Ended Up Here

[Alexander Raphael Vladimir]

Vinden havde rusket godt i landskabets genstande i de sidste par timer. Mørket lå altid over Dvasias, nogen gange mørkere end andre. Lige for tiden var det mørket som Alexander følte sig bedst hjemme i. Og så var der sket noget i Imandra som han sagtens kunne have undværet. Han burde være hjemme i sin hytte og foretage sine gøremål. Han var kommet sent tilbage og igang nok som det var. Men nu var han altså reddet tilbage til Dvasias. Længe før tid. Det var først til vinter han ellers ville slå sig ned her på ny.
Ridtet over landenes grænse og mod byen havde ikke taget mere end normalt. Alexander sukkede stille som det var han gjorde klar til at ride ind i Marvalo's gader. Han gad ikke tage tilbage til Appolyon. Han sad på sin sorte hingst Dantalion som roligt travede fremad. Selvom den pelsede følgesvend også gik ved siden af så var hesten og ulven vant til hinanden. Zackiel havde han overvejet at lade blive i Imandra, men ulvemoren kunne vel klare ungerne selv?

Et kort fnys lød fra Alexander, da det begyndte at regne. Og ikke nogen uskyldig støvregn man kunne vælge at ignorere. Nej det skulle naturligvis begynde at slå hårdt ned over ham. Han ville blive gennemblødt på kort tid var noget af det første han tænkte. Og han tog ikke særlig meget fejl. Han kunne hurtigt mærke det kolde vand trænge ind under kappens stof. Han tog sig dog ikke mere af det. Han havde det glimrende med kulde. Det var mest den våde del han kunne være foruden.
Bygningerne gled forbi ham som han passerede dem. Der var andre folk ude på trods af regnen. Det var sent og koldt så han havde ikke forventet det store antal af folk. Det var nok bedst med plads til at komme frem. Men hvor var han på vej hen? De fleste gange han var taget til Marvalo var det for et formål; bordellet. Besøge en bestemt person. Som han sidste gang han kom her havde indset var væk. For altid. Han havde slet ikke indset han var på vej derhen igen. Men nu var Dantalion af ren instinkt stoppet foran bygningen hvor de altid stoppede i Marvalo. Alexander lod sit blik glide over bygningens facade. Han tvivlede på det var klogt at gøre holdt her. For ikke at tale om at gå derind! Han burde nok istedet for tage hen på kroen hvis det var for at komme i læ. Men alligevel var der noget i ham der ønskede at gå ind. Måske man burde gå ind og se. Første gang han var kommet her havde jo været et tilfælde og det havde da ført meget godt med sig igennem årene efter. Det kunne kaldes en succes, i starten. Måske kunne den gentages? Han bed sig i læben og de mørke blå øjne så på døren. Han sukkede og steg ned fra Dantalion og sørgede for at få sin hest i læ før han gik hen mod døren. Den sorte kappes stof flagrede om hans krop og vandet dryppede ned foran hans ansigt fra hættens kant. Han kom i alle fald i tørvejr for en stund!

[Samuel Acheron]

Mørket lå tungt om Marvalo til aften. Skyerne var trukket tættere sammen og mørket bød bestemt snart på regn, det kunne man tydeligt fornemme på vejret og den kulde der kom om ethvert hjørne i byen. Det var Samuels første aften som officiel bestyrer af bordellet. Han havde af tvang måtte acceptere det 'venlige' tilbud fra hans storebror, Sephiran, om at overtage, nu hvor manden havde fået vigtigere ting at tage sig for. Desuden havde han ikke rigtigt kunne sige nej, for uanset hvad, ville hans far have sagt ja på vegne af ham - om han så skulle have sparket ham herned. Så var det nu nemmere at gå selv! Hans skulder var stadig øm efter at have været slået af led på sine forældres bryllupsaften, eftersom han var kommet i klemme hos sin far. Hvor Myia var, det vidste han stadig ikke. At hun så faktisk var her på bordellet, bare gemt ad vejen i den private afdeling, det havde han slet ikke set endnu, for han havde ikke haft tid til at kigge derned. Så snart han var ankommet i selskab med hans storebror, før åbningstid, så havde de alle hilst på ham. Han havde haft sit kolde og skuespilsagtige ansigt på, da han slet ikke ønskede noget med dem at gøre. Han gad faktisk slet ikke være her. Sephiran og ham havde dog nok haft deres længste samtale siden... altid. De havde aldrig talt så længe om ét emne - at bordellet så var emnet, var jo en anden sag i den sammenhæng. Da Samuel havde nikket til, at han havde forstået alt, så havde de givet hånd og Sephiran var smuttet igen og takket af for sine nu tidligere ansatte.

Nu stod han der så selv. Kort tid til åbningstid og foran alles øjne. Han foldede hænderne over ryggen. "Det bliver en tilvænning for os alle, at jeg nu står som bestyrer af dette sted. Men I skal ikke være bange for at komme til mig, hvis I har noget at sige. Jeg tolererer ikke bagtalere og hvisken i krogene, så sig det til mig i stedet... God arbejdslyst," endte han. Han fik vagterne til at låse døren op og stille sig ud. Der gik ikke længe før et par kunder kom ind. Han selv vendte om for at gå til den private afdeling, men i det samme som han passerede døren, så stod der pludseligt en mand i vejen, der lige var kommet ind. Han stødte ind i ham og stoppede så op. "Undskyld... Det var ikke min mening," endte han og så mod den hætteklædte med sine grønne øjne.

[Alexander Raphael Vladimir]

At blive stødt ind i var nok ikke lige det som man ville forvente når man trådte ind af døren til Bordellet. Eller ind af de fleste døre sådan set hvis man tænkte efter. Dog så var det ikke noget som man burde hidse sig op over. Det var hændelige uheld som måtte ske fra tid til anden. Alexander så blot derfor på skikkelsen der undskyldte. "Alt forladt. Jeg gik da heller ikke ud fra du sådan så det som en hobby eller job at gå ind i alle der træder ind." De blå øjne så roligt ind i de grønne før han trak hætten ned. Om fyren så havde fanget den lille morsomhed anede Alexander ikke. Desuden kunne han jo være ligeglad? Han var her ikke for at være morsom. Han var sådan set heller ikke den der gik og underholdte folk. Ikke det hans job lå i. Tværtimod.
At Bordellet så havde fået ny bestyrer samme nat anede Alexander ikke. Han havde ikke været her længe. Eller det var nogle måneder siden og foruden det så kun et par enkle gange over den sidste lille årrække. Han havde været her fast hos samme person i lang tid. Den tid var så slut. Han var naturligvis glad over friheden som var blevet skænket til fyren. Hans vrede over den pludselige forsvinden var stille dampet af. Det var sådan set ikke noget han kunne ændre på så det havde nok været dumt overhovedet at blive vred, men sket var sket. Desværre.

Han så på skikkelsen lidt længere. Det kunne ikke være en kunde kunne det? Det var bestemt ikke en der arbejdede der. Så det måtte vel være en kunde? Han flyttede sig lidt til siden for døren, regnede med vedkommende havde været på vej ud måske. Færdig med sit besøg. Eller hvad man lige kunne sige om det. Selv anede han så ikke hvem han ville tage ind til. Dengang havde kun en fanget hans interesse, men mange nye kunne jo være kommet. Næsten en skam at fyren her næppe var af den arbejdende stilling på stedet. Han måtte bare håbe deres 'udvalg' af det mandlige køn så var til stede og ikke blot en person der bar hele vægten. Der var rigeligt med kvinder sikkert, men det kunne han ikke bruge til ret meget faktisk.

[Samuel Acheron]

Samuel havde faktisk bare været på vej ned i den private afdeling, som der var adgang til tæt på selve hovedindgangen hvor kunderne kom ind. Han havde ikke lige tænkt på, at en kom ind så pludseligt, for han havde været så målrettet til at komme væk. Men det havde han glemt for et øjeblik. Han trak på mundvigen, da han godt fangede den drilske undertone i mandens ord, men han fik straks sit mere professionelle og kølige udtryk på ansigtet igen, selvom det ikke rigtigt blev afspejlet i de grønne øjne. "Det kunne ellers være et spændende job, var? Bare sådan at stå i vejen altid," svarede han lidt kækt som modsvar og fortsatte bare i den morsomme tone. Han så tænksomt på manden. Han kendte jo ingen af kunderne, der kom her. Nogle kom her sikkert ofte, hvilket han vel ville finde ud af på et tidspunkt, hvoraf andre bare var forbipasserende. Han vædede flygtigt sine læber og foldede sine hænder bag sin lænd, så han fik en rank holdning. Han trådte et skridt tilbage, da han havde stået lidt tæt inde på mandens sfære, hvilket jo ikke ligefrem var meningen. Han blinkede lidt med øjnene, som han så manden flyttede sig fra døren, men han blev blot stående. "Bare træd nærmere. Vi er næsten lige åbnet, så der er et bredt udvalg... Hvis du træder ind i stuen herinde, så er alle nok på deres pladser," fortalte han. Nu stod det vel næsten klart for manden, at han faktisk bestyrede stedet her, da han jo talte som en overordnet for alle de ansatte. Han trådte lidt væk fra døren, men blev dog ved indgangen lidt endnu, indtil manden havde bestemt sig. Han håbede ikke, at hans ord kunne misforstås.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han blinkede lidt med øjnene, som han så manden flyttede sig fra døren, men han blev blot stående. "Bare træd nærmere. Vi er næsten lige åbnet, så der er et bredt udvalg... Hvis du træder ind i stuen herinde, så er alle nok på deres pladser," fortalte han. Nu stod det vel næsten klart for manden, at han faktisk bestyrede stedet her, da han jo talte som en overordnet for alle de ansatte. Han trådte lidt væk fra døren, men blev dog ved indgangen lidt endnu, indtil manden havde bestemt sig. Han håbede ikke, at hans ord kunne misforstås.

De blå øjne så på skikkelsen igen efter kort at have været i sine egne tanker et øjeblik. Alexander kunne dog ikke helt forhindre et lille smil i at glide over sine læber. Så var det morsomme i hans ord altså blevet opdaget. Og så havde fyren valgt at give igen med spøgefuldhederne. "Det vil næppe være det mest populære job kan jeg forestille mig. Måske du skulle prøve at starte og finde svaret?" Han lod hovedet svagt hældes lidt til siden mens hans øjne ikke veg bort. Det var nu ikke særlig normalt for Alexander sådan at spøge med ting. Men han var vel bare i humør til at tage lidt løst på tingene og ikke være så alvorlig og seriøs? Det var i hvert fald ikke seriøs han kunne tænke om sig selv lige nu. 
Men derimod kunne han så kort efter opfange, at manden her vist var temmelig alvorlig anlagt lige med et. Rankede sig op og stilte sig et skridt længere tilbage med hænderne bag sin ryg. Skulle han alligevel tænkes at arbejde her? Nah. Af alle de gange han havde været her så havde han da ikke set nogen af de prostituerede opføre sig sådan? Men naturligvis kunne der jo være en undtagelse. Dog så var han ikke overbevidst.
Snart blev hans tanker dog også bekræftet. På sin vis. Manden var ikke en af de prostituerede. Nærmere deres chef. Han løftede stille et øjenbryn som dette gik op for ham ved mandens præsentation af stedet. "Jo tak. Jeg har været her før. Dog ikke set dig på stedet." Han var altså ny. Hvor længe han så havde haft stedet var ikke til at vide. Han havde aldrig før faktisk personligt stødt på bestyreren så vidt han vidste. I så fald havde vedkommende aldrig præsenteret sig. Han lukkede døren efter sig, nu hvor det næppe var sandsynligt, at manden var på vej ud. Kulden udefra generede ikke ham. Men kulde og regn på samme tid ville næppe gøre alle lige glade.

[Samuel Acheron]

Selvom Samuel ved første øjekast altid virkede kølig, så ville man straks se, at det ikke var tilfældes, hvis man kiggede ham nærmere ind i øjnene. Øjnene var jo vejen til folks sjæl og den havde han i god behold i forhold til hans storebror, Sephiran, der var direkte sjæleløs. Hvis man så dem ved siden af hinanden, så så man også den store forskel på dem, selvom de jo havde nogle fællestræk i form af hårfarve og ansigtstræk. Dog havde han grønne øjne som deres mor, hvor Sephiran havde blå øjne som deres far. "Jeg tror ikke det vil være godt for forretningen hvis jeg står i vejen i døren hele åbningstiden," svarede han gengældende, dog med et skjult smil i ordene, for han fandt det stadig lidt morsomt.
Han vædede sine læber, som han blev stående med sin ranke holdning. Han var trænet i både sværd og magisk kamp, men han havde holdningen fra sværdtræningen, da hans træner ikke havde tolereret, at han stod sløset. Han blev dog ved manden, da han fandt det lidt uhøfligt at smutte allerede, nu hvor de var røget ind i en samtale. Han var chefen af stedet, selvom det var hans første aften. Det var en underlig tanke, at han skulle være her som bestyrer, for det var jo ikke noget han selv havde sagt ja til. Men om ikke andet blev han nødt til det og så længe han var her, så slap han for sin far, hvilket bestemt ikke gjorde ham noget! Han nikkede kort, da manden svarede, at han havde været her før. Ja, det kunne han jo ikke vide. "Jeg har netop overtaget stedet efter min storebror... Det er faktisk min første aften i aften. Så ja, det er blevet lidt en familieforretning. Mit navn er Samuel Acheron," præsenterede sig. Han skulle nok have lydt yderst stolt af efternavnet, men det gjorde han ikke. Han sagde det helt neutralt. Han var virkelig malplaceret i den familie.

[Alexander Raphael Vladimir]

At virke kølig var noget som Alexander var god til normalt. Det lå ligesom i hans natur. Isdæmon og alt det så var han bare en kølig person. Han holdt afstand til folk som regel og lukkede ikke særlig tit eller meget op for folk. Lige i aften så følte han sig dog ikke som den kolde ensomme dæmon han ellers havde været så meget i sit liv. At Samuel så faldt så meget ud ved siden af sin familie og især sin bror anede Alexander intet om. Først da manden præsenterede sig, at han kunne genkende at have hørt navnet. Samtidig fik han jo så lige den information, at han havde overtaget efter sin bror og endda lige på samme aften han var kommet tilbage. Vældigt interessant. Han lod blikket kort løbe ned over ham. han så nu noget ung ud. Men det var kun med mennesker, at man kunne tage deres udseende og ramme alder. Alle andre væsner kunne se ung ud men være flere tusinde år hvis det skulle være. Eller så ældre ud end de måske var. Det var aldrig let at gætte sig til. Han så på hans ansigt igen.
"Nej som bestyrer af stedet vil du nok give et dårligt signal til gæsterne hvis du støder ind i hver eneste når de træder ind." Et skævt smil forekom på hans læber. "Men samtidig en god service at blive taget imod af den øverste.." Dog regnede han ikke med, at det var andet end et tilfælde det lige var sket nu. Men ja han kunne ikke helt lade være at blive i den drillende samtale der på sin sære vis var forekommet sin start. Der kunne ske de mest sære ting nogen gange. Han havde da aldrig gættet dette kunne ske. Han var sikker på Samuel heller ikke lige havde set det komme. "Mit navn er forresten Alexander. Alexander Vladimir." Ikke noget nær så kendt omtalt navn. Passede ham fint. Han var jo heller ikke fin på den på nogen måde. Blot neutral og rejsende. Han foretrak at være en man ikke kendte særlig godt via navn. Hans arbejde var så meget nemmere på den måde.

[Samuel Acheron]

Samuel havde allerede fornemmet, at denne Alexander ikke direkte var magisk. Så han var ikke warlock. Hvad manden så ellers var, det kunne han dog være ligeglad med. Alle var velkomne her, det havde Sephiran jo selv accepteret- bare de kunne betale ordentligt. Og Sephiran var ellers meget hævet over alle, fordi han mente, at warlock var den dominerende race. For ham selv, var det dog fuldstændig lige meget. Han gik slet ikke op i racer og han følte nogle gange, han bare havde været uheldig at blive født ind i en familie, der kun tillod rendyrkede warlocks. Han kunne godt fornemme, at hans forhold til Myia var virkelig svært og specielt nu, hvor hans far havde fået øjnene op for det. Gad vide hvad der ventede ham, når han kom tilbage fra sin første aften her på bordellet som bestyrer? Han havde jo på det strengeste fået at vide, at han ikke måtte flytte herned, selvom han virkelig havde lyst til det. Han ville ud af sin fars klør, men lige nu holdt han godt fast. Han kunne nærmest mærke sin fars greb om sig som usynlige lænker, hvilket var en ubehagelig tanke. Han blev stående på sin ranke og nærmest militære måde, der bare hang ved fra træningen. Han var på sin vis ung, selvom en warlocks udseende altid snød i forhold til alderen. "Ja og jeg vil ikke ødelægge forretningen. Min bror har fået det godt op at køre," svarede han sigende. Han ville ikke stå og tale dårligt om sin familie overfor en fremmed, det var kun noget han delte med Myia. Han trak på mundvigen. Han vidste faktisk ikke helt, hvad han skulle gøre af sig selv hernede. Skulle han stå og byde folk velkommen? Sikre sig sine ansattes sikkerhed? Eller klarede de selv det? Han anede det ikke, men det måtte han jo finde ud af, med sig selv. "Så... Velkommen tilbage, Alexander," svarede han roligt og nikkede. Det var vel altid godt, når gamle kunder vendte tilbage? Navnet sagde ham dog intet.

[Alexander Raphael Vladimir]

Sådan at blive talt til på fornavn var noget han var vant til. Dog ikke altid med sit rigtige navn, da han som regel aldrig opgav sit eget navn når han var på arbejde. Men hvad skade kunne der ske ved det her? Ingen her kunne forbinde ham til hverken bordellet eller hans arbejde. Så slet intet at skulle bekymre sig om.
Han gav et let lille nik. "Mange tak. Jeg havde ellers ikke tænkt mig at komme tilbage. Men fik en sær lyst til at prøve det alligevel." Han havde brug for adspredelse. Brug for at få sine tanker hen på noget nyt. Så bordellet i et nyt forsøg var nok ganske glimrende et valg at tage. Og denne nye bestyrer var da ganske venlig. Selvom det jo måske kun var i starten indtil han faldt til. Men det var sådan set ligemeget. Alexander ville nok sådan set også være ligeglad med om det så havde været en sur gammel stodder. Så ville han dog bare selv ikke være særlig venlig. Ret skulle være ret.

Men at han så havde lidt at leve op til i følge Samuel's egne ord med, at hans bror havde fået det godt op og køre. Ja så måtte Samuel jo arbejde hårdt på at det forblev sådan hvis ikke til det endnu bedre? At ødelægge det hele ville næppe falde så godt i jord hos hans ældre bror og hvem der mon ellers ville blive vrede. Han fugtede roligt sine læber i en enkel bevægelse. "Men jeg vil da håbe du så kan leve op til din brors forventninger. Det kan hurtigt vende indenfor denne branche. Og man skal sørge for ikke at have utilpasse ansatte.." Han så kort over skulderen på Samuel og hen mod lokalet hvor gæsterne blev taget imod af de mange forskellige prostituerede. Nej lige nu ville han ikke gå derhen. Han ville heller ikke opholde Samuel hvis denne havde vigtige sager for. Men så måtte manden jo sige til og gå? Han så på Samuel igen for at se om der mon stod noget uskrevet i hans ansigt om noget i den stil.

[Samuel Acheron]

Samuel var spændt på det hele med at skulle overtage bordellet. Han havde dog fået de grundlæggende ting at vide af Sephiran, så hvis de ansatte prøvede at presse ham med penge eller andre anordninger, så ville han vide bedre. Men derfor kunne det vel stadig være, at de ville løbe om hjørner med ham? Hvis de bare vidste, at han faktisk stadig var jomfru, så ville de nok le ham op i hans åbne ansigt. For hvem kunne bestyre et bordel uden reelt set at have prøvet det selv? Han vidste det ikke. Men om ikke andet, så var han nødt til det, så han prøvede bare at vide det hele i teorien, selvom han ikke i praksis havde prøvet det. Han lagde hovedet lidt på skrå ved Alexanders ord. Gad vide hvorfor han i princippet ikke havde ønsket at komme tilbage hertil? "Hvad har holdt dig herfra? Hvis jeg må spørge..." endte han. Alle væsner var jo på sin vis nysgerrige og hans nysgerrighed var ikke et undtag.
Han trak vejret roligt og holdt sine grønne øjne rettet mod manden. Han så ikke ud til at tage turen helt ind blandt de prostituerede endnu, så han blev da stående endnu. Han havde jo faktisk intet at nå, for han vidste ikke helt, hvad han skulle give sig til. "Det håber jeg også... Første skridt på vejen er, at de ansatte skal respektere og anerkende mig som den nye bestyrer," forklarede han roligt og neutralt. Han kunne sagtens sige det må forskellige måder, men han lod det blive neutralt, så han ikke ledte Alexander ud på nogle tanker om det hele.

[Alexander Raphael Vladimir]

Tja hvad havde holdt ham herfra? Det at det eller den han kom hertil for var væk herfra. Men han havde jo første gang gået herind for at se stedet an på en måde så det var der han igen stod. Han trak lidt på sine skuldre dog til Samuel's spørgsmål. Han ønskede ikke at dele den sande historie. Det var for stor en del af hans privatliv og person. Sådan som Alexander så på det. Men så igen var det meste om ham jo for privat til at han delte ud af det til enhver der spurgte. "Bare en periode i mit liv vil jeg tro. Hvor jeg havde brug for luft forandring.." Han smilede svagt. Ikke noget særligt glad smil som sådan, men heller ikke trist. Det var vel bare et smil? Neutralt og intet sigende. Selv hans øjne, men sagde jo de var sjælens vinduer. Men han havde sat skodderne godt på. Så godt han kunne. Men var ikke nødvendigt som sådan alligevel. Hans sjæl var lige så kold som den is han holdt af. Men det var alligevel de færreste der så ham direkte i øjnene så han havde nok facader oppe som var lidt unødvendige.
Alexander nikkede. "Det vil nok være en god start. Indenfor alle brancher er respekt en god ting at have som øverste ledende type. Ellers vil man hurtigt miste overtaget og slet ikke kunne styre tingene efter ens ønsker." Ikke at han havde prøvet at have folk at styre. Men han havde set et og andet på sine mange rejser og opsnuppet ting han kunne lære noget af. Det var en god ting at have øje for detaljer når man skulle opfange informationer. Men på det sidste holdt han sig dog fra arbejdet. Hans instinkter var skruet ned, men ej slukket for. "Nogen bestemte idéer til om du måske vil ændre noget? Hvis du gerne vil sætte dit eget præg på stedet måske eller blot på ledelsen så folk ved det er dig og ikke længere din bror som bestemmer?" I sig selv kom det måske ikke Alexander ved. Men han var nysgerrig og Samuel kunne jo blot nægte at svare. Kunne jo også være han slet ikke havde tænkt i de baner og måske så ville få idéer nu han gav det en chance.

[Samuel Acheron]

Samuel havde nok spurgt ind til noget lidt for privat, men Alexander måtte jo så bare nægte at svare. Han trak skævt på mundvigen og nikkede bare til ham i samme neutrale lys, nu det var sådan de kørte den. "Det sker jo for enhver," endte han sigende. Han selv lige nu, havde virkelig brug for forandring. Han var låst fast i kløerne på sin far og han havde ikke meget lyst til at tage hjem, når bordellet lukkede om mange timer, da han så skulle støde på sin far. Han kunne ikke undgå ham meget længere, for han havde været forskånet siden brylluppet, men han kunne fornemme, at hans far pønsede på et eller andet og det var en virkelig ubehagelig tanke. Han var bange for sin far, det kunne han ikke lægge skjul på. Men manden havde jo heller aldrig værdiget ham et blik før... nu. Og han ville hellere bare være usynlig. Han nikkede til mandens ord og faldt ud af sine tanker og kom tilbage til virkeligheden igen. "Så sandt. Jeg har fået de grundlæggende ting at vide, så de kan ikke så nemt løbe om hjørner med mig. Men tror nu alligevel, de vil prøve at teste mig på et tidspunkt, det er den normale reaktion på et leder skift," svarede han sigende. Det hørte man jo om alle steder, så mon ikke det også ville ske her? Han tog en dyb og rolig vejrtrækning, mens han lyttede til Alexanders spørgsmål. Om han havde ideer? Ikke lige på nuværende tidspunkt, for han ønskede jo slet ikke at eje stedet! Men om ikke andet, så ville han ikke fortælle lige netop det. "Jeg tror jeg vil overvære de ansattes fremgangsmåde overfor kunderne en del af deres åbningstid... Og tænke over, hvad jeg har set. Og om det kunne gøres bedre," svarede han sigende. Det var nok også det eneste, han havde tænkt på.

[Alexander Raphael Vladimir]

At hans lidt tomme svar blev godtaget var jo kun godt. Han havde jo ingen grund til at gå i detaljer. Dog så var det da et godt syn at se ledelsen faktisk interessere sig for kunderne og deres mulige behov. Det var da en god start for Samuel. Man skulle jo ikke kun tænke på de ansattes ve og vel, men også på kunderne, da det var dem som de skulle leve af. "Luften har godt af en rensning ved alle til tider ja. Det kan hjælpe med at man ser på hverdagens ting i et lidt andet lys." Den spøgefulde side var gledet lidt i skyggerne igen. Alexander mærkede på ny sin seriøse side af sig komme retur til overfladen. Var det godt eller skidt? Ikke særlig godt lige nu, da han gerne ville væk fra det og bare lade være med at tænke for meget. Han bed sig lidt i kanten af sin underlæbe mens han lod disse tanker hurtigt suse igennem sit hoved. Ind og ud af sit sind. Ikke tænke. Bare..prøve at handle uden at eftertanke hvert eneste træk en million gange først. "Faktisk så er det måske stedet her jeg lige har brug for.." mumlede han stille for sig selv mens han for en kort tid faktisk ikke bemærkede han sagde det ud højt. Troede blot det forblev i hans tanker.
"Men det lyder som om du har en plan. Glæder mig. Jeg håber og glæder mig da til at se hvordan det kommer til at gå." Han smilede igen. Denne gang var det dog ikke nær så neutralt som før, men havde faktisk lidt ægthed i sig. Lidt sand glæde af en art. Han måtte prøve at lukke facaderne bare lidt ned. Ikke tænke så meget på tingene. Han mærkede sært nok lidt den ro han altid havde fået her falde lidt ind over sig igen. Det var mærkeligt. Han havde altid troet det var personen og ikke stedet der havde gjort det. Men måske..måske var det bare hans måde at komme videre på? Ja det var sikkert noget af det. Eller så var han bare ved at blive sindsyg. "Men indtil du så får set stedet an så kan du øve dig på en lidt anden måde at byde folk velkomne på. Tror stadig det med at støde ind i dem når de træder ind, vil have en lidt dårlig effekt." grinede han stille og vidste godt han nu sprang tilbage til et forrigt emne, men det virkede oplagt på en måde.

[Samuel Acheron]

Samuel var ikke den, der satte store spørgsmålstegn ved folk. Han var faktisk en venlig sjæl, der gerne ville snakke hvis folk var interesserede, eftersom han jo hele sit liv havde været overset af alle andre end sin mor. Hans far havde altid været optaget af Sephiran, ja altså lige indtil nu, og Sephiran havde jo derfor også været optaget af andre sager. Heldigt nok for ham, for han havde jo faktisk fået sine ønsker opfyldt. Han havde altid ønsket at kæmpe med et sværd og det havde han fået bevilliget af sin mor. Han nikkede i enighed. "Så sandt," svarede han roligt. Han håbede snart, at hans egen situation ville vende, for han kunne ikke holdet det andet ud. Han savnede Myia helt vildt og vidste ikke hvad Sephiran havde gjort med hende. Han ville gerne flytte væk fra sin far, men så ville han efterlade sin mor. Det var nogle irriterende valg, som alligevel ikke var hans egne valg. Han følte sig virkelig bare som en marionetdukke. Han nikkede bare, men undlod at svare, da det lød som om de næste ord ikke havde været ment for hans øre. "Jeg er også spændt på hvordan det kommer til at gå," endte han sandfærdigt og lo kort, selvom han bare hurtigt fejede hen over emnet. Han lod sine hænder slippe hinanden bag hans ryg, så hans arme faldt ned langs hans sider. Fremfor at lade dem hænge der, så lagde han dog armene over kors i stedet. Ikke på en afvisende måde, slet ikke, men bare for at have armene på en måde. Han trak på mundvigen igen ved Alexanders ord og nikkede. "Jeg burde nok finde på noget andet, ja," endte han morende.

[Alexander Raphael Vladimir]

At se hvordan Samuel atter lod til at slappe af var et positivt tegn. Alexander havde ikke ligefrem ment det måtte være behageligt for ham sådan at stå ret og rank som om han var i militæret eller på anden måde burde ophøje sig. Alexander kunne bedre lide når han var afslappet. Sådan at stå overfor en anstrengt person gjorde ham anstrengt oveni så det hele bare blev for intenst i luften der blev trykkende. Nej det var straks bedre med en afslappende atmosfære som gjorde man kunne ånde bedre.
At Samuel så igen lidt kunne trække på mundvigen var endnu et godt tegn. De var lidt tilbage i det spøgefulde område. Ganske glimrende. Det var faktisk beroligende på så mange måder lige nu at tale om ligegyldige ting. Ganske interessant indsigt i tingene faktisk. Det kunne være man jo skulle prøve at gøre noget lignende bare en kende mere end nu. Det kunne faktisk bære behagelige stunder med sig istedet for de mere irriterende og hadefulde.

"Jeg vil dog håbe du finder en måde. Det ville være en skam sådan at ødelægge en god idé med at tage imod." Han vidste dog godt, at det næppe var aktuelt, at Samuel for alvor ville bruge tiden på at stå i døren og tage imod. Det kunne han jo for så vidt have en ansat til hvis det var nødvendigt. Ellers kunne folk jo selv finde ind til salen hvor man så blev taget imod og så gik med en af de prostituerede ned på et værelse for at være lidt alene og. Ja gøre det man nu gjorde sådan et sted jo. "Jeg ville dog finde det vældigt fascinerende og rart hvis du stod her hver gang man trådte ind af døren. Selvom det jo ikke er dig man besøger. Men du er jo på sin vis nu vært på stedet. Og værten tager imod." Han smilede skævt. Det var faktisk drejet lidt over i, at han stod og drillede Samuel på en måde. Det var faktisk morsomt at gøre. Sådan i det små og uden det blev for nærgående. Heller ikke alt for åbenlyst alligevel, men samtidig nok til, at man kunne fornemme det hvis man ville.