Deal or no deal

[Sephiran Acheron]

Det hele gik godt. Planen om at indtage Imandra var snart færdig og Sephiran var også næsten klar til at tage af sted. Han skulle have Tiyanna med sig, så sønnen faktisk kunne blive født i Imandra, da det ville give mest mening. Han var sikker på, at det var en dreng, for han ville ikke have en pige. Uanset måtte han jo så bare blive ved, til det blev en dreng, men han var sikker på en dreng, for Tiyanna ønskede ikke at skuffe ham. Han passede på hende denne gang, for der skulle ikke ske det samme som sidst, da han var sikker på, at det var vampyrernes skyld, at Tiyanna havde mistet barnet sidst. Denne gang skulle hun altså føde en sund dreng til ham, så de kunne komme i gang med familieforøgelsen og videreføre de gamle traditioner. Natten var faldet på tungt og sort og Sephiran selv havde taget turen til Den Sorte Sø til hest. Han havde beskyttet Tiyanna, så hvis hans far lagde hånd på hende, så ville han vide det. Clemency var dog også ved hende, da de faktisk var ved at have knyttet bånd igen, hvilket han havde det udmærket med. Der var dog noget underligt mellem Clemency og Theodore for tiden, som han kke forstod, men det måtte pigerne jo selv snakke om. Han havde jaget to varyler bort fra søen, da han skulle være alene på området eftersom han skulle tilkalde Azrael. Han gik lidt rundt i en cirkel, da han fandt det en smule åndssvagt at skulle tilkalde døden selv, men han blev nødt til at få en aftale på plads angående det kommende barn, da han skulle sikre sig en bedre aftale end hans far havde fået. Han stoppede op på bredden og kiggede ud over søen, mens hans arme hang løst ned langs hans sider. #Azrael... Du ved jeg ikke er den mest høflige eller formelle... Men jeg har en aftale, jeg tror du vil være meget interesseret i...# startede han i sine stille tanker.

[Deleted]

I takt med at søen blev henlagt øde foruden af Sephiran selv, valgte Azrael at gøre sin egen entré. Selvom det var foregået ganske lydløst, så havde han skam hørt mandens bønner. Selvom det ikke ville forundre ham hvad dette møde ville komme til at omhandle, kunne han jo heller ikke benægte, at det var noget som i det lange forløb, faktisk ville komme til at redde Sephirans liv.
De helt sorte og mørke øjne hvilede på mandens skikkelse. Selv var der intet som antydede til følelser fra hans egen side. Han var døden.. Det var mørke og tristhed som prægede hans liv. Dagligt så han folk miste en, som de holdt nær og kær, velvidende om, at det sted som han bragte dem til, at det resulterede i en langt mindre chance for at få dem tilbage igen. Hans klæder var helt mørke, og hans vinger var så store og brede, at de fyldte frygtelig meget bag ham. Vingerne lagde han trygt ind mod sin krop. I og med, at han var døden.. en stor del af den menneskelige skæbne, kunne han komme og gå som han havde lyst til, selvom det var yderst sjældent, at han viste sig for nogen på denne her måde. Hans øjne var mørke.. Hvilede på Sephirans skikkelse. "Jeg tror allerede jeg kan gætte mig til hvad du ønsker af mig, Sephiran Acheron," endte han med en tonløs stemme. Det var en aftale som han havde indgået med adskillige af den familie igennem frygtelig mange generationer nu, og sjovt nok, så var det altid en aftale, som endte med at komme ham selv til gode. Ikke fordi at det gjorde ham det mindste, for det gjorde det ikke. Det var sjæle til ham, og det var det som han havde brug for. Det hele var et spørgsmål om balance.. Og det var hans job at opretholde denne, også selvom det uden tvivl var noget af en udfordring til tider. Hovedet lod han søge let på sned. For nu hvor de var alene, så havde han ikke noget imod at vise sig.. Selvom det nu kun var Sephiran, som faktisk var i stand til at se ham.

[Sephiran Acheron]

Søen var blevet lagt øde hen, for Sephiran havde kastet de to varyler bort, der bare havde været her på gennemrejse - ja så måtte de jo se at komme videre! Han var en tålmodig mand, men han var også en mand af handling og når det kom til, at han skulle gøre forretning, så skulle det foregå på ordentlig vis. Som han fornemmede en lyd af vinger, så drejede han om på hælen med det samme og han så mod Azrael, der var kommet frem. Azrael vidste sikkert allerede hvad han ønskede, men han ønskede faktisk mere end hvad hans far havde fået. Han ville ikke acceptere at være væk i så lang tid som hans far havde været det, for det var alt for længe for Tiyanna at undvære ham og det ønskede han bestemt ikke. Genopståelse skulle ske næsten lige efter hans død, for ellers ville det først gå skævt for alle hans planer og fremtidige mål. Han var tom i ansigtet, eftersom han ingen sjæl ejede - det gjorde Azrael jo faktisk. Han vidste, at han var den eneste, der kunne se Azrael, men det var han ligeglad med, for han kunne ikke fornemme andre tilstedeværelse i området. "Jeg ønsker at føre traditionen videre i min familie, som du jo er bekendt med. Tiyanna er gravid og det går meget bedre denne gang, så jeg regner stærkt med, at barnet kommer denne gang. Den sjæl er selvfølgelig din... Men jeg vil have en hurtigere genopståelse... 1000 år er simpelthen for lang tid," talte han lige ud af posen. Han kunne jo ligeså godt fremsige hvad han ønskede og så se hvad Azrael sagde til det.

[Deleted]

Azrael vidste skam godt, at der ikke var nogen som kunne se ham - foruden Sephiran i det her tilfælde, udelukkende fordi, at han selv havde valgt at vise sig for ham. Vingerne trak han let og elegant sammen og lagde over ryggen, hvor han blev stånede rank og helt rolig. De helt sorte øje hvilede tomt på hans skikkelse. Begge var de ej i besiddelse af en sjæl.. Azrael havde aldrig haft den, og vidste ikke hvad det ville sige at føle glæde, kærlighed, sorg eller lignende. Nej, selv han var jo helt tom. Selvom han ikke var dum, da han vidste hvad det var manden ønskede af ham, så var det ikke noget som han kunne give ham på stående fod. Hovedet lod han søge let på sned. Han forhandlede.. ligesom hans fader havde forsøgt at gøre før ham, og tanken fandt han faktisk morende, dog selvom det ikke var noget, som kom synderlig meget til udtryk ved ham. "I bliver kun mere og mere grådig," sagde han roligt. Tusind år var måske lang tid, men for en mand som Azrael, så var det jo ikke andet end et sølle øjeblik. I alle de år, som han havde samlet de fortabte sjæle, som klyngede sig fast til den levende tilværelse.. Det var ikke nemt for nogen. Visse nægtede jo helt og holdent at give slip.
At Tiyanna var gravid, var Azrael skam godt klar over. Et sted kunne man jo næsten sige, at det var ham som skænkede sjælen til det kommende lille barn, da det var hans arbejde, som krævede den kompetence. "Jeg ved skam, at din hustru er med barn, Sephiran. Hvad får dig til at tro at jeg vil give dig en genopstandelse? Blot fordi at din hustru er gravid?" spurgte han. Selv vidste han at det kommende barn faktisk ville komme til verden denne gang, og ikke udsat for komplikationer som var sket sidst. Ja tragisk var det jo, når så ung en sjæl måtte give sig tabt, men det var blot en del af naturen og de naturlige love, som han selv arbejdede under. Selv blev han blot stående ganske rolig. Sephiran skulle uden tvivl have lov til at tale for sin sag.

[Sephiran Acheron]

Sephiran stod og så på Azrael med et fast og tomt blik. Azrael havde jo fået hans sjæl og det hele af den, nu hvor Theodore var tilbage fra de døde efter 1000 år. I hans hovede var 1000 år dog alt for lang tid, for han havde jo set, hvad det havde gjort ved hans mor og han ønskede slet ikke, at det samme skulle ske for Tiyanna. Han foldede hænderne bag sin ryg og holdt blikket på Azrael. Manden skræmte ham ikke, eftersom han jo ikke havde trådt forkert ved døden. Han havde jo selv slået folk ihjel førhen og det var da ikke nogle, som Azrael havde bebrejdet ham for - han havde vel bare taget glædeligt imod. Han ville bestemt ikke bare slå sig til tåls med en aftale, hvis han kunne få mere. "Kald det hvad du vil, Azrael. Tiyanna har brug for mig, så min død ville bestemt ikke gavne. Desuden er jeg mere værd levende," endte han sigende. Det sidste ment som om, at han faktisk ville indgå en aftale med Azrael om nødvendigt. Det var måske dumt at tænke sådan, men han fandt det fornuftigt at kunne overleve uanset hvad. Han frygtede virkelig døden, det kunne han ikke lægge skjul på, heller ikke med den manglende sjæl. Han ville aldrig kunne give slip. Han vædede flygtigt sine læber og blev stående på sin plads ved bredden, eftersom de stod i en fin afstand til hinanden. "Ikke fordi hun er gravid... Men fordi du selvfølgelig lader vær med at give knægten en sjæl, for sjælen er retmæssigt din. Så du vil spare os begge arbejde ved blot at undlade en sjæl i hans retning," svarede han roligt, men han var dog ikke færdig endnu. "Dertil vil jeg gerne give dig flere sjæle... Så jeg er sikret at kunne genopstå... Flere gange om nødvendigt, selvom jeg bestemt ikke regner med det."

[Deleted]

Azrael blandede sig ikke i de menneskelige ting, foruden, hvis det var noget, som faktisk satte hans eget arbejde i fare. Hans livsvigtige job for at opretholde en balance, var uden tvivl noget som var tidskrævende. Han høstede sjælene, som han placerede det i de kommende nye, når de kom til verden. Han havde rigeligt at se til. Når folk slog ihjel, trak han blot på skuldrene og høstede de mange sjæle, så man kunne ikke sige, at han var en mand som bar nag, for det gjorde han da godt nok ikke. De mørke øjne hvilede tomt på Sephiran, mens han blot lyttede til hans ord. En ting havde han dog ret i: Han var mere værd i live, end hvad han var død, og specielt med den fremtid som den mand måtte gå i møde. Selv vidste Azrael jo hvad der ville ske. "Jeg må bukke for dig, for din selvindsigt.. Tiyanna er død uden dig ved hendes side," sagde han blot. Hvorvidt om det var en god eller skidt ting, ville han jo så ikke sige, men manden havde trods alt ret. En klog abe.. Dem så man faktisk ikke mange af nu om dage. At han så derimod fortsatte sine forhandlinger, så var det tydeligt noget som han ønskede at få gennemført. At han på forhånd slap for at skænke hans kommende søn en sjæl, passede ham egentlig ganske udmærket. For en søn ville han få, og denne ville faktisk formå at komme levende til denne verden, for han havde ret: Det gik godt denne gang i forhold til sidst. Han tog et roligt skridt mod ham. Uanset hvad, så var det stadig kun Sephiran som kunne se ham. "Du vil spare dit kommende barn for mange ting, ved at nægte at skænke ham sjælen nu, Sephiran. Men vel.. jeg undlader at skænke barnet sin sjæl. Den vil komme sjæleløs til verden og uden skrig," sagde han med en rolig stemme. Han så jo ikke nogen grund til at gøre andet. Acheron-familien blev kun mere og mere grådig hvad angik dette.. En tanke som han faktisk fandt morende. Denne mand var uden tvivl bange for døden.. En frygt, som faktisk ville komme ham til gode senere. "Du frygter i sandheden døden, Sephiran.. Selv den frygt kan jeg spore i dine øjne. Som din fader.. og hans fader før ham, vil jeg give dig muligheden for en genopstandelse. Dit kommende barns sjæl for den første genopstandelse.. Hvad kræver du af mig i retur? Tusind år lyder i mine øre ikke som et alternativ for dig," fortsatte han sandfærdigt, uden at slippe manden med blikket.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste godt, at Azrael gjorde alt med en mening. Manden vidste jo faktisk alt, så hvorfor han egentligt stod og fortalte det hele, vidste han ikke. Egentligt var det kun forhandlingen, der var vigtig, for han ville ikke nøjes med 1000 år. Han ville have meget mere, maks et par år i graven, da Tiyanna jo slet ikke ville kunne uden ham. Han var ikke en mand med følelser, men nogle ting så han udmærket godt og dette var en af dem. Han vidste dog, at han var mere værd levende end død, og det holdt han gerne fast i. Med alle hans planer, så ville det ikke gavne Azrael at have ham i dødsriget. Desuden ville han nok drive Azrael til vanvid, da han slet ikke ønskede at være død. Han ville være meget mere værd på jorden. Han nikkede, for de var jo faktisk enige, hvilket var lidt utroligt. Han vædede roligt sine læber og blev stående. At han kunne slippe for at skulle uddrive sjælen gjorde ham faktisk intet, for så kunne han lade vær med at tænke på det og så havde Tiyanna ikke mulighed for at gå i vejen. Ligeså sparede det Azrael for noget tid. Han blev stående, selvom Azrael gik mod ham. Hans læber spillede ud i et tilfredst smil. "Det er jo fremragende! Mindre arbejde til os begge... Og jeg kan lægge mere fokus på min søns udvikling af magien fremfor alt det andet," svarede han sigende. Han trak vejret roligt og blev stående. Han frygtede døden og det kunne Azrael vel også mærke. Han var slet ikke klar til at dø og ville aldrig blive det. Han nikkede, for det ville han ikke lægge skjul på. "1000 år er alt for lang tid for mig, Azrael. Jeg ønsker så kort tid som muligt i graven... Måske vi kan lave den aftale for fremtiden... At hvis det uheldige sker, at jeg dør... Så lader du mig genopstå kort tid efter. Og jeg står i gæld til dig med 1 sjæl per genopstandelse, som du skal modtage straks efter..."

[Deleted]

Azrael så kun fordelene i at have Sephiran i live, også fordi at der ville ske temmelig mange ting for fremtiden, og så var det jo kun en nødvendighed. Om ikke andet, så ville han ikke se den mand i Dødsriget - endnu om ikke andet. Hans blik forblev fast hvilende på hans skikkelse med den samme intense og tomme mine. Han sænkede hovedet en anelse. Han var måske kommet til at afsløre for Sephiran, at han ville få en søn, men det var vel ikke nogen hemmelighed? Tiyanna fik jo faktisk kun drengebørn så i det tilfælde, så ville han jo kun stå stærkt ved det. Han sænkede roligt hænderne med en rolig mine. Han nikkede blot mod ham. En meget fast bestemt mand i forhold til resten af hans familie, som han ellers havde mødt igennem rigtig mange generationer, og det var uden tvivl noget som også gjorde sit. "Du får rigeligt at stå med mellem hænderne, Sephiran. Ikke bare i dit kommende barn, som du tilsyneladende allerede har gættet dig til, er en søn," sagde han med en rolig stemme. Løgn var det jo trods alt heller ikke, hvis han endelig skulle sige det, men nok om det. De helt sorte øjne gled mod søen. Selv her havde han høstet mange sjæle. Igen så han mod Sephiran. Et par år? Det var langt fra de tusind som Theodore havde forhandlet sig ned til i sin tid, og at forhandle med døden selv, var bestemt ikke nogen nem ting, hvilket nok skulle gå op for Sephiran på et eller andet tidspunkt. Han rystede på hovedet. "Et liv for et liv, Sephiran. Om du skal have muligheden for at genopstå - og for at jeg skal kunne give dig muligheden for det, skal jeg have sjælen på forhånd. Jeg skal opretholde en balance, og at skænke dig muligheden for genopstandelse, bringer det i ubalance," forklarede han ganske kortfattet. Hvorvidt om han ville lade manden ligge i graven for et par år eller noget lignende, var jo en ting, som de kunne tage senere. Han var bare nødt til at markere den vigtighed, for den balance var virkelig.. alt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var sikker i sin sag når han mente, at han var vigtigst på jorden og Azrael var jo uden tvivl enig, så det gav ham kun en forsikring om, at der var lang tid til hans tid endnu. Han var slet ikke klar til døden, for han skulle jo kun til at være far om snart... så snart Tiyanna havde født. Og så skulle han jo opdrage sin søn på bedste vis, så han kunne føre traditionerne videre. Og så ønskede han faktisk et barn eller to mere, da han gerne ville have en god kernefamilie med sig, da der blev nødt til at være nogle reservearvinger hvis første søn uheldigvis skulle gå bort. I hans hoved, så var alle børn drenge, for han ønskede ikke at have piger. Og den førstefødte skulle også være en dreng, for han tillod ikke andet. Så det var heldigt for Tiyanna, at hun havde tendens til drengebørn og at de generelt havde det i hans familie. Azrael havde jo også nærmest sagt, at det var en dreng. "Jeg tillader da ikke andet som min førstefødte... Men ja, jeg har masser af planer," svarede han sigende. Azrael kendte vel allerede det hele, så han behøvede jo ikke rigtigt sige mere. Azrael kendte sikkert langt mere end han selv gjorde, hvilket var en lidt skræmmende tanke i sig selv. Han vædede roligt sine læber, som han blev stående det samme sted. Han ville have en bedre aftale, for han var bedre end sin far! Og han havde ikke 1000 år at fjerne fra sit liv, hvis døden skulle overgå ham. "Så må jeg jo skaffe dig et par sjæle, så jeg er sikret et par gange," svarede han sigende. Bare to sjæle ville være bedre end den ene - og den ene havde Azrael jo allerede. Så han manglede bare at finde én. "Men jeg forstår og respekterer, at du må holde balancen," endte han.

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Sephiran var mere værd i live, end hvad han var død, og det var selv noget som Azrael måtte give ham ret i. Ikke fordi at han kunne sige at han ville lykkes i alle hans mange planer - for det ville han da godt nok ikke påstå at han ville. Selvom det ikke var noget som han direkte snakket højt om, for han ville jo heller ikke ligefrem afsløre for meget. Desuden ville det ikke være en hemmelighed, at Tiyanna ikke vil kunne undvære ham, og specielt ikke i den kommende tid, som han ville gå i møde, så det var de nok meget enige om, når alt endelig kom til alt. "DIn førstefødte vil blive en søn.. og han vil blive en stærk knægt, om du vælger de rette måder at opdrage ham på, Sephiran. Hvad angår den aftale, som du ønsker at hale i land, så er det meget du kræver og forventer af mig i tilfælde af din bortgang," sagde han med en rolig stemme. Han lod hovedet søge let på sned og uden at slippe ham med blikket, for hvorfor skulle han da? Det var uden tvivl en meget alvorlig samtale som de havde gang i, og han forsøgte uden tvivl at presse den længere end hvad hans fader havde gjort tilbage i sin tid. Selv Sephirans farfar, kunne han stadig huske, havde taget sin søns sjæl i ren desperation for at redde sit liv. Det var en frygt for døden som gik igen i denne familie.. Og den tanke måtte han virkelig finde morende. "Den bekymring jeg har i mit liv.. Er balancen, som jeg må holde stabil og ved lige.. Såfremt det er sket, og jeg har en sjæl ekstra, så kan jeg godt bringe dig tilbage. Tusind år er for meget kan jeg fornemme.. Og for din egen fremtid.. så er det alt for lang tid," sagde han med en rolig stemme. Selv vidste han jo hvad han havde i vente, og det ville blive grumt... virkelig grumt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran frygtede døden. At det så var noget, der gik igen i familien, var jo faktisk bare noget de måtte acceptere. Acheron navnet bar åbenbart en frygt med sig for døden, men når de også var en familie, der ønskede magt og at være på toppen, så fungerede død jo ligefrem ikke i det perspektiv. Han vidste, at Tiyanna ikke kunne fungere uden ham, det havde han jo set sidst. Han havde fundet hende på gaden, beskidt og det hele. Han havde vel faktisk ødelagt hende ved at tage hende ud af skoven? Hun havde vænnet sig til finesserne og havde smidt alt sit skovlige, for ellers ville hun da bare have søgt dertil, ikke? "Jeg vil opdrage ham til at følge i min fodspor," svarede han sagde. Han ville gøre sin søn stærk, specielt magisk. Men han ønskede faktisk også, at knægten skulle lære noget om combat og det at kæmpe med næverne, for der havde han jo selv fejlet i sine voksenår. Han rettede sig roligt op. Han vidste, at han krævede meget af Azrael, men man kunne jo altid kun prøve? Det var dybt vand han var ved at begive sig ud på, men han ville faktisk bare gerne være sikret at komme tilbage i tilfælde af, at han skulle dø. Og han mærkede jo døden tættere og tættere på efterhånden. Især fra hans mislykkedes rejse til Procias. "Du har jo en sjæl nu... fra min kommende søn, så jeg er i hvert fald sikret en genopstandelse... Derefter så må jeg give dig en ny sjæl, så jeg endnu engang er sikret. Sådan må balancen vel blive opretholdt," forklarede han sigende. Han ønskede jo faktisk at respektere Azrael, for man skulle jo ikke lege med døden - men man kunne godt forhandle alligevel. Han nikkede. "Så hurtigt som du kan få mig tilbage til livet... Så vil jeg være meget taknemmelig."

[Deleted]

Azrael kunne snildt se frygten i Sephirans øjne, når det kom til døden. Selvom der faktisk ikke var noget som helst at være bange for, for det var en naturlig del af det at leve livet.. Noget som han selv aldrig havde været i nærheden af som sådan, så det var noget som gjorde sit for hans del. Han nikkede roligt mod ham. Selv vidste Azrael at udfordringerne med knægten kun lige var startet.. Hans kommende søn ville blive en god arving, som ville gøre sin fader stolt, men der ville være komplikationer, som han nu heller ikke ønskede at informere manden om, da det jo faktisk var brud på hans egne regler. Han blev roligt stående og lyttede. Han vidste at han allerede nu havde lovet manden en genopstandelse, men hvorvidt om der ville komme flere, var jo ikke til at sige, da det krævede en sjæl på forhånd, da han havde en balance, som han skulle opretholde. Og det var det som hele hans tilværelse jo faktisk gik ud på. Ingen balance - så ville han ikke længere være til. Han nikkede med en rolig mine mod ham. "Som bekendt nu, så vil du få en sjæleløs søn, Sephiran," sagde han med en rolig stemme. Hvorvidt om de kunne blive enige om hvornår genopstandelsen skulle foregå, var jo så det næste skridt på vejen, for der var de ikke helt enige, og det var tydeligt. Tusind år havde Theodore forhandlet sig frem til sidst, og han havde ikke givet sig. Selv måtte han jo erkende at han ikke ville lade ham vågne lige efter han var faldet bort. Det ville selv i hans optik, virke meget underligt. De helt sorte øjne gled mod hans skikkelse endnu en gang, og med den tydelige alvorlige mine. "Tusind år er ej et alternativ for dig.. Jeg gør det ikke umiddelbart efter at døden er indtruffet. Et år?" spurgte han videre, som han igen lod hovedet søge skræmmende langsomt på sned den anden vej. I det øjemed, synes han godt nok, at han havde givet manden langt frie tøjler end hvad han havde givet hans kære fader. En tanke som han uden tvivl også måtte finde morende. Et år var uden tvivl stadig lang tid for Tiyanna.. rigtig lang tid, og konsekvenserne af det, ville han ikke sige, for det var ting, som manden ikke behøvede at vide.

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne ikke skjule sin frygt for døden og ej ville han. Han var en mand, der ønskede magt og meget mere end bare det, for han ønskede alt han kunne opnå. Han glædede sig dog til at blive far - eller det troede han, at han gjorde, for han følte det jo ikke rigtigt. Han ville bare gerne have sin knægt, så han kunne oplære ham til at gå i sin fars fodspor. Han ville være stolt af sin søn og i fremtiden give ham et klap på skulderen, fordi han havde været så god og dygtig. Han var glad for, at han dog havde forhandlet sin første genopstandelse på plads, for han følte kun døden kom tættere og tættere på. Der var dog vel nok en mening med det hele, eftersom Azrael jo faktisk styrede det. Han ville dog ikke være væk, for hvad skulle der ikke blive af Tiyanna? Hun havde brug for ham, så meget vidste han og så ville han jo gerne være der for hende. Han nikkede. Det passede ham fint, at hans søn ville komme uden sjæl, for så sparede det dem begge en masse arbejde. "Og det passer mig perfekt," svarede han sagte. Han kunne dog fornemme, at han snart ville få en aftale på plads, for Azrael lod jo faktisk til at give sig. Tusind år duede slet ikke for ham og når han havde fået en bedre aftale i hus, så ville han da også gå hjem og hovere overfor sin gamle fader, dog på en familieagtig kærlig måde. Et år var dog stadig lang tid, men han ville slet ikke klage, for mere kunne han næsten ikke forlange! "Et år... Det er en aftale," endte han fast. Han vædede sine læber. Måske han burde fortælle Tiyanna om det? At når han døde, så ville han genopstå. Eller skulle han lade hende regne det ud selv? Han vidste det ikke.

[Deleted]

Døden kom stadig tættere og tættere på, og Azrael kunne jo mærke på Sephiran, at selv det, var noget som han kunne mærke. Det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, at Sephiran efterhånden var en frygtet mand, som mange ønskede af vejen, som mange ønskede et samarbejde med.. Det var kræfter som skulle udnyttes og det var kort som man skulle lære at spille rigtigt. Selv blandede Azrael sig ikke i noget som helst. Som han så fremtiden nu, kunne den jo ændres markant ved bare et enkelt valg.. en enkelt handling, men han så det altid som den første. Det var jo den populære liste, som han måtte følge, og der stod Sephiran faktisk skræmmende højt oppe på den efterhånden. Han betragtede ham endnu en gang. Selvom han var sjæleløs, kunne Azrael se direkte igennem ham.. og et sted var det en tanke, som han faktisk måtte finde morende. "Og jeg vil forvente at modtage yderligere sjæle i tiden fremover," sagde han med en lige så tonløs stemme som tidligere. Et år kunne han give ham, og så synes han virkelig også at han havde været frygtelig large i forhold til hvad han ville have været ellers. Han nikkede roligt. "Jeg kan ikke give dig mere end det, Sephiran. Desuden vil jeg alligevel informere om, at denne aftale kommer dig meget til gode.. Som den gør med mig. Du har ret. Jeg får mere brug for dig her, end hvad jeg gør i Dødsriget. Tiden nærmer sig, men det er endnu ikke kommet til sin ret," fortalte han roligt. Ja, han spillede på sine kort, som han jo også var direkte nødt til, men hvad andet skulle han da gøre? Armene lod han roligt søge over kors og med blikket. Hans liste gik han altid med på sig, og specielt efter han havde mistet den en gang for frygtelig mange år siden. De mørke øjne forlod dog ikke hans skikkelse på noget tidspunkt. Døden var de alle omringet af i større eller mindre grad... De så den bare ikke altid, og det var det som gjorde den uhyggelig, og Azrael elskede det.

[Sephiran Acheron]

Sephiran mærkede tydeligt døden. Det var som Azrael jo faktisk stod og pustede ham i nakken, så derfor blev han jo nødt til at forhandle ham lidt på afstand. Der var optrin til noget i Dvasias og han var faktisk bange for, at det var noget han ville blive blandet ind i, før han kunne tage til Imandra. Han stod dog helt fast på, at han var mest nyttig her på jorden og når Azrael var enig, så var han da kun forsikret på den måde. Han var dog yderst tilfreds. Han havde fået en meget bedre aftale end sin far, faktisk lige med 999 år og det var da virkelig en bekræftelse på, at han var bedre. Han overgik stadig mesteren, selvom Theodore måske ikke ville se det i øjnene. "Du kan tage det helt roligt, jeg skal nok skaffe dig flere sjæle," svarede han sagte. Noget for noget kunne man jo sige og det sikrede jo dem begge to samt balancen, så han var da kun tilfreds på det punkt. Azrael var virkelig storsindet lige nu og derfor tog han også imod det med kyshånd! Han rystede forstående på hovedet og trak vejret roligt og dybt. "Det er yderst storsindet af dig, Azrael," svarede han sigende og taknemmeligt. Hans næste ord tyggede han dog en del på. Tiden nærmede sig? Hvornår?! Han blinkede med øjnene. Hvornår mon timeglasset rendte ud for første gang? Han bed tænderne sammen og lod vær at spørge mere ind til det, for nu havde han jo faktisk fået en virkelig god aftale i hus. "Jeg takker for din tid, Azrael," endte han så som en nærmest høflig afslutning, for der var vel ikke mere at snakke om... var der? Han gjorde antræk til at smutte.