Do you still want to talk to me?

[Deleted]

Det var ved at være hen på aftenen, og selvom det var ved at være sommer og sol udenfor, så var der endnu en gang ild i pejsen i den lille grotte langt oppe på bjerget i Procias. Om natten heroppe kunne der stadig være en anelse koldt, og det at skaffe lys i sin helhed stort set selv kunne være ganske umuligt i det henseende. 
Siddende på det lille stykke græs i hulen, som Belle havde efterladt sig, samtidig med at hun havde lovet at opsøge ham igen, også selvom det ikke var til at sige hvornår. Han selv havde jo stadig ingen mulighed for at søge udenfor selv.. Bare at komme i nærheden af grottens indgang kunne han jo ikke engang, da han blev holdt tilbage af de usynlige lænker som han havde om sine håndled og ankler. Endnu en gang havde han nærmest kradset sine håndled til blods i frustration over kulden som konstant lå om dem, for han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det! 
De lange fingre gled roligt igennem græsset. Det var ikke noget som han havde forladt på noget tidspunkt.. Det nærmeste som han havde været skovens natur igennem frygtelig mange år. Han lod hovedet søge let på sned. Belle havde opsøgt ham et par gange, og han var igang med at lære de sociale spilleregler.. det var bare svært, når hans eneste ven faktisk var... Belle. Han ville jo heller ikke gøre hende sur eller sådan noget. Han rystede på hovedet af sig selv, inden han kort slog sig på tindingen. Det lignede ham slet ikke at gøre de tanker. Slet ikke! Han rokkede en smule frem og tilbage. Foran ham lå en oldgammel bog som Silia havde bragt til ham for et par dage siden. Selvom han havde læst den hundrede gange før, var det bedre end det andet han havde haft gang i. Noget skulle han jo bruge tiden på.

[Erica Magdalen Sashae]

Starten på venskabet med Ezekiel havde været noget specielt. Hun havde forvildet sig ind i hans hule på grund af regnvejret oppe på bjerget og var endt med at sidde lænket fast i et par dage, fordi han havde nægtet hende at gå. Hun havde i de dage dog fået ham tøet så meget op, at lænkerne til sidst havde sluppet hende og hun havde fået lov til at gå. Hun havde jo lovet at komme tilbage til ham, så det ville hun. Hun havde ondt af ham, fordi han ikke kunne komme udenfor og opleve sommeren. Hun nød selv godt af det i skoven og alt var tilbage ved normalen, da folk var stoppet med at spørge ind til hvorfor hun havde været væk i et par dage. Hun kunne dog selv fornemme uroen dernede, så derfor glædede hun sig til at komme lidt væk fra den mørke stemning, der lurede om krig og så få sine tanker afledt af Ezekiel. Med en let tone nærmede hun sig åbningen ind til hans hule. Hun havde ikke fortalt nogle om ham og havde sagt til folk, at hun var blevet fanget af regnen, men at der ikke var sket noget. Hun havde sin kurv med med lidt mad og drikke i, samt nogle urter. Han skulle lære, at alkymien altså ikke var farlig, hun helede jo kun folk og de levede glad videre bagefter. Hun nynnede en lille melodi fra kirken og smuttede ind gennem åbningen, hvor hun fik øje på ham henne på græspletten, der var foran pejsen. Hun stod et øjeblik og vænnede sig til mørket, eftersom hun var kommet fra en skyfri himmel. Hun smilede til ham. I dag havde hun det blonde hår sammen med grønne øjne, da det jo var hendes mest naturlige skikkelse. Hendes tøj var i grønne toner og hun bar ingen kappe, da det jo havde været varmt udenfor. Kurven satte hun fra sig og hun så mod ham. "Hej," hilste hun og gik ham i møde.

[Deleted]

Ezekiel havde på ingen måder været særlig begejstret for at lade Belle gå, men det var sket alligevel. Selvom græsset virkede mere og mere døende under ham i takt med at hun havde været væk, og han brød sig ikke om det. Havde hun løjet for ham? Den tanke havde slået ham mere end en gang, og han kunne ikke lide det. 
Selvom hans tanker omgående blev brudt, da han kunne mærke og fornemme hende tæt på sig. Han hævede varsomt hovedet, hvor de matte øjne stirrede fremfor sig. Hun kom faktisk! Han kunne jo spotte det allerede med det samme, og han havde jo intet imod det, for hun havde jo lovet at komme igen. Han drejede hovedet, da han så at hun igen kom ind af hulens indgang. Han kunne kun lige ane lyset udenfor, men ikke komme tæt nok på til selv at kunne se det. Hans håndled var kradset op og blodige endnu en gang, som de var stort set daglig efterhånden, og han kunne jo ikke ligefrem gøre for det. Hvad hun havde med, var faktisk fuldkommen underordnet for hans vedkommende, for han ønskede jo egentlig bare at hun var der.. Han kunne jo godt lide at snakke med hende, også selvom han jo vidste, at han jo mere end en gang gik hende på nerverne. 
"Jeg tvivlede på, at du ville holde ord, Belle.." De matte øjne gled mod hendes ansigt, også selvom han ikke rigtigt rørte sig ud af pletten. Følelsen af at sidde i græsset, var noget som han faktisk godt kunne lide, så der havde han helt klart tænkt sig at blive siddende. "Dronningen af lyset ved ikke at du har været her, nej hun ved ikke.." Han rystede let på hovedet og vendte blikket mod pejsen igen. Det var typisk sommer. Varmen var uden tvivl god i grotten, men lod han pejsen brænde ud, ville det blive mørkt.. Det var altid det samme dilemma hvert år.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle havde brugt lang tid på at overtale Ezekiel til at bryde hendes lænker og lade hende gå, for hun havde brug for luft. Hun havde jo lovet at komme tilbage og der var kun gået et par dage. Hun kunne jo ikke bare forsvinde hele tiden, for hendes familie... eller familie var de ikke, men de andre druider, ville spørge ind til hvad hun lavede. Hun var ikke i tvivl om, at han var der, for han kunne jo ikke komme ud. Hun vidste så også, at han ville vide når hun nærmede sig, for det kunne han vel mærke som mental dæmon. Hun vædede roligt sine læber, som hun dukkede ind ad indgangen og så på ham, som han sad på hendes græsplet. Det kunne ikke rigtigt leve her særlig godt, for det fik jo ingen næring, så det var ved at dø under ham. Det skulle hun dog nok rette op på, for han var jo uden tvivl virkelig fascineret af det. Da hun nåede hen til ham så hun at han igen havde kradset sine håndled op og hun rystede opgivende på hovedet. "Jeg holder altid mine ord," svarede hun ham med en let tone og gik tilbage til sin kurv. Hun tog en tørv af de helende urter op og gik tilbage til ham. Hun satte sig ned ved hans side, tog fat om hans hænder og fordelte tørven ud om begge håndled. Hun helede igen hans sår, som hun havde gjort det under deres første møde. Hun vædede sine læber og lod hovedet falde på sned. Hendes hår blev mørkere igen, da det lyse hår ikke passede til mørket herinde. "Godt," endte hun sigende. Det var da positivt, at det var ukendt at være her.

[Deleted]

Ezekiel havde ikke været meget for at lade Belle gå, men havde alligevel ladet sig overtale til at lade hende gå, og han havde gjort det.. Siddet alene tilbage igennem de sidste dage på sin lille græsplet som stille og roligt døde ud under ham.. Og han kunne ikke lide det. Det var det nærmeste som han havde været på natur foruden sit lille fængsel i en grotte, som han bestemt ikke ville betegne som natur, for han kunne jo ikke komme ud derfra! Han vendte blikket mod hende, da hun alligevel stod der. Et sted selvfølgelig glad for at se hende igen, men han vidste ikke rigtigt hvordan han skulle vise det da glæde og begejstring ikke just var noget som han oplevede meget af i hans ellers så ensomme tilværelse. "Det er ikke altid man kan stole på det talende ord, Belle.. Tro mig. Sådan noget ved jeg," fortalte han roligt da han igen så til at hun kom ham i møde med sine mærkelige planter og healede hans ellers ømme og blødende håndled. Han rynkede på panden og trak sine håndled til sig istedet for, kun for at kigge på dem, som var de blevet udsat for gift. Han ømmede dem igen. "Du brugte alkymi på mig... Ej må du bruge alkymi på mig, nej du må ej. Farligt.. Magi og alkymi koster dyrt, Belle.." Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Det kunne godt være, at det hele kun var løbet op i et enkelt møde tidligere, men det gjorde virkelig ikke nogen forskel for hans vedkommende lige nu om ikke andet. Han rystede på hovedet igen og blev ellers siddende på den plet af græs på hans gulv. "Frygtelig dyrt.. Du kan ende i en hule som denne for resten af dit liv.. De kommer efter dig, hvis du bliver for dygtig.." forklarede han mere som en stemme henvendt mod ham selv. Selv han gik jo temmelig meget i selvsving til tider.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle betragtede sig af Ezekiel, nu hvor hun sad ved siden af ham på græspletten. Den var ved at se lidt udtørret ud, da der jo ikke var noget sollys til den her, men det skulle hun tidsnok få rettet op på. Når han så godt kunne lide naturen, så ville hun også skænke ham den, da hun faktisk stadig så det som en opgave at hele ham. Det var nok forkert at se ham som en mission i hendes liv, men hun blev nødt til at hjælpe ham og få ham på rette spor. Se om hun måske endda ikke kunne bryde magien, men det ville hun dog ikke fortælle ham, for så ville han da gå amok. Hun sukkede og smilede bare sødt til ham. "Jeg kan da godt skrive under på et dokument hvis du vil," svarede hun sigende. Hun kunne jo faktisk læse og skrive ret godt, da hun jo selv var fan af sine fagbøger om healing. Hans dokumenter med historier, der flød i hele grotten, var dog også spændende for hende og hun ville faktisk gerne hjælpe ham med at samle det hele. Hun så mod ham, som han dog så ret utilfreds ud over, at hun helede ham, men det kunne hun ikke tage sig af. "Du skal ikke bestemme hvad jeg må. Healing er ikke farligt, det hjælper. Og jeg har udøvet det i mange år... Ligner jeg en, der har taget skade?" spurgte hun sigende. Det var den gamle diskussion, men hun ville vinde den en dag. Hun undlod at svare på hans side ord og lod i stedet sine hænder falde ned i græsset hun også sad på, såvel som han sad på og hun lod det vokse frem igen i en frodig grøn farve med lidt længere strå. Foran ham skød også en smuk blomst frem, der var helt rød.

[Deleted]

Ezekiel længtes efter sin frihed, selvom han faktisk tvivlede på, at han ville kunne håndtere den, nu hvor han havde siddet her i så frygtelig mange år. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde været ude.. Og ja, det var jo noget, som selv kunne ses på hans hud. De matte øjne hvilede på hendes skikkelse. Igennem de sidste dage, havde han siddet på den tørre græsplet. Det var et minde.. et minde, som han slet ikke kunne huske, at han havde oplevet. "Folk render fra løfter og aftaler.. ingen kan stole på hinanden mere.." Han slog let med sin pegefinger mod sin tinding. Selvom han var låst af vejen og folk stort set ikke vidste, at han overhovedet eksisterede, men han vidste langt mere om folk rundt omkring, end hvad de nok egentlig ønskede. "Verden forandrer sig derude, Belle.. Man kan ikke stole på nogen," fortalte han idet han vendte blikket væk fra hende igen og ned mod sine healede håndled. Stadig en anelse ømme, men da slet ikke så grumt som det havde været for bare et øjeblik siden, og selvfølgelig var det også noget som betød en hel del for ham selv, hvis han endelig skulle sige det.
Han vendte blikket igen i retningen af hendes skikkelse. Lige umiddelbart ville han ikke påstå at hun lignede en som havde taget skade, men det var jo aldrig til at vide. "Definer skade, Belle.. Fysisk.. nej.. Men man kan ikke redde alle med healing.. Healing kan ikke redde en som mig for eksempel," forklarede han med en mere fraværende mine, da han vendte blikket mod blomsten som voksede op lige ved ham. Han trak stort på smilebåndet og lod sin skællede hånd stryge over de smukke kronblade.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle vidste, at det ville blive en lang proces med Ezekiel. Han ønskede sin frihed, men skulle først lære alt om at begå sig før det kunne lade sig gøre og det prøvede hun jo at lære ham. Hun smilede blidt til ham og mødte hans matte blik. Hun skulle nok få ham frisket op. Måske komme til at snige en eliksir i hans vand en dag, der kunne begynde at hele hans skæl? Nej, det ville være ondt. Og venskabet ville være ødelagt. Hun ville være nødt til at gå forsigtigt til værks og rette op på ham, så han ikke selv vidste, hvordan hun manipulerede med ham. Men hun gjorde det jo i en god mening, for hun ønskede, at han skulle blive god igen. "Du kan stole på mig," endte hun og så ham dybt ind i øjnene, så han også kunne vide, at hun ikke løj. Hun ville faktisk gerne holde sit løfte og komme at besøge ham. Hun vædede flygtigt sine læber og bøjede sine knæ, som hun slog armene om sine knæ. Hun så tænksomt på ham da han spurgte ind til det med skade. Hun så på hans hånd, da han aede blomsten og smilede tilfredst. "Psykisk er jeg heller ikke påvirket... Jeg klarer mig i bedste velgående. Jeg ved, at man ikke kan heale alle... Men man kan altid forsøge," svarede hun til ham.

[Deleted]

"Åh, kan jeg nu det?" endte Ezekiel roligt, da han igen vendte blikket mod hende Det var skam ikke fordi at han ikke stolede på hende som sådan.. Han kendte ikke nogen, og han stolede ikke på nogen. Dem som han havde stolet på, havde jo lukket ham inde her, kun for at holde ham ved lige med lidt selskab og så når de bragte mad op til ham, og selvfølgelig var det noget som virkelig måtte irritere ham på det groveste. Han rystede let på hovedet, da han igen vendte blikket ned mod blomsten. Jo mere hun viste ham, af den magi, jo mere længtes han ud og efter at komme hjem.. Eller hvad man nu kunne kalde det.. bare ud vel? Han trak hånden til sig i takt med at længslen meldte sig. Han ville kun blive skuffet. Igen så han mod hende. Selvfølgelig glad for hendes selskab, og at hun havde holdt ord og havde opsøgt ham igen.. Det var vel bare et lille tegn på, at han faktisk kunne stole på de ord, som hun skænkede ham? "Den eneste som vil blive skuffet, vil være dig, Belle.. Du kan ikke redde alt og alle.. Det kan man ikke.. Alle som har forsøgt, er gået skuffet fra det.. Et menneskeligt mål måske, men uopnåeligt.. fuldkommen uopnåeligt." Igen lod han sin hånd gnide det ene håndled. Det var vel bare en vane for ham efterhånden. Han blinkede let med øjnene, inden han denne gang rykkede tættere på hende - Igen helt tæt. "Havde du kun urter med dig i den kurv?" spurgte han videre. Han var jo nysgerrig og kunne med lethed selv søge svaret, hvis det var det han ville, men ville give hende muligheden for at svare for sig selv.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle sukkede. Hun havde brugt lang tid på at fortælle ham gang på gang, at han kunne stole på hendes ord. "Sidder jeg her måske ikke, Ezekiel? Jeg har holdt mit ord om at komme tilbage. Jeg vil endda skrive under på et af dine pergamenter som en tro- og loveerklæring, hvis du ønsker det. Jeg vil gerne bevise for dig, at du kan stole på mig," svarede hun roligt. Der var ingen snært af irritation denne gang, for hun havde længe sundet sig over deres første par dage sammen i grotten og hun havde efterhånden fundet ud af, hvordan hun skulle tackle ham. Så i dag gik hun til ham med friske øjne, da hu havde rystet det første møde af sig. Hun så mod ham, som han trak hånden til sig igen. Han savnede det udenfor, det kunne hun næsten mærke på hans handling og læse på hans aura, så hun ville jo virkelig gerne hjælpe ham! Hun turde dog ikke opsøge Nathaniel, for hvad ville den mand ikke gøre ved hende hvis hun bad ham sætte Ezekiel fri? Hun smilede stille til ham og så overbærende mod ham, som han begyndte at snakke igen om det. "Jeg er holdt op med at blive skuffet... Sådan da. Jeg kunne ikke redde min mor fra døden, men det har jeg accepteret med tiden," fortalte hun ham sigende. Hun så på ham som han rykkede ind i hendes sfære, men lod ham gøre det, for hun kunne jo ikke få ham til at lade vær. Hun smilede til ham og grinte kort blidt af hans ord. "Jeg har også lidt mad og drikke med," svarede hun. Om lidt ville han sikkert være stormet hen for at se hvad hun havde med, så hun blev siddende.

[Deleted]

Svigt og brudte løfter var alt sammen noget som prægede Ezekiels fortid, så var det underligt, at han reagerede som han gjorde? Hun havde ved et rent uheld fundet hans fængsel.. et fængsel, som selv hun kunne komme og gå i, som det var hende lystet. Han rystede let på hovedet. "Specielt på skrift kan ord brydes!" endte han med en mere fast tone end tidligere. En underskrevet kontrakt var ikke nær så bindende, som de havde været før i tiden. Hans blik gled mod hende, hvor han virkelig forsøgte ikke at kigge på den blomst som var lige ved siden af ham. Ja, han savnede selvfølgelig at komme ud, trække den friske luft og slippe for de lænker som han havde om håndled og ankler, men han regnede ikke med at han nogensinde ville få den mulighed. Han vendte blikket ned mod sine skællede hænder.. Ja, han kunne ikke engang huske hvordan han så ud, uden dem. Han havde jo heller intet som mindede om spejl eller lignende i hans hjem her. Han kunne ikke holde ud at se på det.  "Døden er en del af det at leve livet. Nogle siger det er starten på et nyt.. Jeg er ikke overbevist.. Sjælen vandrer.. Det er det mest værdifulde man har.." Han gik endnu en gang i selvsving. Selvfølgelig trist, at hun ikke havde været i stand til at redde sin mor, men så havde det heller ikke været meningen at hun skulle reddes - i hans optik om ikke andet. At hun havde mad og vand med, gjorde ham selvfølgelig nysgerrig. Han kunne uden problem bare søge ind i hovedet på hende og finde svaret.. men han ville jo heller ikke gøre hende sur, som han havde gjort sidst. Han rejste sig roligt op, også selvom det stadig var lettere krumbøjet. Han gik hen til kurven, hvor han direkte gav sig til at rode den igennem for at se hvad hun havde med. Det kunne jo kun være bedre end hvad slottet skænkede ham!

[Erica Magdalen Sashae]

"Så fortæl mig hvad jeg kan gøre, Ezekiel... Så du stoler på mig," endte hun opfordrende. Så måtte han jo selv tænkte sig til hvad hun kunne gøre når en underskrift ikke kunne gøre det. Hun vidste snart ikke hvad hun kunne gøre. Måske efterlade ham en ting som en slags pant? Noget hun blev nødt til at komme tilbage efter, men ikke ville mangle i sin hverdag. Selvom hun ved et uheld havde fundet hans fængsel, så var hun glad for, at hun havde fundet det. Hun havde et nyt mål i livet og det var, at hun skulle bryde alkymien. Hun måtte vist hjem og læse lidt mere op på andre områder end lige healing, som hun jo havde fordybet sig i altid. Hun så mod hans hænder, som han selv kiggede mod dem. Hun ville også hele hans udseende... Få de skæl væk, så han ikke lignede en, der havde muteret og så måske endda bringe et spejl til ham når han var klar, så han selv kunne se. Hun var sikker på, der jo faktisk gemte sig en pæn mand inde bag det uglede, krumbøjede og skællede ydre. Hun så mod ham da han talte. Det var jo sandt, men hendes mor skulle bare ikke have gået bort på den måde. "Det er sandt. Men min mor blev revet væk før tid... Af en frygtelig sygdom," svarede hun ham roligt. Hun smilede stille. Det blev dog et bredere smil da han faktisk rejste sig og fandt hen til hendes kurv, som han begyndte at rode rundt i. Hun blev siddende og kunne ikke lade vær med at grine indvendigt, for det var morsomt at han reagerede præcis som hun havde forudset. I kurven var der et helt nybragt brød, hvor der også lå en dolk til at skære det ud med. Ligeså havde hun flere skiver saltet kød skåret i skiver, pakket ind i et klæde. To krus med en dejlig mild øl til, som druiderne selv havde brygget. "Tag kurven med herhen," opfordrede hun ham.

[Deleted]

Ezekiel stolede virkelig ikke på nogen.. Han havde aldrig haft en grund til at stole på nogen. Hans fortid var præget af svigt, skuffelse og det som sikkert også var værre, men dog en del af de mange historier, som han ikke havde delt med nogen. Der var jo aldrig nogen der som sådan havde været interesseret i at høre hvad han havde at berette omkring. "Bevise for mig at du står ved dine ord, Belle.. Jeg kan ikke tage noget fra dig, jeg kan ikke sikre mig at du kommer tilbage når du forlader mit fangehul. Jeg følger dig her.." Igen lagde han en finger mod sin tinding og stirrede på hende. Han var måske langt væk fysisk når hun forlod stedet her, men ikke psykisk. Sagen var vel, at han savnede hende, når hun ikke var der? Selv den tanke fandt han en kende skræmmende. Selv vidste han ikke meget om sygdomme og den slags.. Ikke andet end hvad han faktisk havde læst sig frem til, og det var ikke meget. Silia udvalgte bøgerne meget nøje når hun opsøgte ham. Det.. gør mig ondt," forsøgte han. Han vendte blikket mod hende. Det lød underligt at tage de ord i sin mund, men han forsøgte, også fordi at hun jo var så god ved ham.
Kurven var det næste, som han havde fået øjnene op for, for han var nysgerrig. Han gennemrodede den og blev kun mere og mere positivt indstillet til helt præcist det som han så. Han endte med at tage kurven med ned til hende. Det var flasken med øl som han tog op som det første. Det sagde ham virkelig intet. "Giftig farve.. Hvad er det? Alkymi?" spurgte han videre, mens han meget nøje betragtede sig af flasken og dets indhold.

[Erica Magdalen Sashae]

Belle kunne ikke lide, at Ezekiel ikke stolede på hende. Hun vidste, det kunne være svært, men han blev jo nødt til at give hende en chance. Hun så undersøgende på ham. Bevise det? Hvordan?! Han formåede virkelig at frustrere hende og det var virkelig irriterende, men hun holdt dog modet oppe. En tanke slog hende dog og et smil spillede over hendes læber. "Men du må jo faktisk stole lidt på mig. Ellers kunne jeg jo ikke forlade hulen," svarede hun ham sigende. Han var jo faktisk herre over hende når hun gik ind i hans hule, for han kunne forbyde hende at gå og magien ville låse hende til stedet, til han mentalt var klar til at lade hende gå. Hun nikkede mod ham. Hun vidste udmærket, at hun ikke kunne skjule noget for ham. Mon han kendte til hendes mål om at heale ham? Det håbede hun da ikke, for så blev han da ikke særlig medgørlig. Hun løftede et bryn ved hans ord og fandt det sødt, at han prøvede. "Tak," svarede hun blot dæmpet. Hun blev heldigvis ikke påvirket af at snakke om det længere som hun havde gjort førhen. Hun fulgte ham med blikket, da han kom tilbage med kurven og satte sig igen. At han tog øllen op forundrede hende ikke. Selve flasken var i mørke toner, som gav væsken en lidt anden farve end den havde, når den kom ud. Hun tog det ene af krusene, tog flasken fra ham og hældte en tår op i det. Hun rakte ham kruset i stedet. "Det er øl. Druiderne har selv brygget den, ganske mild og ikke så stærk på alkohol. Det er til at drikke... Prøv at dufte til det," svarede hun ham roligt. Hun hældte et krus op til sig selv og lagde flasken tilbage i kurven.

[Deleted]

Ezekiel havde aldrig før oplevet, at nogen i det hele taget kunne holde ord.. Han var blevet svigtet og skuffet så mange gange, at han ikke turde. At han så havde vist hende den tillid og ladet hende gå sidst, var faktisk et utrolig stort skridt for ham. "Én gang..!" Han holdt en finger fremme for hende mens han lod blikket glide mod hende igen. Igen rykkede han ganske tæt på hende. "En gang lod jeg dig gå.. Jeg... lod tvivlen komme dig til gode! Det var det jeg gjorde!" endte han med en sigende mine. Et sted var det jo heller ikke nogen løgn, for det var hvad han havde gjort. Hun havde lovet at komme tilbage.. og han havde derfor også ladet hende gå med håbet om at han ville få hende at se igen. Han var da blevet positivt overrasket, for hun var jo kommet der. 
Selvom det ikke lå til Ezekiel at udvise omsorg af nogen slags, så forsøgte han da. Hun havde jo lært ham sidst, de havde snakket, at han også kunne tænke lidt på andre, end bare sig selv, selvom det uden tvivl stadig var svært for ham. 
Kurven bragte han hende hurtigt og tog pladsen ved siden af hende igen. Flasken med øl undersøgte han meget nøje. Selv vidste han, at han ikke havde fået sådan noget før, for hvor skulle han da få det fra? Vand var primært det som blev bragt ham heroppe. Han rynkede let i panden. Hvad hun havde af planer om at hjælpe ham, havde han ingen anelse om. Han havde jo heller ikke altid en grund til at læse hendes tanker, når hun snakket med ham som hun gjorde lige nu. "Det ser giftigt ud... og gift kan være alkymi.." Han lod hende skænke op til ham, hvor han tog imod kruset og duftede til det Han rynkede på næsen. Det lugtede virkelig underligt.