Ended Up Here

[Samuel Acheron]

Samuel kunne faktisk stå i den samme militæreagtige stilling i meget lang tid, men lige disse dage var det lidt mere hårdt, fordi hans skulder stadig var noget øm, efter hans far havde slået den af led. Under hans mørke skjorte som han bar, der var hans bryst også stadig præget af grimme brandsår, da hans far også havde ramt ham der med mørke eksploderende kugler. Det var dog ikke noget han som sådan mærkede lige nu, han vidste bare, at det var der. Han blev stående med armene over kors og bakkede et skridt tilbage, hvor der så var en væg han kunne læne sig op ad i stedet for. Han holdt sit blik mod Alexander, selvom han kort blev forstyrret, da en ny kunde kom ind. Han nikkede. "Velkommen... Hvis De vil træde ind i stuen, så kan du vælge hvem du helst vil have," svarede han sigende som en velkommende kommentar. Manden, der var trådt ind, så overrasket ud, men nikkede bare og gik videre. Han vendte selv blikket tilbage mod Alexander igen. "Jeg tror jeg vil evaluere med de ansatte meget snart. Lade dem sige deres mening," endte han tænksomt, nu hvor Alexander havde fået ham til at tænke over det. Han trak vejret dybt og spændte kort i kroppen. Han var stadig øm i ribbenene, for de var blevet trykkede også. Han så tænksomt på Alexander ved hans ord. Måske kunderne ville finde det rart at blive modtaget? Sat ind i tingene? Nu begyndte han jo at få ideer. "Det giver mig faktisk noget at tænke over, når du siger det... Det kunne jeg jo tage op til overvejelse."

[Alexander Raphael Vladimir]

At hans ord fik tankerne igang hos Samuel og fik overvejelserne til at strømme ville han da kun blive glad for at høre. Han smilede stille da det var, at Samuel faktisk indrømmede det gav ham stof til eftertanke. Han havde også godt set, at manden der var kommet ind havde set lidt overrasket ud. Om det var med den nye form for velkomst der gjorde det, eller at de to mænd stod lige indenfor døren og snakkede var jo så ikke helt til at vide. Manden ville dog nok snart glemme alt om det når først han fik påbegyndt sit gøremål med besøget. Manden havde kort fået Alexander til at huske hvad han egentlig selv var kommet for, men tankerne gled bort igen. Zackiel der havde lagt sig i et hjørne havde også kun lige løftet sit hoved lidt. Ulven var sneget med ind og var gået direkte i krogen og lagt sig. Havde den alle dage gjort når Alexander var kommet her og havde haft den med. Der lå den uforstyrret og gik ikke i vejen for gæster og ansatte. Så det var jo ganske passende for alle. Ingen havde heller nogen sinde klaget over det. De fleste opdagede det sikkert ikke engang.


Alexander løftede stille et øjenbryn, da der et kort øjeblik var en bevægelse hos Samuel der lod til ikke at være helt behagelig. Det så lidt ud som om hans krop lige frøs i en bevægelse før han atter kunne bevæge sig. Havde han smerter? Alexander så på ham og lod sit blik forsøge at finde tegn på noget der kunne være en skade eller bevis på hans lille teori. Men hvis Samuel havde mærker eller skader så var de nok gemt så godt væk som han kunne. Altså højst sandsynligt under tøjet. Så det fik Alexander nok ikke at se. Han kunne jo heller ikke bare spørge. Kunne han? "Hvis du har ondt kan vi da gå et sted hen og sidde? Medmindre det hjalp at støtte sig op af væggen?" Han havde godt set Samuel havde trådt tilbage og stilt sig lænende op af væggen. Det var måske for at modvirke smerterne?

[Samuel Acheron]

Samuel kunne altid godt lide at få input fra andre, for det gav ham som regel altid andre gode ideer. Ved at Alexander havde snakket om nogle enkle ting, så havde han jo allerede fået mange ideer fra bare de få ting. Han skulle have snakket med de ansatte, havde en idé til hvordan de kunne lave kundemøderne fremover, da han faktisk var ved at udtænke noget nyt. Et nyt koncept. Og hvis de ansatte kunne lide det, så kunne kunderne måske også? Det ville i hvert fald komme dem meget til gavn, så nu ville han pludseligt gerne i gang med at arbejde med dem. Han vædede flygtigt sine læber og så mod Alexander. Endnu en kunde kom ind, denne gang var det dog en kvinde efterfulgt af en ung mand. De var begge berusede, men kunne da stå på deres egne ben endnu. "Velkommen til... I vil blive taget imod i næste rum," endte han sigende og gjorde en gestus med den ene hånd ind mod stuerummet hvor alle de ansatte var at finde. Parret så mod ham og grinte fjogede, takkede og løb videre indenfor. De skulle nok rigtig have det sjovt, var? Hans blik gled tilbage mod Alexander. Han rystede dog på hovedet til hans ord. Han var ikke så svag, at han gav efter for sådan en smerte. Hans krop havde bare reageret naturligt på det og derfor havde han spændt i sine muskler. "Ellers tak, jeg står fint her nu. Mine ribben er bare lidt trykkede," svarede han roligt. Han blev stående op ad væggen og stod nu langt mere afslappet, end han havde gjort til at starte med. Det kom som regel altid. På førstehånd var han kølig og bestemt, men blev altid mere venlig og afslappet med minutterne.

[Alexander Raphael Vladimir]

At Alexander havde været så meget til hjælp, at han havde fået tankerne til at forme sig og ligefrem give Samuel mere lyst til sin nye stilling var jo også kun godt. Så ville det hele måske blive noget nemmere for Samuel fremover. Alexander var skam kun glad for, at han havde været til bare en smule form for hjælp for den kære Samuel. At der så kom et par indenfor overraskede Alexander en del. hvad pokker? Var det mon normalt at der kom par herind? Skulle de så.. bruge en dele partner eller fik de en hver? Alexander rystede dog på sit hoved. Kastede tankerne af sig. Han gad ikke stå og bruge tid på det, da det alligevel ikke nyttede noget. Men at byde dem velkommen og vise dem ind i stuen lod til at være noget som folk faktisk virkede rimelig glade for. Eller så var de bare så fulde at alt gjorde dem glad.
At Samuel dog rystede på sit hoved til det med at have ondt. Alexander nikkede svagt. Ja så måtte han vel tro på det? Samuel vidste jo selv hvor ondt det gjorde og vidste selv hvor langt hans grænser gik. Alexander sendte ham et stille smil. "Hvis du virkelig mener det. Men bare sig til hvis du skifter mening." Han lod hovedet falde lidt til siden og han ville jo ikke være årsag til han stod ubehageligt og havde smerter. "Men hvad har du dog lavet siden du har trykket dine ribben?" Han vidste ikke om det kom ham ved. Gjorde det vel ikke. Men nu var det alligevel bare, at han spurgte. For at vise sin interesse i at vide lidt mere om ham. Kende ham. Og desuden var han jo nysgerrig og ville gerne høre hvad der kunne være sket. Samuel var jo slet ikke spor ubehagelig at stå her og snakke med så det var slet ikke fordi han havde travlt med at komme væk igen.

[Samuel Acheron]

Samuel havde skubbet jobbet fra sig så snart, at Sephiran havde tvunget det ned over hans hoved. Det var jo ikke hans eget valg at blive bestyrer af det, for hans far og bror bestemte alt over ham. Han var lillebror og deraf den yngste søn, så han havde ikke særlig meget at skulle have sagt. Han kunne prøve, men ville nok bare ende med et brækket legeme eller noget lignende og det ville endda være mildt i hans hjem. Nu hvor Alexander dog havde spurgt ind til ideer og selv fået hans ideer til at blomstre ved at snakke om nogle basale ting, så følte han nu alligevel, at han kunne bidrage til stedet. Ingen havde trods alt fortalt ham, at han ikke måtte præge stedet. Han skulle bare lade stedet blive i sin storhed, for kongen var jo uden tvivl virkelig tilfreds med hvad Sephiran havde gjort her, så det turde han ikke ødelægge. Kort mærkede han et snag af det pres, der lå på hans skuldre, men han rystede det af sig igen. Han vendte sine grønne øjne mod Alexander. Eftersom han var trænet i sværdkamp og magisk kamp, så havde han ofte haft mange skader og smerter, så efterhånden var han blevet ret hårdfør. "Det mener jeg... Jeg er ikke sart," endte han. Hvis man ikke kunne klare sig med lidt trykkede ribben, så var der da først noget galt. Selvom han var den oversete og den, der altid blev trådt på, så kunne han jo netop tage det af den grund. Hans ansigt ændrede sig ikke, da Alexander spurgte ind til hvad han havde lavet. Han burde fortælle sandheden, men det var private familieanliggender, som han ikke ville dele. "Min træning, så det er ikke noget nyt," svarede han helt hverdagsagtigt. Man kunne ikke høre på ham det var løgn, da han var en fremragende skuespiller når han påtog sig det. En nøkke fra Acheron siden, for hans storebror var ligeså fremragende.

[Alexander Raphael Vladimir]

Hvad der foregik bag tæppet og i kernen af Samuel's familie var ikke fakta som Alexander var bekendt med. Det kom heller ikke ham spor ved hvordan familiens privatliv var så han havde ikke forventet at få noget at vide om det. Han vidste sådan set heller ikke, at det var i privatlivet at mange af svarene måske lå og Samuel derfor måtte improvisere lidt måske. Men ikke at Alexander tog det ilde op. Han vidste jo intet om det.
Han nikkede stille, da Samuel fortalte det var fra træningen og det lod ikke til at være første gang han var kommet til skade i omtalte begivenhed. "Træning siger du? Hvad slags træning om man må spørge?" Han kunne dog ikke se det skulle være hemmeligheds stemplet, men man vidste jo aldrig. Måske var det træning som Samuel gerne holdt for sig selv i detaljer og det skulle han da have lov til. Alexander spurgte blot af ren nysgerrighed og interesse med et håb om at få deling i mere omkring svaret. Men valget var helt op til Samuel. Dæmonen kunne ikke sådan få det tvunget ud af warlocken foran sig selv hvis han ville gøre forsøget. Han anede jo ikke hvordan hvilket allerede ville blive den første forhindring for ham hvis det var. Men han så på warlocken med et venligt smil på sine læber og en oprigtig interesse i sine øjne. Denne samtale var måske baseret på et tilfældigt møde og indebar ikke videre vigtige emner end daglige mål, men det var nu alligevel interessant for Alexander at være endt i samtalen. Han skulle ikke kunne sige præcist hvorfor, men det beroligede ham og det kunne han lide. Han glemte sine bekymringer og var istedet for fokuseret på nuet med en stor interesse i at det skulle vare længere. Han havde sådan set lagt sit oprindelige mål i baghovedet og nærmest glemt hvad han var trådt indenfor efter. Dette her havde vist sig at være så meget mere interessant end det uvisse der lå henne i stuen, at han sådan set havde valgt denne samtale med denne mand istedet for det han havde sat sig for. Ikke at han fortrød. Han havde truffet rigtigt. Desuden så kunne stuen og dens indehavende af personer jo sådan set vente. Den rendte ingen steder. Måske der var nogen af dem der jo naturligvis gik med kunder ind i værelserne når det var, men der var så mange og selv hvis han skulle vente til hver eneste person havde været i hans øjesyn så var det sådan det blev. Der var tid nok. Hvis ikke i aften så var der jo altid imorgen.

[Samuel Acheron]

I Samuels familie foregik der meget på Acheron Landsted, som ikke nåede ud. Theodore var meget streng med familiens rygte og han skulle bestemt ikke være den, der skulle give bare en antydning om noget som helst, for så ville hans far give ham et slag eller to for det. Han vædede sine læber og smilede oprigtigt til Alexander med en almindelige venlighed. Han var en fremragende skuespiller, så Alexander ville heldigvis ikke vide, at det ikke var hans træning denne gang. Men det var sket mange gange dog. "Sværdfægtning og magisk kamp... I en og samme, så de to evner komplimentere hinanden. Bliver ofte kastet rundt," svarede han roligt. Det var jo sandt, for det var ofte sket, bare ikke lige denne gang, men igen, så behøvede Alexander ikke at vide det. De havde ganske vist gang i en samtale, der handlede om ingenting. Han havde dog intet imod at stå og sludre lidt med Alexander, for han vidste ikke rigtigt hvad han ellers skulle lave. Og på et tidspunkt ville han vel bryde op for at finde længere ind i bordellet, medmindre han selvfølgelig ombestemte sig og valgte at gå sin vej igen. For ham var det ligevidt, for han var ikke pengegrisk. En kunde fra eller til, det skulle bestemt ikke ødelægge forretningen. Han vidste, at Sephiran havde tjent meget hernede og nu ville han jo faktisk få den del af de ansattes penge, som Sephiran havde fået. Han kunne faktisk begyndte at lægge penge til side og det glædede han sig til. Der kom nu alligevel goder ved hans nye job.

[Alexander Raphael Vladimir]

Sværdfægtning og magisk kamp? Jo det lød skam vældigt interessant. Den eneste magiske kamp han selv kunne opleve var med sine is kræfter. Det trænede han dog så sandelig også rigtig meget! Det var man jo lidt nødt til for ikke at miste kontrollen og for at man kunne lære noget nyt hele tiden. Og det var et godt tidsfordriv på samme tid havde han erfaret igennem de mange år. At bryde op var ikke noget han havde tænkt sig lige nu. Om han gjorde det eller vendte om måtte tiden vise.
"Det må jeg sige. Vældig interessant. Men ja jeg kan godt forestille mig, at det kan give lidt knubs." grinede han mildt. Ikke at han grinte af Samuel fordi han var kommet lidt til skade. Slet ikke. Der var ingen grund til at gøre nar af folk der jo kæmpede for at træne sine evner til det bedre og det ville naturligvis betyde man fik lidt skrammer. Det var jo sådan set den eneste rigtige måde at gøre det på. "Men jeg er straks mere rolig nu hvor jeg ved det ikke er noget alvorligt. Ellers ville jeg jo være grund til du stod her og fik det værre. Det ønsker jeg ikke." Han smilede venligt og havde selv stilt sig mere afslappet. Han ville nok også læne sig op af en væg hvis der var sådan en bag ham. Men han stod dog alligevel ganske fint uden. 
Han fugtede stille sine læber mens han skubbede tanken fra sig om, at Samuel var i alvorlige smerter. Han måtte jo tro manden på hans ord når han sagde det ikke var noget at snakke videre meget om. Han så heller ikke ud til at det gjorde vildt meget ondt. I så fald skjulte han det virkelig godt. Men Alexander troede på hans ord. Han havde jo ingen grunde til at mistro ham på det punkt? Samuel havde ikke virket andet end venlig og snaksalig så hvorfor betvivle hans ord?

[Samuel Acheron]

Samuel havde altid elsket sin træning. Theodore havde været optaget af Sephiran i hele deres barndom, så Samuel havde ytret ønske om at kæmpe med sværd overfor sin mor og hun havde sørget for en personlig træner til ham, som Theodore vist havde fået at vide, men sikkert havde været ligeglad med og glemt. Han lod hovedet falde lidt på sned. Alexander var ikke warlock, så meget vidste han, men hvad han lige præcis var så, det vidste han ikke helt. "Jeg er glad for min træning. Og det giver mange knubs, for min træner holder ikke ligefrem igen længere nu hvor jeg er kommet så langt," svarede han roligt. Nu hvor de var kommet ind på emnet, så snakkede han jo bare om det, som om det havde været hans seneste par træninger, for det faldt naturligt sammen. Egentligt løj han jo ikke mere, for den havde de passeret. Han brød sig ikke om at lyve, men nogle gange var man nødt til det og Alexander så ikke ud til at betvivle ham et eneste sekund, så det gjorde ham da kun tilfreds. Han lo let og nikkede. "Du har intet at bekymre dig om, jeg er rimelig hårdfør," endte han sigende. Han blev stående op ad væggen, da han lige nu ikke rigtigt kunne mærke det gjorde ondt noget sted på hans krop, hvilket var rart. Han trak dog vejret overfladisk, da det ellers pressede for meget på hans ribben at trække vejret dybt. Han så let rundt og fik øje på parret fra før, der var på vej ind i det samme rum. Han rystede bare på hovedet.

[Alexander Raphael Vladimir]

At træne og bruge sin fokus på sådanne ting kunne være godt. Alexander havde selv draget godt nytte af det i sin tid og ungdom med problemer med magien. Lære at styre og kende den. Det havde hjulpet ham på langt sigt fremad og var noget han aldrig ville fortryde at have brugt så meget tid og energi på. At de så begyndte at snakke om det gjorde ham heller intet. Det var sådan set fint nok de sådan drev fra et emne og over til et andet sådan uden de større problemer undervejs. Det var flydende let og sådan skulle en samtale jo også helst være. Det var faktisk ikke helt til at tro de kun lige havde mødtes.
Han nikkede stille med et smil. "Jamen det glæder mig da, at du kan leve op til din træners forventninger så. Men du må jo også have kæmpet hårdt for at nå dertil. Der skal slid og knubs til før man virkelig får lært noget af det." Han nikkede roligt efter sine ord var kommet til en ende. Alexander fulgte kort Samuel's blik da denne så væk og løftede et øjenbryn da han lige så parret inden de forsvandt ind af døren sammen. Ja så de valgte altså at tage en fælles tur. Ja ja sådan kunne man jo også gøre. Hans blik og opmærksomhed vendte dog tilbage til Samuel ganske hurtigt. Det par var ikke særlig interessante for Alexander for at være ærlig. "Ved mit næste besøg kan jeg måske endda se der er nye forandringer på vej?" Nu var han jo nødt til at komme igen! Han måtte jo lidt følge med i om Samuel fik gjort noget ved stedet og hvordan det i så fald kom til at gå.

[Samuel Acheron]

Eftersom Samuels far havde givet alt sin støtte til Theodore, havde han fået en anden løsning, som hans mor havde sørget for. Han var sin mor taknemmelig for mange ting, for hun havde altid været der for ham, men hun havde jo også kun haft ham at pusle om, da hun ikke havde fået lov til at komme til Sephiran. Det var ganske vist barsk, men for ham var det ganske normalt. Sådan fungerede hans familie bare og det havde han accepteret for længe siden. Hans drømme var jo blevet opfyldt. Han havde altid ønsket at lære og slås med sværd, og det var han blevet rigtig ferm til. Han vædede flygtigt sine læber og blev stående, da han ikke orkede at flytte på sig i øjeblikket. Emnerne kørte godt, selvom han efterhånden fandt det en smule spøjst at stå her ved døren og tale om hverdagsagtige emner. Men måske skulle man bare kunne gøre det og tage lidt lettere på det. Han vidste, at han ikke ville komme til at drive bordellet på samme måde som hans bror. Det blev en prøve for ham at leve op til alles forventninger, men han ville gøre det. Faktisk blev han nødt til det. "Jeg har trænet siden jeg var helt lille, stort set hver dag. Uanset vejr og vind og mit eget helbred," fortalte han. Han havde givet alt for at opnå sin drøm og det havde jo også givet pote. Han var ikke ligeså dygtig til magi som sin far og bror, men han kunne forsvare sig i en kamp, endda med andet end magi. Han havde en proper næve, combat-skills fra sværdtræningen og selvfølgelig sit sværd. Han vendte sine grønne øjne tilbage mod Alexander. "Du kan jo komme ned forbi mit kontor og se, om jeg er her... Jeg vil nok ikke være her hver dag når jeg har fået det til at fungere. Ellers må du jo se om du kan se forskel," svarede han ham og skævede kort ned ad gangen nær dem, hvor han vidste, at kontoret var for enden.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han smilede lidt med et grin. "Ja jeg kigger nok ind og ser om du er der. Så du kan give en ordenlig rundtur og vise og fortælle!" Han grinede og var sådan set sikker på, at han nok ville kunne se det selv hvis der var store forandringer, men hvis Samuel var her så kunne han jo også få historierne om hvordan idéerne blev ført ud i livet og hvordan det blev taget imod af bøde ansatte og kunder. Og om hvordan det havde føltes at skulle tage beslutningen. Ja der var meget mere i det hvis han kunne få Samuel til at fortælle. Det var altså lidt mere end bare at man selv kunne se og gætte sig til hvad der var nyt og anderledes.
Dermed forventede han jo ikke, at Samuel altid var her og altid havde tid. Manden skulle jo passe sit liv og stedet også og ikke bare møde op og så sidde på en stol og forvente alt gik let og glidende på egen hånd. Nej der skulle nok arbejdes og holdes igang med ting. Men han ville da ikke have noget imod det hvis han kunne få fanget Samuel på et roligt tidspunkt så de kunne snakke igen og han kunne følge med i hvordan stedet udviklede sig. At han skulle ende med at interessere sig for det. Det havde han nu alligevel aldrig troet! Han havde faktisk svært ved at tro det endnu selvom han selv stod der og nærmest foreslog at komme og være tjekker for om tingene gik fint nok. Ikke at det på nogen måde var hans ansvar eller hans ord der havde ret. Men det var nu alligevel rart sådan at få lov at blive en del af det på en måde. At han faktisk godt måtte komme og se ændringerne. Hans tanker gled dog tilbage til nutiden og lod fremtidens muligheder stille drive væk i disen. "Men det er skam godt at have noget man virkelig brænder for. Jeg brugte også meget af min barndom på at lære min magi at kende. Og så på at lære alt jeg kunne om ulve og lære at opdrætte dem på bedst vis." Han smilede stille. At lære og klare sig selv og kunne klare lange rejser havde han også brugt meget tid på i sine unge år og barndom. Han havde ikke været den han var uden.

[Samuel Acheron]

Samuel nikkede stille til ham. Hvis han var her, så ville han da gerne fortælle hvor langt han var kommet i planerne. Indtil videre var de stadig bare planer. Han skulle også brainstorme med de ansatte og høre, om de havde noget at foreslå eller kommentere, så han kunne få det til at køre glat videre, selvom han var en helt anden end sin bror. De gjorde jo tingene på hver deres måde, men i sidste ende måtte de da kunne opnå samme resultat. Hvis han kørte stedet i sænk, så ville han have både sin bror og far på nakken og det ønskede han slet ikke! "Du skal være velkommen," medgav han roligt. Ideerne blomstrede og snart skulle han se hvad der kunne lade sig gøre og hvad der ikke kunne. Han måtte blive nødt til at skrive lidt ned, så han kunne huske det, men det måtte han jo gøre når han var færdig med at snakke med Alexander. Han havde dog ikke tænkt sig at stå her gennem hele åbningstiden, for det ville bare være mærkeligt. Han vædede roligt sine læber og skubbede sig lidt fra væggen, for at stå på begge ben igen. Han spændte kort i kroppen, men det var hurtigt ovre og han blev ellers stående med armene over kors. Han lod hovedet glide let på sned. "Det er altid godt at starte tidligt... Finde det, man gerne vil og så have muligheden for at gøre det," svarede han sigende. Sådan var det jo gået med hans træning, men også kun fordi hans mor havde sørget for det, fordi han havde ønsket det så højt. I dag følte han dog ikke rigtigt, at det han ville var noget han fik muligheden for, men det lod han forblive usagt.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander smilede. Nikket tog han som et ja til, at han nok skulle vise ham rundt hvis det var han havde tid når Alexander kom og se til stedet igen. Han glædede sig sært nok. Men det var fordi der var noget nyt og spændende i luften som ingen af dem jo vidste noget om endnu. Ikke andet end Samuel havde sine tanker og planer. Men om de kunne lade sig gøre og hvordan resultatet blev var ukendt og det måtte tiden jo blot vise dem. Alexander håbede dog, at Samuel fik gjort noget ved stedet som han var glad for og som gjorde det mere til hans sted måske, når det nu var han skulle bestyre det. Han vidste jo det ikke var særlig fedt hvis man hadede sit job.

Denne gang kommentede han ikke på det, da han kort og svagt kunne se på Samuel, at noget ikke var så behageligt, da han flyttede stilling. Nu vidste han jo hvad der lå bag så hvorfor nævne det igen? Det var jo tosset. Han kunne jo også se det kun var der kort så det var næppe så slemt som man kunne forestille sig det. Han smilede med et lille nik. "Samme kan man jo sige om stedet her. Jo før du kommer i gang jo før kan du se resultater." Han vippede let hovedet til den ene side som det var han så mod ham fortsat. "Man skal aldrig udsætte ting for længe hvis man vil have dem gjort. Man kan hurtigt ende med at fortryde det og måske slet ikke nå at få det gjort." Han sukkede stille og lagde sit hoved lidt bagover så han så op mod loftet. 

[Samuel Acheron]

Samuel trak vejret roligt, men endnu overfladisk. Hans tanker fløj en smule rundt og han blev efterhånden lidt rastløs af bare at stå her og snakke. Og det ville han være blevet uanset hvem han snakkede med. Han lavede altid mange forskellige ting og dvælede sjældent ved den samme ting, det var som regel kun når han var gået i seng, så kunne han blive liggende. Det var nok en nøkke fra sværdtræningen, da han altid gerne ville holde sig i gang. Lige nu var han så lidt besværet på grund af trykkede ribben og en øm skulder, der havde været slået af led, men det skulle snart gå over, for han gad slet ikke have det. Han var ikke sart. Det måtte hans far vel også snart finde ud af? Han blev stående på begge ben igen med armene over kors endnu, da det holdt hans ømme skulder lidt i skak, men den var begyndt at summe lidt. Han lod hovedet falde lidt på skrå og nikkede. Det var egentligt rigtigt. Jo før han kom i gang, jo før kunne han også sætte sit præg på stedet. Han havde dog ikke tænkt sig at stå som velkomstkomité i aften, for den idé skulle han også lige have vendt og drejet sammen med det andet. "Det er helt rigtigt... Så må jeg jo nok også snart til det," svarede han roligt. Han hentydede til, at han snart ville bryde samtalen op. Det havde dog været en ganske berigende samtale med Alexander, der jo havde sparket hans tanker igang og han var sikker på, at han nok skulle møde ham igen. Han trak lidt på smilebåndet og nikkede, for det var jo ligeså helt rigtigt. "Du må have en god aften... Og tage for dig," endte han og slog ud med armen som en gestus ind til stuen. Han vædede flygtigt sine læber og rakte så alligevel med også at rakke hånden mod Alexander som en sidste gestus, gav ham hånden og trak så sin hånd til sig igen. "På gensyn," endte han med et venligt smil og vendte om for at søge ned ad gangen. Han havde brug for at sidde ned nu faktisk, selvom han ikke var meget for at give efter for sin krops svagheder.

//Out.