Not part of the plan...

[Clemency Mériah Acheron]

Clemencys appetit svingede meget for tiden. Hun vidste udmærket hvad der var galt. Hun var vred, så hendes knogler helt gjorde ondt af at bære rundt på det. Hun havde ikke fortalt det til Theodore endnu. Men hun var harm i øjeblikket. Han havde brudt to af deres aftaler og hun følte sig lige nu ikke så tæt knyttet til ham som hun havde gjort i det øjeblik, han var kommet tilbage efter alt den tid. Måske han burde være blevet væk? Han havde allerede vendt rundt på nogle ting. Postivt kunne man sige, at hun havde fået en hvis frihed tilbage, da hun nu indtog hele huset som sin hjem. Hun havde også fået et bedre forhold til Sephiran, hvilket var helt utroligt. Tiyanna og hende var blevet gode venner igen og hun var den eneste, der faktisk vidste, at hun var gravid. Det var en ting de kunne dele, selvom Tiyanna jo var snart halvvejs? Hun havde ikke spist noget til morgenmad, men var blevet i sengen. Når hun sagde hun var sløj, så så Theodore ikke tegnene... Det var han lidt for blind til på det punkt, han så aldrig sådanne detaljer. Hun var også blevet væk fra frokosten, men hen ad eftermiddagen var hun dog stået op. Hun var pludseligt utroligt sulten og hun havde lyst til kød. Som hun normalvis aldrig havde. Hun havde klædt sig på, stået og stirret på sig selv i spejlet et godt stykke tid og var så gået fra soveværelset. Kjolen var mørkeblå og enkel, men faldt smukt om hendes krop. Snart ville hun blive en flodhest. Men hun kunne ikke få en abort, det var under hendes værdighed. Hun sank en klump og gik direkte ned i køkkenet. Tjenestefolkene så underligt på hende men stillede ingen spørgsmål. Ingen varm kød før aftensmad, så meget vidste hun, så i stedet bad hun om noget brød med pålæg på og det fik hun straks. Hun lænede sig bare op af bordet i midten af køkkenet og gav sig til at spise her.

[Theodore Jarvis Acheron]

Selvom der var gået tid siden brylluppet, så var tingene ikke som de plejede at være, hvilket Theodore uden tvivl også kunne mærke sig af. Som det vanemenneske man nu kunne sige at han var, så bed han sig faktisk fast i de ting. I det store og hele, så bed han sig ikke rigtigt fast i, at hun faktisk havde ligget i sengen stort set hele dagen, da han selv havde været travlt optaget af sit arbejde. Nu hvor han var velsignet af landets konge, og med et ønske om et kommende og godt samarbejde, så tøvede han bestemt heller ikke med at gøre en indsats, netop for at få tingene som han gerne ville have dem.
En af tjenestefolkene havde forladt køkkenet mens fruen gjorde kål på den mad, som hun havde fået serveret, kun for meget tøvende at søge i retningen af Theodores kontor, hvor der varsomt blev banket på. Theodore hævede blikket og bad vedkommende om at komme ind. Brillerne lagde han roligt på bordet. Alderen var komet efter ham, og gud hvor han dog hadede det faktum. "Herre.. Fruen er netop ankommet køkkenet," fortalte tjeneren ydmygt. Theodore nikkede blot. Det var måske på tide med en snak? Mange ting var nemlig som de ikke skulle være, og den tanke brød han sig bestemt heller ikke om, om han skulle være helt ærlig. Arbejdet lagde han fra sig, inden han med rolige skridt, gik forbi den tjener som havde bragt ham beskeden, for selv personligt at søge ned mod køkkenet.

I takt med at Theodore nåede køkkenet, og de øvrige af tjenestestaben fik øje på ham, bukkede de med det samme, og blev ellers bare.. stående sådan. Hans blik hvilede dog ikke på dem, men derimod på Clemency. Han trådte roligt mod hende med rolige skridt. "Du undgår mig, Clemency," bemærkede han med en ganske sigende og kortfattet stemme. Ikke fordi at der var noget faretruende over hans ord. Han brød sig bare ikke om det faktum, at tingene ikke var, som han huskede at de havde været før i tiden. Resten var han jo ganske enkelt blind overfor.

[Clemency Mériah Acheron]

Tjenestefolkene vidste ikke rigtigt hvad de skulle gøre. Ingen fra familien plejede at besøge dem i køkkenet, så de var ret overraskede over det hele. Selv de mærkede jo en forskel, meget mere end Theodore. Det eneste han bed sig mærke i var, at hun undgik ham, hvilket uden tvivl irriterede hende. Alt irriterede hende, men hun var også præget af en masse hormoner nu hvor hun var gravid igen. Hun vidste det var det. Morgenkvalmen... sløjheden... lysten til mad på mærkelige tidspunkter af dagen. Mad, som hun normalvis slet ikke rørte, da hun altid havde været påpasselig med hvad hun spiste. Hun sagde ikke noget til dem og de så også kun skjult på hende, da de vidste, at det var uhøfligt at stirre. Hun spiste sit brød med pålægget på, der var et stykke koldt skinke, selvom det nu smagte dejligt i hendes gravide mave. Theodore arbejdede sikkert, så hun kunne forhåbentligt være i fred. Hun havde ikke lige tænkt, at den tjenestepige, der gik, valgte at informere Theodore. Hun så mod døren og rullede med øjnene, da han pludseligt stod i døren. Igen mærkede hun bare vreden trænge sig på. Hun hadede når folk ikke holdt hvad de lovede og der var uden tvivl skåret et sår i tilliden, der ville tage lang tid at hele. Hun var mere varsom omkring ham... undgik ham faktisk helst. Da han kom mod hende, så gik hun rundt om bordet i midten af rummet, så de stod på hver deres side af bordet. Hun orkede ham ikke. Ville ikke kysses på, nusses om eller noget lignende. "Du kan da bare passe dit arbejde," endte hun irritabelt. Hun var stadig sulten... Hun lænede sig ind over bordet og hjalp sig selv, ved at skære en skive af skinken, der stod og begyndte bare at spise det med fingrene. Hurtigt havde hun spist skiven og slikkede sine fingre, før hun bare lagde armene over kors.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore vidste jo at Clemency undgik ham, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om. Selv ønskede han jo selvfølgelig tingene som de plejede at være. Og han hadede, at de ikke bare kunne være enige om tingene! Tjenestefolkene trak sig hastigt væk fra dem begge, for det var jo tydeligt, at det ikke var som det skulle være, og det kunne de jo heller ikke lide.. Det var jo også det som Theodore valgte at reagere på. Selv lod han blikket følge hende, da hun trådte om på den modsatte side af bordet, og bare fortsatte med at spise og endda med fingrene? Han lod hovedet søge let på sned. Hun var sur på ham.. det hele lå i hendes stemme, og nu hvor han havde kendt hende igennem så mange år, så havde han lært forskellen i hendes stemme og tonefald. Armene lod han roligt falde over kors og med blikket hvilende fast og intenst på hendes skikkelse. Det andet var da uden tvivl noget som faktisk måtte irritere selv ham et eller andet sted. "Jeg forlod det netop, for at komme herned, Clemency. Jeg vil gerne have at du taler til mig." Han trådte roligt udenom bordet, for at komme tættere på hende. Signalerne og tegnene så han dog på ingen måde, for han var slet ikke præget af tanker og følelser på den måde. Nej, han var præget af det, som han følte lige her og i øjeblikket, og dette var så sandelig heller ikke anerledes. Tjenestefolket forlod forvirret og usikkert deres plads i køkkenet, for at lade herren og fruen være alene. Dem som kendte dem, vidste godt, at dere kunne falde brænde ned, når det kom til de to, og de for alvor var på krigsstien.
Theodore reagerede ikke på, at de pludselig endte i køkkenet alene. Selv var dette nok det lokale, som han opholdt sig mindst i, da han faktisk ikke så nogen grund til at være der. Han trak vejret dybt. "Du tilbringer dage i sengen, ligger med ryggen til mig, som jeg faktisk har gjort noget forkert.." Han knyttede næven fast. Han gjorde ikke fejl.. Han gjorde aldrig fejl!

[Clemency Mériah Acheron]

Der var flere grunde til at Clemency undgik ham. Men den primære årsag var, at hun var blevet meget hormonel af den nye graviditet og i og med, at hun generelt bare var skuffet og irriteret, så påvirkede det uden tvivl også hele situationen. Hun var anspændt, blev træt og hun orkede ikke at være gravid. Hun ville ikke have det barn, for hun ville komme til at opfostre det selv og Theodore ville jo nok ikke have en ny snotunge i sit liv, han havde nok at gøre i med deres to store drenge. Hun holdt armene over kors efter hun havde spist stykket af skinken med fingrene, hvilket hun under normale omstændigheder aldrig gjorde. Hun var sur på ham, men det indså han jo ikke og det gjorde hende bare mere sur. "Hvad nytter det? Det er jo som at tale til en dør," svarede hun skarpt. Da han trådte udenom bordet, så bakkede hun tilbage omkring bordet den anden vej, så de igen stod på hver deres side af bordet. Hun ville ikke røres ved lige nu, for så ville hun uden tvivl klappe ham en. Hun trak vejret dybt og pustede ud. At tjenestefolkene flygtede sagde hun ikke noget til, det var nok for det bedste, eftersom dette kunne blive et noget grimt sammenstød. Det hele havde lagt og ulmet i lang tid... Stilhed før stormen. Og nu kom stormen så. Hun kneb øjnene sammen og så mod ham. Hun opfangede en lugt af hvidløg, hvilket direkte gav hende kvalme. "Du har også gjort noget forkert!" endte hun nærmere hysterisk. Hun gik rundt med det hele selv, så det var klart, at hun faktisk havde brug for at afreagere. Hun bed tænderne sammen og lagde en hånd for munden, da hun mærkede kvalmen trænge sig ekstra på. "Hvis du vil have mig undskyldt," endte hun. Hun vendte om og hastede ud af køkkenet og op ovenpå og ud på toilettet de havde under trappen på stueetagen, hvor hun faldt sammen over spanden. Hun holdt sit hår væk i en knold og kastede op i spanden. Da hun var færdig, så tørrede hun sig om munden med en klud. Tjenestefolkene måtte jo tømme spanden. Hun gik ud i gangen igen...

[Theodore Jarvis Acheron]

Noget var rivende galt, og det kunen Theodore da tydeligt mærke på hende, og specielt fordi, at hun igen valgte at trække sig over på den anden side af bordet, da han forsøgte at komme hende i møde. Det var faktisk virkelig provokerende, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. Han kneb øjnene let sammen. "Så forsøg da at snak med mig," sagde han blot. Alt det med følelser, var slet ikke noget som han forstod sig det mindste på, og derfor var han nok mere direkte. Selvom han ikke ville påstå, at han havde gjort noget forkert... for det havde han ikke, og så måtte hun jo fortælle ham anderledes, for han ville ikke lytte. "Jeg kan ikke have gjort noget forkert.. Hvad skulle det da være?" spurgte han direkte, da han så, at hun bare.. stormet ud af køkkenet? Det var bestemt ikke noget som han havde regnet med at se, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han endte med at vende om og søge direkte efter hende. Selv havde han ikke set nogen grund til at handle anderledes. Om det havde været noget alvorligt, så havde hun vel også fortalt ham det? Selvom han nu så fuldstændig bort fra hendes signaler og tegn på at hun skulle bære hans kommende barn, så var det slet ikke noget som rørte ham det mindste på nogen måde.
"Clemency.." begyndte han med en ganske sigende og kortfattet mine. Han trådte ud på gangen og søgte hen mod hende istedet for. Var hun dårlig? Var hun syg? Han vidste det ikke, men han måtte godt nok stå ved, at det slet ikke var tanker, som han faktisk brød sig om, for det var det virkelig ikke! "Fortæl mig hvad der foregår heromkring. Der er noget du ikke fortæller mig.." Denne gang stoppede han op foran hende. Selvfølgelig ønskede jo selv han, at de skulle have det til at fungere, selvom det var tydeligt svært.. Han ville have tingene, som de var før.. Det var tilsyneladende bare meget at bede og kræve om.

[Clemency Mériah Acheron]

For tiden var alt galt i Clemencys hoved. Det havde startet på bryllupsnatten og var egentligt bare gået ned ad bakke siden. Måske var det dumt af hende, at hun havde krævet et nyt bryllup, for det havde tydeligvis ødelagt det hele. Fordi hun var så hormonel, så tænkte og ønskede hun dog ting, som hun ikke reelt mente og det kunne være svært at tackle overfor Theodore, fordi han tog alting bogstaveligt og selv troede han var et englebarn. Hun rullede med øjnene ad ham. Havde hun ikke lige sagt, det var som at snakke til en dør? Hun ville ikke snakke med ham... vidste ikke hvad hun skulle sige og var faktisk bange for hvad han ville sige til, at hun var gravid. Mest af alt, så ville det vel bare blive hendes skyld. Alt var jo altid hendes skyld, aldrig hans. Han gjorde alting rigtigt. Opblæste nar! Hun rystede af sine egne tanker, som hun bare stormede væk, eftersom hun ikke ville kaste op i køkkenet, det var ækelt. Hun gjorde sig færdig på toilettet og lukkede døren i efter sig, som hun nu stod i gangen mellem forhallen og stuen. Hun sukkede, da Theodore nu stod der igen. Hun blev stående denne gang, selvom hun ikke så på ham. Hun kiggede til siden og væk fra ham, mens hun stirrede ind i væggen med et koldt ansigtsudtryk. Hvis han bare havde brugt den magiske beskyttelse, så kunne dette være undgået. Hendes krop sitrede af, at hun var så vred og hun knyttede hænderne langs hendes sider, før hun endeligt vendte sine skarpe grønne øjne mod hans ansigt. "Jeg er gravid," startede hun ud, blankt og kortfattet. Hun søgte en reaktion, men fik sikkert ingen, hvilket virkelig irriterede hende i øjeblikket. Det var dog virkelig ved at koge over for hende. "Og du har gjort alt forkert, Theodore. Du er bare sådan en... opblæst nar, at du ikke fatter det. Prøv for en gangs skyld at tage ansvar for dine handlinger!" skældte hun af ham og vendte ryggen til ham, da tårerne pressede på.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodores blik hvilede på hende med en ganske fast mine, også selvom han jo faktisk kunne mærke, at der var noget, som slet ikke var som det burde være, og den tanke, kunne han bestemt heller ikke lide. Skulle han være helt ærlig, så var det faktisk svært for ham at vise det, men ikke desto mindre, så forsøgte han da bare at tage tingene som de kom. Han stoppede op foran hende. At hun så direkte måtte fortælle ham at hun var gravid, fik hans blik til at blive langt mere intens.. Foruden det, så reagerede han ikke rigtigt på det, for hvorfor skulle han? "Gravid..?" endte han med en mere intens stemme end tidligere. Selv var han ikke interesseret i børn. Han havde de to sønner som han havde brug for, og nu hvor han tydeligt også måtte have planer for dem begge to. Samuel på Bordellet, og Sephiran i Imandra. Han var slet ikke i tvivl om, at denne familie nok skulle brede sig langt og meget, og det var uden tvivl også meningen med det hele. At hun direkte hævede stemmen overfor ham, brød han sig ikke om, også selvom han jo kunne se, at hun var tydeligt påvirket af det hele. Han tog da ansvar for sine handlinger! Han trådte helt om bag ved hende, hvor han lod hænderne glide mod hendes skuldre. "Tror du ikke at jeg tager ansvar for hvad jeg gør, Clemency? Det gør jeg altid.. Jeg er ikke interesseret i flere børn, men af den grund, så vil jeg da stadig gerne finde ud af det hele med dig.. Du ved hvad du er for mig.. Tror du ikke, at jeg ønsker at gøre dig tilfreds?" spurgte han. Han forsøgte virkelig at gøre hende glad.. Det havde altid været hans mål, og selvom det ikke var nemt for ham, når han selv havde mistet følelser og tanker så tidligt, så var det bestemt ikke fordi at han ikke forsøgte. Han vendte hende, så de igen endte med at stå front mod front istedet for. Han stirrede hende i øjnene. "Du er den som jeg vil have," sagde han med en rolig stemme.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency vidste, at hun ikke skulle forvente noget af Theodore. Før han var gået bort havde de jo været enige om, at de ikke skulle have flere børn og det havde de jo holdt fast i. Selvom hun holdt sig godt, så var hun bare blevet for gammel til det, for hendes drenge var jo voksne begge to... snak om en efternøler, der ville noget! Hans stemme var mere intens og det brød hun sig ikke om. Der var dog åbnet op nu hvor hun havde fået det ud og fremfor bare at være vred, så var hun også ked af det. Tingene var ikke hvad de havde været og hun ville jo gerne have, at de skulle have det som før hans død. Det var dog åbenbart sværere at få sin mand tilbage fra de døde end hun lige havde troet. "Ja, gravid," gentog hun igen. Hun sukkede tungt og trak vejret dybt, da hun prøvede på at falde ned, selvom det uden tvivl var svært. Hun var ekstremt påvirket af hormonerne denne gang, mere end hun huskede fra sidste gang. Måske fordi hun før graviditeten allerede havde været lidt oppe at køre, så blev det jo bare forstærket. Hun havde jo ikke delt noget med ham siden deres bryllupsnat, for der var det ligeså gået helt skævt. Det med tilliden... var virkelig svært for hende, for han havde aldrig brudt den før. Hun holdt armene om sig selv, selvom hun dog ikke trak sig fri af hans greb. "Tror du jeg er interesseret i et barn mere? Du kan få lov til at bære det i 9 måneder hvis du så gerne vil..." hun slog hænderne ud og lavede citationstegn med hænderne mens hun fortsatte: "... finde ud af det hele med mig." Hun så trodsigt på ham, da han vendte hende rundt og mødte hans stirrende blik. En tåre gled ned over hendes kind og hun trak sig tilbage fra ham. Hans ord kunne end ikke hele det denne gang, han skulle gøre langt mere end dig. "Du har revet tilliden mellem os i stykker Theodore. Og at gøre mig tilfreds er ikke nok. Jeg var åbenbart ikke det for dig, som jeg troede, jeg var. Og det er dit ansvar at rette op på det," svarede hun fast som hun prikkede ham understregende på brystet, da hun sagde 'dit'.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var overrasket over den nyhed, for det var uden tvivl ikke noget som han havde set komme. De havde to knægte, og det var så sandelig hvad de havde brug for. Han var på ingen måder interesseret i flere børn, og det ville han så sandelig heller ikke komme til. Hans blik gled mod hende. Ja, hvordan skulle han egentlig reagere på det? Han kunne jo ikke rigtigt reagere følelsesmæssigt på det, andet end at give udtryk for den manglende entusiasme, ved at fortælle hende åbent og fredeligt, at det kommende barn på ingen måder var ønsket fra hans side om ikke andet, for det var det virkelig ikke. Hans blik stirrede på hende, idet at han endelig fik hende vendt om, så de stod ansigt til ansigt istedet for. Han vendte blikket væk fra hende og ned af gangen istedet for. "Jeg vil gerne finde ud af det hele med dig, og du ved lige så vel som jeg, at jeg ikke er i stand til at bære det for dig.. Hvilket jeg heller ikke er interesseret i," sagde han blot med en kortfattet mine. Barnet ville uden tvivl heller ikke være ønsket af de ældste sønner, som han nu havde, med så stor en aldersforskel. Han havde gjort hende uret.. tåren som strøg ned over hendes kind, fortalte ham det, da han igen så på hende. Ikke fordi at han havde det skidt med det.. For det havde han ikke. Han vidste bare, at han havde gjort noget, som han ikke skulle når hun reagerede sådan. Hendes prik direkte i hans bryst fik ham til at knibe øjnene let og fast sammen istedet for det andet. "Hvad får dig til at tro, at du ikke har den samme betydning for mig, som du havde før, Clemency? Fortæl mig hvordan jeg kan rette op på det," endte han med en mere sigende og kortfattet stemme, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Ikke desto mindre, så kunne han ikke lide, når hun havde det på den måde, og specielt når det tilsyneladende var hans skyld - selvom han ærlig talt ikke kunne se hvad han havde gjort.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency var tvær. Hendes humør var utroligt svingende og det ville end ikke blive bedre med tiden før barnet var kommet ud af hende. Graviditeten skulle bare overstås, for hun ønskede ikke et barn mere. Hun havde hendes to sønner og hun skulle ikke have en efternøler. Det kunne for pokker være hendes barnebarn hun bar rundt på, hvilket var en tanke hun slet ikke kunne have med at gøre. Hun vidste godt, at hun ikke kunne få en reaktion fra ham, for det havde hun alligevel aldrig fået. Der var kun små antydninger som hun dog sagtens kunne læse. Heldigt nok, at han heller ikke ønskede barnet, men han kunne for pokker have undgået det fremfor at voldtage hende på deres bryllupsnat. Han ville dog aldrig forstå den problematik, der lå omkring det hele. Hun havde jo også ønsket at fuldbyrde ægteskabet, bare ikke på den måde det var sket. Siden der var det hele også bare gået ned ad bakke for dem, selvom han jo heller ikke forstod det. Hun rullede med øjnene. Hun vidste da godt, at han ikke kunne bære det, men det var jo bare for at få afreageret, at hun sagde det. "Så find ud af det! For jeg ved ikke hvad vi skal gøre... Jeg ved bare, at jeg ikke skal have en abort," endte hun. Det var nedværdigende selv at vælge en abort, det havde hun altid syntes, så det var slet ikke en mulighed. Hun følte sig ikke respekteret og det gjorde hende ked af det. Hun fjernede hurtigt sin tåre fra hendes kind. Hun knyttede sine hænder og så intenst på ham. Han var virkelig blind og det var pokkers frustrerende for hende. Havde han ejet følelser, ville han have set det. "Du ejer jo ikke følelser, Theodore, så spar dig... Jeg har sikkert aldrig betydet noget som helst for dig," endte hun skarpt og så trodsigt væk fra ham. Hvordan kunne han rette op på det? Hun vendte sine grønne øjne tilbage mod ham med et koldt blik. "Du kunne jo prøve at holde hvad du lover," endte hun mere lavmælt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore kunne ærlig talt ikke se, hvad det var han havde gjort forkert, men det var tilsyneladende slemt, siden hun reagerede så voldsomt på det, som det hun gjorde. Ikke fordi, at det var noget som han brød sig om som sådan, for det gjorde han virkelig ikke. Hun var vred... det måtte være hormonerne, for det var da også det eneste som gav mening for ham. Følelser var slet ikke noget som han havde nogen forståelse på, for han havde været så lille, da det hele var blevet revet væk fra ham, og det kunne han jo så ikke gøre noget ved lige nu. Hans blik hvilede på hende. Hvis han vidste hvordan han kunne gøre det bedre, så havde han så sandelig også gjort det! Han kneb øjnene let sammen, for han brød sig faktisk ikke om, at hun snakket sådan til ham. "Hvis du fortæller mig det, Clemency, så er det betydeligt nemmere for mig at gøre noget ved det," endte han med en mere kortfattet stemme, for han hadede virkelig, når han ikke selv kunne regne den ud, og hun vidste jo godt, at han ikke kunne!
Theodore så tåren som trillede ned af hendes kind. Der hævede han roligt hånden og lagde den mod hendes kind. Selv var hun tydeligt den som måtte bære følelserne for dem begge, og være den som forklarede ham tingene. Han tog jo imod det, også selvom han ikke rigtigt kunne relatere det til sig selv, men det gav ham indblik i hvordan hun havde det, og selv det, var jo noget, som han vidste, at han havde brug for. "Vil du da vove at påstå, at jeg har været... ligeglad med dig?" spurgte han sigende, inden han lod hånden falde igen. Han kunne ikke lide at se hende sådan, og selvom det måske ikke var noget som direkte kom til udtryk på nogen måde, for det havde han da slet ikke nogen grund til.. og han kunne ikke. "Når du holder hvad du lover.. og drengene opfører sig som de skal, så holder jeg hvad jeg har lovet.. Og det ved du.. Du kan blive så gal og vred på mig som du vil.. Men du ved, at jeg holder ord, om andre også gør det," sagde han med en ærlig stemme, idet han igen rettede sig op.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency havde det virkelig svært lige for øjeblikket og hormonerne gjorde det bestemt ikke nemmere. Alle følelser brændte hun inde med et stykke tid og så endte det hele alligevel udenpå tøjet og intet af det førte nogle vegne. Når hun gemte sine følelser, så forstod han det ikke og krævede, at hun forklarede ham det. Og når hun så åbnede op, så forstod han det jo ikke alligevel og hun måtte stadig forklare det. Det var frustrerende og til at få grå hår af, hvilket hun dog virkelig ikke ønskede, for hun skulle jo tage sig pænt ud som grevinde trods alt! Hun vidste, at Theodore ikke ville give hende noget at arbejde på, men så måtte hun jo trodse ham og gå direkte til kongen og bede om et eller andet at lave, for hun blev da efterhånden skør af at gå rundt herhjemme. Hun så skarpt på ham, da hun bare var så irriteret på ham. Og vreden kom også til udtryk gennem tårer. Og egentligt var hun jo også ked af det, hvilket hun virkelig ikke kune fordrage. Hun rullede med øjnene ad hans ord. Hun skulle jo altid fortælle ham alt men fik virkelig ikke meget tilbage efterhånden. Mange ting mente hun jo nok ikke, men med kvalme, hormoner, misbrugt tillid og det hele, så kogte det over for hende. Hun fnøs bare irritabelt og lod vær at sige mere lige til det emne. Hun gad ikke blive rørt af ham. Hun så ned i gulvet med en tænksom mine. "Mm... nej?" Var han ligeglad? Han prøvede jo på at gøre hende glad. Hun havde været så glad førhen, men lige nu havde han bare smidt det hele på gulvet ved at rive tilliden fra hinanden. Han ville dog aldrig indrømme, at det var hans skyld, hvilket var det som også gjorde hende gal. Hun knyttede hænderne og slog armene om sig selv, som endnu en tårer strøg ned over hendes kind. Hurtigt fejede hun den af sin kind og så tilbage på ham. "Nej, Theodore, det ved jeg ikke. Tilliden mellem os er ødelagt... Jeg stoler ikke på dig som førhen og jeg er virkelig vred på dig. Hvis du nu holdt hvad du lovede, så kunne jeg måske gøre det samme, for jeg gider ikke sidde alene bag roret. Du giver mig skylden for alt, fordi du tror, at du ikke kan gøre noget forkert."

[Theodore Jarvis Acheron]

Selvom Theodore skulle forklares mange af tingene, så ville han bestemt heller ikke påstå, at han var ligeglad med hende. Han havde ingen forståelse for følelser, og derfor måtte hun være den som følte for dem begge to. Han vidste da med sig selv, at han ikke kunne undvære hende, og selvom hun nu var med barn, så var det en problematik som de måtte løse sammen, for lige den del, vidste han jo godt, at han selv var skyld i.. Men var det grunden til at trække sig væk fra ham og det hele på denne her måde? Hun kunne jo sige hvad hun ville om ham, og han ville være ligeglad... men hende, ville han bestemt ikke være ligeglad med, og det vidste hun udmærket godt. Så meget vidste han da. Han nikkede mod hende. "Netop," sagde han med en rolig stemme. Han så blot til, som hun igen kastede armene om hende, hvor han alligevel vovede sig tættere på hende. Dette var en situation, som de havde stået i et par gange igennem deres lange liv sammen. Selvom han nok ikke ligefrem ville påstå, at han havde svigtet hendes tillid helt og særdeles, så var der nok alligevel visse ting i det hele, som han faktisk ikke brød sig om i det hele taget. Han ville ikke have, at hun skulle rende rundt og være sur på ham, for i det tilfælde, så vidste han jo godt, at det var ham som var på spanden. Desuden var de gift.. og det ville de være frem til de ville ligge i graven. "Jeg vil ikke mene at jeg har gjort noget forkert," sagde han med en ærlig stemme. Han kunne i hvert fald ikke se hvad han havde gjort. "Du vil heller ikke få lov til at sidde alene ved roret, Clemency. Jeg vil gerne finde ud af det hele med dig," sagde han roligt, idet han roligt lagde armene omkring hende, kun for at trække hende ind mod sin egen krop. Han var der for hende, og det ville han altid være. Han kunne ikke undvære hende.. og det var ikke kun fordi at der var en vane.. men fordi at hun faktisk havde en stor betydning for ham.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency vidste godt, at Theodore ikke var ligeglad med hende. Selvom han ikke ejede følelser på nogen måde, så udtrykte han sig på anderledes vis og hun havde jo faktisk altid følt sig værdsat. Pånær lige de gange, hvor de havde været uvenner, som de var nu. De havde før haft store skænderier, men hun havde brug for at få afreageret nogle gange. Hun bar følelser for dem begge, da han altid skulle have alt serveret og forklaret ad hende og så kogte det nogle gange over, fordi det ophobede sig. Hun brød sig ikke om at være med barn igen, men hun blev nødt til at gennemføre, eftersom hun nægtede at få en abort, for det var da ikke noget en anstændig kvinde valgte selv. Hun løftede sin ene hånd og gnubbede sig i panden, mens hun kort lukkede øjnene og tog en ekstra dyb vejrtrækning. Hun så mod ham, som han igen kom tættere på hende. For hvert skridt så pressede han boblen endnu mere. Der var lidt hul på den, men den kunne sprænge fuldkommen og et vandfald ville sikkert stå ud af hende. Hun sukkede tungt, som han igen sagde, at han ikke havde gjort noget forkert. "Det mener du jo aldrig, Theodore," hvæsede hun ad ham og blev stående med armene over kors, selvom det nærmere var en selvomfavnelse. Hun følte virkelig hun stod bag roret og var meget tæt på at få skibet til at gå ned, så hun desperat prøvede at styre i alle mulige retninger for, at det ikke skulle ske. "Så prøv for en gangs skyld at tage skylden for noget af det... Det er ikke kun mig," endte hun. Et snøft forlod hendes læber, da var begyndt at bævre en smule. At han så lagde armene om hende gjorde det ikke bedre og hun stod kort helt stift og dirrende. Hun gav sig dog hen til ham, foldede sine arme ud og slog armene om hans krop. Hovedet skjulte hun ind mod hans skulder.