådte hen til hende og uden at spørge om lov, så løftede han hende i et snuptag op i sine stærke arme. Dynen lod han være om hende og så gik han ellers afsted med hende ud til badeværelset. Med et knips af fingrene fik han karret fyldt med varmt vand og han så på hende. Han satte hende halvt ned, så han stadigvæk holdt hende stående med sit greb under hendes ene arm og bag om hendes ryg, men så havde han da den anden hånd fri. "Så står vi her...," endte han hentydende. Han ville ikke helt røre hende og klæde hende af, uden hun følte sig klar.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha følte sig svag og sygelig, og hun brød sig på ingen måder om det. Hendes bryst hævede og sænkede sig roligt. Han tog sig af hende.. udviste en omsorg, som hun slet ikke var vant til, og det var uden tvivl svært for hende bare at tage imod den slags, selvom hun et sted også følte sig tvunget til det.. hun ville ikke bare kastes ind i rollen som en hustru og pludselig skulle stå som moder til en andens barn.. Tanken var hende direkte underlig, og den havde hun helt klart også svært ved, som hun havde svært ved alt det andet, hvilket hun heller ikke ligefrem havde tænkt sig at skjule for ham. Tænderne bed hun en anelse sammen #Han får bestemt ikke mig til at handle på hans vegne og som han ønsker det, bare for at give mig talens brug tilbage.# Hendes blik gled mod hans skikkelse endnu en gang. Hun brød sig på ingen måder om at ligge der hvor hun lå i øjeblikket, og det lagde hun så sandelig heller ikke skjul på for ham. Hun følte et eller andet sted, at det var noget som hun alligevel godt kunne tillade sig at udvise for ham, og den tanke fandt hun faktisk direkte mærkelig, for det lignede hende da på ingen måder at gøre sådan. #Der ligger altid en tanke bag,# endte hun kortfattet.
Selv nåede Malisha ikke at sige et ord, inden Samuel direkte havde hævet hende op i sine arme. Selv lå hun fuldkommen stiv til de nåede badeværelset, og hun kunne støtte sig til ham. At stå oprejst føles helt underligt. Det havde hun jo selv ikke gjort i hundrede år efterhånden. Hendes ben skælvede voldsomt under hende. Hun var træt og udmattet, selvom han bestemt heller ikke skulle have lov til at hovere ved det. Bare synet af det varme vand, fik hende til at længtes. Hendes blik gled i gulvet. #... Du må klæde mig af,# afsluttede hun. Hun kunne jo ikke sidde i vandet med tøj på. Det blev hun bestemt ikke ren af.

[Samuel Acheron]

Samuel var glad for, at han ikke sad i hendes sted. Men indtil videre så undgik han da selv, at hans far rev ham i kælderen og begyndte at træne ham, som han havde trænet Sephiran. Selvom han ikke var meget for at indrømme det, så var han jo ved at give sin far præcis hvad han ville have. Men når det var hans mor, der havde spurgt, så kunne han slet ikke lade vær med at sige ja! Han vidste, at det ville være en rolle at påtage sig. At være far. Samt mand til en kvinde, som han knapt nok kendte endnu. Og det ville jo faktisk være lidt op til hende at bestemme, hvor meget de skulle lære hinanden at kende, for han var jo egentligt åben overfor det. Han ville jo endda beskytte hende fra Kimeya. Han så mod hende og rullede med øjnene. "Dit valg," svarede han blot. Havde han været uden stemme, så ville han have gjort alt for at få den igen, for det andet var da bare irriterende! Han trak på skuldrene. Han vidste faktisk ikke lige, hvad hans bagtanke var. Jo, han ønskede, at hun skulle samarbejde. Han kommenterede det ikke, men bar hende bare i sine arme ud til badeværelset, hvor han lod hende prøve at støtte på sine ben. Han holdt dog stadig fast i hende, så hun ikke faldt. Han fjernede dynen og lagde på gulvet, hvorefter han tog hendes slidte klæder af ligeså, indtil hun stod nøgen. Han kiggede dog ikke på hende som sådan, for han var jo en respekttabel mand. Faktisk havde han kun set bryster nede på bordellet, når pigerne afslørede dem for de kunder, der kom og det var jo nyt. Han førte hende hen til karret og løftede hende op i. Han tog fat om sæben, der duftede af lavendel og puttede ned i.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Man kunne sige hvad man ville, men Malisha var som hun altid havde været - lige så flabet og irriterende at høre på som altid, men det var også kun fordi at hun ikke rigtigt havde andet at have det i lige nu, og det var faktisk svært for hende lige nu.. Hun hadede sit liv.. Og specielt når alle andre begyndte at tage den kontrol over hende, hvilket var noget som hun slet ikke kunne hav med at gøre i den anden ende! Hun lod ham bære hende ud på badeværelset, hvor hun vendte blikket direkte længselsfuldt i retningen af badekarret. Hvad hun dog ikke ville give for at blive ren. At han begyndte at klæde hende af, sagde hun ikke noget til, også selvom hun faktisk mere naturligt vendte blikket væk fra ham, da hun stod i det rene ingenting.. Hun var ikke køn at kigge på.. Der var ikke rigtigt noget at vise frem, og det var selvfølgelig en tanke som gjorde hende ked af det, og som hun heller ikke var meget for at han skulle se.. Hun plejede at være smuk, stolt og selvsikker.. Det hele var jo faktisk revet fra hende på den mest grusomme måde. Let lod hun ham hæve hende og sænke hende i det varme vand. Kunne hun, havde hun sluppet et tungt suk, da hun gled direkte mod kanten af karret. I vandet følte hun heller ikke at hendes krop var så tung, som den ville have været ellers, og det var noget som hun faktisk godt kunne lide. Blikket gled op i retningen af ham endnu en gang. At vaske sig, ville hun selv ikke kunne.. men at spørge ham, om han ville vaske hende, var noget som hun uden tvivl antog som noget direkte pinligt. Her lå hun som en gammel leder, og kunne ikke engang tage sig af den slags på egen hånd. Det var virkelig, virkelig pinligt for hende! #... Vil du vaske mig, Samuel?# spurgte hun en smule håbefuldt.

[Samuel Acheron]

Samuel vidste, at Malisha prøvede at gemme alt hun havde fået frarøvet ved at opretholde den attitude som hun altid havde haft. Den passede bare ikke til hende længere. Han kunne mærke, at hun hadede sin situation, men det var jo klart. Hun blev bare nødt til at samarbejde med ham, for så ville han jo faktisk hjælpe hende, hvis hun bare lod ham gøre det. Han smilede skævt, da han så hendes blik mod karret. Det havde været det rigtige valg at tage hende med ud for et bad, for hun ville sove bedst hvis hun var ren. Han fik tøjet af hende. Han skulle finde noget andet til hende... mon ikke hendes mor havde noget aflagt tøj, som de kunne få til at passe Malisha? Han kiggede ikke på hende som sådan, da han jo faktisk var en høflig ung mand. Han smilede skævt og lod lavendelsæben boble op i vandet, så det faktisk dækkede vandskorpen som et ekstra lag. Et bad måtte gøre godt, når man næsten ikke kunne noget med sin krop, fordi alle kræfter var blevet drænet. Han så mod hende ved hendes spørgsmål og så kort lidt chokeret ud. Han vendte dog om for at finde en badesvamp. Han tog sin skjorte af og smed den, da den var blevet våd alligevel og gik så i gang med at vaske hendes skuldre og arme, nakke, mave og ben. Men han undgik bevist hendes bryst og underliv, for det kunne han ikke, vel? Han lagde svampen væk og vaskede hendes hår også ved at hælde lidt vand ned over hendes hår. "Du siger bare til, når du er klar til at komme op," svarede han hende roligt. Han trak sig lidt fra karret og hen til væggen, så hun kunne være i fred.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Attituden og udstrålingen var virkelig også det eneste som Malisha havde tilbage, og derfor var det selvfølgelig også noget som hun havde tænkt sig at klamre fast til, til den dag hvor hun virkelig ikke kunne mere.. For nu, havde det så sandelig også sine lange udsigter, men det var nu bare sådan at det måtte være for hendes vedkommende. Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst.. End ikke hendes trolovede, Konstantin, havde fået lov til at se hende uden en trævl på kroppen, også selvom hun i øjeblikket, ikke rigtigt var i besiddelse af noget, som faktisk var det værd at kigge på, for hun var virkelig bare.. et skelet efterhånden.. dog med en kampånd, da hun ikke havde tænkt sig bare at give op, før det var hende en nødvendighed. Svagt bed hun tænderne sammen, og vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun lagde sig med hovedet mod kanten, for det at bevæge sig generelt, var slet ikke noget som hun kunne overskue.
Selvom hun alligevel valgte at spørge om han ikke ville vaske hende, så var det jo kun fordi at hun vidste, at han ikke ville gøre grin.. Det havde han ikke gjort til nu.. og det var noget som hun uden tvivl var taknemmelig for, også selvom hun synes at det var dybt pinligt, selv at befinde sig i den nuværende position. Hun lod ham vaske hende.. i ansigtet og over kroppen, også selvom hun lagde mærke til at han hoppede over de intime steder.. Han var sød.. næsten for sød i forhold til hvad hun var vant til. Hun vendte sig mod ham, da han så alligevel valgte at trække sig. Hun sukkede tungt indvendig.. Det var egentlig forfærdeligt, at hun gjorde sig de tanker.. Det var jo slet ikke hende! #... Skal du sidde helt derovre?# Han var jo så god ved hende.. så kunne hun godt give lidt igen.

[Samuel Acheron]

Samuel kunne se næsten lige igennem Malisha. Det hele var en facade... så gad vide hvem der var inde bag ved? Han håbede på en kvinde, han kunne leve sit liv med og finde ud af at samarbejde med, så de faktisk kunne få et forhold op at køre på en eller anden måde. Ellers ville det godt nok blive et langt liv indtil barnet var voksent og skulle stå på egne ben. Han prøvede i hvert fald ihærdigt at finde en måde at åbne sig op på og være rolig, så han ikke var den, der kæmpede imod, for det ville ikke nytte noget. Malisha havde dog sin ret til at kæmpe imod med den behandling hun var blevet udsat for, så det sagde han bestemt heller ikke noget til. Han havde næsten ikke kigget på hende, da han jo faktisk kun havde set bare bryster på bordellet og ellers ikke set hverken underliv eller noget andet. Han havde jo aldrig haft seksuel omgang med nogle og Myia og ham havde kun kysset og puttet sammen. Han vædede sine læber og trak sig lidt væk, da han ikke ville sidde og beglo hende. Om hun bemærkede hvilke steder han undgik, det tænkte han ikke lige over, han vidste bare, at han slet ikke ville nærme sig det. Han så mod hende og lænede ryggen op ad væggen og lagde armene over kors. Hendes ord forundrede ham en del, eftersom hun havde diskuteret en del i starten. "Jeg ville bare lade dig være lidt i fred," svarede han dæmpet og trak på mundvigen. Han burde egentligt hente en kjole til hende, ikke? Men i det samme lød en banken på døren og han så op. En stemme fra en af tjenestefolkene sagde, at der lå en ny kjole udenfor døren og så gik hun. Han løftede et bryn og gik hen til døren som han åbnede og han tog kjolen op. Det var en sort kjole, ganske enkel og pæn. Og en, som havde en størrelse til hvordan hun gerne skulle blive igen, når hun så mere naturligt sund ud og ikke så dødsyg. Han lukkede døren igen og lagde kjolen ind på en bænk. "Nå, men så behøver jeg jo ikke gå efter det," endte han med et grin.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Et sted under hele den hårde udstråling, gemte der sig en usikker kvinde, som ikke turde være mænd tætte.. som var bange for døden, og bange for at ende i kløerne på en mand som Kimeya, og derfor reagerede hun så voldsomt, som hun gjorde i øjeblikket, for hun kunne virkelig ikke gøre for det. Øjnene lukkede hun stille i.. Hun kunne sove langs badekarets kant, hvis det var det som hun ville, for hun var virkelig, virkelig træt.. og bare det at vide, at nogen ønskede at.. tage sig af hende, var noget som hun helt klart havde svært ved. Det var virkelig, virkelig svært for hende. Hun trak vejret dybt, inden hun igen tvang øjnene op. Selv brød hun sig faktisk ikke om, at han sad så langt væk fra hende. Ja, hun var afhængig af ham, uanset hvor meget hun så brød sig om det eller ikke, så var det ikke noget som hun kunne gøre det største ved. #Jeg har siddet alene i en kælder i.. ja guderne må vide hvor lang tid.. Lidt selskab kunne være rart,# påpegede hun. Ganske vidst havde Sephiran siddet ved siden af hende, og selv på trods af, at han faktisk havde lovet hende, at han ville støtte og hjælpe hende, så var det som om at hun var glemt for ham.. Ikke at det kom bag på hende, for det var vel bare typisk mænd? Alle som havde været inde på livet af hende, havde vendt hende ryggen før eller siden. At det bankede på døren, fik hende til at stirre mod den, også selvom hun ikke rigtigt vidste hvad der skete på den anden side af den. Hun rynkede let på næsen, inden hun forsøgte at vende sig en anelse ved at gribe fat om kanten af karret, selvom hun slet ikke havde styrken til at sætte sig ordentlig op. Hun hadede det virkelig! At det var en kjole.. en simpel, men flot af slagsen, fik hende kun svagt til at smile. Hvor hun dog glædede sig til at se anstændig ud igen! #Kommet som kaldet kan jeg forestille mig.. Vil du hjælpe mig op igen?# Hun kunne jo lige så godt erkende, at hun ikke kunne komme op selv.. uanset hvor meget hun så end måtte hade det!

[Samuel Acheron]

Samuel vidste ikke hvilke forventninger han skulle have lige nu. Han kunne jo sagtens tænke tanken om et skønt mor, far og barn forhold, men havde jo ingen anelse om, om det ville blive sådan. Han skævede ned ad sig. Var han far materiale? Det måtte han jo være... hans mor stolede i hvert fald på ham til at kunne tage vare på en baby sammen med Malisha, så det ville han jo virkelig gerne gøre for hende. Han betragtede sig roligt af hende. Selvom det måske virkede som om, at han nu stod langt væk fra hende, så gjorde han det jo faktisk ikke, for det var trods alt kun et badeværelse. Han lod hovedet glide på sned og nikkede. Han vidste end ikke hvor længe, for han kunne ikke huske hvornår han var kommet her. Men der var i hvert fald gået en del tid. "Jeg er da stadig selskab, selvom jeg står herovre," svarede han med et skævt smil. Han ville beskytte hende fra nu af. Det blev han jo faktisk nødt til. Han blev nødt til at dække over hende og lade som om, at hun faktisk ikke var Malisha for offentligheden, da det ikke så gerne skulle nå til Kimeya, at hun var i live og var i Dvasias. Gad vide hvor mange mænd den mand egentligt havde på opgaven for at finde hende? Det var ikke til at vide. Men som regel fandt man jo ikke noget, der var lige under ens næse. Han fik fat i kjolen og foldede den ud, hvor der også lå en underkjole inden i, så hun havde da noget at sove i og noget at få på, når hun vågnede i morgen tidlig. Han smed begge ting på bænken igen og gik så hen mod hende. Han tog et håndklæde med på vejen. "Det vil jeg da, Milady," svarede han med et skævt smil. Han lagde en arm under hendes ben og under hendes arm bag om ryggen og løftede hende op ad karret, der dryppede. Han satte hende så ned, men støttede hende stadig bag om ryggen, så hun ikke faldt omkuld. Håndklædet tog han og begyndte så at tørre hende. Han ruskede godt op i hendes hår med håndklædet og smed så håndklædet, da hun var tør. Han klædte hende så i underkjolen, da tøjet lå lige ved hånden og løftede hende så helt op i sine arme igen. Den fine kjole lagde han på hendes mave, da hun vel ikke behøvede have den på for at komme tilbage i seng. Han vendte om og bar hende tilbage til værelset, hvor han lagde hende på sengen. Kjolen foldede han sammen og lagde på en kommode, mens han så mod hende med hovedet på skrå. Hvad skulle han sige nu?