What is happening..?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvor længe Malisha havde siddet nede i den kolde kælder med kæderne låst omkring hendes krop, havde hun virkelig ikke nogen anelse om, da hun fuldstændig havde mistet overblik over tid og sted. Theodore havde søgt ned for at hente hende.. Hvorfor havde han ikke informeret hende om, men hun gik vel næsten ud fra, at det var fordi at hun skulle dø nu? En skræk som omgående satte sig i hendes tanker og sind, for hun ønskede virkelig ikke at dø!
Liggende i en seng.. en virkelig blød seng på et helt mørkelagt værelse, stirrede Malisha bare ud af vinduet. Hun var for træt og for afkræftet til at kunne komme nogen steder alligevel. Så tynd som hun var, efter det lange ophold, så havde hun kun lige og lige fået næring nok til at klare sig af den flinke tjeneste stab, som havde vovet sig ned for at give hende noget, for det var tydeligt ikke noget som Theodore havde ønsket sig. Hendes øjne var matte.. de var røde og de var tæt på at glide i mange gange, selvom hun virkelig ikke turde at lægge sig til at sove nu.. I frygten for, at hun ikke ville vågne igen. Arret over strubehovedet forhindrede hende stadig i at snakke, da Theodore havde sørget for at fratage hende den mulighed. Det var mørkt udenfor.. Månens skær stod ind af vinduet og ramte den blege Malisha direkte i ansigtet. Ja, Konstantin var vel væk for altid denne gang? En tanke som kun satte en knude i halsen på hende, da han havde lovet at gøre hvad han kunne for at passe på hende.. Det beviste jo bare, at end ikke hun kunne stole på nogen som hun havde haft tæt på sig, og hun hadede det virkelig! Let knyttede hun næven og vendte sig om på siden i sengen. Den var virkelig blød i forhold til det kolde stengulv som hun havde sovet på det sidste lange stykke tid.. Og det kunne ses. Hun havde mærker, sår og var møgbeskidt, men ikke noget som hun tænkte over nu. Nu ville hun bare gerne finde ud af, hvad fanden der skete herfra.. For hun brød sig bestemt ikke om det.

[Samuel Acheron]

Samuel kom lige fra stuen af hvor han havde snakket med sin mor. Han havde fået nyheden om, at hun var gravid og at de ikke kunne tage barnet. Barnet var ikke ønsket af hans forældre og det forstod han egentligt godt. Han ville heller ikke have en lillebror eller en lillesøster, for der var alt for stor aldersforskel til, at det kunne fungere. Hendes næste ord var så kommet som en bombe. 'Jeg ønsker du skal være far til barnet, Samuel. Vil du gøre det for mig? Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre'. Hans mor var alt for ham, så han havde ikke kunne gøre andet end at sige ja. Efterhånden blev han fanget i sin familie mere og mere og han havde ellers følt sig fri indtil hans far var vendt tilbage. Forholdet med Myia var dødsdømt allerede og han vidste ikke hvad han skulle gøre ved det. Hans far var allerede i gang med at planlægge bryllup til denne kvinde, Malisha. Hun var den tidligere leder af warlocks, før Kimeya var kommet tilbage, men nu var hun ikke noget særligt. Hun havde ingen magi, ej heller nogen tale og hun var afkræftet. Nu havde han ved siden af bordellet fået til opgave at gøre hende rask, så det blev han jo nødt til. Han følte sig på en måde svigtet, men vidste også i sit hjerte, at han blev nødt til at gøre dette for sin mor, eftersom hun var hele hans verden og havde gjort alt for ham. Det var på tide at give noget tilbage, så han var ikke sur på hende på nogen måde. Det hele var vendt mod hans far. Han nåede værelset hvor Malisha blev holdt og skubbede døren op. Han havde en bakke i hænderne med vand og mad på. Han satte bakken på bordet ved sengen og så mod hende. Hun var afkræftet. "Tillykke... Du skal være mor," endte han til hende og kiggede på hendes ansigt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha blev liggende i sin egen stilhed. Selv gik hun faktisk ud fra, at det var døden som ville ramme hende i og med, at hun var bragt væk fra kælderen. Hun havde virkelig ikke nogen anelse om hvor længe hun havde siddet dernede, men det gjorde ondt, og nu ville hun virkelig bare gerne.. have det hele overstået. Øjnene gled stille i. Hun havde det bestemt ikke særlig godt, og var uden tvivl hvad man kunne kalde for direkte udmattet, men hvad fanden skulle hun da kunne gøre ved det? Hun havde stort set ingen næring fået, var kold og uden tvivl også syg, og ingen mulighed for at tilkalde sig hjælp, og det var uden tvivl en tanke som direkte frustrerede hende, for hun følte sig uden tvivl virkelig, virkelig hjælpeløs!
I takt med at døren gik op, blev hun liggende fuldkommen stille og stirrede ind i væggen. Hun vidste jo godt, at hun ingen værdi havde for nogen mere.. Som en gammel leder, som burde ligge i graven, så følte hun alligevel ikke, at tiden var inde for hende endnu.. Et sted skræmmende, men det var faktisk sådan at hun havde det med tingene, og hun kunne virkelig ikke gøre for det! Den mandlige stemme.. ikke en af Acheronfamilien, som hun kendte som sådan, men de ord slog direkte mod hende, som havde det været en syngende lussing. Om muligt, så blev hun mere bleg i ansigtet, hvilket fik hende til at vende sig mod ham. En dog flot mand.. Det kunne hun da tydeligt se. Hun blev mere stram i ansigtet og med næsten opspillede øjne. #Jeg skal bestemt ikke være nogen mor!# endte hun mere fast. Selvom magien i hende var låst på grund af Silia Diamaqima, så var der visse ting som hun stadig kunne gøre brug af, og nu hvor Theodore havde taget hendes stemme, så måtte hun jo gøre brug af de midler som hun nu måtte have til sin rådighed. Bakken så hun ikke.. det var mere nyheden om at hun pludselig skulle være mor, som hun slet ikke kunne forholde sig til, for det gav da bestemt ikke nogen mening for hende! Hun ville ikke have nogen børn!

[Samuel Acheron]

Samuel havde endnu ikke haft noget med Malisha at gøre. Sephiran havde bragt hende hertil, Theodore havde sat hende på plads for alvor og siden havde han faktisk ikke set noget til hende. Han havde faktisk troet, at Theodore havde skilt sig helt af med hende, men nu var hun der jo igen. De skulle giftes. Tanken kunne han ikke fordrage, men han følte sig forpligtet til det på grund af sin mor. Han ville ikke tænke på sin far i denne sammenhæng, for så ville det da kun for alvor gøre ham nedtryk og trodsig, fordi han vidste, at hans far fik sin vilje med ham, når han var blevet viet til en fuldblodswarlock. Sammen skulle de have det barn, som Clemency bar, så det ville Malisha da slippe for, for han behøvede kun ét barn. Han ville tage barnet til sig som sit eget, som om han var faren og sådan skulle det også se ud for hele omverdenen. Han kiggede blot mod hende, som han tavst gik hen og satte bakken før han sagde noget. Han stod ved siden af sengen og så på hende. Hun reagerede som det var dem alle forventet og som hans mor også havde sagt, hun nok ville. Han så lettere køligt mod hende og slog armene over kors. Han hørte hende udmærket, selvom hun ikke åbnede munden, for den tale havde hun jo ikke. Han trak stolen, der stod i rummet også, hen ved siden af sengen, så han kunne nå både bakken og hende. "Jo... Det skal du. Du har ligeså lidt valg som jeg har," endte han og selv med et opgivende suk. Han følte sig ikke ligefrem klar til det, for det var uden tvivl en kæmpe omstilling. Han viftede med sin hånd og stille tændte faklerne herinde, så der ikke var så mørkt. Han kunne se hun var syg... Det skulle han nok rette op på. "Jeg har taget noget mad med... og vand," endte han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha plejede at være høj i hatten og flabet, når hun var i stand til at tale, selvom det var noget som Theodore nu havde taget fra hende. Hendes krop føles som bly, og hun var træt, men turde virkelig ikke lægge sig til at sove.. Og det var bestemt heller ikke fordi at hun var bange for at gøre det nu, kun fordi at hun havde fået den nyhed. Selv havde hun ingen anelse om hvem den mand var, som hun stod overfor, men han måtte være en Acheron.. Så meget kunne hun da konstatere for øjeblikket, og det var bestemt ikke fordi at den familie var særlig velset ved hende lige nu. Hun knyttede næverne let, som hun lagde hovedet ned i sengen igen. Hun sukkede tungt og vendte blikket væk. At være mor var da slet ikke noget som ville komme på tale for hende, for hun var slet ikke en moderlig skikkelse.. hun vidste ikke hvordan man var kærlig og omsorgsfuld, for det havde hun heller aldrig nogensinde oplevet selv, så hvorfor skulle hun da føle det på den måde? Tænderne bed hun fast og kraftigt sammen og rystede så på hovedet. #Jeg kan love dig for, at jeg ikke skal være mor,# endte hun kortfattet. Selvom hans kommentar hvad mad angik, nærmest fik hendes tarme til at skrige, så ville hun ikke.. De skulle slet ikke have lov til at jage skovlen under hende på den måde! Igen vendte hun sig med ryggen til ham, også selvom det gik langsomt, og ikke nær så voldsomt til, som hun ellers gerne ville have haft det til, men hvad pokker skulle hun da gøre ved det? #Jeg er ikke sulten,# endte hun ganske kortfattet, også selvom det var en blank løgn, for hendes tarme skreg virkelig efter mad! Hun vendte blikket ned af sig.. en skygge af den kvinde som hun førhen havde været, men de skulle virkelig ikke have lov til at fange hende i sit net.. Det var da slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde! #Det er vel proppet med gift?# endte hun tvært.

[Samuel Acheron]

Samuel vidste, at Malisha var en helt anden i dag end hun havde været som leder. Før hun var blevet bragt hertil, havde han jo kun hørt rygterne om hende, der løb blandt warlocks. Han havde dog altid holdt sig lidt udenfor fællesskabet, for han ville slet ikke blandes ind i politiske sager på den måde. Han betragtede hendes syge krop, for hun var afkræftet og havde jo faktisk brug for den mad, som han havde bragt hende. Han så mod hende. De havde ikke officielt mødtes endnu, så egentligt burde han vel snart præsentere sig. Han holdt en neutral og nærmere professionel facade. Han fandt dette mindst ligeså irriterende, men hvad pokker kunne han gøre? Han var sin familie loyal, mest på grund af sin mor, for han havde intet tilovers for sin far. Den mand var en dominerende skiderik, som han slet ikke ønskede noget at gøre med... men alligevel så fik han det sidste ord efter han var kommet tilbage og han kunne ikke lide det. Det havde for alvor smadret hans chancer med Myia og nu skulle han endda lære denne Malisha at kende. "Jeg kan love dig for, at det skal du. For du har ikke noget valg, Theodore har talt." Hans ord var kortfattede. Gad vide hvordan det ikke ville blive i fremtiden? Tænk hvis Kimeya hørte om det. Kort mærkede han en kuldegysning løbe langs hans rygsøjle, for Kimeya var en mand, han bestemt ikke ønskede noget at gøre med. Han var jo ikke ligeså stærk som sin bror, selvom han duede til meget, for han var jo trænet. Bare på flere områder, fremfor hardcore på et. Han rullede med øjnene da hun vendte ryggen til ham og påstod, at hun ikke var sulten. Han greb fat om hendes arm og trak hende ned at ligge igen, så hun kunne kigge mod ham. "Se nu her," sagde han. Han løftede tallerkenen op og tog en bid af kødet der lå, tyggede og gjorde det tydeligt, at han sank det. "Theodore har trolovet os," endte han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ikke nogen anelse om hvordan pokker hun skulle tage tingene. Alene det at vide, at hun var trolovet.. at hun skulle være mor, og nu stod overfor en mand, som hun slet ikke kendte, var virkelig svært for hende. Selv nu hvor hun lå på sit svageste.. ja, nærmest døende i sengen foran ham, så forsøgte hun da alligevel at opretholde bare lidt af den gamle facade, selvom det uden tvivl var utrolig hårdt for hende at gøre det. Hun var ked af det.. forvirret, og kunne virkelig ikke finde rundt i noget som helst af det som skete for øjeblikket, og hun hadede det virkelig! Svagt bed hun sig i læben.. Hun var virkelig en skygge af sig selv, og det var direkte skræmmende, at det var på den måde. Hun trak vejret dybt. #Jeg vil skide på hvad Theodore har sagt, og hvad han ikke har sagt..# endte hun tvært, da hun igen vendte blikket i retningen af hans skikkelse. Det gjorde hende uden tvivl ked af det, at folk bare kastede rundt med hende i manegen på den måde, men der var vel intet at stille op? Maden havde hun brug for, selvom hun ikke turde at tage imod.. Derudover, så tvivlede hun faktisk på, at hun overhovedet ville være i stand til at gøre det, sådan som hun havde det lige nu.. Hun var svag, og hendes arme føles tunge, som var de lavet af bly.. Og det var egentlig uhyggeligt.. Hun kunne bestemt ikke lide det. At han tog fat om hende, fik det til at gippe i hende. Hun vendte sig hastigt mod ham.. kun til at se ham tygge på maden. Hendes tænder løb i vand og hendes tarme skreg nærmest efter noget mad.. For hun havde jo brug for det! Men at bede om hjælp til at få mad, det ville hun ikke.. Det var virkelig at synke lavt! #Så spis du blot..# svarede hun denne gang mere usikkert. Hendes øjne var flere gange tæt på at glide i... tanken om en trolovelse.. Sidst hun havde været trolovet, var til en mand, som havde haft alle mulige andre bag hendes ryg.. og nu lå hun her. #Han må virkelig have problemer, siden han vælger at trolove dig med mig..# De mørke øjne gled mod ham. Under normale omstændigheder en smuk kvinde.. bare ikke lige nu.

[Samuel Acheron]

Det kunne meget vel være, at Malisha var meget utilfreds i denne situation, men det måtte hun vende sig til. Samuel følte sig jo selv som en dukke i et spil, som hans far styrede. Hans mor anså han som det samme, så derfor kunne han slet ikke blive sur på hende. Han vidste, at abort ikke var et alternativ man valgte frivilligt, da det jo var en velsignelse at blive gravid. Men det ændrede jo ikke på, at hun ikke ønskede barnet og derfor blev nødt til at finde på noget. I sidste ende, så ønskede han jo heller ikke, at barnet skulle til en fremmed familie, for så tog han det hellere selv til sig. Gav noget tilbage til sin mor for en fantastisk barndom. Han løftede et bryn da hun prøvede at påstå, at hun var ligeglad. "For det første, så har du ingen magi, så du kan spille nok så smart... For det andet, så har Theodore fjernet din stemme, fordi du har alt for meget lort i munden. Så hvis du vil have bare en chance for at få ham af din nakke, så bør du lytte til hvad han siger... Indtil vi har barnet og er ude herfra," endte han sigende og lavmælt. Det var tydeligt at høre på ham, at han ikke havde meget til overs for sin far og også følte, at han havde ham på nakken. Men hvis de nu gav ham sin vilje og kunne få lov til at flytte ud herfra, så ville de jo faktisk kunne leve mere i fred. Han vendte hende bare om, eftersom hun skulle se, at maden ikke var forgiftet. Han rullede med øjnene og skar et stykke af kødet med gaflen og stak det igennem. "Nej, maden er til dig," fastholdt han. Han rakte gaflen hen foran munden på hende eftersom hun ikke så ud til at kunne løfte armene specielt godt. Han mødte hendes blik med sine egne olivengrønne øjne. "Både og... Han vil bare have sin vilje med alting. Han vil have, at jeg skal ægte en fuldblodswarlock... Det er dig. Men så har han også lige gjort min moder gravid og ingen af dem ønsker et barn... Så jeg har sagt ja til at tage barnet fra deres hænder og du skal hjælpe mig." Hans ord lagde bestemt ikke op til diskussion. En ny tanke slog ham. Hun vidste vel end ikke hvem han var? "Og jeg hedder Samuel," afsluttede han.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha forsøgte da om ikke andet at holde sig stærk og fastholde lidt af de gamle facader, også selvom det vel var tydeligt, at hun ikke havde det særlig godt? Nu lå hun der.. skulle til at være mor, var pludselig trolovet og stod overfor et ægteskab med en mand som hun intet kendskab havde til. Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst, også selvom hun virkelig forsøgte ikke at bide sig fast i det, så havde han jo ret.. Og hun hadede virkelig det tilfælde! Hun vendte blikket væk fra ham og bed tænderne hårdt sammen. #Det kan godt være, at min magi er låst af en kvinde, som jeg ikke kan komme i nærheden af, og at min stemme er blevet mig frataget, men jeg er stadig mig, og det er der ingen som kan tage fra mig. Jeg har ikke tænkt mig at bukke under for en mand som Theodore og give ham hvad han vil have - kun fordi at han vil have det,# endte hun kortfattet. At han så forsøgte at fodre hende med maden, fik hende til at vende blikket mod ham.. Burde hun? Det var virkelig pinligt, at ligge der som en gammel leder, og nærmest skulle fodres, som var hun et barn eller en gammel og sygelig kvinde, som ikke kunne selv. Hun endte dog alligevel med at gabe op, for at tage hvad der nu måtte ligge på den gaffel. Det smeltede nærmest på hendes tunge, hvor hun også slugte det, uden egentlig at få det tygget. #Og hvorfor skulle jeg hjælpe dig med den problematik? Hvad der sker med Acheron er ikke noget, som jeg har i sinde at blande mig i,# fortsatte hun. Selv vidste hun at utrolig mange så ned på hende, som det var lige for tiden.. Ikke fordi at hun som sådan kunne gøre noget ved det. Hun var tvunget til at gøre hvad andre bad hende om.. og hun hadede det, for det var slet ikke det væsen og den kvinde som hun var.. slet ikke! Samuel? Det var uden tvivl en af de mindre kendte fra Acheronfamilien, kunne hun da høre. #Jeg behøver vel ikke at præsentere mig..# endte hun sandfærdigt.. Langt mere rolig end hvad hun havde været tidligere.

[Samuel Acheron]

Samuel kunne godt fornemme, at Malisha forsøgte at holde fast i sit lederinstinkt. Det nyttede bare ikke noget her. Hun var blevet slået i Procias af Silia, som Sephiran havde været tæt på at gå i døden for Gabriels befaling, selvom han da var kommet hjem igen takket være Tiyanna. Malishas situation var en lidt anden, men om ikke andet var hun slået. Derefter var hun slået igen... og igen. Lidt som Sephiran, men Sephiran var nu på vej tilbage på rette spor. Et sted ville han jo gerne hjælpe Malisha tilbage, for han brød sig ikke om den behandling hun havde fået i dette hjem. Han så skeptisk på hende da hun påstod, at hun stadig var hende. "Du er allerede bukket under for en mand som Theodore," påpegede han til hende. Ellers havde hun jo ikke ligget her i sengen ude af stand til at gøre noget. Hun kunne ikke forsvare sig selv, så det ville han jo blive nødt til. En underlig tanke... Dog burde der da også komme noget godt ud af det for hende! Han smilede dog tilfredst da hun tog imod maden og da hun havde slugt det, så gav han hende noget nyt fra tallerkenen. Der var både kød, kartofler og noget sovs. Han moste det lidt sammen, eftersom hun jo bare slugte det. "Fordi du har valget mellem at indgå en alliance for mig, så vi begge undgår af have Theodore på nakken hele tiden. Jo stærkere vi viser os sammen, jo mere vil han lade os være... Det er faktisk en win-win for os begge. Jeg påtager mig ligeså den asyl som Sephiran har lovet dig og vil beskytte dig," svarede han hende roligt. Alt var jo stort set på plads omkring deres kommende ægteskab og liv sammen, han tilføjede bare nogle ting, som jo faktisk kun gjorde det lidt bedre i hans hoved. Han var ikke den mest kendte Acheron, faktisk nok den mindst kendte. Ikke alle vidste at Sephiran havde en bror. "Nej, det gør du ikke," svarede han hende dæmpet. Han tog maden væk for et øjeblik og holdt kruset med vand hen foran hendes læber, så hun kunne få lidt at synke maden på.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste skam godt, at hun var blevet slået, og endda på den mest hårde og grusomme måde, som man overhovedet kunne tiltænke sig. Ikke fordi at det var noget som hun kunne gøre noget ved, andet end at lade som ingenting og klare sig bedst muligt. Hun forsøgte om ikke andet, selvom det virkelig var svært.. Et sted i det indre var hun vel slået ihjel? Alt hun havde haft, var enten taget fra hende, eller mistet.. Folk vendte hende ryggen, og hun havde ikke nogen mere. Det ultimate nederlag et eller andet sted vel? #Han får mig ikke til at gøre som han vil... Og jeg vil bestemt ikke fremstå som en moder til hans barn..# Hun var ikke god til børn.. Hun hadede dem.. Afskyede dem mere end noget andet! Nok fordi at man heller ikke kunne sige, at hendes barndom var præget af lykke, for det var den da slet ikke. Hun vendte blikket tvært imod ham. At han direkte skulle sidde der og fodre hende af som var hun et barn, brød hun sig ikke om, men maden havde hun brug for. Hun tog imod det og slugte det.. Glemte næsten hvad det ville sige at tygge, men det indikerede vel egentlig også hvor sulten hun var? Og hvor skidt hun havde det? Hun havde kun lige fået nok til at klare sig.. ikke til at stille sulten eller noget som helst. Maden sank dybt i hendes mave som omgående startede med at arbejde. Det var jo lige før det faktisk gjorde ondt at få noget at spise. #Sephirans bror, ikke sandt?# spurgte hun, da hun lod blikket undersøge ham. Han var god ved hende.. Og det var slet ikke noget som hun var vant til, så det var uden tvivl noget, som hun måtte finde direkte underligt. Hun trak vejret dybt igen. #Du minder slet ikke om din familie og din slægt. Hvorfor acceptere den slags, når du har talens brug til at kunne sige nej?# Denne gang vendte hun blikket direkte op mod hans ansigt. Han virkede.. indstillet på at gøre som hans forældre bad ham om. Og det forstod hun sig da slet ikke på.

[Samuel Acheron]

Samuel betragtede sig af Malisha. Hun var slet ikke som rygterne havde lydt på førhen. Selvom hun modarbejdede ham lige nu, var det jo kun forståeligt, men han skulle hurtigt få hende på andre tanker. Selvom han ikke udadtil fremstod som sin familie, så var han faktisk mindst ligeså dygtig til at spille skuespil og manipulere med folk... Han kunne bare godt lide at være en sandfærdig person, eftersom det var sådan hans mor havde opdraget ham. "Jo. Det gør han," modsagde han hende igen. Hun kunne ligeså godt vænne sig til følelsen, eftersom hun ikke fik valget. Hvis hun ikke frivilligt gjorde det, så skulle Theodore nok finde en måde og det ønskede han jo ikke. Theodore havde gjort nok imod hende og Sephiran havde jo faktisk lidt glemt at beskytte hende i opløbet, men han havde jo selv meget at se til. Så nu ville han påtage sig at beskytte hende, selvom han stadig lidt frygtede for at få Kimeya efter sig. "Hvis du ikke siger ja, så får han dig til at sige ja... Husk på det," svarede han hende sigende. Hun virkede ganske vist ikke som den moderlige type, men enhver kvinde måtte vel have det et eller andet sted? Ellers blev de jo bare nødt til at finde ud af det sammen, for de sad ligesom i den samme kattepine. Han lod hende drikke lidt af vandet og gav sig så i kast med at fodre hende videre. Hans grønne øjne mødte hendes blik, da hun så så undersøgende på ham. Han nikkede. "Jo," svarede han kortfattet og gav hende en gaffelfuld af kartoffelmos og lidt kød igen. Hun skulle have det hele og ellers så ville hun få cirka 4 måltider om dagen den næste tid til at komme sig på. Han rettede sig lidt mere op, da hun allerede nu konkluderede, at han ikke var som de andre. Det tog som regel ikke folk særlig lang tid. Han gav hende en bid mad mere, mens han så tænksomt på hende. "Folk lægger hurtigt mærke til at Sephiran og jeg er modsætninger... Theodore har opfostret Sephiran med vold, tortur som træning og magisk træning... Clemency har opfostret mig med kærlighed, omsorg og en træner, der har trænet mig i sværdkamp, nærkamp og magi," svarede han hende til en start. Han vædede sine læber. Han blev nødt til at gøre dette for sin mor. "Jeg kan ikke sige nej."

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var på ingen måder den moderlige type, så et sted kunne man vel godt sige, at det var en tanke, som hun fandt direkte skræmmende? Når alt endelig kom til alt, så var det bare vigtigt for hende, at understrege, at hun slet ikke havde tænkt sig at følge med på dette, selvom hun i praksis ikke havde noget andet valg end bare at gøre hvad Theodore sagde.. Det var pinligt som en gammel leder af en stolt og stærk race som warlocks, pludselig at falde fra toppen og til bunden.. helt til bunden, som hun nu var i øjeblikket. Svagt bed hun sig i læben. #Jeg er ikke moderlig anlagt.. Han vil hurtigt fortryde det.# fastholdt hun sigende, da hun igen tog imod både vand og mad, så hun kunne få ordentlig gang i det hele. Hun kunne jo lige så godt få det ud af det, som hun kunne istedet for at fortsætte med at arbejde imod.. Visse ting nægtede hun - som at ægte en mand som hun ikke kendte. Faktisk havde hun jo aldrig været en mand tæt før.. Og det var der også mange grunde til. Frygten for forpligtelse og følelserne som i værste tilfælde ville følge med, var ikke noget, som hun ønskede at blive en del af. Slet ikke! #Han kan ikke udsætte mig for ting værre end hvad jeg har oplevet alligevel,# fastholdt hun. Det værste som han kunne gøre, var jo faktisk at tage hendes liv.. og hun vidste jo at folk som Faith og Kimeya var efter hende, og et ægteskab med en Acheron ville markere tydeligt for dem hvor hun befandt sig henne.. Og det ønskede hun ikke. Døden var hun jo faktisk direkte panisk bange for, hvis hun skulle være helt ærlig. Selv lyttede hun til hans ord. Han mindede på ingen måder som Sephiran eller Theodore.. Og det var noget som hun faktisk godt kunne lide.. Så kunne hun sænke facaderne en anelse om ikke andet. #Jeg har aldrig set så hjerteløse mænd som din broder og Theodore. Din moder har opdraget dig vel,# sagde hun blot. Løgn var det jo heller ikke.. Men uanset hvad, så kunne han jo stadig sige nej! #Og hvorfor kan du ikke det? Hvorfor lade en mand som ham styre dit liv?# Det havde hun aldrig forstået.. Hun selv havde altid kæmpet sig til tops og for hvad hun ville have.. Og han gjorde ikke det?

[Samuel Acheron]

Samuel kendte ikke meget til Malishas privatliv eller hvordan hendes situation så ud, men det var ikke noget han kunne tage sig af. Han vidste bare, at de blev nødt til at arbejde sammen om det her fremfor imod hinanden, for det ville ikke gavne nogle af dem og heller ikke barnet. Han ville gerne opfostre sit kommende barn med kærlighed, som hans moder havde opfostret ham. Han så mod hende. "Det ved du jo ikke før du står med barnet," påpegede han sigende. Lige nu kunne han da heller ikke forestille sig at stå med et barn i armene, men det ville han om otte til ni måneder, og så hang han jo på barnet til det blev myndigt og måske endda efter. Men det var dog noget, han gerne ville hænge på. Han ville gøre det for sin mor. Han blev ved med at fordre hende indtil tallerkenen var tom og til glasset var tømt, for så ville det vist være nok for i dag, for hun skulle jo heller ikke proppes. Hans tanker vandrede kort af til Myia, men rystede det af sig. "Han kan jo slå dig ihjel og finde en anden..." svarede han hende blankt. Theodore havde intet til overs for Malisha. Faktisk var det til hendes held, at Theodore ikke kendte til hendes tid som leder, for så havde hun nok været i graven nu. Han vidste dog, de ville blive nødt til at kalde hende noget andet. Han vædede stille sine læber og stillede tallerkenen og kruset fra sig på bakken på bordet. Han lænede sig tilbage på stolen og trak på skuldrene. Det var rigtigt, men de havde ikke rigtigt været ham så meget i vejen som nu. Han trak på smilebåndet, da hun nærmest roste hans mor, for det gjorde ham glad. Hendes næste ord fik dog smilet til at falme igen. "Det har ikke decideret noget med Theodore at gøre. Min mor har bedt mig tage barnet, da hun ikke ved hvad hun ellers skal gøre... Jeg bliver nødt til at gøre det for hende, efter alt hun har gjort for mig. At min far så får sin vilje oveni er bare... irriterende."

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Alene den tanke om at skulle opdrage og tage sig af et barn, som ikke engang var hendes eget, var en tanke, som faktisk skræmte Malisha en smule. Hun havde ingen erfaring eller noget som helst med børn at gøre fra før af, og med den manglende tålmodighed som hun lagde for dagene, så kunne hun da slet ikke forestille sig, at hun nogensinde ville blive en god mor, så det var der vel også en grund til? Hun knyttede næverne det som hun lige magtet.. Ikke fordi at det var meget, men det var protesten i det! #Jeg hader børn,# tilføjede hun så, mest for at understrege for ham, at han kunne sige hvad han ville, for hun ville bestemt ikke være enig. Uanset hvordan han ville have det med, så var hun ligeglad, for det var bare ikke hendes bord at fremstå som en mor for nogen som helst! Og da slet ikke en andens barn! Hun havde jo forestillet sig, at skulle skænke liv til Konstantin og hendes egen, selvom det jo aldrig var blevet tilfældet.. Og det gjorde ondt. Hans ord fik hende til at knibe øjnene let sammen og vende blikket væk. Døden var hun jo bange for.. mere end noget andet faktisk. #Det vil da spare mig for en hel del besvær,# påpegede hun mere usikkert end hvad hun ville have sagt det ellers, men hvad skulle hun da gøre? Det var hårdt nok for hende som det var! Selvom hun nu også havde tømt tallerkenen, så følte hun stadig sulten.. Og det var ubehageligt, selvom hun bestemt ikke havde tænkt sig at bede ham om at hente mere til hende. Hun vendte blikket mod ham igen. Han mindede på ingen måder om den del af Acheron, som hun var kendt med, og som verdenen omkring dem var kendt med. #Jeg kunne sige mange ting om din far, som vil koste mig livet at give udtryk for;# begyndte hun med en sigende mine i ansigtet. Hun havde jo ingen mulighed for at bruge stemmen, og ved hjælp af magi - som hun selv ikke kunne, kunne hun jo heller ikke ligefrem give sig selv den tilbage igen. #Jeg er ikke en født mor.. Jeg har slået ihjel for hvad der er mindre end det her. Desuden er du vel kendt med min historie? Og ved at Kimeya er efter mig? Hvad tror du ikke et ægteskab vil gøre?# fortsatte hun. Hun kunne ikke lide det!